fredag, april 30, 2021

Hverdagslivet på gården

 Selv om vi begge arbejder på fuld kraft, så kan det godt føles, som om der intet er at skrive om. Livet går sin vante gang på gården, som den har gjort i 38 år. Kornmarkerne er tilsået, nu spredes der gødning til kartoffelmarkerne. Landmandens medarbejder har fri i disse dage, de er godt med og det føles helt som en fridag, selv om landmanden sidder på en traktor. Vi er jo kun os to og hundene selvfølgelig. Landmanden har lige været inde til formiddagste, hvor vi fik lune hveder og både snakkede og var stille sammen.


En af kollegerne kom med et guldkorn på en af kursusdagene. De skulle alle skrive små stikord til hvad de syntes, var god sygepleje til mennesker med Stroke (blodprop/blødning i hjernen). Hun skrev tid til patienten og supplerede så, at vi jo ikke altid havde så meget tid, og derfor var det vigtigt, at den tid vi havde, at den blev udnyttet godt. Og det udløste anerkendende nik hele vejen rundt.


For sådan er det jo. Vi kan have al den tid til rådighed, som vi ønsker. Det er ikke en garanti for, at vi så bruger den klogt og indholdsrigt.
Tænkepause: jeg måtte lige slå op hvornår der skal t på klog og indholdsrig. Jeg tror at jeg har skrevet det rigtigt, men jeg kan godt mærke, at det der med adjektiver (tillægsord), adverbier (biord), adverbialer (biled) roder rundt i min hjerne. Jeg lader det ligge, det får ikke mere af min interesse lige nu.

Jeg er helt med på, at jeg ikke bruger min tid herhjemme på den måde, som andre gør eller som jeg gerne ville, at jeg gjorde. Jeg er dog også helt afklaret med, at det er sådan det er. Jeg kan bare ikke blive klog på, hvorfor jeg udskyder nærmest alt, som andre synes er creme de la creme. Det, der SKAL gøres, bliver gjort. Der vaskes tøj, der ryddes op, der laves mad, der handles ind, der betales regninger, der ordnes kontorarbejde og ikke mindst nyder jeg min daglige rutine med tjek af mulige kandidater til vores opfølgningsprojekter efter Stroke. Men jeg har faktisk tid tilbage på mine fridage til at gøre det, jeg synes er sjovt.


Lad mig give et eksempel: min smukke strikkepose står klar med det smukke svøb til mit kommende barnebarn til at tage med hen til det hjørne i huset, hvor solen skinner og hvor der er plads til et tekrus ved siden af. Mobilen er klar med hele to lydbøger, jeg kan lytte til imens. Men jeg har så megen modstand mod at gå i gang med at løse de problemer, jeg er rendt ind i med mit svøb, at jeg udskyder det. Jeg tror, at jeg har løsningen og jeg har alligevel så megen strikkerfaring, at jeg godt kan lade være med at trevle det hele op og så udtænke en løsning, men jeg udskyder det. Når jeg trykker udgiv, har jeg EN opgave: at hente min strikkepose, sætte lydbogen i gang og så i en time forsøge om det jeg har udtænkt, kan lykkes. Jeg tror dog først, jeg lige vander blomster (de glemmes nemlig konsekvent i dette hjem, hvor det er mig, der står for den opgave)
Se, nu er jeg allerede på afveje. Lur mig, om ikke jeg undervejs rundt i huset støder på noget, jeg også lige kan gøre og når vi når til aften, så står min strikkepose stadig på værelset. 


Sygepleje derimod, det synes jeg er sjovt og indholdsrigt. Jeg har lige i dag læst en artikel, som blot synliggjorde for mig, at jeg ikke er akademiker, jeg er praktiker med hang til viden om mit fag og nysgerrig nok til at ville undersøge emner på en akademisk måde, så det kan bruges af andre.

