søndag, oktober 02, 2022

At røre på sig, at være på, at være pårørende

Hvad vil det sige at være pårørende. Jakob Birkler, filosof og tidligere formand for Etisk Råd, siger at pårørende er nogen, der rører på sig. Rører på sig vil sige, at man rent fysisk flytter sig, bevæger sig, men det kan også i overført betydning betyde, at man begynder at vise sig eller gøre sig gældende. Man kan måske sige på nudansk, at man som pårørende er på, man er døgnets 24 timer fokuseret på at være der for sin nærmeste. Man forsøger at gøre sig gældende både i forhold til sin nærmeste og i forhold til sygehusvæsenet.

 Den ene af mine to kolleger, som jeg skrev artiklen om patienters oplevelse af at komme hurtigt hjem efter en mindre blodprop i hjernen sammen med, afsluttede sin kandidatuddannelse i sommers. Hun undersøgte sammen med en medstuderende pårørendes rolle i forbindelse med udskrivelse efter rehabilitering. Når man skal undersøge noget, skal alt defineres, så hvem er nærmeste pårørende? Her blev det defineret, som den patienten definerede som sin nærmeste pårørende. Det kunne være nabo, ven, kollega eller et familiemedlem. 

Som det ofte sker, dukker emner op og sætter gang i en tankerække hos mig, for det at være pårørende til en patient er noget, jeg har været mere end det at være patient. Udover hospitalisering ved begge mine børns fødsel, skal jeg tilbage til, da jeg var 13 og 18 år for at genkalde mig følelsen af at være patient. Det tidspunkt, jeg var længst indlagt (3 uger), var da jeg var 2 år og 3 måneder, men det husker jeg ikke meget fra.

Jeg synes, det er svært at være sygeplejerske og pårørende. Jeg spørges ofte til råds af andre familiemedlemmer eller af patienten, fordi jeg automatisk tillægges en viden qua min uddannelse. Og så begynder boblen af usikkerhed, for er det nu det rigtige jeg siger? Påvirkes jeg af mine følelser for patienten, så jeg ikke kan observere og konkludere ud fra en sygeplejemæssig viden? Overfortolker jeg symptomer af angst for at overse noget? Ofte er det jo ikke indenfor det område, jeg ved mest om, nemlig stroke (blodpropper og blødning i hjernen), og f.eks. kirurgi har aldrig haft min store interesse.

Ikke desto mindre er det et vilkår for os alle. Vi beder ikke om at blive patienter og vi beder ikke om at være pårørende til en patient. 

Man siger, at sygeplejersker som pårørende enten er vildt overbeskyttende og straks tænker det værste, eller rubricerer symptomer som havende ingen betydning. Jeg er vist lidt af begge dele. Men hvis jeg ved, at det er alvorlig sygdom, så ryger jeg i gryden med katastrofetanker og så har jeg brug for nogen at tale med. For mig har det været godt at have kolleger/veninder, som jeg kunne sparre med. For selve det at tale højt om tankerne eller bekymringerne kan hjælpe mig til at fokusere. Jeg har også brugt at gå alt igennem, spørge ind til utallige ting, så min pårørende sommetider føler, der må være noget helt galt, men det er blot min måde at få sygeplejerskehjernen til at forstå pårørendehjernen og omvendt.

I den anden boldgade hører vist episoden med min søn, som havde hovedpine og havde det skidt. Da han havde fortalt det til mig, trak jeg vejret som optakt til at skulle sige noget, hvorefter han hurtigt tog ordet og sagde; jeg HAR drukket vand, jeg HAR sovet godt, jeg HAR fået frisk luft, jeg HAR spist noget! Det må vist have været en remse, han og hans søster ofte hørte, hvis de var lidt sløje med symptomer som almen utilpashed, hovedpine og svimmelhed.

Blogindlæg fra mig eller kommentarer til andres blogindlæg har været en sjælden hændelse. Jeg er påvirket af sygehusvæsenets tilstand og at ingen forstår den katastrofe, der er undervejs. Jeg har skrevet et langt indlæg om det, men selv ikke jeg orker at læse et sådant indlæg, så det blev aldrig udgivet. Ferieindlæggene tager tid, og de skal nok komme, men lige nu kunne jeg bedre rumme et lille causeri om det at være pårørende.

