Oppe på loftet ligger en kasse med mine ting fra barndommen. Jeg ved, at der i den kasse ligger to scrapbøger. Det er ikke noget med rockgrupper eller lignende, næh jeg var en sentimental pige på 10-12 år, så den ene indeholder udklip fra blade og aviser om de tre prinsesser, mest Annemarie. Tænk at blive gift med en konge helt nede i Grækenland, nøj hvor jeg drømte mens jeg klippede og klistrede. Margrethe var lidt mere kedelig og korrekt, men hun har jo også fra start af haft en anden mening med livet.
Sidste søndag var der et interview med Dronningen om hendes tro i Nordjyske, det var så godt, så klogt og så livsbekræftende. Der var så mange citater, jeg kunne sætte ind her, som lige beskrev mine tanker og mine følelser. Noget af det faldt i tråd med noget, jeg før har læst, at dronningen har sagt, nemlig at for at få søndagsgudstjenesterne med, så må man tage hverdagsgudstjenesterne med, Altså, der er gudstjenester, hvor der ikke er meget at råbe hurra for, og så er der de, hvor musik, sangvalg, prædiken og selve kirkerummet går op i en højere enhed. Men som Margrethe siger, så kan man da altid sidde og studere kirkerummet eller som mig lade tankerne flyde.
Ved siden af prinsesse scrapbogen ligger en anden, heller ikke med smarte fyre, men med en ung Susse Wold, jeg var vild med hende og drømte om at blive skuespiller, når jeg altså ikke drømte om prinsen på den hvide hest. I dagens Nordjyske er et interview med Susse Wold i anledning af hendes bog om sit liv, også dette interview er dejligt livsbekræftende, en klog kvinde, som stadig som knap 70 årig ser brandgodt ud.
Jeg tror, jeg snart skal på loftet og kigge i mine scrapbøger. Mine idoler dengang var slet ikke så dumt et valg.
Vi ville gerne have haft en foredrag med Susse Wold, men hun var for dyr. Desværre. Jeg kunne ellers virkelig godt tænke mig at høre hende fortælle.
SvarSletStine, det kunne jeg også :-)
SvarSletLene, i det nyeste nummer af 'Psykologi' er der også et langt interview med Susse Wold. Det er gribende og varmt - hun er en klog kvinde.
SvarSletOg det, du fortæller om gudstjenesterne, kunne lige så godt gælde for vores liv, hvor der er de store dage, og de almindelige dage, som man bare skal få til at gå på bedste vis.
Rigtig god mandag til dig :-)
Næ, dine valg er skam fine :-) Og som du siger så herligt i foregående indlæg; " Livet er en herlig opfindelse" :-)
SvarSletMadame, du har ret, hvis vi ikke vil hverdagene får vi heller ikke lov til at opleve søndagene :-)
SvarSletMiri, kloge kvinder skal man samle på ;-) og du er en af dem :-)
Miri, har du lukket din blog?
SvarSletDet var i hvert fald ikke døgnfluer du valgte!
SvarSletJeg har også læst forskellige interviews med Susse Wold her på det sidste - hun er en imponerende dame... og så flot hun holder sig.
Vores dronning har jeg jo stor beundring for - hun må være et ualmindeligt klogt, dybt og interessant menneske - og netop det, at hun aldrig har været bange for at tale om sin tro beundrer jeg meget i en tid, hvor det var blevet så smart af frasige sig al tro. Hun har sagt mange kloge ting igennem tiderne - tak for linket!
Det dronningen siger med at kikke på kirkerummet under en gudstjænester har jeg tit gjort(unskyld præster)
SvarSletDet er lidt sjov at mindes det man gig op i, da man var barn eller stor pige, jeg kan huske at der kun var en mand i midt liv, det var Poul Reichhardt alt det der stod om ham, blev klippet ud blade og aviser
Nille, selv tak. Det er to kvinder, som jeg virkelig beundrer også i dag :-)
SvarSletConny, åh ja Poul Reichardt, jeg er jo så lige det lidt yngre end dig, så det var Ib Mossin og hans jævnaldrende ;-)
Uh, Lene, et godt indlæg! Interviewet med dronningen venter jeg lige med til jeg er hjemme igen. Det kræver lidt tid. Men første del var rigtig god. Jeg synes, vi kan være så tilfreds med vores dronning.
SvarSletSusse Wolds bog er planlagt som julegave til min mor - og så må jeg gerne låne den :-)
Conny, det interview gik rent ind her :-)
SvarSletog jeg overvejer at ønske mig den bog :-)