Som vi dog fik snakket, vi havde mange bolde flyvende og ikke alle er landet endnu, men det gør de på et tidspunkt. Hvor er jeg bare glad for, at hun blev min sparringspartner, nu ved jeg, hvad jeg savnede førhen.. Humøret får et løft, vi griner så godt sammen, energi og nye ideer dannes i vores samspil.
Dagen sluttede med personalemøde og megen snak om flytningen og dannelse af to helt nye afdelinger.
Dagen kunne have fået højeste karakter, hvis ikke lige min souschef havde tolket min gnidrede skrift forkert, så nu står jeg med aftenvagter 3., 4. og 5. juledag i stedet for dagvagter!
Herhjemme var det første jeg så forsiden af mit fagblad. Det er noget af en overskrift:
Ydrk... sådan håber jeg ikke, at du har det, når du træder ind på din arbejdsplads, Lene, men jeg forstår, at man kan have følelsen. Det er ikke fantastiske arbejdsbetingelser I har. Det er derfor, der er god grund til at beundre de af os, som gør den store forskel bl.a. der, hvor du er. Tak for det :-)
SvarSletTak Liselotte, nej sådan føler jeg det ikke, nu har jeg ikke læst artiklen endnu, men jeg kan godt forstå især de medicinske afdelinger, og det er vist dem det handler om, kan føle sådan.
SvarSletDet at kunne hjælpe mennesker i situationer hvor livet og livskvaliteten er på spil qua sin uddannelse er så også det der giver mening og glæde :-)
Hvor træls med den misforståelse af julevagterne - øv Lene :( Håber det går alligevel eller du kan finde en at bytte med - selvom det nok ikke bliver den letteste opgave i de dage...
SvarSletJeg har også kun nået at skimme overskrifterne på fagbladet indtil videre - tiden forsvinder mellem mine fingre i tiden...
Else, det tog godt nok lige pippet fra mig, men nu må vi lige lægge hovederne i blød, for familiekomsammen vil jeg til :-)
SvarSlet