søndag, december 18, 2022

Top10 overnatningssteder i Norge - ferie på motorcykel i Norge 2022

Min sommerferiefortælling stoppede i Leksvik, hvor vi var på besøg hos sønnens svigermor. Vi skulle finde et sted at bo for en nat, og hele den norske familie kunne fortælle om et sted, som i en artikel blev placeret på top10 listen over overnatningssteder i Norge. Vi var så heldig, at netop den nat, vi ville overnatte, var der plads.

Da vi havde været på hytte og nydt eftermiddagsteen, hoppede vi på motorcyklen for at tjekke ind, inden vi skulle grille sammen hjemme i svigerdatterens barndomshjem.


Stedet lå lige udenfor Leksvik, det var et norsk landbrug, som for at kunne overleve havde fået sig en bibeskæftigelse i form af feriehytteudlejning. Først havde de sat en hytte i stand, der lå lidt fra gården, derefter havde de bygget fem ferielejligheder ved stranden neden for gården og kombineret det med selskabslokale og café. Kronen på juvelen var en artisk dome, som man kan bo i hele året rundt. Domen eller kuppelteltet lå for sig selv. Toiletbygningen til kuppelteltet lå på det flade stykke nedenfor gården ved nedkørslen til ferielejlighederne. Selve domen lå nedad en sti mellem træer og den lå helt ud til klippekanten.







Det gjorde at udsigten fra teltet gav fornemmelse af at være tæt forbundet med fjorden, som lå mange meter under teltet. Alt på nær seng og dyner var genbrug. 

Landmandskonen tog imod os og forklarede os, at de ville komme med morgenmad næste dag, vi bestemte tidspunktet. Hun fortalte, at ferielejligheder og domen nu tog så meget tid, at de kun havde få kreaturer og fåreholdet, som de lavede lækre forarbejdede varer af.

Da vi kom til domen om aftenen, var det oplyst og der var gang i brændeovnen. Der var et magisk lys udover fjorden, og vi lavede os en kop te og satte os i de gamle lænestole, mens vi nød udsigten. 




På den tid af året bliver der aldrig helt mørkt, så vi havde ingen problemer med at gå op til toiletbygningen for at gøre os klar til natten. I sengen var der udsigt til kuppelteltets loftvindue. Vi faldt hurtigt i søvn i de gode senge med lækre varme dyner.

Selv om landmanden havde tilbudt mig at gå med på mine natlige toiletbesøg, så havde jeg ingen problemer med at gå derop. Og til gengæld fik jeg set teltet og fjorden om natten.



Næste dag stod vi op og gjorde os klar. Toiletbygningen indeholdt også en fin brusekabine, så vi var rene og klar, da den norske landmand kom gående ned til domen med lækkert morgenmad. Der var alt hvad hjertet kunne begære, hjemmebagte boller, honning fra en lokal producent i byen, ost fra områdets mejeri, spegepølse lavet af gårdens får og alskens lækkerier.

Vi tog os god tid til at spise, hvorefter vi pakkede vores grej sammen og fik motorcyklen pakket. Resten af familien ville komme, så vi sammen kunne nyde legepladsen, iskiosken og vandet ved Hjellup Fjordbo.







Nogle badede, nogle hoppede i trampolin, nogle snakkede med fårene og alle fik is, da denne sommerdag viste sig fra den varme side.


Bagefter så vi en del af Leksvik og omegn, vi var på kirkegården for at se min svigerdatters fars gravsted, vi tog på det højeste punkt, hvor der var huler, som modstandsfolk gemte sig i under 2. verdenskrig, vi så skolen og til slut hyggede vi os hos min svigerdatters mor. 


Sidst på eftermiddagen hoppede vi på motorcyklen og de andre i bilerne, for der var en færge, vi skulle nå, inden det blev for sent af hensyn til lille S' sengetid. Næste dag ville blive en stor dag, for da skulle vi alle samles igen for at fejre S' 1 års fødselsdag. Den har jeg skrevet om tidligere her


Hvis du nogen siden kommer på denne egn, kan jeg varmt anbefale dig Hellup Fjordbo og deres dome.

torsdag, december 08, 2022

Så er man gammel

 Jeg elsker sne, også selv om det tog mig meget længere tid i går morges at komme på arbejde. Også selv om kombinationen af blæst og snevejr gjorde det svært at orientere mig ude på de små veje omkring mig i dag.

