torsdag, februar 27, 2020

En dejlig dame og noget om bevægelse

Jeg er i gang med at lytte til bogen Bevægelse af Susse Wold, og heldigvis er det Susse selv, der har indtalt bogen. Det er en skøn fortælling, små historier om at være i bevægelse, at turde kaste sig ud i nyt, at turde gøre noget, som måske ikke altid lyder så klogt, at være åben. Det tema må hun åbenbart også have berørt i hendes første bog, for det har jeg skrevet om her.

Det er en nydelse at høre Susse Wold fortælle, og jeg kan varmt anbefale bogen, selv om jeg slet ikke er færdig endnu. Jeg har altid været med vild med Susse Wold, det har jeg skrevet om her. Og scrapbøgerne ligger stadig oppe på loftet. Måske skal jeg gøre som Susse Wold, give mig tid til at gå tingene igennem og så køre det hele væk. Også hun havde svært ved at give slip på alle minderne fra et langt liv i samme hus. Så der er håb forude for mig, for Susse Wold er 81 år i dag, og jeg tror det først er i de senere år, at de flyttede fra det store hus til en lejlighed.

Bevægelse har jeg fået i disse dage, ikke i form af gåtur, men f.eks i form af at arbejdsdagen igår vart sådan en, hvor jeg gjorde mange ting, og hjernen indimellem havde svært med at følge med. Men hvis du spørger mig om, hvad jeg fyldte otte timer med, så får jeg svært ved at svare. For min egen skyld vil jeg dog forsøge.

  • doserede medicin op til den halve afdeling. Det tog sin tid. Mange af vores patienter er desværre hårdt ramt af deres blodprop/blødning i hjernen og ofte hænger det også sammen med andre sygdomme, og dermed også meget forskelligt medicin. Og der var få kolleger på arbejde. De, der var på arbejde klarede det til gengæld helt fantastisk. Både patienter og studerende/elever blev der taget hånd om.
  • hængt medicin op, der skulle gives ind i blodbanen
  • sparring med en kollega, hvor jeg var nødt til at undersøge om nu mit svar også var opdateret (så er det godt at "kende en ven", underforstået at vide hvem man skal kontakte)
  • aflyse undervisning af to kolleger, for det kunne ikke hænge sammen. Det må vi tage en anden gang. Forsøgte at finde en anden dato, men måtte overgive det til min leder.
  • undersøge en forespørgsel fra en pårørende til en patient, som ikke lige nu var hos os, så en anden kollega kunne give svaret til de pårørende
  • lægge en plan, så en tredje kollega kunne få undervisning i at være ansvarlig for trombolysebehandling, for den undervisning prioriterede vi højest i dag. Mine kolleger er så ansvarsbevidste, så de kan have svært ved at gå fra til undervisning, når de har ansvar for mange patienter. Det er så blandt andet mig, der måtte tage ansvar og finde ud af, hvem der tager over, mens vedkommende får undervisning. 
  • kigge et referat igennem for en kollega og rette det, så det kunne blive udsendt
  • tjekke mail, men nåede ikke at svare folk
  • have 3 måneders introduktionssamtale med kollega
  • se nu blev det svært, jeg vidste at vi var omkring 11.30, men at jeg først spiste efter 13, så hvad lavede jeg mere? Nå ja. Min ene funktion med det overordnede ansvar for uddannelse af studerende og elever og dermed også deltagelse i flere forskellige mødesammenhænge er jeg kommet af med, og min kollega, som har overtaget funktionen, havde brug for en overlevering og en introduktion til funktionen. Den nåede vi, inden jeg hentede mad i kantinen.
  • jeg havde brug for sparring med min leder om en problemstillling. Som altid en kompetent og lyttende leder.
  • så havde en kollega brug for sparring, den tog vi i kopirummet for at kunne være alene
  • og til sidst afsluttede jeg med et godt møde, hvor vi fik drøftet gode sygeplejefaglige emner
Alt det, jeg egentlig skulle have nået, nåede jeg ikke. 

I dag er det min ugentlig hverdagsfridag. Jeg ville have gået en tur, vejret og luften var skøn i morges, små snefnug og frost gjorde mig glad, men der var ting, jeg skulle have ordnet. Og nu er jeg træt, det er blevet gråt, snefnuggene forvandler sig til våde plamager på jorden. Og da jeg skal til undervisning inde på sygehuset sidst på eftermiddagen, tror jeg, at jeg kryber i seng med varm te og lidt læsestof inden da. Aftenen byder på litteraturkreds, hvor bogen fra sidste indlæg skal diskuteres, det får også min hjerne til at bevæge sig. Kropsbevægelse må jeg stile efter på et andet tidspunkt.

forleden morgen

forleden morgen











4 kommentarer:

  1. Tak, Hanne. Medicindosering er en krævende opgave og der må helst ikke ske fejl, men mennesker er mennesker og mennesker laver fejl, desværre.
    Vi må på mere sne, også til jer :-)

    SvarSlet
  2. Det er altid svært med arbejde, der ikke kan måles, og hvor man alligevel har løbet stærkt hele dagen for at nå alt det, man skulle nå - og så alligevel ikke nå det, men i stedet fik en bunke andre og mere akutte ting fra hånden.
    Det prøvede jeg også tit, og det var det der gjorde, at mit arbejde sjældent føltes rutinepræget, hvilket jeg trivedes fint med.
    Susse Wold har jeg ikke læst noget af, men det er vist en god ide at gøre det, kan fornemme :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg kan også godt lide variationen i mit arbejde, og der er aldrig to dage, der er ens. Indimellem kan det dog godt blive lidt for meget, fordi jeg ikke får tid til at samle op eller samle mine tanker, og derfor bliver nervøs for at glemme noget.
      Du vil helt sikkert kunne lide de bøger.

      Slet