STRØTANKER OG TEKST-TV

Skader kan genkende sig selv i et spejl – hmm

Nyfødte skal kunne bortadopteres fra fødslen og ikke som nu, først når de er 7 år – hmm

Kim Larsen sponserer stor kampagne mod rygeloven med slogan der læner sig op af nazisternes Arbeit macht frei – hmm

Det er de overskrifter, jeg tænker over. Den frygtelige med flystyrtet i Spanien gør så ondt, den får mig til at tænke på de pårørende, som nu går i uvished om deres elskede er ramt.

Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal bruge skadens spejlgenkendelse til andet end som unyttig viden, som garanteret lige nu bliver lagret i langtidshukommelsen, fordi jeg nu har læst det, skrevet det og tænkt over det.

Jeg har her til morgen læst en blog med en mors beretninger om sit hverdagsliv med tre adopterede børn, ingen af dem er over 7 år. De børn ved, at hun er deres mor. Børn, født af mødre i Danmark som man ved ikke vil kunne tage sig af dem, må være i plejefamilier, til de er syv år, før de kan bortadopteres. Er det til barnets tarv? Jeg ved det ikke, her har jeg ingen facitliste.

Kim Larsen fatter jeg ikke. En ting er, at han synes, det er træls, at han ikke må ryge indendørs, noget andet er, at han poster så mange penge i en kampagne, hvor man vælger sådan et citat. Rygelovgivning har der været i mange andre lande længe. I 1996var vi i Skotland, landmanden har aldrig røget så lidt som der, til gengæld var luften dejlig frisk, så selv landmanden kunne lugte det ;-)

Strøtanker på en stille morgen.

Strøtanker nummer et eller andet

• Jeg havde det på fornemmelsen, så jeg havde forberedt mig mere, end jeg plejer. Søgt svar hos en læge til dybere svar end jeg vanligvis bruger at give til børnesamtaler. Og det var godt. De fire unge mennesker i alderen 16 - 22 havde mange spørgsmål om deres forælder, som var blevet ramt af en blodprop i hjernen. Vi var omkring årsager, bivirkninger, hvorfor medicin, hvad med dem, skulle de tjekkes osv. Jeg tror, jeg fik givet dem svar på det meste, også selv om en startede med at spørge, om jeg var læge og måske blev lidt skuffet over at skulle tale med en sygeplejerske.
• Jeg skulle introducere en kollega til dagafsnittet, hun var så syg, så jeg tog tjansen alene. Der var nok at se til, og jeg var helt ærgerlig over, at jeg ikke kunne nå at afslutte alle tre, fordi jeg skulle have børnesamtale. Det føles forkert, når jeg har været tovholderen hele dagen på deres undersøgelsesprogram. Det var mig, de havde fortalt hvordan de havde det. Det var mig, der i løbet af dagen havde lært dem at kende og kunne se, da jeg kom ud fra samtalen, at den ene pårørende var brugt og træt.
• Det kan være svært for patienter og pårørende at forstå, at vagtskiftet gør, at alt det ikke akutte går i stå, indtil næste vagthold har sat sig ind i, hvad de skal gøre.
• I dag fik jeg min bil igen. Det viste sig, som jeg havde frygtet, at jeg havde mærker efter stenslag over hele bilen, ikke bare på forruden. Jeg håber inderligt, at mit forsikringsselskab kan argumentere, så lastbilens forsikringsselskab påtager sig betalingen og jeg ikke skal betale selvrisiko.
• Aftensmaden her i huset blev pizza fra fryseren til landmanden og A38 med frugt og mandler til fruen. Jeg er for træt til at tænke i sundere baner.
• Jeg havde den dejligste aften i går sammen med Liselotte, Ella og alle de andre skønne strikkekvinder til sæsonens første strikkecafe i Garnudsalg.dk. Min kjole ligger lige så fint i sin taske, jeg mangler at montere og strikke et knaphul, men min hjerne har fået bildt mig ind, at det kan jeg ikke finde ud af. Jeg satser på at feriens snarlige tilsynekomst kan få hjernen overbevist om det modsatte.
• Og de andre strøtanker fandt jeg her, længe leve min blogs søgefunktion.

