Vildmarkstur, del 4 med en dag, der satte varige spor i os

Dag 3 på vores Finlandstur bød på en ganske anden oplevelse end vilde ture på snescooter. Førhen havde rejselederen planlagt en dag mere til snescooter, men folk var ganske enkelt så trætte og mørbanket, så det blev droppet til fordel for valgfri aktivitet. Vi havde valgt at køre på hundeslæde sammen med otte andre.

Det blev en ganske særlig og smuk oplevelse. Nogle havde hørt om, at slædehunde til turister levede et kummerligt liv. Tro mig, det gjorde de ikke på den Husky Farm, vi var på. Da vi kørte ind på farmen blev vi mødt af en af medarbejderne, som talte godt engelsk. Det gjorde faktisk alle finner, vi mødte. Medarbejderen var nu ikke finne, men polak. Hun havde arbejdet med slædehunde i tyve år, men som i Danmark har man i Polen ikke samme mængde sne som i Finland. Så for ni år siden rejste hun til Finland for at arbejde med sine slædehunde og arbejde på en slædehundefarm. Mens vi fik fortalt, hvordan vi skulle stå på slæden, for ja vi skulle styre den, og nøje blev indprentet, at fotografering måtte vente til senere, stod en hund tæt på os og kiggede nøje på os. En smuk Alaskan husky, som er en hund beregnet og opdrættet til slædehundekørsel. Den var på pension, og det betød ikke, at man så blev aflivet. Nej farmens antal af hunde var nøje tilpasset til, at man kun fik de hvalpe, som der skulle bruges og at der var plads til pensionerede slædehunde.

Vi måtte vente med at klappe hundene, for de var ivrige efter at komme ud og løbe. Egentlig var det ikke en særlig god dag for slædehunde, for der var for varmt, lige omkring frysepunktet. Det betød, at de nemt kom til at have det for varmt.

Hver slæde fik fire hunde foran sig, vi skulle køre på et ti km langt spor med en guide foran os og en midt i. På den måde fulgte hundene slæden, der kørte foran. Som sagt skulle vi stå på mederne bag slæden og sørge for at bremse ved at trykke på en bremse mellem mederne, når vi skulle stoppe eller ens hunde kom for tæt på den forankørende slæde.

Fra nu af drømmer jeg om ferie på hundeslæde i Lapland. Der var helt stille, træerne stod smukke og snepudrede og mens vi kørte, kom solen frem. Jeg sørgede for at være midt i stilheden, at nyde mine fire dygtige hundes arbejde og bare nyde turen.

Mine hunde var så ivrige, at jeg nærmest måtte stå på bremsen det meste af tiden. På et tidspunkt stoppede vi for at bytte en af mine hunde med en fra et andet spand, men det hjalp ikke på farten. De smukke, stærke hunde løb til, mens de af og til snuppede en luns sne, når de trængte til at køle ned.

Landmanden fik taget en smuk videosekvens med sine hunde, den har jeg dog ikke teknisk kunnen til at lægge ud, men jeg har lånt et billede fra turen af ham.Bagefter fik vi lov til at klappe de skønne hunde.

Til sidst kom vi ind i en hytte med indbygget varme og fik varm saft, mens vores guide fortalte mere om slædehunde, om løb og om det at arbejde med hundene. Gennem alle fortællinger og ved at se deres måde at arbejde med hundene på, fornemmede man en stor kærlighed til de smukke dyr. En formiddag, som på mange måder satte spor. Vi drømmer om flere ture på hundeslæde. Og hvor andre drømmer om at rejse mod syd, når vinteren sætter ind, drømmer vi om at rejse højt mod nord til et land med sne og hundeslæder.

Da formiddagen gik på hæld, tog vi tilbage til byen. Eftermiddagen skulle fyldes med andre planer, og heldigvis var flere af de øvrige deltager med på den plan.