mandag, maj 16, 2022

Længe nok

 har jeg ikke fået gået de ture, der gør mig så godt midt i en travl hverdag. Til gengæld har jeg styrketrænet to gange om ugen og kravlet op og ned ad stiger på mine fridage for at vaske og male.

Søndag var jeg så træt, at jeg slet ikke orkede tanken om at køre op til sommerhuset for at male. Lørdag var den store terrasse blevet malet og jeg kunne se, at begge terrasser nok skulle have en gang til. Det fik de ikke søndag, jeg malede kanten rundt om terrasserne og så tog jeg traveskoene på og gik mig en tur i sommerlandet. 

Jeg havde det for mig selv, det havde helt sikkert set anderledes ud, hvis jeg var gået ned til stranden ved Blokhus. Jeg valgte nedgangen ved Kryle Klit og gik ud mod den blå horisont.


Nede ved stranden havde et bedsteforældrepar og deres to børnebørn det sjovt ved en af de små vandløb, der løber ud i havet eller i hvert fald ud i sandet. Der blev gravet, leget tagfat henover brædderne over vandløbet og hygget sig.

Som du kan se, var der nærmest ingen mennesker i mit område af stranden.


Havets susen og blæstens kærlige brise, som ikke var så strid som sin søster dagen før, gjorde godt for sindet. 


Oppe fra stranden gik jeg min vanlige tur hjem til sommerhuset, som betyder at jeg skal gå op ad en masse trappetrin for at blive belønnet med en gispende vejrtrækning, en høj puls og et smukt syn.

Tilbage ved sommerhuset efter 50 minutters vandring, pakkede jeg mine ting sammen, kiggede på den liste, jeg havde skrevet til mig selv for at anskueliggøre, at der er da sket noget siden jeg gik i gang. Og så glemte jeg endda at skrive,  at datteren havde vasket havemøbler og givet træmøblerne trærens. Så de møbler skal også have olie.


Hjemme på gården fik vi hot dogs til aftensmaden. Datteren var hjemme, fordi teaterforeningen øver både lørdag og søndag i disse weekender. Det var hyggeligt at have hende på besøg lørdag aften og spise søndagsmorgenmad sammen.

Og hvis du er på min alder eller ældre, fik du måske en sang på hjernen, da du læste overskriften. Den lærte vi i hvert fald på min skole. Selv om jeg havde glemt baggrunden for sangen og jeg i øvrigt kun kunne de første linjer og starten på omkvædet, men melodien har jeg helt styr på :-)


fredag, maj 13, 2022

Har det regnet?

 Når jeg arbejder på sygehuset sker det ofte, at jeg slet ikke aner, hvordan vejret har været. I dag har det regnet herhjemme og forhindret landmændene i at lægge kartofler en del af dagen.

Jeg var på arbejde og havde trombolysevagten sammen med en kollega. Vi havde noget at se til hele dagen, så jeg fik prøvet at dokumentere alt vedrørende trombolysebehandlingen i det nye journalsystem. Jeg er overbevist om, at neuronerne dannede nye forbindelser, sådan føltes det i hvert fald. For at der skal dannes en ny vej, en motorvej i min hjerne, så skal den nye viden bruges. Det får jeg så mulighed for, idet jeg skal have flere trombolysevagter de næste måneder. Det at forbinde nerveceller på en ny måde, danne nye veje, kaldes neuroplasticitet. Her har du en video, der forklarer det bedre end mig.

Efter at mine projekter med patientopfølgning efter "milde" stroke eller forbigående blodprop i hjernen er stoppet, har jeg ikke så megen patientkontakt i hverdagen, og jeg savner det. Derfor har jeg nydt at mærke, at jeg gør en forskel, når jeg møder en patient, fuldstændig som mine andre kolleger også gør en forskel. 

I dag lyttede jeg til en patients frustrationer over at være kommet ind igen med en ny blodprop, og jeg fik lægen til at tale med patienten om hvad vi tænker er årsagen til dette. 

I dag var jeg til stede midt i sorgen og chokket, at livet pludselig kan ændre sig og blive truet. Desværre fik vi senere at vide, at livet for dette menneske ophørte.

I dag hjalp jeg en anæstesisygeplejerske ved at være praktisk håndlanger, hun stod alene og jeg kunne ikke gøre så meget andet, så selvfølgelig tilbød jeg min hjælp. Men for hende var det åbenbart ikke en selvfølgelighed. Hun havde i hvert fald efterfølgende taget kontakt til radiografen og bedt hende ringe op til os og sige mig tusind tak for min hjælp, det havde haft betydning for hende. Hvor var det sødt af hende, og jeg blev så rørt og glad, at jeg lovede mig selv, at jeg skal huske at gøre dette, takke for den hjælp jeg får. Faktisk ved jeg lige netop nu, mens jeg skriver, hvem der skal have en mail fra mig med tak for hendes ro, erfarenhed og støtte til mig.

I dag observerede jeg og vurderede en patient, som havde fået trombolyse. Vi skal være hos patienten i to timer efter behandlingen, så patienten og jeg havde rig mulighed for sammen at finde ud af alt det, patienten ikke kunne og heldigvis også det, som patienten efterhånden kunne efter behandlingen. Men det var ikke en mirakelkur, hvor alle symptomer forsvandt efter kort tid. Så jeg måtte tage min remse med de tre Ter frem og sige, det her kræver tid, træning og tålmodighed. Og hvem af os har det, når vi pludselig bremses midt i vores hverdagsliv med alle de projekter og aktiviteter, vi har gang i?

