torsdag, februar 28, 2019

Feriedage er gået med lidt af hvert

  • har lyttet til Brinkmanns briks med Svend Brinkmann. I forgårs lærte jeg noget om kloge folks bud på vaner, rutiner og vanebrud
  • lyttet til Detox din hjerne om, hvorfor kulhydrater ikke skader og at en varieret kost er budet på en sund kost, men også en kost hvor man kan tabe sig. Det afgørende er nemlig ikke, hvilke fødevarer du vælger, men at du spiser mindre kalorier, end du forbrænder. Det vidste jeg godt, det tror jeg alle, der har en sundhedsfaglig uddannelse har lært. Men selv blandt mine kolleger finder jeg håbefulde folk, der bruger den ene kur efter den anden i håb om at tabe sig. Den ene podcastdeltager fortalte om et forsøg, hendes studerende havde prøvet af. De regnede ud, hvad deres kaloriebehov var, hvorefter de beregnede, hvor meget chokolade de skulle spise hver dag for at få den mængde. Tog de på? Næh, men havde de fortsat mere end et par dage, var de begyndt at mangle vitaminer, mineraler og andre gode næringsstoffer.  
  • Et andet interessant eksempel var det med, at når vi har "syndet", så slår vi os selv i hovedet og tænker, så kan det også være lige meget, hvorefter vi går linen ud resten af dagen. Her regnede klienten og Anne Gaardmand ud, hvor mange kalorier det store morgenmåltid, som klienten havde forspist sig i, indeholdt. Herefter så de på, hvordan dagens kalorieregnskab ville se ud, hvis hun resten af dagen indtog et måltid sidst på eftermiddagen med fisk og grøntsager samt en skål A38 om aftenen. Dagen var i balance, så selv om man går all in på sin brunch, så kan man stadig, hvis man tænker sig om, ende med en dagskost, som er fornuftig med hensyn til kalorier og fordeling af kulhydrater, fedt og protein.
  • Nu støvsugede jeg, mens jeg lyttede, og jeg skal lige vænne mig til at lytte, samtidig med at jeg gør noget andet, så jeg fik ikke helt fat i de mange store og valide studier Morten Elsøe henviste til. Men som jeg hørte det, så skyldtes det vægtab, som nogle kan demonstrere og andre ikke kan, hvis man brugte low carb, high fat metoden IKKE det lave kulhydratindhold, men at de mennesker spiste mad med højt proteinindhold, som mætter mere og derfor spiste mindre kalorier, end de forbrændte. 
  • Der er vasket tøj, der er handlet ind, der er ordnet kontorarbejde (lidt men godt) og der er set fjernsyn hjemme på gården
  • Og så tog jeg i sommerhus tirsdag aften, vi skulle have installeret fibernet og jeg skulle have besøg onsdag
  • Det blev som altid et skønt besøg af Liselotte og Ella, og jeg fik de skønneste gaver, som jeg glæder mig til at tage i brug. Vi kom vidt omkring i snakken og jeg nåede at være tæt på færdig med Vesterhavssjalet.
  • Det skulle jeg have haft på i dag, hvor jeg gik en lang tur. Men den tur fortjener sit eget indlæg, så det må vente, til jeg får tid.
  • Jeg har nu sovet to nætter i sommerhuset ALENE! Første nat havde jeg barnepige i form af iPaden, som kørte med serier, der lullede mig i søvn. I går kunne jeg undvære og jeg fik endda en god nats søvn. Havde jeg haft et ur på natten forinden, ville den nok have vist en urolig nat, for selv om jeg sov syv timer, så var jeg træt hele dagen.
  • Koraften var med lyde, tramp, knips med fingrene og pianist med skønne evner i at akkompagnere os. Jeg var dejligt træt efter skønne oplevelser på en ferieonsdag.
Håber du nyder din torsdag, her skal jeg se Alene i Vildmarken. Med tanke på mine evner i at være alene i mørket er det underligt, at den serie vækker en længsel i mig efter at prøve den udfordring. Jeg hepper på Mette, hun er sej og jeg er vild med hendes hulebyggeri og madanretning. Hun har ret, for når man ikke får mad nok, så skal det lidt man får, laves om et festmåltid. Et bræt med en lille røget ørred, røde tranebær og lidt skovsyre lignede et instragrammåltid.





mandag, februar 25, 2019

Hjertefryd og mad

Uden mad og drikke dur helten ikke. Til daglig gider jeg ikke lave mad, men i og med det er blevet min lod i den daglige husførsel, så skal det være noget, jeg kan få overstået hurtigst mulig. Derfor er min hjerne konstant i gang med at planlægge, hvad vi skal spise og hvor meget der skal handles ind. Og nogle gange hedder menuen blot tøm køleskab og sørg for at have nemme løsninger i fryseren.

Weekenden har været den rene hjertefryd, for søn og svigerdatter har været hjemme fra fredag til søndag aften. Så går min hjerne også i gang med at danne sig overblik over, hvad har vi, hvad er deres yndlingsretter, hvad har jeg energi til at lave osv. Og alt for ofte får jeg købt ind til et ophold på en hel uge. Denne gang blev det nu meget tilpas.

Jeg hentede de to skønne mennesker ved lufthavnen efter arbejde. Inden nåede jeg at købe fastelavnsboller til eftermiddagsteen. Det var skønt at se dem igen, landmanden havde ikke set svigerdatteren siden i sommer, jeg havde haft en skøn weekend med hende i december og sønnen for kort tid siden.

Aftensmaden blev af den nemme slags, sådan plejer weekenderne at starte her hos os. Gode kinaruller fra det lokale vietnamesiske spisested sammen med ris og karry. Vi snuppede også nogle vietnamesiske forårsruller dertil. Vi fik snakket, slappet af og hygget os. Det er dejligt, når vi alle fire kan gå ind i hver vores digitale verden, men ikke længere væk end at vi blot kan se op fra skærmen, og så er de der alle sammen. Hundene blev også kælet for, vores svigerdatter er rigtig glad for hunde.