Håber du har haft en god og meningfyldt onsdag, det har min været.

SNE OG STRØTANKER

Morgenstunden er blevet brugt ved telefonen.

Det er ikke sjovt at blive gammel og tilmed ingen børn eller nære slægtninge til at snakke med.

Jeg er glad for de bånd, der blev knyttet mellem mine forældre og en endnu ældre kollega. Vi børn prøver at holde fat i de bånd, og jeg håber, vi kan hjælpe, så alderdommens skrøbeligheder ikke vælter personen helt.

Landmanden og jeg kørte ned til min far i går aftes med aftensmad, og vi fik et par hyggelige timer sammen. I går genopfriskede vi mine forældres tur til Nordkap, og igen mindede det mig om, hvor dejligt det er, at min mor altid skrev små noter undervejs og bagefter lavede en mappe om rejserne. Jeg må og skal have lavet system i vores billeder, og hvor ville det være godt, hvis jeg kunne finde ud af at lave back-up af bloggen, her står der jo også mange minder og historier om mit liv.


Udenfor er verdenen hvid, om lidt drager jeg ud i den, så jeg kan komme nyklippet på arbejde.

Karantæne strøtanker

Karantæneramt er jeg ikke, om end man aldrig ved, for landmanden og medarbejder havde lagt en plan, da de hørte, at mit sygehus var udtaget til at skulle rumme mennesker ramt af coronavirus. Mit afsnit er blevet mindre, fordi man har inddraget vores undersøgelsesstuer, et kontor, et toilet og vores opholdsareal til isolationsområde, mens man gør en hel bygning klar til at være pandemiafdeling.
Pandemi betyder en sygdom, der breder sig over en hel eller flere verdensdele.

Hvor vi før fik dejligt lys til afdelingen gennem endevæggens store vinduer, er der nu sat en væg op på tværs af gangen og ingen dagslys til vores side af gangen. Vi er fuldstændig adskilt fra isolationsområdet. Det er helt fint, et land og hospitaler skal forberede sig på det værst tænkelige, når en ny virus dukker op, som man ikke kender omfanget af, men det massehysteri, der har grebet medierne og befolkningen kan jeg kun stå måbende overfor. Jeg fatter det ikke. Jeg kan godt forstå, at mennesker med kroniske sygdomme eller lavt infektionsforsvar (som patienter i kemokure o.l) bliver bekymret. Dem jeg er mest irriteret på, er medierne.

Forleden dag hørte jeg et interview i P4 Nordjylland med en overlæge fra blodbanken. Journalisten startede med at spørge til, hvad coronavirus betød for blodbanken. Det betød selvfølgelig, at donorer, der havde rejst i de hårdest ramte lande, fik karantæne. Så blev der ellers bygget op til katastrofe, hvad betød det for mængden af blod til patienter. Ingenting lød svaret. Jamen hvis der kom mange lande, som donorer fik karantæne for efter at have besøgt dem. Ingenting lød svaret, for heldigvis var der mange donorer, der ikke rejste og de var altid gode til at troppe op. Jamen hvad betød det for donorkorpset at man nu havde fundet en dansk person med corona. Ingenting lød svaret. Jamen hvorfor dog ikke. Så var det helt tydeligt, at overlægen ikke anede, hvad han skulle svare den unge journalist. Faktisk kom der en lille undertrykt latter, som jeg tolkede som et opgivende suk. Han endte med at svare, at han ikke kunne se, hvordan det at et menneske i Danmark havde fået coronavirus kunne have betydning for et stort donorkorps (han nævnte, hvor mange donorer, der var i Danmark, det kan jeg ikke huske)

Tilbage til landmanden og medarbejderens plan, og husk nu at glimtet i øjet og det skæve smil kan I ikke se. Landmanden meddelte mig, at hvis der kom patienter med coronavirus til mit sygehus, så kom jeg i karantæne og måtte ikke komme på gården. Hvortil jeg smilende sagde, så må I jo klare jer selv med mad og vasketøj, for så tager jeg i sommerhuset. Sikke en ferie jeg kunne få, hvis jeg kun havde mit arbejde og mig selv at tænke på.