Jeg nyder søndagens langsommelighed sammen med min datter og min mand. Jeg ved, at den lille familie i Norge er sammen med svigerfamilien og har det godt. Vi får billeder af en dejlig dreng, som bliver så stor, mens vi er langt væk fra ham. Jeg drømmer om en hurtig tur til Norge. Det skal nok komme.

God søndag til dig og dine.




tirsdag, september 13, 2022

Jeg drømmer mig væk til barske egne, smukke udsyn og hårnålesving - ferie på motorcykel i Norge 2022

 Lige nu er der benspænd fra livets side og det blev så lige toppet med en ny omgang corona. Jeg er ude af isolation, men er træt og har fået forstærket min ømme/tørre plet i halsen fra sidste gang, som gør, at jeg ikke har lyst til andet end yoghurt, bananer og boller med ost. I går spiste jeg en spinatpandekage med avocado, laks og tomater. Min datter sagde lidt forarget; mor, du smager jo slet ikke på maden (jeg er meget hurtig til at spise, så jeg øver mig i at nyde mad langsomt). Nej det gjorde jeg ikke, det skulle bare ned, inden jeg fortrød min beslutning om at ville spise sundt.

Så har jeg mere lyst til at dykke ned i feriebillederne fra Norgesturen på motorcyklen. Vi havde ikke kørt den planlagte rute for dag 2, fordi det var blevet sent og det var en god beslutning. Vi nød morgenmaden og udsigten, før vi hoppede på motorcyklen. Hoppe er nu så meget sagt, de små poser på hver sin side af mit sæde, gjorde at jeg måtte tage fat i mit bukseben for at få benet op over humpet for at kunne sætte mig ned i en vældig fart. Ellers risikerede jeg, at landmanden måske mistede balancen med motorcyklen. 

Vi skulle op over Strynefjeld, før vi kom til Geiranger. Vi havde kigget på hoteller der dagen før, men de var så dyre, at vi valgte Stryn i stedet for. God beslutning. Turen over Strynefjeld gik først af snoede veje og så gennem en tunnel, hvorefter vi var i et helt andet barsk landskab.


Da vi var tæt på et udsigtspunkt, ville vi egentlig køre derop, men turistbusser i massevis kørte derop eller ventede ved bommen, så vi opgav. Vi skulle senere finde ud af hvor de kom fra.



Selv om det småregnede og der var tåget, var det en ganske betagende tur. 



Inden længe begyndte det at gå ned ad og selvfølgelig fik vi også trænet hårnålesving. Landmanden kan sit kram, han har styr på sin motorcykel og fruen følger ham troligt til den ene eller anden side. Her mærkede vi ikke alderen og det var skønt.


Vi mødte flere gange turistbusser på vej op, og på et tidspunkt kom vi rundt om en bjergtop. Der var forklaringen. Nede ved Geiranger lå et kæmpe stort tysk krydstogtskib forankret ude i fjorden. Jo tættere vi kom, jo mere kunne vi se. Små både, der sejlede fra skibet og ind til havn og busser der holdt klar til at tage krydstogtgæsterne på sightseeing rundt omkring


Vi kørte ned til byen og blev enige om, at det selvfølgelig er derfor, at hotellerne på skråningen er så dyre. Her var der mange turister samlet, samtidig med at alt jo skal fragtes ind fra de stejle veje omkring fjorden. Vi kørte langs fjorden på den lille vej til venstre for skibet. Herefter tog vi turen op ad Ørnevegen, en vej med 11 skarpe hårnålesving, hvor jeg ikke fik fotograferet. Jeg havde nok med at nyde og lægge mig til den eller anden side. 

Dagens etape endte med at blive det, vi oprindeligt havde vurderet til 1½ dag, så derfor stopper vi halvvejs og snupper resten af dagen i næste indlæg.

lørdag, september 03, 2022

PUFF og tågen forsvandt- ferie Norge 22 på motorcykel

 Vi stod op til et smukt syn, solen skinnede, men vi vidste, at regnen nok ville finde os i løbet af dagen, så det var med at komme af sted. Landmanden pakkede motorcyklen, efter jeg havde pakket alle tasker. Imens sikrede jeg mig, at vi ikke havde glemt noget og fik fjernet sengelinned og håndklæder fra lejligheden.

