tirsdag, april 23, 2019

Detaljen og helheden

I dag skulle jeg i dag sætte nye billeder på vores tavle på arbejde. En aftenvagt var syg, og jeg havde været ved at finde en, der kunne komme i stedet for. Jeg skulle derfor udskifte aftenvagtens bemanding på billedtavlen. Jeg havde svært ved at finde personens billede, alle så pludselig ens ud i hvide uniformer, når jeg stod tæt på. Min kollega, der sad længere fra billedtavlen spottede hurtigere end mig, hvor personen var.

Andre gange ser jeg måske kun helheden og har ikke sans for detaljen. Men begge dele må der til for at danne sig et indtryk.

På gårsdagens vandretur fokuserede jeg indimellem på detaljen, for derigennem at nyde det smukke omkring mig.

en lille farveklat midt i alt det grøn-brune

En kogle, der aldrig faldt helt ned på jorden som alle de andre kogler, men hviler på grenene

I dag var det også de små detaljer, der fortalte mig, at den patient, som jeg mødte første gang i dag, stadig havde sproglige vanskeligheder. Hele tiden diskuterede jeg med mig selv, om det var hjerneskaden alene, der havde forstyrret det sproglige udtryk/forståelse eller om det også var problemer med det danske sprog generelt eller om det var en begyndende depression eller om det var bekymringer for fremtiden. Heldigvis er jeg ikke alene om at tolke på det, jeg oplever. Så sammen med pårørende, talepædagog, terapeuter og andre sygeplejersker kan hver vores deloplevelse danne et helhedsbillede.

En mand og et barn. Skal jeg som kvinde føle mig stødt over, at kvinden ikke er med? Eller se det som en cadeau til ligestillingsdebatten?

Jeg er i en eftertænksom periode lige for tiden. Ikke en bekymringsperiode, men mere en periode, hvor alt muligt og umuligt holdes op foran mig og studeres nøje. Min mor fik konstateret tyktarmskræft første gang, da hun var 62 år. Den alder jeg har nu. Tre år senere fik hun tilbagefald af kræftformen og 12 år efter første kræftoperation døde hun, knap 74 år gammel. D. 11/4 var det 11 år siden.

Sporene i sandet

Hvis nu du vender billedet inde i dit hoved, så ser du masser af små hjerter
Min far fik konstateret Alzheimers sygdom, da han var 74 år. Selv om han fik 11 år gode år derefter, så var det en anden tid. En tid, hvor hans omgivelser havde stor betydning for kvaliteten i hans liv. Den, der har fulgt med her, vil vide, at jeg synes, han gav meget og at vi også gav ham meget. Alle de skønne timer sammen med ham, hvor vi grinte sammen, sang sammen, talte sammen (uden at jeg vidste hvad vi talte om). Dem skønner jeg på. Ikke desto mindre tænker jeg på, hvad nu hvis...

Hvad nu hvis jeg ligner mine forældre, så har jeg tolv år tilbage, hvor jeg er i fuld kontrol over mit liv. Lever jeg så det liv, jeg gerne vil leve? Hvad betyder noget for mig? Er der noget, jeg vil ændre? For hvis ja, så skal jeg måske gøre det nu.

en vej frem

en vej bestående af gamle, slidte bjælker, som stadig giver mig et solidt grundlag at komme videre på

Går du mig på klingen, så tror jeg ikke, jeg ligner mine forældre på det punkt. Jeg er overbevist om, at jeg bliver ældgammel med hjernen i behold. Men man ved jo aldrig. Går du mig mere på klingen, så har jeg ikke den fjerneste anelse, om der er ting, som jeg kan ændre, jeg rent faktisk vil ændre. Det i sig selv siger så nok, at jeg vist bare skal fortsætte med det, jeg gør. Og måske er det kun i detaljefokuseringen, at jeg bliver usikker, og sikkerheden kommer, når jeg ser helheden.





