mandag, februar 11, 2019

Dansk som nyt sprog

Egentlig er det kommet bag på mig, at der ikke er et nationalt sprogkrav til læger fra EUlande, men at det er op til den enkelte region at definere dette.

Lad mig slå fast med syvtommersøm, jeg har mødt rigtig mange dygtige speciallæger indenfor neurologien, som er kommet til Danmark. Læger, hvor jeg har været tryg ved deres faglige viden. Og langt de fleste af dem er jeg også trygge ved i en hektisk hverdag. Men der findes læger, hvor jeg indimellem tvivler på, om de helt har forstået det, patienten/pårørende fortæller. Der er det, at jeg som sygeplejerske vælger at gå med ind, så jeg er en del af samtalen sammen med patient og pårørende, og jeg bliver dermed tolken, der oversætter dels det verbale, dels det nonverbale. Problemet i en hektisk hverdag er, at jeg måske er optaget hos en anden patient, når lægen har tid til at gå ind til den første patient. Så kan der ske misforståelser, nogle gange kan jeg godt udrede det for patienten og pårørende uden at tale med lægen først, fordi jeg efterhånden har så megen viden og erfaring. Andre gange må jeg ind og drøfte deres spørgsmål med lægen.

Værre er det faktisk, når jeg fornemmer, at lægen ikke forstår mine spørgsmål eller den information, jeg giver. At lægen nikker og svarer ja og nej på de rigtige steder, men at lægen bagefter siger noget, som ikke giver mening i den sammenhæng. Så bliver jeg utryg, og så bruger jeg mange kræfter på at få lægens beslutning bekræftet af andre læger. Det vil sige, at vi er mange, der bruger kræfter, som vi godt kunne have brugt andre steder, på noget, som bunder i sproglige problemer, altså ikke faglige problemer.

Så jeg håber, at man nationalt politisk ombestemmer sig og stiller krav til den sproglige kunnen. Og så må jeg gentage igen, jeg arbejder sammen med mange udenlandske læger, hvor jeg i dag ikke tænker over sprogproblemer. Læger, som i starten skulle guides sprogligt, men samtidig selv gjorde en kæmpeindsats for at lære det danske sprog og ikke mindst den danske kultur og vores indforståede humor i sproget.

nogle gange kan man tvivle på, om man nu kan det, man gerne vil

nogle gange handler det så om at turde tro på sig selv og springe ud i det



12 kommentarer:

  1. Hvor må det være svært!
    Det virker fornuftigt med et sprogkrav, for forståelig kommunikation mellem læger, patient og øvrigt personale kan være afgørende for sikkerheden og den rette behandling.
    Det sagt, er dansk et ret svært sprog at lære for mange. På italiensk fx er der god overensstemmelse mellem stavemåde og udtale, mens det er noget rod på dansk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, jeg er helt med på at det er svært at lære, men jeg tror det vil være godt, hvis man både får et sprogkursus og skal bestå en danskprøve. Man har valgt ikke at gøre det, fordi man er bange for at skræmme lægerne væk. Vi mangler dem.

      Slet
  2. Jeg så også indslaget i aftes og er enig i, at det er en god ide med minimumskrav af en eller anden art. Damelægen fra Indien (eller noget lignende) var meget svær at forstå, og som en sagde, så kan den slags gå så grueligt galt - og det går i høj grad begge veje.
    Men ... hvis vi mangler læger i så høj grad, hvorfor er det så så svært at komme ind på medicinstudiet, mon? Der er forhåbentlig dermed ingen problemer for min niece at få job, når hun engang bliver færdig med at læse til læge, men der er lige et par år endnu.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg så ikke programmet, har kun læst om det. Det skal nok være svært at komme ind for at tilgodese at der stilles høje krav til videnslæring. Om karakteren så siger noget om det, kan være tvivlsomt. Problemet er også at de store byer støvsuger alle lægerne til sig. Der forskes mere, der er private fonde som tilgodeser forskning i højtprofilerede speciale. Det er rigtig svært for eks. Holstebro at tiltrække læger. Vi har også rigtig svært ved at få dem til at komme til Aalborg og være speciallæger indenfor neurologien, selv om de faktisk tager noget af deres uddannelse her. De har bosat sig, stiftet familie i Aarhus og det er der, de vil være.
      Faktisk har der været et ansættelsestop i København, Odense og Aarhus for specialelæge for at tvinge lægerne til de andre sygehuse.
      Og ja inden din niece bliver speciallæge er der et godt stykke tid til, spændende hvad hun så vælger. Vi mangler jo også praktiserende læger.

      Slet
  3. Jeg er sikker på de udenlandske læger er knalddygtige, men det er jo et fag, hvor kommunikation er så sindssygt vigtigt, så basale standarder indenfor sprogforståelse og formidling stemmer jeg også for (;

    SvarSlet
    Svar
    1. A+K, kommunikation er alfa og omega i dit og mit fag inklusive vores tværfaglige kolleger.

      Slet
  4. Hvor er det vigtigt at kunne forstå hinanden. Især når den ene part er syg og utryg i fremmede omgivelser. Det må også være svært for de udenlandske læger, der har lært noget dansk, men så møder en patient med den dialekt, der tales i Thy af den ældre del af befolkningen. Et minimumskrav må være rimeligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, det er utroligt vigtigt at føle sig forstået og at kunne forstå, hvad man fejler.
      Ja dialekt og den underbetoning, som vel er kendetegnende for både vest og nordjyder kan også være svært at forstå.

      Slet
  5. Hvis man ikke synes, at man kan stille relevante sprogkrav (f.eks. fordi det skræmmer læger væk), så burde man måske tænke i noget med tolkeordning, som følger lægen det første år.
    Da jeg for mange år siden arbejdede som socialrådgiver, havde jeg en klient, som var læge (mave-tarm-kirurg) fra Afghanistan. For at han kunne få autorisation i DK, forlangtes det, at han bestod danskprøve og tog et modul i et eller andet medicinsk (som ikke var en del af hans uddannelse). Det nægtede han, - han skulle jo bare operere folk og havde ingen forståelse for, at han skulle tale med dem. Han kom aldrig i arbejde.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, god ide, for heldigvis er det de færreste, der tænker som din klient.

      Slet
  6. Jeg håber der er nogle af de ansvarlige som henter inspiration fra virkeligheden eksempelvis på din blog for du behandler mange vigtige emner KH Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Anette. Jeg håber også, at de får inspiration fra dem, der er i praksis

      Slet