tirsdag, februar 28, 2017

Braklægning–Vildmarken–Vildmosen

Min mandag blev brugt på at ligge brak, jeg var helt færdig. Egentlig ville jeg have været i LOOP om eftermiddagen og handle ind til aftensmad ved samme lejlighed. Den lejlighed blev aldrig til noget, i stedet for fik jeg brugt det sidste mælk på pandekager, og de blev sammen med en rest suppe vores aftensmad. Sådan set den menu jeg hvert år som barn bestilte til min fødselsdag.

P1050232

Da jeg burde være gået i seng, gav landmanden og jeg os til at se de sidste tre afsnit af Alene i Vildmarken, så jeg ved godt, hvordan det ender. En af de sidste tilbageblevne er heroppe fra og har førhen repareret vores trucks. I dag har jeg gået og tænkt meget over, hvordan det ville være at blive sat af ude i Vildmarken og så selv skulle klare sig. At være alene i flere uger uden at have nogen at snakke med blev en større hurdle, end deltagerne havde regnet med. De savnede de små nære ting ved familielivet. Det var spændende at se forskellen og ligheden mellem de to sidste. Begge havde svært ved at undvære familien og diskuterede med sig selv, om de skulle tage hjem, Fuldstændig som de andre, men modsat dem lagde de to sidste diskussionen med sig selv på hylden og sagde, om x antal dage ser jeg på det igen. At skulle finde brænde, tjekke fiskenet, plukke bær, uanset kroppen var slidt pga sult, var helt tydeligt svært for den ene. Langsomme skridt og forpustethed synliggjorde, hvor afkræftet han var. For den anden, som havde held med fiskeriet, var det mere de trivielle og ensformige dage, der var det sværeste. Begge havde dog en strategi, så de havde hele tiden projekter i gang, svedstue, afkogning af dyrehoved, totempæl osv.

P1050231

Vildmosen på denne sidste vinterdag har budt på byger og solskin. Bedst som jeg havde besluttet mig for at gå en tur, ombestemte jeg mig. Men til sidst kom jeg ud og fik 30 minutters frisk luft, og selv om det var en ynkelig omgang styrketræning i morges, så kom jeg af sted. Jeg var bare træt og måtte sætte vægten ned ved flere maskiner. Til gengæld takker kroppen mig for at få arbejdet alle muskelgrupper igennem. Så nu kan jeg med god samvittighed krybe sammen i sofaen og nyde aftenstunden. God aften til dig.

P1050234

P1050238

16 kommentarer:

  1. Også god aften herfra! Vi har også spist pandekager, er du da helt vimmer, mand! Jeg tror bare vi ruller i seng hele bundtet. Over and out!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Skøreliv, vores pandekageaften var mandag, men der var heldigvis nok til min eftermiddagste i går :-) Pandekager er bare sagen, Rasmus Klump styrer! :-)

      Slet
  2. Vidste du godt, at det er pandekagedag i dag, eller var det et rent tilfælde?
    Håber du bliver frisk til din næste strabadserende vagt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, det var nu mandag, vi fik pandekagerne og bagefter fandt jeg ud af at tirsdag var pandekagedag. Den burde stå i kalenderen for en pandekageelsker som mig :-)
      Tak, jeg er træt, fordi min hjerne ikke vil acceptere at jeg skal møde tidligt selv med to fridage mellem aftenvagt og dagvagt.

      Slet
  3. Jeg forstår det ikke - jeg accepterer det heller ikke - men jeg arbejder i det. Hvorfor skal vi gå hjem og være helt smadrede efter arbejdsdage i det offentlige system ?
    Hvordan kan det være vi hele tiden skal acceptere at være underbemandede og stadig effektivisere ?
    Det kaldes verdens bedste velfærdssystem og det er det sikkert også - bare ikke at arbejde i.
    Jeg synes der er plads til forbedring.
    Ha´en dejlig dag

    SvarSlet
    Svar
    1. Anonym, tidspres, effektivitetsplaner, besparelser, jeg forstår det heller ikke.
      Og tak i lige måde

      Slet
  4. Jeg troede i et splitsekund, at Landmanden ville braklægge sine marker!! Sådan forholdt det sig dog ikke :-) Sejt, at du både kom ud og til træning.

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, næh nej, sidste vi snakkede om pension, hørte jeg pludselig 68 år fra landmanden, jeg tror vi bliver her, til vi dør :-)
      Og tak :-)

      Slet
  5. Har det sidste afsnit af "Vildmarken" været? Så er jeg gået glip af det! Uha da da. Vi har fulgt serien med svingende entusiasme, men med mange efterfølgende diskussioner. Ham oppe fra jer (er det ikke Jon?) er vi ret vilde med, fordi han er så meget nede på jorden - og en lun jyde. Vi havde heller ikke troet, at det var ensomheden og savnet, der ville have drevet deltagerne hjem, OG så har vi diskuteret længe, hvorfor de skulle af sted i kulden og ikke i en lidt lunere tid.

    SvarSlet
    Svar
    1. p.s. Pyha - jeg ser lige, at sidste afsnit kommer i aften ;-)

      Slet
    2. Rolig Conny, vi så forpremiere på Dr.dk :-)
      Jon er lige nøjagtig ham, jeg tænker på.
      Der ville jo ikke opstå dramaer, hvis de var af sted midt i højsæsonen for bær og fiskeliv :-)

      Slet
    3. Og du fandt ud af det, ser jeg :-) Glæder mig til at høre om din oplevelse af sidste afsnit.

      Slet
    4. Den rigtige vinder!
      Og selvfølgelig ville dramaerne være anderledes - men man kunne måske have set lidt mere fingerfærdighed og måder at finde mad på. Men det var som nævnt tankevækkende, at det var ensomhed og savn, der var de store problemer (ud over sulten).

      Slet
    5. Conny, jeg gad også godt have set mere til deres færdigheder. Men det er selvfølgelig begrænset af hvad de selv valgte at filme. Og ja den rigtige vinder, vi er enige :-)

      Slet
  6. Uha så mange tanker om at være alene i vildmarken. Det er ... tankevækkende ;-)
    Godt du fik både frisk luft, mad, hygge og gennemarbejdede muskler!

    SvarSlet
    Svar
    1. KS, når man er træt, kan man tænke længe om hvad som helst :-)

      Slet