Efterhånden har jeg en alder, hvor mange af patienterne er på min alder, desværre. Det giver mig også et andet perspektiv, for jeg kan sagtens sætte mig ind i bekymringen for børnene , for ægtefællen og samtidig alle de praktiske tanker, der ryger gennem hovedet og som andre udenforstående tænker, hvorfor giver vedkommende dog ikke slip på det, vedkommende er jo syg! Når vi ikke kan få kontrol over sygdommen, forsøger vi at få kontrol over alle de andre små praktiske detaljer. 

Nu er det fyraften  for både landmand og sygeplejerske/landmandskone. I morgen kører landbruget igen og jeg holder arbejdsdag med malepenslen ved sommerhuset. Jeg har haft godt af at holde pause fra mit sommerhusprojekt de sidste fire dage, men nu må jeg på den igen. Der er nået meget, men der er stadig langt igen.





søndag, maj 08, 2022

Og jeg vil gå tusinde kilometer

 for at komme op til S i Trondheim. Det behøver jeg ikke, for fagre nye verden hjælper os med at knytte bånd kombineret med hyppige besøg hos hinanden.

I går aftes var det helt tydeligt på facetime, at det ikke blot var mobilen, der var interessant. S begyndte at lave mange lyde med sine arme og et legetøj. Da så både farmor og farfar i mosen og faster i Aalborg deltog med masser af armbevægelser, gik han helt amok med armene, alt imens han grinede. Det var sjovt, og når vi snakkede sammen de fem voksne, begyndte han igen for at se om han kunne få os med. Det kunne han selvfølgelig. Vi fandt også vores børnetamburin frem, så vi kunne lave lyde. Derudover har vi gjort det til en tradition at synge Lille Peter edderkop og Jeg er en lille undulat, begge med fagter, inden vi slutter samværet.

På den måde håber vi at kunne binde bånd de mange kilometer mellem Store Vildmose og Trondheim. Hans forældre fortæller os, at hver gang de går ned ad trappen til badeværelset, smiler han stort til de to billeder på væggen af faster og af farforældrene. 

Den lille familie er til cheerleading-stævne i Trondheim i dag. S' kusine på knap 9 år deltager. Min svigerdatter sendte mig et link til livestreamning fra stævnet, og så sad jeg i et sommerhus i Nordjylland og så cheerleading i Trondheim og kunne sende en hilsen til kusinen. Det er hyggeligt.

Landmanden har været til morgenmad i sommerhuset. Han havde den store stige med, så jeg kan komme til tagryggen og vaske/male de store endespær,  men lige nu døjer jeg med svimmelhedsanfald efter gårsdagens akavede stillingsskift mellem nakken tilbage og så bøje hovedet forover for at dyppe penslen i bøtten. Derfor holder jeg en pause, inden jeg går i gang. Landmand og hundene er for længst kørt hjem igen. Der er travlt på gården, så søndag bruges til at få styr på de ting, der ikke nås i hverdagen og forberede næste uges arbejde.

Jeg skal have forberedt undervisningen til tirsdagens kursusdag. Heldigvis er der rigtig mange andre kolleger, der underviser i år, så jeg skal blot have styr på alt det praktiske og så et lille undervisningsindlæg. Jeg har læst mit baggrundsmateriale, og så passer det fint med fysisk arbejde, hvor jeg kan tænke tanker om formen på min formidling. Hvad vil jeg have med og hvordan får jeg kollegerne involveret.

Måske skal jeg også høre sangen, hvis indledning i omkvædet inspirerede mig til titlen på indlægget i dag. Må din søndag komme dig i møde med et smil.





lørdag, maj 07, 2022

Blå mærker, jubilæum og rollator

 Kort sagt en køn blanding af ord.

For nogle år siden holdt jeg op med at gå i lange bukser, jeg har enkelte capribukser og shorts, men ellers er det kjoler/nederdele, jeg går i. Det dur ikke rigtig som malertøj, så derfor har jeg de sidste dage klædt mig lunt på overkroppen med T-shirt, en gammel sweater af landmanden og yderst min malerskjorte, som er en af landmandens aflagte. For malerbukserne er mine havebukser, som er et par capribukser, så underbenene er ikke dækket. Til gengæld har jeg varme strømper i træskoene. 


Jeg har nemt ved at få blå mærker, så de bare ben mod stigen kombineret med en sygeplejerske/landmandskone, der gerne vil være hurtig til sit arbejde, gør at mine underben ser forfærdelige ud. De er absolut ikke til pænt brug, så det er godt, at det stadig er strømpebuksetid.

Det har været hundehamrende koldt, i forgårs måtte jeg tænde op i brændeovnen, så jeg kunne få varmen i pauserne. Og pauserne har der været nødt til at være en del af. Jeg får ondt alle steder i de akavede positioner, jeg står i på stigen, når jeg maler spær under udhæng. Og så bliver jeg utrolig træt af at være ude i den friske luft. Samtidig kører jeg hver dag hjem for at lave aftensmad (eller rettere lune indkøbt mad og lave en salat dertil) og smøre madpakker til næste dag.


Pauserne i går blev også lange, for en af mine gode kolleger havde 40 års jubilæum. Egentlig var det i januar, men der måtte vi jo ikke holde fest. Det måtte vi i går, og der var gode taler af vores leder og en af mine andre kolleger. Der var gensyn med gamle kolleger og minsandten om ikke også jeg havde familie med. Et par af mine mange svogre og svigerinder er nemlig blevet nabo til min kollega, så de var inviteret med. Mine unge kolleger måbede, da jeg fortalte, at min svigerinde i en alder af snart 74 stadig arbejder i sundhedsektoren. Så havde hun været i samme region hele sit liv, kunne hun også have fejret 40 års jubilæum for længe siden.


