Braklægning–Vildmarken–Vildmosen

Min mandag blev brugt på at ligge brak, jeg var helt færdig. Egentlig ville jeg have været i LOOP om eftermiddagen og handle ind til aftensmad ved samme lejlighed. Den lejlighed blev aldrig til noget, i stedet for fik jeg brugt det sidste mælk på pandekager, og de blev sammen med en rest suppe vores aftensmad. Sådan set den menu jeg hvert år som barn bestilte til min fødselsdag.

Da jeg burde være gået i seng, gav landmanden og jeg os til at se de sidste tre afsnit af Alene i Vildmarken, så jeg ved godt, hvordan det ender. En af de sidste tilbageblevne er heroppe fra og har førhen repareret vores trucks. I dag har jeg gået og tænkt meget over, hvordan det ville være at blive sat af ude i Vildmarken og så selv skulle klare sig. At være alene i flere uger uden at have nogen at snakke med blev en større hurdle, end deltagerne havde regnet med. De savnede de små nære ting ved familielivet. Det var spændende at se forskellen og ligheden mellem de to sidste. Begge havde svært ved at undvære familien og diskuterede med sig selv, om de skulle tage hjem, Fuldstændig som de andre, men modsat dem lagde de to sidste diskussionen med sig selv på hylden og sagde, om x antal dage ser jeg på det igen. At skulle finde brænde, tjekke fiskenet, plukke bær, uanset kroppen var slidt pga sult, var helt tydeligt svært for den ene. Langsomme skridt og forpustethed synliggjorde, hvor afkræftet han var. For den anden, som havde held med fiskeriet, var det mere de trivielle og ensformige dage, der var det sværeste. Begge havde dog en strategi, så de havde hele tiden projekter i gang, svedstue, afkogning af dyrehoved, totempæl osv.

Vildmosen på denne sidste vinterdag har budt på byger og solskin. Bedst som jeg havde besluttet mig for at gå en tur, ombestemte jeg mig. Men til sidst kom jeg ud og fik 30 minutters frisk luft, og selv om det var en ynkelig omgang styrketræning i morges, så kom jeg af sted. Jeg var bare træt og måtte sætte vægten ned ved flere maskiner. Til gengæld takker kroppen mig for at få arbejdet alle muskelgrupper igennem. Så nu kan jeg med god samvittighed krybe sammen i sofaen og nyde aftenstunden. God aften til dig.

Og så sidder jeg her

Jeg burde gå i seng, men det orker jeg ikke, jeg er for træt! Sådan er det altid, når aftenvagten er eksploderet i travlhed. På et tidspunkt, hvor vi fandt tid til at spise, kom jeg pludselig til at se mig selv udefra. Jeg skovlede mad ind, som om jeg aldrig havde fået mad før. Jeg talte med mad i munden, som om jeg aldrig havde talt før. Da jeg undskyldte over for de to kolleger, der sad der på samme tidspunkt, grinte de, de gjorde jo det samme. Vi vidste ikke, hvornår vi blev kaldt/ringet efter, så det var bare med at få noget energi indenbords og lige få vendt problemstillinger. En havde lækre muffins med, en anden havde chokolade med, jeg havde flødeboller med, og jeg lyver ikke. En stor skål salat og en muffin blev kylet ned i løbet af ingen tid. Og resten snuppede jeg senere mellem gøremålene.

Vi har grint meget i aften, det gør man, når man synes, at det er lidt for meget. Vi brugte hinanden som sparringspartner på vej mellem patienterne, og vi nåede i mål. Vi var gode, når jeg selv skal sige det. Vi knoklede det bedste vi kunne, det samme gjorde vores læger, og vi formåede at være i nuet og samle trådene, men måtte også lade tråde hænge, som kunne vente til i morgen.

Nu vil jeg lave en varm hyldebærdrik, trække i nattøjet og tage dynen med ind i sofaen, tænde for en kedelig serie, og så satser jeg på, at søvnen indfinder sig.

Og en lille krølle på historien. Da jeg kommer ind i bryggerset herhjemme og vil lyne mine støvler op, kigger jeg på et par pink løbesko, mine arbejdssko. Mine støvler står stadig i skabet ude på sygehuset. Jeg har taget arbejdsskoene af, trukket i mit eget tøj og så taget dem på igen! God nat.

Det er også for dårligt

at du ikke har besøgt ham (underforstået der hvor han nu bor), og så vågnede jeg op. Helt fortumlet og forvirret, dagen er startet helt skæv, jeg har sovet 8½ time, de sidste timers søvn var præget af flere opvågninger, nok fordi jeg var forbi det normale stå-op-tidspunkt.

Og den jeg ikke havde besøgt, det var min far! Jeg kan jo ikke så godt besøge ham i og med at det er syv måneder, siden han døde, men i drømmen var han flyttet, hvorhen vides ikke, men i hvert fald slog det mig pludselig i drømmen, at det var længe siden, jeg havde besøgt ham. Og den følelse sidder så i mig nu.

Aftenvagten blev lige så travl som forventet, mange nye patienter var kommet i vagtskiftet, andre patienter skulle udskrives, og det betyder mange forespørgsler fra patienter og pårørende. Vi har prøvet at planlægge os ud af det faktum, at aftenvagterne har brug for at læse om patienterne og gerne i ro, så det kan ske rimeligt hurtigt. Og samtidig er tidsrummet mellem 15 og 16 den tid, hvor pårørende dukker op og gerne vil have besked, eller hvor patienterne efter at have fået eftermiddagskaffe gerne vil i seng eller på toilettet. Så vi har to senvagter, som sammen med de to trombolyseaftenvagter skal tage klokker, gå stuegang og besvare forespørgsler. Men når der så var trombolysebehandling på to patienter, så var trombolysesygeplejerskerne på den stue, og da der stadig var meget stuegang (hvad der altid er), så var der en sygeplejerske i gang med det. Det efterlod én kollega på gangen, og hun prioriterede patienterne først og fremmest.

