Kinderne blusser, kroppens puls mærkes tydeligt og ørerne er så røde og varme, som dengang jeg blev trukket i ørerne af en lærer, fordi han mente, jeg var flabet. Det sidste var svært at skulle forklare sin far og mor, som var henholdvis skoleleder og lærer på samme skole, da de kom hjem fra lejrskoleophold på Bornholm. Men sandsynligheden for at de ville få det at vide på lærerværelset næste dag var stor, så jeg kunne jo lige så godt gå til bekendelse.
Denne gang skyldes ørernes varme den skønne meget kolde luft, som jeg netop har indåndet, mens jeg gik 6 km. Jeg bare gik og gik, mens tankerne fik lov til at dagdrømme. Det er den måde, jeg får trælse ting eller ting, der bekymrer, bearbejdet. Nu er jeg frisk og har fået fyldt op på lyskontoen.
Det er tid til indkøb, december banker på døren og jeg har fri i fem dage, når arbejdsdagen slutter i morgen. Der skal handles adventslys og kalenderlys, der skal handles ind til småkagebagning og så alt det, der får hverdagen til at fungere.
Må solen skinne på dig i dag.
fredag, november 29, 2019
torsdag, november 28, 2019
Lys og luft
I forgårs i nyhederne havde de et indslag med, at vi får alt for lidt lys i vinterhalvåret, og det er med til, at mange døjer med vintertræthed, for nogle enkelte tenderer til vinterdepression. I indslaget var også et firma, hvor medarbejderne blev opfordret til at bruge 15 minutter af deres frokostpause til at gå en tur. Selv i det mest grå vejr som i går fik de 2000 gange så meget lys, som hvis de sad indendøre. Flere af de interviewede følte, at eftermiddagens arbejde blev mere effektiv.
Adspurgt sagde professoren, som havde undersøgt, hvor meget lys vi får om vinteren, at der var ikke mange, der ville kunne gøre dette. Og det var jeg glad for. Vi er rigtig mange, for hvem en gåtur i de få dagtimer, der er, ikke kan harmonere med vores arbejde. Og skulle vi så slås oveni hovedet med dette? Vi blev enige om herhjemme, at mange får tidligere fri om fredagen, så weekendens tre dage måtte så bruges til at få lys på kontoen.
Jeg savner en god gåtur som i søndags, jeg savner den friske luft, og jeg havde håbet, at de to hverdagsfridage ikke gik op i alt det, jeg skal nå inden weekendens arbejde. Der skal gerne være plads til en gåtur, om så den kun bliver kort. Men jeg er en "hyggefis", jeg elsker husets hygge med små lamper tændt rundt omkring, brændeovnens varme og en anledning til at spise juleboller, småkager og alle slags julekager fra bageren.
Det blev nu ikke hyggerierne, der forhindrede mig i at komme ud i dag, men arbejdet løb fra mig, og jeg forsøgte at følge efter. Og nu kigger jeg ud af vinduet i en pause fra regnskabet, det er mørkt og jeg tror, jeg prioriterer at få regnskabet færdigt i aften fremfor en gåtur i mørket. Så er der en frisk fredag med plads til forbedringer på lyskontoen.
Får du fyldt lys på lyskontoen i disse dage?
Adspurgt sagde professoren, som havde undersøgt, hvor meget lys vi får om vinteren, at der var ikke mange, der ville kunne gøre dette. Og det var jeg glad for. Vi er rigtig mange, for hvem en gåtur i de få dagtimer, der er, ikke kan harmonere med vores arbejde. Og skulle vi så slås oveni hovedet med dette? Vi blev enige om herhjemme, at mange får tidligere fri om fredagen, så weekendens tre dage måtte så bruges til at få lys på kontoen.
Jeg savner en god gåtur som i søndags, jeg savner den friske luft, og jeg havde håbet, at de to hverdagsfridage ikke gik op i alt det, jeg skal nå inden weekendens arbejde. Der skal gerne være plads til en gåtur, om så den kun bliver kort. Men jeg er en "hyggefis", jeg elsker husets hygge med små lamper tændt rundt omkring, brændeovnens varme og en anledning til at spise juleboller, småkager og alle slags julekager fra bageren.
Det blev nu ikke hyggerierne, der forhindrede mig i at komme ud i dag, men arbejdet løb fra mig, og jeg forsøgte at følge efter. Og nu kigger jeg ud af vinduet i en pause fra regnskabet, det er mørkt og jeg tror, jeg prioriterer at få regnskabet færdigt i aften fremfor en gåtur i mørket. Så er der en frisk fredag med plads til forbedringer på lyskontoen.
Får du fyldt lys på lyskontoen i disse dage?
fra søndagens gåtur |
mandag, november 25, 2019
Nå men ellers går det godt
Landmanden var frisk på en tur til sommerhuset og en gåtur med hundene i lørdags. Vi fik tjekket de ting, vi skulle ved sommerhuset og så var vi klar. Jeg fik remmen med Ayla i den anden ende, og så skete der noget, som jeg ikke kan forklare. på en eller anden måde fik hun trukket i snoren, så jeg mistede balancen og samtidig hindrede hun mig i at genfinde balancen. Resultatet var at jeg faldt med al min vægt, uden at kunne tage fra, ned på grusvejen. Med det samme fik jeg jag under brystet i højre side, det gjorde ondt, ligesom hudafskrabninger på håndflade og knæ sved.
Ingen gåtur til os, jeg ville bare hjem, efter jeg langt om længe var kommet op. Om aftenen lå jeg og småpeb og skrev sms'er til mine søstre, så jeg kunne få lidt sympati på sms. Først der kom jeg i tanke om, at jeg måske skulle prøve med smertestillende. Jeg er så vant til, at jeg aldrig har brug for det, at jeg glemmer at tænke det ind som en mulig løsning, når jeg så en enkelt gang har smerter, der ikke kan kureres med en gåtur og væske.
Nattens søvn blev absolut ikke god, men jeg ville af sted på min planlagt vandretur med mine jyske søstre. Når jeg gik rundt, havde jeg det ok. Det var når jeg hostede, grinte eller skulle bruge kropsmusklerne, at jeg blev mindet om, at jeg enten havde trykket et ribben eller forstrukket nogle muskler.
Min ene søster samlede jeg op syd for Aalborg og så gik snakken ellers, til vi landede i Vestjylland hos den anden søster. Først fik vi lækker brunch og mere snak, og jeg måtte indimellem holde mig i siden, fordi latter absolut ikke gjorde noget godt for smerterne. Ellers gik det fint, når blot jeg ikke skulle bøje mig for at tage sko og strømper på.
Senere kørte vi til Struer og gik først en dejlig tur 1/3 rundt om Kilen. Vi kom lidt på afveje, fordi vi ville gå på små stier, så til sidst måtte vi gå langs en meget våd mark. Bagefter kørte vi til Gimsinghoved, et kunst og kulturcenter, som afholdt julemarked. Vi så mest på tingene og blev inspireret. Jeg har nok af ting at sætte frem til jul, behøver ikke mere.
Bagefter havde vi mere tid til hygge og snak over hjemmebagte æbleskiver og varm gløgg, førend vi to nordjyske søstre vendte næsen hjem igen. Igen, igen snakkede vi om, at det faktisk er træls, at vi fem søskende bor så spredt, for vi har mange fælles interesser, vi kunne deltage i sammen.
Jeg har været hjemme i dag, for søvnen blev meget afbrudt pga smerter, så jeg har passet og plejet mig selv og fået købt ekstra forsyninger af smertestillende, så jeg forhåbentlig kan sove bedre i nat.
At der er kommet meget vand i Nordjylland er vist ingen hemmelighed. Se blot nedenstående billede af Ryå. Det er ikke så sært, at vores grøfter, som afvandes i Ryå, også er godt fyldte med vand.
Nu vil jeg få kigget på min mobil, den er fyldt op til bristepunktet med billeder. Nogen siger, at jeg meget vel kan have dubletter liggende i forskellige mapper, for det interne lager er fyldt og SDkortet ligeså. Måske skulle jeg starte med at slette billeder på mobilen og flytte SD kortets billeder over til computeren. Jeg gider ikke, men der er jo ingen, der gør det for mig, så sæt i gang, Lene. Det bliver godt, når det er gjort.
Og bagefter må jeg heller lave en decemberkøreplan, så jeg sikrer mig, at jeg har tid til samvær og nærvær, når søn og svigerdatter kommer tidligt hjem til jul. Jeg glæder mig.
resten af øllet fra aftensmaden trøstede mig efter faldet |
Ingen gåtur til os, jeg ville bare hjem, efter jeg langt om længe var kommet op. Om aftenen lå jeg og småpeb og skrev sms'er til mine søstre, så jeg kunne få lidt sympati på sms. Først der kom jeg i tanke om, at jeg måske skulle prøve med smertestillende. Jeg er så vant til, at jeg aldrig har brug for det, at jeg glemmer at tænke det ind som en mulig løsning, når jeg så en enkelt gang har smerter, der ikke kan kureres med en gåtur og væske.
Nattens søvn blev absolut ikke god, men jeg ville af sted på min planlagt vandretur med mine jyske søstre. Når jeg gik rundt, havde jeg det ok. Det var når jeg hostede, grinte eller skulle bruge kropsmusklerne, at jeg blev mindet om, at jeg enten havde trykket et ribben eller forstrukket nogle muskler.
