Smuttur - lige hvad vi trængte til

 Hverdagen har fundet sin egen rytme, og jeg ved, at jeg har været kryptisk på bloggen, men syntes ikke at jeg ville spørge om, hvad jeg måtte skrive og har også følt, at det ikke var min historie at fortælle. Datteren har været åben om sit sygdomsforløb på instagram og har sagt, at jeg også bare skal skrive det, jeg har brug for. 

I denne uge startede kemobehandlingen, så vi var alle tre enige om, at hvis landmanden og jeg skulle nå at se barnebarnet, inden den lille dansk-norske familie kommer hjem til jul, skulle det være sidste weekend. Datteren var sammen med gode veninder i weekenden og havde backup til kørsel og tunge løft fra vores familie de to andre dage (begge ting var og er stadig forbudt efter brystoperationen).

Hundene og gården havde vi også fundet en til at passe, så fredag formiddag pakkede vi bilen og kørte til Hirtshals for at tage færgen til Larvik. De fire timer på færgen gik med at spise og slappe af. Kl. 16.30 kørte vi fra borde. Jeg er ikke vild med at køre varebilen fra borde, så landmanden tog den første time på vejen og så overtog jeg, indtil vi nåede til vores faste rasteplads tæt på Elverum, Myklegard. Her var der billig diesel, toilet og muligheden for at få strakt ryggen, inden vi drog videre med landmanden som chauffør. Denne gang gjorde vi ikke samme fejl som oktober sidste år. I år var der vinterdæk på bilen, og det var godt, temperaturen var visse steder i fjeldene nede på 6 graders frost.

Storelgen er pejlemærket for at være halvvejs til Trondheim

0.45 parkerede vi bilen foran huset. Vi troede alle sov, men S var ikke helt tilpas, så sønnen tog imod os, men svigerdatteren forsøgte at få S til at sove igen. Vi hoppede hurtigt i seng, så vi kunne være friske til de næste to dage.

Op ad formiddagen mødtes vi alle til morgenmad og S var nok reserveret, men han tøede hurtigt op. Dagene gik hurtigt, søn og landmand lavede nyt skrivebord til kontoret, satte skab op og hang lamper op. Svigerdatteren og jeg var sammen med S og sørgede for forplejning. Hold nu op der var gang i ham, han begyndte at vælge at gå i stedet for at kravle denne weekend, og han klatrede op på alting. Jeg kan godt huske den periode, hvor man overhovedet ikke skal tænke på at se væk i flere minutter. Og perioden kommer samtidig med, at børnene overgår til kun én lur i løbet af dagen. Det er en hård tid for forældre.

Det var sjovt at lege med ham, vi sang, dansede og legede med alt hvad han fandt frem, som farforældrene skulle se. 

Jeg nød at få lov til at gå tur med S, så han faldt i søvn og fik sin middagslur. Ligesom jeg nød at handle ind og hjælpe hvor jeg kunne. Vi kan jo ikke lige besøge dem en eftermiddag, men flytter ind og er der konstant i flere dage. 

Vi nåede alle at hygge os, være på legeplads og gå tur sammen, selv om der også stod et fint kontor, da vi tog hjem.

Det var så godt at se dem, og vi glæder os til at få dem hjem til jul. Til den tid håber jeg, at S har fået alle de vira, man kan få i en børnehave, for han er godt nok tit syg. Det hjælper selvfølgelig heller ikke , at hans far, sønnen, samtidig er startet i en anden børnehave og også slæber vira med hjem. Så de tre er forkølet, hoster og har feber jævnt tit. Heldigvis var de rimelige friske i denne weekend, og vi nød alle at være sammen.

Vi smurte madpakker søndag morgen, så vi kunne køre tidligt efter at have brygget te og krammet sønnen til farvel. Svigerdatteren og S havde vi sagt farvel til om aftenen. Vi ønskede ikke, at svigerdatteren skulle stå op tidligt, for så vækkede vi blot S. Når man har en dreng, som sover meget afbrudt om natten, så skal man som mor og barn have al den søvn, man kan tilkomme. 

Det var en gråvejrsdag med regn det meste af vejen, men turen og færgeturen gik godt og vi kunne køre ind på gårdspladsen kort efter kl 22. Klar til hverdagen efter at være tanket op med intens nærvær med søn, svigerdatter og S.

Lige nu

 øver jeg mig i at stoppe med at ville planlægge alting. Når man bliver pårørende i sundhedssystemet med mange behandlinger forude, bestemmer andre over noget af min tid, og jeg retter mine arbejdsdage og andre planer ind efter det. Så jeg lever her og nu, er dybt taknemlig for sundhedsvæsenet vi har mødt, min familie, mine kolleger og mine venner. Jeg ved, de er der, hvis jeg rækker hånden ud, det er guld værd. 