I morgen er det hverdagsfridag og mon ikke julevejret udenfor kan få mig i julepyntningsstemning? Jeg har lovet mig selv, at alt jeg kan have lavet inden d. 22, hvor mit lille barnebarn kommer på juleferie, skal være lavet. Dem, der kender mig, ved at jeg kan, hvad jeg vil, men også at jeg kan hurtigt beslutte mig for at ville noget andet. Vi får se.

Min nissehue kom efter flere dage undervejs til Trondheim, og farmor fik små videofilm med nissehuen kækt placeret ovenpå flyverdragtens hue. Der er nemlig masser af sne, nu, og der kælkes og leges med sne. Gæt hvem der håber på, at frosten og sneen varer ved til jul, jeg vil elske at lege i sneen.


I dag mindedes jeg min mormor. Hun brød sig nok om sne, hvis hun kunne være indendørs, men der skulle jo handles ind osv, og så er glatte fortove ikke sagen. Jo ældre vi bliver, jo større er risikoen for at vi falder og falder tungt med risiko for brækkede lårhalse. Så hvor min mormor iførte sig sokker udenpå skoene, fordi hun så stod bedre fast (det var før ældre damer gik med gode støvler). Så havde jeg gode støvler på, og alligevel gik jeg med små skridt fra parkeringspladsen til sygehuset. Jeg havde en fornemmelse at blot et rask stort skridt ville få mig til at skride, og der var endda ryddet og saltet. Så er man vist blevet gammel.

Jeg husker min elevtid på en kirurgisk afdeling ved vintertid, vi fik alle de gamle damer ind med brækkede lårhalse. Og for nogle af dem betød det farvel til uafhængighed af andre og måske endda god dag til plejehjem. Så gammel føler jeg mig ikke, men jeg tror ikke, jeg kommer så godt fra et fald i dag, som dengang jeg som 42 år spillede curling og tog et lidt for hurtigt skridt på isen for at feje og i næste øjeblik befandt jeg mig lodret i luften, før jeg faldt tungt ned på isen. Det gav et kæmpe blåt mærke på bagdelen, men heldigvis ingen brækkede lemmer.


At være gammel betyder også, at jeg har en masse minder fra mit liv. Nogle ligger gemt og popper pludselig op, når der sker et eller andet. Sidste weekend inviterede vi vores datter med til Oslo Gospel Choir koncert, en helt fantastisk oplevelse. De var så dygtige, så eminent gode til at synge sammen og vi fik både gamle og nye julesange og gospelsange.

Længe inden jeg var til koncert med dem første gang, havde jeg en juleCd med dem, og det år min mor, 65 år gammel (min alder) havde fået tilbagefald af sin tarmkræft og der var 20 ugers ventetid på strålebehandling og operation, lyttede jeg især til en julesang med dem. Den blev min bøn om at min mor ville klare det: "Verden var aldrig helt forladt, en stjerne skinner i nat" Min mor fik lov til at få 8 år mere, det var vi evigt taknemlige for.

Lige der i søndags, da koret sang den sang, kom alle følelserne op i mig igen. Så der blev brug for lommetørklæde, mens jeg stille sang med. Vi har alle brug for lys i mørket.



fredag, november 25, 2022

Sommer i Trondheim og Leksvik - ferie på motorcykel i Norge 2022

 Mens det regner og alt er dunkelt nærmest hele dagen i disse dage, tænker jeg tilbage på dagene i Trondheim. Lykken var at være sammen hele familien, datteren, svigerdatteren, sønnen og lille S. Der regnede, men med ophør indimellem. Vi tog ind til Nidarosdomen, så datteren kunne se den. Jeg forbløffedes igen over dens storhed og rigdom af detaljer. Vi tog os af S. mens hans forældre klatrede op af de smalle trappetrin op til tårnet, hvor de kom udenfor og så udover Nidelven. De gik også oppe under taget inde i domkirken. Det må jeg prøve til næste år, hvis jeg tør. Vi sluttede af med at datteren gav pizza på en restaurant, hvor landmanden og jeg sidste år havde nydt deres bagerafdelings lækkerier sidste år.


En anden dag passede vi S, mens datteren fik sin fødselsdagsgave af sønnen og svigerdatteren; tebordet på hotel Britania. Hun var lige som os vildt begejstret for det hele. Imens hyggede vi os hjemme, vi sang. legede, gik tur, sov og spiste. En dejlig eftermiddag.


Svigerdatterens mor havde inviteret os til Leksvik for at vise os den del af Norge. Selv om det kun er 68 km nord for Trondheim, indebærer det en tur til færgelejet udenfor Trondheim, en sejltur og så turen langs kysten til Leksvik, i alt knap 2 timer. Landmanden og jeg hoppede på motorcyklen, de andre kørte i deres bil. S er ikke fan af bilkørsel, så det passede perfekt, at der blev mulighed for at undersøge opholdsrummets gulv og stole på færgen undervejs.