Min ene søster samlede jeg op syd for Aalborg og så gik snakken ellers, til vi landede i Vestjylland hos den anden søster. Først fik vi lækker brunch og mere snak, og jeg måtte indimellem holde mig i siden, fordi latter absolut ikke gjorde noget godt for smerterne. Ellers gik det fint, når blot jeg ikke skulle bøje mig for at tage sko og strømper på.
Senere kørte vi til Struer og gik først en dejlig tur 1/3 rundt om Kilen. Vi kom lidt på afveje, fordi vi ville gå på små stier, så til sidst måtte vi gå langs en meget våd mark. Bagefter kørte vi til Gimsinghoved, et kunst og kulturcenter, som afholdt julemarked. Vi så mest på tingene og blev inspireret. Jeg har nok af ting at sætte frem til jul, behøver ikke mere.
Bagefter havde vi mere tid til hygge og snak over hjemmebagte æbleskiver og varm gløgg, førend vi to nordjyske søstre vendte næsen hjem igen. Igen, igen snakkede vi om, at det faktisk er træls, at vi fem søskende bor så spredt, for vi har mange fælles interesser, vi kunne deltage i sammen.
Jeg har været hjemme i dag, for søvnen blev meget afbrudt pga smerter, så jeg har passet og plejet mig selv og fået købt ekstra forsyninger af smertestillende, så jeg forhåbentlig kan sove bedre i nat.
At der er kommet meget vand i Nordjylland er vist ingen hemmelighed. Se blot nedenstående billede af Ryå. Det er ikke så sært, at vores grøfter, som afvandes i Ryå, også er godt fyldte med vand.
Det er den midterste stribe, der er åen. Resten er oversvømmede marker. |
Og bagefter må jeg heller lave en decemberkøreplan, så jeg sikrer mig, at jeg har tid til samvær og nærvær, når søn og svigerdatter kommer tidligt hjem til jul. Jeg glæder mig.
lørdag, november 23, 2019
Morgenmadens betydning
Vi er helt klart delt i mindst to lejre, hvad angår morgenmaden. Der er dem, som absolut intet kan få ned, førend de kommer lidt op ad dagen. Der er andre, og blandt dem tilhører jeg, som er nødt til at have spist, førend vi kaster os ud i arbejdsdagens udfordring.
En del af mine kolleger kan ikke spise noget så tidligt om morgenen, mange af os kører hjemmefra seneste klokken seks. Og ofte kan det også betyde lidt længere sovetid. Efterhånden er der en del med små børn, og der er en hel nattesøvn ikke noget, der er en selvfølge. Mens jeg skriver, kommer jeg i tanke om, at når jeg taler om den tid, glemmer jeg jo, at jeg ikke arbejdede om dagen de første år, hvor mine børn skulle afleveres i dagpleje. Jeg var fast aftenvagt, arbejdede 7 dage og havde 7 dage fri. Så i mine arbejdsuger havde vi tid til at sove, tid til at spise morgenmad. Jeg skulle blot være oppe og i tøjet inden klokken ni, hvor folkeholdet kom ind. Dengang havde vi ikke et mandskabsrum, så vores medarbejdere spiste i køkkenet. På den måde har jeg heller aldrig følt, jeg havde barsel som andre havde. Jeg skulle have mad klar klokken ni, tolv og tre hver dag til flere mennesker. Vores faste medarbejder, og ofte også mine svigerforældre i de travle perioder, var altid på kost dengang.
Jeg elsker morgenmad, jeg elsker det store morgenbord, og har man læst med herinde i flere år, er dét ingen hemmelighed. Jeg elsker, når søndagsbordet er dækket med ting, som har betydning for mig. Vores polske søndagskrus fra mine forældre, vores salt-pebersæt arvet efter mine forældre, vores æggebægre, de sidste fra en bryllupsgave til mine morforældre, og smørskålen fra vores børn. Jeg elsker det at samles om morgenbordet i nattøj med uglet hår, søvn i øjnene og nogen mere søvnige end andre. Og jeg glæder mig allerede til førjuledagene, hvor huset rummer tre skønne mennesker udover os. Godt nok falder deres morgenmad tit sammen med vores formiddagspause eller frokost, men pyt, så spiser landmandsparret lidt mindre om morgenen og sidder længere ved bordet, når vi alle kan samles.
I dag har jeg sovet længe og godt. Jeg faldt i søvn i sofaen ved ni-tiden i går aftes, vågnede ved midnat og gik i seng og løste lidt krydsogtværs. Herefter faldt jeg i søvn og sov til ved syvtiden, lå lidt længere i sengen, men kunne ikke sove mere. I morgen skal jeg tidligt af sted, jeg skal på vandretur med mine to jyske søstre. Så i dag har jeg lavet søndagsmorgenbord med blødkogt æg og masser af ost til brødet.
I går prøvede jeg for første gang at deltage i et LOOP ekstra, hvor en instruktør guider os igennem øvelser på gulv. Denne gang var det for mave og arme. Det var hårdt, mens det stod på, men jeg oplevede igen det problem, at jeg kommer til at bruge de forkerte muskler, når det foregår på gulv og i et højt tempo. Jeg kan i hvert fald ikke mærke noget i dag i mave og arme, derimod mærkede jeg det i ryg og nakke i går.
Tilbage til morgenmaden: når så mange af mine kolleger ikke kan spise så tidligt om morgenen og heller ikke qua små børn eller behov for lidt mere søvn kan nå det på arbejde, inden arbejdsdagen begynder, så får de et problem med den travlhed, der konstant er på afdelingen. Og det har været særligt slemt den sidste måned. De får ofte først noget at spise ved 11- 12 tiden.
Indtil da pisker de rundt, for at patienterne når at få mad og medicin, at patienterne bliver hjulpet på toilettet og at de bliver hjulpet med at blive vasket og komme i tøjet. Samtidig skal andre faggrupper også se patienterne, sygeplejerskerne skal også tale med lægen før, under og efter stuegang. Nye patienter kommer ind på afdelingen og skal tages mod, patienter bliver dårlige og skal være under tæt opsyn. Pårørende er i krise og har brug for snak med en sygeplejerske. Sygeplejepersonalets egne behov for toiletbesøg og mad bliver ofte nedprioriteret. Og oveni det skal vi også sørge for, at vores nye kolleger og studerende/elever får en god oplæring/uddannelse. Det vil sige, at der skal være tid til at tale om /demonstrere/guide dem i sygepleje.
Og har man ikke fået sin morgenmad, så løber kroppen tør for benzin. Man bliver svimmel, nemmere sur, nemmere ved at miste overblikket osv. Derfor er jeg glad for, at jeg elsker min morgenmad, uanset om det er klokken fem om morgenen eller som i dag klokken otte.
Ha en god lørdag.
En del af mine kolleger kan ikke spise noget så tidligt om morgenen, mange af os kører hjemmefra seneste klokken seks. Og ofte kan det også betyde lidt længere sovetid. Efterhånden er der en del med små børn, og der er en hel nattesøvn ikke noget, der er en selvfølge. Mens jeg skriver, kommer jeg i tanke om, at når jeg taler om den tid, glemmer jeg jo, at jeg ikke arbejdede om dagen de første år, hvor mine børn skulle afleveres i dagpleje. Jeg var fast aftenvagt, arbejdede 7 dage og havde 7 dage fri. Så i mine arbejdsuger havde vi tid til at sove, tid til at spise morgenmad. Jeg skulle blot være oppe og i tøjet inden klokken ni, hvor folkeholdet kom ind. Dengang havde vi ikke et mandskabsrum, så vores medarbejdere spiste i køkkenet. På den måde har jeg heller aldrig følt, jeg havde barsel som andre havde. Jeg skulle have mad klar klokken ni, tolv og tre hver dag til flere mennesker. Vores faste medarbejder, og ofte også mine svigerforældre i de travle perioder, var altid på kost dengang.
Jeg elsker morgenmad, jeg elsker det store morgenbord, og har man læst med herinde i flere år, er dét ingen hemmelighed. Jeg elsker, når søndagsbordet er dækket med ting, som har betydning for mig. Vores polske søndagskrus fra mine forældre, vores salt-pebersæt arvet efter mine forældre, vores æggebægre, de sidste fra en bryllupsgave til mine morforældre, og smørskålen fra vores børn. Jeg elsker det at samles om morgenbordet i nattøj med uglet hår, søvn i øjnene og nogen mere søvnige end andre. Og jeg glæder mig allerede til førjuledagene, hvor huset rummer tre skønne mennesker udover os. Godt nok falder deres morgenmad tit sammen med vores formiddagspause eller frokost, men pyt, så spiser landmandsparret lidt mindre om morgenen og sidder længere ved bordet, når vi alle kan samles.
I dag har jeg sovet længe og godt. Jeg faldt i søvn i sofaen ved ni-tiden i går aftes, vågnede ved midnat og gik i seng og løste lidt krydsogtværs. Herefter faldt jeg i søvn og sov til ved syvtiden, lå lidt længere i sengen, men kunne ikke sove mere. I morgen skal jeg tidligt af sted, jeg skal på vandretur med mine to jyske søstre. Så i dag har jeg lavet søndagsmorgenbord med blødkogt æg og masser af ost til brødet.