I går havde jeg en feriedag, jeg nød solskinnet udenfor. Frosten tog lang tid om at forsvinde fra græsset efter nattens kolde vejr, men gæssene var ligeglade, de fløj henover gården med deres karakteristiske skræppen. Sankt Hans urten forsøger at overgå Hortensiaen ved siden af i at have den mest dybrøde farve.

Vaskemaskinen gjorde sit arbejde (tak for den opfindelse) og jeg kom næsten i mål med at få alle adviseret om skift af gårdens mailadresse. Vi havde håbet på at vi kunne beholde mailadressen, til vi en gang stoppede med landbruget. Men tiden indhentede os, det kunne ikke længere svare sig at opretholde en mailservice for de få, der stadig betaler for deres mailadresse. Så udbyderen lukker den service ned til november og koncentrerer sig om mobiltelefoni og bredbånd.

Datteren og jeg tog på tur til Vesterhavet i forgårs eftermiddag, efter jeg var færdig med hjemmearbejdsdagen. Der var masser af mennesker, der havde fået samme ide, men på stranden er der plads til os alle.

Datteren legede livredder for små søstjerner, som var skyllet for langt op på stranden. 

I dag regner det indimellem og gråvejr er fremherskende. Vi har skruet ned på radiatorerne, så brændeovnen er i gang fra morgenstunden. Jeg nyder flammerne og varmen, der breder sig.

Da jeg  har en seniorordning og derfor kun arbejder 24 timer om ugen plus det løse,  så holder jeg fri de næste fire dage. Hvilken luksus. 

Jeg ville ønske

 Det arbejdsmæssige fylder utroligt meget hos mig, og som jeg skrev til gamle elevkammerater: er det så ikke nu jeg skal stoppe? Nej, man forlader ikke et skib i havsnød med mennesker ombord. Man bliver og hjælper det man kan. Jeg kan godt mærke, at jeg hurtigere bliver træt, jeg kan det samme som tidligere, jeg har min erfaring at trække på, men både jeg og afsnittet er ændret, jeg qua min alder, afsnittet ? Tja det er et godt spørgsmål.

Jeg var i aftenvagt for 3 uger siden. Hvor vi for 5 år siden sagtens kunne have travlt med masser at se til, så blev der dog tid til pauser indimellem. Nu er vores patienter dårligere, mere komplekse i sygdomsbilledet, så selv om vi faktisk ikke havde overbelægning den aften, så knoklede vi alle og fik kun tid til pause, da vi fik aftensmad ved 19.30 tiden. Jeg følte mig konstant bagud, jeg følte, at jeg ikke kunne være der for mine kolleger, jeg havde nok med mine patienter, de skulle have hjælp til alt, de skulle have målt blodtryk, de skulle have mad, de skulle på toilettet, de skulle vurderes neurologisk, de skulle have medicin. En fik forværring og måtte ned i skanneren. Og da vores trombolysesygeplejersker var optaget i en anden skanner med en anden patient, måtte jeg forlade afsnittet og følge patienten til skanneren.

Vi bliver ældre, vi er mere aktive i vores alderdom, vi er blevet bedre til at få mennesker til at overleve med kroniske sygdomme, men det ændrer ikke på at med en længere levetid, kommer der flere sygdomme, som er forbundet med alderen. Og med længere levetid har vi også flere sygdomme med os i bagagen, som gør, at når vi bliver ramt af stroke eller anden sygdom, rammes vi måske hårdere. 

Derudover er vores trombolysesygeplejersker mere af sted, det gør, at vi mangler to kolleger på afdelingen til de plejekrævende patienter. Hvor vi for 5 år siden ikke blev kaldt til trombolyse mere end 1 gang i vagten og nogle gange slet ikke, så er det ændret i dag. Vores to kolleger, som er trombolysesygeplejersker, er ofte af sted i en vagt. Det kan godt være, de ikke giver trombolyse, men så skal vedkommende patient måske videre til anden afdeling, og de skal have gjort patienten klar, eller patienten har en blødning, som ikke må få trombolyse eller har en blodprop, som ikke kan få akut behandling. Nogle gange gør de modtagelsen færdig på disse patienter. Andre gange må de sende patienterne op til afdelingen, mens trombolysesygeplejerskerne bliver for at tage mod en ny trombolysekandidat.