Morgenmaden indtog vi på den lokale tankstation, det blev lune toast med skinke og ost - det mest sunde måltid vi kunne finde. Ingen af os gider tankstationste, så det blev varm kakao. Det måltid blev nærmest synonym med resten af dagens måltider. Vi havde ikke tid til at gå på cafe eller restaurant, vi ville hellere nyde naturen og komme rundt om det næste sving. Det første lange stykke vej havde vi kørt året før, men som skrevet i tidligere indlæg, så vi nye sider af turen på en motorcykel.


Fordelen ved at køre motorcykel, er at ens sanser varskor en om, at noget er i vente, så vi hørte fossen før vi så den. Faktisk var der to, og vi havde jo kørt forbi dem sidste år uden at ænse dem. Nu tog vi os tid til at stå af, nyde synet og lyden af de gigantiske vandmasser, der strømmede ned fra fjeldet.



Snart fik vi Hardangerbrua i synes, den var lige så imponerende som sidste år, lige som rundkørslerne inde i bjergene omkring broen og fjorden var.


 
Turen gik videre, det regnede, men det stopper ikke to erfarne motorcyklister. Vi havde jo mange ting, vi skulle nå at se, inden vi skulle holde S i favnen. Turen kom nu til næste fjeld, vi skulle op over Vikafjellet. 



Ved Vangsnes tog vi færgen for at drage videre.  Jeg drømmer om at sejle gennem de store fjorde og opleve fjeldene fra vandsiden. 


Et af de steder, vi overhovedet ikke kunne huske, at vi havde kørt, var foran os, nemlig Gaularfjellet. Og det er utroligt, for det var en meget smuk tur op til toppen. Her var der masser af hårnålesving, det småregnede, der var lidt tåge, men først da vi kom op til udsigtspunktet omhyllede tågen os fuldstændig og totalt.



Vi nåede at snakke med andre turister, blandt andet en flok unge amerikaner med indisk baggrund, som var sikher ud fra deres hovedbeklædning at dømme. Alle ærgrede vi os over, at tågen skjulte det smukke landskab. Og så puff, var tågen væk, og de unge amerikaner drønede hen til deres minivan, hentede store kameraer, droner og lignende for at filme og fotografere. De italiensk motorcyklister fik mig til at tage billeder, mens de poserede foran udsigten. Vi fik nu også taget billede af den smukke udsigt.


Alle hoppede herefter ind i eller på deres køretøjer og kørte videre. Næste stop var udsigten fra en smuk og beskeden rasteplads.


Turen gik ned og videre. Smukke udsyn, vandfald overalt, floder, som fulgtes med os, det var en smuk tur, men den begyndte også at blive en våd tur, så billederne blev færre. 



Vi tog en rask beslutning og skar ruten af og over, Vi orkede ikke at skulle lede efter hotel sidst på aftenen, og jeg kunne også se, at der ikke var mange ledige værelser. Heldet var med os, et hotel på Videseteren havde værelser ledigt, så vi satte kursen på GPS, efter vi havde spist endnu en omgang sandwich fra et supermarked.
Vi kravlede op ad hårnålesvingene og op til et hotel beliggende med den smukkeste udsigt og med Videfossen tæt på sig.

udsigten fra vores vindue

udsigt til vejen vi kom fra

Vi nåede endda en gåtur op af fjeldvejen, hvor vi så fossen komme brusende. Og bagefter fandt vi et udsigtspunkt tæt på hotellet, hvor fossen startede sit brusende fald.





Aftenteen blev nydt i dagligstuen, hvor en dansk kvinde, som havde boet i Norge i 22 år med sin norske mand henvendte sig til os. Hun nød vist at tale dansk med lidt norsk accent.

Vi var glade for at have kortet turen af, så vi kunne være friske og udhvilet til næste dag, som bød på en helt anden natur.


søndag, august 21, 2022

The same procedure - ferie i Norge 22

 Hold nu op som kombinationen af arbejde og mange billeder fra ferien på 2 forskellige kameraer har fjernet min lyst til at skrive blogindlæg. Nu må jeg hellere i gang, inden jeg går helt i stå.


Hvert år kigger vi på hinanden og spørger, om det her bliver sidste år på motorcykel. Mit svar er altid at det afhænger af den, der kører motorcyklen. Den dag, han ikke orker eller ikke føler sig tryg ved en stor maskine med bagsædepassager; den dag stopper vi. Jeg kender et par, hvor den beslutning er taget, han har købet en mindre, hvor han føler, han har kontrol over maskinen, og de er så stoppet med fællesture.