Lørdag skulle gæsterne have lov til at sove lige så længe de overhovedet orkede. Svigerdatteren havde haft nattevagter, sønnen var ved at blive syg. Landmanden tog på handlen med sine to hunde i bilen. De vil hellere ligge i bilen end være i hundegården herhjemme. Jeg handlede ind og fik trænet i LOOP. Vi mødtes alle til en god frokost med sild, laks, røræg, røget dyrekølle, hjortespegepølse og gode oste. Lige som det var mit yndlingsmåltid som barn, er det også noget sønnen skatter højt.

Om eftermiddagen gik vi en lille tur forbi søen og skoven, mens jeg havde en browniekage i ovnen til aftenens dessert. Vi havde inviteret svoger og svigerinde til aftensmad, det er altid et hit for vores børn. Når begge ens bedsteforældrepar er døde, er det guld værd med et skønt par, som er familie og er nogle år ældre end ens forældre. De kan tilbyde både at have kendt vores børn hele deres liv og at være livsvidner til vores børns voksne liv. Derudover er de altid garant for latter og gode snakke, også de dybsindige.

Resten af eftermiddagen gik med for mit vedkommende at lave mad. Jeg fik tilbud om hjælp, men lige der har jeg brug for at gå alene i køkkenet. Sikke en skøn aften vi fik. Mine mavemuskler var nærmest helt i kramper af grin. Vi hyggede os og kom vidt omkring i vores snakke. Menuen bestod af en kæmpe dyreryg (halvdelen af en ryg fra en kronhjort), som blev tilberedt på gammeldags vis. brunes i ovnen med bacon ovenpå, derefter hældes en god opbagt sovs over, og så passer den sig selv, til stegetermometeret siger ca. 68 grader. Herefter hviler den i 15 minutter. Den var helt perfekt.Tilbehøret blev gode kartofler, kogt nænsomt, sammen med sovsen, to forskellige slags salater samt hjemmelavet ribsgele. Salaterne var en bønnesalat og en hjertesalat med æbler og valnødder overhældt med friskpresset appelsinsaft. Desserten blev brownies med tre forskellige slags is til.

Næste morgen kørte jeg til bageren efter rundstykker. Derudover indeholdt morgenbordet godt rugbrød, blødkogt æg, vildtpålæg, gode oste og laks( man har vel en norsk svigerdatter som elsker fisk til morgenmad) samt bananpandekager. Så var vi godt mætte lige indtil eftermiddagsteen, som blev serveret sammen med brød, ost og resterne af is/brownies. Søndag blev en sofasøndag. sønnen var nu syg, svigerdatteren havde brug for blot at slappe af, landmanden ditto og jeg havde også, da søvnen stoppede efter 4½ time om natten. Så vi hyggede os med vores lille skærm, jeg er blevet hooked på at lægge syvkabale, det får min hjerne til at slappe af.

Aftensmaden blev sønnens yndlingsret, nemlig en vildtpie, den perfekte resteret, når man har vildtkød og en sjat sovs til overs. Dertil en købesalat, som er mit middel til at gøre aftensmaden sund; nemt og bekvemt. Herefter kørte landmanden de unge mennesker til flyet og jeg gik meget hurtigt i seng, for jeg var meget træt.

Ni timers søvn gør underværker, solen skinner, jeg har ved svigerdattrens hjælp fundet ud af at få poscast på min mobil, så jeg har støvsuget og gjort rent, mens jeg har hørt Bogselskabet.

PS jeg gik i seng fra en opvaskemaskine, der skulle tømmes og et køkkenbord, der var totalt overfyldt med ting, der enten skulle i opvaskemaskinen eller vaskes op i hånden. Jeg stod op og tænkte, det var da underligt, havde jeg virkelig husket forkert. Der stod nogle få ting på bordet, og da jeg åbnede opvaskemaskinen, kunne jeg med det samme se, at det var landmanden, der havde sat i. Der var også ting, som normalt ikke kommer i maskinen, men pyt. Det sker yderst sjældent, at han tænker på det. Det var det helt perfekte tidspunkt, han havde gjort det. Så finder jeg mig i  at finde ting forskellige steder i skabene og sætte dem tilbage på deres rette plads.
Og i dag starter jeg med en uges ferie, landmanden starter på den mest travle uge længe, så jeg kombinerer mit behov for ro og gåture i naturen og behovet for en landhusmor/kontordame/regnskabsdame på gården ved at tage på dagsbesøg i sommerhuset nogle dage og så dage med tid til at lytte til podcast, mens der nu gøres det, der er brug for herhjemme.



torsdag, februar 21, 2019

Fridagsfornøjelighed

Fra tirsdagens gåtur
Torsdag er fast fridag og i dag blev den benyttet på skøn vis. Laura og jeg fandt en dag, hvor vi kunne mødes, og stedet blev vores sommerhus. Jeg elsker det sted, skulderne sænkes så snart jeg er der, der falder en ro over mig. Så egentlig skulle jeg gøre det noget mere, blot køre derop på dagsbesøg.


I dag dannede huset rammen om gode timer sammen med en kvinde, som er et andet sted i sit liv, og hvor er det berigende også at få lov til at se hendes perspektiv på livet. Derudover ender vi altid i faglige snakke, for Laura er læge i et andet speciale, men jeg kan bruge så meget af hendes viden i mit eget speciale.


Udover snak og mad nåede vi også at gå en tur til havet. Regnen var heldigvis stoppet, tågen lagde sig som et tyndt tæppe over naturen og det gør noget magisk ved ens opfattelse af omverdenen.