Denne aften måtte jeg tage mod en sådan patient. Det tager utroligt lang tid, især når patienten er ramt, så vedkommende ikke kan noget selv.

Trombolyse= stærk blodpropopløsende medicin. Trombektomi = fjernelse af blodprop med et kateter

Da man startede trombolyse, var det kun det, man kunne give. Så mange patienter blev på forhånd vurderet til at komme gennem modtagelsen og blev modtaget af modtagelsens sygeplejersker, før de kom til os. Det har ændret sig.

Siden hen kom trombektomi til, og så kom der naturligt flere gennem trombolysekaldet. 

Så fandt man ud af, at hos de patienter, hvor man ikke kendte det korrekte tidspunkt for debut af symptomer, kunne man via skanning se, om blodproppen var mindre end 4,5 time gammel. Så kom disse patienter også via trombolysekaldet.

Dernæst kom der viden om at ved nogle specielle typer former for skader efter blodprop, kunne man måske lave trombektomi uden for det tidsvindue, der egentlig var. Så kom der igen flere patienter gennem trombolysekaldet.

Der blev også mere viden om, hvordan man kan behandle mennesker med blødninger. Det gør, at selv om de ikke kan få trombolyse eller trombektomi (fordi de ingen blodprop har, men en blødning), så kommer de igennem vores trombolysekald, fordi det er vores mulighed for at se dem hurtigst muligt.

Men normeringen er ikke fulgt med, vi mangler både læger og sygeplejersker. Og der er ingen sygeplejersker at få. Vi har erfarne kolleger, der rejser fra os, så de erfarne, der er tilbage, knokler for både at give patienterne den bedste pleje og behandling og for at støtte vore mange nye kolleger i at blive kompetente kolleger i dette travle, spændende og udfordrende afsnit. Og de nye kolleger bliver smidt ud på dybt vand med det samme, selv om vi gør alt for at skærme dem. De knokler virkelig, og de er dygtige og vil gerne have mere viden, men der skal være tid til at give dem viden.

I august arbejdede jeg 2 ud 3 dage i plejen. Nu er jeg tilbage i min vanlige funktion, men har været syg grundet corona og andre gange været nødt til at arbejde hjemme. Det har gjort, at jeg ikke har haft tid til at følge vores nye kolleger i plejen.

Vi lever højt på vores gode samvær og evnen til at støtte hinanden. Derfor prioriterede vores leder også, at vores sociale arrangement Tour de Napo skulle fastholdes i begyndelsen af september. Takket være kolleger, som tog dobbeltvagter, gamle kolleger, som tog vikarvagter og andre kolleger, som valgte ikke at være med i Tour de Napo, men blev på afdelingen, kunne det lade sig gøre.

41 kolleger skulle have startet hos mig til morgenmad, men 6 var syge. Det var skønt at se dem hoppe ud af bussen, de var udklædte og havde godt humør fra morgenstunden. Temaet var Tour de France. Og dagen foregik som en studenterkørsel, man kørte rundt til kolleger, og hvert sted havde arrangørerne lavet små opgaver, så man blev rystet sammen. Om eftermiddagen samlede man dagvagter op og så fortsatte dagen med besøg og fest det sidste sted, til bussen kørte hjem til sygehuset sidst på aftenen.

Jeg skulle have været med rundt på turen, men da jeg havde meldt mig til nattevagt og havde, hvad jeg troede, var en forkølelse/halsbetændelse i anmarch, blev jeg hjemme. Inden dagen var omme, måtte jeg sygemelde mig med corona. Heldigvis havde jeg holdt afstand, sprittet konstant og havde arrangeret morgenbordene med handsker på.

Den tur gav lige en energiindsprøjtning, men tingenes tilstand har ikke ændret sig, og jeg er dybt bekymret for sygehusvæsenet, for mit afsnit og mine kolleger. Vi er godt funderet både hvad angår de sygeplejefaglige/menneskelige værdier og den sygeplejefaglige viden, men der kan også ske et skred hos os, så vi ikke ser patienten, ikke hører patienten og ikke taler pænt til patienten. Det er faktisk det, jeg frygter allermest, at vi mister vores menneskelighed og medmenneskelighed.

Vi kan ikke ændre på at flere bliver indlagt,  at flere kan få behandling, ar flere bliver ældre, men vi kan ændre på de vilkår, omsorgen og sygeplejen bydes i en verden, hvor man kun har fokus på behandlingsgarantier og ikke på hvad det gør ved et menneske at blive syg og den faglige omsorg og støtte man har brug for, for at komme videre i livet.