Der er fordele og ulemper ved ferie på motorcykel. Den helt store fordel er, at man sanser og ser mere. Og det fik vi bekræftet i år på turen til Norge, hvor vi nogle steder kørte samme ruter som sidste år og blot måtte konstatere, at der var smukke steder, som vi ikke kan huske fra sidste år.


Lige som sidste år tog vi færgen til Kristiansand, i år havde vi booket overnatning til den første nat. Jeg orkede ikke igen at ringe rundt til utallige hoteller sent på eftermiddagen, hvor alt var optaget. Så med overnatningen sikret kunne vi nyde turen fra Kristiansand til Røldal.



Vi kunne godt mærke, at coronarestriktionerne i Norge og Danmark har lagt sig, færgen var fyldt og jeg var glad for, at jeg havde overtalt landmanden til, at vi bookede plads i restauranten til buffet. Vi kom til at sidde ved siden af et ungt norsk par med deres 15 måneder gamle dreng og mormor. Vi fik en god snak med dem om Norge og Danmark. De var kitesurfer og havde været ved Ringkøbing på ferie.


Vi tog rute 9 fra Kristiansand og fulgte den helt til Røldal. Som sagt så vi ruten med helt andre øjne, men hvor billederne er taget undervejs, kan jeg ikke huske. 

Her er vi oppe på et fjeld. Vejmarkeringer viser tydeligt, hvor højt sneen kan ligge.


Vi holdt pauser og tog selfie, som blev sendt til Trondheim og til en strand nord for Trondheim. Det helt usandsynlige havde nemlig gjort, at vi alle inklusiv datteren ville lande i Trondheim og få flere dage sammen. 

Hvert sving på vejen viste en ny udsigt- tænk at vågne op i den hytte og gå udenfor med sin kop te :-)

Datterens bedste veninde skulle giftes med sin nordmand, de bor i Oslo, men hans familie havde sommerhus nord for Trondheim og der på en strand skulle parret giftes den lørdag, hvor vi drog af sted fra Nordjylland. Datteren skulle sammen med en nordmand på guitar stå for de musikalske indslag og synge bruden ind og synge brudeparret ud ligesom datteren sang til receptionen.

Vi fik også video tilbage, hvor S var ved at gøre rent til farforældrene kom, han drønede rundt med støvsugeren. Jeg tror ikke, jeg kunne kravle så hurtigt omkring med en støvsuger ;-)


Da vi nærmede os Haukelifjellet, gik det op for mig, at det var her, vi blev ledt over fjeldet med en ledebil og hvor friske ungersvende hoppede i bjergsøen i ventetiden på ledebilen. Så frisk var vi ikke, vi nøjedes med at nyde udsigten og tage billeder endnu en gang. Ligesom vi gjorde, da turen gik op over fjeldet.



Vi havde kalkuleret med at være ved Røldal Overnatting mellem 22 og 23, men vi var der allerede 21.30. Sidste år var vi kørt videre til Odda og da var vi væsentlig senere på den grundet flere spærrede tunneller.


Lejligheden viste sig at være fin, vi havde sodavand, lidt kiks og chokolade som blev aftenskaffen mens vi så Tour de France. Jeg forsøgte mig med tebrygning, havde dog ingen tefiltre, men havde købt te til ugen sammen med nordmændene. Så teblade blev hældt i kop og gazestykke fra falckkassen filtrerede teen, da den blev hældt over i en anden kop.


I receptionen lå seddel med hvilket nummer vi skulle bo på og hvor vi skulle tage sengelinned. Lidt senere bankede det på døren og hotelmanager stod udenfor og opkrævede penge for lejligheden. Han kunne også fortælle os, hvor vi kunne købe morgenmad næste dag. Vi havde den smukkeste udsigt fra vores terrasse og jeg nød, at toilettet var i lejligheden, modsat sidste års ferie, hvor de sent bookede overnatningssteder betød toiletter udenfor værelserne. 

Vi havde en lang dag foran os næste dag. Vi har det med at vil nå vældig meget og i fjeldlandskab når man ikke så langt, som i Danmark. Så selv om lyset ofte snød os, så huskede vi denne gang at komme i seng inden midnat.








lørdag, august 06, 2022

Ferien jeg ikke vil hjem fra - fødselsdag i Norge

 Ferien er slut, den sluttede sådan set for fire dage siden. Jeg havde de bedste intentioner om at starte med at skrive om ferien, men hverdagen kom farende ind fra højre med superfart og overvældede mig.