Konsekvent gennem artiklen forholder man sig til sygeplejen ud fra ontologi og epistemologi. Konsekvent må jeg lige tilbage til faktaboks 1, hvor der står, at ontologi er den gren af filosofien, der beskæftiger sig med de grundlæggende måder, hvorpå noget kan være til. Epistemologi er erkendelsesteori, bruges også om videnskabsfilosofi. 

Som jeg forstod artiklen i forhold til vores mange ord om sygeplejen på kursusdagene, så det at vi siger, at vi skal se det hele menneske, at vi skal lære det enkelte menneske at kende, så vi kender menneskets ressourcer, viden og værdier, det er ontologisk. Det er de grundlæggende værdier, vi prioriterer i vores sygepleje. 

Det at vi siger, at vi skal have en høj grad af faglighed og viden om, hvad den bedste behandling og sygepleje er til mennesker med stroke, det knytter sig til epistemologien. Altså at vi ikke blot skal tro og erfare, vi skal også vide. Men den viden må aldrig blive en standardpakke, der skal passe til alle mennesker. 

Vi skal kende vores patient og så i samarbejde med patienten gøre ham klogere på sig selv og sin nye situation, så vi sammen kan tilrettelægge den bedste behandling og pleje for ham.


Noget helt andet. Min mobil er begyndt at sende mig minder. I dag var mindet måneskin. Da jeg åbnede mindet, var det Google Fotos der havde samlet en række af mine billeder med månen, blandt andet ovenstående fra 2014. Det har været brugt til et blogindlæg, for da jeg brugte et andet skriveprogram til blogindlæg, fik jeg sat den signatur på. Hvordan i alverden finder maskinen de billeder? Det er da lidt uhyggeligt, at en maskine gennemgår mine billeder og genkender månen på en række billeder, samler dem og sender dem til mig på min mobil. Samtidig er det også hyggeligt at fået tilbageblik. Og nu fandt jeg ud af at gemme det i en mappe. Det vil jeg gøre fremover med disse minder. 

God Store bededag til dig.

tirsdag, april 27, 2021

Ømme ben, træt hoved og glad

 Jeg kommer til at savne det, sagde min leder i dag. Vi havde sidste dag med kursus for vores kolleger. Og jeg har også nydt de dage, hvor samtlige kolleger har bidraget med gode ord om den sygepleje, de hver især synes er god sygepleje. Og faktisk er de meget på linje med hinanden, hvilket jo er dejligt, for det giver på en gang ensartethed og forskelllighed. Det sidste, fordi patienterne er forskellige og fordi vi er forskellige, men værdierne har vi et fællesskab om.

Jeg ville også komme til at savne vores daglige aftenture, landmanden og jeg, hvis de forsvandt. I aften er han dog gået alene, og det kommer jeg tilbage til hvorfor. Solen går ned, mens vi traver af sted.


Der er travlhed i marken, og det går rigtig godt. De er snart færdig med at så korn, og så kommer turen til at gøre kartoffelmarkerne klare. Dexter og Ayla er rigtig gode til at blive hjemme på gården, og de har begge fundet ud af, at den ene trappe er skøn at ligge på. Så der finder jeg dem tit, når jeg kører ind på gårdspladsen. Tilbagelænet og afslappet.


Søndag drog jeg på tur med en anden end landmanden. Han skulle deltage i en jagtfeltskydningskonkurrence, så vi spiste morgenmad sammen  med datteren og min mellemste lillesøster. Herefter skiltes vores veje, datteren havde kreative projekter, der ventede på hende, og min lillesøster og jeg kørte til Blokhus, hvor vi parkerede bilerne og gik ned til stranden og til venstre. Langt henne kom en vej op til klitplantagen. Det var skønt at gå på stranden og det var skønt at komme ind i skoven. Vi tog en pause ved søen inde i klitplantagen.

