søndag, oktober 31, 2010

FRISK

Frisk luft

IMGP1957

Frisk fornemmelse i kroppen

Frisk energi

IMGP1961

Frisk og klar til arbejde

Frisk søndag til dig

KUN EN TIME

Om foråret føles det som en pestilens; humøret dykker ned, jeg skal lige vænne mig til en ændret rytme. Da vi havde grise og små børn :-) tog det længere tid at vænne sig til den ændrede døgnrytme.

Men om efteråret er det en gave, jeg kan sove lige så længe, som jeg plejer, og får alligevel en time foræret.

Landmanden og jeg har valgt hver sin måde at bruge den ekstra time på. Han er allerede ude på marken ved sit nye skjul, måske får vi en gås i fryseren, hvem ved.

Jeg tager i kirke, kirkegang søndag formiddag er ikke min livret, så en gave på en ekstra time skal  udnyttes til lidt åndelig føde. Jeg trænger til fordybelse, ro, sang og kloge ord.

IMGP1944

For mine kolleger i nat betød det en ekstra time på arbejde, jeg håber, de har haft det stille og roligt, som vi havde i går. Jeg håber, vagten i aften bliver af samme kaliber.

IMGP1954

IMGP1951

God søndag til jer alle.

lørdag, oktober 30, 2010

SKUMRINGSTIMEN

Det går an at være i huset uden lyset tændt, men skal jeg lave noget, må det elektriske lys være min medspiller i disse dage.

Det er som om skumringstimen har bredt sig ud over døgnets lyse timer, det gør ikke noget, jeg kryber i læ, tænder levende lys og lader op til aftenvagten.

Det bliver godt at prøve kræfter med den praktiske sygepleje igen, 8 uger er der gået, mon jeg kan huske det? Det tror jeg nu nok, og en aften sammen med dejlige kolleger er ikke den ringeste måde at bruge en lørdag aften på.

IMGP1934

FAGLITTERATUR

Nogle læser faglitteratur hjemme, andre nægter at gøre det. Det er dog svært at få ro og tid til at læse på arbejde, og i sygeplejerskers autorisation ligger en forpligtigelse til at holde sig opdateret.

De 11 år, hvor jeg valgte at være væk fra sygeplejen, nød jeg at læse mit fagblad, især artikler, som formåede at koble praksis og teori; i de år vandt sygeplejefortællinger indpas. Dette at fortælle en historie og så hæve den op over det individuelle, som er i den enkelte historie og sætte mere generelle ord på, det syntes og synes jeg er spændende.

Lige nu er jeg gået i krig med en kendt bog indenfor sygeplejeverdenen; nemlig sygeplejeteorier af Marit Kirkevold. Først da jeg gik på diplomuddannelsen, fik jeg mig meldt ind i de sundhedsprofessionelles bogklub, og det, tror jeg, bliver et givtigt bekendtskab.

Første kapitel handler om den historiske vinkel på udvikling af sygeplejeteorier, og jeg er målløs. Mens jeg gik på sygeplejeskolen i Viborg sidst i 70erne, havde man længe arbejdet med sygeplejeteorier i USA. Jeg havde nok hørt om Florence Nigthinggale, hvem har ikke det, men det er først i de senere år, at det er gået op for mig, hvilken fremsynet kvinde hun var. Jeg glæder mig til at læse mere om hendes noter om sygepleje; før tænkte jeg altid på hende koblet sammen med kaldstanken, dette at sygepleje er et kald , ikke et arbejde, nu ved jeg, at hun faktisk mente, at uden veluddannede sygeplejersker ville man ikke få ordentlig sygepleje.

På sygeplejeskolen arbejdede vi meget med Virgina Hendersons 14 behovsområder, de har fået renæssance og danner baggrund for, hvordan vi får beskrevet vores sygepleje og dokumenteret den. Hvis man kan inddrage dem, vil jeg vove at påstå, at man som sygeplejerske/plejepersonale er velfunderet. Jeg glæder mig til at dykke mere ned i Hendersons teori sammen med Kirkevold, som kritisk har gennemgået forskellige sygeplejeteorier.

