Så er det tid igen

Arbejdsweekenden banker på, tre aftenvagter. Tre vagter, som aldrig er ens, og som har det med at berige mig og udtrætte mig. Heldigvis er det det første, der fylder mest i mig. Jeg glæder mig til at være sammen med kollegerne, jeg glæder mig til at møde patienter og pårørende, det er i det møde, at jeg allermest føler mig som sygeplejerske.

Heldigvis for det, det ville være trist, hvis det kun var stuegang, koordinering, funktion som ansvarshavende, medicindosering og faglig sparing, der var det primære.  De funktioner er også en del af det at være sygeplejerske, men jeg føler mig allermest sygeplejerske i mødet med patient og pårørende.

Om det er samtaler og information, om det er sengebad med neurologiske briller på, om det er forflytninger, om det er gode lejringer, det er hip som hap, jeg elsker den del af mit job. Det er hårdt, både psykisk og fysisk, men det er også berigende, og så er det godt, at jeg har gode kolleger, jeg kan lade op sammen med i de få pauser, eller når vi arbejder sammen eller blot smiler til hinanden i skarp sygeplejersketrav på gangen.

I dag har jeg ladet op med solskin, LOOP, en regnbue på mit tæppe og glæden over, at jeg har to små gule erantisknopper i min græsplæne. God fredag til dig.