Lidt hurtigt, lidt nemt, lidt godt og måske også lidt langsomt

• Arbejdslivet er tilbage for fuld udblæsning. I disse dage forsøger vi at finde gejsten til det sidste lange seje træk med vores artikel. Vi bliver ikke færdig i denne uge, for vi skal også forberede fremlæggelse på den store afslutningskonference på fredag Vi hygger os dog sammen, og vi er gode til at trække hinanden op, når vi får en nedtur.
• Min aften i går gik blandt andet med at kigge på diskussionsafsnittet. Min hjerne ville slet ikke samarbejde om dette de sidste to timer på arbejde, så jeg forsøgte mig igen senere og lidt fik jeg da lavet. Jeg satser på, at vi ser lyset i dag.
• Jeg har fundet en nem måde at få grøntsager på. Når det er efterår/vinter mister jeg lidt lysten til salater. Min SPAR købmand har på frost rodfrugtfritter. En god varm ovn, sprede fritterne ud på bagepapir, ind i ovnen i 25 minutter, mens man laver alt muligt andet, og så er de klar. Lækre, sprøde og gode (og nej jeg er ikke sponseret, dette er bare en anbefaling)
• I går fik jeg taget mål til skærmbriller, det har så også taget to år for mig at tage mig sammen til at bestille tid. Jeg er spændt på, om det virker på min hovedpine. Når sygehuset betaler, må jeg ikke selv bestemme, hvilken optiker jeg skulle bruge. Så jeg startede med at sige, at jeg virkelig havde det svært med synstest, og at jeg ofte måtte bede om, at de skiftede flere gange mellem de to billeder, jeg skulle bestemme skarheden på. Og ganske rigtigt, frem og tilbage, næh jeg tror nr. 1 eller nej måske er det nr. 2, må jeg godt lige se dem igen. Stakkels optiker.
• Valdemarsro havde en boganbefaling, som blev reserveret søndag aften på biblioteket. I forgårs hentede jeg den efter arbejde. Klokken 5 i sovetid lukkede jeg bogen, så der blev ikke til noget motion i forgårs, og heller ikke i går. Og ja jeg kom nok til at skimlæse en gang imellem for at nå at blive færdig.
• Det fungerer godt med madpakkekittet til landmanden, kassen blev fyldt op igen i går og jeg nyder, at jeg ikke skal smøre det om morgenen.
• Jeg nyder også, at der er tid til at sidde stille her om morgenen og nyde en kop varm hyldebærsaft. Hundene er fodret af og luftet, det sidste er dejligt nemt her på landet, jeg lader blot døren stå åben ud til gårdspladsen, mens jeg brygger te, så klarer de selv luftningen. Når jeg har projektdag, er jeg i civil tøj, så der skal ikke beregnes tid til at klæde om inde på sygehuset og med det korte hår tager det ingen tid at føntørre og sætte lokkerne. Ergo kan jeg med god samvittighed læse om motorcyketure i fjerne egne og lade onsdagen starte langsomt. Må du få en god start på dagen.

gråvejrsbillede fra et koldt mødelokale

Ny uge - ny tid

Jeg har nydt at skrive hyppigere på bloggen, men nu banker hverdagen på med travlhed, træthed, tankemylder og tidlige morgener. Måske skal jeg prøve at fortsætte traditionen med at skrive indlæg om aftenen og så udgive det næste morgen?

I går (som jo egentlig er i dag, mens jeg skriver, men i går, når du læser det) klappede jeg mig selv på skulderne, jeg havde været utilpas og træt hele dagen og havde absolut ikke lyst til at lave mad. Tankerne gik på fast food mad og hvilken type, pizza, grillmad, macdonaldfritter eller vietnamesisk mad, jeg ville hente inde i byen. Jeg endte dog med at holde fast ved det, jeg havde købt ind til. Et eksperiment, hvor jeg yderlig skulle eksperimentere selv, fordi jeg ikke havde fået taget oksefars op af fryseren. Det smagte godt, og nu er jeg spændt på, hvordan den kolde version i min madpakke smager (sæt kryds i kalenderen, det er yderst sjældent jeg har madpakke med på arbejde, køber altid salat i kantinen).

Udgangspunktet var en grøntsagsversion af den ret, der kaldes Big Mac roulade.  I min version blev den lavet med to bakker coleslaw, som der også foreslås i linket. Kødet blev erstattet af en dåse linser og en rød peber, som sammen med rødløg fik selskab på panden af paprika, cayennepeber, oregano, hvidløgspulver og ketchup. Ellers blev den bygget op på samme måde som i linket, og jeg var tilfreds og mæt.