 
Bagefter satte vi kurs mod vandet igen og besteg en klit med udsigt ud over hele området. Her fandt vi læ til at holde en pause og drikke en danskvand. Snakken gik livligt, vi har et forestående bryllup (min nevø) og en forestående fødsel ( min svigerdatter med assistance fra min søn) at glæde os til. Lige som vi skal stå for et familiearrangement for alle vores kusiner og fætre på vores mors side samt vores onkler, moster og tante. Vi kunne ikke mødes, da min ene moster døde og blev begravet for et år siden, og vi kunne heller ikke fejre min onkels 80 års fødselsdag. Nu glæder vi os til, at vi forhåbentlig kan mødes i august måned.



Efter pausen gik vi ind til byen igen og kørte hver til sit. En dejlig spontan aftale.


Længe har jeg stået på venteliste til et hold med dynamisk bevægelsestræning hos en af de andre fysioterapeuter i min fysioterapi. Min egen fys har sagt, at det ville være rigtig godt for mig med alle de smerter og skavanker jeg har. Nu er jeg i gang, kroppen er mør og træt og derfor går jeg ikke på tur i aften, kroppen har brug for hvile. Og så er jeg klar igen i morgen. Håber jeg, de andre garvede på holdet sagde, at jeg godt kunne forvente at kunne mærke hele min krop i morgen.


I går var græsplænen langhåret, i dag har den været til frisør og fremstår nu knivskarp. Påskeliljerne er ligeglade , de blomstrer så det er en fryd, i grøftekanten, i skovkanten og alle de steder, hvor jeg har smidt løg, når jeg har delt klumper af løg. Ligesom der lige nu dukker hyacinter op hist og pist, løg fra tidligere års krukker. Havearbejdet er nærmest ikke-eksisterende. Jeg vil hellere lave noget andet, alt udløser smerter (udholdelige) i håndled og tommelfingerled, så jeg prioriterer. Og havearbejde står ikke forrest i rækken.

En dejlig dag lakker mod enden, jeg satser på en god nats søvn i nat. Må du sove godt og vågne frisk.


torsdag, april 22, 2021

mit fag - mine kolleger - min glæde

 Det er vist ingen hemmelighed, at jeg elsker mit arbejde og at jeg brænder for den gode sygepleje og at klæde patienterne på til at kunne takle livet efter Stroke.

Jeg er i den sidste del af mit arbejdsliv, og hvornår det slutter, ved jeg ikke. Jeg kan blive tvunget til at stoppe pga. sygdom, det håber jeg ikke. Og lige nu føles det ikke rigtig at stoppe, for jeg føler at de ting jeg brænder for,  nu bliver anerkendt og der bliver sat ting i værk, som har været min drøm i lang tid. Samtidig banker alle de ukendte faktorer på døren, for politikere/embedsmænd, om det er på landsplan, regionalt eller på sygehusniveau, kan hurtigt gøre muligheden for at yde den gode sygepleje sværere. Jeg er af natur optimist, så det gider jeg ikke bekymre mig om.


Vi er ved at være gennem de mange kurser for mine kolleger, hvor de netop skal beskrive, hvad de synes, er god sygepleje. Og jeg bobler indeni af lykke hver gang, for det de vægter, er jo netop det, som jeg også selv vægter. At tage udgangspunkt i patientens verden og at koble det med vores viden, så patienten kommer bedst muligt videre i livet. At gå de ekstra skridt for patient og pårørende. At være kreativ for at gøre noget ekstra. 

At vi så til tider udfordres på andre faktorer, som gør, at vi må justere vores forventning til sygeplejen og acceptere, at vi ikke kan give den store forkromede udgave hver gang, det er en helt anden sag.

Nu åbner landet sig op og dermed kan vi komme i gang med vores opfølgningsprojekter igen og sidenhen få dommen, om de kan blive til faste tilbud i de pågældende kommuner. Jeg både glæder mig (til forløbene) og frygter det (afgørelsen bagefter). Nu er interviewet med mig og mine kolleger tilgængelig på nettet, så hvis du vil vide mere om hele forløbet, kan du læse mere her.