I går prøvede jeg for første gang at deltage i et LOOP ekstra, hvor en instruktør guider os igennem øvelser på gulv. Denne gang var det for mave og arme. Det var hårdt, mens det stod på, men jeg oplevede igen det problem, at jeg kommer til at bruge de forkerte muskler, når det foregår på gulv og i et højt tempo. Jeg kan i hvert fald ikke mærke noget i dag i mave og arme, derimod mærkede jeg det i ryg og nakke i går.
Tilbage til morgenmaden: når så mange af mine kolleger ikke kan spise så tidligt om morgenen og heller ikke qua små børn eller behov for lidt mere søvn kan nå det på arbejde, inden arbejdsdagen begynder, så får de et problem med den travlhed, der konstant er på afdelingen. Og det har været særligt slemt den sidste måned. De får ofte først noget at spise ved 11- 12 tiden.
Indtil da pisker de rundt, for at patienterne når at få mad og medicin, at patienterne bliver hjulpet på toilettet og at de bliver hjulpet med at blive vasket og komme i tøjet. Samtidig skal andre faggrupper også se patienterne, sygeplejerskerne skal også tale med lægen før, under og efter stuegang. Nye patienter kommer ind på afdelingen og skal tages mod, patienter bliver dårlige og skal være under tæt opsyn. Pårørende er i krise og har brug for snak med en sygeplejerske. Sygeplejepersonalets egne behov for toiletbesøg og mad bliver ofte nedprioriteret. Og oveni det skal vi også sørge for, at vores nye kolleger og studerende/elever får en god oplæring/uddannelse. Det vil sige, at der skal være tid til at tale om /demonstrere/guide dem i sygepleje.
Og har man ikke fået sin morgenmad, så løber kroppen tør for benzin. Man bliver svimmel, nemmere sur, nemmere ved at miste overblikket osv. Derfor er jeg glad for, at jeg elsker min morgenmad, uanset om det er klokken fem om morgenen eller som i dag klokken otte.
Ha en god lørdag.
onsdag, november 20, 2019
Ha en god aften
I går sidst på eftermiddagen gik jeg ud fra LOOP (mens jeg pudsede min glorie for at holde fast i min aftale med mig selv om at komme i gang igen med styrketræning) og ud i luften til folk, jeg ikke kender, og som alle var i gang med styrketræning, sagde jeg; ha en god aften og alle, mens de løftede vægte, svarede tilbage lettere forpustet, tak og i lige måde. Det kunne jeg gå og blive glad over, at man som en selvfølge ønsker hinanden en god dag. for jeg har jo hørt andre gøre det, og det smitter.
Jeg var træt og lettere grådlabil her til morgen. Jeg er røget ind i en periode igen med dårlig søvn efter en meget lang periode med god søvnkvalitet. Der er ikke en gang nogle ting, som jeg kan sige er årsagen til, at det sker netop nu. I denne uge er det gået helt galt. Skiftet fra fridag til arbejdsdag betød. at jeg vågnede kl. 1.30 natten til mandag og faldt aldrig i søvn igen. Mandag gik jeg tidligt i seng, hvilket betød at jeg fik ca. seks timers søvn, men var vågen fra klokken 3 og var overhovedet ikke udhvilet. I nat har jeg sovet godt 3 timer, men været vågen fra 0.20.
Jeg laver vejrtrækningsøvelser, jeg forsøger med meditation, det dur ikke. Min hjerne kører sit eget løb med masser af tanker og snak. Jeg ser fjernsyn, jeg står op og rydder op, smører mad og sætter opvaskemaskine i gang. Jeg lægger mig, jeg starter forfra med vejtrækningsøvelser og meditation. Det dur stadig ikke, hjernen vil ikke lukke ned. Jeg løser krydsogtværs, jeg åbner computeren og surfer rundt. Og pludselig er det morgen, og jeg skal til at gøre mig klar.
Heldigvis smittede kollegers energi og smil, jeg kunne være nærværende overfor kolleger, som skulle introduceres til deres funktion som ernæringsansvarlige ( og dermed trækker jeg mig fra den post, når de bliver selvkørende). Jeg var faktisk imponeret over, at jeg kunne undervise to nye kollega og en studerende om apopleksi, årsager, behandling og pleje i 2½ time her til sidst uden tid til forberedelse, og at jeg ovenikøbet fik afprøvet en ny model for undervisningen.
Nu er jeg kommet hjem, og energien er opbrugt. Gospelsang bliver der ikke noget af, min faste bilmakker til kor kommer ikke, og jeg tør ganske enkelt ikke køre 2 x ½ time i mørket, når jeg er så træt.
Nu har jeg fri i fire dage, og forhåbentlig kan jeg så få vendt søvnrytmen på de fire dage.
Ha en god aften.
Jeg var træt og lettere grådlabil her til morgen. Jeg er røget ind i en periode igen med dårlig søvn efter en meget lang periode med god søvnkvalitet. Der er ikke en gang nogle ting, som jeg kan sige er årsagen til, at det sker netop nu. I denne uge er det gået helt galt. Skiftet fra fridag til arbejdsdag betød. at jeg vågnede kl. 1.30 natten til mandag og faldt aldrig i søvn igen. Mandag gik jeg tidligt i seng, hvilket betød at jeg fik ca. seks timers søvn, men var vågen fra klokken 3 og var overhovedet ikke udhvilet. I nat har jeg sovet godt 3 timer, men været vågen fra 0.20.
Jeg laver vejrtrækningsøvelser, jeg forsøger med meditation, det dur ikke. Min hjerne kører sit eget løb med masser af tanker og snak. Jeg ser fjernsyn, jeg står op og rydder op, smører mad og sætter opvaskemaskine i gang. Jeg lægger mig, jeg starter forfra med vejtrækningsøvelser og meditation. Det dur stadig ikke, hjernen vil ikke lukke ned. Jeg løser krydsogtværs, jeg åbner computeren og surfer rundt. Og pludselig er det morgen, og jeg skal til at gøre mig klar.
Heldigvis smittede kollegers energi og smil, jeg kunne være nærværende overfor kolleger, som skulle introduceres til deres funktion som ernæringsansvarlige ( og dermed trækker jeg mig fra den post, når de bliver selvkørende). Jeg var faktisk imponeret over, at jeg kunne undervise to nye kollega og en studerende om apopleksi, årsager, behandling og pleje i 2½ time her til sidst uden tid til forberedelse, og at jeg ovenikøbet fik afprøvet en ny model for undervisningen.
Nu er jeg kommet hjem, og energien er opbrugt. Gospelsang bliver der ikke noget af, min faste bilmakker til kor kommer ikke, og jeg tør ganske enkelt ikke køre 2 x ½ time i mørket, når jeg er så træt.
Nu har jeg fri i fire dage, og forhåbentlig kan jeg så få vendt søvnrytmen på de fire dage.
Ha en god aften.
søndag, november 17, 2019
Lørdagsfilm og søndagssnak
Denne weekend har været noget særligt i al dens hverdagsagtighed. Landmanden og jeg er meget forskellige, vi interesserer os ikke for det samme, vi taler ikke altid det samme sprog (og her tænkes ikke på kontrasten mellem vendelbomål og himmerlandsk), og vi har en tendens til i fritiden også at være forskellige steder både fysisk og mentalt, hvad angår interesser. Denne weekend har vi gjort to ting sammen.
Landmanden inviterede mig i biografen i går aftes og vi snuppede også en hurtig burger på Holy Cow inden. Filmen Midway om slaget ved Midway efter angrebet på Pearl Harbour under 2. Verdenskrig havde premiere for en uge siden. Vi var ikke mange, der så den i går aftes, og den har også fået dårlige anmeldelser. Vi syntes nu godt om den, landmanden har en helt enorm viden om den tid, og derfor kunne han nærmest i detalje forudse, hvad den næste filmscene ville være, i hvert fald hvad angår selve forløbet. Så på den måde lægger filmen sig meget tæt op af dokumentarfilm om slaget. Jeg er enige med anmelderne i, at der er mange angrebsscener, hvor jeg mistede lidt koncentrationen, men sådan er det nok i dag, hvor man via computeranimation kan vise flyangrebene. Jeg nød mere fortællingerne med menneskerne involveret.
I dag snakkede vi videre over søndagsmorgenbordet om filmen. Jeg syntes, at de har villet meget med filmen, der er mange små detaljer i filmen, som eksempelvis godt kunne have båret en film i sig selv. Det gør så også, at man ikke kan komme i dybden med de mange personer, som er virkelige personer, i filmen. Men hvis man gerne vil fortælle om hele angrebet og de mange ting, der foregår, så er det nok prisen. Landmanden undrede sig over, at de havde taget selve angrebet på Pearl Harbour med. Så det diskuterede vi, om det kunne have været undladt, eller om det var med til at sætte scenen for det videre skete. Blandt andet de mange piloter, som døde blandt andet fordi de var så opfyldt af vrede over det skete i Pearl Harbour og et ønske om at stoppe japanernes fremtog i Stillehavet, at de lod deres flymaskiner styre så tæt på skibene for at sikre sig, at bomberne ramte skibene, og dermed også var årsag til, at de blev ramt af japanerne og styrtede i vandet med maskinerne.
