VÆR DIN ALDER BEKENDT!

Jeg kigger lidt på overskriften, hedder det overhovedet det? Betyder det egentlig det, jeg mener? Se allerede her tegner det at skrive det her indlæg sig til at blive en langsommelig affære. Der er ikke andet for, end at jeg må på sproget.dk, og jow, at være sin alder bekendt betyder det, jeg mener:

“anstændigvis tillade sig at gøre noget bestemt; vedkende sig noget uden at skamme sig”

Okay, tilbage til emnet; jeg er en af dem, der gennem mange år har hjulpet min lyse hårfarve til at være lys. Det har været på en måde, så mange har troet, det var den naturlige hårfarve, og det har glædet mig. Sommeren var dejlig og lys, det lysner i sig selv håret, så jeg valgte ikke at få lyse striber i håret, og beslutningen om at se min egentlige hårfarve kom stille og roligt. Jeg er ikke smuk gråhåret, jeg er nærmest ikke gråhåret (eller også skal jeg have ny styrke i brillerne), kun leverpostejfarvet uden spil i håret. Og jeg kapitulerer nu, om lidt sætter jeg mig i bilen og kører til frisør, hvor hår, bryn og vipper får en omgang farve, for den mathed i mit hår forplanter sig til mig, jeg ser hele tiden træt ud og jeg kan ikke kende mig selv i spejlet, kun når jeg griner eller smiler. Og det kan blive anstrengende at smile/grine hele tiden, og der er jo også tidspunkter hvor omgivelserne ville overveje en henvisning til en neuropsykolog, hvis jeg grinte der.

Jeg havde en kollega, som sagde overskriften til en anden kollega på min alder, fordi hun også kapitulerede, så i aften skal vi være sammen på arbejde , to lyshårede ældre kvinder, men vi kender godt vores fødselsdato, vi står ved den alder, vi har og vi elsker den (lige undtagen når vi sidder med hver sin vifte), men vi har besluttet at være dem, vi er indeni, også på ydersiden! Ha en god fredag.

STILLE DAG

Det var det ikke på arbejde i går, slet ikke. Men efterfølgende har det været. Ingen aftensmad i går aftes, landmanden måtte sørge for, at salget af franske hotdogs holder skansen (eller hvad han nu købte på vejen hjem fra gårdbutikken) Jeg nøjedes med resterne af risengrøden, og så fik landmanden besked på at købe lækkerier med hjem, så jeg kunne gense en af mine yndlingsfilm sammen med flødeboller, slik, te og strik. Nu er min fars sokker færdig, min egen topdowntrøje synger på sidste vers i forhold til kroppen, og det bliver spændende at gå i gang med ærmerne.

Min arbejdsdag sidder i kroppen, lige så meget mentalt som fysisk. Jeg havde specialedag i går, og jeg havde to helt klare mål for dagen: at få færdiggjort to instrukser og at få aftalt undervisning af kolleger med vores terapeuter. Det var så de to eneste ting, jeg ikke nåede i mål med. Jeg fik talt med en patient og arrangeret genindlæggelse, jeg fik lavet liste over de pjecer, vi tilbyder vores patienter, sammen med to kolleger, som står for bestilling af pjecerne, det indebar opringninger hist og pist for at finde ud af bestilling af pjecerne;  jeg fik deltaget i sygeplejekonferencen og drøftet faglige problemstillinger, som fylder hos personalet; jeg fik snakket med andre kolleger om andre faglige problemstillinger og jeg fik sendt mails ud om dit og dat. Jeg er god til at drøfte problemstillinger, men jeg er ind imellem dårlig til at lytte og så tænke mig om, jeg kommer lidt for ofte til at sige ting, så de sårer andre. Jeg glemmer hele tiden, at mine kolleger ser mig som specialsygeplejersken og dermed får mine ord en anden vægt end andres ord. Og hver gang bliver jeg så ked af, at jeg endnu ikke har lært at tage en dyb indånding og tænke mig om, inden jeg åbner munden. Her på bloggen bruger jeg jo for det meste lang tid på at formulere mine tanker og får dem finpudset, før jeg trykker udgiv. Jeg er taknemlig for, at mine kolleger er så tilgivende.

Den stille tid fortsætter, landmanden er kørt til stormøde for bønder langt nede i landet, og han kommer først sent hjem i dag. Nu er huset ryddet op og klar til rengøring, om lidt kører jeg i LOOPcenter og siden hen til fysioterapeut. Det bliver de to eneste udadvendte aktiviteter i dag. resten af tiden skal bruges på kontoret, regnskabets time er endnu en gang kommet. Nu kan du indvende, at det måske ikke lyder som en stille dag, men lydmæssigt bliver det en stille dag. Ingen radio, ingen fjernsyn eller mennesker, der kan forstyrre mig. Og i går blev det tydeligt for mig, hvilken forskel høreapparaterne gør. Jeg kan sagtens høre mennesker uden, men jeg misforstår og skal have gentaget mumlende ord. I går havde jeg startet filmen, før jeg tog apparaterne ud, det var som at lægge en dyne på alle lyde og skrue ned for lydstyrken på samme tid.