11 kommentarer:

  1. Tænksomt. Jeg tænker, at man skal leve i nuet, for ingen kender dagen i morgen. Alligevel regner vores budget med, at vi skal have samme levestandard, til vi er ca. 85. Det kan man kalde hyklerisk ambivalens eller sågar tåbeligt, men det illustrerer dobbeltheden, og skvatter vi ned med et fly, har overvejelserne været helt overflødige.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, vi er vel nødt til både at planlægge med at være her mange år endnu og at indse at livet kan være slut i morgen. Jeg synes egentlig ikke det er hyklerisk ambivalens, men et livssvilkår. Så længe at tankerne ikke forhindrer os i at leve livet her og nu :-)

      Slet
  2. Jeg reflektererede kort, da jeg læste dit indlæg. Jeg blev klar over jeg sortere i detaljen eller helheden. For mig er det ikke enten eller, langt mere både og.

    Billedet hvor du skriver mand og barn, tænkte jeg voksen barn, slap for tanken at blive krænket ;-)
    Dog har vi i familien en lille "griner" omkring lysregulering ved fodgænger overgang. Vi kalder det Rød = Stå mand - Grøn = Gå mand. De voksne børn/svigerbørn, har altid drillet mig med sproget, lidt for meget. Det røde lys = Stå mand er blevet gjort sjofel iflg. tolkningen, så kan det jo kun være en mand, vi som kvinder kan jo ikke leve op til denne tolkning. Når vi få et smil ind, går alle tankerne om krænkelse etc. i glemmebogen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Karin, jeg veksler også mellem detaljen og helheden

      Ha,ja ting kan hurtigt få en anden fortolkning :-)

      Slet
  3. Det er en del af en personlighedstest, vi engang fik på arbejdet: "Ser man detaljen eller helheden?" Som regel ser man overvejende det ene eller det andet, og det er vigtigt for chefer at kende sine medarbejdere, så han kan sætte en uhomogen gruppe sammen, hvilket der kommer mest ud af. Der er jo også begyndere og afsluttere. Jeg er IKKE en afslutter og jeg er bedst til at se helheden. Det var den meget korte version.
    Måske kan du huske denne her: https://mommer.wordpress.com/2012/01/02/kender-du-typen-din-egen-type-mbti-typen/
    Mon ikke vi er flere, der en gang imellem tænker over, om man er det rigtige sted ... om man skal ændre noget ved de vilkår, det er muligt at ændre ved? Det tror jeg.
    Men langtidsplanlægningen skal være i orden - hellere regne med, at man bliver ældre end virkeligheden viser sig at blive. Det er ikke sjovt at løbe tør for penge for tidligt! Og har man arvinger, sker der jo ikke så meget ved, at der er lidt tilovers :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg kan se, at jeg dengang tog testen, men ikke om jeg kan huske hvad det gik ud på :-) Jeg ser mig selv som begyndere, og det er nok også det der giver mig problemer i forhold til min opfattelse af min egen indsats på arbejde. For min funktion skal gerne være tovholdere og måske også afsluttere.
      Næh, som en tidligere kollega sagde, en ting er at man er alene og gammel, noget andet hvis man også er syg og er man så også fattig, så bliver det for trist. Hun havde som ene mor lige som dig altid lagt til side til pensionen.

      Slet
  4. Jeg tror, de fleste af os ind imellem tænker på, om vi vil få en skæbne som vores mor eller far. Det, du fortæller om din mor, minder meget om min mors sidste år. At hun fik kræft og senere et tilbagefald - og at hun døde kun knap 74 år gammel.

    SvarSlet
    Svar
    1. Madame, især når vi kommer tæt på den alder, hvor de blev syge.

      Slet
  5. Mht. Ligestilling debatten og skilte.
    Det er da en gammeldags tankegang at det er en mand på skiltet Holder vi os ikke fast i kønsrollerne, hvis vi mener at det kun er en kvinde som bliver afbilledet, når det er en person med kjole.

    SvarSlet
    Svar
    1. frk. Madsen. Enig,derfor forstår jeg heller ikke hele trafiklysdebatten.

      Slet
  6. Hanne, og som Ellen siger, så har en arbejdsplads godt af at have alle typer.
    Livslængden ved vi ingenting om, så vi må blot nyde det.

    Og nej, du og frk Madsen er inde på det samme, hvorfor tænker vi mand med det samme.

    SvarSlet