Se, det var den anden ting, snakken over bordet. Når man som os har levet sammen i mange år og derudover også har forskellige interesser, så kan der sommetider være meget stille eller med en meget ensidig fortælling (en fortæller om sine interesser, en anden lytter mere eller mindre entusiastisk) ved bordet. Jeg nyder, når vi formår at række ud over forskelligheden og udvide hinandens viden eller blot grine sammen af vores forskelligheder. Og vi er rigtig gode til at grine sammen. Der er ingen som min mand, som med få ord kan få mig til at grine. Og jeg elsker det. Latter bygger bro, latter gør godt for kroppen og det giver energi.
Rigtig god søndag til dig, håber du får mulighed for at få rørt lattermusklerne.
Landmanden inviterede mig i biografen i går aftes og vi snuppede også en hurtig burger på Holy Cow inden. Filmen Midway om slaget ved Midway efter angrebet på Pearl Harbour under 2. Verdenskrig havde premiere for en uge siden. Vi var ikke mange, der så den i går aftes, og den har også fået dårlige anmeldelser. Vi syntes nu godt om den, landmanden har en helt enorm viden om den tid, og derfor kunne han nærmest i detalje forudse, hvad den næste filmscene ville være, i hvert fald hvad angår selve forløbet. Så på den måde lægger filmen sig meget tæt op af dokumentarfilm om slaget. Jeg er enige med anmelderne i, at der er mange angrebsscener, hvor jeg mistede lidt koncentrationen, men sådan er det nok i dag, hvor man via computeranimation kan vise flyangrebene. Jeg nød mere fortællingerne med menneskerne involveret.
I dag snakkede vi videre over søndagsmorgenbordet om filmen. Jeg syntes, at de har villet meget med filmen, der er mange små detaljer i filmen, som eksempelvis godt kunne have båret en film i sig selv. Det gør så også, at man ikke kan komme i dybden med de mange personer, som er virkelige personer, i filmen. Men hvis man gerne vil fortælle om hele angrebet og de mange ting, der foregår, så er det nok prisen. Landmanden undrede sig over, at de havde taget selve angrebet på Pearl Harbour med. Så det diskuterede vi, om det kunne have været undladt, eller om det var med til at sætte scenen for det videre skete. Blandt andet de mange piloter, som døde blandt andet fordi de var så opfyldt af vrede over det skete i Pearl Harbour og et ønske om at stoppe japanernes fremtog i Stillehavet, at de lod deres flymaskiner styre så tæt på skibene for at sikre sig, at bomberne ramte skibene, og dermed også var årsag til, at de blev ramt af japanerne og styrtede i vandet med maskinerne.
Se, det var den anden ting, snakken over bordet. Når man som os har levet sammen i mange år og derudover også har forskellige interesser, så kan der sommetider være meget stille eller med en meget ensidig fortælling (en fortæller om sine interesser, en anden lytter mere eller mindre entusiastisk) ved bordet. Jeg nyder, når vi formår at række ud over forskelligheden og udvide hinandens viden eller blot grine sammen af vores forskelligheder. Og vi er rigtig gode til at grine sammen. Der er ingen som min mand, som med få ord kan få mig til at grine. Og jeg elsker det. Latter bygger bro, latter gør godt for kroppen og det giver energi.
Rigtig god søndag til dig, håber du får mulighed for at få rørt lattermusklerne.
lørdag, november 16, 2019
En uge fyldt med skønne ting kræver en weekend med tid til afslapning
Oprindelig så min arbejdsuge ud til at indeholde tre dagvagter, en hverdagsfridag og en aftenvagt. Den endte med tre dagvagter, en fridag og en dagvagt. Derudover havde jeg sagt ja til tre skønne ting i fritiden, og så ved jeg godt, at jeg er brugt, når weekenden banker på.
Tirsdag var jeg inviteret til babyshower for min projektkollega. Det havde jeg aldrig prøvet før og jeg havde mange fordomme om det, men samtidig glædede jeg mig også til at være sammen med min kollega, hendes veninder og de af vores kolleger, som også er hendes veninder. Hun blev så overrasket, glad og rørt. Det blev holdt på en rigtig god cafe i Aalborg, Cafe Ulla Terkelsen. Der var pyntet op med blå farver, for i dag ved man jo, hvad man skal have af køn, hvis man da ikke vælger den viden fra. Det er der ikke ret mange af mine kolleger, der gør (husk på at vi lige nu har elleve på barsel, så jeg kender til gravide kvinders valg)
Det var en skøn aften, hvor den vordende mor blev begavet med mange gaver til den kommende baby. Det er den ting, jeg har det svært med. Jeg synes, der efterhånden går inflation i store, dyre gaver til snart sagt alting. For mig ville selve ideen om at forkæle den kommende mor med god mad, hyggeligt samvær og sjove indslag have været nok. Det indslag, der rørte mig mest (og vist også den kommende mor) var, at hendes veninder havde stillet den kommende far fem spørgsmål. Svarene blev så blandet med venindernes forslag til svar fra den kommende far, hvorefter min kollega skulle gætte hans svar. Hun gættede rigtig alle fem gange, men samtidig fik hun også et indblik i sin kærestes tanker om det kommende liv som far. F.eks. hvordan så han sig selv være far og hvad lavede han så sammen med sit barn. Det var gode og rørende svar.
Onsdag var vi inviteret til før-debutkoncert med landmandens niece, som blev færdig som solist operasanger fra det Jyske Musikkonservatorium. Vi kunne ikke deltage fredag aften til debutkoncerten i Musikhuset i Aarhus, fordi jeg dengang troede, jeg skulle i aftenvagt. Derfor samlede jeg min svigerinde op på vejen og så kørte vi til Randers til Værket, byens musikhus. Landmanden kom sydfra, hvor han havde været til møde om dagen. Det blev en fantastisk aften, jeg var vildt imponeret over hendes evner til at spænde vidt både hvad angår toner, genrer og skuespil. Hun blev akkompagneret af Randers Kammerorkester og musikere fra Jysk Musikkonservatorium. Klassik musik kan noget, som anden musik ikke kan, men man skal også vænne sig til det, måske endda oplæres lidt i det. Jeg fik i hvert fald lyst til komme til flere klassiske koncerter og at opleve en opera i sin fulde længde.
Torsdag eftermiddag mødtes jeg med min studieveninde på cafe La Bottega i Aalborg, en lille italiensk cafe. Snakken gik, og denne gang nåede vi aldrig til de private emner, for jeg skulle høre alt om hendes nye job og hun skulle opdateres på mine projekter med opfølgning til borgere, som er let ramt af blodprop/blødning, tæt på deres bopæl. Jeg var ikke imponeret af cafeens vegetarudgave af paninisandwich, den smagte ikke af så meget, men rosevinen var lækker og selskabet og omgivelserne ligeså.
Mens jeg var på vej til eftermiddagens cafebesøg, ringede min leder mig op. Kunne jeg tage en dagvagt i stedet for en aftenvagt fredag. Jeg havde sagt ja til at tage aftenvagten, fordi en ung kollega så gerne ville til afdelingens julefrokost, og den havde jeg ikke behov for at deltage i. Til gengæld har jeg så fri søndag d. 1.december.
Der har været en lang periode, hvor vi har været presset især i dagvagterne. Dette skyldes mange patienter, som er hårdt ramt og de mange kolleger på barsel og deraf mange nye kolleger, som ikke er så erfarne endnu, men superdygtige og ivrige efter at lære. Vi havde meget travlt i går, på trods af at vi faktisk var en del erfarne på arbejde. Jeg var i hvert fald fuldstændig bombet, da jeg kom hjem i går aftes. Jeg havde dog en god dag, hvor jeg syntes, at jeg fik klædt mine patienter godt på til udskrivelse og lagt gode planer samt også nåede en børnesamtale med et barn til en forældre med en blodprop i hjernen.
Da jeg kørte fra arbejde, ringede landmanden. Han var i Aalborg, så vi mødtes, gik på cafe og drak varm kakao og spiste juleboller, inden vi hoppede i hver sin bil og kørte hjem. Det var en skøn afslutning på en hektisk dag. Min aften og det meste af natten foregik sovende på sofaen.
Nu er weekenden startet, energien er som vejret udenfor, gråt og trist, det har dog hjulpet med panodil og en tur udenfor på gårdspladsen med oprydning og lugning. Nu regner det for meget til, at jeg gider at være udenfor, så må der fyldes på energikontoen herinde. God weekend til dig.