Morgenstunden har været smuk, solen har leget med himlens skyer, og skyerne har puffet sig sammen og dannet sjove mønster. Må din dag blive smuk med tid til leg i en eller anden udgave.

STILLE STRIK

Herhjemme hører jeg sjældent musik eller radio i det hele taget, så når jeg strikker er det enten i stilhed eller med en serie kørende  med lav lydstyrke. Stille kunne man ikke betegne lydstyrken i går aftes, men der blev strikket, der blev grinet, der blev snakket, der blev spist kage og drukket te og kaffe. Inspiration til nye strikkeprojekter var overalt, det var jo nærmest en strikkeopvisning både på levende modeller og med alle de strikkeprojekter, de skønne kvinder sad med rundt omkring ved bordene. Jeg fik hilst på mennesker, jeg har fulgt på blogge, for selv om jeg ikke har en strikkeblog, så synes jeg, det er sjovt at følge med på andre mere produktive strikkeres blogge. Især hvis der også er lidt om dem selv, så det ikke kun bliver strik, det handler om. Ella og Liselotte, som var de to første bloggere, jeg læste, fik jeg også snakket med. De to har været med til at forme min blog, for hos dem fandt jeg en livsglæde og en fokus på det skønne i hverdagen, og det var det, jeg også ville med min blog. Strikkeglæden genopdagede jeg gennem dem og alle de mange andre blogge, som jeg gennem årene er komemt til at læse. Jeg har gennem alle jer fået stimuleret min lyst til at læse, til at se nye steder af Danmark eller verdenen. Jeg har læst om nyheder, før jeg så det på fjernsynet eller hørte det i radioen. I har udvidet min horisont, jeg har fået sparket til mit sprog, jeg er blevet klogere på ord og grammatik – og det på den lattervarme måde. Jeres evner til at fotografere – den rigtige vinkel, det rette øjeblik, det bedste lys – alt sammen er lagret og tilsammen gør denne sammenkogte bloggerret mig glad.

Det er arbejdstid nu, men jeg glæder mig til en lille times stille strik i eftermiddag, når jeg lander hjemme i sofaen igen. God onsdag til dig.

HVORFOR??

Det irriterer mig, at jeg ikke kan regne ud, hvorfor jeg ikke kan kommentere hos de fleste selvstændige blogge. Jeg kan ikke få lov til at sige tillykke med bryllupsdage eller fødsler eller … Og jeg ville så gerne vide hvorfor, kan jeg gøre noget for at ændre det faktum?  For de fleste får så mange spamkommentar, så jeg forventer ikke, at man kigger sin spambunke igennem, før den slettes. Til gengæld har jeg ikke lyst til at ændre på, at jeg nu i flere dage ikke har fået en eneste spamkommentar! Måske er jeg nu at sammenligne med alle de andre spammer, så de lader mig i fred?

Lige nu sidder jeg og sukker over mig selv. Det er som om jeg ikke er blevet spor ældre erfaringsmæssigt på de 37 år siden jeg var 20! Jeg havde ting, jeg skulle nå sidste feriedag, ting, der skulle gøre at denne uge ville starte godt. Jeg nåede lidt, hvorefter resten af dagen forsvandt i min sofa sammen med to bøger. De var gode, det var de. Og det sjove var at i begge bøger var der en, der hed Cressida. Jeg har aldrig mødt det navn før, og så møder jeg det i to vidt forskellige bøger. Læsekredsen af Elisabeth Noble rummer ikke de store spændinger, den er en hyggelig bog om forskellige kvinders liv gennem et år og deres sammenhold i læsekredsen. Søster af Rosamund Lupton er lidt af en gyser, som jeg var nødt til at kende slutningen på før sengetid. Så måtte jeg leve med, at min arbejdsuge ikke startede på den mest velforberedte måde. Til gengæld strøg arbejdsdagen af sted, jeg havde dagafsnittet, og alle mine patienter endte med at blive indlagt, fordi de skulle videreudredes. Jeg fik endda en knuser af en af patienterne, det er godt med frynsegoder. Nu vil jeg tage mig alvorligt sammen og få bevæget kroppen ud til bilen, så jeg kan få trænet LOOP. For i morgen har jeg ikke tid, jeg skal nemlig på strikkecafe, jeg glæder mig, og det behøver jeg ikke spørge mig selv om, hvorfor jeg gør det, det ved jeg: masser af strikkeglade kvinder, masser af inspiration og snak, det er ren livsglæde.

PAUSER

På vores motorcykelferie i sommer tog vi indimellem lange stræk på motorvej for at nå det hele. Og så er det skønt at kunne holde pause, mens man sidder under en palme på en italiensk motorvej og nyder udsigten.

En tankstation bliver lidt mere eksotisk, når stueplanterne derhjemme står som buske og palmerne skygger lidt for motorvejen.

Lige på den anden side af motorvejen lå et hus, som vi kunne skimte gennem afskærmningen. Jeg ved så ikke lige, hvor skønt det er at sidde på den terrasse.