Hævelse af forsamlingsloftet betyder også, at vi nu må sidde flere sammen, hvis vi kan overholde afstandskravet, og det nød vi i går, hvor vi kunne have alle 8 kolleger i samme rum. Det giver en anden samtale, når vi ikke skal holde øje med en skærm, hvor halvdelen sidder i et andet rum.


I dag har jeg haft jubilæum, det er, som om man med alderen får flere og flere af disse mærkedage ;-) Denne gang var det, fordi det var 50. gang, at jeg blev tappet. De første gange var som bloddonor, men fordi jeg hele tiden lå i den lave ende af normalområdet for kvinders blodprocent, måtte vi aflyse mange gange på dagen. Det var besværligt for sygeplejerskerne, spildt tid, som en anden kunne have brugt og spild af min egen tid. Derfor gik jeg over til at blive plasmadonor, her må jeg tappes hyppigere og blodprocenten påvirkes ikke. Der kommer jo skavanker til med årene, som skal undersøges, og de har betydet karantæne i længere periode, men lige nu er jeg inde i en god stime.

Jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle vælge af gave. Biografbilletter ville være spildt, vi kommer aldrig af sted. Rødvin har vi så rigeligt af, der behøver vi ikke flere flasker. Salatbestik har jeg også de, jeg skal bruge og da jeg ikke er mærkevarepåskønner, så gav det heller ikke mening med et sæt mere. Flere tekrus syntes jeg ikke var nødvendigt, jeg har rigeligt til at skifte mellem nye former og farver hver dag. Jeg er ikke til en guldnål, hvor skulle jeg dog placere denne? Så valget faldt på en skål fra Lange Keramik. Jeg valgte den i farver, jeg syntes, den hvide var lidt kedelig. 







tirsdag, april 20, 2021

Panoramaruten - Hobro endnu en gang - Kan varmt anbefales

 Jeg var heldig, landmanden hoppede på udfordringen at gå godt ti kilometer i strabadserende terræn, men hvilket terræn. Sidste gang gik min søster og jeg den midt i en hedebølge, i søndags var de 15-16 grader lige tilpas, vi kunne fint holde varmen. Det er så smuk en rute med udsyn og varierende omgivelser.

Man kan sagtens nøjes med mindre ture, for både fra Hobros lystbådehavn og restauranten ved Bramslev Bakker er der mulighed for at gå noget af turen og så smutte en genvej.

Vi spiste vores frokost ved lystbådehavnen, inden vi gik, så skulle vi ikke bære på så meget.



Jeg elsker at gå i skoven på denne tid af året, hvor anemonerne blomstrer. De er for altid forbundet med min barndom og ture til Fussingø skov, hvor vi fik lov til at plukke store nævefulde buketter, men også lærte, at vi skulle lade roden blive i skovbunden. (linket viser til et indlæg med billede af en lille Lene, der plukker blomster)



Vi gik mange steder højt oppe og med en smal sti, som efter megen regn var ujævn. Det er absolut ikke for gangbesværede, men den var alle strabadserne værd.


Da vi kom til Bramslev Bakker med restaurant og campingplads, hoppede vi over isen og valgte i stedet for at gå ned til vandet, (vejen på billedet nedenfor) hvor vi nød vores frugt og sodavand. Ved siden af sad en kinesisk/vietnamesisk familie. Jeg bliver ganske enkelt i godt humør af at høre deres tale og nej, jeg kan ikke se om de kom det ene eller andet sted fra. Men de havde det sjovt og børnene fodrede hættemågerne og de havde smukkeste farvestrålende udendørs tøj på.


Jeg synes helt klart, at den rigtigste vej at gå ruten er op over bakkerne og så langs vandet tilbage. I dag var der ingen kreaturer, så vi havde strandvejen for os selv.