Når jeg læser ovenstående, så tænker jeg, fik du indtryk af hvorfor jeg var målløs? Eller hoppede jeg over nogle mellemregninger? Målløs er jeg, fordi det først er efter jeg kom tilbage i 2000, at de mange sygeplejeteoretikere er kommet ind i min verden. Men de var jo i gang, mens jeg blev uddannet og efter min uddannelse, før jeg holdt op med sygeplejen.  Jeg synes ikke, at vi talte så meget om dem, da jeg arbejdede som sygeplejerske først på børneafdelinger fra 81 –86 og siden på voksenafdelinger fra 86 –88. Måske skyldtes det, at dengang kom viden ikke så hurtigt omkring, i hvert fald skriver Kirkevold, at det først er, da teorierne bliver oversat til dansk i 90erne, at der kommer gang i diskussionerne om sygeplejeteoriers berettigelse, og der bliver en modbevægelse til de amerikanske sygeplejeteoretikere. Og da sorterede jeg jo kartofler :-)

Jeg nyder, at jeg har fået lyst igen til at læse god faglitteratur, som oplyser og inspirerer mig, hvordan har du det med faglitteratur?

fredag, oktober 29, 2010

FRYDEFULD FREDAG

Der er nogle dage, man helst vil glemme, og så er der andre dage, som huskes med glæde.

Denne fredag hører til den sidste kategori.

Regnskabet gik så godt, at jeg nåede måneden, vi knapt er ude af, det letter mig til december.

Frisøren havde med kort varsel tid til mig.

IMGP1922

Jægeren og jagthunden inviterede mig med på tur, frisk luft, skøn natur og middagsmaden til på søndag blev resultatet.

IMGP1932

Køleskabet bød på flere ting, der nærmede sig sidste salgsdato, så vi har nydt pandekager fyldt med kyllinge-broccoliragout med guacomole til.

IMGP1925

Landmanden trak en god rødvin op, og heldigvis havde jeg skrevet på den, hvem giveren var, så tak til Thisted sygehus (lønnen for foredrag om sygepleje til apopleksipatienter).

IMGP1927

Der er stadig vin i glasset, skålene med slik, chokolade og peanuts er fundet frem. Her i huset ses der Vild med Dans, selv om landmanden ikke gider at danse.

Frydefuld fredag.

Håber din indgang til weekenden bliver lige, som du gerne vil have den.

MEDARBEJDERFRI

Året rundt har vi to medarbejdere ansat, de er uundværlige. Hvad kan der være til dem hele året rundt, spørger du måske. Har I ikke fået kartoflerne op, kornet er høstet, og dyr har I ikke ?

Vi har to kæmpe huse fyldt med kartofler, de skal sorteres og sælges, så I kan finde dem ude i butikkerne. Størrelsessortering tager en maskine sig af, men kvalitetssorteringen må der mennesker til.

Først læsser en truck kartoflerne op i en tank, som indvendig er foret med tæppe/gummi, så kartoflerne falder blødt. Herfra triller kartoflerne på et bånd hen over en børste, som børster blidt det meste jord af. Vildmosekartofler er karakteriseret ved meget tynd skind, fordi de er avlet i spagnum. Nogle tror, vores kartofler er vasket, det er de ikke; når jorden er tør, falder det meste af ved børstning.

Kartoflerne triller videre hen over en maskine med masser af sold. Sold er et slags net med forskellige størrelse huller. Ved det første sold falder alle kartoflerne gennem hullerne på nær bagekartoflerne. Lige som ved tanken er alt foret med gummi for at sikre en blid landing. Herefter sorteres de små kartofler fra, så det kun er det, man kalder skrællekartofler, der kommer ind over sorterbordet.

Ved sorterbordet sidder to mennesker og sorterer jord, grønne kartofler, revnede kartofler og grimme kartofler fra. De kvalitetsgodkendte kartofler triller herefter op ad et transportbånd og lander til sidst i en kæmpe sæk (big bag) med plads til 1000 kg.