På vej nordpå kørte vi gennem store områder med markbrug. På et tidspunkt snakkede vi om, at det var da gevaldigt så meget vand de havde fået, der stod vand på alle marker. lige pludselig gik det op for mig, at der var kanaler mellem markerne og de oversvømmede marker måtte være kontrolleret oversvømmet. Kunne det være rismarker? Vi havde aldrig hørt om at der var rismarker i Italien. På næste rasteplads fik vi syn for sagen, den var god nok.

Og havde vi haft plads, havde jeg da hjembragt en blomstret stofpose med italienske ris. Den rasteplads var i øvrigt fyldt med storkøb af forskellige madvarer og alskens turistting og legetøj.

I dag håber jeg på tid til pauser, for som sædvanligt nægtede søvnen at tage mod mig efter feriedage og med en kommende dagvagt i vente. Forhåbentlig får du også tid til en pause i dag, god mandag til dig.

EN IDE, DER VIRKER og noget om at kunne tale sammen

Jeg havde set det før hos Inge, men nu fik jeg set det i fuld udfoldelse. Der var hektisk aktivitet, der blev heftigt diskuteret blandt de aktive og de passive lod sig indfange. Man kunne ikke lade være med at smile og latteren rungede også når det lykkedes. Kameraer blev flittigt brugt både af aktive og passive, og så kan man vel sige, at også de passive blev aktive.

Navnet Happy Wall passede godt til aktiviteten, ja egentlig er det vel det man kalder installationskunst, måske netop mere det ord end event.

Ude til venstre i billedet skiftede ordet, mens vi stod der. Et udenlandsk ægtepar sammen med deres teenagesøn havde travlt. Først havde de stavet til sønnens navn, og der skulle tages billeder med iPaden. Det gjorde forældrene ikke godt nok efter sønnens mening, så han viste og forklarede sig temmelig tydeligt med kropssprog, indtil han var tilfreds med billedet af sig selv og sit navn. Så stavede de til moderens navn, til faderens navn og til sidst var de i gang med at stave til efternavnet.

Imens blev de tre unge mennesker i midten færdig med deres to projekter, ungersvenden havde stavet til nej tak og pigerne havde lavet et hjerte. Om det var nej tak til kærligheden eller om det var to selvstændige historier forlød der ikke noget om, men de var vældig tilfredse bagefter.

Og vi andre, der stoppede op eller blot hastigt gik forbi, fik alle en lille oplevelse at gå videre med.

Senere fik vi en oplevelse mere, der fik latteren til at runge højt mellem de høje bygninger rundt omkring os. Måske var det ikke helt korrekt københavnsk at skraldgrine sådan, men hvad bryder jyder og skotter sig om det? Landmanden og jeg havde drukket te, og bagefter slog datteren med sin skotske kæreste sig ned ved cafebordet. Snakken gik vældigt på engelsk. Vi snakkede helt sikkert ikke korrekt engelsk, men vi snakkede sammen, og vi forstod hinanden. Landmanden skulle så betale for teen, han går ind i den mondæne cafe, henvender sig til en af tjeneren og beder om regningen – på engelsk! Tjeneren svarer på engelsk og da hun går hen for at taste regningen, kommer landmanden i tanke om, hvor han egentlig er – i Danmark! Så han siger til den unge pige, da hun kommer retur, at de lige så godt kan tale dansk, hvorefter han betaler, går ud og efterlader sig helt sikkert en forvirret tjener. Vi andre derimod skriger af grin, da vi hører historien.

Må du få en dejlig lørdag med plads til spontanitet, snak og latter.

24 TIMER

Egentlig var det ikke planlagt, men forleden tog vi en hurtig beslutning. Der var en generalforsamling, vi gerne ville til – i København. Flybilletter blev booket, børnene havde hver deres planer, sønnen arbejder jo, datteren skulle i Tivoli med kæresten, men vi enedes om at spise sammen efter generalforsamlingen. Flyet fra Aalborg til København var forsinket halvanden time, så vi fik rig mulighed for at studere mennesker og lufthavnen. Der blev spist frokost, mens vi diskret lagde mærke til alle de kendte, der også skulle til København (de ser altså helt almindelige ud og faktisk også ældre ,end når vi ser dem tone frem på skærmen med makeup og håret sat)

Hvor er det skønt at se smukt restaurerede bygninger

Da vi sad i flyveren, erindrede vi sidste gang, vi fløj sammen. Det var i 1996 på vej til Skotland på sommerferie. Siden har vi brugt bil og motorcykel til at fragte os hid og did. Jeg har fløjet til konferencer og besøg hos børnene. Landmanden har fløjet til Kroatien et par gange og til København til møde en enkelt gang, men vi to har altså ikke siddet i en flyver sammen i 18 år!

Bilen var galvaniseret!