Så gik bilen hjem, efter der var blevet handlet ind i til aftensmaden i aften (nu vil jeg servere et helt måltid mad, som er hjemmelavet) og gode sandwich til aftensmaden i går. Nyvasket tøj fra sommerhuset blev lagt på plads og kontorarbejdet færdiggjort, inden vi spiste sammen, hvorefter landmanden hoppede på traktoren en time eller mere, og jeg kørte i sommerhuset.

Mine kræfter var brugt op, så det jeg havde planlagt, jeg kunne nå i går aftes, nåede jeg her til morgen. Nu er jeg klar til maling af de sidste tre træområder, jeg kan nå med denne stige. Den lange stige kommer først i morgen. Jeg har købt grej til min højtryksrenser, en patio cleaner, den er jeg spændt på at afprøve. Den skulle være mere skånsom til at vaske terrassen med end selve højtryksdyseren.

Det blæser godt, så måske når noget af terrasserne at tørre nok til at jeg kan begynde at male i dag. Vi får se. 

Formiddagspausen er ved at være slut.


Nå ja det med rollatoren? Det kom sig af, at to kolleger var ved at regne ud, hvor gammel den ene var, når den anden kunne fejre 40 års jubilæum. Hun ville være 98 år, hun er gymnatik/fitnesskvinde, fit for fight og 4 år yngre end mig. Så de blev enig om, at hun selvfølgelig ville komme. Jeg sagde så, at jeg ville være 102 år, men jeg ville også komme og så kiggede min unge kollega på mig og sagde, du skal være velkommen i kørestolen. Kørestol! Jeg kommer med rollator, var mit svar. Men min svoger mente nu, at jeg skulle have som mål at komme gående uden hjælpemidler. Det er vist godt, at jeg er begyndt med træning, både bevægelsestræning og styrketræning.  Kan jeg mærke det?

Jeg kan mærke, at jeg har muskler. Jeg kan mærke at jeg er i live og på sådan en skøn blæsende solskinsrig formiddag gør det mig glad. Nu vil jeg finde næste afsnit af Du kender typen, podcast, med Anne Glad. Jeg er vildt optaget af, hvor meget de kommer omkring ud fra gæstens kontoudtog og kalender. Det er spændende at høre om andres tanker og værdier i forhold til det liv, de lever, og de penge de tjener.

Var lige nødt til at gense et afsnit af kender du Typen med gæsten i podcasten :-)

Ikke flere ord, jeg skal jo arbejde :-) Må du få en dag, som er god ved dig og som gør dig glad.

fredag, april 29, 2022

Dobbelt husholdning

 Ligesom i påsken er jeg taget i sommerhuset uden landmand. Det betyder dobbelt husholdning, det er dog helt fint. Datteren er med mig de første dage, for vi er taget på arbejdslejr. Det er os to, der elsker sommerhuset og det trænger til vedligeholdelse i år. Så nu får vi startet og da jeg i denne uge og næste uge kun har to arbejdsdage om ugen, fordi jeg har arbejdet fire dage andre uger, ja så er det oplagt at gå i gang med den arbejdsopgave.


Jeg er gift med en meget dygtig handyman, som også er uddannet tømrer og landmand. Læg dertil at han er perfektionist, hvilket betyder, at jeg ofte har trukket mig fra mange opgaver. Det er utroligt mange opgaver, jeg har været håndlanger til. Jeg plejer at sige, at jeg er den perfekte assistent, som kan forudsige, hvornår et givent værktøj skal bruges. Nu har jeg besluttet mig til, at al vedligeholdelse på sommerhuset ikke skal vente, til landmanden har tid til, at vi sammen gør det. Til den tid vil jeg holde fri og nyde sommeren.

I går fik jeg tjekket alt det vi havde af grej i sommerhuset og købt ind til diverse opgaver. Landmanden instruerede mig efter aften i højtryksrenserens funktioner. I morges tog datteren og jeg arbejdstøjet på. Jeg har vasket hele huset ned, nu skal det have lov til at stå nogle dage, så skal det vaskes ned igen og så skal jeg male, først stern, underhæng og rækværk, dernæst vinduer, terrasser og havemøbler. Datteren vaskede møbler og fejede terrasser. Rom blev ikke bygget på en dag, så jeg satser på at at få gjort forarbejdet færdig denne weekend. Og så fortsætte næste weekend og næste weekend og ..., så jeg ender med at være færdig, når forårsræset i marken er færdig.

I går startede jeg på mit træningsprojekt: en stærkere ryg og mere styrke generelt. Jeg kan mærke mine muskler i dag, men jeg glæder mig til at komme rigtig i gang. I går var det kun ét træningssæt af 10-12 gange pr. øvelse, fremover hedder det tre træningssæt af hver øvelse. 

Det er i min fysioterapeuts klinik, så det betyder, at jeg skal booke tid, som når jeg skal til behandling og til dynamisk bevægelsestræning. Det satser jeg på bliver den afgørende faktor, når jeg ikke orker at komme af sted, for pengene skal jo falde pr gang uanset hvad.