Når den er fyldt, fjernes sæk + palle fra vægten, og en ny sæk påsættes vægten. Så starter det hele forfra. Jeg har i 11 år siddet og sorteret kartofler, det er hårdt arbejde, det er at sammenligne med fabriksarbejde, armene er konstant løftet og strakt frem, øjnene stirrer intens på kartoflerne, og ryggen driller af og til. Der er gode stole til at indstille til den enkelte, det bedste er dog pausen, hvor man sætter ny sæk på.

Da jeg arbejdede hjemme, sækkede vi op i 25 kg sække i starten, det var hårdt for folkene “på gulvet”, men det var også hårdt for folkene ved sorterbordet, for så fik de aldrig den lille  pause ved hver sækkeskift.

Egentlig er det min fridag fra sygeplejen, jeg skal jo arbejde i weekenden, og dagen i dag føles også som fridag, selvom jeg skal have gjort virksomhedsregnskabet færdig.

Den ene medarbejder er nemlig på truckkursus, den anden medarbejder har fri, og selvom landmanden og jeg har arbejde, der skal laves, så er vi kun os selv på gården. Vi kan drikke formiddagste sammen og gøre det, når det passer os. Vi kan spise frokost sammen og bedst af alt, jeg skal i aftenvagt, så vi kan også nyde aftenen sammen, uden at jeg skal tænke på at skulle tidligt i seng.

IMGP1911

Nu er står dejen til kartoffelboller til hævning, teen er brygget, lyset er langsomt ved at trænge sig på, og fredagen kan bare komme an.

IMGP1914

Ha en god fredag.

torsdag, oktober 28, 2010

LYS OG MØRKE

Dagen i dag har budt på lidt af hvert vejrmæssigt, torden, sol og mest af alt regn og mørke.

Jeg har været ligeglad, for jeg har været god i dag. Nu er der gjort rent i hele hytten, og vinduerne er pudset indvendig. Udvendigt blev der vasket vinduer i tirsdags, men ikke af mig, for langt om længe har jeg givet mig selv en af de to gaver, som skulle være min 50 års gave til mig selv. Det var da vist også på tide.

Så i morgen kan jeg hygge mig med regnskabet og et rent hus. Sikke en luksus.

IMGP1910

BLÆREVÆRDI?

Der er læreværdi og så er der blæreværdi.

Bogen Slangen i Sydney af Michael Larsen er læst. Historien er egentlig spændende, men at forfatteren oprindeligt er journalist, mærkes på den omstændelige beskrivelse af viden, som jeg ret beset ikke kan se, hvad vi skal bruge til.

Vi får en masse viden om forskellige slanger, deres gift og deres måde at angribe på. Vi får detaljerede beskrivelser af Sydney, men mest som opremsning af navne i meget lange sætninger, så man (jeg) mister overblikket over meningen.Vi hører om videnskabelige diskussioner om teorier, som må forkastes gang på gang. Måske skal de ses i lyset af, at hovedpersonen konstant må revurdere, hvem der truer hende, og hvem der er de “gode”.

Forfatteren bruger ord, som jeg ikke anede fandtes, og jeg gad ikke finde ordbogen frem. Alligevel læste jeg bogen til ende, men jeg skimlæste meget af teksten, og jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at der var meget i hovedhistorien, der ikke blev fortalt til fordel for det, jeg vil kalde blæreværdien.

IMGP1903

Lidt blæret er det vel også at have “sin egen båd” liggende i Dragør ;-)

PÅ DEN IGEN

7½ uges væk fra afdelingen sluttede i går. Det var godt at se alle de kendte ansigter igen, patienterne passede jeg dog ikke, da jeg havde specialedag, men det får jeg lejlighed til i weekenden, hvor den står på aftenvagter.

En kollega, som er landmandskone som jeg, kom hen til mig; så du Kontanten i går?