Da vi steg op fra metroens dyb klokken 15 i går eftermiddags, skulle vi have tre timer til at gå. Vi nåede meget, vi spiste lækre kager i Meyers bageri i Magasin og vi så på juleudstilling, hvor landmanden tørt konstaterede, at den mand, som havde købt en gård med masser af gevirer og havde brændt dem, havde dummet sig. De skulle bare have haft noget guldmaling eller hvid maling, så havde de kunnet sælges til Københavnere og andet godtfolk som julepynt.

Vi blev enige om at det måtte være ejeren af bygningen, der havde lavet denne tilbygning til sig selv øverst oppe. Hvem ellers ville have råd til nede ved havnen at bygge oven på så pompøs bygning.

Bagefter gik vi ned til vandet, vi nød de smukke bygninger, vi så sjove biler og ditto mennesker. Jeg hoppede i trampolin med en lille purks tindrende øjne rettet mod mig. Vi gik tur langs Nyhavn og så på skibe og så tog vi turen ned gennem Strøget, for til sidst at drike te udendørs ved Bjørg’s, datterens første arbejdssted i København. Her sluttede datteren og kæresten sig til os for en kort bemærkning, inden vi gik til møde.

Vi steg også til vejrs og så på metrobyggeriet midt blandt de smukkeste bygninger

Aftenmåltidet blev indtaget på Vesuvio, et supert sted med galant og opmærksom betjening. Vi nød aftenen sammen med vores børn og spiste os så mætte, at jeg havde svært ved at få benene op på 5A, der tog os ud til datterens lejlighed. Vi havde den for os selv, datteren var optaget andetsteds. Den megen og sene mad satte sit præg på min nattesøvn, så klokken halv seks var jeg færdig med at sove. Jeg studerede husene rundt omkring og så på enlige cyklister og bilister, der formentlig var på vej til arbejde. Næsten rundt om hjørnet var der kommet en bager med lille cafeområde, her nød vi vores morgenmad med lækkert brød og kæmpe kanelsnegl, før vi drog af sted til lufthavnen igen.

Et flydende hotel med overnatning for 499 kr pr person og helt sikkert med garanti for natteliv udenfor.

Nu er vi hjemme igen, landmanden er trukket i arbejdstøjet for at sortere de sidste 1000 kg kartofler til i morgen, de andre 23000 kg kartofler står klar i store bigbags til at blive hentet af lastbilen. I København holdt det tørvejr i de 24 timer, her i Nordjylland regnede det, da vi forlod regionen i går middags og det regner også nu. Jeg har haft skønne 24 timer, landmanden mumler, at det var så den ferie, jeg kunne få med ham og det er jeg taknemlig for. Jeg er glad for, at jeg ikke hver dag skal leve af mad fra cafeer og restauranter, min mave er udspændt som en bold, og jeg føler mig tung og slatten. Der skal vist lidt LOOP til – lige om lidt, når jeg er færdig med min te. God fredag til dig.

Jeg anede ikke, at der fandtes små arkader i København, her var en af dem med springvand, vinstue og overdækket gård.

BYLIV

Hukommelsen kan sommetider spille en et puds. Jeg syntes vi  på vores motorcykelferie kørte direkte fra Menton op i bjergene og så på motorvej. Det kan jeg så se på mine billeder at vi ikke gjorde. Vi må være kørt over grænsen til Italien, for de næste bybilleder stammer fra Italien, de kunne lige så godt have været fra Menton eller Nice, for det var det samme bybillede vi oplevede. Tæt trafik, hvor motorcyklen ikke kunne sno sig som de utallige scootere kunne.

Vi var nemlig tungt læsset med sidetasker, som gjorde motorcyklen bred. Cyklisten nedenunder havde sørget for, at al hans gods var læsset bagpå. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om han var en cyklist på langtur eller en hjemløs på cykel.

Scootere var der som sagt overalt, og hjelmene kom ,uanset om man var klædt på til fest og ballade om aftenen eller som her var på vej på arbejde.

Der var altid noget at se på, både når vi kørte og når vi holdt. Nonner på indkøb eller unge kærester, som midt i bybilledet ville stjæle sig til et kys. Landmanden gav et ungt par noget at tale om. Vi holdt stille for rødt lys, de stod på fortovet. De var vel 16-17 år, og lige da ungersvenden ville give skønheden et kys, rømmede landmanden sig meget kraftigt og sagde no med høj mørk stemme. De unge mennesker så sig forskrækkede omkring og opdagede så motorcyklisten med hævet finger, blink i øjet og smil på læben. Først så de på ham helt betuttede, så brød både de og vi ud i latter, vi kørte videre, og de skyndte sig også videre med røde kinder og fnisen.

Overalt var der skønne blomster i bybilledet

og palmer

og cowboykaktus. Jeg blev bragt tilbage til vores ungdom, hvor den kaktus var trofast inventar i mange unges første bolig. Vi måtte smide vores ud, da den truede med at lave hul i loftet.

Jeg må vist give mig selv en buket, når jeg skal handle ind. Mørket udenfor er overdøvende i disse dage, hvor regnen og skyerne sørger for, at solen nærmest aldrig kommer frem. I går nede ved min far begyndte jeg med julesange på klaveret, der skulle lys ind i mørket. I dag mødes jeg med en korven til LOOP, og bagefter står den på regnskab og æbleplukning. God onsdag til dig.