Svigermor havde sammen med hendes ældste datter, datterens mand og to børn forberedt en lækker frokost til os. Efterhånden er vi blevet bedre til at forstå det norske, men når det går hurtigt, er jeg fortabt. Heldigvis er alle både danskere og nordmænd gode til  at tale langsomt, gentage eller sige det på en anden måde, så snakken gik frit.

Efter frokosten var det tid til at tage på hytten, som man siger i Norge. Familien har en gammel hytte, som ligger der, hvor svigermoderens familie havde sæterhytte, Vi kørte op og ind i et skønt skovområde med søer og udsigt til fjeldene længere væk.

Bilerne blev parkeret et godt stykke væk fra hytten. Alle bar på ting og så drog vi af sted i en lang gåserække, da området er sumpet, så vi gik på træbjælker over mosset. Hvilken perle vi kom til. Ro, skønhed, og plads til at trække vejret dybt ned i lungerne. Ingen el, ingen vand, udendørs das og alligevel har alle inklusive sønnen overnattet der flere gange både om sommeren og vinteren.






Vi drak te og kaffe, spiste kage og kiks og nød at der var blevet godt vejr.

Da vi kom hjem til Leksvik, hoppede landmanden og jeg på motorcyklen for at tjekke ind på et spændende overnatningssted, det får sit helt eget indlæg. Bagefter mødtes vi igen til aftensmad på terrassen med grillmad og god snak.


En skøn dag sammen med skønne mennesker, og jeg føler mig taknemlig over at få lov til at være en del af deres familie.


torsdag, november 24, 2022

Turbospeederen

 Hverdagen har fundet turbospeederen frem, sådan føles det i hvert fald. Jeg føler mig konstant bagud med ting, men jeg øver mig i at nyde øjeblikkene. 

Jeg tænker på at skrive blogindlæg, men tiden går, mens det mentale overskud lige så langsomt svinder væk i takt med, at mørket sænker sig tidligere og tidligere på dagen.

Jeg tænker på at mødes med mennesker, men tiden går og det mentale overskud går med den.

Jeg tænker på at komme i gang med decemberforberedelser, men tiden den går og overskuddet putter sig under tæppet, mens det tænker: i morgen er der atter en dag.

et hyggeligt hjørne på Café Ulla Therkelsen

Til gengæld nyder jeg:

  • de mange små øjeblikke vi har med S. Han forsøger ihærdigt at give os sit legetøj, men det er lidt svært gennem en mobilskærm. Det går bedre med at forskrække farmor, farfar og faster over skærmen. Han er vild med sin faster. Når hun dukker op på skærmen, får hun det mest charmerende smil, også selv om hun nu er klippet helt korthåret, fordi det lange hår begyndte at falde af i store totter.
  • min fødselsdagsgave fra datteren. Vi var i Art by Me og male på keramik. Jeg er spændt på mit fad, men jeg bliver aldrig så nytænkende kreativ som min datter. Det var dog sjovt og det kunne jeg godt tænke mig at prøve igen.
  • tilliden fra min svigerdatter. Jeg får lov til at læse og kommentere på hendes semesteropgaver i kandidatuddannelsen. Jeg lærer så meget. Sidste gang handlede det om mennesker med handikap og deres muligheder for job blandt andet under Covid-19.


  • arbejdssamvær med mine kolleger. jeg har arbejdet meget hjemme den seneste tid, men nu er der mere ro på hjemmefronten, så jeg nyder at være sammen med kolleger. Jeg nyder ikke det hårde pres, de konstant er under. Det samme gør sig gældende for mine ledere. Det er ganske enkelt umenneskeligt, det alle er udsat for. Kombinationen af mange hårdt ramte patienter og for få personale er en konstant kamp for at få det hele til at nå sammen.
  • den indsats andre kolleger gør, så jeg i dag kunne afholde møde med en af ressourcegrupperne på afdelingen. Målet er at mange af de grupper skal være selvkørende, uden at jeg skal være tovholder. Og vi er ret langt på det område. I dag kunne jeg også afholde møde med en farmaceut og undervisning for to kolleger sammen med farmakonom. Til gengæld havde flere kolleger dobbelt funktion for at få det hele til at gå op, når kolleger og kollegers børn er syge. Nogle dage har de endda tredobbelt funktion.
  • den lange gåtur og spisning på cafe undervejs med min studieveninde. Vi får altid vendt alt mellem himmel og jord. Og jeg er altid glad, når jeg kører hjem.
Jeg mangler stadig at fortælle om de sidste dage af sommerens ferie i Norge. Jeg smiler, når jeg ser billederne og genkalder mig den skønne tid. Så smilet må snart forvandles til ord på bloggen.