Næh, men jeg havde hørt om programmet; hun var ked af det og træt af, at det altid var de historier, der skulle fortælles.

Her til morgen har vi fået netforbindelse igen, så nu kunne jeg læse Betinas og Annas indlæg, og jeg kan kun sige, at jeg er enig med Betina. Og Anna er vist den første danske blog, jeg har læst, som ikke har tilknytning til landbruget og som nævner ord som landmand, mad og taknemlighed i samme indlæg.

Maden i dag her hos os skal være ovnbagte danske rodfrugter, vore egne kartofler kommer med i ovnen, og på panden kommer en god hjortehakkebøf.

Ha en god dag.

tirsdag, oktober 26, 2010

LILLE SOMMERFUGL

Grønt er godt for sjælen, og når man så rykker teltpælene op og flytter til den store stad, så kan den ene boligblok efter den anden godt ind imellem virke tæt og grå.

Nær ved de unge mennesker findes der smukke grønne steder. Jeg har før været i Fredriksberg Have og på Assistens Kirkegården.

Søndag skulle vi se datterens skole, sønnens var helt lukket ned, så den må vi vente med til en anden gang. En rask gåtur fra Nørrebro forbi søerne, og så var vi der. Det er godt at få set de steder, som de unge mennesker snakker om.

IMGP1862

Egentlig ville vi bagefter hjem til lejligheden, men så kom datteren til at sige, at Botanisk Have lå i nærheden. Ikke megen betænkningstid, vi travede derhen og nød søndagens gråvejr med udkig til egern (og mit lille kamera svigter mig i gråvejr, øv), blishøns og sommerfugle.

IMGP1863

IMGP1864

IMGP1875

Der var de smukkeste efterårsfarver, luften var der bid i, og efter en lang travetur  pakkede vi landmandens grej og kørte over til frokost hos søn og svigerdatter.

Lille sommerfugl

Godt at december er tæt på, for i år bliver den årlige familiejuleindkøbstur flyttet fra Aalborg til København. Om jeg glæder mig? HELT VILDT!

FORELSKET I KØBENHAVN

Måske er det fordi de unge mennesker bor i København, måske er det fordi det er en verden helt anderledes end min egen hverdag, men jeg elsker at gå i Københavns gader, elsker at gå ned og købe morgenbrød, elsker at køre i bus, elsker at se på alverdens mennesker.

Lørdag spiste vi morgenmad ved datteren og frokost hos sønnen. Svigerdatteren var sej, så selvom hun havde haft en vagt i hjemmeplejen med tidlig morgenstart, var hun frisk på en tur sammen med os andre i Dyrehaven.

IMGP1854

Landmanden var frisk med spenderepungen, så vi startede turen i hestevogn, en Viktoriavogn, og to smukke sorte heste til at trække os rundt i haven.

IMGP1849

Bagefter tog vi os en ordentlig travetur ud til Eremitageslottet og tilbage igen, vi gik efter næsen, og endte da heldigvis ved samme udgang, som vi kom ind af.

Der var dyr overalt, dådyr, sikahjorte og kronhjorte, vi nød synet af dem og nød Dyrehaven klædt i efterårets pragt.

Efter sådan en vandretur kunne vi spise en hel okse, det gjorde vi nu ikke, vi nøjedes med udvalgte stykker af oksen og lod andre om at tilberede den.

TURIST I DANMARK

Er det ikke skønt at være hjemme igen? Spurgte landmanden, da jeg blev hentet ved toget i går aftes.

Tre døgn blev det til i København og omegn for mit vedkommende. De unge mennesker nød, at deres far for en gangs skyld ikke skyndte sig ud i bilen, da det praktiske arbejde var overstået, vi havde ham i 2 døgn i København, det var stort!

Jeg tog en dag ekstra med tid til rundvisning på Amager og tid til masser af snak med Marianne, mens jeg fik vist hendes ø.

IMGP1897

Nu ved jeg, at der på den yderste spids af Amager ligger et skønt sted med ro for sjælen, med udsigt til vand og bro og med råvarer, der er  i orden.