Hverdagen er tilbage igen, jeg er tilbage på gården, der skal laves aftensmad og der skal ryddes op på det ene værelse, for søn og svigerdatter hentes ved flyveren, når jeg kører hjem fra arbejde i morgen. Lige nu trækker jeg fridagsfølelsen ved at skrive dette indlæg, mens jeg drikker te. Jeg har også forsøgt at nedskrive min oplevelse af Juleoratoriet, for der er litteraturkreds i aften. Det var en underlig bog, så den glæder jeg mig til at høre andres udlægning af.

Inde i stuen står den fineste skål med små forårsbebudere, som jeg har fået af Laura. Skumringens lys yder slet ikke retfærdighed til den smukke skål. Den vil minde mig om, at eventyret er lige her midt i hverdagen.


God torsdag til dig.







tirsdag, februar 19, 2019

På eventyr

En uge er gået, siden jeg kom hjem fra København. Jeg nåede meget på de tre dage.

  • Jeg fløj derover og hvor jeg før kun fløj, fordi det tog kortere tid, så kan jeg mærke, at nu kan jeg også finde eventyret i det. Før hen var det togturen, der gav mig den følelse af eventyr og ferie.
gråvej på jorden

solskin ovenover skyerne
  • Jeg landede i lufthavnen lørdag 11.30 og frem til 14.30, hvor min onkel hentede mig ved S-togsstationen, nåede jeg at hoppe af metroen ved Nørreport, gå ned til sønnens arbejdsplads og kramme ham og få et tilgodehavende bevis til en skøn butik. På gåturen derned huskede jeg at se op og se ud og se til siden og sugede til mig af sjove, finurlige mennesker på min vej.
Jeg sad sammen med børnene forrest i metroen, de "styrede" og jeg nød turen
  • Så gik jeg tilbage, hoppede på metroen, steg af ved Forum og gik hen til mit hotel. Her kunne jeg heldigvis godt tjekke ind før tid. Mine børn vil gerne have mig boende, men nogle gange er en del af eventyret det at kunne være alene på et hotelværelse.
  • Børn og svigerbørn havde givet mig en trøje til jul, som jeg i første omgang troede passede, men efterfølgende fandt jeg ud af, at den form ville jeg ikke blive glad for. Nu begav jeg mig, lettet for noget af min bagage, og med min skønne vandrerygsæk på ryggen kunne jeg trave til. Roselil hedder den lille butik på Frederiksberg, og nu havde jeg travlt. Bussen skulle nås, så min onkel ikke skulle vente forgæves. Jeg fik prøvet kjoler og trøje og endte med at købe to kjoler og en trøje. Det er med at slå til, når jeg endelig finder noget, der gør mig glad.
King Louie og Roselils eget design
  • Bagefter var det ned til blomsterbutikken og købe blomster og hen til bageren og købe kage. Så var jeg klar til at begive mig til barndommens land. Min moster og onkel har jeg besøgt så mange gange som teenager og ung, men det er godt nok mange år siden, at jeg har været hos dem. Det var skønt og godt, og jeg var glad for, at de havde tid til at se mig med kort varsel. Vi nåede også at se kunstudstillingen i deres sognegård, inden de kørte mig tilbage til hotellet.
  • Om aftenen gik jeg op til Spise/bar 15 på Rolighedsvej, hvor sønnen og jeg skulle spise sammen. Svigerdatteren er ude og rejse lige for tiden. Vi nød delemad, seks forskellige retter, og vi grinte højt over, at vi to hurtigspisere havde valgt den rette menu, for ellers havde vi været færdig på 5 minutter. Vi fik snakket godt om mangt og meget, også da vi nød te og turkisk slik tilbage i deres lejlighed.
to af de seks retter

  • Sønnen ville følge mig til metroen, men jeg var på eventyr og gik hjem i stedet for. Mine børn har jo altid sagt, at de føler sig tryg om aftenen i hovedstadens gader, så kunne jeg vel også føle mig tryg. Og jeg sms'ede, som jeg var blevet bedt om, da jeg var hjemme på hotellet.
  • Søndag startede med en gåtur omkring to af søerne, mens jeg ventede på, at brunchtid på københavnsk skulle oprinde. Herefter tog min yngste lillesøster mig med til Brønshøj til en sjov cafe, hvor vi nød hinandens selskab.
en lille kirke midt på Frederiksberg

Cafe Stålvand

  • Jeg blev sat af ved datterens lejlighed og så nød datteren og jeg hinandens selskab med veganske fastelavnsboller (man er vel på eventyr), mens vi så Danmarks bedste portrætmaler
  • Siden hen stødte sønnen til på Sebastopol på Sankt Hans torv. Vi fik rigtig lækker mad, jeg kunne godt mærke, at jeg skulle have valgt noget lettere end tre retters rustik fransk mad. Igen fik vi snakket rigtig meget.
Farseret vagtel med lækker rodfrugtmos og svampe

  • Eventyret fortsatte, for hvor jeg før er blevet rådet til en taxa, så valgte jeg denne gang at tage bussen fra Nørrebro til hotellet. Masser af mennesker var med bussen på denne lørdag aften, hvor man måske lige havde set den første aftenforestilling i biografen eller som jeg havde spist ude og var på vej hjem.
  • Mandag mødtes jeg med svigersønnen, hvor vi fik set på regnskab og snakket om mangt og meget.

Hotbox ved foodmarket

kage ved Lagkagehuset
  • Jeg havde egentlig ikke lyst til at se mere, vejret var ikke det bedste, så jeg tog metroen ud til lufthaven, hvor jeg havde tre timer at gå på opdagelse i. Når man ikke er interesseret i at shoppe, så blev det hurtigt til gode steder at sidde, hvor jeg kunne spise lidt lækkert, drikke te og surfe på nettet.
  • Og nu har jeg lyst til en tur igen, men heldigvis kommer søn og svigerdatter hjem i weekenden. Det glæder jeg mig til og bagefter har jeg ferie. Den skal nu tilbringes herhjemme, landmanden har ikke ferie. Men så må jeg finde eventyret i hverdagen.
Når man får ondt i sin arm af at lægge kabale på mobilen, så må man finde kortene frem.
God aften til dig.

søndag, februar 17, 2019

Jeg er vågen - det er morgen

Det sker langsomt, som om jeg går fra en ubevidst tilstand af at være vågen til bevidst erkendelse af, at jeg er vågen. Hjernen starter med det samme sin tankegang, som om den hele natten har været klar til at sætte i gang, så snart jeg erkender min vågenhed.