Der vil være uger, hvor jeg både får behandling, styrketræner to gange og træner dynamisk en gang. Jeg er så motiveret og den unge fysioterapeut var god og dygtig til at korrigere mig i øvelserne, hun havde tidligere arbejdet som personlig træner, før hun startede i klinikken. Så hvor andre bruger penge på rejser, gourmetophold og lækkert tøj/tilbehør, så lægger jeg lige nu mine penge i vedligehold af min krop. Det ville helt klart være billigere at gå i LOOP, men hvad hjælper det, når jeg ikke orkede det og ikke kom af sted. Faktisk præsterede jeg at betale to år til LOOP, hvor jeg trænede EN gang.

Solen skinner her i aften, jeg har fået min første isvaffel i år ved vandet og vi har en plan for lørdagens arbejde. Det skal nok blive godt.




søndag, april 24, 2022

Oase

Oase defineres i sproget.dk blandt andet som fredfyldt sted eller tidsrum midt i en situation/periode præget af larm, stress eller anden form for hektisk aktivitet. 

Sommerhuset blev min påskes oase. Jeg kan godt mærke, at med alderen har jeg sværere ved at køre hjem  og sørge for mad til landmændene, som arbejdede alle påskens dage undtagen søndag og så finde roen igen, når jeg kommer tilbage til sommerhuset. Datteren flyttede derop onsdag aften sammen med mig. Hun havde forskellige aktiviteter på programmet torsdag og fredag, og var jeg ikke hjemme på gården, læste jeg i sommerhuset eller gik ture i området. Lørdag gik vi en tur ned til Blokhus og kiggede på tøj og nød det gode vejr.

Jeg havde en masse planer for påsken, som slet ikke passede sammen med at jeg ville slappe af. Så min hjerne tog talrige diskussioner med sig selv om dette skisma. Slappe-af-delen vandt for det meste.


Søndag holdt vi påskefrokost med svoger og svigerinde, vi nåede også en god lang gåtur. Det var nok meget godt med al den mad, vi spiste. Jeg havde fundet en opskrift på en lækker kartoffeltærte og datteren en skøn opskrift på en gulerodskage med frosting. Derudover havde vi påskeæg i lange baner.


I den travle hverdag bliver bilturen til og fra arbejde min oase med musik eller lydbog. Herhjemme bliver min fridage fyldt med boglæsning indimellem det praktiske landhusmor/kontorarbejde. Det der med at jeg skulle få ryddet op og ud, nu hvor jeg er på 24 timer, sker ikke rigtig, i hvert fald ikke specielt meget. Men jeg øver mig i at klappe mig på skulderen over, at nu er tre mapper på kontoret tømt, tre kasser gammelt børnetøj er sorteret og det, der kunne bruges, vasket.

I dag fik vi taget os sammen til at at få MitID til at virke og koble det med erhvervsdelen. Klap på skulderen,

I går gjorde jeg som langfredag, jeg gik 5 minutter, løb 1 minuter og så fremdeles, til jeg havde gået/løbet 5 km. Det føltes godt. Og det kan godt ske, at jeg aldrig kommer til at løbe 5 km, men jeg løb hver 6. minut på turen. Klap på skulderen.


Det er min søsters skyld at jeg er faldet i bogfælden igen. Det har hele mit liv været sådan, at hvis jeg først falder i en bog, så glemmer jeg alt andet. Jeg sniger mig til at læse, mens jeg laver aftensmad (og køber mig tid til bogen med nemme madløsninger). Min ældste lillesøster spurgte, om jeg havde læst serien De Syv Søstre. det havde jeg ikke, og jeg havde heller ikke tænkt mig at læse dem, for jeg gider ikke læse bøger om gamle dage, hvor kvinder ingen rettigheder havde og blev behandlet usselt. Hun havde det på samme måde, men jeg SKULLE læse denne serie, for de bøger var virkelig gode.

Så lånte jeg den første og jeg var fortabt. Jeg tror, jeg læste den på to dage. Nu skal jeg i gang med den 6. bog i serien. Det satte gang i lysten til at læse, og da Randi anbefalede Natasha Lesters bog Den hemmelige arv, måtte den også med hjem fra biblioteket. Jeg har tidligere lyttet til Den franske fotograf af samme forfatter. Begge bøger er bygget efter samme koncept, Natasha Lester tager udgangspunkt i virkelige kvinder før og under 2. verdenskrig, som vi aldrig har hørt særligt meget om. Dem skriver hun ind i sine bøger sammen med fiktive kvinder, og så hopper bogen mellem den tid og nutiden. Sidste gang var det kvindelige krigsfotografer, denne gang kvindelige flyvere og kvindelige spioner. Jeg glæder mig til 3. bog af forfatteren, Huset på Rivieraen, om kvinder i den franske modstandsbevægelse og nazisternes kunsttyverier. Den er jeg skrevet op til. 

Jeg er god til at lade 2 og 3 være lige. Der skal ikke være ryddet op eller alle punkter på en mental to-do liste krydset af, før jeg kan slappe af med en bog. Og det vil jeg gerne klappe mig selv på skulderen for. Indimellem tror jeg, at det har reddet mig fra stress og mental nedsmeltning.

At kunne gå ind i min oase, om det er sommerhuset, gåture eller bøger, det nyder jeg. 


I går var jeg i byen for at købe et konfirmationskort og en lille gave dertil. Jeg ville have et bestemt kort, som en af mine kolleger tegner og sælger, blandt andet i en boghandel midt i Aalborg. Da det var købt, købte jeg en lille kande te ved Kochs kaffebar, satte mig på deres tagterrasse, skrev kort, nød solen og drak te. God service med te-ur, tallerken til tesien og information om trækketid. 

Personalet var så søde, de lånte mig en kuglepen og jeg fik lov til at låne deres klipsmaskine til at klipse kort og gave sammen. 