FANGET!

Når jeg siger ordet i overskriften og siger det med tryk på og en lille snert af jubel i stemmen, så ryger jeg fluks tilbage til barndommens gade og skoletiden. Utallige lege bliver hevet ud fra hukommelsens fjernlager, lege, hvor det at spotte de andre inden de får sparket til dåsen, det at liste omkring hushjørnet, inden de andre opdager, at man har grebet bolden i Antonius eller det at få rørt den anden i tagfat, var ensbetydende med, at man havde klaret det godt.

Lige for tiden har ordet en anden betydning, og lige for tiden er ved at være lang tid. Jeg er i den grad fanget i spamfilteret hos dem med wordpress eller anden selvstændige blogge. Nogle bloggere har fisket mig ud og gjort mig menneskelige, andre har fisket mig ud, men jeg skal stadig skrive bogstaver som tegn på, at jeg er menneskelig, nogen kan ikke finde mig i deres filter eller ved ikke hvor det filter er. Resultatet er, at jeg lige nu ikke kan kommentere hos Hege, Deborah, Therese og Ilse. Muligvis er der flere, men da jeg ikke er for flittig med kommentarskrivning, så har jeg endnu ikke opdaget det. Og som sagt er jeg ikke for flittig med kommentarerne, en dårlig arm og skulder driller mig stadig, så jeg bør holde igen med alt for megen fritidsbrug af computer med højre arm og derudover kan jeg også mærke, at det påvirker mig, at når jeg gerne vil kommentere, så kan jeg ikke. Og jeg aner stadig ikke, hvorfor jeg pludselig fremstår som en farlig spaminficerende virus.

Mens dette indlæg bliver udgivet, sidder jeg heldigvis hos min far og nyder eftermiddagsteen sammen med ham. Og hvis jeg har været flittig og slipper computeren nu, så kan jeg nå at lave en lille æblekage til os. God eftermiddag til dig.

SOMMERLUNE VINDE

Efterårsmørket påvirker mig lidt for meget, jeg vågner næsten hver dag med en følelse af tristesse, fortabthed eller afmagtsfølelse. Der er intet i min hverdag, som bør forårsage dette, og som dagen kommer i gang, forsvinder følelsen igen. Jeg kan huske, at jeg drømmer, men ikke hvad jeg drømmer. Måske drømmer jeg om sommervarme minder, så nu vil jeg gå tilbage til sommerferien, som kun er halvt færdigt som fortælling her på bloggen.

Vi havde jo langt om længe fundet et Ibishotel i Menton, det var smart, pænt og med god service. Det var også i den højere ende af det vi ville give, men til gengæld fik vi også både ost og yoghurt til morgenmad. Der var rude fra værelset ind til badeværelset, så man kunne se badekarret. Først undrede vi os, men da vi fandt ud af, at badeværelset var en balsal med bruser et andet sted, så mente vi, at det måtte være, så forældre kunne holde øje med deres børn i badekarret, mens de selv læste i bog i sengen. Hver etage havde sine farver, og vores var den gule farve. Der var farvestrålende døre og ditto stole.

Udsigten kunne man ikke klage over, og vi nød at tage del i bylivet, som de udspillede sig nedenfor vores altan. En stor bus skulle afhente masser af turister fra hotellet. Som du måske kan ane, så er vejen ikke særlig bred, så da bussen havde parkeret foran hotellet, kunne biler ikke komme forbi

  En scooter kom kørende, den standsede og føreren ventede først tålmodigt. Lidt efter blev det ham dog for meget, og så startede showet. Han råbte, fagterne med armene blev større og større. Buschaufføren slog ud med armene og trak på skulderne, hvad kunne han gøre. Nu inddrog scooterføreren de omkringstående, talte til dem, råbte højere og højere. Landmanden råbte til ham, at han blot skulle køre på fortovet, og viste ham med fagter, at det kunne han sagtens. Scooterføreren ignorerede turisten på 2. sal, men endte til sidst med at tage den foreslåede vej hen forbi alle turisterne til bussen og deres bagage, alt i mens han skældte ud og rystede på hovedet.

Så var vores dag startet godt. Da bussen var kørt, hentede landmanden motorcykelen fra kældergaragen og fik den gjort ren, så man kunne se ud af visiret. Imens fik jeg det sidste pakket og gjort hjelmenes visir rent.

Turen nordpå til de Norditalienske søer skulle køres på motorveje, men først skulle vi op i bjergene for at komme på motorvejen. Der var vinmarker og frugttræer overalt, hvor noget kunne gro. Vi glædede os til dagens tur, men jeg kunne også mærke lidt angst, da vi kørte ind i Italien, for hvor jeg altid har været vant til i Tyskland, Østrig, Schweiz og Frankrig, at skilte enten var på fransk eller tysk, og de sprog kan jeg begå mig på til husbehov. Nu var det pludselig italiensk, og det var ikke altid nemt i farten på en motorcykel at fange meningen med.