Tirsdag var jeg inviteret til babyshower for min projektkollega. Det havde jeg aldrig prøvet før og jeg havde mange fordomme om det, men samtidig glædede jeg mig også til at være sammen med min kollega, hendes veninder og de af vores kolleger, som også er hendes veninder. Hun blev så overrasket, glad og rørt. Det blev holdt på en rigtig god cafe i Aalborg, Cafe Ulla Terkelsen. Der var pyntet op med blå farver, for i dag ved man jo, hvad man skal have af køn, hvis man da ikke vælger den viden fra. Det er der ikke ret mange af mine kolleger, der gør (husk på at vi lige nu har elleve på barsel, så jeg kender til gravide kvinders valg)
Det var en skøn aften, hvor den vordende mor blev begavet med mange gaver til den kommende baby. Det er den ting, jeg har det svært med. Jeg synes, der efterhånden går inflation i store, dyre gaver til snart sagt alting. For mig ville selve ideen om at forkæle den kommende mor med god mad, hyggeligt samvær og sjove indslag have været nok. Det indslag, der rørte mig mest (og vist også den kommende mor) var, at hendes veninder havde stillet den kommende far fem spørgsmål. Svarene blev så blandet med venindernes forslag til svar fra den kommende far, hvorefter min kollega skulle gætte hans svar. Hun gættede rigtig alle fem gange, men samtidig fik hun også et indblik i sin kærestes tanker om det kommende liv som far. F.eks. hvordan så han sig selv være far og hvad lavede han så sammen med sit barn. Det var gode og rørende svar.
Onsdag var vi inviteret til før-debutkoncert med landmandens niece, som blev færdig som solist operasanger fra det Jyske Musikkonservatorium. Vi kunne ikke deltage fredag aften til debutkoncerten i Musikhuset i Aarhus, fordi jeg dengang troede, jeg skulle i aftenvagt. Derfor samlede jeg min svigerinde op på vejen og så kørte vi til Randers til Værket, byens musikhus. Landmanden kom sydfra, hvor han havde været til møde om dagen. Det blev en fantastisk aften, jeg var vildt imponeret over hendes evner til at spænde vidt både hvad angår toner, genrer og skuespil. Hun blev akkompagneret af Randers Kammerorkester og musikere fra Jysk Musikkonservatorium. Klassik musik kan noget, som anden musik ikke kan, men man skal også vænne sig til det, måske endda oplæres lidt i det. Jeg fik i hvert fald lyst til komme til flere klassiske koncerter og at opleve en opera i sin fulde længde.
Torsdag eftermiddag mødtes jeg med min studieveninde på cafe La Bottega i Aalborg, en lille italiensk cafe. Snakken gik, og denne gang nåede vi aldrig til de private emner, for jeg skulle høre alt om hendes nye job og hun skulle opdateres på mine projekter med opfølgning til borgere, som er let ramt af blodprop/blødning, tæt på deres bopæl. Jeg var ikke imponeret af cafeens vegetarudgave af paninisandwich, den smagte ikke af så meget, men rosevinen var lækker og selskabet og omgivelserne ligeså.
Mens jeg var på vej til eftermiddagens cafebesøg, ringede min leder mig op. Kunne jeg tage en dagvagt i stedet for en aftenvagt fredag. Jeg havde sagt ja til at tage aftenvagten, fordi en ung kollega så gerne ville til afdelingens julefrokost, og den havde jeg ikke behov for at deltage i. Til gengæld har jeg så fri søndag d. 1.december.
Der har været en lang periode, hvor vi har været presset især i dagvagterne. Dette skyldes mange patienter, som er hårdt ramt og de mange kolleger på barsel og deraf mange nye kolleger, som ikke er så erfarne endnu, men superdygtige og ivrige efter at lære. Vi havde meget travlt i går, på trods af at vi faktisk var en del erfarne på arbejde. Jeg var i hvert fald fuldstændig bombet, da jeg kom hjem i går aftes. Jeg havde dog en god dag, hvor jeg syntes, at jeg fik klædt mine patienter godt på til udskrivelse og lagt gode planer samt også nåede en børnesamtale med et barn til en forældre med en blodprop i hjernen.
Da jeg kørte fra arbejde, ringede landmanden. Han var i Aalborg, så vi mødtes, gik på cafe og drak varm kakao og spiste juleboller, inden vi hoppede i hver sin bil og kørte hjem. Det var en skøn afslutning på en hektisk dag. Min aften og det meste af natten foregik sovende på sofaen.
Nu er weekenden startet, energien er som vejret udenfor, gråt og trist, det har dog hjulpet med panodil og en tur udenfor på gårdspladsen med oprydning og lugning. Nu regner det for meget til, at jeg gider at være udenfor, så må der fyldes på energikontoen herinde. God weekend til dig.
mandag, november 11, 2019
Snakken gik, vi gik, og det gik fantastisk
Jeg er født ind i en meget talende familie, og jeg påtager mig gerne en del af denne egenskab. Vores børn har arvet samme evne, så at holde familiekomsammen med hele flokken (vi måtte undvære søn og svigerdatter) betød høj lydstyrke.
Min nedsatte hørelse, formentlig også min alder og et helbred, der drillede, gjorde, at jeg af og til måtte trække mig ind i mere rolige områder af min søsters hus. Det var jeg så ikke den eneste, der gjorde. Så kunne vi snakke uden at skulle konkurrere med musikken. Vi havde nemlig ønskekoncert på Spotify i stuen med spisebordet.
Vi havde alle medbragt mad hjemmefra, så vi fik tid til gåtur i Rebild Bakker. Jeg elsker det område og har gode minder fra barndommen, når vi sammen med mine morforældre besøgte Bakkerne. Og så er jeg så glad for, at vi aftalte, da vores far døde, at vi skulle mødes to gange om året. Vi har alle gang i arbejdslivet og har svært ved at få kalenderne samkørt, men det lykkes som regel at finde en dato, hvis vi kigger langt nok ud. Det blev en skøn dag, hvor halvdelen af familien overnattede og vi andre tog sent hjem.
Vi havde datteren med hjem til Nordjylland, og hun og jeg endte i sofaerne søndag med panodil og varm te i nærheden, mens landmanden gik på jagt med en kammerat. Heldigvis har jeg det meget bedre i dag, så jeg ikke skulle melde mig syg.
Den jydske familiejulekomsammen kom også på plads. Og lige netop i dette øjeblik er det også faldet på plads, at vores svigerdatter har fået fri juleaftensdag, så vi får besøg af begge børn og vores svigerdatter. Det er første gang for svigerdatterens vedkommende, og jeg kan mærke glæden begynder at boble, for sønnen har jo holdt jul væk fra barndomshjemmet de sidste to år. Det er ikke sådan, når vores lille familie rummer to sygeplejersker, der skal tage deres del af helligdagene. Og samtidig bor søn og svigerdatters forældre langt væk fra dem, i Trondheim og Vildmosen. Svigerdatteren skal arbejde om aftenen første juledag, men til gengæld får vi glæde af dem dagene op til jul. Jeg skulle egentlig have arbejdet juleaften, men det er skudt til 2021, til gengæld snupper jeg weekenden efter juledagene og nytåret i aftenvagter. Det er helt fint for mig.
Juleglædesboblerne får mig til at smile og jeg skal helt klart have lavet en plan for december, så arbejde og juleforberedelser kan gå op i en højere enhed.
Jeg snupper lige en cookies, en kop te og en julefilm, før det er sengetid. Det skal da fejres.
Min nedsatte hørelse, formentlig også min alder og et helbred, der drillede, gjorde, at jeg af og til måtte trække mig ind i mere rolige områder af min søsters hus. Det var jeg så ikke den eneste, der gjorde. Så kunne vi snakke uden at skulle konkurrere med musikken. Vi havde nemlig ønskekoncert på Spotify i stuen med spisebordet.
Vi havde alle medbragt mad hjemmefra, så vi fik tid til gåtur i Rebild Bakker. Jeg elsker det område og har gode minder fra barndommen, når vi sammen med mine morforældre besøgte Bakkerne. Og så er jeg så glad for, at vi aftalte, da vores far døde, at vi skulle mødes to gange om året. Vi har alle gang i arbejdslivet og har svært ved at få kalenderne samkørt, men det lykkes som regel at finde en dato, hvis vi kigger langt nok ud. Det blev en skøn dag, hvor halvdelen af familien overnattede og vi andre tog sent hjem.
Vi havde datteren med hjem til Nordjylland, og hun og jeg endte i sofaerne søndag med panodil og varm te i nærheden, mens landmanden gik på jagt med en kammerat. Heldigvis har jeg det meget bedre i dag, så jeg ikke skulle melde mig syg.
Den jydske familiejulekomsammen kom også på plads. Og lige netop i dette øjeblik er det også faldet på plads, at vores svigerdatter har fået fri juleaftensdag, så vi får besøg af begge børn og vores svigerdatter. Det er første gang for svigerdatterens vedkommende, og jeg kan mærke glæden begynder at boble, for sønnen har jo holdt jul væk fra barndomshjemmet de sidste to år. Det er ikke sådan, når vores lille familie rummer to sygeplejersker, der skal tage deres del af helligdagene. Og samtidig bor søn og svigerdatters forældre langt væk fra dem, i Trondheim og Vildmosen. Svigerdatteren skal arbejde om aftenen første juledag, men til gengæld får vi glæde af dem dagene op til jul. Jeg skulle egentlig have arbejdet juleaften, men det er skudt til 2021, til gengæld snupper jeg weekenden efter juledagene og nytåret i aftenvagter. Det er helt fint for mig.
Juleglædesboblerne får mig til at smile og jeg skal helt klart have lavet en plan for december, så arbejde og juleforberedelser kan gå op i en højere enhed.
