søndag, december 18, 2022
Top10 overnatningssteder i Norge - ferie på motorcykel i Norge 2022
torsdag, december 08, 2022
Så er man gammel
Jeg elsker sne, også selv om det tog mig meget længere tid i går morges at komme på arbejde. Også selv om kombinationen af blæst og snevejr gjorde det svært at orientere mig ude på de små veje omkring mig i dag.
I morgen er det hverdagsfridag og mon ikke julevejret udenfor kan få mig i julepyntningsstemning? Jeg har lovet mig selv, at alt jeg kan have lavet inden d. 22, hvor mit lille barnebarn kommer på juleferie, skal være lavet. Dem, der kender mig, ved at jeg kan, hvad jeg vil, men også at jeg kan hurtigt beslutte mig for at ville noget andet. Vi får se.
Min nissehue kom efter flere dage undervejs til Trondheim, og farmor fik små videofilm med nissehuen kækt placeret ovenpå flyverdragtens hue. Der er nemlig masser af sne, nu, og der kælkes og leges med sne. Gæt hvem der håber på, at frosten og sneen varer ved til jul, jeg vil elske at lege i sneen.
I dag mindedes jeg min mormor. Hun brød sig nok om sne, hvis hun kunne være indendørs, men der skulle jo handles ind osv, og så er glatte fortove ikke sagen. Jo ældre vi bliver, jo større er risikoen for at vi falder og falder tungt med risiko for brækkede lårhalse. Så hvor min mormor iførte sig sokker udenpå skoene, fordi hun så stod bedre fast (det var før ældre damer gik med gode støvler). Så havde jeg gode støvler på, og alligevel gik jeg med små skridt fra parkeringspladsen til sygehuset. Jeg havde en fornemmelse at blot et rask stort skridt ville få mig til at skride, og der var endda ryddet og saltet. Så er man vist blevet gammel.
Jeg husker min elevtid på en kirurgisk afdeling ved vintertid, vi fik alle de gamle damer ind med brækkede lårhalse. Og for nogle af dem betød det farvel til uafhængighed af andre og måske endda god dag til plejehjem. Så gammel føler jeg mig ikke, men jeg tror ikke, jeg kommer så godt fra et fald i dag, som dengang jeg som 42 år spillede curling og tog et lidt for hurtigt skridt på isen for at feje og i næste øjeblik befandt jeg mig lodret i luften, før jeg faldt tungt ned på isen. Det gav et kæmpe blåt mærke på bagdelen, men heldigvis ingen brækkede lemmer.
At være gammel betyder også, at jeg har en masse minder fra mit liv. Nogle ligger gemt og popper pludselig op, når der sker et eller andet. Sidste weekend inviterede vi vores datter med til Oslo Gospel Choir koncert, en helt fantastisk oplevelse. De var så dygtige, så eminent gode til at synge sammen og vi fik både gamle og nye julesange og gospelsange.
Længe inden jeg var til koncert med dem første gang, havde jeg en juleCd med dem, og det år min mor, 65 år gammel (min alder) havde fået tilbagefald af sin tarmkræft og der var 20 ugers ventetid på strålebehandling og operation, lyttede jeg især til en julesang med dem. Den blev min bøn om at min mor ville klare det: "Verden var aldrig helt forladt, en stjerne skinner i nat" Min mor fik lov til at få 8 år mere, det var vi evigt taknemlige for.
Lige der i søndags, da koret sang den sang, kom alle følelserne op i mig igen. Så der blev brug for lommetørklæde, mens jeg stille sang med. Vi har alle brug for lys i mørket.
fredag, november 25, 2022
Sommer i Trondheim og Leksvik - ferie på motorcykel i Norge 2022
Mens det regner og alt er dunkelt nærmest hele dagen i disse dage, tænker jeg tilbage på dagene i Trondheim. Lykken var at være sammen hele familien, datteren, svigerdatteren, sønnen og lille S. Der regnede, men med ophør indimellem. Vi tog ind til Nidarosdomen, så datteren kunne se den. Jeg forbløffedes igen over dens storhed og rigdom af detaljer. Vi tog os af S. mens hans forældre klatrede op af de smalle trappetrin op til tårnet, hvor de kom udenfor og så udover Nidelven. De gik også oppe under taget inde i domkirken. Det må jeg prøve til næste år, hvis jeg tør. Vi sluttede af med at datteren gav pizza på en restaurant, hvor landmanden og jeg sidste år havde nydt deres bagerafdelings lækkerier sidste år.