Først skulle vi dog gennem mere by, inden vi blot kunne køre derudad, men de bybilleder snupper vi en anden gang. Det hjalp på mit humør at dykke ned i sommerens mange billeder, håber dit humør har det godt. Rigtig god tirsdag til dig.

GOD MORGEN MANDAG

Klokken er knap nok blevet syv, og alligevel er rummet fyldt med masser af kvinder og nogle få mænd. Den unge instruktør har vist åbnet døren før tiden. Der gås til den ved maskinerne, nogle glemmer dog at få udnyttet de 45 sekunder ved hver maskine maksimalt, der skal jo også snakkes med sidekvinden. Inden der er gået 10 minutter er der omkring tyve mennesker i rummet. Der er trængsel i kvindecirklen, så jeg snupper mandecirklen. Det er fuldstændig de samme maskiner, blot kan man se mandecirklen fra indgangsdøren og fra hyggekrogen, hvorimod kvindecirklen er skjult bag et skilletæppe. Flere snupper en hyggesnak i hyggekrogen, jeg kører direkte hjem, jeg kender ingen af de andre.

Morgenmaden nydes foran computeren, mens jeg læser nyheder, det kan man da kun blive i dårligt humør af, så det er godt, at dagen bringer gode ting. Min leder bliver 60 år i dag, og hun har inviteret til åbent hus. Vi har en overraskelse til hende, og jeg skal fortælle hende den, det glæder jeg mig til.

Sønnen er rejst hjem igen, vi nåede at spise brunch sammen med sviger og svigerinde, inden sønnen blev sat på flyet. Mens vi var der, om en af sønnens ældre fætre sammen med sin familie. Jeg må endnu engang sande, at min far havde ret. Det er på børnene, at man kan se, at man bliver ældre. At mine børn er tættere på 30 end på 20 ved jeg jo godt, men jeg føler mig ikke tilsvarende ældre, og nu skal fætterens ældste barn, som er ældste oldebarn, konfirmeres til foråret. Landmanden er nummer syv af ni og de ni har i alt fået 24 børn, og da jeg kom ind i familien var faderen til den kommende konfirmand tre år! Og nu er der 29 børnebørn til de ni søskende og så mangler otte af de yngste børn endda at stifte familie. Hvad mon det ikke kan blive til?

Det gjorde godt at se og høre sønnen, og jeg tager hatten af for ham og alle andre lærere. De gør en kæmpe indsats mod svære odds. Sønnen har ikke mistet modet og skal man sige lidt godt om skolereformen, så kan lærere i dag sige, når de går hjem, nu har jeg fri og jeg skal ikke tænke på mit arbejde før i morgen. Og jeg skal heller ikke tænke på mit arbejde, for jeg har jo ferie. Til gengæld har jeg ikke ferie fra mit andet job, så nu må jeg heller få indberettet løn, inden jeg skal fejre min leder sammen med mange af mine kolleger. God mandag til dig.

SØVNIG LØRDAG

Selv kameraet var så søvnig, at det nægtede at stå op (åbne sig), det manglede vist opladning af batterierne. Sønnen og jeg har været nordpå, først kørte vi dog til Aalborg og fik købt lækkert regnsæt til den cyklende lærer. Dernæst blev næsen vendt mod nord og Hirtshals. I mine gemmer lå to fribilletter til Nordsøen Oceanarium, de skulle bruges senest om en måned. Det blev mor-søn aktiviteten i dag. Vi nød at gå rundt og se på hajer, sæler, fisk i stimevis og en enkelt klumpfisk eller to. Det kan ikke hamle op med Den blå Planet i farvestrålende fisk, men der var nok at se på. Det blev også til en god frokost på deres cafe, og vi er så mætte og trætte nu, at den ene af os har smidt sig på sofaen med filmkiggeri, og den anden tør ikke smide sig af frygt for ikke at komme op igen. Der skal handles ind til aftensmaden, inden jeg helt falder sammen. Det nyttede  ikke at køre inden om Brønderslev for at handle ind, for den vej kunne jeg jo ikke komme hjem, så nu slår jeg to fluer med et smæk. Jeg kigger til sommerhuset og handler ind i sommerlandet.

morgenstemning i det våde Nordjylland

Motivation–Igangsætning–Tilbagetrækning

Jeg vågnede ved vækkeurets insisterende kalden, jeg var helt rundt på gulvet. Over otte timer havde jeg sovet, og stadigvæk var jeg træt. Ferie! Jeg har ferie, jeg behøver jo ikke at stå op, selv om vi har lagt flere planer for dagen sammen med sønnen. Jeg ville egentlig gerne træne, inden vi spiser morgenmad, sengen trækker, det er mørkt udenfor, selv om klokken er passeret syv. Jeg døser lidt, mens hjernen kører sit eget motivationsløb,så da uret ringer en halv time senere igen, står jeg op, trækker i træningstøjet og skynder mig ud af døren, inden jeg fortryder.

