Det som film kan

Mange kan sikkert fortælle mangt og meget om, hvad film kan. For mig kan film noget ganske særligt. Jeg kan have læst om noget og også fået indsigt, men det er som om fortællingen først fuldt erkendes, når jeg oplever det via film. Faktisk kan man tale om, at jeg kropsligt først erkender det læste gennem filmen.

Lad mig prøve med nogle få eksempler:

• Efter jeg så filmen Dykkerklokken og sommerfuglen tænkte jeg meget over, hvordan det måtte være for en patient, når sygeplejersken eksempelvis skal undersøge pupiller eller har svært ved at høre, hvad patienten siger og læner sig helt ned til patientens hoved. Men også det at få lov til at give udtryk for det, man har at sige, selv om man ikke kan tale. Så må vi bruge andre metoder til at få ordene inde i hjernen til at komme til udtryk. Jeg har læst en faglig artikel, som på mange måder var helt anderledes end den vante norm. Det var et single-case studie af afprøvning af en metode til at give et menneske med afasi mulighed for at udtrykke sig, ikke blot om de er sultne, tørstige, skal på toilettet eller har ondt. Men muligheden for at udfolde den indre tankeverden for andre gennem at den anden hele tiden støttede ved hjælp af tegninger, ord, mimik, gestik osv. Det var helt fantastisk at læse, hvordan den unge patient med en blodprop i hjernen fik lov til at udtrykke sig (linket er til en faglig artikel på engelsk)
• For år tilbage så landmanden og jeg en film om en amerikaner, som forsvandt i Argentina under Juntaen. Filmen handler om faderen og kærestens søgen efter den unge mand. Der gik det for alvor op for os, hvad der var foregået, og hvordan man i USA havde vendt det blinde øje til. At følge denne fars søgen efter den søn, som ikke havde samme politiske holdninger og se farens langsomme erkendelse af, at den regering, han havde støttet, var vidende om de mange forsvindinger og mord. Og hvis du ved, hvad filmen hedder, så skriv det endelig, for jeg kan ikke huske det. Jeg troede oprindeligt, at Gene Hackman spillede faderen, men jeg har gennemlæst hans bibliografi, og der kan jeg ikke finde filmen.
• Filmen Hidden Figures satte også spor i os i forhold til racediskrimination, ikke ved store armbevægelser, men mere i det små. Som da den unge kvinde bliver forflyttet over til det hvide hovedkvarter og skulle bruge 40 minutter på at finde et toilet beregnet på farvede. Eller da der bliver sat en kedel vand op ved siden af kaffebeholderen til hende, fordi hun ikke må drikke af samme kaffe som de hvide.
• Filmen A Star is born har fede koncertscener, og jeg læste efterfølgende, at de er optaget live hos andres koncerter. Blandt andet Kris Kristoffersen sagde ja til, at man først optog med hans publikum som engagerede statister, før den egentlige koncert gik i gang. Og det kan man mærke. Vi talte i hvert fald om, at vi godt kunne forstå den rus, man kan få af at give den hele armen foran en jublende fanskare. Og hvor skræmmende det samtidig også kan være og hvor let det kan blive at søge tilflugt i stimulerende stoffer.

Har du mon oplevet det samme?

Opdatering: min kloge datter ved, hvordan man skal søge på film, så nu ved jeg, at det ikke var Gene Hackman, men Jack Lemmon, at det ikke var Argentinas militærjunta men Chiles OG at filmen hed Missing. 

udsyn fra et bagsæde i en bil med tagvindue