Så til sidst mens jeg læste om patienterne i går, kunne jeg mærke flere og flere pårørende på gangen, som bare ventede på at snakke med en. Vi kom i mål, jeg fik talt med og udskrevet patienter hjem til, og andre tog sig af at få overflyttet de patienter, der skulle videre. Vi fik taget mod nye patienter, jeg fik gået stuegang færdig, og bedst som tavlen var visket rent, kunne jeg begynde at skrive nyt på, som ventede på, at lægen blev færdig i modtagelsen eller på det andet afsnit. Det akutte blev selvfølgeligt handlet på med det samme.  Vi blev dog alle færdige til klokken 23 og kunne tage hjem, og i går var jeg fornuftig og gik i seng rimeligt hurtigt efter.

Her stoppede jeg mit indlæg, tog sko og lun trøje på og gik mig en tur. Mens jeg gik, fik jeg snakket med min ældste lillesøster. Vi fik grinet, snakket alvor og grinte igen. Blandt andet over at jeg hos Fruen i midten har skrevet om, at min søster havde en helt anden opfattelse af Hong Kong end Fruen i midten og min kollega. Det var så ikke så sært, min søster havde nemlig været i Bangkok! Nu er hovedet let og klar til endnu en aftenvagt.

Ha en god lørdag.

 

PS Prøv at kigge på denne lille fortælling i tegninger og få ord. Først fattede jeg den ikke, men efter at have kigget på den igen, blev jeg rørt over, at man med få ord og få streger kan fortælle om et hårdt halvt år og et savn.

Så er det tid igen

Arbejdsweekenden banker på, tre aftenvagter. Tre vagter, som aldrig er ens, og som har det med at berige mig og udtrætte mig. Heldigvis er det det første, der fylder mest i mig. Jeg glæder mig til at være sammen med kollegerne, jeg glæder mig til at møde patienter og pårørende, det er i det møde, at jeg allermest føler mig som sygeplejerske.

Heldigvis for det, det ville være trist, hvis det kun var stuegang, koordinering, funktion som ansvarshavende, medicindosering og faglig sparing, der var det primære.  De funktioner er også en del af det at være sygeplejerske, men jeg føler mig allermest sygeplejerske i mødet med patient og pårørende.

Om det er samtaler og information, om det er sengebad med neurologiske briller på, om det er forflytninger, om det er gode lejringer, det er hip som hap, jeg elsker den del af mit job. Det er hårdt, både psykisk og fysisk, men det er også berigende, og så er det godt, at jeg har gode kolleger, jeg kan lade op sammen med i de få pauser, eller når vi arbejder sammen eller blot smiler til hinanden i skarp sygeplejersketrav på gangen.

I dag har jeg ladet op med solskin, LOOP, en regnbue på mit tæppe og glæden over, at jeg har to små gule erantisknopper i min græsplæne. God fredag til dig.

Solskin på næsen

eller rettere i øjnene. Og det klager jeg ikke over. Formiddagen har budt på drama uden for mit vindue. Pludselig lød et ordentligt brag, og jeg var klar over, at en fugl var fløjet ind i vinduet ved terrassen (og nej vi har ikke store glasflader og der er vinduessprosser i vinduerne, men solen skinner og når man skal flygte, så går det lidt stærkt)

Jeg skyndte mig hen til døren for at se ud, og netop da så jeg en stor rovfugl flyve op mod himlen. Jeg kiggede ned på trappen, og der lå en død rotte. Eller det formodede jeg, den kunne jo også blot være slået bevidstløs, så landmanden blev fluks tilkaldt med spade, for rotter får ikke lov til at blive plejet inde i varmen. Den var nu stendød og stiv, så vi formoder, at en rovfugl har haft rotten i munden, og en anden rovfugl var blevet misundelig og forsøgt at tage den, hvorefter den første fugl fløj ind i vinduet, tabte rotten, og begge fugle forsvandt. Nu er rotten fjernet og jeg kan gå videre med min fridag.

Fridagen startede med,  at jeg var i underskud med søvn. Søvnen ville ikke indfinde sig, og hver gang jeg var faldet i søvn, vågnede jeg efter en time og så var den gal igen. Det er ok, jeg ved hvorfor, og det er der styr på nu. Jeg fik også styr på et hængeparti fra en hjemmearbejdsdag, hvor jeg blev nødt til at konvertere den til fridag. Så nu drikker jeg te og overvejer planer for dagen. De burde inkludere en tur til storbyen, men orker jeg det og kunne jeg ikke nå det inden aftenvagten i morgen? Og hvad med en gåtur i det skønne vejr? Jeg drikker lige en kop te mere og snupper en powernap, det trænger jeg til.

Ha en god torsdag.

PS Kan du hjælpe mig med følgende:

1. Hvor er det nu man sætter indstillingen til den faste tekst på billeder i Open Live Writer? Jeg opdagede at jeg stadig er i 2016, hvad det angår.
2. Min mobil og E-reolens app driller mig. Jeg havde downloadet en bog og kunne fint høre den på vej til og fra arbejde. Jeg var bare ikke hurtig nok, så jeg måtte låne bogen igen. Jeg downloadede den på samme måde, og nu vil den ikke afspille, så snart vi er udenfor mit Wifis rækkevidde. Kan jeg fjerne den fra app’en uden at aflyse lånet og så prøve at downloade igen? Det er underligt og irriterende, for jeg får ikke lyttet herhjemme, det er kun, når jeg går tur eller kører i bil.