Nu jeg var i gang med nye retter, nye vaner, så tog jeg mig sammen til at lave et madpakkekit til landmanden. Jeg plejer at smøre mad om morgenen, mens teen brygges. En tallerken med franskbrød til formiddagsteen og en tallerken med rugbrødsmadder til frokost. Formiddagtallerkenen er nu smurt og står i mandskabsrummets køleskab. Ved siden af står en plastkasse med små plastbokse, hvor der er rugbrød, æg, hjortespegepølse i skiver og pate. Der er også asier, mayonaise og remoulade. På bordet står tallerken, kniv og gaffel. Så nu kan landmanden hurtigt smøre sin mad, og jeg får frigivet tid om morgenen, hvor jeg kan hygge mig med nyhedslæsning, morgenmad og opladning til arbejdsdagen.

Når jeg skriver, bliver jeg indimellem inspireret til at tage mig sammen og således måtte jeg lige tage en pause i skrivningen. Min ømme hals havde haft godt af stillesidning med tedrikning, men hele kroppen skreg på mere bevægelse. Mørkeræd kvinde lærer at bevæge sig i mørke, det jeg tidligere hat kaldt alternativ cirkeltræning. Det blev til 4500 skridt blot ved at gå rundt og rundt på vores gårdsplads og pladsen foran kartoffelhusene.

Må mandagen møde dig blidt og give dig en god start på en ny uge, nu i vintertid.

Weekendglimt - min efterårsferie

• Jeg søndagssumper efter en dejlig lørdag. 

• Lørdagen bød på langsom morgenstart og derefter træning i LOOP. Så var der tid til at gøre sig lørdagssmuk med det pæne tøj, makeup og håret sat. Det var tid til fætter-kusinekomsammen på landmandens fars side. Vi sad i festudvalget og havde booket tid til en rundvisning på det lokale mejeri. Det blev en fantastisk oplevelse. Jeg havde ikke høje forventninger om det, men efter rundvisningen, som blev kompetent udført af en morsom og klog medarbejder, stod det mig klart, at mejeriejeren i den grad har fundet sin egen hylde: hellere være en original end en kopi.

 Og så er jeg vild med målsætningen for mejeriet:

• vi skal have det sjovt
• vi skal tjene penge
• vi skal ikke have det så sjovt, så vi ikke tjener penge
• vi skal ikke tjene så mange penge, at vi glemmer at have det sjovt

Vi skreg af grin, da vi så en kalender i en af produktionshallerne. Kvinderne på arbejdspladsen havde sagt, at de ønskede sig en kalender, som man kan finde i mange værksteder rundt omkring i det ganske land. Her var det blot de mandlige medarbejdere inklusiv mejeriejeren, som var fotograferet i bar overkrop midt i produktionen. Og lad mig sige, de havde absolut ikke modelmålene. men hold op hvor er det bare skøn humor. Og det på en arbejdsplads med en chef og hustru som er meget troende, så her kan fordommene godt droppes.

Stenen her ovenfor har sin ganske særlige historie, den hedder Energisøjlen, er hentet på Lofoten og skal sammen med de små sten symbolisere de små kamps mod den store. Mejeriejeren og opfinder og dermed også indehaver af utallige udmærkelser for gode mejeriprodukter så som forskellige is, mouse, lækker smør, kærnemælkssoftice og energitætte is og sorbet. De sidste bruger vi rigtig meget på min afdeling til småtspisende patienter. Efter 8 år kom Systemet og forlangte, at mejeriejeren ikke måtte kalde sin is Energitæt is mere. Det ville han ikke acceptere og slet ikke betale bøden på 10.000 kroner. Så han kørte sagen gennem hele systemet og efter fire år med advokatbistand (hvor mejeriejeren havde sat penge til side for at betale advokatregningen) endte han med at få medhold i højesteret. Dermed blev regningen ikke så dyr og i stedet for brugte han pengene (og mere til, formentlig) på den smukke skulptur. Hellere en original end en kopi.

Der er mange flere historier om den originale mejeriejer, dem lader jeg ligge.Vi havde valgt en rundvisning med en medarbejder, der tidligere var mejeriets samarbejdspartner i det offentlige for at få mennesker med særlige behov eller unge på kontanthjælp i arbejde på mejeriet. Man kan godt få en rundvisning med "ham selv", men det tager længere tid og koster mere. Og vi havde kun halvanden time til rådighed, inden vi sluttede af med eftermiddagskaffe og aftensmad på Hotel Søparken. Det blev også en skøn oplevelse med tid til snak, latter, genopfriskning af minder og en gåtur rundt om søen ved hotellet.

Indlægget startede i punktform, men tog sin egen retning, ligesom jeg undervejs er blevet mere kuldskær og har fået ondt i halsen. Det satser jeg på, at hyldebærsaft og te kan kyse væk. Jeg skal gerne på arbejde i morgen.

Udenfor får vi af og til et drys sne, men nu har solen fået magt. Landmand skal træne hunde sammen med sine træningspartnere, jeg holder mig indendørs med strikketøj og Den store bagedyst/serier. Må din søndag være kærlig og mild ved dig.