Først tænker jeg, åh nej skal jeg nu til at ligge vågen midt nat, men da jeg tjekker mobilen, er der kun 7 minutter, til uret ringer. Ergo er det morgen, godt nok tidlig morgen, især på en søndag, men det er morgen. Klokken er snart fem og en arbejdsdag venter.

Arbejdsdagen er faktisk det, hjernen med det samme har gang i. Højst sandsynlig fordi det er arbejdsweekend. Tanker om en god arbejdsdag i går. Tanker, som fortsætter de ord, jeg skrev ned i min godnat mindmap i går aftes. Jeg prøver et forslag af om at tømme min hjerne for arbejdsrelaterede tanker, før jeg går ind i soveværelset. Jeg sætter mig ved mit skrivebord, tænder den lille lampe, tegner små tankeskyer med forskellige farver og skriver mine tanker ned. Jeg anerkender mig selv, både for det jeg nåede og det jeg ikke fik nået. Der flyver små grønne huskebobler rundt om de røde og lilla tankeskyer.

Tankerne fortsætter, mens jeg brygger te og giver hundene mad. Tanker om hvordan vi kunne organisere os anderledes. Tanker om jeg egentlig orker det. Tanker om hvorvidt det at orke hænger sammen med, at vi har en rutine, som vi er trygge ved? Eller er det rettere en vane? Hvad er egentlig forskellen på rutine og vane?

Sproget.dk siger, rutine enten kan være en fast fremgangsmåde, en erfaring/sikkerhed i at udføre en opgave eller en vanepræget fremførelse af en opgave. Vane er en adfærd/handling, som er tillært gennem gentagelser og som man kan have svært ved at ændre, et rutinepræget fænomen.

Begge dele er vist på spil her, vi ved, det fungerer, den måde vi har organiseret os på. Jeg ved, at andre afsnit har organiseret sig på andre måder, som også fungerer, og jeg er tiltrukket af de andres måder, men ved ikke om jeg har energi i dag til at prøve det af. Det indebærer jo, at jeg skal have de andre med på ideen, at vi alle skal bruge ekstra energi på noget, som ikke er rutine. Og skal vi egentlig ikke bare nyde, at vi er er et erfarent hold denne weekend i stedet for at kaste os ud i noget nyt? Ikke nyt i forhold til hverdagene, men nyt i forhold til weekendarbejdets organisering.

Nu må tankerne arbejde videre, mens jeg gør mig klar. En ny arbejdsdag venter, jeg glæder mig og jeg er spændt på, hvad skyerne bliver fyldt med i aften.

God søndag til dig.

set på en kollegas kontor



torsdag, februar 14, 2019

Den gode sygepleje

Hvad er det? Det er der mange, der har undersøgt og for nogle år siden satte en gruppe forskere og ledere indenfor sygeplejen sig ned og drøftede dette. Det satte gang i en proces, hvor man dels undersøgte patienternes perspektiv på god sygepleje, dels teoretikere og sygeplejepersonalets perspektiv. Man så også på det, som påvirker sygeplejen; lovgivning, politikker beskrevet nationalt, regionalt og lokalt. Kort sagt kortlagde man sygeplejen og ud af dette kom der en begrebsramme for sygeplejen.

Mange sygeplejersker siger, ja selvfølgelig, det er jo det, vi gerne vil, men har så svært ved. Men på trods af denne vilje og viden som sygepleje, så sker det alligevel, at mennesker ikke får nok næring, at der overses tryksår, at patienter og pårørende ikke føler, at der bliver lyttet til deres erfaringer og viden. Og det er ikke altid, vi kan skyde skylden på tidspres.

En kollega oplevede en gang, at en sygeplejerske på et akut modtageafsnit svarede, da kollegaen bad dem om at rense hendes kæres mund: på et akut afsnit går man ikke så meget op i basal sygepleje. Så er den gruelig galt. Og det kan meget vel være, at presset er så stort på afdelingen, at man for at beskytte sig selv, lukker øjnene for alt det, man burde gøre. Men at sige det højt til en pårørende som et forsøg på at forsvare sig selv, så har man virkelig lukket ned for sin indre stemme for, hvad god sygepleje er.

Vi oplever også, at vi ikke slår til, at vi må undskylde og beklage, men jeg er blevet optaget af vores mange breve/kort fra pårørende og patienter. Jeg har lyst til at dykke ned i dem med sygeplejens begrebsrammes briller. For det er ikke bare ord som, at I er søde personer, der fylder kortene. Det er ord som at I er professionelle på trods af travlhed. I er altid smilende på trods af travlhed og mange dårlige patienter. I er altid imødekommende og tager jer tid til os på trods af travlhed. I formår at skabe ro om en døende patient på stuen på trods af travlhed lige uden for patientstuens dør. Hvad er det der gør, at sygeplejen og ikke opgaver får lov til at fylde?

Der er ikke ét svar på det, og jeg tror, det er bygget op over meget lang tid. Vi har haft og har en leder, som tydeligt viser, at sygeplejen har betydning. Mundpleje, toiletbesøg, forflytning, lejring, kommunikation, det at sikre sig, at patient og pårørende føler sig tryg og informeret har en betydning.