Så gik der tid med det

Ellens indlæg i dag om samme tema på samme tid på året fik mig til at lege. Jeg gik tilbage i tiden og fandt indlæg fra  dagen i dag eller de nærliggende dage for de ti år, jeg har skrevet. Det har jeg hygget mig med, mens blæsten raser udenfor. Vi har lige været ude og redde containerne, som dansede rundt på gårdspladsen.

Jeg har sovet et par timer efter arbejdsdagen i dag og kunne sagtens have brugt 2007s overskrift: Træt som et alderdomshjem. Det indlæg handler om det, som sandsynligt ikke kommer til at ske i Nordjylland, nemlig snestorm med dobbeltvagter og overnatning på min arbejdsplads som følgevirkning.

2008 ville jeg åbenbart se Oscar, gad vide hvorfor, det plejer jeg aldrig at ville. Det melder historien nu ikke noget om, for det handler mere om film jeg gerne vil se, og som jeg fik set. ÅH, så klikkede jeg på linket i indlægget, nu ved jeg, hvorfor jeg ville se det. Min søster, som er filmklipper, var til Oscar, fordi den kortfilm, hun havde klippet var nomineret. Den vandt nu ikke.

I 2009 var det lige før, vi blev et selvstændigt apopleksiafsnit og blev skilt fra vores neurologiske sengeafsnit. I den forbindelse havde vi ansat nye kolleger. Det har så de sidste 3½ år været en tilbagevendende begivenhed med deraf introduktion og fokus fra min side på uddannelse og kompetenceudvikling. Ikke fordi folk flygter fra os, tværtimod, men fordi der hele tiden kommer nye funktioner til, som gør, at der skal ansættes nyt personale i sengeafsnittet, fordi de erfarne sygeplejersker søger de nye funktioner (og det er helt naturligt).

Indlægget i 2010 handlede om et tilbagevendende emne; hvordan jeg forsøger at snyde min hjerne til at gøre de ting, jeg ikke bryder mig om, så som rengøring og madlavning.

Jeg er vist meget træt i 2011, for det er godt nok et kort indlæg. Og i 2012 er jeg i fuld gang med diplomuddannelse og skal besøge min far, men får gået en tur i regnvejr. Det burde jeg måske også have gjort i dag, men jeg sov i stedet for. Man siger jo søvn er helende.

Tarmscreeninger er emnet for 2013, og som en, der er i risikozonen er jeg glad for, at tilbuddet eksisterer. Jeg har blot endnu ikke fået et brev med en prøveæske. Til gengæld tog jeg selv affære og fik i 2014 lavet en tarmundersøgelse, som frikendte mig. Og i følge sundhed.dk får jeg brevet om screening her til sommer.

I 2014 gik vi i ferieplanlægning, og det er jeg faktisk også så småt i gang med. Jeg har vist fået overtalt landmanden til en motorcykelferie til Norge, så jeg læser om spændende veje for motorcyklister, vi skal jo mærke, at vi lever.

Sang har altid været en del af mit liv, ikke så meget det at lytte til musik. Musik er noget jeg kan synge med på. Og det handlede indlægget så om i 2015, nemlig hvordan min far gik ind i musikkens verden, da han fik Alzheimers sygdom.

Og i 2016 sagde jeg blot, tak Gud fordi du holdt hånden over mig.

Så er den her igen

Morgen: Jeg kender den, den er ikke velkommen. Jeg ved, at den er midlertidigt på besøg, jeg ved også godt, hvad der giver den næring og hvad der kan få den til at forsvinde. At have fridag og at være alene er substrat for den. At være aktiv, at være sammen med andre, at sætte fokus på andres behov, at gå en tur, at lytte til en bog, eller at dyrke endeløs seriekigning er alle muligheder for at få den væk. Weekenden har udover gåtur og LOOP haft mest af sidste mulighed, så i dag skal der fyldes aktivitet ind i fridagen.

Følelsen af katastrofe, følelsen af ikke at have kontrol, følelsen af min krops voldsomme reaktion som efter en ond drøm. Det er den følelse, jeg har her til morgen. Med det samme trækker jeg Alzheimerkortet, er det mon første tegn på en begyndende forringelse af mit kognitive niveau? Men det er ikke første gang, at følelsen banker på hos mig, så jeg ved godt, at det “bare” kan være, fordi der er meget glædeligt at se frem til i årets løb, og at det automatisk medfører mange tanker, praktiske som følelsesmæssige tanker. Det kan også være arbejdsrelateret, jeg vil jo gerne udfordres og vil gerne være med i alt og tager også ansvar for meget (det gælder så også familiemæssigt). Sådan er jeg, og så må jeg øve mig i at slippe kontrollen på nogle punkter og tage kontrollen på andre punkter. Jeg må også øve mig i at give slip på tanken om, at jeg ikke har nok uddannelse til de områder, jeg beskæftiger mig med. Det får mig nemlig til at sige ja til mangt og meget for at blive klogere og udfordret.

Egentlig er det sjovt, at følelsen kommer i dag, jeg har jo haft den mest dovne weekend i meget lang tid. Til sidst var jeg nødt til at finde et strikketøj og en lydbog frem i går, for så skete der da lidt. Måske er det min hjernes måde at straffe mig på, lediggang er roden til alt ondt siges det, så kan jeg lære det!

