Karantæne strøtanker

Karantæneramt er jeg ikke, om end man aldrig ved, for landmanden og medarbejder havde lagt en plan, da de hørte, at mit sygehus var udtaget til at skulle rumme mennesker ramt af coronavirus. Mit afsnit er blevet mindre, fordi man har inddraget vores undersøgelsesstuer, et kontor, et toilet og vores opholdsareal til isolationsområde, mens man gør en hel bygning klar til at være pandemiafdeling.
Pandemi betyder en sygdom, der breder sig over en hel eller flere verdensdele.

Hvor vi før fik dejligt lys til afdelingen gennem endevæggens store vinduer, er der nu sat en væg op på tværs af gangen og ingen dagslys til vores side af gangen. Vi er fuldstændig adskilt fra isolationsområdet. Det er helt fint, et land og hospitaler skal forberede sig på det værst tænkelige, når en ny virus dukker op, som man ikke kender omfanget af, men det massehysteri, der har grebet medierne og befolkningen kan jeg kun stå måbende overfor. Jeg fatter det ikke. Jeg kan godt forstå, at mennesker med kroniske sygdomme eller lavt infektionsforsvar (som patienter i kemokure o.l) bliver bekymret. Dem jeg er mest irriteret på, er medierne.

Forleden dag hørte jeg et interview i P4 Nordjylland med en overlæge fra blodbanken. Journalisten startede med at spørge til, hvad coronavirus betød for blodbanken. Det betød selvfølgelig, at donorer, der havde rejst i de hårdest ramte lande, fik karantæne. Så blev der ellers bygget op til katastrofe, hvad betød det for mængden af blod til patienter. Ingenting lød svaret. Jamen hvis der kom mange lande, som donorer fik karantæne for efter at have besøgt dem. Ingenting lød svaret, for heldigvis var der mange donorer, der ikke rejste og de var altid gode til at troppe op. Jamen hvad betød det for donorkorpset at man nu havde fundet en dansk person med corona. Ingenting lød svaret. Jamen hvorfor dog ikke. Så var det helt tydeligt, at overlægen ikke anede, hvad han skulle svare den unge journalist. Faktisk kom der en lille undertrykt latter, som jeg tolkede som et opgivende suk. Han endte med at svare, at han ikke kunne se, hvordan det at et menneske i Danmark havde fået coronavirus kunne have betydning for et stort donorkorps (han nævnte, hvor mange donorer, der var i Danmark, det kan jeg ikke huske)

Tilbage til landmanden og medarbejderens plan, og husk nu at glimtet i øjet og det skæve smil kan I ikke se. Landmanden meddelte mig, at hvis der kom patienter med coronavirus til mit sygehus, så kom jeg i karantæne og måtte ikke komme på gården. Hvortil jeg smilende sagde, så må I jo klare jer selv med mad og vasketøj, for så tager jeg i sommerhuset. Sikke en ferie jeg kunne få, hvis jeg kun havde mit arbejde og mig selv at tænke på.

I dag vil jeg dog tænke på landmanden og hans medarbejder. De sorterer hver eneste hverdag i ugen og har måttet inddrage lørdagen også. Det er hårdt, jeg husker selv, hvor smadret min krop var, når vi sorterede kartofler fra morgen til aften ugens fem hverdage, men dengang var vi altså tyve år yngre. Så jeg er ved at bage fastelavnsboller, som de kan få som dessert efter frokosten. Jeg skal have også have fundet på et eller andet lækkert til aftensmaden, hvor der helt sikkert skal indgå kartofler i en eller anden udgave. Så har du en god kartoffelopskrift, vil jeg gerne høre om den. Også selv om du først læser dette indlæg en anden dag end i dag.

God lørdag til dig.