Lederen holder også fast i, at vi arbejder ud fra den bedste viden om sygepleje til netop vores patientkategori. Vi taler om det, vi holder små og store undervisningssituationer om det, og vi holder hele tiden fast i, at jeg ikke blot kan stole på det, jeg selv fornemmer og erfarer. Det er en vigtig del, men det skal suppleres med det andre har undersøgt med langt flere patienter, end jeg har mødt. Det er det, der kaldes evidensbaseret praksis, altså at den sygepleje der ydes, afhænger af hvad patienten foretrækker, hvad studier siger om lige det sygeplejeområde, hvad min erfaring er og hvad der er muligt lige netop i min afdeling på denne dag i dette øjeblik. Og det sidste afhænger så også af, hvad andre lægger af krav ned over os.

Og vores leder holder også fast i, at for at vi kan yde en god sygepleje, kræver det også, at vi har det godt. Så der er stor fokus på at tilgodese, hvis man har brug for en anden vagtplan end først planlagt. Der er stor fokus på, hvordan vi trives med vores sygepleje. Og blandt andet har min leder overtalt mig til at tale med en arbejdspsykolog, og det har sat tanker i gang om min måde at håndtere de krav, der stilles til min funktion, ikke mindst mine egne krav og forventninger.

En leder gør det ikke alene, vi var rigtig mange, som fulgte med, da vores afdeling blev til et akut afsnit, hvor patienterne i gennemsnit er indlagt 2,7 dage. Herefter bliver de enten udskrevet eller kommer videre til rehabilitering. Og den store skare af erfarne har været en god base til at påvirke de mange nye kolleger, der er kommet. Vi er blevet dobbelt så mange, og det betyder også, at jeg i hvert fald ikke altid har føling med, hvad alle lærer, for man lærer jo af sine nærmeste kolleger i praksis.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er stolt af mine kolleger. Vi er ikke perfekte, vi har også dage, hvor intet går som planlagt, men alligevel får vi hele tiden tilbagemeldinger fra patienter og pårørende, som gør, at vi tror at vi er på rette vej.

I dag er min faste fridag, i morgen har jeg booket en plads på et kontor langt væk fra min afdeling. jeg er fyldt op af alt det, jeg aldrig når. Så i morgen bliver en intens arbejdsdag ved computeren. Hjemmearbejdsdag dur ikke, der er masser af ting på gården, som kan distrahere mig. Det må de godt i dag, det vil jeg nyde inden weekendens arbejdsdage.

Må du få en torsdag, der er god ved dig.

Set på Nørrebro




mandag, februar 11, 2019

Dansk som nyt sprog

Egentlig er det kommet bag på mig, at der ikke er et nationalt sprogkrav til læger fra EUlande, men at det er op til den enkelte region at definere dette.

Lad mig slå fast med syvtommersøm, jeg har mødt rigtig mange dygtige speciallæger indenfor neurologien, som er kommet til Danmark. Læger, hvor jeg har været tryg ved deres faglige viden. Og langt de fleste af dem er jeg også trygge ved i en hektisk hverdag. Men der findes læger, hvor jeg indimellem tvivler på, om de helt har forstået det, patienten/pårørende fortæller. Der er det, at jeg som sygeplejerske vælger at gå med ind, så jeg er en del af samtalen sammen med patient og pårørende, og jeg bliver dermed tolken, der oversætter dels det verbale, dels det nonverbale. Problemet i en hektisk hverdag er, at jeg måske er optaget hos en anden patient, når lægen har tid til at gå ind til den første patient. Så kan der ske misforståelser, nogle gange kan jeg godt udrede det for patienten og pårørende uden at tale med lægen først, fordi jeg efterhånden har så megen viden og erfaring. Andre gange må jeg ind og drøfte deres spørgsmål med lægen.

Værre er det faktisk, når jeg fornemmer, at lægen ikke forstår mine spørgsmål eller den information, jeg giver. At lægen nikker og svarer ja og nej på de rigtige steder, men at lægen bagefter siger noget, som ikke giver mening i den sammenhæng. Så bliver jeg utryg, og så bruger jeg mange kræfter på at få lægens beslutning bekræftet af andre læger. Det vil sige, at vi er mange, der bruger kræfter, som vi godt kunne have brugt andre steder, på noget, som bunder i sproglige problemer, altså ikke faglige problemer.

Så jeg håber, at man nationalt politisk ombestemmer sig og stiller krav til den sproglige kunnen. Og så må jeg gentage igen, jeg arbejder sammen med mange udenlandske læger, hvor jeg i dag ikke tænker over sprogproblemer. Læger, som i starten skulle guides sprogligt, men samtidig selv gjorde en kæmpeindsats for at lære det danske sprog og ikke mindst den danske kultur og vores indforståede humor i sproget.

nogle gange kan man tvivle på, om man nu kan det, man gerne vil

nogle gange handler det så om at turde tro på sig selv og springe ud i det



fredag, februar 08, 2019

Sådan en som mig

Sådan en som mig hedder langtidsfrisk. Vidste I det, ikke langtidsholdbar, men langtidsfrisk? Sådan nogen som mig, som nærmest aldrig er syge. Jeg tror, at i de nitten år, jeg har været ansat på denne afdeling, har jeg haft ti - femten sygedage. Vi hedder ganske enkelt langtidsfriske medarbejdere og i følge denne artikel skal lederne se på sådan nogen som mig og finde ud af, hvad der gør, at vi aldrig er syge. Vi er åbenbart sådan nogen, som " er meget ansvarlige for eksempel for det gode arbejdsmiljø, de løser opgaverne til tiden og de går gerne foran, når de svære opgaver skal løses" det synes jeg passer godt på mig, hvis jeg skal være ærlig. men det passer også på alle mine andre kolleger, om de er meget syge eller ej. Vi har et ganske unikt sammenhold, som løfter os igennem de travle og hårde dage.Vi støtter hinanden, er opmærksom på hinanden og hjælper hinanden.