Og nedenstående plakat møder mig sammen med alle dens venner, når/hvis jeg tager trapperne fra kælderen og op til min afdeling (5 etager). Ja de forsætter nok 3 etager længere op, men det har jeg ikke tjekket. Lige nu er mit mål en gang om dagen at tage trappen op til os selv.




torsdag, november 10, 2022

Trollstigen - Atlanterhavsveien- ferie på motorcykel Norge 2022

 Måske skulle vi komme videre på vores sommertur på motorcykel. Vi kan jo ikke blive hængende på Ørnestigen på vej væk fra Geiranger. Når vi som denne dag tager et langt stræk, ser vi så meget smuk natur og steder, det kunne være spændende at udforske. Men vi havde et mål om at nå til Trondheim denne dag, om alt gik vel.


Der var aktivitetsparker ved floden. Der var smukke bjerge, der omgav os. Men vi styrede mod næste oplevelsespunkt, nemlig Trollstigen. Vi havde hørt, at det var et must for motorcyklister.


Naturen begyndte at blive barskere, som vi nærmede os Trollstigen. Vi vidste godt, at vi kom til bjerget af den forkerte vej. De fleste kommer fra den anden side. Sådan passede ruten ikke for os.

 
På toppen var der masser af turister og vi kunne se, at der var bygget vandrestier, hvor man kunne gå op og se ned ad Trollstigen og den store fos.

Selv om vi kørte nedad Trollstigen i stedet for op, så var det en smuk oplevelse, men vi syntes faktisk, at de to steder vi havde kørt om formiddagen var lige så smukke og spektakulære.



Vandfaldet fulgte os hele vejen ned, det er svært at tage billeder af dette på bagsædet af en motorcykel,  det her var det bedste. Dagen var stadig ung, der blev lovet regn hen på eftermiddagen ved Atlanterhavsveien, så vi holdt en kort spisepause på rastepladsen ved Trollstigen, før vi hoppede på motorcyklen igen.


Vejret var med os, da vi krydsede tværs over Norge mod Atlanterhavsveien. 


I sidste uge betalte jeg for alle færgerne, vi havde brugt på ferien. De scanner nummerpladen og så får vi en regning 2-3 måneder senere. Motorcyklen genererede slet ikke samme regning som bilen, fordi vi sjældent kørte på betalingsveje på denne tur, til gengæld afprøvede vi store og små færger.


Jeg nød synet af bjergene, som omkransede vandet. Om sommeren ser det idyllisk ud med de små bygder, der ligger ved bunden af bjerget og med små klatter huse op ad bjerget. Men har du set Hvor ingen skulle tro, at nogen kunne bo på DR1, så ved du, at det er hårdt arbejde om vinteren. Mange steder er der ikke vejforbindelse til disse bittesmå bygder, de må sejle eller hvis vandet er frosset til is, køre på snescooter.


Nu spørger du måske; har I ikke kørt på Atlanterhavsveien før? Jo, men ikke på motorcykel. Vi ville gerne prøve turen på motorcyklen. Og vi var heldige, det holdt tørvejr, mens vi tog vejen, som forbinder små øer, med udsigten til Atlanterhavet. Du kan se flere billeder fra sidste år her.




Da vi var kommet over på en større ø, vendte vi om og kørte tilbage til rastepladsen midt på vejen og fik os en kop varm kakao og en vaffel.


Så vendte vi motorcyklen igen og kørte tværs over den store ø med byen Karvag, over endnu en bro ved Kristiansund og hen til færgen, der sejlede over Trondheimsleia. Det så roligt ude inde ved færgelejet, men det vippede noget mere, end vi var vant til. Der var jo også direkte udkig til Atlanterhavet, da vi var midt ude på vandet.


Endnu holdt det tørt, og vi sendte sms til Trondheim om, at de kunne forvente at se os sidst på aftenen. Datteren var ankommet dagen før efter at have været til dansk-norsk bryllup i nærheden af Trondheim.