Jeg snupper lige en cookies, en kop te og en julefilm, før det er sengetid. Det skal da fejres.
fredag, november 08, 2019
Litteraturkreds - en sand vitaminindsprøjtning
Omend jeg følte mig som knockoutet, kom jeg af sted til litteraturkredsen i går aftes efter arbejde. En powernap, da jeg landede hjemme i sofaen, hjalp og energien kom retur fra de skønne kvinder i kredsen. I går var der en glædelig overraskelse. I de 11 år, hvor jeg arbejdede sammen med landmanden i landbruget, havde jeg brug for noget som erstatning for sygeplejen. Noget, der fik mig ud blandt mennesker, noget der fokuserede på min interesse for at arbejde sammen med børn. De første seks år af mit sygeplejeliv var jeg sygeplejerske på en børneafdeling og havde egentlig troet, at det var det speciale resten af mit sygeplejeliv skulle foregå i. Sådan gik det som bekendt ikke.
Derfor havde jeg først tre år som gymnastikleder for puslingehold og dernæst 7 år som FDFleder. I går aftes dukkede min FDFmakker op til litteraturkredsen. Vi er blevet ældre, hun er vel ti - elleve år yngre end mig, men vi har altid haft et godt samarbejde, hvor vi stod på en bund af samme værdier omend meget forskellige i øvrigt.
Selve aftenen var rigtig hyggelig, jeg nyder at kunne diskutere bøger sammen med læsekyndige og læseberejste kvinder. Men bagefter måtte vi jo have fulgt op på de mange år siden dengang, så vi snakkede mindst en halv time udenfor i kulden. Det var, som om vi genoptog en samtale, der sluttede dengang for over tyve år siden. En skøn overraskelse.
Bogen vi læste, var helt anderledes end vores tidligere bøger. Og faktisk syntes jeg måske, den var lidt søgt i sin slutning, før jeg kom i går aftes. Men som vi foldede den ud, læste passager op, så så jeg jo, at fordi jeg læser så hurtig, og den her var nem at læse, at jeg ikke altid havde opdaget de fine små sætninger, som med få ord beskrev en situation, en person eller omgivelserne. Det er det, jeg elsker ved disse aftener, de beriger mig uden at jeg skal forholde mig til andet end at læse en bog, møde op og så sige det jeg nu kommer til at tænke på den aften.
Bogen Happy Ending af Anne-Sophie Lunding Sørensen er første del af tre bøger om en overvægtig kvinde, som arbejder i et bordel. Den har et krimielement i hver bog, hvor Elvira, hovedpersonen, modvilligt hjælper mennesker, som ikke kan gå til politiet. Det foregår i det kriminelle miljø, det vi andre ville betegne som bunden af samfundet. Den giver et indblik i en verden, som jeg faktisk tror på mange måder er som beskrevet, men på en tragikomisk måde. Der er humor og alvor, og jeg grinte flere gange samtidig med at jeg også fik ondt i hjertet flere gange, fordi jeg jo godt ved, at sådan foregår det jo nok desværre. Elvira beskrives i anmeldelser som en anti-heltinde, hun er et klogt menneske, som bruger utrolig mange kræfter på ikke at blive set som klog, fordi hun har som mål at få tildelt pension i stedet for at være på kontanthjælp. Den del af hendes møde med systemet er faktisk utroligt morsomt, og der er nok en snert af sandhed i karakteristikken af de tilbud, man skal på som kontanthjælpsmodtager.
Vores kloge litteraturguide spurgte mig, hvordan jeg havde det med at læse den, fordi der også indgår incest, og jeg jo nærmest var ved at opgive Maren Uthaugs bog Hvor der er fugle med det tema, men forskellen er, som jeg skriver her, at selv om håbet og lyset kom ind til sidst, så var bogen så trist og frastødende. Forskellen på de to bøger er netop, at forfatteren til Happy Ending bruger humoren og Elviras evne til at kæmpe på sin egen måde til, at jeg som læser kan rumme historien. I Hvor der er fugle, er der også en sympati for faderen, hvor jeg selv godt kan se, at faderen i Happy Ending nok også har en forhistorie, der ligger bag overgrebet, men sympatien ligger hos Elvira. Måske er det faktisk det, der gjorde at jeg ikke kunne holde ud at læse den anden bog.
Nu er bog 2 Happy Family reserveret, og jeg glæder mig til at læse den. Jeg må så hellere sætte tempoet ned, så jeg får smagt lidt mere på ordene og sætningerne. Næste bog i litteraturkredsen er Inden vi blev jeres. Den har jeg læst sidste år og skrevet om her, men da det er over et år siden, må jeg hellere læse den igen.
Jeg har forlænget weekend, dagen er startet med at sende landmanden på jagt. Ovenover mig larmes der, tømrerne er ved at lægge sidste hånd på det nye tag, og de skal også have pillet stilladset ned. Jeg sidder stadig i nattøj, men nu er det vist tid til morgenmad og et bad.
God weekend til dig.
Derfor havde jeg først tre år som gymnastikleder for puslingehold og dernæst 7 år som FDFleder. I går aftes dukkede min FDFmakker op til litteraturkredsen. Vi er blevet ældre, hun er vel ti - elleve år yngre end mig, men vi har altid haft et godt samarbejde, hvor vi stod på en bund af samme værdier omend meget forskellige i øvrigt.
Selve aftenen var rigtig hyggelig, jeg nyder at kunne diskutere bøger sammen med læsekyndige og læseberejste kvinder. Men bagefter måtte vi jo have fulgt op på de mange år siden dengang, så vi snakkede mindst en halv time udenfor i kulden. Det var, som om vi genoptog en samtale, der sluttede dengang for over tyve år siden. En skøn overraskelse.
Bogen vi læste, var helt anderledes end vores tidligere bøger. Og faktisk syntes jeg måske, den var lidt søgt i sin slutning, før jeg kom i går aftes. Men som vi foldede den ud, læste passager op, så så jeg jo, at fordi jeg læser så hurtig, og den her var nem at læse, at jeg ikke altid havde opdaget de fine små sætninger, som med få ord beskrev en situation, en person eller omgivelserne. Det er det, jeg elsker ved disse aftener, de beriger mig uden at jeg skal forholde mig til andet end at læse en bog, møde op og så sige det jeg nu kommer til at tænke på den aften.
Bogen Happy Ending af Anne-Sophie Lunding Sørensen er første del af tre bøger om en overvægtig kvinde, som arbejder i et bordel. Den har et krimielement i hver bog, hvor Elvira, hovedpersonen, modvilligt hjælper mennesker, som ikke kan gå til politiet. Det foregår i det kriminelle miljø, det vi andre ville betegne som bunden af samfundet. Den giver et indblik i en verden, som jeg faktisk tror på mange måder er som beskrevet, men på en tragikomisk måde. Der er humor og alvor, og jeg grinte flere gange samtidig med at jeg også fik ondt i hjertet flere gange, fordi jeg jo godt ved, at sådan foregår det jo nok desværre. Elvira beskrives i anmeldelser som en anti-heltinde, hun er et klogt menneske, som bruger utrolig mange kræfter på ikke at blive set som klog, fordi hun har som mål at få tildelt pension i stedet for at være på kontanthjælp. Den del af hendes møde med systemet er faktisk utroligt morsomt, og der er nok en snert af sandhed i karakteristikken af de tilbud, man skal på som kontanthjælpsmodtager.
Vores kloge litteraturguide spurgte mig, hvordan jeg havde det med at læse den, fordi der også indgår incest, og jeg jo nærmest var ved at opgive Maren Uthaugs bog Hvor der er fugle med det tema, men forskellen er, som jeg skriver her, at selv om håbet og lyset kom ind til sidst, så var bogen så trist og frastødende. Forskellen på de to bøger er netop, at forfatteren til Happy Ending bruger humoren og Elviras evne til at kæmpe på sin egen måde til, at jeg som læser kan rumme historien. I Hvor der er fugle, er der også en sympati for faderen, hvor jeg selv godt kan se, at faderen i Happy Ending nok også har en forhistorie, der ligger bag overgrebet, men sympatien ligger hos Elvira. Måske er det faktisk det, der gjorde at jeg ikke kunne holde ud at læse den anden bog.
Nu er bog 2 Happy Family reserveret, og jeg glæder mig til at læse den. Jeg må så hellere sætte tempoet ned, så jeg får smagt lidt mere på ordene og sætningerne. Næste bog i litteraturkredsen er Inden vi blev jeres. Den har jeg læst sidste år og skrevet om her, men da det er over et år siden, må jeg hellere læse den igen.
Jeg har forlænget weekend, dagen er startet med at sende landmanden på jagt. Ovenover mig larmes der, tømrerne er ved at lægge sidste hånd på det nye tag, og de skal også have pillet stilladset ned. Jeg sidder stadig i nattøj, men nu er det vist tid til morgenmad og et bad.
God weekend til dig.
onsdag, november 06, 2019
Genkendelighed
Egentlig skulle jeg være til kor og synge skønne gospelsange, men hjemkommet fra en god dag sammen med fagfæller fra hele Vestdanmark, måtte jeg erkende, at halsen gjorde ondt og jeg begyndte at fryse. Jeg kender mig selv så godt, at jeg kender kuren og dermed hvad recepten skal lyde på. Nemlig, at så er det tid til bare at være her i huset med masser af varm te, julefilm og afslapning. På den måde håber jeg at tage noget i opløbet og kunne vågne i morgen, klar til endnu en god dag på arbejde.
