Og så sidder jeg her

Jeg burde gå i seng, men det orker jeg ikke, jeg er for træt! Sådan er det altid, når aftenvagten er eksploderet i travlhed. På et tidspunkt, hvor vi fandt tid til at spise, kom jeg pludselig til at se mig selv udefra. Jeg skovlede mad ind, som om jeg aldrig havde fået mad før. Jeg talte med mad i munden, som om jeg aldrig havde talt før. Da jeg undskyldte over for de to kolleger, der sad der på samme tidspunkt, grinte de, de gjorde jo det samme. Vi vidste ikke, hvornår vi blev kaldt/ringet efter, så det var bare med at få noget energi indenbords og lige få vendt problemstillinger. En havde lækre muffins med, en anden havde chokolade med, jeg havde flødeboller med, og jeg lyver ikke. En stor skål salat og en muffin blev kylet ned i løbet af ingen tid. Og resten snuppede jeg senere mellem gøremålene.

Vi har grint meget i aften, det gør man, når man synes, at det er lidt for meget. Vi brugte hinanden som sparringspartner på vej mellem patienterne, og vi nåede i mål. Vi var gode, når jeg selv skal sige det. Vi knoklede det bedste vi kunne, det samme gjorde vores læger, og vi formåede at være i nuet og samle trådene, men måtte også lade tråde hænge, som kunne vente til i morgen.

Nu vil jeg lave en varm hyldebærdrik, trække i nattøjet og tage dynen med ind i sofaen, tænde for en kedelig serie, og så satser jeg på, at søvnen indfinder sig.

Og en lille krølle på historien. Da jeg kommer ind i bryggerset herhjemme og vil lyne mine støvler op, kigger jeg på et par pink løbesko, mine arbejdssko. Mine støvler står stadig i skabet ude på sygehuset. Jeg har taget arbejdsskoene af, trukket i mit eget tøj og så taget dem på igen! God nat.