Søndag er startet langsomt. Landmanden har brug for afslapning på hans ene ugentlige fridag, så jeg har slappet af sammen med ham. Datteren kom til eftermiddagste, hun skal være med i en friluftsforestilling om Robin Hood i hendes barndomsby, og søndag er øvedag. Det nyder vi godt af, for så smutter hun hjem omkring gården. Vi fik hygget og snakket og minsandten om ikke jeg fik støvsuget på den anden gård, mens hun fandt forskellige ting/møbler fra hendes depot herhjemme til hendes kunstnerværksted. 

Solen skinner, søndagen har været god mod alle, både dyr og mennesker på gården. Håber din søndag har behandlet dig godt.


torsdag, april 21, 2022

Bevægelse

 Bevægelse kan i følge sproget.dk både betyde det, at man skifter stilling/rører på sig, en organisation eller en sindsstemning præget af længselsfulde, ømme eller taknemmelige følelser. Susse Wold kaldte sin anden bog for Bevægelse og som jeg genkalder mig bogen, så var det både i betydning fysisk at bevæge sig og mentalt at bevæge sig.

For to uger siden var jeg til temadag i Dansk Stroke selskab, og de havde fået en professor i bevægelse og aldring Charlotte Suetta til at fortælle om hvad immobilisation( det ikke at bevæge sig) og alder gør ved vores muskler. 

Man har i mange år sagt, at vi mister muskelmasse (altså tykkelse og mængde af muskler) med alderen. Det er også korrekt, men slet ikke så tidligt som antaget. Faktisk er det først efter 75 - 80 år, at man har et fald i muskelmasse, som øger ens risiko for at blive afhængig af andres hjælp.

Det man også fandt var, at omkring 70 år falder vores fysiske funktion til et niveau, der øger vores risiko for at blive afhængig af andres hjælp. Dette blev målt på ganghastigheden. Omkring de 60 år sker det samme  for muskelstyrken, målt ved en håndgrebstest. MEN omkring de 50 år går det galt for muskelkraften, målt ved rejse-sætte sig testen.

Muskelkraften er ansvarlig for de eksplosive muskelbevægelser som det at sætte i løb, men også for balancen og det at rejse sig og sætte sig.

Så hvad er kuren så for det? Hvilken medicin skal vi tage? Den medicin der hedder træning. Det at løbe er ok, det at svømme er ok, men det der batter for både muskelkvaliteten og muskelmassen er styrketræning.

Det er aldrig for sent at starte. Selv plejehjemsbeboere har man kunnet måle forbedring ved træning tilrettet deres formåen.

Det var aldersbetinget tab af muskler. Men immobilitet kan også gøre det. CS havde lavet et studie, hvor hun så på unge mennesker og ældre mennesker (over 65 år), som blev immobile pga et brud på benet, hvor de gik med en skinne. De var immobile i to uger, herefter fik de genoptræning i fire uger. De unge tabte faktisk mere muskelmasse end de ældre, men efter de fire ugers genoptræning var de unge tilbage til normalt niveau, det var de ældre ikke. Ældre er her defineret ud fra WHO som værende 65 år. Hvor gammel er over 80 år. Som jeg forstod det, kunne de ældre godt komme tilbage til tidligere muskelniveau, men det kræver meget længere tid med træning.


Hvorfor dette indlæg? Fordi jeg blev inspireret til at gøre noget ved de rygsmerter, jeg havde fået efter at have tumlet rundt med mit dejlige barnebarn. Han er en stor og stærk gut. Jeg vil gerne være stærk og mobil om ti år, når han er 11 år og jeg er 75 år. Nu har jeg aftalt med min fys, at jeg får en vurdering af mine muskler og får lagt en plan for styrketræning i hendes klinik af en af de unge fys, som har megen viden om ryg og styrketræning. Så kan jeg selv træne i klinikken og indimellem få supervision. Det glæder jeg mig til.

Da jeg kom hjem fra temadagen, søgte jeg på rejse-sætte-sig-testen og fandt en anvisning og score i forskellige grupper. Det er ikke helt galt med min muskelkraft. Jeg havde et højere antal end gruppen fra 60 - 64 år.

 Hvis du er interesseret i testen, så findes den her. men husk nu at sikre at stolen ikke skrider bagud, så du ender på bagdelen. Vi skulle nødig have skader af at have læst dette indlæg :-)






mandag, april 11, 2022

28 timers familiehygge

 Man kan nå meget på 28 timer. Jeg landede i lufthavnen kl 8 og tog fluks rejsetasken på ryggen og rygsækken foran på maven. På den måde havde jeg begge hænder fri og slap for belastning af mine håndled og fingerled. Lige før begge mine børn flyttede fra København, havde jeg købt et rejsekort, det var tjekket og jeg havde rigelig med penge til transport de næste 28 timer.

I dag hvor jeg har smartphone, kan jeg hurtigt tjekke på rejseplan.dk, hvornår det næste tog/S-tog/Metro går. Så jeg drog på tur, først med regionaltog til hovedbanegården. Jeg havde ikke helt styr på det med hvornår jeg skulle tjekke ind og ud, men en sød medpassager forklarede mig, at jeg skulle tjekke ind ved hvert skift og så tjekke ud ved rejsens slutning.