IMGP1894

Tænk at Marianne har sit eget “sommerhus” med tjener :-) Hvis du kommer forbi, skulle du kigge ind, det sted fortjener at få succes.

Jeg ved også, at det ikke er sidste gang, jeg skal på rundtur på Amager. Næste gang vil jeg vise min familie Amager med heste, udsigt til vand, strandpromenade og Dragørs små gader.

IMGP1900

Marianne var den perfekte guide til Amager, dagen sluttede med te hjemme hos Marianne, og jeg fik hilst på Mathias, det var en rigtig god dag. Tak for turen Marianne :-)

Og jo kære landmand, det er godt at være hjemme, men jeg kunne godt have brugt en uge over i København, men det forstår landmænd sig ikke på ;-)

torsdag, oktober 21, 2010

IGEN I ÅR

Træet bugner af æbler, de er små og ikke særlig pæne, men æblemost kan de blive til, så jeg klatrer op og ned af stigen. Nu mangler jeg kun den største stige, og en, der vil holde stigen, så kan de bedste, de største og de rødeste æbler komme ned.

IMGP1832

Bloggen virker lidt træt, så jeg har ordineret pause :-)

Du kan læse lidt mere om mit æbletræ herher og her

Vi ses i uge 43, ha en god efterårsweekend.

onsdag, oktober 20, 2010

HYGGE OG ARBEJDSOMHED

Vi har været så flittige, min far og jeg, men vi har også haft tid til at spise æblekage og hygge.

IMGP1827

De 24 timer er blevet godt udnyttet, og nu er jeg træt, heldigvis har jeg lånt en bog af min far, den er vist lige beregnet til sofaen.

tirsdag, oktober 19, 2010

ÆNDREDE PLANER

Inden ferien var planen, at jeg skulle besøge min far en eftermiddag her i ferien. Imidlertid har anlægsgartnerne meldt deres ankomst hos min far, de starter i morgen kl. 8 med at fælde træer, så nu er tasken pakket.

De næste 24 timer er jeg hos min far, og mens gartnerne gør det pænt udenfor, så har jeg planer om, at min far og jeg tager den store omgang indenfor.

Mon ikke min søster fra København vil nyde det, når hun kommer i weekenden? De kan helt sikkert godt finde på noget andet at lave.

Ha det godt til på torsdag.

IMGP1820

GRIBE OM NÆLDENS ROD

Så langt så godt, og mere fik jeg ikke skrevet, for jeg har en vane med at tjekke sådanne udtryk, før jeg udgiver dem, ved at google dem. Det i sig selv er ingen garanti for, at jeg får det korrekte udtryk eller stavemåde, men i det her tilfælde fandt jeg hjemmesiden for Dansk Sprognævn

Nu ved jeg så, at oprindeligt hed det at gribe fast om nælden, og ikke som jeg skrev det. For mig har udsagnet dog altid virket logisk, for når jeg fjerner brændenælder, griber jeg altid om nældens rod for ikke at blive brændt, men i denne artikel hævdes det, at hvis man griber fast om nælden, så brænder man sig heller ikke.

Lang indledning, for hvad ville jeg bruge overskriften til?

Jeg drømmer stadig om et kreativt rum, men de unge menneskers efterladte ting, som ikke kunne være i København, fylder i værelserne! Tingene skal op i loftrummet, OG det rum er det værste rum, jeg ved. Jeg får decideret kvalme ved at tænke på det, fordi det indebærer, at jeg skal smide ud, smide ud af minderne, og det er jeg rigtig dårlig til!

Nu har jeg erkendt, at jeg aldrig får de hyggelige rum hernede, før end det loftrum er blevet ryddet op i.

Jeg er begyndt, nu står der midt på gulvet gamle højtalere, spolebåndoptager, kamera og diverse fødder til fjernsyn, som ikke mere findes. De venter på godkendelse fra landmanden, og han er, har jeg fundet ud af, nu hvor jeg øver mig i at være hård, værre end mig, for det kunne jo være, vi fik brug for det!