Hverdagsglimt 6 - min efterårsferie

• Fredag blev en skøn dag. Fredag blev nemlig dagen, hvor jeg overtalte landmanden til at holde fri. Og bagefter overtalte ham til at holde fridag sammen med mig.
• Så vi spiste brunch sammen på Kunstcafeen i Blokhus, maden var lige så god som første gang jeg var der (og der var rigeligt).

• Bagefter gik vi ned til havet, men landmanden havde ikke nok overtøj på, så han stillede sig i læ, mens jeg gik helt ned til vandkanten. Hold nu op som min krop og sjæl falder helt til ro ved at stå der. 

• Hjemme slappede vi af, drak te, surfede på nettet, mens landmandens Youtube liste med god musik underholdt os.

• Siden hen drog vi til Aalborg, først en tur i Jægeren og Lystfiskeren, hvor jeg fik købt en vandrerygsæk og dermed fik brugt det sidste af mit gavekort.
• Landmanden blev lokket ind i Salling, så jeg kunne vise ham Salling Roof top. Denne gang gik jeg selv ud på glasgulvet. Landmanden travede bare der ud og lokkede en ung pige til, at de skulle hoppe sammen. Selv om jeg udmærket ved, at holdbarheden er gennemtjekket, så var min krop ikke overbevist.

• Til slut rundede vi Magasin og jeg er nu en smuk cardigan i blågrøn rigere.
• Hjemme igen hoppede jeg i traveskoene, så de 10000 skridt kunne rundes. Dagene er korte nu, og på søndag bliver det endnu hurtigere mørkt. Snart er der ikke længe til, at jeg kører i mørke, både på vej til og fra arbejde.

• PS og da jeg havde et gavekort til Salling, blev mit indkøb der et kalenderlys, shh J.... taler vi ikke om, men nu er det i hvert fald på plads. 
• God lørdag til dig.

Hverdagsglimt 5 - min efterårsferie

• I går brød jeg langt om længe det mentale fængsel, jeg havde været i, og som forhindrede mig i at komme af sted til styrketræning. Min fysioterapeut havde pointeret det mange gange, jeg selv kunne mærke, at jeg manglede det og alligevel gik der over et halvt år, før jeg fik brudt alle mine undskyldningers tykke mure ned.
• Men først startede jeg dagen med at få ryddet op overalt, så rengøringsselskabet kunne komme til.
• Mens der blev gjort rent, hyggede jeg med kontorarbejde, morgenmad, strik og seriekigning. I dag var der kun en rengøringsassistent, så det tog længere tid, end når de er to.

• Kontoret har det med at blive landmandens fralægningssted. Ligesom alt det, som han burde se på, stables højere og højere op. Nu er bunkerne kommet ind på spisebordet i køkkenet, så satser jeg på, at vi får kigget dem igennem i morgen.
• Kontoret føles pludselig større og mere rummelig, så jeg fik gjort rent og måske var det den følelse af godt arbejde, der fik mig til at fortsætte.
• Jeg kom på genbrugspladsen med forskellige ting, jeg fik handlet ind og afleveret pantdåser (det var altså nemmere at sætte en kasse med 24 sodavand ind i automaten end dåser) Tro mig - en lang kartoffelsæson med fem, der får en sodavand hver dag - det bliver til rigtig mange dåser. Min arm gik i pendulfart mellem indkøbsvogn med flere kasser med tomme dåser og automaten.
• OG jeg kom i LOOP. Tit når jeg starter efter lang tids fravær, kan jeg nemt komme til at snyde og kun tage en runde. I går tog jeg begge runder og jeg tog ti minutters opvarmning mod normalt fem, hvilken skøn følelse det var bagefter. Nu håber jeg, at jeg hurtigt kommer af sted igen, for ellers går det som sidste gang, og det orker jeg ikke.

• Aftensmaden i går var ovnstegt flæsk med persillesovs. Landmanden nød denne ret, som han som barn var godt træt af, for der fik de den ustandselig. Og jeg elskede, at jeg havde lavet ovnbagte rodfrugter. Det er ikke landmandens livret, men i går spiste han det med velbehag. Jeg er vild med rodfrugter på den måde, og som altid ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde lavet flere, så jeg kunne få resten kolde til frokost næste dag. Vi spiste det rub og stub. Hundene nød at få et stykke flæsk, og så er der lige nok til en rugbrødsmad til landmanden i morgen.
• I dag er min sidste feriedag, på mandag starter hverdagen igen med fuld fart over feltet. Jeg vil i dag lægge en god arbejdsplan, hvor jeg booker mine dage, så andre ikke booker møder. Indimellem synes jeg, at jeg ikke laver andet end møder, besvarer mails og holder alle tovene i sving. Min november og december skal være anderledes, forhåbentlig. 
• God fredag til dig.