Svigermor havde sammen med hendes ældste datter, datterens mand og to børn forberedt en lækker frokost til os. Efterhånden er vi blevet bedre til at forstå det norske, men når det går hurtigt, er jeg fortabt. Heldigvis er alle både danskere og nordmænd gode til at tale langsomt, gentage eller sige det på en anden måde, så snakken gik frit.
Efter frokosten var det tid til at tage på hytten, som man siger i Norge. Familien har en gammel hytte, som ligger der, hvor svigermoderens familie havde sæterhytte, Vi kørte op og ind i et skønt skovområde med søer og udsigt til fjeldene længere væk.
Bilerne blev parkeret et godt stykke væk fra hytten. Alle bar på ting og så drog vi af sted i en lang gåserække, da området er sumpet, så vi gik på træbjælker over mosset. Hvilken perle vi kom til. Ro, skønhed, og plads til at trække vejret dybt ned i lungerne. Ingen el, ingen vand, udendørs das og alligevel har alle inklusive sønnen overnattet der flere gange både om sommeren og vinteren.
torsdag, november 24, 2022
Turbospeederen
Hverdagen har fundet turbospeederen frem, sådan føles det i hvert fald. Jeg føler mig konstant bagud med ting, men jeg øver mig i at nyde øjeblikkene.
Jeg tænker på at skrive blogindlæg, men tiden går, mens det mentale overskud lige så langsomt svinder væk i takt med, at mørket sænker sig tidligere og tidligere på dagen.
Jeg tænker på at mødes med mennesker, men tiden går og det mentale overskud går med den.
Jeg tænker på at komme i gang med decemberforberedelser, men tiden den går og overskuddet putter sig under tæppet, mens det tænker: i morgen er der atter en dag.
et hyggeligt hjørne på Café Ulla Therkelsen |
Til gengæld nyder jeg:
- de mange små øjeblikke vi har med S. Han forsøger ihærdigt at give os sit legetøj, men det er lidt svært gennem en mobilskærm. Det går bedre med at forskrække farmor, farfar og faster over skærmen. Han er vild med sin faster. Når hun dukker op på skærmen, får hun det mest charmerende smil, også selv om hun nu er klippet helt korthåret, fordi det lange hår begyndte at falde af i store totter.
- min fødselsdagsgave fra datteren. Vi var i Art by Me og male på keramik. Jeg er spændt på mit fad, men jeg bliver aldrig så nytænkende kreativ som min datter. Det var dog sjovt og det kunne jeg godt tænke mig at prøve igen.
- tilliden fra min svigerdatter. Jeg får lov til at læse og kommentere på hendes semesteropgaver i kandidatuddannelsen. Jeg lærer så meget. Sidste gang handlede det om mennesker med handikap og deres muligheder for job blandt andet under Covid-19.
- arbejdssamvær med mine kolleger. jeg har arbejdet meget hjemme den seneste tid, men nu er der mere ro på hjemmefronten, så jeg nyder at være sammen med kolleger. Jeg nyder ikke det hårde pres, de konstant er under. Det samme gør sig gældende for mine ledere. Det er ganske enkelt umenneskeligt, det alle er udsat for. Kombinationen af mange hårdt ramte patienter og for få personale er en konstant kamp for at få det hele til at nå sammen.