Eftermiddag: landmanden kom ind klokken ni og viste mig en facebookvideo, som fik mig til at grine så meget, at følelsen måtte give fortabt, den havde bare at forføje sig. Og siden hen tog fridagens små gøremål, gåturen og besøg hos fysioterapeut sig af at gøre fridagen god og kroppen afslappet. Jeg måtte dog lige tage en lille powernap efter eftermiddagsteen, men nu er jeg klar til de sidste gøremål og arbejdsdagene foran mig. God mandag aften til dig.

Sådan!

Scenen: det nye LOOPcenter fredag

Jeg har varmet op, både på crosstrainer og gå/løbebåndet, fem minutter hvert sted, pulsen er oppe og jeg kan mærke, at den trøje, jeg har taget på, ikke gør noget godt i forhold til svedproduktion og absorption. Jeg går hen til cirklen med maskinerne og går i gang. Det kører, uden at jeg skal tænke over det, 45 sekunder, så lyder tonen og der skiftes maskine - jeg indstiller rutineret og hurtigt maskinen til de kilo, jeg træner med. En kvindelig instruktør er ved at instruere en ny bruger, en yngre mand. De følger efter mig i cirklen. Hun sætter sig ved den maskine, jeg sidst har brugt og vil demonstrere brugen af den.

Hold da op, lyder det højt fra hende, den var åbenbart tungere end hun havde regnet med, jeg smiler lidt i det ikke eksisterende skæg. Vi går videre i cirklen, jeg lytter til hendes instruktioner, det er ved at være nogle år siden, at jeg blev instrueret, så det er godt at få det genopfrisket. Vi skifter maskiner igen.

Hold da op, det var da utroligt, lyder det igen fra instruktøren og hun kigger hen på mig med et smil og et anerkendende blik. Jeg smiler og siger; jeg har jo også trænet nogle år. De fleste i centeret inklusiv hende selv er nok nye i LOOPkonceptet.

Det giver mig energi til at give den hele armen og ikke hoppe ud af cirklen efter første runde. Det er et tilbagevendende tema for mig, jeg skal altid diskutere med mig selv, om en runde ikke er nok, og denne gang vinder den viden, jeg har, om hvor godt det er for mig, og jeg snupper anden og sidste runde, det tager jo kun 24 minutter i alt.

Instruktøren har nu sluppet den unge mand fri i maskinerne, og han går til den. Der er noget forløsende i at bruge al sin energi og kraft på at få maskinerne til at bevæge sig. Man skal ikke tænke, blot bruge sin fysik. Instruktøren er i gang med at støvsuge, pludselig siger hun til mig; du går altså også til den. Jeg smiler og siger; det er jeg nødt til, jeg er sygeplejerske og skal holde i mange år endnu.

Træt, svedig og smilende går jeg fra centeret, det blev en god start på en fridagsfredag.

God lørdag til dig, nu vil jeg gøre som Randi og gå en tur i solskinnet, før der kommer gråvejr.

Derfor!

Jeg er jo ikke i tvivl. Jeg kan godt forstå, at man kan få tanken om, at det var skønnere med aktiv dødshjælp/eutanasi, når livet bliver hårdt og fyldt med modgang. Men det er en glidebane, og denne artikel understreger blot dette. Her vælger en hollandsk læge at gå videre med aktiv dødshjælp til en dement kvinde på trods af, at kvinden stritter imod og må holdes af sine pårørende, med den begrundelse at,

“patienten var inkompetent og hendes udsagn irrelevant. Faktisk vidnede lægen om, at hun ville have fortsat, også selvom patienten havde sagt klart i situationen, at hun ikke ønskede at dø. Lægen ønskede at være åben omkring dette, fordi ’eutanasi af inkompetente patienter vil finde sted stadig oftere”

Og det var jo også det, jeg tidligere har hørt, at eksempelvis ældre mennesker, der kommer på plejehjem, føler et pres for at sige ja til aktiv dødshjælp for ikke at være en belastning for deres familie. Tager man så mit tidligere indlæg, hvor der var noget i et studie, der tydede på, at svært demente egentlig følte sig velbefindende, fordi de havde skabt en ny identitet fra fortiden og fordi de indgik i sociale aktiviteter, så kan jeg vel argumentere for, at aktiv dødshjælp i det tilfælde mest er for de pårørendes skyld? Den demente kvinde i artiklen havde tidligere, kort før hun fik sin diagnose,

“skriftligt bekendtgjort, at hun ønskede at dø, inden hun skulle på plejehjem og i rette tid til at sige 'et værdigt farvel' til sine kære. I en senere version angav hun, at hun ønskede dødshjælp, ”når min livskvalitet er så dårlig, at jeg beder om eutanasi”.

Det sidste gjorde kvinde så aldrig, hun blev dårligere og kom på plejehjem. Jeg har både personligt, men også fagligt set, at mennesker tager nogle andre valg, når de bliver syge, end det de havde sagt som raske. Livets perspektiv ændrer sig.

Jeg har skrevet mere om dette emne her, og gør dig en tjeneste, hvis du vil i dybden, læs kommentarerne og svarene. Jeg synes, det indlæg er et eksempel på, hvordan kommentarer udvider, uddyber og beriger et indlæg.

Og overskriften på dette indlæg vil måske provokere dig, hvis du er tilhænger af aktiv dødshjælp. Du vil helt sikkert kunne gendrive mine argumenter, og sådan er det. Det skal ikke skille os. At kunne være uenige og alligevel kunne tale sammen er også berigende.