Jeg kommer vel ca 10 km nord for gården og så må jeg vende om. For to dage siden kunne jeg køre her, i dag tør jeg ikke. Forude venter en å og en bro, jeg kan ikke se, hvor meget vand, der er på vejbanen. Hvad du ikke kan se på billedet er, at vandet går henover vejen henne ved vejskiltet. Og søerne på hver sin side af vejen er altså oversvømmede marker.

Jeg overvejede at køre ud til motorvejen, men så overvinder mageligheden mig og nu har jeg i stedet for fået vasket op efter aftensmaden, brygget te og fundet opskriften frem på French Toast. Resten af huset sover stadig, så jeg hygger mig ved computeren. Fik jeg sagt, at jeg har ferie! En hel uge, og som sædvanlig holder landmanden jo kun ferie 10 dage om sommeren, så jeg vil hygge mig herhjemme og i denne weekend nyde sønnens besøg. God lørdag til dig.

ENGAGEREDE OG FULDE AF FAGLIGHED

Selv om det høje tempo stadig er der, så kommer der oaser, hvor man lige får trukket vejret dybt ned i maven og får samlet energi til næste hurtige rykind. I dag blev sådan en dag, stuegang var færdig før jeg gik hjem, patienter var udskrevet eller overflyttet og der var ikke kommet samme antal ind. Det betyder, at der er plads til nye patienter i aftnevagten, hvor de fleste typisk kommer. Jeg var ansvarshavende og havde desuden dagafsnittet. Jeg elsker det dagafsnit, jeg sætter en ære i, at patienterne føler sig trygge og velinformerede, når de går fire timer, efter de kom ind af døren. På de fire timer fik de taget blodprøver, hjertekardiogram, ultralydsscanning af halskar, MR-scanning, indlæggelsessamtale hos sygeplejersken, undersøgelse og diagnose af læge og afsluttende samtale hos sygeplejersken. Det er jeg stolt af, og i dag fik jeg den sødeste kompliment, det lunede.

Jeg kan føle mig helt høj, når mine kolleger kommer med den ene faglige problemstilling efter den anden og vil diskutere den med mig. De brænder for, at vores patienter får den højeste faglige behandling og pleje. Og jeg tror indimellem, nogle af vore unge læger føler sig noget pressede, for hvis mine kolleger ikke forstår, hvorfor en ordination skal ske, så stiller de spørgsmål, og de kan deres referenceprogram til fingerspidserne. Der er ingen tvivl om, at lægerne har det endelige ansvar for behandlingen og dermed også er dem, der bestemmer, men vores overlæger har sagt, at det er godt at vi fremfører vores faglige argumenter og vores undren. Vi har alle brug for at blive udfordret og få stillet spørgsmål til det, vi gør. I tidernes morgen, da jeg var på et kursus om økonomi for landbokvinder, var det også en af de ting, jeg tog med mig hjem. Jeg gør ligefrem landmanden en tjeneste, når jeg stiller spørgsmål til kommende investeringer eller beslutninger. Det er landmanden så ikke altid enig med mig i.

Nu er jeg så kommet hjem, vandmasserne har ikke været så høje her, men der er kommet rigeligt. Bagdelen sidder godt i stolen og det er lidt svær at få overtalt mig selv til at komme ud af døren. Jeg har netop reklameret for LOOPs fortræffeligheder på arbejde, så ved at skrive det her håber jeg, at fingrenes tasten sender stimuli til motivationscenteret. Og når jeg vågner i morgen tidlig, kan jeg, hvis jeg vil, gå ind og se på en sovende søn, inden jeg kører på arbejde. Jeg glæder mig. God aften til dig.

BÆLGRAVENDE MØRKT

er det udenfor, da jeg står op. Jeg er træt, men der hjælper ingen kære mor. Hvis jeg skal have vendt døgnrytmen til de næste tre dagvagter, så skal jeg tidligt op og tidligt i seng i dag. Det er lidt hyggeligt at gå sådan en stille tirsdag morgen og forberede tirsdagens fridag. Jeg brygger te som vanligt, jeg smører mad som vanligt, men jeg laver også aftensmad. Da jeg går over gårdspladsen for at komme ud i kartoffelhuset, mærker jeg den kolde luft og ser månens lys. Inde i kartoffelhuset finder jeg fem flotte bagekartofler, de skal forvandles til kartoffelmos, som skal danne låg oven på kødsovsen. Nu står begge dele og koger/simrer stille og roligt. Jeg nyder min te imens. Dagen startede som vanligt med morgenmad foran computeren, men i dag tog jeg en pause, Charlotte havde lagt link til en App med bønner til hver en dag. Musikken, mørket og den rolige engelske stemme gør morgenstarten godt. Jeg kan ikke høre, hvad den engelske stemme læser fra Bibelen, men heldigvis har jeg en lille Bikerbibel liggende i reolen ved siden af computeren, så jeg finder skriftstedet. Det handler om, at vi fokuserer så meget på det, der kan ses udenpå og glemmer det indre. Vi har så travlt med at fremstå perfekte, mens vores indre måske er fyldt med alt det uperfekte. “Gør op med jeres egoisme og vær i stedet for gavmilde og barmhjertige” Det emne handler mange interview om lige for tiden i diverse dameblade. Dette at vi har mere travlt med at fremstå perfekte, med at sende billeder af vores liv og se hvor mange “likes” vi får, i stedet for at være til stede hos de mennesker, vi er sammen med. Jeg er ikke på Instagram eller Facebook, det er helt bevidst, fordi jeg kan mærke, hvor let jeg finder hen til computeren for igen og igen at se, om nogen har læst mit sidste indlæg, har nogen kommenteret og har andre skrevet nyt? Det er nemmere at sidde der end at forholde sig til hverdagens mange gøremål. Hvis jeg også var på de andre sociale medier, ville min tid forsvinde foran computer, tablet og mobil. Jeg har dog ingen problemer med at slippe det hele, når der skal ske dejlige ting i hverdagen, og sådan en dag er det i dag. Mine to jyske søstre og jeg har sat hinanden stævne på cafe i Viborg til frokost, inden vi sammen besøger vores far. Og som bonus har vores københavnske bror meldt sin ankomst også, det bliver hyggeligt. Men først skal aftensmaden gøres klar, der skal ordnes vasketøj, og fysioterapeuten skal tjekke min skulder og arm.

