torsdag, februar 07, 2019

Torsdagstunghedstræt men så har jeg jo fri

For en, som altid har sagt, at faste fridage og fast rul i forhold til arbejdsdage og fridage ikke er mig, er det kommet som en overraskelse, hvor meget jeg nyder at have fast fri om torsdagen. Jeg er faktisk blevet ret god til at sige fra, når nogen vil lægge møder på en torsdag, og det skyldes nok, at jeg kan mærke, at det gør en forskel for mig.

Torsdag sover jeg længe, til klokken halv syv, det betyder at landmanden har givet hundene mad, så det skal jeg ikke tænke på. Madpakkekittet til frokost fungerer stadig perfekt, og der blev fyldt op i går, så det skal jeg heller ikke tænke på.

Torsdagens fridag starter allerede onsdag aften, for jeg kan komme hjem fra kor og vide, at jeg ikke skal tidligt op. I går aftes havde landmanden møde, deltagerne gik først, efter jeg var kommet hjem. Før min torsdagsfridag ville det have stresset mig, for huset skal ryddes op inden torsdagsrengøringen, og jeg skulle også gerne nå at sove syv timer - det nåede jeg så aldrig før min faste torsdagsfridag, heller ikke uden mødedeltagere i mit hus, jeg er for frisk efter to timers gospelsang til at kunne sove, lige når jeg er kommet hjem.

Mens landmanden ryddede op efter kaffebordet, slappede jeg af i sofaen. Jeg var træt og svimmel efter en lang dag med intensiv projektarbejde, hjem og gøre klar til landmandens gæster, sørge for hurtig aftensmad til os og så af sted til kor. Da svimmelheden havde lagt sig, satte jeg service i opvaskemaskine. Det meste oprydning havde jeg ordnet om eftermiddagen, nu tog jeg resten, inden jeg var så træt, at jeg bare lagde mig på sofaen og faldt i søvn.

Ved halv to tiden vågnede jeg, gjorde mig klar til natten og sov videre, denne gang i min seng. Målet på syv timers søvn var dermed opfyldt, da jeg stod op i morges.

De første tre kvarter er gået med at tømme opvaskemaskine, brygge te, starte vaskemaskinen, smøre formiddagsmad til landmanden og tjekke, at huset er klar til rengøring. Herefter er jeg trukket ind i min hule, hvor jeg har spist morgenmad og læst.

Udover fast torsdagsfridag har jeg også valgt at fortsætte i litteraturkredsen. Det er virkelig godt, det er sjovt at høre de forskellige oplevelser, vi har haft med en bog. Januars bog, Ved Slusen, delte vandene. Nogle var decideret forarget over de tre hovedpersoners liv, og hvordan de undgik at forholde sig til livet og bare lod sig drive af sted. Jeg selv fik meget ud af, at jeg havde skrevet lidt om den på bloggen og også nedskrevet nogle få tanker om bogen. Når du siger højt, det du tænker, kan du tænke over det, du siger. Det gælder også, når man skriver. Så min tolkning af titlen kunne mange erkende sig enige i

Nu læser vi Juleoratoriet af Göran Tunström, og her skal jeg virkelig øve mig i at læse langsomt, for jeg er så hurtig til at skimlæse. Der er så mange vendinger og finurlige ord, som jeg ikke opdager, fordi jeg har travlt med at komme videre i handlingen. Jeg er først lige startet, så en egentlig beskrivelse af min læseoplevelse må vente.

Faktisk har jeg fri i fem dage, ren luksus, men når man er ansat 30 timer/ uge, skal der ekstra fridage til. Især fordi jeg har det med at inddrage de fridage til hjemmearbejde. Vores artikelskrivning og især diskussionsafsnittet, som var min opgave, har gået mig på. Det har givet dårlig søvn og mange timer, hvor jeg har genlæst andres artikler, skrevet noter osv. I går  fik jeg skrevet det færdig, de andre to rettede resten af artiklen igennem, og mens jeg havde samtale med en kollega som afslutning på introduktionsåret, rettede de også i mit afsnit. Nu er det sendt til vores vejledere, uden at jeg har læst det igennem,  det kan jeg mærke, at jeg har det lidt underligt med. Jeg var ikke tilfreds med det, jeg fik skrevet. Jeg har noget andet i mit hoved, men det kan ikke komme ud.

