Jeg kigger på den indgående i spejlet. Jeg ser kroppen, jeg ser sporene af et levet liv og jeg smiler. Smilet kommer, fordi jeg hver gang husker den dag i badeværelset i 2021.
Min datter var hjemme og vi var begge ved at gøre os klar til dagen. Hun havde været i bad og var ved at lægge makeup, jeg var kommet ud af badet og var ved at tørre mig. Så kigger hun på mig og siger, hvor har du en smuk krop, mor.
Inde i mit hoved susede mange ord omkring: Kan du ikke se tyngdekraftens virkning? Kan du ikke se dellerne? Kan du ikke ... Men jeg sagde det ikke, i stedet for sagde jeg TAK. For faktisk var jeg benovet over ordene.
Min datter er lige som mange andre kvinder i 30erne vokset op med et stigende fokus på kroppen og hvordan den skal se ud. Udover at de også skulle iklæde kroppen det rigtige tøj, der sendte det rigtige signal, spise kontrolleret og være dygtige til alt de lavede. Det sætter sine spor, ikke mindst mentalt. Så at hun oprigtigt (og det var jo det jeg kunne høre og derfor stoppede mine indre tanker i at komme ud af munden) kunne sige efter at have studeret mig, at min krop var smuk, det gjorde mig glad.
Jeg har svært ved at sige højt, at min krop er smuk, der er jeg ikke helt endnu, men jeg er glad for min krop. Jeg er glad for, at den bærer mig gennem livet. Jeg er glad for, at den på trods af de forhold jeg indimellem byder den, alligevel formår at holde mig funktionsdygtig gennem hele dagen.
Jeg ved, at jeg hele vejen gennem min datters opvækst afholdt mig fra at tale om vægttab og slankende kost. Jeg viste hende, at man gerne må nyde al slags mad, for jeg havde, før hun kom til verden, passet børn og unge piger med spiseforstyrrelser. Aldrig nogen sinde hørte hun mig sige, jeg ser også alt for tyk ud i dette tøj.
Som voksen har hun derimod hørt mig blive irriteret over min krop og at jeg ikke kunne tage mig sammen til bare lige at dyrke noget mere motion og spise mere kaloriefattig, så jeg kunne tabe mig og få stramme mavemuskler. Men det er over. Jeg smiler til min krop og taler pænt til den. Jeg bliver gladere af gåture, jeg bliver gladere af og min krop takker mig for min ugentlige dynamisk bevægelsestræning og jeg gad godt finde noget, jeg orker at gøre herhjemme en gang om ugen, så min krop bliver mere stærk og smidig. Jeg er jo blevet farmor og vil gerne være en farmor, der kan holde til at lege i timevis.
I dag bliver jeg 65 år, det er vildt. Det føles godt og samtidig endnu et skridt mod den dag, hvor min krop måske ikke så medgørlig mere. Jeg kigger på alle dem, jeg kender, der er ældre end mig. Af og til stopper jeg op og tænker; spilder jeg min tid ved at fortsætte som sygeplejerske? Svaret er altid nej, det giver stadig mening. Det giver også mening, at jeg har droslet ned og at jeg kan skrue op, hvis det er det, der er brug for. Jeg kan planlægge dage i Norge hos barnebarnet ved at kombinere fridage med de opsparede flekstimer.
Jeg har seks svigerinder, der er ældre end mig. De har valgt forskelligt i denne fase af livet. Nogen stoppede, så snart de kunne gå på efterløn. Andre tog de to år med, som gav en højere sats. Nogen stoppede, fordi arbejdsgiveren ikke kunne tilgodese behovet for at komme længere ned i tid. Og en enkelt stoppede, men fortrød så og har siden taget vikariater i psykiatrien, nogen gange få dage, andre gange måneder og nu er hun som snart 74 år ansat i en fast stilling med samme timetal som mig, 24 timer om ugen. De er hver især en inspiration for mig, ligesom mine tidligere kolleger er, som er gået på efterløn/pension.
Jeg har nærmest altid været en af de ældste på arbejde (nu er jeg den ældste) og jeg arbejder sammen med rigtig mange under 30, en del i 30erne, en del i 40erne og få i 50erne og 60erne. De er alle med til holde mig opdateret på mange ting.
Sidste lørdag mødtes jeg med mine to jyske søstre her til brunch og bagefter gik vi en lang tur langs stranden ved Blokhus , op gennem klitterne og på kryds og tværs i klitplantagen. Snakken gik livligt om tiden med voksne børn, om det nye supersygehuse ved Gødstrup, hvor min ene søster er flyttet med, men også om det sted vi er lige nu hver især.
Dagen før mødtes jeg med to gamle kolleger og to kolleger som også er i 60erne og så dagens Benjamin på 50 år. Snakken gik livligt om alle de minder, vi har om vores arbejdssted. Hvor er der dog sket meget og hvor har vi flyttet mange gange. Da jeg startede min blog september 2006 var vi lige flyttet til genhusning på sygehus Syd. 3 år efter flyttede vi tilbage til sygehus Nord til en nyrenoveret afdeling. 4 år efter flyttede vi til vores nuværende afdeling. Og nu her 8½ år senere kan vi se tilbage på nogle vilde år, hvor der er sket utroligt meget med behandlingen af mennesker ramt af stroke (blodprop/blødning i hjernen).
Jeg er jo nysgerrig, vil gerne have lidt mere med, og det er vel også derfor, jeg bliver ved. Og takket være min skønne krop kan det stadig lade sig gøre.
Jeg har hentet rundstykker og kage til formiddagsteen sammen med medarbejder og landmanden. Senere skal jeg bage kage til kollegerne, for jeg skal til personalemøde i eftermiddag, hvor vi skal drøfte den nye elektroniske patientjournal, som går i luften om 11 dage. Det bliver spændende.
Må du få en dejlig dag, her er det koldt og blæsende. Min søde fysioterapeut sagde i dag, at det ikke skyldtes mig, at solen ikke skinnede. Det er ok, der har været masser af soltimer hele marts, som jeg har nydt. Og i morgen skulle solen skinne igen.
