Rask trav og tanker undervejs

Godt nok er jeg ikke meget for at indrømme det, men det er alt andet lige lettere at gå til, når sneen ikke ligger på vejen. Og når man som jeg først snupper turen efter mørkets frembrud, så ville det have været for farligt for to dage siden. Og ja, jeg gik 4,5 km i mørke, men det er jo ikke det der bælgravende mørke, som for kort tid siden. Lyset er ved at tage magten, og jeg nyder timerne mellem lys og mørke. Nu pulserer hele kroppen, og mens pulsen kommer ned, kan jeg blogge lidt imens. Aftensmaden er biksemad, den er hurtigt bikset sammen, men ingen af os er sultne lige nu, så vi venter.

Mit ene øje driller mig, det har pludselig fundet ud af, at det kan lave blodsprængninger, som er ufarlige, men som generer mig og som har givet smerter 2 ud af 3 gange. Min læge var enig med mig i, at det er underligt, hvorfor jeg lige pludselig på en måned har haft tre af slagsen og det samme sted. Blodtrykket er pænt, umiddelbart er der ingen tegn på forhøjet tryk i øjet, jeg har ikke synsforstyrrelser, der er ingen øjenbetændelse. Konklusionen blev et øjenlægebesøg, det har så lange udsigter. Nordjylland mangler øjenlæger, så nu er jeg spændt på, om de sidst ankomne af slagsen vil lukke mig ind i varmen inden for overskuelig fremtid. Mens jeg ventede i lægehuset, læste jeg et interview med Lotte Heise, og det bekræfter desværre det, som mange andre siger, at man skal have stærke pårørende, som har overskud og evne til at sætte sig ind i, hvad man som borger med behov for hjælp i hverdagen har krav på. Jeg bliver så ked af det, når jeg læser sådan en artikel, lige som jeg blev ked af at læse om Pias families oplevelser. For en ting er, at man måske ikke kan tilbyde det, vi forventer, noget andet er, at det i de to familie blev leveret af en uforskammet visitator. Min familie har faktisk ikke oplevet det. Vi oplevede en visitator, som havde respekt for min far, men som også hørte det, jeg sagde mellem linjerne, og vi fik god hjælp fra det kommunale regi. Allerede ved det møde sagde hun, at de ikke kunne yde en rengøring, som vi måske selv ville have det, det er ærlig snak, men i de rum, hvor min far færdedes i til hverdag, var rengøringen i orden. Vi sørgede så for den mere grundige rengøring. Vi har også kun oplevet kvalificeret sygepleje med høj viden om demenssygdomme og den enkelte beboeres behov og symptomer, da min far kom på plejehjem. Det er så heller ikke hverdagskost, kan jeg høre rundt omkring.

Aftenen er her, den kan nydes med bevidstheden om tre fridage, som godt nok fyldes med arbejdsrelaterede aktiviteter, men som stadig kan foregå i mit tempo, førend weekendens tre aftenvagter banker på. God aften til dig.