I dag vil jeg dog tænke på landmanden og hans medarbejder. De sorterer hver eneste hverdag i ugen og har måttet inddrage lørdagen også. Det er hårdt, jeg husker selv, hvor smadret min krop var, når vi sorterede kartofler fra morgen til aften ugens fem hverdage, men dengang var vi altså tyve år yngre. Så jeg er ved at bage fastelavnsboller, som de kan få som dessert efter frokosten. Jeg skal have også have fundet på et eller andet lækkert til aftensmaden, hvor der helt sikkert skal indgå kartofler i en eller anden udgave. Så har du en god kartoffelopskrift, vil jeg gerne høre om den. Også selv om du først læser dette indlæg en anden dag end i dag.

God lørdag til dig.

Strøtanker

• Mit afsnit skal ikke konflikte, så nu er det spændende om regionen vil lockoute os alle sammen. Vi får se.
• Jeg glæder mig så meget til min vinterferie, som takket være påsken bliver på 12 dage.
• Influenzaen hærger stadig både personale og patienter. Jeg er sluppet fri indtil nu, men blodbanken vil dog ikke se mig endnu, og det forstår jeg godt.
• I dag fik jeg lov til at køre på en snepyntet vej. vores stykke offentlig vej bliver ikke ryddet før op ad dagen. Så der var hvidt overalt halvanden kilometer, da jeg kørte klokken seks i morges. Jeg nød, at jeg har en god bil, er erfaren bilist og dermed også kunne nyde den sneglatte vej.
• Alle veje var fri for sne, da jeg kørte hjem klokken 17. Lidt kedeligt, men dejligt, når jeg gerne ville hurtigt hjem og slappe af.
• Jeg klapper mig selv på skulderne, for i går lavede jeg fasanlår, kartofler og en god sovs dertil. I dag blev resterne af kartofler og sovs serveret til pandestegte fasanbryster. Så nu skal jeg lige finde på noget lækkert tilbehør til de resterende fasanbryster i morgen. Dermed har tre fasaner sørget for aftensmad til to personer i tre dage, og jeg tror også, at der bliver rester til rugbrødsmadderne. Landmanden elsker rester fra aftensmaden og kogte æg på sine madder. Vi er leveringsdygtige i begge dele, alt sammen fra gårdens hønsehus og ejendommens vildtbesatte marker.
• Nu vil jeg nyde at jeg har et blad og et strikketøj, der venter på mig.
• Må du have noget godt, der venter på dig.

• 

  tidlig morgenstund på vej til sygehuset

Strøtanker

Weekendens dagvagter satte sit præg på den enlige fridag i går, jeg var fysisk træt samtidig med at jeg mentalt stadig var i vagterne, men også hos mine søstre og aftengudstjenesten søndag, hvor vores fars navn blev læst op.

”har du fri i dag, du ser dejligt afslappet ud” var indgangsordene til mig fra min fysioterapeut i går. Så udadtil kunne det indre tankekaos og den mentale to-do-liste for fridagen ikke ses. Min albue driller mig, jeg sidder alt for meget ved computer og min liggestilling i sofaen herhjemme med bærbar og iPad er absolut den største synder. På arbejde har jeg hæve-sænkebord og trådløs mus, begge redskaber der hjælper mig til at have fokus på siddestilling og armens position. Dejligt afslappet gik jeg ud fra fys og satte mig ind i min bil. Min dejlige bil med alle dens alarmer, som sikrer at jeg ikke glemmer eller ikke bemærker at noget er galt. I går kom den med alarmen om at parkeringslyset ikke virker. Og så kørte jeg. Bilen virker mærkelig. Det er nok vejbelægningen her. Nej det er det ikke, der er noget galt. Bilen ind til siden. Væk fra hovedgaden. Et hjul punkteret, meget punkteret, Faktisk totalt flad. Ikke en meter mere ville jeg køre. Ringe til Falck, 90 minutters ventetid. Og så brød det mentale kaos frem, for jeg græd, lige midt i hverdagen, lige midt i byen, lige midt i kulde og to-do-lister. Jeg vidste, at gråden ville komme, da jeg ringede for at fortælle landmanden det. Jeg vidste det, akkurat ligesom i barndommen, hvor tårerne først kom, når jeg så vores unge pige i huset eller min mor efter at være løbet hjem med en flænge/skramme på knæet eller hånden efter fald uden at græde. Tårerne blev tørret væk, og så handlede jeg ind og drak varm kakao i den lokale bagerbutik, hvor der var cafebord indendørs. Hjemme igen gav jeg mig tid til at drikke varm te og spise kage sammen med landmanden, og de første brunkager var blevet hjemkøbt og de smagte meget bedre, end de gør, når vi er en måned længere henne.

