mit fag - mine kolleger - min glæde

 Det er vist ingen hemmelighed, at jeg elsker mit arbejde og at jeg brænder for den gode sygepleje og at klæde patienterne på til at kunne takle livet efter Stroke.

Jeg er i den sidste del af mit arbejdsliv, og hvornår det slutter, ved jeg ikke. Jeg kan blive tvunget til at stoppe pga. sygdom, det håber jeg ikke. Og lige nu føles det ikke rigtig at stoppe, for jeg føler at de ting jeg brænder for,  nu bliver anerkendt og der bliver sat ting i værk, som har været min drøm i lang tid. Samtidig banker alle de ukendte faktorer på døren, for politikere/embedsmænd, om det er på landsplan, regionalt eller på sygehusniveau, kan hurtigt gøre muligheden for at yde den gode sygepleje sværere. Jeg er af natur optimist, så det gider jeg ikke bekymre mig om.

Vi er ved at være gennem de mange kurser for mine kolleger, hvor de netop skal beskrive, hvad de synes, er god sygepleje. Og jeg bobler indeni af lykke hver gang, for det de vægter, er jo netop det, som jeg også selv vægter. At tage udgangspunkt i patientens verden og at koble det med vores viden, så patienten kommer bedst muligt videre i livet. At gå de ekstra skridt for patient og pårørende. At være kreativ for at gøre noget ekstra. 

At vi så til tider udfordres på andre faktorer, som gør, at vi må justere vores forventning til sygeplejen og acceptere, at vi ikke kan give den store forkromede udgave hver gang, det er en helt anden sag.

Nu åbner landet sig op og dermed kan vi komme i gang med vores opfølgningsprojekter igen og sidenhen få dommen, om de kan blive til faste tilbud i de pågældende kommuner. Jeg både glæder mig (til forløbene) og frygter det (afgørelsen bagefter). Nu er interviewet med mig og mine kolleger tilgængelig på nettet, så hvis du vil vide mere om hele forløbet, kan du læse mere her.

Hævelse af forsamlingsloftet betyder også, at vi nu må sidde flere sammen, hvis vi kan overholde afstandskravet, og det nød vi i går, hvor vi kunne have alle 8 kolleger i samme rum. Det giver en anden samtale, når vi ikke skal holde øje med en skærm, hvor halvdelen sidder i et andet rum.

I dag har jeg haft jubilæum, det er, som om man med alderen får flere og flere af disse mærkedage ;-) Denne gang var det, fordi det var 50. gang, at jeg blev tappet. De første gange var som bloddonor, men fordi jeg hele tiden lå i den lave ende af normalområdet for kvinders blodprocent, måtte vi aflyse mange gange på dagen. Det var besværligt for sygeplejerskerne, spildt tid, som en anden kunne have brugt og spild af min egen tid. Derfor gik jeg over til at blive plasmadonor, her må jeg tappes hyppigere og blodprocenten påvirkes ikke. Der kommer jo skavanker til med årene, som skal undersøges, og de har betydet karantæne i længere periode, men lige nu er jeg inde i en god stime.

Jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle vælge af gave. Biografbilletter ville være spildt, vi kommer aldrig af sted. Rødvin har vi så rigeligt af, der behøver vi ikke flere flasker. Salatbestik har jeg også de, jeg skal bruge og da jeg ikke er mærkevarepåskønner, så gav det heller ikke mening med et sæt mere. Flere tekrus syntes jeg ikke var nødvendigt, jeg har rigeligt til at skifte mellem nye former og farver hver dag. Jeg er ikke til en guldnål, hvor skulle jeg dog placere denne? Så valget faldt på en skål fra Lange Keramik. Jeg valgte den i farver, jeg syntes, den hvide var lidt kedelig.