Forleden dag gik jeg en tur i mørket, ingen stimuli kunne frarøve mig opmærksomheden, så jeg havde god tid til at tænke. Tænke på genkendeligheden i hverdagen. Tænke på at vi hver især lever forskellige hverdagsliv, som er genkendelig for os selv og måske også for andre med samme type hverdagsliv. Men også at vi nogen gange pludselig kan genkende os selv i hverdagsliv, som vi troede var så forskellige fra os selv.
Det er ingen hemmelighed at jeg indimellem tænker over et liv uden arbejde, lige nu føles det helt ærligt som et liv uden meningsfyldt indhold. Det er ikke skrevet for at nedgøre andre, slet ikke, men snarere for at fortælle, at det er svært for mig at forestille mig det liv. I dag havde jeg tre skønne kvinder med i min bil på vej til møde. Vi har hvert vores hverdagsliv, vi ser også forskelligt på mange ting, men vi er meget enige om vores holdninger til god sygepleje til mennesker med blodprop/blødning i hjernen, så det samler os.
En går på pension lige om lidt, så vi snakkede om, hvordan hun forberedte sig, og vi er enige om, at vi skal knytte båndene, vi har bundet, siden vi mødte hinanden for snart tyve år siden, tættere, så de rækker ind i tilværelsen efter arbejde. De andre to er på den alder, hvor jeg stoppede med at arbejde i landbruget efter 11 år og begyndte på sygeplejegerningen igen, dvs først i 40erne. De var også begge to meget enige om, at jeg var nødt til at bruge mange år på at finde frem til, hvad der skal give mening i mit liv efter arbejde, så det kunne ikke nytte at tænke på at stoppe nu. Det er dejligt at føle det fællesskab, dejligt at føle sig ønsket/værdsat og at der er brug for en.
Det er en gave at få lov til at møde mennesker, som ikke er som en selv, men som inspirerer mig til at tænke anderledes. Mennesker, som når jeg næste gang møder et andet menneske, som umiddelbart virker langt fra mig, får mig til at huske, at måske kan jeg faktisk genkende lidt af mig selv i deres liv.
Måske er det også det, at jeg som sygeplejerske aldrig ved, hvad morgendagen bringer af opgaver. Og denne uforudsigelighed i hverdagen kan jeg ikke se genskabt i et liv uden arbejde. Måske. Men som mine kolleger sagde: der er jo også lang tid til at du skal tage den beslutning, så tag dig bare god tid.
Så det gør jeg, og måske som en anden klog kvinde har sagt, måske ved jeg pludselig en dag, at nu er tiden kommet. Måske.
Jeg snupper lige en kop te mere og finder strikketøjet frem.
Forleden dag gik jeg en tur i mørket, ingen stimuli kunne frarøve mig opmærksomheden, så jeg havde god tid til at tænke. Tænke på genkendeligheden i hverdagen. Tænke på at vi hver især lever forskellige hverdagsliv, som er genkendelig for os selv og måske også for andre med samme type hverdagsliv. Men også at vi nogen gange pludselig kan genkende os selv i hverdagsliv, som vi troede var så forskellige fra os selv.
Det er ingen hemmelighed at jeg indimellem tænker over et liv uden arbejde, lige nu føles det helt ærligt som et liv uden meningsfyldt indhold. Det er ikke skrevet for at nedgøre andre, slet ikke, men snarere for at fortælle, at det er svært for mig at forestille mig det liv. I dag havde jeg tre skønne kvinder med i min bil på vej til møde. Vi har hvert vores hverdagsliv, vi ser også forskelligt på mange ting, men vi er meget enige om vores holdninger til god sygepleje til mennesker med blodprop/blødning i hjernen, så det samler os.
En går på pension lige om lidt, så vi snakkede om, hvordan hun forberedte sig, og vi er enige om, at vi skal knytte båndene, vi har bundet, siden vi mødte hinanden for snart tyve år siden, tættere, så de rækker ind i tilværelsen efter arbejde. De andre to er på den alder, hvor jeg stoppede med at arbejde i landbruget efter 11 år og begyndte på sygeplejegerningen igen, dvs først i 40erne. De var også begge to meget enige om, at jeg var nødt til at bruge mange år på at finde frem til, hvad der skal give mening i mit liv efter arbejde, så det kunne ikke nytte at tænke på at stoppe nu. Det er dejligt at føle det fællesskab, dejligt at føle sig ønsket/værdsat og at der er brug for en.
Det er en gave at få lov til at møde mennesker, som ikke er som en selv, men som inspirerer mig til at tænke anderledes. Mennesker, som når jeg næste gang møder et andet menneske, som umiddelbart virker langt fra mig, får mig til at huske, at måske kan jeg faktisk genkende lidt af mig selv i deres liv.
Måske er det også det, at jeg som sygeplejerske aldrig ved, hvad morgendagen bringer af opgaver. Og denne uforudsigelighed i hverdagen kan jeg ikke se genskabt i et liv uden arbejde. Måske. Men som mine kolleger sagde: der er jo også lang tid til at du skal tage den beslutning, så tag dig bare god tid.
Så det gør jeg, og måske som en anden klog kvinde har sagt, måske ved jeg pludselig en dag, at nu er tiden kommet. Måske.
Jeg snupper lige en kop te mere og finder strikketøjet frem.
søndag, november 03, 2019
Diset søndagsstilhed
Jeg vågnede klokken syv, udhvilet var jeg ikke, men jeg kender min krops signaler og vidste, at jeg ikke ville kunne sove mere, så jeg stod op. Udenfor var det gråt og diset, hundene fik mad, mens jeg fik tømt vores spande til affaldssortering i containerne udenfor. Luften føltes god og det støvregnede let. Da hundene havde luftet sig, blev de lukket ind i bryggerset, jeg tog vandrestøvlerne på og gik.
Målet var 40 minutter og om jeg kunne gå 4 km på den tid. Mobilen holdt øje med tiden, jeg kan kun gå frem og tilbage på vejen, så jeg har små milepæle for, hvornår jeg skal vende, hvis jeg vil gå 3, 4, 5 eller 6 km. Skulle jeg gå rundt uden at vende om, ville jeg komme ud på den store hovedvej og turen ville blive på mindst 8 km. Det havde jeg ikke lyst til i dag.
Stilheden var i luften, jeg nyder bare at gå og gå, ikke noget med lydbøger i ørerne eller anden støj. Jeg har høreapparaterne i, fordi jeg ellers ville gå glip af fuglesang. Der var dog ingen fugle, der sang her til morgen.
Tankerne flyder frit, i dag var det dagdrømme, der fyldte. Dagdrømmene gør, at jeg får diskuteret viden/problemstillinger/bekymringer med fiktive partnere. Dagdrømmene bliver aldrig til virkelighed, men diskussionen gør mig skarpere på forskellige ting.
Huset så lige så mørkt ud som da jeg gik, så landmanden sov stadig. Jeg satte vand over, tømte opvaskemaskine, vaskede det op, som ikke kunne gå i opvaskemaskinen og satte resten i den tømte maskine. Bordet blev dækket med søndagskrusene, lysene i vinduet blev tændt, jeg glædede mig over mine smukke tulipaner og at jeg langt om længe havde taget mig sammen til at få blomster ind i mine stuer. Jeg lunede brød, kogte æg, fandt ost og pålæg frem samt bryggede te. En kande med earl grey te med citron til landmanden, en kande med grøn te med appelsin til sygeplejersken.
Så satte jeg mig ved bordet, nød mit æg og mit ristede rugbrød med smør. Det er den eneste gang i ugen, at der kommer smør på mit brød. Sådan har det været i over 30 år, jeg savner ikke smørret, men nyder det de få gange, jeg vælger det som pålæg på mit brød. Lidt efter stod landmanden op og sluttede sig til morgenbordet.
Søndagen er startet godt, og jeg vil forsøge at fylde den med ting, der gør mig glad, når det er overstået. Eller også bliver dagen, som det er sket med alle andre fridage, fyldt med det, der gør mig glad her og nu. Men som min kloge søster siger, du kan jo ikke gøre som vores mor, som til sidst blot lukkede øjnene for alt det i skabe, skuffer og på loft, der skulle ryddes op i, sorteres i, og evt. kasseres. Der kom vi fem søskende til at gå gennem den proces. Men jeg ved jo, at denne gård, dette hjem, ikke er vores sidste hjem. Vi skal flytte indenfor en overskuelig periode, så jeg skal have fundet en måde at motivere mig selv til at komme i gang. PYT, jeg fik startet min søndag som jeg ville med stilhedsvandring. Så får vi at se hvordan søndagen slutter.
PS og jeg gik 4 km på 38 minutter.
Målet var 40 minutter og om jeg kunne gå 4 km på den tid. Mobilen holdt øje med tiden, jeg kan kun gå frem og tilbage på vejen, så jeg har små milepæle for, hvornår jeg skal vende, hvis jeg vil gå 3, 4, 5 eller 6 km. Skulle jeg gå rundt uden at vende om, ville jeg komme ud på den store hovedvej og turen ville blive på mindst 8 km. Det havde jeg ikke lyst til i dag.