Organdonation

Som skrevet i forrige indlæg var jeg til møde, hvor en organdonationsansvarlig sygeplejerske fortalte om forløbet i forhold til organdonation.  Det gav mig faktisk ro i forhold til hvilken rolle jeg som sygeplejerske har. Derudover fik jeg også udvidet min viden om selve dødsprocessen ved organdonation.

Min egen holdning til at være organdonor har svinget fra et klart nej til usikkerhed, fordi som jeg skrev:

jeg synes, man frarøves den sanselige oplevelse af livets udånding og måske dermed en vigtig brik i det at sørge. Det at få lov til at holde sin kære i hånden og mærke livet forsvinde, har jeg selv følt som godt og rigtigt. Samtidig ved jeg også, at for andre har det været godt at vide midt i sorgen, at deres kæres organer blev brugt til at redde et andet liv. Og så har de kunnet acceptere at skulle tage afsked, mens kroppen stadig var varm, og organerne blev holdt i live af en maskine.

Det jeg fik med var:

Har man tid og hvordan foregår det?

• Der er ikke et tidspres i forhold til at tage stilling, hvis ikke patienten har gjort det.
• Forløbet er dette, at man giver al den behandling, der er mulig. Når man må erkende, at behandling ikke har en virkning, og patienten er i koma, informeres pårørende om, at deres kære er døende.
• De informeres også om, at der nu vil gå seks timer, og så vil to speciallæger vurdere om patienten er hjernedød. Allerede her vil nogle pårørende stoppe op og sige, min kære vil gerne være organdonor, er det en mulighed? Andre siger måske ikke noget og det er ikke her, man taler om organdonation. Man skal have tid til at erkende, at ens kære er døende.
• Undersøgelsen for hjernedød er en meget omfattende undersøgelse, og man tilbyder pårørende at være med, fordi det somme tider kan være med til, at man helt forstår, at ens kære faktisk er død. (De er jo varme, hjertet holdes i gang, blodtrykket holdes oppe, lungerne holdes i gang osv) Undersøgelsen slutter med, at patienten kobles fra respirator i ti minutter. Her vil de pårørende kunne se, at patienten ikke trækker vejret og det er ofte her, det først for alvor går op for dem, at døden er indtruffet.
• Denne undersøgelse gøres igen en time efter. Og viser de to undersøgelser, at patienten er hjernedød, erklæres patienten for død.

Afskeden med sine kære

• Herefter tages der samtaler med de pårørende om organdonation. Hvis ja, går organdonationscenteret i gang med at finde mulige donorer. Imens får sygeplejersken talt med de pårørende om, hvordan de gerne vil tage afsked med deres kære. Skal det være nu? Skal der være ritualer så som sang, lys, præst til stede eller andre former for ritualer? Vil de gerne se patienten efter organdonation er afsluttet? Vil de blive og se den afdøde køre bort eller vil de hellere selv gå efter afskeden, før den afdøde køres ned på operationsstuen?
• Der er lavet en undersøgelse, hvor man har talt med mulige organdonorers pårørende. Og et af argumenterne for at sige nej er lige nøjagtig det, jeg har skrevet som min begrundelse. Men der er også pårørende, der bagefter fortryder eller ærgrer sig over, at de ikke sagde ja.
• Senere kan man få at vide, hvilke organer, den afdøde har doneret. Man får ikke at vide navne, men man får f.eks. at vide, at en ung mand fik hjertet, en kvinde i 50erne den ene nyre osv. Det havde sygeplejersken erfaring for, at det var de pårørende glade for og at det også var noget, man nævnte ved begravelsen/bisættelsen.
• De pårørende i min region får et takkekort fra Region Midt, det er her organdonationscenteret ligger, og man bliver også inviteret til en mindeceremoni året efter, hvor der står lys tændt på bordene for alle de mennesker, der har doneret deres organer i det år.

Hvornår kan man donere organer?

• Det er kun ved hjernedød, at man kan donere organer. Dvs typisk ved skader i hjernen, traumatiske, blødninger, blodpropper, betændelsestilstande, massiv skade pga iltmangel og lignende.
• Man skal være tilkoblet en respirator, som trækker vejret for en. Og ens organer skal være raske og der skal være match på ventelisten

Du kan finde mange flere spørgsmål og svar her.

Min egen holdning er stadig i usikkerhedsfasen, og hvis jeg siger ja, så bliver det i den rubrik, hvor man skal spørge de pårørende, om de accepterer dette. Ganske enkelt fordi mine børn skal have muligheden for at sige, at de har brug for den "sanselige afsked".

Hverdagsglimt 4, min efterårsferie

• I går morges gjorde jeg det - skyndte mig at tage traveskoene på, inden jeg fortrød, og så gik jeg ud i mørket. Der er noget ganske særligt ved at gå, mens nattens sidste favntag slippes og dagens lys breder sig. Ikke som en fantastisk morgenhimmel som i fredags, men som en grålys himmel, som alligevel indgyder håb for dagen. 