Senere igen efter at det vigtigste på to-do-listen var lavet, gav jeg mig tid til at snakke, grine og diskutere med landmanden. Jeg blev så vågen af diskussionen og latteren, at jeg ikke kunne sove. Nu er søvnen et overstået kapitel, min lange arbejdsdag skal i gang. Det er dagen, hvor jeg skal deltage i et projekt fra 17 – 19, så derfor ingen grund til at køre hjem. Jeg skal i øvrigt også have forberedt det sidste, det som blev strøget fra to-do-listen i går for at jeg kunne grine og diskutere. Det når jeg nok, sådan er jeg, jeg når næsten altid i mål, og jeg er nærmest altid næsten helt henne ved deadline, før jeg rykker. Sådan har det været lige siden folkeskolen, ingen grund til at ændre på det som næsten 60årig.

PS tak for de dejlige kommentarer på sidste indlæg, jeg har læst dem og kommenterer senere.

God tirsdag til dig.

STRØTANKER

De ligger overalt, på min bil på parkeringspladsen, i kroge og hjørner. De lyser op med gyldne farver i alle nuancer.

Der er smukke mønstre, der ligner aftegninger af ansigtets rynker. Der er pletter, som minder om hudens ældning.

Som årer på en hånd træder årerne på bladet frem. Det ligner min hånd. Sådan en hånd vil jeg gerne forsøge at lægge en venflon i. Årer, der er tydelige og lige.

Forårets grønne farve ses hist og pist som vores indre følelse af stadig at være ung. Bladene ældes med ynde, faktisk er de mere spændende at se på, end da de var spængfyldte med energi og  livskraft i al deres grønne vælde.

Jeg har aldrig haft krise over min alder, jeg er aldrig gået i panik over endnu et årti, men jeg har svært ved at fatte, at mit liv er forbi midten af min livslinje. Det er underligt at tænke på. Jeg har levet i 56 år, jeg har stadig lyst til at leve og mod på at opleve, jeg har stadig lyst til at lære nyt og til at udfordre mig selv. Der er meget, jeg ikke har styr på, men i dag vil jeg fokusere på det skønne i livet og forsøge at være her. God dag til dig.

STRØTANKER

Når tempoet er sat ned
når der er tid til travetur
når der er tid til samtaler mand og kone imellem
når mørket falder på
når levende lys bliver tændt,
så får jeg vendt tankemylderet inde i mit hoved.

Alderen kan trykke på mange måder, og der hvor jeg er, ser jeg nu, hvad fremtiden måske kan bringe. Skavankalderen kalder flere af mine bekendte tiden efter de 50, og der er noget om det. Det man før kunne arbejde væk, har tendens til at genere lidt længere, noget sætter sig som slidgigt, noget sætter sig som bekymring for fremtiden.

Det er godt med sådan en stille søndag.

Og udenfor har svanerne fløjet mig om ørerne, men kameraet kan ikke fange dem, før de er fløjet væk. De er så smukke med halsen og næbbet godt strakt frem, de store vinger slår elegante slag i luften, og deres karakteristiske lyd signalerer, at her kommer de.

Og rådyrene samles i flokke, eller som det korrekt hedder i spring, hvor det hos krondyrene hedder i rudel. Hver dag lærer jeg noget nyt, indtil i går havde jeg ikke vidst, hvordan man kan tænke tillægsordet frodig og bogstavet B sammen. Jeg synes, det er så sjovt at se datterens billeder, og jeg glæder mig til næste gang, vi får projektopgaver at se.