- den indsats andre kolleger gør, så jeg i dag kunne afholde møde med en af ressourcegrupperne på afdelingen. Målet er at mange af de grupper skal være selvkørende, uden at jeg skal være tovholder. Og vi er ret langt på det område. I dag kunne jeg også afholde møde med en farmaceut og undervisning for to kolleger sammen med farmakonom. Til gengæld havde flere kolleger dobbelt funktion for at få det hele til at gå op, når kolleger og kollegers børn er syge. Nogle dage har de endda tredobbelt funktion.
- den lange gåtur og spisning på cafe undervejs med min studieveninde. Vi får altid vendt alt mellem himmel og jord. Og jeg er altid glad, når jeg kører hjem.
torsdag, november 10, 2022
Trollstigen - Atlanterhavsveien- ferie på motorcykel Norge 2022
Måske skulle vi komme videre på vores sommertur på motorcykel. Vi kan jo ikke blive hængende på Ørnestigen på vej væk fra Geiranger. Når vi som denne dag tager et langt stræk, ser vi så meget smuk natur og steder, det kunne være spændende at udforske. Men vi havde et mål om at nå til Trondheim denne dag, om alt gik vel.
søndag, oktober 30, 2022
Smuttur - lige hvad vi trængte til
Hverdagen har fundet sin egen rytme, og jeg ved, at jeg har været kryptisk på bloggen, men syntes ikke at jeg ville spørge om, hvad jeg måtte skrive og har også følt, at det ikke var min historie at fortælle. Datteren har været åben om sit sygdomsforløb på instagram og har sagt, at jeg også bare skal skrive det, jeg har brug for.
I denne uge startede kemobehandlingen, så vi var alle tre enige om, at hvis landmanden og jeg skulle nå at se barnebarnet, inden den lille dansk-norske familie kommer hjem til jul, skulle det være sidste weekend. Datteren var sammen med gode veninder i weekenden og havde backup til kørsel og tunge løft fra vores familie de to andre dage (begge ting var og er stadig forbudt efter brystoperationen).
Hundene og gården havde vi også fundet en til at passe, så fredag formiddag pakkede vi bilen og kørte til Hirtshals for at tage færgen til Larvik. De fire timer på færgen gik med at spise og slappe af. Kl. 16.30 kørte vi fra borde. Jeg er ikke vild med at køre varebilen fra borde, så landmanden tog den første time på vejen og så overtog jeg, indtil vi nåede til vores faste rasteplads tæt på Elverum, Myklegard. Her var der billig diesel, toilet og muligheden for at få strakt ryggen, inden vi drog videre med landmanden som chauffør. Denne gang gjorde vi ikke samme fejl som oktober sidste år. I år var der vinterdæk på bilen, og det var godt, temperaturen var visse steder i fjeldene nede på 6 graders frost.
Storelgen er pejlemærket for at være halvvejs til Trondheim |
0.45 parkerede vi bilen foran huset. Vi troede alle sov, men S var ikke helt tilpas, så sønnen tog imod os, men svigerdatteren forsøgte at få S til at sove igen. Vi hoppede hurtigt i seng, så vi kunne være friske til de næste to dage.
Op ad formiddagen mødtes vi alle til morgenmad og S var nok reserveret, men han tøede hurtigt op. Dagene gik hurtigt, søn og landmand lavede nyt skrivebord til kontoret, satte skab op og hang lamper op. Svigerdatteren og jeg var sammen med S og sørgede for forplejning. Hold nu op der var gang i ham, han begyndte at vælge at gå i stedet for at kravle denne weekend, og han klatrede op på alting. Jeg kan godt huske den periode, hvor man overhovedet ikke skal tænke på at se væk i flere minutter. Og perioden kommer samtidig med, at børnene overgår til kun én lur i løbet af dagen. Det er en hård tid for forældre.
Det var sjovt at lege med ham, vi sang, dansede og legede med alt hvad han fandt frem, som farforældrene skulle se.
Jeg nød at få lov til at gå tur med S, så han faldt i søvn og fik sin middagslur. Ligesom jeg nød at handle ind og hjælpe hvor jeg kunne. Vi kan jo ikke lige besøge dem en eftermiddag, men flytter ind og er der konstant i flere dage.