Dagen bliver ikke så lang, som jeg havde planlagt, søvnen ville ikke indfinde sig, så jeg fordrev nattetiden med en af mine gaver til landmanden, Hjalte Tin og Nina Rasmussens bog om deres motorcykeltur ned gennem Sydamerika med to små børn. Det betød så, at dagen først startede midt formiddag, nu er der ryddet lidt op og vaskemaskinen er sat i gang.
Landmanden og søn har været inde og købe lidt nytårsskyts og fløde til sønnens nytårsfest sammen med venner, kartofler i fad. Vi skal blot medbringe lidt røget rådyrkølle til forret og en stor flot krondyrfilet, som skal grilles til hovedret, til vores nytårsaften. Resten sørger vore venner for, det er da luksus.
Udenfor har naturen de sidste dage været pyntet til nytårsfest, alt er i hvidt, rimfrosten har haft travlt. Begge mine børn skal holde nytår i byen, København og Aalborg, de er fornuftige, men der er andre, der er tåbelige og tror de kan alt, inklusive vilde stunts med raketter og andet fyrværkeri. Jeg har det først helt godt i morgen, når jeg kan holde mandtælling op af dagen.
Året 2008 blev det år, hvor mine børn flyttede hjemmefra. Det blev også det år, hvor jeg sagde farvel til min mor, og hvor besøgene i mit barndomshjem blev en hyppigere foreteelse end normalt. Min far klarer sig godt trods sin manglende korttidshukommelse, han og min mor har altid været der for os, nu er det vores tur til at være der for ham, og det er vi. Det sidste er jeg glad for at kunne sige, vi har vist, at vi kan stå sammen, at vi kan acceptere hinandens forskelligheder, hinandens særheder, og jeg priser mig lykkelig over at være storesøster til så dejlig en flok, og at vi har giftet os med skønne mennesker, som støtter os. Vi skal nok klare 2009 sammen.
Må I alle få et godt og velsignet nytår.