Aftensmaden er klar, vi venter bare på sønnen, der er kartofler, rucola, pinjekerner vendt med citronolie og bønnesalat med fetaost, røde snackpebre, rødløg og majs i en olie-eddikedressing. En stor hakkebøf bidrager med proteiner, og det gode vand fra vandhanen sørger for, at vi ikke bliver udtørret.

Ha en god aften.

Strøtanker på en fridagsmandag

Sådan en weekend med alt for mange mennesker, der er blevet ramt af en blodprop eller blødning i hjernen og for manges vedkommende også hårdt ramt, gør noget ved krop og sjæl. I første omgang er det nok kroppen, fordi det fysisk er hårdt. Derefter kommer så det mentale aspekt; på min mors opslagstavle hang dette gruk: alt det ingen når, gråner mange men’skers hår. Glæd dig over alt det du formår og over alt det lidt du når. Det er jo sandt, men som fagprofessionel kan jeg ikke bruge det til noget. Jeg øver mig i at sige, at når min indsats på arbejdet har været 110 % tilstedeværelse og alle andre omkring mig kan sige ligeså, så må vi acceptere, at vi alligevel ikke nåede det, vi ved er den bedste sygepleje. Alle patienter blev passet og plejet, de fik mad, de blev vasket, de fik medicin. Men problemstillinger, som kunne vente, og som ikke var akutte, blev skubbet foran os hele weekenden. Og for den enkelte patient og pårørende er det jo ikke godt nok. Der er jo langt mere end mad, medicin og personlig hygiejne, der fylder i et sygdomsforløb. Og så kom jeg hjem og læste en artikel om den tidligere Grundfosleder, der nu har sat et mål at forbedre sygehusvæsenet ud fra hans erfaringer som ægtefælle til en hustru, der fik kræft, levede med det i 15 år og døde af kræften. Når jeg læser punkterne, tænker jeg, at det meget er relateret til kirurgi og behandling af kræftpatienter, behandlinger der mestendels foregår ambulant. For når jeg prøver at tænke punkterne ind i min hverdag, så har jeg svært ved at se nogle af dem som realistiske punkter i min hverdag. Og så skurrer det i mine ører, når folk sammenligner patienter med kunder. Jeg kan ikke sætte ord på, hvad det er, men det er noget med, at jeg er tilhænger af en finsk sygeplejeteoretiker, som siger, at patienten skal føle sig som hædersgæsten. Og for mig er der forskel på at være kunde og hædersgæst, både for patienten, men også for sygeplejersken. Det tænker jeg lige lidt videre over.

Der, hvor jeg kan følge ham, er følgende punkter:

