Lidt af hvert, tak

Mens indlæggene om vinterferien har fyldt på bloggen, er livet gået videre i virkeligheden. Indimellem med en fart, så jeg nu har svært ved at fatte, at vi snart er midt i april, at der snart er påske. Jeg føler mig som lige kommet ud af vinterhiet og har det, som jeg tror bjørnen har det. Lidt sløv og dvask, der skal først fyldes energi på depoterne, før jeg kan være forårsaktiv.

Jeg elsker haver, de er skønne at se på og sidde i, når det er sommer. Jeg har også drømme for min have, problemet er, at sådanne drømme skal virkelighedsgøres på samme tidspunkt som forårs og efterårsarbejdet i markerne. Så der er ingen tosomhed i haven med hyggelige snakke og tedrikning. Derfor er min drøm om at få gravet bærbuskene op og sat ned igen i højbede igen blevet udsat. For da jeg havde bare en snert af energi til at gå i gang, gik det op for mig, at jeg var for sent ude. Det skal gøres meget tidligt om foråret eller efter bærsæsonen. Indsæt billede af en ballon, der punkteres.

Jeg får læst, det er dejligt. Lige nu er jeg i gang med Peter Lund Madsens bog Frihedens Pris. Den er godt skrevet, jeg kan bare ikke huske, hvad jeg gerne vil huske fra den, fordi jeg læser hurtigt og fordi det egentlig er kendt stof, bare fortalt på en anden måde. Denne gang har bogen fokus på hjernens virkelighedsopfattelse. Vi tænker jo ikke over det, men det jeg oplever som virkelighed og fakta, er ikke det samme som du oplever, selv om vi er lige ved siden af hinanden. Måske er det næsten det samme, men det kunne også godt afvige. Derfor skal vi huske, når vi bliver irriteret på hinanden og diskuterer voldsomt, om noget skete på den og den måde, at vi oplever og opfatter ikke det samme. Det er egentlig forunderligt at tænke på. Det er også derfor, at Peter Lund Madsen nærmest kan blive skræmt ved tanken om, at hans skæbne skulle afgøres af et vidneudsagn.

Maren Uthaugs bog Hvor der er fugle er jeg langt om længe blevet færdig med. Jeg måtte tvinge mig selv i gang igen ved at love, at jeg blot skimlæste passager. Hvorfor så læse den færdig, når den frastødte mig så meget? Fordi jeg en gang har hørt, at det er godt at læse en bog færdig, selv om man absolut ikke bryder sig om bogen. Det udfordrer ens hjerne ikke altid kun at gøre det, man kan lide. En korveninde sagde, at den blev bedre, fordi alt ikke var, som det så ud. Jeg er ikke enig. Jeg er enig i at den blev mere udholdelig at læse, men det som frastødte mig, var at overgrebet på et barn ikke vakte den mindste tanke om, at det var forkert, på trods af at faderen var beskrevet som havende følelser og samvittighed. Og ja, jeg ved godt, at det viste sig, at han ikke var faderen og at alt ikke var som det så ud. Det havde jeg egentlig allerede regnet ud før overgrebet. Det ændrer ikke på, at han troede, han var faderen. Stakkels pige, som måtte lide, fordi hendes mor og far ikke tog sig sammen og levede et ærligt liv. Jeg ved godt, at tiden var en anden dengang, men den bog var så trist og frastødende, at selv om håbet og lyset kom ind til sidst, kan jeg ikke anbefale den.

Den sidste bog i litteraturkredsen får jeg også svært ved at komme igennem. Jeg er ikke til socialrealistiske romaner, og denne bog foregår på samme tid som sangen "Her er en sang om en mand, der hed Larsen" fra "Melodien, der blev væk" Allerede som barn syntes jeg den sang og det stykke var deprimerende. I dag ville jeg nok opleve den anderledes. Men jeg kan mærke tristheden og mørket sænke sig over mig, nu hvor jeg har læst et par kapitler af Der sidder en mand i en sporvogn af Mogens Klitgaard. Lige nu slår det mig, at det måske ikke er tilfældigt valgt, at vi både skal læse Hvor der er fugle og Der sidder en mand i en sporvogn efter hinanden.

Arbejdsdagen er startet i nattøj. Jeg skal til et møde fra 9 - 15, så vi aftalte, at jeg startede med at arbejde hjemme i stedet for at køre ud på det ene sygehus og af sted til det andet sygehus. Det har givet mig tid til at høre om Dexters færdigheder til hundetræning i går. Jeg var så træt, at jeg faldt i søvn ved 21 tiden, inden landmand og hund vendte hjem. Jeg var stadig træt i morges, så jeg måtte sove en halv time mere. Og havde uret ikke ringet, så havde jeg nok sovet endnu. En ny dag med frost på græsset og en himmel, der lover sol. Arbejdet kalder, livet haster derudad. I dag skal Dronningen og min datter indvie det nye pandaanlæg. Der er nok mest fokus på den første, men det er datteren, der har lavet nye oversigtskort til ZOO. Det betyder formentlig mere for dig og mig, når vi skal i ZOO.

Ha en god dag.

PS billederne er taget med mit nye kamera og har ikke noget med i dag at gøre. Kameraet må du høre om en anden dag. Nu skal jeg arbejde.