God fredag til dig.

Lyset vinder frem, klokken er 17.30, da billedet blev taget forleden dag.

Det kan også blive for effektiv

Havde jeg været en tegnefilm/serie, havde min underkæbe hængt nede ved navlen. Jeg har lige læst et indlæg hos Mette, og jeg kan kun være enig i hendes kommentar til en læser:

“Egentlig forstår jeg slet ikke, at konceptet ikke er meget mere udbredt, for det giver jo ingen mening, at der følger en brugsanvisning på 48 sider med, hvis man køber en kasserolle, mens det der med at tyde et spædbarns signaler, bare er noget der forventes, at man kan på gefühl”

Historien er den, at familien har prøvet snart sagt alt, fordi deres lille, dejlige babydatter har skreget og skreget. De har sågar været indlagt, men blev hurtigt udskrevet igen uden undersøgelser, fordi datteren ikke havde tabt sig. Til sidst vælger de at betale for at blive indlagt på et privat barselshospital, og 24 timer her udretter mirakler. Ikke med undersøgelser eller medicin, men god gedigen vejledning om gode måder/teknikker til at berolige barnet med, til at få en bedre amning, til at få leget med deres datter (det sidste kan være svært, når barnet skriger konstant). Og ja når et barn skriger konstant, så nedbrydes man langsomt, og som min ene søster sagde, det var faktisk først, da hendes barn blev fire måneder, at hun kunne elske det højt og inderligt, for før det var hun bare træt, så træt. Hos min søster hjalp kiropraktor og gode råd fra en erfaren sundhedsplejerske, men altså først ved fire måneders alderen.

Hos Mette læser jeg det, som at den vejledning, der blev givet, netop var den, man før hen fik af sygeplejersker og jordemødre på sygehuset, inden man tog hjem. Jeg valgte at blive på sygehuset alle fem dage, som man kunne dengang, og selv om jeg havde erfaring med små børn og var sygeplejerske på et børneafsnit, så havde det stor betydning, at der var nogle, der gav små tips og gode råd. I dagens Danmark er sundhedsplejersker en mangelvare, så det der med hyppige besøg er vist en mangelvare, og dermed er der ikke nogen, der har tid til at observere, hvordan man ammer, hvordan man beroliger osv. og ud fra dette kan vejlede. Jeg er ikke fortaler for, at man skal blive på sygehuset, men egentlig syntes jeg, at det er sørgeligt, at det kun er dem, der har råd, der kan få mulighed for 24 timers observation og vejledning i Dagens Danmark. Mange frustrationer og afmagtssituationer kunne måske undgås.

Jeg husker stadig hjemturen fra sygehuset med vores lille datter. På vej over Limfjordsbroen begyndte jeg at græde. Det var pludselig gået op for mig, at vi nu var en familie, og at vi var de voksne, der skulle passe på denne lille guldklump. Vores hverdag kom hurtigt i en god rytme, mine erfaringer med små børn kom mig til gode, og jeg nød hvert et minut af begge mine barsler  Med sønnen, som jo kom 16 måneder efter, føltes det som det naturligste i verden at have fået en lille ny. Og som sagt valgte jeg også fem dage på sygehuset, hvor vi havde ro til at lære hinanden at kende. Landmanden havde så datteren derhjemme, og de kom på besøg hver dag. Vi havde skam planlagt, at sønnen skulle komme i maj, juni eller juli, for så kunne landmanden passe datteren, og jeg er en af de heldige, som blev gravid med det samme, så sådan blev det. I dag havde jeg nærmest ikke nået at komme på arbejde, før jeg skulle på barsel igen. Dengang nåede jeg otte måneders arbejde.

I dag anbefales det at amme længe, så jeg ved ikke, hvordan man gør i dag, hvis man får dem så tæt. Synkronamning?

I for store sko?

Efter søn og kæreste var sendt af sted fredag, efter datter og jeg morede os med udklædning lørdag, drog landmand, datter og jeg til hovedstaden tidligt søndag morgen. Vi havde nogle ærinder sammen, og så kunne vi køre datteren hjem på vinterferie og lige nå at sige hej til svigersønnen, der kom hjem fra en forlænget weekend i Athen. Vi nåede også at smage græske kager, sødmefyldte af nødder og honning. Klokken var ti søndag aften, da vi kørte ind på gårdspladsen, så der skulle lige slappes af med en film og en kop te, før jeg kunne falde i søvn.

Mandagens arbejdsdag gik godt, min leder syntes, jeg sprudlede med gode ideer. Det er nemt nok med ideer, kunsten er at kunne holde ved og få dem udført og få dem indført, så de bliver en rutine. Det er noget, jeg arbejder med mig selv konstant, for jeg er bedst til at sætte i gang, tovholderrollen falder mig ikke så nemt som igangsætterrollen. Al den hjernevirksomhed kombineret med for lidt søvn medførte en meget træt kvinde ved eftermiddagsteen. Jeg holdt dog mit løfte til mig selv og pakkede tasken med sko og håndklæde, hvorefter jeg skyndte mig ud i bilen og drog til LOOP. Det gjorde godt, jeg har dog været et ømt syn, for da jeg skulle til at tage skoene på, opdagede jeg, at jeg havde taget landmandens Nike Free sko med. Bortset fra at det var lidt svært på gangbåndet, så gik det nu udmærket, vi er kun 2 skonumre fra hinanden.