Vi nød turen med kurs mod Aure og siden Kyrksæterøra, men så satte regnen ind. Vi tog en hurtig sandwich ved en tankstation og kørte i silende regnvejr mod Trondheim. Vi var sjaskhamrende våde, da vi parkerede motorcyklen ved det lille hus. Barnebarnet sov, men datter, svigerdatter og søn tog imod os på trappen, og der var nybrygget te og kage på bordet. Ren hjertefryd.

søndag, oktober 30, 2022

Smuttur - lige hvad vi trængte til

 Hverdagen har fundet sin egen rytme, og jeg ved, at jeg har været kryptisk på bloggen, men syntes ikke at jeg ville spørge om, hvad jeg måtte skrive og har også følt, at det ikke var min historie at fortælle. Datteren har været åben om sit sygdomsforløb på instagram og har sagt, at jeg også bare skal skrive det, jeg har brug for. 

I denne uge startede kemobehandlingen, så vi var alle tre enige om, at hvis landmanden og jeg skulle nå at se barnebarnet, inden den lille dansk-norske familie kommer hjem til jul, skulle det være sidste weekend. Datteren var sammen med gode veninder i weekenden og havde backup til kørsel og tunge løft fra vores familie de to andre dage (begge ting var og er stadig forbudt efter brystoperationen).

Hundene og gården havde vi også fundet en til at passe, så fredag formiddag pakkede vi bilen og kørte til Hirtshals for at tage færgen til Larvik. De fire timer på færgen gik med at spise og slappe af. Kl. 16.30 kørte vi fra borde. Jeg er ikke vild med at køre varebilen fra borde, så landmanden tog den første time på vejen og så overtog jeg, indtil vi nåede til vores faste rasteplads tæt på Elverum, Myklegard. Her var der billig diesel, toilet og muligheden for at få strakt ryggen, inden vi drog videre med landmanden som chauffør. Denne gang gjorde vi ikke samme fejl som oktober sidste år. I år var der vinterdæk på bilen, og det var godt, temperaturen var visse steder i fjeldene nede på 6 graders frost.

Storelgen er pejlemærket for at være halvvejs til Trondheim

0.45 parkerede vi bilen foran huset. Vi troede alle sov, men S var ikke helt tilpas, så sønnen tog imod os, men svigerdatteren forsøgte at få S til at sove igen. Vi hoppede hurtigt i seng, så vi kunne være friske til de næste to dage.

Op ad formiddagen mødtes vi alle til morgenmad og S var nok reserveret, men han tøede hurtigt op. Dagene gik hurtigt, søn og landmand lavede nyt skrivebord til kontoret, satte skab op og hang lamper op. Svigerdatteren og jeg var sammen med S og sørgede for forplejning. Hold nu op der var gang i ham, han begyndte at vælge at gå i stedet for at kravle denne weekend, og han klatrede op på alting. Jeg kan godt huske den periode, hvor man overhovedet ikke skal tænke på at se væk i flere minutter. Og perioden kommer samtidig med, at børnene overgår til kun én lur i løbet af dagen. Det er en hård tid for forældre.

Det var sjovt at lege med ham, vi sang, dansede og legede med alt hvad han fandt frem, som farforældrene skulle se. 

Jeg nød at få lov til at gå tur med S, så han faldt i søvn og fik sin middagslur. Ligesom jeg nød at handle ind og hjælpe hvor jeg kunne. Vi kan jo ikke lige besøge dem en eftermiddag, men flytter ind og er der konstant i flere dage. 


Vi nåede alle at hygge os, være på legeplads og gå tur sammen, selv om der også stod et fint kontor, da vi tog hjem.


Det var så godt at se dem, og vi glæder os til at få dem hjem til jul. Til den tid håber jeg, at S har fået alle de vira, man kan få i en børnehave, for han er godt nok tit syg. Det hjælper selvfølgelig heller ikke , at hans far, sønnen, samtidig er startet i en anden børnehave og også slæber vira med hjem. Så de tre er forkølet, hoster og har feber jævnt tit. Heldigvis var de rimelige friske i denne weekend, og vi nød alle at være sammen.


Vi smurte madpakker søndag morgen, så vi kunne køre tidligt efter at have brygget te og krammet sønnen til farvel. Svigerdatteren og S havde vi sagt farvel til om aftenen. Vi ønskede ikke, at svigerdatteren skulle stå op tidligt, for så vækkede vi blot S. Når man har en dreng, som sover meget afbrudt om natten, så skal man som mor og barn have al den søvn, man kan tilkomme. 


Det var en gråvejrsdag med regn det meste af vejen, men turen og færgeturen gik godt og vi kunne køre ind på gårdspladsen kort efter kl 22. Klar til hverdagen efter at være tanket op med intens nærvær med søn, svigerdatter og S.