• I dag er jeg startet langsomt, har læst en bog, strikket et par pinde, nydt min knækbrød med cheddarost. Søvnen drillede mig i nat, så jeg nyder, at jeg har ferie og ikke skal håndtere en arbejdsdag. Generelt er min søvn blevet meget bedre, så de nætter, hvor det driller både at falde i søvn og at jeg vågner efter få timer, vælger jeg at nyde som ekstra timer i døgnet. 

• Landmanden var af sted det meste af dagen i går til et møde langt nede i landet. Det blev udnyttet til, at jeg gav den maks gas i stuen flere gange med fuld volumen på musikken, dansen og sangen. Jeg følte mig lidt dum, da jeg pludselig opdagede ham midt i stuen, hundene havde svigtet mig og ikke givet lyd fra sig. Men hvor var det bare skønt at danse, og skridttælleren nåede da også op på 16000 skridt.

• I dag står den på bytur. Jeg skal tappes for plasma og på vores personalemøde kommer en intensiv sygeplejerske og fortæller om organdonation. Det vil jeg gerne med til. Jeg håber, vi bliver klogere på, hvad vi skal gøre, når en patient HAR taget stilling og ønsker at donere sine organer, hvis vedkommende dør. Det kan nemlig nemt komme til at handle mere om det AT tage stilling, det er også vigtigt, men det er mere vigtigt at tage med sine pårørende.
• I går diskuterede jeg med mig selv og fiktive diskussionspartnere om min egen stillingtagen til organdonation. Jeg er stadig ikke sikker. Jeg synes, man frarøves den sanselige oplevelse af livets udånding og måske dermed en vigtig brik i det at sørge. Det at få lov til at holde sin kære i hånden og mærke livet forsvinde, har jeg selv følt som godt og rigtigt. Samtidig ved jeg også, at for andre har det været godt at vide midt i sorgen, at deres kæres organer blev brugt til at redde et andet liv. Og så har de kunnet acceptere at skulle tage afsked, mens kroppen stadig var varm, og organerne blev holdt i live af en maskine. I forhold til mig selv kan jeg mærke, at jeg har brug for at snakke om det med mine pårørende, så den snak må vi finde tid til.

• Egentlig havde jeg tænkt mig at tage tidligt ind til byen og se på vintertøj. Jeg mangler støvler, trøjer, nederdele og en farvestrålende vinterfrakke, jeg gad godt at finde en rød frakke. Det bliver så ikke i dag, jeg orker i forvejen ikke shopping, så tanken om shopping med træthed i hjernen udmatter mig på forhånd.

• I stedet for vil jeg sætte musik på og få startet på opgaven med at få tørret støv af, støvsuget og vasket vinduer i de tre værelser og kontor, som rengøringsselskabet ikke tager. Så er hele huset rent, når de har været her i morgen. Nu betaler jeg dem nemlig også for at vaske mine vinduer indenfor. Det er bedre end at bruge penge på nyt tøj :-)

• God onsdag til dig.

Hverdagsglimt 3 - min efterårsferie

• Mit foretrukne læsested og seriekigningssted er blevet inde i det ene værelse, hvor mine forældres stol står. Det er som om den giver mig tryghed og ro, og her kan jeg forsvinde væk fra alt det, der har det med at fylde min hjerne, både privat og arbejdsmæssigt.

• I går morges læste jeg en bog færdig, hvor jeg endte med at hulke højt. Nok en kombination af min standby tilstand og bogens emne. Jeg havde ikke forventet mig så meget af bogen. Regnede med at den blot var en letlæselig feelgood bog. Jeg har før læst noget af Colleen Hoover, denne gang var det Det ender med os. Og den handlede om noget helt andet end det, jeg troede. Og efterskriften fra forfatteren satte punktum på en smuk måde. Så lad være med at læse den først, hvis du er sådan en, der læser slutningen først. Efterskriften skal du først læse til sidst. Og titlen på bogen får en smuk og beskrivende betydning i bogen. Den kan anbefales.

• I går havde jeg inviteret mig selv på formiddagste hos min svigerinde, som havde fødselsdag. Min svoger og svigerinde er kloge og vise mennesker, og de var lige det selskab, jeg trængte til i dag. Min svigerinde og jeg gik en lang tur gennem skovområderne bag mit sygehus og fik samtidig snakket om alt mellem himmel og jord. Mine svogre og svigerinder på min mands side er for de flestes vedkommende ældre end os, landmanden er jo nummer syv i rækken af ni. Og det betyder, at jeg har en lang række rollemodeller for, at livet op gennem 60erne og 70erne ikke behøver at være stillestående. Hver især fylder de hverdagen ud med masser af aktiviteter, om det er børnebørn, kurser, foredrag, koncerter, motion, udvikling eller genopfriskning af kreative evner. Jeg er så glad for at kende dem.