Stilheden var i luften, jeg nyder bare at gå og gå, ikke noget med lydbøger i ørerne eller anden støj. Jeg har høreapparaterne i, fordi jeg ellers ville gå glip af fuglesang. Der var dog ingen fugle, der sang her til morgen.
Tankerne flyder frit, i dag var det dagdrømme, der fyldte. Dagdrømmene gør, at jeg får diskuteret viden/problemstillinger/bekymringer med fiktive partnere. Dagdrømmene bliver aldrig til virkelighed, men diskussionen gør mig skarpere på forskellige ting.
Huset så lige så mørkt ud som da jeg gik, så landmanden sov stadig. Jeg satte vand over, tømte opvaskemaskine, vaskede det op, som ikke kunne gå i opvaskemaskinen og satte resten i den tømte maskine. Bordet blev dækket med søndagskrusene, lysene i vinduet blev tændt, jeg glædede mig over mine smukke tulipaner og at jeg langt om længe havde taget mig sammen til at få blomster ind i mine stuer. Jeg lunede brød, kogte æg, fandt ost og pålæg frem samt bryggede te. En kande med earl grey te med citron til landmanden, en kande med grøn te med appelsin til sygeplejersken.
Så satte jeg mig ved bordet, nød mit æg og mit ristede rugbrød med smør. Det er den eneste gang i ugen, at der kommer smør på mit brød. Sådan har det været i over 30 år, jeg savner ikke smørret, men nyder det de få gange, jeg vælger det som pålæg på mit brød. Lidt efter stod landmanden op og sluttede sig til morgenbordet.
Søndagen er startet godt, og jeg vil forsøge at fylde den med ting, der gør mig glad, når det er overstået. Eller også bliver dagen, som det er sket med alle andre fridage, fyldt med det, der gør mig glad her og nu. Men som min kloge søster siger, du kan jo ikke gøre som vores mor, som til sidst blot lukkede øjnene for alt det i skabe, skuffer og på loft, der skulle ryddes op i, sorteres i, og evt. kasseres. Der kom vi fem søskende til at gå gennem den proces. Men jeg ved jo, at denne gård, dette hjem, ikke er vores sidste hjem. Vi skal flytte indenfor en overskuelig periode, så jeg skal have fundet en måde at motivere mig selv til at komme i gang. PYT, jeg fik startet min søndag som jeg ville med stilhedsvandring. Så får vi at se hvordan søndagen slutter.
PS og jeg gik 4 km på 38 minutter.
fredag, november 01, 2019
Efterårsugen
hvor det nu er mørket, der dominerer, men også ugen med tørvejr og frisk luft i næsen. Jeg ville gerne skrive, at jeg fik prioriteret gåture, men nej, sådan er det ikke. Jeg fik til gengæld vasket mine vinduer indvendig og plantet efterårskrukker, som gør mig glad, når jeg går forbi dem.
Onsdag og torsdag har været sene arbejdsdage. Onsdag havde vi personalemøde efter en arbejdsdag, som for mit vedkommende var tæt pakket med møder. Så jeg nåede blot at vende hjemme for at sætte arbejdstasken og snuppe kortasken. Vi synger de skønneste og drilagtige svære rytmiske sange/gospelsange. Jeg nyder, når det føles som om alle hjerneforbindelserne danser, strækker sig og drejer sig 360 grader rundt om hinanden for at finde ud af at kombinere ordene, rytmen og melodien.
Torsdag var det sidste gang i denne omgang for vores projekt med opfølgning efter indlæggelse hos os for patienter med en stroke (blodprop/blødning i hjernen) med ingen eller lette følger.
Jeg ved det jo godt fra vores eget studie, fra mine mange år med undervisning af patienter og fra artikler og samtaler med andre kolleger fra andre steder. Selv om man er sluppet let, så kræver det meget at finde tilbage til et hverdagsliv. Som en af jer skrev til mig en gang i en kommentar: jeg slap let uden følger, men det tog mig to år at komme af med dødsangsten. For andre er det angsten for at få en ny blodprop eller blødning, der næsten kan invalidere ens liv. En patient fortalte mig en gang, at hun vågnede op hver nat med et sæt og var overbevist om, at hun nu havde fået en blodprop i hjertet. Ikke så sært at hun var træt og ikke havde energi til noget som helst.
Jeg er spændt på patienternes evaluering af forløbet. Den skal være med til tilrettelægge det næste og sidste forløb i projektet. Så får vi at se, om man vælger at gøre det til et fast tilbud i den kommune.
I dag har jeg sammen med en kollega lagt sidste hånd på vores engelske artikel. Vi fik den oversat af en englænder, som ikke er uddannet i sundhedsvæsenet, men bruges af sygehuset, men der var alligevel meget, som vi ikke syntes lød, som vi ønskede det. Nu lader vi den ligge i weekenden og så læser vi den igennem en gang til på mandag. Så skal vores vejleder læse og godkende den, inden den indsendes til et engelsk tidsskrift. Jeg er spændt på hvor mange gange, den så kommer tilbage til os og om de overhovedet vil bruge den.
Jeg har haft hjemmearbejdsdag i dag, så første del af dagen foregik i nattøj, bagefter kørte jeg over til min kollega og tilbragte tre skønne timer hos hende. Jeg mangler dog stadig en times arbejde, fordi jeg også skulle kigge på vores egen harddisk, som er blevet opdateret og repareret. Det er uvist af hvilken grund blevet mig, der har forstand på sådan noget som at finde ud af at få nøglefilen til vores erhvervs-eboks til at fungere. Lige nu har jeg opgivet, men i morgen er der en ny dag med friske intentioner.
Med mørkets dominans er der også kommet halvdårlige, romantiske julefilm på forskellige kanaler. Jeg labber dem i mig, indimellem så meget at jeg får kvalme. Måske skulle jeg overveje at gå en tur i stedet for, men det er hyggeligere at sidde foran skærmen med et strikketøj (det sidste er en undskyldning for at jeg da laver lidt, mens jeg glor på film).
God weekend til jer alle
PS fik tømt det ene kameras billeder, så nogle af dem får lov til at være med her.
Onsdag og torsdag har været sene arbejdsdage. Onsdag havde vi personalemøde efter en arbejdsdag, som for mit vedkommende var tæt pakket med møder. Så jeg nåede blot at vende hjemme for at sætte arbejdstasken og snuppe kortasken. Vi synger de skønneste og drilagtige svære rytmiske sange/gospelsange. Jeg nyder, når det føles som om alle hjerneforbindelserne danser, strækker sig og drejer sig 360 grader rundt om hinanden for at finde ud af at kombinere ordene, rytmen og melodien.
Torsdag var det sidste gang i denne omgang for vores projekt med opfølgning efter indlæggelse hos os for patienter med en stroke (blodprop/blødning i hjernen) med ingen eller lette følger.
Jeg ved det jo godt fra vores eget studie, fra mine mange år med undervisning af patienter og fra artikler og samtaler med andre kolleger fra andre steder. Selv om man er sluppet let, så kræver det meget at finde tilbage til et hverdagsliv. Som en af jer skrev til mig en gang i en kommentar: jeg slap let uden følger, men det tog mig to år at komme af med dødsangsten. For andre er det angsten for at få en ny blodprop eller blødning, der næsten kan invalidere ens liv. En patient fortalte mig en gang, at hun vågnede op hver nat med et sæt og var overbevist om, at hun nu havde fået en blodprop i hjertet. Ikke så sært at hun var træt og ikke havde energi til noget som helst.
Jeg er spændt på patienternes evaluering af forløbet. Den skal være med til tilrettelægge det næste og sidste forløb i projektet. Så får vi at se, om man vælger at gøre det til et fast tilbud i den kommune.
I dag har jeg sammen med en kollega lagt sidste hånd på vores engelske artikel. Vi fik den oversat af en englænder, som ikke er uddannet i sundhedsvæsenet, men bruges af sygehuset, men der var alligevel meget, som vi ikke syntes lød, som vi ønskede det. Nu lader vi den ligge i weekenden og så læser vi den igennem en gang til på mandag. Så skal vores vejleder læse og godkende den, inden den indsendes til et engelsk tidsskrift. Jeg er spændt på hvor mange gange, den så kommer tilbage til os og om de overhovedet vil bruge den.
Jeg har haft hjemmearbejdsdag i dag, så første del af dagen foregik i nattøj, bagefter kørte jeg over til min kollega og tilbragte tre skønne timer hos hende. Jeg mangler dog stadig en times arbejde, fordi jeg også skulle kigge på vores egen harddisk, som er blevet opdateret og repareret. Det er uvist af hvilken grund blevet mig, der har forstand på sådan noget som at finde ud af at få nøglefilen til vores erhvervs-eboks til at fungere. Lige nu har jeg opgivet, men i morgen er der en ny dag med friske intentioner.
Med mørkets dominans er der også kommet halvdårlige, romantiske julefilm på forskellige kanaler. Jeg labber dem i mig, indimellem så meget at jeg får kvalme. Måske skulle jeg overveje at gå en tur i stedet for, men det er hyggeligere at sidde foran skærmen med et strikketøj (det sidste er en undskyldning for at jeg da laver lidt, mens jeg glor på film).
God weekend til jer alle
PS fik tømt det ene kameras billeder, så nogle af dem får lov til at være med her.
Abonner på:
Opslag (Atom)