Sådan en som mig er ved at være gammel. Alderen er dog ingen hindring for arbejdslivet, og det er kun godt. Jeg trives med mit arbejde og har nok mere svært ved at finde mig selv i min fritid, sørgeligt, men sandt. Alder er et underligt begreb, for som barn og ung så jeg min mormor som havende den samme alder hele livet igennem. Det er jo indlysende, at hun ikke har været. Men når jeg ser på billedet nedenfor, som står på mit klaver, så tænker jeg, at hun er på min alder. Hvilket overhovedet ikke passer, faktisk hvis min tidsregning (at jeg er ca. 2 år) er rigtig, så er hun 49 og min bedstefar 65 på det billede. Kigger jeg nærmere på min mormor, kan jeg godt se, at ansigtet er ungt, der er ingen rynker, men tøjet gør, at jeg tolker hende og min bedstefar som ældre.

Sådan en som mig har det med at lægge planer i min fritid og så overhovedet ikke overholde dem. Nu vil jeg gøre en indsats for, at nogle af dem kommer i mål, inden jeg tager til hovedstaden i morgen. Og skulle du læse dette, inden jeg er hjemme igen, må du meget gerne lade et ord falde, hvis du har forslag til noget, der er værd at se/opleve i denne weekend i København.

God fredag til dig.



torsdag, februar 07, 2019

Torsdagstunghedstræt men så har jeg jo fri

For en, som altid har sagt, at faste fridage og fast rul i forhold til arbejdsdage og fridage ikke er mig, er det kommet som en overraskelse, hvor meget jeg nyder at have fast fri om torsdagen. Jeg er faktisk blevet ret god til at sige fra, når nogen vil lægge møder på en torsdag, og det skyldes nok, at jeg kan mærke, at det gør en forskel for mig.

Torsdag sover jeg længe, til klokken halv syv, det betyder at landmanden har givet hundene mad, så det skal jeg ikke tænke på. Madpakkekittet til frokost fungerer stadig perfekt, og der blev fyldt op i går, så det skal jeg heller ikke tænke på.

Torsdagens fridag starter allerede onsdag aften, for jeg kan komme hjem fra kor og vide, at jeg ikke skal tidligt op. I går aftes havde landmanden møde, deltagerne gik først, efter jeg var kommet hjem. Før min torsdagsfridag ville det have stresset mig, for huset skal ryddes op inden torsdagsrengøringen, og jeg skulle også gerne nå at sove syv timer - det nåede jeg så aldrig før min faste torsdagsfridag, heller ikke uden mødedeltagere i mit hus, jeg er for frisk efter to timers gospelsang til at kunne sove, lige når jeg er kommet hjem.

Mens landmanden ryddede op efter kaffebordet, slappede jeg af i sofaen. Jeg var træt og svimmel efter en lang dag med intensiv projektarbejde, hjem og gøre klar til landmandens gæster, sørge for hurtig aftensmad til os og så af sted til kor. Da svimmelheden havde lagt sig, satte jeg service i opvaskemaskine. Det meste oprydning havde jeg ordnet om eftermiddagen, nu tog jeg resten, inden jeg var så træt, at jeg bare lagde mig på sofaen og faldt i søvn.

Ved halv to tiden vågnede jeg, gjorde mig klar til natten og sov videre, denne gang i min seng. Målet på syv timers søvn var dermed opfyldt, da jeg stod op i morges.

De første tre kvarter er gået med at tømme opvaskemaskine, brygge te, starte vaskemaskinen, smøre formiddagsmad til landmanden og tjekke, at huset er klar til rengøring. Herefter er jeg trukket ind i min hule, hvor jeg har spist morgenmad og læst.

Udover fast torsdagsfridag har jeg også valgt at fortsætte i litteraturkredsen. Det er virkelig godt, det er sjovt at høre de forskellige oplevelser, vi har haft med en bog. Januars bog, Ved Slusen, delte vandene. Nogle var decideret forarget over de tre hovedpersoners liv, og hvordan de undgik at forholde sig til livet og bare lod sig drive af sted. Jeg selv fik meget ud af, at jeg havde skrevet lidt om den på bloggen og også nedskrevet nogle få tanker om bogen. Når du siger højt, det du tænker, kan du tænke over det, du siger. Det gælder også, når man skriver. Så min tolkning af titlen kunne mange erkende sig enige i

Nu læser vi Juleoratoriet af Göran Tunström, og her skal jeg virkelig øve mig i at læse langsomt, for jeg er så hurtig til at skimlæse. Der er så mange vendinger og finurlige ord, som jeg ikke opdager, fordi jeg har travlt med at komme videre i handlingen. Jeg er først lige startet, så en egentlig beskrivelse af min læseoplevelse må vente.

Faktisk har jeg fri i fem dage, ren luksus, men når man er ansat 30 timer/ uge, skal der ekstra fridage til. Især fordi jeg har det med at inddrage de fridage til hjemmearbejde. Vores artikelskrivning og især diskussionsafsnittet, som var min opgave, har gået mig på. Det har givet dårlig søvn og mange timer, hvor jeg har genlæst andres artikler, skrevet noter osv. I går  fik jeg skrevet det færdig, de andre to rettede resten af artiklen igennem, og mens jeg havde samtale med en kollega som afslutning på introduktionsåret, rettede de også i mit afsnit. Nu er det sendt til vores vejledere, uden at jeg har læst det igennem,  det kan jeg mærke, at jeg har det lidt underligt med. Jeg var ikke tilfreds med det, jeg fik skrevet. Jeg har noget andet i mit hoved, men det kan ikke komme ud.

Derfor har jeg givet sig selv fri fra artiklen i dag. I dag skal jeg færdiggøre vores eget regnskab for 2018 og gøre rent på vores kontor. Dog i omvendt rækkefølge, for sådan en er jeg også blevet på mine gamle dage. Sådan en, som gerne vil have orden omkring sig, før hun kan arbejde. Det havde jeg ikke lige set komme i mine unge dage!

