Opret forbindelse

Indimellem ønsker jeg mig tilbage til dengang, hvor det eneste kommunikationsmiddel var en telefon, som stod hjemme. Til daglig nyder jeg at have en minicomputer ved hånden, som også er telefon, som også er kamera, som også er forbindelse til mange andre mennesker. Andre gange som i de her dage, hvor tingene driller, bliver jeg irriteret, fordi jeg ikke orker at sætte mig ind i alt det, som jeg burde sætte mig ind i bagom facaden.

I dag skulle en kollega være to steder på en gang, jeg tilbød at tage den ene tjans. Hvor svært kan det være at bestille en transport? Rimeligt svært fandt jeg ud af, for jeg kendte jo ikke patienten, havde blot fået bestillingssedlen stukket i hånden og havde ikke lige computeren åben, så jeg kunne finde alle de oplysninger, de havde brug for. Er patienten førtidspensionist, er der over 50 km, kan patienten ikke tage offentlige transportmidler og så videre. Der er strammet op på regionens regler for hvem der kan få kørsel på regionens regning hjem fra en indlæggelse.

Undervejs i min multitasking, hvor jeg talte i telefon, mens jeg forsøgte at finde alle oplysninger på computerne, blev jeg smidt af linjen. Og så kom jeg i kø, da jeg ringede op igen. Man skulle helt sikkert ikke have målt mit blodtryk lige der. Ventetiden benyttede jeg til at kigge en ekstra gang på regionens regler for kørsel, tjekkede patientens arbejdsstatus, mens jeg samtidig fik plottet adressen ind i krak, så jeg kunne se, at der var over 50 km. Så da jeg først kom igennem, gik det hurtigt og de var uden skyld i, at jeg blev hægtet af (siger de ;-).

I disse dage synes jeg, at jeg kan mærke forskel. Forskel, som sker pga de ændringer, vi har foretaget i min funktion. Jeg er stadig presset og må inddrage fritimer til arbejdet, men det giver næsten sig selv, når jeg kun er ansat på 30 timer/uge og jeg er projektleder på et projekt, som kræver mange timer samtidig med at jeg også har andre fokusområder. Jeg synes selv, jeg er mere tilgængelig for mine kolleger, jeg føler de bruger mig mere til at få klarhed på spørgsmål, og jeg nyder hver dag, jeg kan gå sammen med mine nye kolleger og have fokus på god sygepleje. Vi er presset, vores patienter er dårlige, fejler alt muligt andet end blodproppen/blødningen. Nogle gange er det ikke blodproppen, der gør dem så syge, men alt det de fejler i forvejen. Og så skal vi have andre specialer involveret, det tager tid, tid vi ikke har, fordi nye patienter banker på døren med lige så svære symptomer.

Men jeg nyder at være midt i det og være den erfarne, som har tid til at hjælpe, vejlede og undersøge uafklarede spørgsmål.

Nu har jeg fire fridage fra sygeplejen, så er det gården, der står for tur. Jeg får besøg af vores regnskabsassistent, så hun kan guide mig i at koble regnskabsprogram og den elektroniske bilagsmappe sammen. Det glæder jeg mig til, men kontoret lignede noget, der var løgn. En landmand og to hunde, som hele dagen er i et kartoffelhus med masser af fin jordstøv, slæber meget med sig ind og ofte finder jeg dem på kontoret, når jeg kommer hjem. Nu er der gjort rent på kontoret, der er lavet syltetøj, fordi jeg havde glemt at købe og der er ryddet op overalt. Det eneste, der mangler er en halv times gåtur. Den snupper jeg nu, så får vi at se, om det bliver cirkeltræning eller om min mørkerædhed rent faktisk er blevet mindre, så jeg kan gå på vejen.

Og når jeg kommer hjem, skal jeg have mig en kop gløgg, lidt chokolade og marcipan, fordi jeg har fortjent det :-)

billederne er fra gårsdagens aftengåtur