 Jeg havde min første arbejdsdag tirsdag. Jeg følte mig totalt nulstillet, så har jeg vel haft en god ferie? I den grad! En super skøn ferie. Først besøg af den dansk-norske familie, hvor vi var hjemme på gården, mens jeg arbejdede og så flyttede vi i sommerhuset, da jeg fik ferie, de sidste fem dage. Herefter var vi 1 ½ uge alene, før vi pakkede motorcykeltaskerne og satte kurs nordpå til Norges land. Målet var tre dage undervejs og fem dage med familien inklusive datteren hos søn og svigerdatter. Det var de skønneste dage og de næste blogindlæg kommer til at handle om de dage.

fugleafslapning på solsengen

Dette indlæg handler om den næstsidste dage af en magisk ferie. Sidste lørdag fejrede vi S' 1 års fødselsdag. Tænk at der er gået et år. Og sikke en udvikling, der er sket. Der er gang i ham, endnu går han ikke, men det varer ikke længe, før det sker. Der er latter og smil og også kontant reaktion, hvis tingene ikke passer ham. Lørdag var der smil fra morgen til aften. Både familien på mor og fars side kunne være med, den norske del var inviteret til eftermiddagskaffe og aftensmad. Vi andre nød morgenmaden sammen, inden vi gik i gang med at lave mad. Sønnen og jeg stod for tilbehøret til aftensmaden og jeg havde bagt en kage fra en norsk bog med forslag til 1 års fødselsdagskager til børn uden sukker og salt. Den blev ikke som på billedet, jeg tror ikke jeg havde pisket den godt nok eller noget havde været for varmt/koldt. Jeg skal helt klart prøve den igen, det kunne være sjovt at få den til at ligne bogens billede. De voksne kunne rigtig godt lide kagen, mens børnene ikke brød sig om osteglasuren med dadler i. 

Datteren gjorde rent, landmanden gjorde grill klar og passede S, når svigerdatteren lavede den lækreste bløtkake a la lagkage. Til slut pyntede de unge kvinder op med balloner og festpynt. Trods sprogvanskeligheder finder vi altid ud af at snakke sammen, vejret var det skønneste vejr med 22 grader. terrassen blev brugt af alle og de mange fødselsdagsgaver gjorde lykke. De blev pakket op løbende over hele dagen. På den måde fik S tid til at fordybe sig i den enkelte gave.

I Norge bruger man ikke pynt med flag til fødselsdage, men det gjorde vi og vi forvandlede danske flag til norske med en blå streg :-) dog ikke på dugen

Om aftenen gik de tre yngste voksne af de fem tilbageblevne i huset til aftenvinhygge hos svigerdatterens storesøster. S var lagt til at sove og vi nød aftenen med te, kage og samling af vores gave, et legekøkken til S. Pludselig vågnede S og trods farforældrenes evner til at få ham til at falde i søvn på armene, så vågnede han kort efter, at vi på skift lagde os med ham i sengen. Vi tog ham op, og så havde vi en fest sammen. Hold da op hvor vi nød de sidste timer sammen med ham, for den næste dag skulle vi tidligt af sted på motorcykel. Forældrene kom hjem lidt før midnat, og S skulle da lige vise, hvordan han kunne lege med legekøkkenet. Han virkede overhovedet ikke træt

Næste morgen stod vi tidligt op, listede os omkring, fik pakket og spist morgenmad. Alle nåede dog at vågne, inden vi hoppede på motorcyklen, så vi fik kysset og krammet farvel. Datteren skulle også rejse hjem senere samme dag. 

Nu går det noget tid inden vi ses igen. Den travle kartoffelsæson står for døren, og der er lige så travlt på afdelingen. Vi savner det nærvær og samvær, vi havde med vores barnebarn. Vi savner at kunne snakke med vores svigerdatter og søn, men vi er også dybt taknemlige for at de har en skøn familie tæt på sig, som vi også har fået lov at være en del af.

Lige pludselig får vi tid igen, og så kan bilen nærmest selv finde til Trondheim. Indtil da må små videoer og samtaler på messenger lindre savnet.