Derfor har jeg givet sig selv fri fra artiklen i dag. I dag skal jeg færdiggøre vores eget regnskab for 2018 og gøre rent på vores kontor. Dog i omvendt rækkefølge, for sådan en er jeg også blevet på mine gamle dage. Sådan en, som gerne vil have orden omkring sig, før hun kan arbejde. Det havde jeg ikke lige set komme i mine unge dage!

I morgen holdes dagen åben, jeg drømmer om at strikke, gå tur og slappe af.  Lørdag flyver jeg til København. Jeg har endnu ikke aftaler på plads til hele weekenden, jeg har dog booket hotelværelse denne gang, selv om begge børn har tilbudt mig overnatning hos dem. Begge havde allerede lagt planer for en del af weekenden, inden jeg fandt på, at jeg ville til København. På denne måde kan vi alle slappe af og mødes, når det passer.

Må din torsdag være god ved dig og du god ved den, dig selv og dem, du møder.

jeg elsker mine LED lys, som har timer og derfor er tændt, når jeg kommer træt hjem fra arbejde




7 kommentarer:

  1. Den ugentlige fridag er vist en af de bedre ting, du har gjort for dig selv. Jeg husker det ... selv om min onsdag ikke engang var en fridag, men det føltes sådan, bare fordi jeg ikke skulle ud i tre timer på landevejen.
    Rigtig god tur til København. Det er godt, at du tager afsted, selv om din landmand ikke har tid til at tage med.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, og egentlig er det underligt at det mærkes med en fast fridag, for jeg har altid en hverdagsfridag i min uge. Men det gør bare at jeg ikke vælter søvnmæssigt efter kor :-)
      Tak og jeg er også glad for min beslutning, jeg glæder mig.

      Slet
  2. Hvad du skriver om læsning af Juleoratoriet af Göran Tunström anslår en særlig streng i mig - det er rigtigt at man skimmer meget hurtigt og let glipper et ord eller to. Det er en mærkelig måde at læse, synes jeg, der holder mest af læsning i "oplæsningstempo"; men jeg har øvet mig i at læse (skimme) hurtigt, når jeg leder efter noget - leder efter information eller særlige kernesætninger osv. så jeg kan godt læse hurtig-læsning. /Donald

    SvarSlet
    Svar
    1. Donald, jeg ville ønske at jeg læste i oplæsningstemapo, men det har jeg aldrig gjort. Til gengæld er der mange situationer hvor det er en fordel at kunne skimme en tekst hurtigt igennem.

      Slet
  3. Hanne, og når jeg skriver meget om det, er det vist fordi det fylder :-) Når man skriver en akademisk artikel, skal man, efter man har skrevet om sine fund, diskutere dem, det kan være i forhold til teori eller som vi gør i forhold til andre artikler på det område.

    SvarSlet
  4. Det lyder som om, du er blevet bedre til at indrette dine dage, så de også opfylder det, du gerne selv vil have ud af dem. Nogle gange skal der bare små ændringer til.
    Jeg læser også alt for hurtigt, - netop derfor er lydbøger gode for mig, for da får jeg alle ord med.
    God tur til København. Jeg skal heldigvis også nogle dage derover i ferien, - denne gang i airbnb-lejlighed. Det bliver fint.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det håber jeg. jeg sad i går og tænkte på lydbøgerne, men denne bog ville jeg godt nok nødigt have læst op. Jeg tror jeg ville gå død i de snørklede beskrivelser
      Tak, jeg har ikke haft mod til at afprøve airbnb endnu. jeg vil da gerne høre om dine erfaringer :-)

      Slet