Man kunne ikke just sige, at jeg var en person, der gik i for små sko. Måske kunne man sige, at jeg vidste, hvordan det var at være i nogens sko? Lår i skoene havde jeg ikke, og jeg skød heller ikke mig selv i skoen, og intet trykkede, så at vide hvor skoen trykkede, kunne jeg heller ikke sige. Derimod kunne man til nøds sige, at jeg var fremme i skoene, i hvert fald når jeg vippede op på tæerne. Nok om skoudtryk, det her er pause fra regnskabet. Regnskabets time er kommet, og det skal være færdig sidst på dagen, så jeg må tage mig sammen og ikke gå på afveje.

Billederne er af en smuk buket, jeg fik af en god blogveninde, og fra aftensturen i lørdags sammen med datteren.

Skiftedag

Fredag blev dagen, hvor søn og kæreste blev kørt til flyet efter skønne og intense arbejdsdage sammen. Inden de blev sat af, nåede vi lige at hente datteren ved toget, så hun kunne sige hej og farvel til dem. Nu har datteren  og jeg kigget skabe igennem for at finde noget bestemt tøj, og det væltede ud med tøj, som jeg af en eller anden grund ikke kunne få mig til at smide til genbrug. Det er så gjort med det meste nu. Til gengæld har vi haft det vældig sjovt med at prøve tøj.

Datteren kan stadig passe tøj fra konfirmationstiden, det er helt vildt. Hun prøvede også min brudekjole, den var dog for stor, jeg har altid haft mere til gården og gaden. Vi havde dog en fest med udklædningen. Min brudekjole er blevet gemt, fordi vi i familien har en dåbskjole, der er over 90 år gammel. Dåbskjolen tilhører min bedstefars(morfar) del af familien, og de fleste af min mors kusiner og fætre samt hendes søskende er døbt i den. Ligesom mine søskende og jeg er blevet døbt i den og altså også mine børn. Min mor sagde dengang, da vi var sammen for at kigge på brudekjole, at blondeoverdelen til min kjole kunne bruges som blondeoverdel til dåbskjolen, hvis den originale mørnede. Desværre kan jeg så nu konstatere, at min kjole har fået rustlignende pletter både på selve kjolen og blondeoverdelen. Faktisk ved jeg heller ikke, hvem der har dåbskjolen i dag. I min del af familien er det 18 år siden, at nogen blev døbt i den. Det håber jeg, mine mostre ved.

Jeg fandt en smuk silkeheldragt, som jeg købte til min ene søsters bryllup for 24 år siden. Jeg var lidt større dengang, det var, da jeg arbejdede herhjemme på gården og tog 10 kg på gennem de 11 år. Det forsvandt, da jeg begyndte som sygeplejerske. Dermed kan man konkludere, at selv om det er hårdt og travlt at være landmandskone med to små børn, kartoffelsorteren hver dag fra september til maj, kontorarbejde og ansvar for al det huslige (indkøb, madlavning,vask,rengøring osv.), så forbruger man flere kalorier som sygeplejerske i plejen. Den ene halvdel af overvægten røg af sig selv, den sidste halvdel ved aktiv indsats. Knap halvdelen er røget på igen, da jeg kom i overgangsalderen. og det meste har sat sig på maven, men det er den lækre (og dyre*) dragt ligeglad med. Så nu bliver den mit hjemmetøj, nemt og bekvemt og med plads til lørdagslækkerier.

* jeg havde aldrig før købt tøj (udover frakke og brudekjole) til over 1000 kr. dengang for 24 år siden.

Og nej, du får ikke et billede af mig i rød silke. Til gengælde får du et billede af min kollegas fine kage, som min leder havde vundet i julelotteriet, og som min leder havde bestemt, skulle nydes sammen med kollegerne i fredags.

En gave

I dag er der startet nye elever og studerende hos os, og jeg hilste på og sagde blandt andet, at de endelig måtte undre sig højlydt til og med os. På den måde fik vi lov til enten at forklare, hvorfor vi gør, som vi gør, eller også fik vi muligheden for at stoppe op og tænke, ja hvorfor gør vi egentlig sådan her? Det er faktisk en gave at have nysgerrige nye kolleger eller nye studerende/elever.

Det er også en gave at få lov til at være med på sidelinjen, mens min søns kæreste gør sin bacheloropgave færdig. I dag har jeg f.eks læst en spændende artikel på engelsk. Den bekræftede mig i det, jeg selv havde oplevet og konkluderet i forbindelse med min fars sygdom (Alzheimers sygdom). Artiklen handler om identitet og sammenhæng med tab af autobiografisk hukommelse og sammenhæng med ens velbefindende/trivsel. Den peger på, at vores identitet rammes, når vi mister vores autobiografisk hukommelse, blandt andet fordi dette tab ofte medfører, at vi isoleres og ikke har det samme sociale liv som tidligere. Dette har også betydning for vores oplevelse af trivsel. Men der var også noget, der tydede på, at mennesker, som er svært ramt af demens, faktisk ikke blev ramt på deres velbefindende, som dem, der var lettere ramt af demens. Det var, som om de skabte en ny identitet, fordi det de huskede blev den, de var, også i nutiden, selv om de kun huskede fortiden. Et andet studie, artiklen nævnte, var, hvor man havde set på, hvad der øgede velbefindende, om det var det at arbejde med minder i grupper eller individuelt og så var der en kontrolgruppe, der havde en gruppeaktivitet. Her viste det sig, at hverken individuel eller gruppearbejde med minder ændrede på velbefindende, hvorimod kontrolgruppen havde øget deres velbefindende. Så noget tyder på, at aktiviteter, der giver følelsen af samvær med andre, og hvis man kan skabe en identitet på trods af hukommelsestab, så trives man.

