Så er man gammel

 Jeg elsker sne, også selv om det tog mig meget længere tid i går morges at komme på arbejde. Også selv om kombinationen af blæst og snevejr gjorde det svært at orientere mig ude på de små veje omkring mig i dag.

I morgen er det hverdagsfridag og mon ikke julevejret udenfor kan få mig i julepyntningsstemning? Jeg har lovet mig selv, at alt jeg kan have lavet inden d. 22, hvor mit lille barnebarn kommer på juleferie, skal være lavet. Dem, der kender mig, ved at jeg kan, hvad jeg vil, men også at jeg kan hurtigt beslutte mig for at ville noget andet. Vi får se.

Min nissehue kom efter flere dage undervejs til Trondheim, og farmor fik små videofilm med nissehuen kækt placeret ovenpå flyverdragtens hue. Der er nemlig masser af sne, nu, og der kælkes og leges med sne. Gæt hvem der håber på, at frosten og sneen varer ved til jul, jeg vil elske at lege i sneen.

I dag mindedes jeg min mormor. Hun brød sig nok om sne, hvis hun kunne være indendørs, men der skulle jo handles ind osv, og så er glatte fortove ikke sagen. Jo ældre vi bliver, jo større er risikoen for at vi falder og falder tungt med risiko for brækkede lårhalse. Så hvor min mormor iførte sig sokker udenpå skoene, fordi hun så stod bedre fast (det var før ældre damer gik med gode støvler). Så havde jeg gode støvler på, og alligevel gik jeg med små skridt fra parkeringspladsen til sygehuset. Jeg havde en fornemmelse at blot et rask stort skridt ville få mig til at skride, og der var endda ryddet og saltet. Så er man vist blevet gammel.

Jeg husker min elevtid på en kirurgisk afdeling ved vintertid, vi fik alle de gamle damer ind med brækkede lårhalse. Og for nogle af dem betød det farvel til uafhængighed af andre og måske endda god dag til plejehjem. Så gammel føler jeg mig ikke, men jeg tror ikke, jeg kommer så godt fra et fald i dag, som dengang jeg som 42 år spillede curling og tog et lidt for hurtigt skridt på isen for at feje og i næste øjeblik befandt jeg mig lodret i luften, før jeg faldt tungt ned på isen. Det gav et kæmpe blåt mærke på bagdelen, men heldigvis ingen brækkede lemmer.

At være gammel betyder også, at jeg har en masse minder fra mit liv. Nogle ligger gemt og popper pludselig op, når der sker et eller andet. Sidste weekend inviterede vi vores datter med til Oslo Gospel Choir koncert, en helt fantastisk oplevelse. De var så dygtige, så eminent gode til at synge sammen og vi fik både gamle og nye julesange og gospelsange.

Længe inden jeg var til koncert med dem første gang, havde jeg en juleCd med dem, og det år min mor, 65 år gammel (min alder) havde fået tilbagefald af sin tarmkræft og der var 20 ugers ventetid på strålebehandling og operation, lyttede jeg især til en julesang med dem. Den blev min bøn om at min mor ville klare det: "Verden var aldrig helt forladt, en stjerne skinner i nat" Min mor fik lov til at få 8 år mere, det var vi evigt taknemlige for.

Lige der i søndags, da koret sang den sang, kom alle følelserne op i mig igen. Så der blev brug for lommetørklæde, mens jeg stille sang med. Vi har alle brug for lys i mørket.