 
Tilbage ved lystbådehavnen drak vi en kop te og vendte så næsen nordpå. Undervejs aftalte vi med datteren, at vi hentede mad ved Kunstcafeen i Blokhus og spiste den hos hende. Det blev et par hyggelig timer og bagefter tog vi et par timer på Messenger med det kommende forældrepar i Trondheim. En skøn søndag med opladning til en travl uge både på landbrugs-og sygeplejefronten.



torsdag, april 15, 2021

Walk and Talk - Øland skoven

 I dag brænder mine kinder, min krop føles dejlig tung og træt og hjertet smiler. Min tidligere kollega slog til, da jeg foreslog at gå en tur i hendes baghave, Øland skoven, og få snakket sammen. Vi mødtes ved hendes hus i formiddag og så gik turen ellers ind i Øland skoven. Hen ad stier, jeg havde været på før, men der blev kombineret på en anden måde end dengang og  andre stier, jeg ikke havde prøvet. Desværre glemte jeg at slå min app til, som kan registrere turen på GPS. Så jeg må prøve en anden gang, om jeg kan finde de smukke steder, vi gik.

Vi nød tiden til at snakke om alt mellem himmel og jord. På mange måder minder min kollega om min mor, hun er belæst og meget vidende, følger med i en masse foredrag online, læser tre aviser dagligt og har også tid til at interessere sig for, hvordan vi har det på afsnittet. Nu er jeg kommet hjem med anbefalinger om en tysk serie, jeg må se (og det kan jeg så ikke, for den findes ikke på DR mere), en dansk bog, jeg må læse og lyst til at udvide min horisont.



Min kollega havde lækre hjemmebagte boller med og en tekande, så med udsigt til fjorden holdt vi pause på en bænk.  Senere kom vi til Glarborgen, en fantastisk legeplads for børn og voksne. Og en dejlig historie om en skovejer, som ønsker at forene skovdrift med plads til at nyde skoven for alle, inklusive de tre hjertestier, jeg tidligere har skrevet om.





Masser af skridt, masser af snak og en Lene, der er klar til hverdagen med travlhed i landbruget.



søndag, april 11, 2021

De faste holdepunkter

 Det gør mig glad hver eneste dag, at landmanden tog beslutning om at blive min gå-makker. Vi er hoppet over gåturene nogle enkelte dage, men ellers er vi ude hver dag. Vi er blevet rigtig gode til også at køre ud for at gå en tur. Men til hverdagen, når vi begge er trætte efter arbejde, er den faste rute en rutine, som gør godt. Foråret banker på samtidig med at vinteren nægter at give slip.



 I går nød jeg det skønne solskin i min hyggekrop ved terrassedøren i køkkenalrummet. Landmanden pløjede hele dagen, og jeg strikkede, lyttede til lydbog og vaskede tøj. Skulle jeg nogen siden gøre reklame for noget, bliver det mine hjemmesko. Jeg har før haft filtede hjemmesko eller hjemmestrikkede hjemmesko, men min storetå vil frem i verden og laver hul, og det kan man også se på alle mine strømpebukser. De her hjemmesko fra Green Comfort har jeg vel haft knap et år, og der er ikke antydning til hul nogen steder. Jeg føler det som om jeg har lune strømper på og går ofte i dem uden strømper.


I går fik jeg strikket et godt stykke af mit første bedstemorprojekt. Jeg kommer ikke til at levere en stor dynge af hjemmelavet babyting, men jeg har to projekter, et syet og et strikket, som jeg vil kunne aflevere. Jeg skal passe på ikke at sætte barren så højt, at jeg opgiver på forhånd.

Landmanden parkerede traktoren kl 18, hvorefter vi tog et bad og tog på udflugt. Først købte vi mad hos MacDonald, det sker nærmest aldrig, men enkelt gang imellem kan det gå (og jeg elsker deres pommes frites). Det var hurtigt og nemt at spise i bilen. Herefter satte vi kurs mod Tranum Aktieplantage. Klokken var 19.20, solen gik ned kl 20.20, så vi havde en time til at gå en tur i aftensolen. Vi havde hele plantagen for os selv, og vi nød stilheden og naturen omkring os.