Og kan jeg så egentlig bruge det udtryk til dette indlæg?  Er det dækkende for det at tage fat der hvor problemet er? Eller har du et bedre udtryk?

mandag, oktober 18, 2010

GOD MORGEN SOL

Himlen lyste rødt over kartoffelhusets tag, så jeg måtte lige en tur forbi det og maskinhuset, så der var frit udsyn til solopgangen.

IMGP1817

I dag skal der bund i vasketøj og strygetøj, mens der høres god musik.

Sådan en praktisk feriedag er slet ikke så ringe.

IMGP1818

Ha en god mandag.

søndag, oktober 17, 2010

ET VARMT SÆDE

Gårsdagens solskin gjorde en ende på vores vægelsindethed, selvfølgelig skulle vi ud på årets sidste motorcykeltur. Der var nemlig kaffemøde nær Odder, så vi meldte os til.

Solen kom først frem og varmede, da vi var forbi Handest, og jeg frøs fingre og baglår. Alt det var glemt, da vi satte os ved kaffebordet, 58 havde meldt deres ankomst, vi kom fra Nordjylland og Fyn og der imellem. Snakken gik, nogle havde jeg ikke set i lang tid, så der skulle høres om ferieture og andre gode oplevelser. Værtsparret havde ryddet møbler til side for at kunne huse os alle, og der var både boller, kage og lagkage, lige som det skulle være.

To timer efter drog vi nordpå igen, der var absolut ingen varme i luften, og motorcyklens varme i sædet blev sat på det højeste, indtil det blev for varmt for bagdelen.

Nu har vi spist varm suppe og varme pandekager, jeg drikker varm te, og brændeovnen er tændt, og alligevel kan jeg ikke få varmen. Det var vist den sidste tur for i år, men hvor var det skønt at møde gode MCkammerater.

IMGP1814

lørdag, oktober 16, 2010

AFTENHIMLEN OG ÅBNINGSTIDER

Dengang jeg var barn ;-) holdt alle butikker lukket om søndagen, og lørdag blev der lukket kl. 12. Det samme gjorde sig gældende i juledagene mellem jul og nytår.

Sidste lørdag kom vi vældigt til at diskutere lukketider. Et af synspunkterne var, at det da ikke kunne passe, at folk ikke kunne få handlet ind i hverdagen, så butiksfolk kunne få lov til at holde fri det meste af weekenden. Alting skulle gå så stærkt, man skulle være på hele tiden, man skulle kunne handle ind hele tiden. Det var bedre, at vi blev tvunget til at gå ned i tempo.

Samme diskussion har vi også haft på afdelingen. En af mine kolleger har arbejdet i New Zealand, hvor butikker havde åben 24 timer i døgnet. Hun handlede ind på vej hjem fra aftenvagter, det var dejligt nemt, så skulle hun ikke tænke på det næste dag.

aftenhimlen i mosen

Som sygehusansat arbejder vi jo på alle tider af døgnet og på alle dage, men mine vagter er enten ren dag, aften eller nat. En butiksansat kan godt have vagter fra 10 –1 8, her er der ikke megen dag eller aften tilbage.

Jeg tror ikke, vi kan skrue tiden tilbage til dengang, jeg var barn, og i dag nød jeg, at supermarkederne i sommerlandet holder længe åbent hver dag.

aftenhimlen Hune

Og himlen, da jeg kørte vest på, kan jeg ikke klage over :-)

SÅDAN SÅ JEG UD I 80’ERNE

Har jeg lyst til at vise jer det, spørger BenteBlogkvinder 40+?

Når jeg ser billeder fra den tid, græmmes jeg. Jeg blev gift i 85, fik datteren i 86, sønnen i 87, og de få billeder der er af mig, viser en Lene i T-shirt eller landmandens gamle trøjer og løse bukser. Og når jeg så skulle være pæn, sikke dog en stil, men det skyldes måske netop 80’erne.