• I går morges efter landmanden var taget på jagt, gik der 11 fasaner på min gårdsplads. Det var nogle af dem, landmanden har sat ud. Jeg måtte så pænt gå ud og lige så stille få dem til at gå  tilbage til markerne. Landmanden nyder at være færdig med kartoflerne, jeg har ikke set ham i tre dage. Han kommer først hjem til aftensmaden og så falder han i søvn bagefter på grind af alt det vandren og friske luft, han får med hundetræning og jagt.

• I dag er det frisørdag. Det sjove er at alle, som ikke ser mig hver dag, kommenterer min frisure lige for tiden. Jeg har da været korthåret siden før sommerferien, men sidste gang fik jeg hende til at lade det være lidt længere i toppen, og alle mine lyse striber er nu ude af håret. Min frisør og min datter synes stadig, der er spil nok i håret. Jeg kan dog godt blive lidt forskrækket, når jeg møder mig selv i spejlet, for de grå hår er ikke så dominerende og dermed er jeg mere mørkblond, end jeg har været i mange år. Jeg nyder det korte hår, det er dejligt nemt at tørre om morgenen.

• Indtil nu har jeg holdt mit løfte om at gå en tur hver dag i mine ferie. Der er andre løfter, jeg ikke har holdt, vi får se, om de når at blive indfriet, inden ugen er slut. Må du får en god dag, hvor dine løfter til dig selv bliver indfriet.

Hverdagsglimt 2 - min efterårsferie

• Der sker ikke det store på matriklen, i hvert ikke på den del, der er mit område. Jeg har tusinde planer og ingen bliver effektueret. Sådan må det være, lige nu
• Jeg strikker strømpe og sjal - i dag holder jeg så lige en pause, for et hold i nakken generer mig. Og nej, kjolen er jeg ikke i gang med, den ligger og nedstirrer mig, hver gang jeg går forbi. Jeg kan vel skrive om den så meget, at jeg overvinder min irrationelle modstand og får den færdig. Hvis ikke den klæder mig eller den er blevet grim, kan den komme til genbrug.
• Landmanden er på jagt og egentlig havde jeg bestemt, at jeg ville vende mig om på den anden side, når hans ur ringede, og sove videre. Men jeg stod op og bryggede te til ham. Det scorede jeg lige maksimum point på i taknemlighed.
• Seriekigning har været min beskæftigelse fra klokken seks til nu, mens en varmepude og panodil forsøger at få has med nakkeholdet.
• I går kom jeg først ud og gå sidst på eftermiddagen. Det gjorde godt og jeg er også trukket i aktiv tøj, som blot mangler vandrestrømper og sko samt min lune trøje, så er jeg klar til at sætte det ene ben foran det andet. 

• I bryggerset pøler hundene. I følge en vendsysselsk ordbog betyder at pøle at fare frem. For mig betyder det, at hundene slås på en godmodig måde og drøner rundt i bryggerset og laver støj og larm. Jeg har ofte sagt til mine børn: hold op med al den pølen, når larmen og legen var ved at kamme over i skrig og skænderi.
• Jeg dagdrømmer meget, og nogen gange tænker jeg på, om det hindrer mig i at være til stede i nuet eller om det hjælper mig til at håndtere nuet. 
• Inde på værelset ligger en bunker bøger, jeg har lånt til efterårsferien. Nogle skal blot kigges igennem for inspiration, andre skal læses. På min hylde ligger også litteraturklubbens næste bog, men blot fordi vores underviser/læseguide sagde, at det var en grum historie, så har det allerede skabt en modstand inde i mig. En anmelder skriver: Hvis du har mod på en barsk, men også nødvendig roman om et mørkt kapitel i menneskehedens historie, så er ”Den underjordiske jernbane” et must. Og det bringer min indre Rasmus Modsat frem. Nå, men det er jo lige nøjagtig derfor, jeg meldte mig ind i litteraturklubben, jeg har brug for at blive udfordret i mine læsevaner. Og jeg skal også nok få den læst, jeg snupper bare lige et par feel good bøger først.

• På en eller anden underlig måde føler jeg mig sat på stand by - gad vide hvornår play knappen bliver trykket på? Indtil det sker snupper jeg lige en kop te og en serie eller et par sider i en bog. God søndag til dig.

Hverdagsglimt 1 - min efterårsferie

Det fungerer godt for mig at skrive i punktform. Førhen har jeg gjort en dyd ud af at flette de forskellige emner sammen til ét helstøbt indlæg med overgange og afslutninger. Det synes jeg, at jeg har sværere ved nu.Så min efterårsferies bloggerier vil komme i punktform.