Jeg havde købt kage og min onkel ventede mig i Brøndbyøster. Skiftet til S-tog gik nemt og snart stod jeg på stationen med google maps som min rejseguide. 15 minutter senere kunne jeg banke på døren. Min moster døde lige i begyndelsen af coronakrisen, hvor vi ikke måtte deltage i begravelsen. Jeg havde ikke set min onkel i de to år. Det var godt at få snakket om alt og ingenting. Vi nåede endda også omkring kirkegården og sognegårdens kunstudstilling, inden jeg blev sat på S-toget igen.

Tre skift senere kunne jeg gå hen til mit hotel og tjekke ind. Godt nok alt for tidlig, men heldigvis var værelset klargjort, så jeg skyndte mig op, spiste min sandwich og krøb under dynen. Grundet forfængelighed havde jeg taget min forårsfrakke på, og jeg var gennemkold. Det blæste en halv til en hel pelikan. Da jeg endelig fik varmen, blev jeg så træt, at jeg måtte tage en powernap, før jeg gjorde mig klar til familiekomsammen.

Inden jeg steg på Metroen, fik jeg købt drikkevarer til aftensmaden og en flaske vin til værtsparret. Da jeg lukkede mig ind i min bror og svigerindes hus, var der først så stille, at jeg undrede mig. Min familie er absolut ikke stille, så var de mon gået en tur først? Det ligner dem heller ikke, først kage så gåtur. Da jeg åbnede døren, kunne jeg også høre dem fra stuen længst borte. På nær landmanden, som arbejdede og søn og svigerdatter, som jo bor i Norge, var alle der. 5 søskende, tre ægtefæller, seks børn, og 3 kærester/ægtefælle.




De var godt i gang med eftermiddagsteen med hjemmebagte boller og muffins. Det var godt at se dem og selvfølgelig skulle der da vises billeder af barnebarnet :-)

Da jeg nu havde varmen og havde taget ekstra trøjer med til at have under frakken, gik jeg med på gåturen til Damhussøen, mens andre fik sig en powernap. Hold nu op som det blæste, da vi kom ned til vandet, så vi kom hurtigt ind på gaderne igen i læ af de husene.



Der blev snakket i alle kroge af huset, mens svigerinde og datter lavede mad. Duftene bredte sig i huset og da vi midt aften gik til et helt fantastisk middagsbord med libanesisk inspireret mad, var vi sultne og nød den veltillavede mad. 



Snakken gik livligt, jeg var dog træt efter få timers søvn forrige nat og tidligt op, så jeg nåede lige at få min søsters rutebil-lagkage, inden jeg tog hjem til hotellet.

Jeg er mørkeræd og har en meget livlig fantasi, men heldigvis var der oplyst alle steder, der var mennesker på gaderne, så jeg nåede sikkert hjem ved midnatstid til hotellet. Jeg sov trygt, godt og længe. Morgenmaden blev hurtigt spist, jeg havde jo ingen at snakke med, så der blev tid til en tur til søerne. 


Først tænkte jeg, at jeg ikke havde tid, så tænkte jeg; en halv time er nok og så gik jeg. Jeg nåede at komme omkring to af søerne og var endda tidligt hjemme igen. Jeg nyder at gå ved søerne, og netop derfor booker jeg altid værelse på et af de to Cabinn hoteller på Frederiksberg. De ligger tæt på søerne. 


Jeg var ikke den eneste, der fik motion den søndag. Mange løb og gik på denne solskinsrige blæsende formiddag. De søer må være hovedstadens lunger, jeg trækker i hvert fald vejret lettere og får ro i hovedet, når jeg går tur der.



Heldigvis pakkede jeg det sidste tøj ned, tjekkede ud og drog af sted før planlagt, for der var utroligt mange mennesker og lange køer i lufthavnen. Flyet fløj med 40 minutters forsinkelse, for det tog tid at få alle de mennesker med, der skulle til Aalborg. Flyet rystede noget på vej op i luften, og da vi kom ind over land i Jylland, rystede det vældigt, men vi landede trygt og sikkert.



Bilen stod hvor jeg havde sat den, og hurtigt var jeg hjemme igen. Resten af søndagen blev tilbragt med serier, boglæsning og pauser med ingenting. Stilhed og ro gør mig godt, ligesom snak og samvær også gør mig godt. 

Nu er jeg klar til arbejdsdagen igen og glæder mig til at se mine kolleger.




fredag, april 08, 2022

Ordene forsvinder

 Hvor de går hen, ved jeg ikke, men jeg har dem inde i hovedet. Alt det jeg gerne vil fortælle, og når jeg så sætter mig ved computeren, opløser de sig. Pist borte. Så rejser jeg mig, sætter mig i en sofa med en kop te og hiver smartphonen op og scroller bevidstløs gennem nyheder, instagram og facebook uden mål og mening. 

Eller jeg begynder at arbejde med sygepleje eller landbrug på computeren. Nu prøver jeg noget andet, jeg bliver her, drikker te, tænker mig om, lader tankerne flyde og se hvor de tager mig hen.

Og knap så overraskende førte de mig til sygeplejen ;-)

Lige nu er jeg optaget af hvor urimelige forhold sygeplejersker og social og sundhedsassistenter arbejder under på min og alle andre afdelinger. Sygehuset er spændt til bristepunktet med dårlige patienter, patienterne ligger på gangene overalt og hvordan man har tænkt sig at løse det, når vi en gang flytter ud på det nye supersygehus med enestuer og ingen muligheder for at opgradere stuen til en tosengsstue, er der ingen, der vil forholde sig til.