Hyggestund

Nytårsaften

Nu spørger du nok, brugte du ikke briller den gang?

OM jeg brugte briller?

Det kan du tro!

Brud 1985

Der er masser af billeder af børnene og af landmanden sammen med børnene, jeg var jo fotografen. Til gengæld rummer vores videofilm fra dengang ikke mange scener med landmanden, han var filmfotografen ;-)

Krudtuglerne

Om en uge skal jeg se dem, hvor jeg dog savner de unge mennesker.

HVERDAGSLØRDAG

En lørdag, som jeg husker den i barndommen, hvor der blev gjort rent først, og bagefter var der hygge med godt fjernsyn om eftermiddagen og spil om aftenen, har vi ikke.

Jeg gør begge dele på samme tid, det betyder så, at det skrider langsomt, meget langsomt frem med at få fjernet støv, når der skal drikkes te, snakkes, lægges planer og snakkes i telefon ind imellem.

IMGP1798

Det er hverdagslørdag lige efter mit hoved.

fredag, oktober 15, 2010

KAN DU SE FORSKELLEN?

rent bord

Jeg kan føle den :-)

TUSIND TUSIND TAK

Det kan godt være, jeg har været stille her på bloggen, men hvor har det været dejligt at kunne følge jeres kommentarer, når jeg trængte til lige at se på andet end opgave.

IMGP1789

Og tak, Ditte, for dit råd til “for der er jo et men”. Da jeg først fik hul på skriveriet, ringede jeg til en god kollega fra et andet afsnit, som sidste efterår var igennem samme modul. Det at sige højt, hvad jeg havde tænkt skulle med i vurderingen, det jeg havde  tænkt på som problemstillinger og så få faglig sparring, det var rigtig godt.

Min kollega gav mig så det råd  at lade landmanden læse opgaven igennem, det var jeg nu ikke så meget for. Men inden han gik i seng i går aftes, læste han opgaven, og vi blev enige om, at når han kunne følge mine argumenter og syntes, han kunne se mig i opgaven, så kunne det ikke være helt galt.

Kan jeg dumpe? Jeg synes det ikke, og landmanden synes det absolut ikke, men, for der er jo et men, jeg har vurderet artiklen ud fra det kriterie, om formålet med artiklen bliver nået ( kan man egentlig sige det?). Forfatterne har ikke selv beskrevet deres formål med artiklen, så det er et formål,  jeg har analyseret og fortolket mig frem til. Hvad nu hvis censor og eksaminator ikke er enig med mig? Kan de så dumpe mig på det alene? Vi har fået at vide, at der ikke er EN sandhed, men det afgørende er, om vi kan argumentere for vores synspunkter.

Jeg kan ikke gøre mere, opgaven er printet ud i 3 eksemplarer, jeg har fået sovet 3 timer, og om lidt starter jeg bilen og får afleveret den opgave, så kan jeg vente i 3 uger, før afgørelsen falder.

Uanset hvad, så har jeg nu ferie i 11 dage!

IMGP1793

God weekend til jer alle.

torsdag, oktober 14, 2010

24 TIMER

De næste 24 timer bliver der stille her på bloggen, opgaven skal afleveres i morgen kl. 11 og jeg er gået i stå, fuldstændig!

Jeg plejer nok at kunne formulere mig, jeg synes også, jeg har formået at få analyseret teksten ved hjælp af de redskaber, vi har fået.

Men, for der er jo et men, jeg kan ikke få mig selv ind i opgaven,jeg kan ikke få opgaven til at fremstå som et hele,  jeg kan ikke få vist, at jeg kan bruge den teori, vi har fået, jeg kan ikke skrive en vurdering, der er velbegrundet, så jeg er gået i stå.

Og så mangler jeg endda at uddrage en sundhedsfaglig problemstilling, som jeg skal diskutere i forhold til den teori, vi også har haft om sundhedsfaglige emner.

Nå ja jeg mangler også alt det praktiske så som en korrekt forside, en indholdsfortegnelse, referenceliste og kildehenvisninger i teksten.