• I dag har vi afholdt vores lille høstfest som afslutning på kartoffeloptagningen. Vi var kun os tre, som til daglig har vores arbejdsgang på gården. Vikarbureauets folk er stoppet for flere dage siden. De er dyre folk at have, men det er nemmere end at skulle finde sæsonarbejdere for halvanden måned, som kan varetage arbejdet. Det havde vi ikke problemer med før, det har vi til gengæld haft de sidste år: de kan ikke det, de siger, de kan, de møder ikke op, og de melder sig heller ikke syge, de bliver bare væk. Og det kan vi ganske enkelt ikke overleve på. Kartoflerne skal op, når tid og vejr er til det. Høstfesten bestod i rundstykker og kage til formiddagskaffen/teen og lækre smørrebrød fra den lokale Meny til frokost. Nu kan vi vist alle trille hjem.

antal skridt på sidste arbejdsdag før ferien

bunddækket ved min arbejdsplads

• Farmers indlæg i dag fik mig til at klukke lidt, jeg elsker den sidste sætning: "Det er lidt pudsigt, at tredøgns vejrudsigter med særdeles høj fejlprocent kommer fra samme institut og mennesker med den samme grunduddannelse, som mener sig i stand til at forudse klimaet 50 år frem." 

blomsterne lyser op når jeg går ud af døren fra min arbejdsplads

• Landmanden var kommet alt for sent i seng i går aftes, kom til at overvære Debatten på DR 2 om kødspisere versus plantespisere. Han manglede faglighed, han manglede blandt andet at en eller anden spurgte til, hvordan man skal gøde jorden, hvis dyrehold skal væk. Jeg har googlet lidt, fordi jeg syntes, det var et interessant spørgsmål. Jeg blev ikke så meget klogere på det faglige i kun at basere sin gødning af jorden på grøngødning. For jeg ved fra interview med en økologisk landmand, at han oplevede mere nitratudvaskning fra jorden, da han gik over til grøngødning fra gylle (som jo gerne må være fra konventionel landbrug, det er der dispensation for). Jeg må erkende, at jeg ikke orker at sætte mig ind i problematikken, så det forbliver blot et hverdagsglimt i min hverdag.

morgenstund

• Første feriedag startede godt med en gåtur, mens solen stod op. Jeg håber, at den takt kan holdes resten af ferien, for det gjorde godt i krop og sjæl.

• Solskin og det at jeg var i god tid til afhentning af smørrebrød fik mig til at gå ad små veje hen til biblioteket. Jeg nyder at gå rundt på biblioteket og kunne sagtens se mig selv sidde med en kande te og en stabel bøger midt i det skønne rum. Det er der forbavsende få, der gør. Nærmest kun forældre til legende børn. En sad dog og læste avisen med en kop kaffe ved siden af.

• "jeg kan slet ikke kende dig med tøj på" Sætningen ligger lige på læben, når man møder kolleger fra sygehuset, ikke mine egne kolleger, udenfor sygehuset. Jeg har kun sagt det højt en gang, men heldigvis kunne den kvindelige kollega og jeg grine højt sammen. Folk ser bare anderledes ud, når de kommer i uniform, og med uniformen kommer også deres fagidentitet, begge dele spiller ind, når man lærer dem at kende i faglige sammenhæng. Derfor gik der lidt tid, før jeg midt i en reklame for et program på kanal 4 (Velkommen til Verden) pludselig indså, at den unge nervøse far, som bed negle, faktisk var en tidligere kollega, som er en superdygtig læge. Han lignede jo en skoledreng, selvom jeg godt ved, at det vist er nummer 3 og 4, at de fik (hvis ikke det er 4 og 5). Jeg må være gammel, når alle under 40 ligner skolebørn i deres almindelige tøj. På arbejde tænker jeg aldrig over alderen, hvis jeg fornemmer, at de kan deres arbejde.

•  Nu vil jeg finde min barndomsstol og få gang i strikning af en strømpe, som har ligget længe. Det kan måske få mig videre til min strikkede kjoles færdiggørelse. Hvem ved? Alt kan ske, når man holder oktoberferie. Du ønskes en god fredag.