• Kommuniker med kunderne på DANSK – både i journalen og i samtaler. Bortset fra det med kunder, så er jeg enig, i hvert fald i samtalen. Jeg kan godt forstå, at nu hvor man læse sin egen journal, ville det være ønskeligt, at det stod på dansk. Men mister man noget, når en fagprofessionel har eksakte ord for en tilstand og så skal prøve at omformulere det til dansk? Det kræver typisk flere ord end det latinske udtryk.
• Undgå at lave samme indlæggelsessamtale igen og igen (fast lane). Enig!
• Giv altid besked med det samme, hvis der opstår forsinkelser. I weekenden forsøgte jeg fra morgenstunden at forventningsafstemme, som det så fint hedder, så patienter og pårørende var klar over, at stuegang ville strække sig over hele dagen. Virkeligheden blev dog, at problemstillinger blev skubbet, og det kunne ofte først ses, når dagen var gået ind i aftenen. Dermed kunne patient og pårørende opleve, at det blev skubbet til næste dag.
• Vær mere præcis om tidspunkter – f.eks. – stuegang – udskrivelse – operationer. Se forrige punkt
• Vær klar til at modtage kunderne, når de ankommer til systemet. Enig, og hos bliver man budt velkommen og bliver hilst på. Det optimale er så, at sygeplejersken/assistenten, der skal tage mod patienten, gør det med det samme. Men der kan være tidspunkter, f.eks. lige i vagtskiftet, at det smarteste er, at det er næste vagtlag, der tager sig af modtagelsen, men patienten skal være set og vurderet, om det kan vente.
• Skab tryghed i udskrivningsprocessen. (hvad skal jeg gøre, når jeg kommer hjem, hvis der sker noget uforudset?). Det forsøger vi at gøre, ved at patienterne får et udskrivelsesark, hvor forløbet er kort beskrevet og hvor der står, hvordan de skal handle ved forskellige situationer. Og derudover står vores telefonnummer på arket.
• Lav en klar og forståelig plan for behandlingsforløbet. (hvad og hvornår?). Når jeg modtager en patient, skitserer jeg altid den foreløbige plan for de næste 24 timer. Vi er jo i et akut afsnit, så her kan der ikke lægges tidsplaner, men jeg ved, at patienten skal vurderes hyppigt neurologisk af sygeplejepersonalet. Jeg ved at sygeplejepersonalet vurderer patientens evne til at synke, spise, forflytte sig, gå, vaske sig osv., og ud fra denne vurdering starter træningen. Jeg ved, at patienten skal vurderes af terapeuter og læge, og alle får hjernen scannet og mange får deres halskar ultralydsscannet. Så det fortæller jeg patient og pårørende
• Afhold vanskelige samtaler i trygge omgivelser. Det forsøger vi at gøre. Der er ingen tvivl om, at det burde være en ret, at stuegang og andre samtaler burde foregå i enerum, virkelighedens verden gør bare, at der ikke er nogen ekstra rum at gøre det i. De nye supersygehuse er planlagt med enestuer til alle, men da man samtidig skærer ned på sengeantal, fordi man mener, meget skal klares ambulant, ja så bliver virkeligheden nok, at der kommer til at ligge to på enestuerne. Ligesom vi i går måtte have tre på tosengsstuerne.
• Nedbryd siloer mellem afdelinger – sygehuse – regioner. Der er ingen tvivl om, at det er i overgangene, at usikkerhed og fejl opstår. Og det er og skal der være meget fokus på.
• Gør det lettere at komme i kontakt med systemet. Det har vi forsøgt ved at skrive tlf. nummer på afdelingen. Og vi forsøger også at hjælpe patienten videre, hvis ikke det er hos os, at henvendelsen kan klares.
• Bed med jævne mellemrum om kundernes feedback. Faktisk gennemfører vi feedback møder med fokus på bestemte emner. Derudover gennemføres der også patienttilfredshedsundersøgelser på landsplan, hvor vi også får god viden. Ligesom vi jævnligt får breve ved udskrivelsen, som beskriver oplevelsen af sygeplejen.
• Kundernes tid er vigtigere end systemets tid. Den har jeg tænkt over. For mig handler det mere om, at der er andre patienter, der prioriteres først. Og for mig at se, er det sjældent systemets tid, der prioriteres, med mindre der tænkes på arbejdstider osv.

Jeg kunne så alligevel bruge en del af punkterne, også flere end jeg først troede. Resten af punkterne kommer her :

• Betragt patienter som kunder, der oven i købet har betalt forud.
• Minimer antallet af ambulatorie samtaler (differentier).
• Lad være med at planlægge med forsinkelser.
• Indfør synligt køsystem på ambulatorier.
• Opret relevant kundeprofil ved indlæggelse.
• Lad være med at udstede ”dødsdomme”.
• Informer i god tid om Second Opinion.
• Giv langt hurtigere besked om scanningsresultater. (hvorfor 10-14 dage?)
• Tilknyt en ”livline” til hver enkelt kunde. (læge og/eller sygeplejerske).
• Skab tryghed før og efter operationer. (hvad skal ske – hvordan gik det?).

Sidste mandag havde jeg mentalt læst på min kalender min fys tid som værende ét tidspunkt, den reelle tid var blot en time før,så jeg fik ikke massage af skuldre. I dag er det så min fys, der er syg, så nu vil jeg gå en lang tur og bagefter lave øvelser i håb om, at det hjælper. Efter dels en mail til og en snak med min leder har jeg vist fået tømt min hjerne for weekendens arbejde. Nu vil jeg glæde mig til eftermiddagens besøg hos min far sammen med mine to jyske søstre, og vi slutter af med søstrehygge på cafe. God mandag til dig.