I morgen holdes dagen åben, jeg drømmer om at strikke, gå tur og slappe af.  Lørdag flyver jeg til København. Jeg har endnu ikke aftaler på plads til hele weekenden, jeg har dog booket hotelværelse denne gang, selv om begge børn har tilbudt mig overnatning hos dem. Begge havde allerede lagt planer for en del af weekenden, inden jeg fandt på, at jeg ville til København. På denne måde kan vi alle slappe af og mødes, når det passer.

Må din torsdag være god ved dig og du god ved den, dig selv og dem, du møder.

jeg elsker mine LED lys, som har timer og derfor er tændt, når jeg kommer træt hjem fra arbejde




tirsdag, februar 05, 2019

Tirsdag morgen med tømning af tanker og mobil

Weekendens billeder fra mobilen viser hvor mit fokus var.

Mit lille studerekammer/min hule blev brugt til at læse artikler i. Og samtidig gik tankerne til hovedstaden. Nu er der bestilt billetter til en weekendtur for en, landmanden har for travlt til at komme med. Malebogen var et forsøg på at finde en anden måde at få ro i hjernen på. Jeg glemmer den bare og har i stedet for fået mig en ny dille med at lægge syvkabale på mobilen. Jeg tror farvelægning af tegninger er bedre, så det må jeg lige huske mig selv på. Det er bare nemmere blot at flytte rundt på kort end at skulle tage stilling til, hvilken farve jeg skal bruge.



Sneen udenfor er nydt på alle måder, jeg har travet ture på markerne, jeg har travet ture på vejen. Ofte har det været i skumringen, og der giver sneen et særligt lys til mørkets komme.



 
Hverdagen er i gang igen, jeg har introduceret nye kolleger i går. Og som altid nød jeg at få lov til sammen med dem at være i plejen. Når jeg skal synliggøre min sygepleje ved at tale om den bagefter og undervejs, bliver jeg bevidst om, hvor vigtig sygeplejen er, og hvor meget jeg i hver enkelt situation inddrager af viden.


I går morges så min gårdsplads sådan ud, i dag er sneen svundet betragteligt. I dag skal formiddagen være i plejen sammen med en ny kollega, det glæder jeg mig til. Eftermiddagen og aftenen skal bruges på artikelomskrivning. Jeg går som katten om den varme grød, jeg har inde i mit hoved, hvordan jeg gerne vil ændre diskussionsafsnittet, men jeg kan ikke komme i gang. Jeg læser og læser og skal vel egentlig huske min tidligere vejleders råd: skriv, kvinde, skriv! Først vil jeg dog nyde at folde sygeplejen ud og lære en ny kollega at kende.

Og så vil jeg have i tankerne de ord fra en klumme om at tænke, før jeg åbner munden: er det sandt, er det nødvendigt og tal venligt. Det første  synes jeg nu altid min tale er. Det sidste håber jeg det er, men det midterste? Nej ikke altid, jeg er som klummeskribenten sådan en, der kan tale og mene alt om alt.

God tirsdag til dig.

søndag, februar 03, 2019

Det som kan være så svært at forklare #2

Indimellem får jeg lyst til at dykke ned i virkelighedens verden som sygeplejerske for at fortælle om min arbejdsdag til dem, der øverst oppe er de ansvarlige for min arbejdshverdag. Jeg tror desværre ikke, det nytter noget, for alle har hver deres bud på, hvad man så kan spare væk, så vi blev normeret bedre. Og så kommer de ikke videre. Så nu lader jeg det i stedet for blive en række blogindlæg.

Nå men i sidste indlæg var vi kommet til klokken ni på min onsdagsarbejdsdag. For andres vedkommende er de måske lige mødt på arbejde, har tændt computeren, skænket sig en kop kaffe eller er ved at gøre klar til at åbne butikken. For os kan vi mærke trangen til en kop te/kaffe og en bid brød. For mit vedkommende er det ved at være  3½ time, siden jeg spiste min morgenmad. Der er dog ikke tid til at tænke på mad til os, vi står hos fru X, hvis eneste tanke er mad og drikke. Og det kan vi ikke give hende nu, hun er ramt på synkefunktionen, så hun skal op og sidde ordentlig, før vi kan servere morgenmad. Hun har dog brug for at komme på toilettet, og inden da skal vi have håndteret det, vi kalder akutte udskillelser.

Når jeg tænker tilbage på mine mange tanter og fastre på min fars side (havde 14), så var mange af dem, det, man vil kalde trinde og tætte. De var arbejdsomme, altid i gang, svingede møggreben, slog et ordentligt slag i bolledejen, malkede køerne, vaskede tøj i hånden eller på den halvautomatiske vaskemaskine, kort sagt meget aktive. Lad os så medtænke mandetyper a la håndboldherrerne, store, muskuløse mænd, som er meget aktive. Hvis nogen af dem får en blodprop eller blødning i hjernen med halvsidig lammelse, så bliver deres krop pludselig en modstander, den kan ikke det, den plejer. Den store krop fylder sygesengen ud, de kan ikke vende sig selv, de kan ikke løfte bagdelen selv, de forsøger at hjælpe til og klare sig selv. Problemet er, at det ofte øger muskelspændingen i den lamme side, så hele siden spænder op. Det kan give smerter og også et dårligt udgangspunkt for videre træning, hvis vi lader dem gøre det. Alle har dog en fordel, de har været aktive frem til den dag, de falder om. Og det gør, at de nemmere kan arbejde med. Det er dog stadigt hårdt arbejde.

Fru X havde ikke været aktiv, men var af samme type som mine tanter. Derfor måtte vi være to om at vaske hende forneden, inden vi kunne lifte hende op på en bækkenstol. Forestil dig, hvor svært det må være for hende, første skal to andre mennesker vaske hende, hun har ikke kunnet holde på urin og afføring, det kan blandt andet skyldes hendes apopleksi, og så skal hun løftes i et liftsejl over på en bækkenstol. 