Mon ikke jeg ender med at sidde op hele natten?

Lige nu er føler jeg, at muligheden for at dumpe er til stede, jeg må tage mig sammen!

I morgen er der weekend, og som landmanden sagde i morges,da vi vågnede og hver især var så træt, det bliver godt, når du er færdig med den opgave!

Må du få en god dag.

onsdag, oktober 13, 2010

LUCKY MEE

Jeg plejer aldrig at vinde, siger jeg, og lader være med at deltage. Det kaldes en selvopfyldende profeti.

En gang imellem afviger jeg fra mit princip, og se nu hvad der skete, sidste gang jeg gjorde det.

Tusind tak Eva, jeg trængte lige til en god bogven :-)

IMGP1784

MENS DUGGEN FORSVINDER

fra mine briller strækker jeg mig. Helle Gotved havde fat i det rigtige, når hun opfordrede os til at starte dagen med at strække os, Men hvor tit husker vi det? Jeg gør ikke.

Tågen hænger tungt omkring gården, jeg stikker næsen udenfor, det er koldt, men jeg trænger til et energiboost, så jeg snupper kameraet og går på en lille gårdvandring.

IMGP1775

Maskinerne er allerede i gang, jeg kan høre dem, men ikke se dem. Der er en mark, som bliver meget fugtig efter regn, vandet kan ikke løbe ordentlig fra jorden. En maskinstation graver ned til drænene, landmanden og medarbejder fylder sand i renderne oven på drænene, og til slut dækkes det igen over med spagnumjord; det skulle gerne hjælpe på afledning af vand fra jorden.

IMGP1779

Selv om en traktor med vogn læsser sand ned i renden, så er det manuelt arbejde at fordele sandet i renden. Det skiftes landmand og medarbejder til, så det er en træt mand, der kommer ind om aftenen.

Nu er duggen forsvundet fra mine briller og printeren færdig med at skrive sider ud, det er læsetid igen.

IMGP1778

Ha en god dag

tirsdag, oktober 12, 2010

SOLEN GIK NED

og jeg gik en tur.

IMGP1768

Jeg er vild med himlens evne til sammen med skyerne og solen at male det ene skønne aftensbillede  efter det andet for mig, mens jeg går.

IMGP1769

Luften gjorde godt for hovedet, men jeg kunne faktisk godt have brugt vanter i dag ;-)

IMGP1772

Opgaven føles som et stort kaos lige nu. Når man som jeg er praktiker, så er det en hård nød at knække sådan at skulle formulere sig akademisk med belæg for hver en påstand.

IMGP1773

Lige nu har jeg opgivet den vinkel og skriver bare, så må jeg bagefter rette til. Det betyder så også, at der skal være tid til gennemlæsning, så mens landmanden skal se fodbold, må jeg hellere skrive løs en time eller to mere.

IMGP1774

DEN INDRE DIALOG

Lille Lene (lene) og store Lene(Lene) diskuterer:

lene: jeg kan ikke finde ud af den her argumentationsteori, jeg bliver aldrig færdig

Lene: nu tager du dig sammen, du har bøger og noter om teorien, læs det!

lene: jamen den her artikel er ikke bygget ordentlig op. HVAD er påstand, belæg og hjemmel?????

Lene: tag dig sammen, når alle andre kan, kan du også, arbejd hårdere, læs mere, tænk mere!

lene. jeg kan ikke tænke, jeg ringer til fra studiegruppen

Lene: DET gør du ikke! Du skal ikke forstyrre dem! Tag dig sammen!

lene: jamen vi blev jo enige om at bruge hinanden

Lene: og har nogen ringet til dig? Nej vel! Tag dig sammen!

mobilen ringer

lene og Lene: det ser ud til at være en fra studiegruppen ( lyse tanker og forhåbninger svæver rundt i luften)

HEJ har DU også problemer med argumentationsteorien?

½ time senere

Når to tænker det samme, så må vi være på rette spor.

IMGP1764