Og så er det også en gave at have en herhjemme, der gider gå en tur i tusmørke, når jeg kommer hjem fra arbejde og har drukket min te. God aften til dig.

En søvnig fridag

To-do listen lød:

• få indberettet løn og betale regninger – tjek
• træne i LOOP – tjek
• tage dejligt varmt brusebad – tjek
• få behandling af min dygtige fysioterapeut – tjek
• handle ind – tjek
• lave regnskab – udsat, var alt for træt

 

Det stod ikke på min liste

• tog en powernap, som jeg nok fortryder til sengetid, men jeg kunne ikke holde mig vågen, havde fået for lidt søvn i nat
• blevet irettesat af en ældre dame i LOOP, fordi jeg ikke brugte håndklæde på sæderne, når jeg trænede. Jeg reagerede med at blive småfornærmet og svarede igen. Dumt, Lene. Det at jeg ikke sveder under træning, men først bagefter, kan andre ikke vide, og hun syntes tydeligt, det var ulækkert, at jeg trænede uden et håndklæde. Jeg syntes, hun var et en pernittengryn! (og så ser jeg, at det hedder en pernittengryn, det lyder forkert i mine ører)
• at min fysioterapeut er fantastisk, ikke blot som terapeut, men som medmenneske. Jeg føler mig skøn, klog og talentfuld, når jeg har været inde hos hende. Jeg føler mig virkelig set og hørt, det er ren guf for belønningscenteret i hjernen.

God aften til dig.

Flyv lille fugl, hjemad vil du

Mens vi stod og snakkede om Norge og Trollstigen, Atlanterhavsvejen og andre skønne motorcykelsteder, stoppede landmand og søns kæreste pludselig op. Hvad var det? Jeg havde ikke hørt noget, men noget var fløjet mod terrassedøren. Og ganske rigtig, udenfor sad en lille pjusket blåmejse, helt vind og skæv efter sammenstødet med glasdøren.

Landmanden tog den op i sin store, varme hånd og så lå den der helt over på siden, med hovedet underligt skævt og det samme med benene. Den sygeplejestuderende og sygeplejersken mente helt klart, at den havde brækket noget, landmanden var helt rolig. Den skal nok komme til sig selv. Og han havde ret. Lidt efter satte den sig op og begyndte at følge nysgerrigt med i omverdenen.

Siden hen stillede landmanden sig ud på trappen, skubbede lidt til fuglen for at få den til at flyve. Det skulle den ikke nyde noget af, så den hoppede over på ærmet og vandrede ellers op ad armen til nakken, hvor den sad et godt stykke tid. Til sidst besluttede den sig og fløj over i moreltræet, hvor den holdt en pause, før dens hverdag igen bankede på. Imens gik vi andre i gang med vores søndagsaktiviteter. Sønnens kæreste og jeg gik en lang tur, vi trængte til frisk luft efter at have skrevet og skrevet for den enes vedkommende og læst og læst for den andens vedkommende. Jeg kan jo ikke agere god sparringspartner, hvis ikke jeg har læst artiklerne. Det er et nyt og spændende område for mig, og sådan får jeg lov til at bliver klogere på livet omkring mig, når nogen lukker mig ind i deres verden. Det er jeg taknemlig for. God søndag aften til dig.

Det gjorde jeg så ikke

• Træthed efter tre nætter med for lidt søvn gjorde, at jeg følte mig fristet til at køre ind efter aftensmad. Jeg blev reddet af selvsamme træthed, for jeg orkede ikke at køre i bil mere i dag. Så nu har vi nydt en god rødkålssalat sammen med gode grillpølser lavet af dyrekød og med et mexicansk smagsstrejf. Og den sidste rest kartoffelmos passede perfekt til den menu. Så jeg kørte ikke ind efter fastfood
• Nu ved jeg, hvorfor mange kvinder elsker kjoler (det har jeg sådan set vidst længe, jeg har jo nærmest kun gået i kjoler siden sidste forår) – der er plads til mavens omfangsøgning i løbet af dagen. I dag har jeg jeans på (læg mærke til at jeg ikke skrev cowboybukser, selv om det er det jeg tænker), og det gav mig lyst til en lang gåtur efter arbejde, fordi jeg ved, det hjælper på maveomfanget. Men jeg huskede denne gang at lytte til min faglige viden, det er ikke særlig smart at gå så langt, når foden i dag har opført sig ordentlig. Så jeg gik ikke en tur (til gengæld er jeg trukket i behagelig hjemmetøj med plads til maven og en skål slik)
• Jeg ligner min mor, hvad angår synet, når der kommer gæster. Jeg kan nemlig pludselig se alt det, jeg har fortrængt i hverdagen; strygetøjet, vasketøjet der skal lægges sammen, opvasken, der står på bordet osv. Men jeg tror faktisk ikke min gæst i denne weekend vil have øje for sådanne bagateller, så det gjorde jeg så heller ikke i dag (jo opvasken snuppede jeg).
• I stedet for har jeg hygget mig med te og en lækker muffin i eftermiddag. Og billedet fandt jeg fra en aftengåtur i januar.

Og så trænger jeg til et lille blogprojekt, der udfordrer mig, så det vil jeg sysle med i aften. God fredag aften til dig.