Oveni corona-krisen, sygeplejestrejke, mangel på personale blandt andet pga mange syge (influenza og corona), overflod af patienter,  er vi så også skiftet til ny elektronisk journalsystem. Jeg tror, det bliver rigtig godt, men det gælder for os som det jeg siger til patienter ramt af stroke (blodprop eller blødning i hjernen); hjernen skal finde nye veje, ingenting kører automatisk som ellers og det kræver energi. Mine kolleger er trætte og slidte og indimellem grædes der også en del i kroge og på personalestuen.

Jeg tog en ekstra vagt i søndags, ikke en hel men 6½ timer. Det var godt, fordi jeg der kunne mærke, hvor svært det er at finde overblik i min læsning om morgenen om patienterne. Jeg mærkede også angsten for at glemme noget, fordi jeg hele tiden skulle tænke over, hvor er det nu jeg finder det rigtige sted at beskrive mine observationer, vurderinger og pleje. Der var ingen problemer inde hos patienterne, der kunne jeg jo bruge mine mange års erfaring med sygeplejen. Og denne gang passede jeg en patient, som ikke hørte til os, men lå hos os, fordi der ikke var plads på vores anden neurologiske afdeling. Det i sig selv var ikke noget problem for mig, for jeg havde passet mange patienter ramt af ALS før. Det der stressede mig var, at vedkommende lå på en isolationstue sammen med en anden patient grundet corona.

At arbejde hele dagen iført en overtrækskittel, mundbind og vesir samt handsker, det er varmt, det er hårdt og man kan ikke bare lige smutte ud af stuen, når man har glemt noget. Så midt i en travl søndag måtte jeg af og til forstyrre mine kolleger ved at ringe eller råbe på dem fra døråbningen, om de ville hente et glas vand, et lagen, et bækken eller noget helt andet.

Mandag doserede jeg medicin til patienter i 1½ time, og jeg var ikke den eneste, der doserede. Når man hver dag får nye patienter ind akut, som selvfølgelig ikke har deres eget medicin med, så bruger jeg og mine kolleger ufattelig meget tid på at finde alternativer til det medicin de får, enten på egen afdeling eller et eller andet sted på sygehuset. Vi tjekker alle vores kurve med ikke-standard medicin, men som vi tidligere har hentet eller bestilt til andre patienter, før vi går på jagt efter det andre steder. 

Når en patient får sondeernæring, skal al medicin doseres enkeltvis i en ernæringssprøjte, så kollegaen kan trække vand op i sprøjten, få tabletten opslæmmet, inden det kan gives i sonden. Det tager meget tid og vi har mange, der får sondeernæring. Førhen knuste vi det i en stor pærevælling og opslæmmede det, men dels er det ikke godt for os at inhalere al det støv der bliver ved knusning, dels anede vi ikke hvor meget de havde fået af medicinen, hvis medicinen stoppede sonden.

Og mens jeg skrev færdig, har det haglet udenfor. Søde April, giv os sol og varme, tak.





søndag, april 03, 2022

Trondheim tur-retur

 Vi havde alt klart, hunde -og gårdpasser var instrueret, og så drog vi af sted. Det var en dejlig dag, vi glædede os, også selv om vi kort før færgehavnen kom i tanke om, at vi havde glemt én ting. Den måtte vi så købe i Trondheim. 

Ellers var alt med, den nye vest strikket af farmor, alt træet og værktøjet, der skulle bruges til at sikre, at S ikke faldt ned ad trappen til underetagen, posevis af øllebrødspulver, slik og chokolade, gave til S' fætter, som vi var inviteret til fødselsdag hos og to kasser med børnetøj fra datteren og sønnens første to år. Jeg havde ikke fundet den flotte frakke, som jeg havde syet til mine børn, og det irriterer mig stadig, for jeg er overbevist om, at den er gemt godt væk. I betragtning af hvad jeg havde gemt af tøj i de fire kasser, jeg fandt i et rum i kartoffelhuset, så har jeg helt sikkert ikke smidt frakken ud.


Jeg må ikke glemme, at jeg her to måneder før min søns 35 års fødselsdag havde Barnets bog med til ham. Den bog havde aldrig passet til det, jeg gerne ville skrive, så der lå kun masser af noter om de første år af hans liv i bogen. Men nu skulle det være, så noterne blev skrevet ind og sammen med en righoldig skare af billeder fik jeg lavet en god bog. Nu må jeg hellere få lavet datterens også.


Færgen ankom kl 16 til Larvik efter en behagelig overfart med hjemmesmurte madder, te og arbejde ved computerne. Vi kørte torsdag, som var min arbejdsdag, men takket være rigelige flekstimer og arbejde undervejs, kunne jeg tage af sted den dag. Vi kører altid gennem Oslo og opad E6, indtil vi drejer ind på riksvei 3. Det er en smuk tur og efterhånden kan jeg genkende steder og bynavne. Ovenfor er Norges største indsø Mjøsa, som vi følger et stykke vej, før vi drejer af.


Aftensmaden blev købt på tankstationen ved Myklegard Veikro. Her fandt vi også turens billigste dieselpriser. Det samme gjorde sig gældende på hjemturen. Jeg kan godt lide deres to rundkørslers udsmykning, når man kører fra motorvejen.