Og som en understregning af tidsforbruget ved computeren, så har min optagethed af at skrive indlæg sammen med min døvhed gjort, at jeg ikke hørte uret i køkkenet, så nu har kødsovs og kartofler da fået rigeligt! I dag gør det ikke noget, kødsovse vinder i smag ved at simre længe og kartoflerne skal forvandles til kartoffelmos. Nu vil jeg lukke computeren ned, så jeg når alle forberedelserne, inden jeg skal nyde mine søskende og min fars nærvær. God tirsdag til dig.

KOM DU BARE MED

Du kan sagtens være i bilen. Om du vil sidde ved siden af mig eller slænge dig på bagsædet, bestemmer du selv. Forhåbentlig er du vild med at synge, for så kan vi skrue op for musikken og gi den gas de 13 km, inden vi holder ved sommerhuset. Vi starter på min vanlige rute, jeg går næsten altid mod vandet og undervejs tænker jeg over, om jeg skal dreje ind over klitten eller om jeg skal se havet. I dag vil jeg se havet. Hører du lyden af havet? Selv om der er rimelig vindstille, så bruser havet alligevel, da vi kommer ned på stranden. Vi er ikke tæt på Blokhus, så mange af feriegæsterne er ikke nået ud til denne del af stranden. Biler kører stille på stranden, hunde løber frit, hvilket de jo egentlig ikke må, men skidt pyt, de skal også mærke friheden ved de store brede strande med udsigt til vand, sand og klitter – og himlen ikke mindst.

I dag går vi en anden vej, normalt går jeg altid ind mod Blokhus, vi vender næsen nordpå og går indtil vi møder et stiskilt. Der er masser af stier langs strande, de snor sig op gennem sommerlandet, men et er sikkert – på et tidspunkt når de den tværgående sti 100, som fører os hjem til sommerhuset igen. Er du frisk? Du får nok lidt sand i skoene, men pulsen kommer op, og det skulle være så sundt.

Halvvejs oppe over klitterne husker vi at vende os om, så vi kan nyde stranden, himlen og vandet.

Nu er vi kommer i sommerhuslandet, stien snor sig mellem husene, ind imellem går vi på vejene, hvorefter stien igen byder sig til med klitter, havtornebuske og ro uden cykler, biler og andre forstyrrende køretøjer.

Kommunens folk er vist lidt for stedkendte, i hvert fald er det ikke altid tydeligt, hvilken vej man skal vælge. Vi valgte forkert, men snupper næste stinummer, for den ender jo også i den tværgående sti.

Fødderne er ved at være varme, vi må tage jakkerne af, for den indre varme kommer helt af sig selv, mens vi traver til. Pludselig er vi et sted, hvor jeg gik på opdagelse for nogle år siden, men da kunne jeg ikke finde stien ned til vandet. Mon vi kan huske det, hvis vi forsøger os på den modsatte vej? Nordsøstien og sti 100 følges ad et stykke vej; hvis vi ville gå til Skagen, kunne vi godt gøre det. Men jeg har ikke vandreskoene på, så lad os hellere finde vejen hjem.

Snart er vi på kendt område, så der er der ingen billeder fra, det er veldokumenteret gennem de otte år, jeg har haft bloggen. Fik du motion nok? Jeg er i hvert fald træt nu efter godt en times travetur - og godt betyder her mere end en time, så jeg kan nu betegne mig som en af de ældre danskere. Tak fordi du slog følgeskab med mig.

I dag har vi fået smørrebrød til frokost, som vores tradition er, når kartoflerne er i hus. De unge mænd i år havde slet ikke den appetit, som vi har været vant til de andre år. Det betød så, at five o’clock tea blev indført her med smørrebrød, og så er der endda et par stykker til landmanden senere i aften. Aftensmaden droppede vi. God mandag aften til dig.