søndag, april 11, 2021

De faste holdepunkter

 Det gør mig glad hver eneste dag, at landmanden tog beslutning om at blive min gå-makker. Vi er hoppet over gåturene nogle enkelte dage, men ellers er vi ude hver dag. Vi er blevet rigtig gode til også at køre ud for at gå en tur. Men til hverdagen, når vi begge er trætte efter arbejde, er den faste rute en rutine, som gør godt. Foråret banker på samtidig med at vinteren nægter at give slip.



 I går nød jeg det skønne solskin i min hyggekrop ved terrassedøren i køkkenalrummet. Landmanden pløjede hele dagen, og jeg strikkede, lyttede til lydbog og vaskede tøj. Skulle jeg nogen siden gøre reklame for noget, bliver det mine hjemmesko. Jeg har før haft filtede hjemmesko eller hjemmestrikkede hjemmesko, men min storetå vil frem i verden og laver hul, og det kan man også se på alle mine strømpebukser. De her hjemmesko fra Green Comfort har jeg vel haft knap et år, og der er ikke antydning til hul nogen steder. Jeg føler det som om jeg har lune strømper på og går ofte i dem uden strømper.


I går fik jeg strikket et godt stykke af mit første bedstemorprojekt. Jeg kommer ikke til at levere en stor dynge af hjemmelavet babyting, men jeg har to projekter, et syet og et strikket, som jeg vil kunne aflevere. Jeg skal passe på ikke at sætte barren så højt, at jeg opgiver på forhånd.

Landmanden parkerede traktoren kl 18, hvorefter vi tog et bad og tog på udflugt. Først købte vi mad hos MacDonald, det sker nærmest aldrig, men enkelt gang imellem kan det gå (og jeg elsker deres pommes frites). Det var hurtigt og nemt at spise i bilen. Herefter satte vi kurs mod Tranum Aktieplantage. Klokken var 19.20, solen gik ned kl 20.20, så vi havde en time til at gå en tur i aftensolen. Vi havde hele plantagen for os selv, og vi nød stilheden og naturen omkring os.


Landmanden har en aktie i plantagen og går på jagt der. Vi har også været i plantagen for at træne hundene, så han kender området. Og i går havde han tre holdepunkter, jeg skulle se de tre søer i plantagen. Vi fandt dem alle tre, dog tog jeg ikke billeder af den sidste. 


Træerne er en blanding af gran og løvtræer. Der er gamle træer , som ser visne og døde ud helt tildækkede med lav. Og der er unge og spændstige træer, som stormer fremad i livet.


Vi var godt trætte, da vi satte os i bilen og kørte hjem. Jeg nyder, når vi tager disse små afstikkere væk fra gården på en dag, hvor vi normalt ville være faldet om i sofaerne efter aften.


I dag har vi taget gåturen efter morgenmaden. Regnen/sneen lå som en dyne over det meste af Danmark på radarbillederne, og vi nåede at gå 5 km, inden regnen/sneen begyndte. Jeg har fundet en ny lydbog, som jeg kan huske fik gode anmeldelser for nogle år siden, Læseren i morgentoget. Den vil jeg lade følge mig, mens vasketøj bliver hængt op, taget ned, lagt sammen og strikketøjet forhåbentlig bliver lidt større. Ha en god søndag.



8 kommentarer:

  1. Hvor er det flot, at I får fået så meget - I har jo begge job, men jeg er sikker på, det er noget, der er sundt for os. Vi går også ture hver dag.
    Dine fine hjemmesko ligner mine :-)
    De er herfra: https://betterfelt.dk/jester-uldstovle-voksen-limegroen

    SvarSlet
    Svar
    1. madame, jeg er også stolt af vores vedholdenhed, men det er netop fordi vi er to til at holde ved :-) Og hvor ser dine sko også dejlige ud.

      Slet
  2. Man kan sagtens blive bedste uden at strikke og sy - så sænk bare barren :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Helle, jeg ved det, men jeg vil rigtig gerne give noget, som jeg har lavet :-)

      Slet
  3. Jeg forstår godt, at du gerne selv vil lave lidt til den lille ny, men ih, hvor er der altså meget supersødt babytøj, som man kan købe. For en formue ... det er godt nok rasende dyrt, men hvad gør man ikke for det første barnebarn? :-)
    I er så seje fordi I holder fast i at gå!
    Heldigvis for sådan nogle som mig er der kommet ny viden om, at man i vores alder ikke behøver at gå 10.000 skridt om dagen. Mellem 3000 og 6000 kan gøre det, og jeg skal nærmest være syg og sengeliggende for at komme under 3000 :-D
    Jeg har egentlig heller aldrig helt købt den med vigtigheden af de 10.000, og det passer mig strålende at se, at videnskaben endelig er erklæret sig enig med mig ;-)
    Selvfølgelig kan det aldrig skade at gå ... det er (stadig) vigtigt at få pulsen op, men det kan jeg sagtens få ved at lave havearbejde eller vaske gulve og den slags.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, og babytøj har det kommende barnebarn allerede fået en del af. Mosteren er leder af en tøjforretning :-) Så mit svøb og min babynest er det jeg i første omgang vil arbejde med. Så kommer jeg også i gang med symaskinen igen.
      For ældre kvinder er det rigtigt at man har set at hvis man øger skridtene fra 2700 til 4400 var der en gevinst og at det stagnerede ved 7000. Men det er stadig anbefalingen at gå en halv time hver dag, hvis man har et aktivt arbejde eller som dig, der er aktiv i din have og så to gange om ugen få pulsen op i 20 minutter :-) Og gennemsnitsalderen på kvinderen var 72 år, der vi ikke endnu, Ellen :-)

      Slet
  4. Du puffer rigtig meget til os om at komme ud at gå. Dine billeder fra gåturene og beskrivelserne af områderne giver også et puf om at komme til Nordjylland igen.
    Det bliver så spændende med din nye titel - og som Helle siger, man kan godt blive bedste uden at strikke og sy. Jeg forstår godt din lyst, jeg har den også, men jeg må indrømme, at lige i øjeblikket bliver det ikke til så meget.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, dejligt hvis jeg kan skubbe lidt ;-) Men jeg tænker på dig, for jeg døjer med smerter i fødderne, så af og til har jeg lyst til at hoppe over.
      Husk at det at flytte ikke blot er en fysisk proces men også en mental proces, som ofte kommer med en reaktion senere hen. Så det med strik skal nok komme igen :-)

      Slet