Vi var nødt til at holde en pause, da vi kom til Stor-elgen i Stor-Elvdal. Den er jeg vild med, og jeg er vild med den historie, jeg fandt på nettet. Da Stor-elgen blev indviet, blev den verdens største elgskulptur. Før da havde en canadisk elgskulptur haft titlen. Stor-elgen beholdt titlen i fire år, men så var der to canadiske komikere, som startede en pengeindsamling, så deres elg kunne blive den største igen. Det lykkedes dem og man forhøjede geviret, så Stor-elgen nu kun er den andenstørste i verden. Min svigerdatters svoger kunne dog fortælle os, at man arbejder på at forhøje Stor-elgen, så den igen kan blive verdens største. Gad vide hvornår de stopper :-)


Vi kørte omgivet af sne meget af vejen. Der lå stadig rigtig meget sne fra Stor-Elvdal og til Trondheim. Og det sneede også da vi tog hjem igen.

i far og fasters overall, syet af farmor

S er nu 8 måneder og med den alder kommer der en vis reserverethed. Han og hans mor sov, da vi kom ved midnat, så næste morgen skulle han lige se os an, før vi fik lov til at holde ham og kramme ham.
Vi fik fyldt godt på kontoen med nærvær, latter, sange og lege sammen med S. Landmanden og sønnen arbejdede på de projekter, der var planlagt. Jeg passede S, så min svigerdatter kunne fokusere på sit masterspeciale om fredagen. Den sidste del af dagen var vi til fødselsdag, vi nød at være sammen med svigerdatterens familie.


Lørdagen gik med endnu mere nærvær samtidig med at der blev arbejdet videre, vi fik flyttet rundt på møbler og fik lækker aftensmad, kreeret af svigerdatteren. S og jeg nåede også en gåtur i nærområdet.



Det var en sand fest at have S med til bords. De afprøver metoden baby led weaning, og det var helt fantastisk at se, hvordan S allerede nu vidste, hvordan hånden kunne bruges som ske og finmotorisk kunne snuppe maden med to fingre. Han kunne også godt bruge skeen. Mange synes det er noget forfærdeligt griseri, og det er det. Men mine børn kunne så sandelig også få yoghurten/mosen, som jeg gav på ske, til at havne på gulvet eller andre steder end i munden. Så jeg er dybt fascineret af metoden.

Søndag nåede vi en lille gåtur i den nærliggende skov, men overalt var der flere centimeter hård is over sneen, så det var ganske enkelt for farligt at gå der. Vi nød den sidste aften sammen. Den flotte ramme, som landmanden havde lavet til en låge passede godt ind i huset og med hjem var der mål til en lige så flot konstruktion til den nederste del af trappen. Snart må vi derop igen.


Vi stod meget tidligt op næste morgen, det sneede, så vi ville af sted med god tid til kørslen. Madpakkerne til turen var smurt dagen før og jeg fik hurtigt pakket det sidste i taskerne. Lidt i 7 vækkede vi forældrene for at sige farvel. S havde valgt aftenen før, at han ikke skulle sove før langt hen på natten, så han sov tungt og godt. Forældrene skyndte sig også i seng, efter vi var kørt.


Snevejret fulgte os et stykke vej ned ad E6, men inden vi svingede ind på riksveien, var solen kommet frem og vejret blev bedre og bedre. Stor-elgen strålede om kap med solen. Elven, vi fulgtes med, var mange steder frossen, så forårets komme lader vente på sig. Netop i dag fik vi nye billeder fra Trondheim, det sner igen.


I dag er det en uge siden, at vi havde sidste hele dag hos den lille familie. Heldigvis holder vores arbejde os beskæftiget. Foråret banker på herhjemme og selv om der nogle dage er helt ned til 7 graders frost om morgenen, når jeg kører på arbejde, så kan jeg sanse foråret. Lige om lidt speeder landbruget op og når alt er i marken, håber jeg på tid til en tur igen til Trondheim.

fredag, marts 25, 2022

 Vil du med en tur i mit område? For et par uger siden legede datteren og jeg turist i eget område. Jeg har før skrevet om det nye udsigtspunkt, som Aage V. Jensens fond har etableret i forbindelse med, at de bringer den fredede del af Store Vildmose tilbage til fordumstid. Det gøres blandt andet med en lang dæmning mellem det fredede område og markjorden. Der er et spærremateriale i dæmningen, så den fredede mose ikke bliver afvandet, men kommer tilbage til sin sumpede tilstand.


Der var det skønneste solskinsvejr, og vi tog os tid til at nyde området og udsigtsstedet.


Under udsigtspunktet var bygningen belagt med kobberlignende materiale, som strålede om kap med solen. Solen legede med materialet og dannede forskellige lyseffekter, som du måske kan ane på billedet.


Efter det kørte vi ad Ringvejen, for sådan en har vi også, forbi Pindstrup mosebrug. Her gjorde vi også stop og læste om spagnumfabrikken. Derefter kørte vi ud til fugletårnet med udsigt over to søer med masser af ænder og andre fugle. 


På træstien ud til tårnet kom vi forbi  det gamle mosbegroede træ, som var væltet. For mig åbner der sig hver gang en port til barndommen og tanken om, at der inde ved roden bor de små skovalfer.


Oppe i fugletårnet stod et ægtepar fra Aarhus, de spurgte ind til om vi var vant til traner i mosen. Det var vi, men det er sjældent, at jeg ser dem. Landmanden ser dem tit. Ægteparret kunne så fortælle, at de havde set to traner nord for fugletårnet. Dem kørte datteren og jeg ud for at finde, og ganske rigtigt, der gik de fredeligt og stillede sulten på en mark tæt på vejen.

Hjemme igen nød vi eftermiddagsteen indendørs, hvorimod vi sidste søndag var vovemodig og satte os på terrassen og drak te. Det er ikke sidste gang, vi skal på udflugt og i år var min fødselsdagsgave fra datteren et gavekort til Art by Me. Jeg glæder mig til at male på keramik sammen med datteren og nyde en kop te efter velendt arbejde.