Så er det ud

I går skrev jeg dette i håb om at motivere mig til en travetur:

Det er stadigt lyst, der er rester fra aftensmaden fra i går, så jeg skal ikke tænke på tilberedning af aftensmad, jeg har siddet på min stol foran computeren hele dagen på denne hjemmearbejdsdag, min krop skriger: så er det ud og gå. Og alligevel kan jeg ikke tage mig sammen. Jeg er træt, jeg vil bare ligge i sofaen og flade ud.

Det er utroligt at det skal være så svært at motivere sig selv til det, der er godt for en. Jeg får helt lyst til at citere Paulus:

"For det gode, som jeg vil,  det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg."

Men der skete ikke mere, jeg var ganske enkelt ikke der, hvor en travetur føltes som det bedste for mig. Så jeg tog den med ro, læste, så serier, drak te, snakkede med landmanden og gik tidligt i seng. På min gamle ølkasse fra min ungdom lå den bog, jeg skal have læst til på torsdag og så gjorde jeg det, som jeg ikke skal gøre. Siden jeg selv begyndte at læse, har det været en viden, jeg har haft. Jeg hører ganske enkelt ikke min krops kalden på søvn, hvis jeg læser i sengen. Så det blev over midnat, før jeg lagde mig til at sove. Da var bogen læst færdig, lige nøjagtig på den måde, som jeg ellers havde lovet mig selv ikke at gøre med denne forfatter i dette indlæg. Heldigvis sov jeg så uafbrudt i 6 1/2 time bagefter.

Men sådan er jeg, jeg har altid læst hurtigt, slugt den ene bog efter den anden. Knap var jeg færdig med den ene, før den næste blev fundet frem. Min læsestil minder faktisk om binge watching. Som barn kunne jeg nemt låne over tyve bøger på en gang. Mine forældres reoler blev endevendt, når jeg ikke havde nået at låne bøger på biblioteket. Og det ærgrer mig i dag, fordi bøgerne egentlig var til en ældre version af mig, og jeg har aldrig fået dem læst siden hen.

Jens Grøndahls bog Tit er jeg glad er nemt læst. Det er en speciel bog, fordi det føles som om der ikke er kapitler i bogen*. Det er som en lang talestrøm fra en person til en anden. Fra Ellinor til hendes afdøde veninde på det tidspunkt, hvor Ellinor i en alder af 70 har begravet sin anden ægtemand og siger farvel til sit gamle liv inklusive hendes ægtemands to sønner og flytter tilbage til sin barndomsgade. 

*Bogen er dog delt op i tre afsnit, men det lagde jeg slet ikke mærke til, mens jeg læste. Det er ligesom en, der taler  og blot stopper op på et passende tidspunkt i fortællingen for lige at tage en mundfuld vand, før vedkommende fortsætter.

Gennem den lange enetale foldes de to veninders fælles liv ud, men også det, der skete før de mødtes og efter at veninden dør ung. Et liv hvor Ellinor på mange måder aldrig har turdet tage sin plads i livet før nu, og hvor hun altid har forsøgt at være noget for andre på deres præmisser. Samtidig får man også hendes betragtninger om samfundet og de unges måde at være forældre på i nutiden.

Da jeg læste en anmeldelse af bogen, fandt jeg den sætning, som jeg i min forslugenhed i går måtte stoppe op og tænke over: " Jeg må gerne græde, så de kan vise mig, at de tåler min utrøstelighed. Der er åbenbart ikke noget så rensende for selvfølelsen som at stille sig helt hen på kanten af en andens sorg og vise, at man ikke bliver svimmel."  Det er smukt og skarpt formuleret.

Dagen i dag bød først på en outdoor messe sammen med landmanden, hvor han mødte utallige jagtkammerater og gamle venner, det var hyggeligt at få hilst på dem. Bagefter tog jeg mig sammen til en lang gåtur i strid vind. Nej i følge oversigt over vindstyrker må jeg godt skrive i stiv kuling, for vi skulle få vindstød op til 15-16 s/m, og dem mærkede jeg, da jeg vendte om og gik 3 km hjem i modvind.