Strøtanker nummer et eller andet

• Jeg havde det på fornemmelsen, så jeg havde forberedt mig mere, end jeg plejer. Søgt svar hos en læge til dybere svar end jeg vanligvis bruger at give til børnesamtaler. Og det var godt. De fire unge mennesker i alderen 16 - 22 havde mange spørgsmål om deres forælder, som var blevet ramt af en blodprop i hjernen. Vi var omkring årsager, bivirkninger, hvorfor medicin, hvad med dem, skulle de tjekkes osv. Jeg tror, jeg fik givet dem svar på det meste, også selv om en startede med at spørge, om jeg var læge og måske blev lidt skuffet over at skulle tale med en sygeplejerske.
• Jeg skulle introducere en kollega til dagafsnittet, hun var så syg, så jeg tog tjansen alene. Der var nok at se til, og jeg var helt ærgerlig over, at jeg ikke kunne nå at afslutte alle tre, fordi jeg skulle have børnesamtale. Det føles forkert, når jeg har været tovholderen hele dagen på deres undersøgelsesprogram. Det var mig, de havde fortalt hvordan de havde det. Det var mig, der i løbet af dagen havde lært dem at kende og kunne se, da jeg kom ud fra samtalen, at den ene pårørende var brugt og træt.
• Det kan være svært for patienter og pårørende at forstå, at vagtskiftet gør, at alt det ikke akutte går i stå, indtil næste vagthold har sat sig ind i, hvad de skal gøre.
• I dag fik jeg min bil igen. Det viste sig, som jeg havde frygtet, at jeg havde mærker efter stenslag over hele bilen, ikke bare på forruden. Jeg håber inderligt, at mit forsikringsselskab kan argumentere, så lastbilens forsikringsselskab påtager sig betalingen og jeg ikke skal betale selvrisiko.
• Aftensmaden her i huset blev pizza fra fryseren til landmanden og A38 med frugt og mandler til fruen. Jeg er for træt til at tænke i sundere baner.
• Jeg havde den dejligste aften i går sammen med Liselotte, Ella og alle de andre skønne strikkekvinder til sæsonens første strikkecafe i Garnudsalg.dk. Min kjole ligger lige så fint i sin taske, jeg mangler at montere og strikke et knaphul, men min hjerne har fået bildt mig ind, at det kan jeg ikke finde ud af. Jeg satser på at feriens snarlige tilsynekomst kan få hjernen overbevist om det modsatte.
• Og de andre strøtanker fandt jeg her, længe leve min blogs søgefunktion.

Håber du har haft en god og meningfyldt onsdag, det har min været.

Løvfaldssommersøndag

Jeg har nydt dagen i dag, den startede med, at jeg vågnede og skulle på toilettet. Der var bælgravende mørkt udenfor, og mens jeg i mørket listede ud på toilettet, håbede jeg på at kunne falde i søvn igen. Stor var min overraskelse, da øjnene faldt på uret på badeværelset. Klokken var syv! Jeg var gået i seng ved ti tiden, havde løst lidt sudoku og faldt ret hurtigt i søvn. Jeg havde sovet i mindst otte timer!

Der var ingen grund til at sove videre, så jeg fodrede hunde og åbnede døren ud til. Lidt senere vågnede landmanden og jeg lavede søndagsmorgenbord med lune boller, blødkogt æg og gode oste. Bagefter tog vi hver vores tekrus og satte os ud ved det lille bord langs huset. Og her blev vi siddende i lang tid.

Jeg var stadig iført nattøj, morgenhår og morgensøvn i øjenkrogene. Men lige der nød jeg solens spil med løvet i træerne. Jeg nød, da gæssene fløj formationsflyvning henover gårdspladsen. Landmanden og hundene forsvandt indimellem, men jeg blev siddende og nød det hele.

Dagen er gået med indkøb, tøjvask og mest af alt afslapning. Om lidt skal jeg tage mig sammen, for jeg har nogle små hængepartier, som skal klares inden i morgen. I morgen skal jeg ind ekstra i dagvagt. Vi får to kolleger tilbage fra barsel, der er mange erfarne på ferie, så jeg snupper en dagvagt, hvor jeg skal gå sammen med de to skønne kvinder. Hvad er der sket på det år? Af erfaring ved jeg at der er sket meget mere, end jeg lige kan komme i tanke om. Derfor er det også godt, at vi sammen får ansvaret for en flok patienter, så dukker alt det nye automatisk op.

På falderebet får I lige en boganbefaling. Jeg er startet igen i år i litteraturgruppen, dog måtte jeg undvære den første gang. I torsdags drøftede vi Løgnerens Hus af Katrine Nørregaard. Den dag jeg havde hentet den, var jeg træt og stresset, så jeg satte mig ind i det værelse, hvor mine forældres stol står. Den stol, der har været til stede lige så længe som jeg har. Her i en solstråle med en kande te ved min side begyndte jeg på bogen, og jeg blev siddende i stolen, indtil bogen var læst færdig.

Jeg var vild med bogen. Det var der flere af min gruppe, der ikke var. Flere syntes, de kunne mærke, at forfatteren er ung, hun var 22, da bogen blev udgivet. Jeg havde ikke tænkt over det, mens jeg læste. Bogens stil med at lade historien blive fortalt af tre Jeg personer, mor, datter, barnebarn gik rent ind hos mig. Men jeg elsker de drøftelser, vi har i gruppen, de udvider min horisont og da jeg kørte hjem, tænkte jeg meget over spørgsmålet: hvem er egentlig løgneren? Det troede jeg, at jeg havde ét svar på, men der er faktisk flere svar. Håber du har nydt søndagen.