At røre på sig, at være på, at være pårørende

Hvad vil det sige at være pårørende. Jakob Birkler, filosof og tidligere formand for Etisk Råd, siger at pårørende er nogen, der rører på sig. Rører på sig vil sige, at man rent fysisk flytter sig, bevæger sig, men det kan også i overført betydning betyde, at man begynder at vise sig eller gøre sig gældende. Man kan måske sige på nudansk, at man som pårørende er på, man er døgnets 24 timer fokuseret på at være der for sin nærmeste. Man forsøger at gøre sig gældende både i forhold til sin nærmeste og i forhold til sygehusvæsenet.

 Den ene af mine to kolleger, som jeg skrev artiklen om patienters oplevelse af at komme hurtigt hjem efter en mindre blodprop i hjernen sammen med, afsluttede sin kandidatuddannelse i sommers. Hun undersøgte sammen med en medstuderende pårørendes rolle i forbindelse med udskrivelse efter rehabilitering. Når man skal undersøge noget, skal alt defineres, så hvem er nærmeste pårørende? Her blev det defineret, som den patienten definerede som sin nærmeste pårørende. Det kunne være nabo, ven, kollega eller et familiemedlem. 

Som det ofte sker, dukker emner op og sætter gang i en tankerække hos mig, for det at være pårørende til en patient er noget, jeg har været mere end det at være patient. Udover hospitalisering ved begge mine børns fødsel, skal jeg tilbage til, da jeg var 13 og 18 år for at genkalde mig følelsen af at være patient. Det tidspunkt, jeg var længst indlagt (3 uger), var da jeg var 2 år og 3 måneder, men det husker jeg ikke meget fra.

Jeg synes, det er svært at være sygeplejerske og pårørende. Jeg spørges ofte til råds af andre familiemedlemmer eller af patienten, fordi jeg automatisk tillægges en viden qua min uddannelse. Og så begynder boblen af usikkerhed, for er det nu det rigtige jeg siger? Påvirkes jeg af mine følelser for patienten, så jeg ikke kan observere og konkludere ud fra en sygeplejemæssig viden? Overfortolker jeg symptomer af angst for at overse noget? Ofte er det jo ikke indenfor det område, jeg ved mest om, nemlig stroke (blodpropper og blødning i hjernen), og f.eks. kirurgi har aldrig haft min store interesse.

Ikke desto mindre er det et vilkår for os alle. Vi beder ikke om at blive patienter og vi beder ikke om at være pårørende til en patient. 

Man siger, at sygeplejersker som pårørende enten er vildt overbeskyttende og straks tænker det værste, eller rubricerer symptomer som havende ingen betydning. Jeg er vist lidt af begge dele. Men hvis jeg ved, at det er alvorlig sygdom, så ryger jeg i gryden med katastrofetanker og så har jeg brug for nogen at tale med. For mig har det været godt at have kolleger/veninder, som jeg kunne sparre med. For selve det at tale højt om tankerne eller bekymringerne kan hjælpe mig til at fokusere. Jeg har også brugt at gå alt igennem, spørge ind til utallige ting, så min pårørende sommetider føler, der må være noget helt galt, men det er blot min måde at få sygeplejerskehjernen til at forstå pårørendehjernen og omvendt.

I den anden boldgade hører vist episoden med min søn, som havde hovedpine og havde det skidt. Da han havde fortalt det til mig, trak jeg vejret som optakt til at skulle sige noget, hvorefter han hurtigt tog ordet og sagde; jeg HAR drukket vand, jeg HAR sovet godt, jeg HAR fået frisk luft, jeg HAR spist noget! Det må vist have været en remse, han og hans søster ofte hørte, hvis de var lidt sløje med symptomer som almen utilpashed, hovedpine og svimmelhed.

Blogindlæg fra mig eller kommentarer til andres blogindlæg har været en sjælden hændelse. Jeg er påvirket af sygehusvæsenets tilstand og at ingen forstår den katastrofe, der er undervejs. Jeg har skrevet et langt indlæg om det, men selv ikke jeg orker at læse et sådant indlæg, så det blev aldrig udgivet. Ferieindlæggene tager tid, og de skal nok komme, men lige nu kunne jeg bedre rumme et lille causeri om det at være pårørende.

Jeg nyder søndagens langsommelighed sammen med min datter og min mand. Jeg ved, at den lille familie i Norge er sammen med svigerfamilien og har det godt. Vi får billeder af en dejlig dreng, som bliver så stor, mens vi er langt væk fra ham. Jeg drømmer om en hurtig tur til Norge. Det skal nok komme.

God søndag til dig og dine.