mandag, november 03, 2008

MORGENSTUND


Lysene, både de levende og de elektriske, er tændt. Landmanden er sendt på jagt med te og madpakke.
Min far læser avisen ude i køkkenet, hvor der er udsigt til fuglehuset og æbletræets nedfaldsfrugter. Begge steder holder fuglene gilde.

Jeg har brug for lidt tid for mig selv, så jeg sidder lidt ved computeren, men om lidt skal strikkepindene i gang, jeg har lovet halstørklæde og poncho færdig til weekenden, hvor vi jo skulle have været ude at rejse. Nu skal vi i stedet for have planlagt lidt oplevelser enten i Århus eller Ålborg.

Denne overgangstid aldersmæssigt, hvor ens børn stadig står med al tvivlen om hvad de skal lave, hvor de skal bo, er det nu det rigtige, samtidig med omsorgen og bekymringerne for ens forælder, den kan af og til føles forvirrende og svær.

Der er dage, hvor jeg er glad for, at jeg har travlt på arbejde, for jeg orker ikke tankerne. Der er andre dage, hvor det at have travlt på arbejde får mig til at sætte spørgsmålstegn ved, om jeg kan holde til det job.

Men sådan har hver tid sine bekymringer, jeg kan godt huske, da mine børn begyndte i børnehave, 3 og 4½ år gammelt, de havde hinanden, men de var jo hver sit sted udviklingsmæssigt, og pludselig skulle jeg forholde mig til, at den ikke vil lege med mig, og den siger, at mit tøj ikke er pænt osv.

Det fyldte jo lige så meget som tankerne i dag, i dag trækker jeg nok lidt på skulderne over de bekymringer, men sådan føltes det ikke dengang, var jeg nu mor på den gode måde, den rigtige måde osv.

Jeg tror, jeg lader tankerne flyve, nu vil vi have en kop te og en ostemad, og så kører vi en tur ud i det gråblå vejr.

6 kommentarer:

  1. Go'morgen og kram til dig :)
    Jeg ønsker jer en dejlig tur ud i det gråblå :)
    Dine tanker - dem tror jeg, at du deler med rigtig mange kvinder, ikke at de er "små" af den grund - men det hjælper måske, at vi er flere som nikker og tænker med og som dig...

    SvarSlet
  2. Tak i lige måde Helle, jeg ved de deles, og ind imellem må man lade dem flyve, de gør ikke altid noget godt ;-)

    SvarSlet
  3. Lene - vi er bare så tæt - mht tankerne om vores unger, som jo i samme aldersklasse.
    Smukke ord og hyg dig med farmand.

    SvarSlet
  4. Tak Sister, og jeg tænkte på dig netop i forbindelse med det indlæg :-)

    SvarSlet
  5. Åh, hvor jeg kender disse tanker, nu mere for år tilbage, men man Holder vist aldrig op med at bekymre sig ;)

    SvarSlet
  6. Næh Jette, men jeg er træt af at de fylder så meget stadigvæk ;-)

    SvarSlet