Landmanden har en aktie i plantagen og går på jagt der. Vi har også været i plantagen for at træne hundene, så han kender området. Og i går havde han tre holdepunkter, jeg skulle se de tre søer i plantagen. Vi fandt dem alle tre, dog tog jeg ikke billeder af den sidste. 


Træerne er en blanding af gran og løvtræer. Der er gamle træer , som ser visne og døde ud helt tildækkede med lav. Og der er unge og spændstige træer, som stormer fremad i livet.


Vi var godt trætte, da vi satte os i bilen og kørte hjem. Jeg nyder, når vi tager disse små afstikkere væk fra gården på en dag, hvor vi normalt ville være faldet om i sofaerne efter aften.


I dag har vi taget gåturen efter morgenmaden. Regnen/sneen lå som en dyne over det meste af Danmark på radarbillederne, og vi nåede at gå 5 km, inden regnen/sneen begyndte. Jeg har fundet en ny lydbog, som jeg kan huske fik gode anmeldelser for nogle år siden, Læseren i morgentoget. Den vil jeg lade følge mig, mens vasketøj bliver hængt op, taget ned, lagt sammen og strikketøjet forhåbentlig bliver lidt større. Ha en god søndag.



tirsdag, april 06, 2021

Ferien er slut

 Søndag skulle have været udflugtsdag, men jeg fik det pludseligt dårligt. Heldigvis gik det over igen, så både søndag, mandag og i dag har vi været på vores sædvanlige gåtur herhjemme. Det er sjovt at se, som hundene kender ruten, de ved, hvornår vi drejer fra vejen og går ned langs skoven og søen og hvornår vi går tilbage på vejen. De har vældig travlt med at opsnuse spor af fasaner, og de er rigtig dygtige til at stå stand og til at sekundere den anden.




Det blæser fra vest, så der er strid modvind, når vi går den vej, men med det rigtige tøj på holder jeg varmen. Rytmen findes hurtigt og der siges ikke mange ord på turen, heller ikke selv om vi ikke rigtig har talt sammen siden i morges. Vi nyder bare at gå sammen, i samme rytme, og mærke kroppens velbehag ved den nye vane.

I dag skulle jeg tappes for plasma, det er en god afslapningsstund, 50 minutter sidder jeg på den gode briks. Jeg læste i den bog, jeg lånte for lang tid siden, jeg har måttet forlænge den to gange. Viktor Frankls bog Psykologi og Eksistens. Den har været svær for mig at læse, for der er nærmest ingen kapitler og det føles som en lang enetale om livet som koncentrationsfange uden pauser. Nu er jeg kommet til noget af det, som jeg synes er spændende, nemlig fremtidens betydning for nutiden. Men det må jeg vente med at fortælle mere om, til jeg er nået længere.


Hverdagen starter i morgen igen. Den starter ud med to hektiske dage, først en kursusdag med nogle af mine kolleger. Vi er nu kommet til fjerde hold ud af syv, så jeg ved lidt om rytmen, meget om sygepleje, men selve teknikken med at være på teams i to rum og så undervise i det ene rum har fyldt meget. I overmorgen skal jeg prøve noget nyt. Hvert år afholder vi et fælles møde med regionens kommunale hjerneskadekoordinatorer. Det blev aflyst sidste år, så i år afholder vi det på teams, og jeg skal styre det! 35 deltagere med masser af oplæg, PowerPoints, der skal deles osv. En hel dag på Teams, jeg tror jeg er træt i hovedet, når vi kommer til aften.


Jeg genlytter bøger, jeg har læst før. Da jeg er en slughals, hvad angår læsning, så kommer jeg på denne måde ned i tempo. Det er godt som lydbillede, når der skal ordnes husmoderlige ting. Derudover har jeg slugt tre bøger af Marcia Willett og Lucy Dillon, så nu må jeg være klar til at få læst sværvægteren færdig. En lille bitte bog, men med masser af ord, gamle ord (sådan føles de)


Landmændene er endnu ikke kørt i marken, det er for tidligt heroppe. Men de står klar. Lige om lidt sker det. Jeg er også klar til hverdagen på sygehuset. Og til at mit hår ikke tynger så meget, så det giver hovedpine, fordi jeg er nødt til at have det bag ørerne sammen med brillestænger og høreapparater. Min frisør fik et afbud, så nu kan jeg se frem til en klipning om en uge frem for om fire uger. Det bliver skønt.