Det at vaske et andet menneske kræver derfor konduite, men det kræver også færdigheder. Første gang jeg stod med et menneske, hvor tøjet var blevet snavset, tænkte jeg, hvordan skal jeg få dette af uden at gøre patienten mere snavset. Hvordan skal jeg få vendt patienten på siden og vaske patienten på ryg og bagpå, så jeg fremmer det gode bevægemønster, samtidig med at jeg ikke forvolder smerte. I dag har jeg taget, så vi gik i gang. Patienten kunne ikke selv bøje benet op, så det måtte jeg hjælpe med. Et lamt ben er virkelig tungt, så jeg skal tænke over min arbejdsstilling. Min kollega støttede patienten i at gribe med sin hånd om sengehesten og forsigtig trillede patienten om på siden. Inden da havde vi selvfølgelig vasket foran. De hygiejniske principper skal overholdes, selv om man som ny sygeplejerske indimellem havde svært ved at finde dem midt i virkelighedens verden. Det kræver mange vaskeklude og handsker, og man lærer, at det må tage den tid, det tager, selv om klokker kimer, og kolleger kigger ind for at høre, om man kan hjælpe et andet sted. Det skete nu ikke den dag.

For at få liftet patienten over på den bækkenstol, vi havde, måtte vi være tre. Bækkenstolen var ikke optimal, lidt for smal i længde og bredde og vi ville gerne have haft den, som kan tippes lidt bagover. Den var i brug, så vi måtte nøjes med den anden. Det var derfor ekstra vigtig at få patienten helt tilbage, for ellers ville der være risiko for at hun faldt forover. Og der var vi nødt til at være tre, for det er tungt både at skulle trække liftsejlet tilbage, holde øjenkontakt med patienten, sikre en god position for patienten og så styre liften.

Nu tog kollegaen, som egentlig havde patienten, over. Patienten kom ud på badeværelset og blev også hjulpet til at vaske sig foroven, fik børstet tænder og redt hår. Imens var en ny seng, som er mere trykaflastende, kommet, så den gjorde projektsygeplejersken klar, mens jeg gik på jagt efter de rigtige forbindinger. Patienten havde tryksår, som var opstået hjemme, og vi var (selvfølgelig på sådan en dag) løbet tør for de forbindinger (fordi de var i restordre). Jeg fik mig en gåtur op på de næste to etager og fandt endelig den rette størrelse.

Efter toiletbesøg og vask kom patienten tilbage i sengen. Jeg og projektsygeplejersken vaskede yderlig ved sårene og ny forbinding blev sat på, mens min kollega ryddede op på badeværeslet, fik sprittet alt af og gjort badeværelset klar til næste gang. Terapeuterne var i gang med andre patienter, så vi fandt morgenmad frem. Nu var klokken over ti, vi var alle godt trætte inklusiv patienten. Derfor havde vi også for hendes vedkommende valgt at lejre hende i sengen, godt siddende oppe med pude i ryggen til at understøtte en god spisestilling. For os andres vedkommende var den ene fra trombolyseholdet heldigvis tilbage på afdelingen (for selvfølgelig var de også blevet kaldt midt i travlheden, og en af dem var på vej til Aarhus med en patient til trombektomi). Trombolysesygeplejersken overtog morgenmadssituationen, og vi andre kunne  sætte os og nyde en bid brød og en kop te/kaffe.

Projektsygeplejersken og jeg gik i gang med vores møde. Begge kan vi godt lide at være i praksis, begge var vi enige om, at det er svært at forklare længere oppe i beslutningskæden, at en patient havde haft brug for tre sygeplejersker i 1½ time til morgentoilette. Nu har jeg i hvert fald forsøgt at forklare det her.

Og i dag nyder jeg min fridag, sneen ligger stadig derude, så mon ikke jeg finder tid til en gåtur mellem artikellæsning, boglæsning og tedrikning :-) God søndag til dig.






lørdag, februar 02, 2019

Det kan være det bliver en vane

Selv om jeg havde fri torsdag, og søvnen har været god de sidste nætter, så var jeg træt, da jeg kom hjem i går efter projektdag. Egentlig havde jeg besluttet mig for, at motion var en by i Rusland og jeg godt måtte sløve hen i sofaen. Problemet var bare, at jeg kunne mærke, at jeg ville falde i søvn. Det duede ikke, det var alligevel for tidligt.

min vej, da jeg kørte hjem i går eftermiddag
Jeg gjorde det samme som aftenen før, jeg sagde, at jeg bare ville gå ud og få lidt frisk luft, måske gå rundt om gården, og så skete det det igen, at jeg fik lyst til at gå en halv time. Jeg elsker snelandskabet, jeg elsker mine LED bloklys udenfor. Det er så genialt, der er timer i dem, så når jeg kommer hjem fra arbejde, lyser de for mig, og de er der også om aftenen, når vi går ud. Jeg har ikke skiftet batterier, siden jeg satte dem ud før jul, så de holder godt. Om lidt skal de lægges ind til juletingene, men endnu nyder jeg dem for meget til at det sker.




Sneen gør mine skridt tunge, jeg er sikker på, at jeg får mere motion end en halv time om sommeren. Nede ved søen går jeg op på den lille bakke, vi har fået lavet, her er dejligt udsyn over søen, og den friske luft gør mig så godt.


Hjemme igen finder jeg aftensmaden frem, jeg har købt stjerneskud ved den lokale SPAR, det er skønt, at jeg ikke skal tilberede noget. Der er ikke noget i serieland eller fjernsynsprogrammet, der fænger mig, jeg lægger kabale på mobiltelefonen. Og jeg ender med at gå i seng klokken otte og læser i et blad, inden jeg falder i søvn.



Og nu sidder jeg her, har sovet til klokken syv, næsten 11 timer. Sidste lørdag fik jeg også en god lang søvn, det må gerne blive en weekendvane. God lørdag til dig.