En undtagelse

Ingen bærbar computer i sofaen var rådet fra fys. og jeg har holdt det indtil nu. Men når nu foden skal hæves, have ro og jeg samtidig gerne vil skrive et indlæg, så må der en undtagelse til. Foden har det meget bedre i dag, forbinding og en fod i ro på en stol på arbejde hjalp. Vi grinte nu godt af, at vi er så gode til at give råd til andre, vi er bare ofte møgelendige til at lytte efter selv. Der er slet ikke tvivl om, at alle musklerne i min fod havde våndet sig i smerte og irritation, da jeg gav den hele armen med massagebolden.  Selv jeg, der er en gammel dame inden for sygeplejefaget, har hørt om RICE (ro, is, compression og elevation), og gjorde jeg så det? Nej!

Min yngste kollega i projektgruppen kom galt af sted til en fodboldkamp, smerter i knæet, hævelse af knæet, hun brugte RICE-princippet, men søgte hun læge? Ikke før hendes mor (sygeplejerske) og vi to andre i projektgruppen havde sagt klart og tydeligt; kom så af sted. Det kostede lige mange ugers sygemelding med operation og genoptræning. Nu er hun heldigvis tilbage i fin form, og vores dag i dag gik godt. Vi nåede ikke så langt, men vi får gode diskussioner om det sagte, og det er også meget værd.

I weekenden omdanner vi vores gård til et refugium,  det er måske lidt af en overdrivelse, men her skal ordet forstås som et sted, hvor der er arbejdsro. Og det har jeg tilbudt min søns kæreste, hun skriver bachelor, og så trænger man til at være et sted, hvor nogen kan sørge for det praktiske. Så det tilbød jeg, og hun sagde heldigvis ja, så jeg glæder mig. Glæder mig til at få besøg, glæder mig til at få lov til at diskutere sygepleje og få lov til at blive klogere på et område af sygeplejen, som jeg ikke har beskæftiget mig ret meget med. Vi har nemlig planer om, at når hun holder pauser fra skriveprocessen, skal vi udnytte dem til sygeplejesnak. Og næste weekend kommer datteren, to skønne kvinder, jeg er heldig.

God aften til dig.

Fodarbejde

= bevægelse af benene; hårdt arbejde i følge sproget.dk

Det har været hårdt arbejde på arbejde i dag, fordi min fod har drillet. Jeg sku lige løbe gennem kartoffelhuset ud til en ekstra fryser og overså, at en truck har altså to truckgafler foran sig. Av sagde jeg, da jeg vrikkede om på foden, men trods ømhed kunne jeg sagtens gå videre, og landmanden og jeg fik plads til krondyret i fryseren, og alt var godt.

Der var dog stadig en snert af ømhed, så jeg tænkte, at nu måtte jeg hellere få den lille nys indkøbte massagebold til fodsål indviet. Det var ikke behageligt, men min fys. sagde jo, at min fod generelt var helt spændt op, så det ville være godt for foden. Det skal gøre ondt, før det gør godt, tænkte den kloge sygeplejerske (ha). Så fik jeg for alvor ondt i foden, jeg kunne i den grad mærke, at foden består af mange små muskler, for hver og en forsøgte at trække sig sammen og gøre sig spændt og hård på en gang. Til sidst måtte jeg tage smertestillende og gå i seng i håb om at sove mig fra det (ha). 4½ time blev det til, og så havde foden det bedre, stadig øm, men ikke i en sammentrukket tilstand. Klog sygeplejerske tog derfor på arbejde, hvor det ret hurtigt viste sig, at jeg formentlig har fået en lille forstuvning af nogle af de mange led i foden. Det var i hvert fald tydeligt, at gang ikke gjorde noget godt for foden. Og hvem blev nødt til at gå en del i dag?

Nu slapper jeg af, inden jeg er nødt til at tage til kor, for det er min tur til at komme med te. Det bliver kun en kort omgang for mit vedkommende, for jeg SKAL på arbejde i morgen, så der skal hviles i aften. Vi har projektdag og heldigvis kan jeg så få lov til at sidde stille med foden, mens jeg sammen med mine to dejlige kolleger skal til det sjove.

Først transskriberede vi alle 11 interviews, dvs. at vi skrev ordret ned, hvad der blev sagt. Bagefter så vi på det skrevne, tog passager ud, hvor vi syntes, at det var noget af det meningsbærende i teksten. Herefter kondenserede vi disse enheder til en sætning, formuleret af os, men tro mod det sagte. Og nu skal vi til at se på alle disse sætninger, se om der er noget fælles over dem, om vi kan danne kategorier og undergrupper. Så vi får brug for gule post-it sedler i morgen. Der skal flyttes rundt på sedler og på tankerne i vores hjerne, og pludselig, forhåbentlig, har vi fået alle disse sætninger samlet til noget, der giver mening. Noget der kan besvare vores ønske om at vide, hvordan patienter med apopleksi oplever overgangen fra en hurtig indlæggelse (under 72 timer) til at være hjemme. Det bliver hårdt, men sjovt (tror jeg da)

Og så er det d. 1. februar i dag, min fars fødselsdag. Og jeg smiler, når jeg ser billedet og husker, hvor meget vi grinte den dag for et år siden. Jeg siger, at jeg ikke savner, det gør jeg heller ikke, for det var godt, at min far fik fred. Jeg græder dog lidt lige nu ved synet af billedet og af glæde over, at den skønne mand blev min far. Mens min far levede og efter vores mor døde, skrev vi fem søskende utroligt meget sammen på mails. Nu vil jeg sende dette billede til mine søskende og vide, at de hver især også vil mindes et dejligt menneske. Jeg håber, at du har mennesker i dit liv, som har betydet noget godt for dig. God aften til dig på denne første dag i den sidste vintermåned.