Jeg kan mærke, at min taktik med at stå tidligt op i dag, så jeg kan få vendt rytmen, umiddelbart virker. Jeg er træt og klar til sengetid. Må søvnen blive god  for dig og mig. 



mandag, april 05, 2021

Aftentur Øland skov og ændrede planer

 Skønt det er helligdag på kalenderen, så er 2. påskedag sjældent en fridag her på gården. I år er ikke meget anderledes. Landmanden og medarbejderen er i gang med at sortere kartofler til afsendelse. Foråret banker på døren, og så snart markerne er klar, skal der køres gylle ud. Så er det rart, at kartoflerne står klar i de store tonstunge bigbags.

Lørdag var delvis en arbejdsdag, men vi fandt tid til at køre ud og ekvipere os, så vi var klar, når havkajaksæsonen banker på. Vi har tilmeldt os et weekend-kursus, så vi kan lære at redde os selv og hinanden op af vandet, hvis vi ryger ud af havkajakken eller vælter rundt med den. Vi får også noget at vide om reglerne på vandet, hvad vi må og hvor vi må færdes. Det glæder jeg mig til.

Sidst på dagen tog vi os sammen og kørte på aftentur. Kursen blev sat mod Øland skoven. Her er der i samarbejde med hjerteforeningen lavet tre hjertestier af forskellige længder. Selv om solen først gik ned kl 20, og vi startede 18.25, så valgte vi den korte rute på 3 km. Vi ville gerne være sikre på at være tilbage ved bilen før solnedgang. 


Ruten endte med at blive på 4,2 km, fordi jeg valgte at gå ruten modsat, efter at have læst på hjemmesiden, at man kunne gå ruten begge veje. Det passede så ikke helt, for skiltningen var sparsom, så vi endte med at gå en anderledes rute. Den var nu også smuk at gå, og så må vi prøve at gå den rigtige rute, i den rigtige retning, en anden gang.


 
Skoven er en blanding af grantræer og løvtræer. Der var vældig mange flotte, høje bøgetræer. Der var også bænke og borde undervejs på ruten, så man kunne sagtens holde pause undervejs. Det gjorde vi ikke, kun når vi lige skulle diskutere, hvilken vej vi skulle tage for at komme tilbage til bilen. Vi følte aldrig, vi var faret vild, for vi gik på veje, som blot hørte til de to andre ruter, og vi endte også tilbage på det blå spor.



Når vi nu var på Øland, var det oplagt at køre over dæmningen til Gjøl i aftensolen. Det er et skønt område med naturreservat for fugle og dyr.


Vi holdt pause ved udkigstårnet og landmanden tog sin kikkert med. Gæssene kom flyvende ind og landede på den inddæmmede fjord, mens vi stod der. Hvis du vil læse mere om Ulvedybet, som det kaldes, kan du klikke her.



Vi nåede også omkring Gjøl havn og kajakklubben. Her kunne vi også godt se os lægge fra land. Som vi snakkede om, så har vi så høje forventninger til havkajakture, at det bliver spændende om vi opgiver det hele efter weekendkurset i maj og sætter det hele til salg ;-) Mon dog? Vi er begge stædige og vedholdende, når det gælder, så jeg håber det lykkes for os.

Nu er der dækket bord med nybagte boller og mit sidste nye hit, nybagte croissanter med nougat og marcipan. Det er en dåse med croissantdej, ligger som regel på køl ved siden af pandekager i butikkerne. De rulles ud og fyldes med resterne fra julens konfektlavning. De skal spises nybagte, så smager de skønt. Ha en god påskemandag.