Jeg har lige talt med min søster, det er godt at have kærlige og favnende mennesker omkring mig, for indimellem går livet lidt for stærkt, og da jeg ikke er så struktureret som hende, så glemmer jeg ting. Nu havde jeg f.eks glemt en familiekomsammen, som jeg skulle stå for. Ret beset vidste jeg det godt inderst inde, men det blev skubbet foran mig hele tiden, fordi der altid var noget, der hastede mere. Vi kom til at snakke om, hvordan vi fem søskende, på trods af at vores børn nu er unge og voksne mennesker, har mere travlt end tidligere. Måske er det, fordi at kombinationen af erfaring, mere tid (ens børn går deres egne veje) og lysten til at udfordre sig selv fagligt gør, at man får brugt sig selv godt og grundigt. Man ved, at man kan noget, at de andre kan regne med en (og det gør de så også) og man behøver ikke lige at have så firkantede arbejdstider mere for at få hjemmefronten til at hænge sammen. Min yngste niece er 16, hun er på efterskole, de næste to niecer går på gymnasiet og afslutter til sommer og ældste niece, nevø og mine to er alle flyttet hjemmefra. Så deres forældre og deres moster/faster giver den gas arbejdsmæssigt. Vi holder alle af vores arbejde, vi har vel aldrig været bedre end nu, men samtidig kan jeg som den ældste også mærke, at det er vigtigt med pauser, hvor jeg ikke laver noget. Ingen af os har børnebørn, alle har en far, der skal besøges og holdes af og om. Den dag, der kommer børnebørn, finder vi helt sikkert tid til dette, men 40erne og 50erne er en travl tid. Eller hvad tænker du? Sidder du som småbarnsmor og tænker, hallo har de helt glemt hvordan det var? Eller sidder du som pensionist/efterlønsmodtager og tænker, helt ærligt, så slemt var det da heller ikke. Eller måske har du været nødsaget til at stoppe med arbejdslivet pga. sygdom og tænker, de skal bare være taknemlige for, at de har et arbejdsliv. Og tro mig, det er vi, vi trives med det, men livet drøner godt nok hurtigt af sted, ingen arbejdspladser kan sige sig fri for forandringens vinde, som indimellem opleves som storme eller tornadoer, hvor man hvirvles op i luften.
Nu vil jeg gå imod min indre sofaligger og satse på lidt motion, jeg ved jo, at det gør godt, så af sted med mig. Må du finde tid til motion og pauser i din weekend. God lørdag til dig.
Læg nu mærke til mit smarte outfit, konfirmationskjolen, som blev kortet af og de fine andendagsstøvler.
Sikke nogle dejlig lørdagsreflektioner, du gør dig!
SvarSletJeg står jo sådan med det ene ben uden for arbejdsmarkedet, og savner noget af det men ikke alt.
Det jeg ikke savner er det vildt opskruede tempo, og altid skulle levere toppræstationer. Det er fedt at lave et godt og solidt produkt, men jeg kan ikke gøre det på de præmisser, der er i dag. Jeg kan savne den almindelige smalltalk med gode kolleger; såmænd bare det at høre, hvad de har lavet i weekenden, hvilket jeg ellers aldrig har fundet uinteressant.
Du skriver om 40+ gruppen, der stadig har travlt, selv om børnene er "jaget" af reden. Det er et segment, vi taler meget om i kirken, for det er dem vi gerne vil have fat i. Vi ser de "firhjulskristne" (dåb, konfirmation, vielse og bisættelse), og vi kan ikke gå ud fra, at de nye ældre kommer af sig selv, når de gamle ældre falder bort, selvsuppleringens tid er forbi. Derfor skal vi have fat i dem midt i livet, men det kan jo blive lidt svært, når de har så travlt, som du beskriver :-)
Hanne, spændende hvad I kommer frem til i kirken, for jeg har ofte tænkt at kirken, som den er nu, dør ud, for ingen er vokset op med at komme i kirken udover meget få.
Slet, hvilket jeg ellers aldrig har fundet uinteressant - der skulle selvfølgelig have stået: , hvilket jeg ellers aldrig har fundet interessant.
SvarSletjeg forstod det :-)
SletSikke et dejligt billede. Jeg blev selv konfirmeret i 1972 i hotpants under en maxi-frakke-kjole. Uh, man så godt ud.....
SvarSletJeg elsker mit lærerarbejde, og jeg elsker at kende mennesker, der går op i deres arbejde, men hvor ville jeg ønske, at arbejdsmarkedet ikke var så presset. Det er ikke sundt, basta.
Eva, jeg blev konfirmeret i 71 og havde hotpants som andendagstøj :-)
SletHerligt billede med masser af erindringer fra en skøn tid hvor ansvar, bekymringer og konsekvenser endnu ikke fyldte meget i vores liv :-) Sjovt med dine refleksioner, jeg har faktisk besluttet at tillade mig selv at ligge på sofaen i dag og ordne en masse hyggeligt på computeren :-)
SvarSletJeg er af den overbevisning Lene, at jeg både løber dobbelt så godt og måske endda også dobbelt så langt i morgen :-))) Men du har da bare så ret, vi skal huske at holde pauser i vores liv generalt...
Fortsat god weekend - stort kram fra OddStyle
Tak Tina, jeg tror også hver dag at jeg i morgen når dobbelt så meget, det holder sjældent stik :-)
SletDu er en speciel person, Lene - og ekstremt arbejdsom, tror jeg :-)
SvarSletMine 40'ere var travle, ja, men fra midt i 50'erne begyndte jeg at trappe stille og roligt ned. Ikke sådan at forstå, at jeg gik på deltid, men jeg sørgede for at have en såkaldt normal arbejdsuge - det meste af tiden i hvert fald ... der var jo altid perioder, hvor der var ekstra meget at lave.
Nu havde jeg måske også, i modsætning til dig - et arbejde, hvor erfaringen havde stor betydning for, hvor travlt jeg havde. Jeg kunne klare en hel del på langt mindre tid end en mindre erfaren i jobbet kunne. Og så har jeg altid været doven. Sådanne personager udretter ikke nødvendigvis mindre, men de finder snedige metoder til at lave det nødvendige nemmest muligt ;-)
Ellen, ekstrem arbejdsom! overhovedet ikke, måske på arbejde, men ikke hjemme. Hvor travlt der er på arbejde har jeg desværre ikke kontrol over. Jeg er jo på deltid som sygeplejerske, men har så også kontorjobbet herhjemme, så måske skulle jeg lade være med at se mig selv som deltids og erkende, at jeg faktisk er fuldtidsarbejdende :-)
SletJa, der er i hvert fald forskel på de forskellige livsfaser. Det er helt sikkert. Jeg nyder meget at have mindre travlt på familiefronten, og jeg lader min indre dovenlars få fuld skrue lige i øjeblikket, selvom jeg burde have travlt med at rydde op og gøre huset klart til salg.
SvarSletBilledet giver mange minder. Når vi fire (jeg er ældst og eneste pige) skulle til afdansningsbal, havde vi også ensartet tøj på, som vores mor havde syet. Og du fik altså støvler - jeg drømte om at blive konfirmeret i hotpants og hvide støvler. Men DET fik jeg ikke lov til. Heldigvis. Senere syede min mor dog et par røde hotpants til mig - og jeg følte mig ikke vildt godt tilpas i dem ;-)
Conny, vi skal have lov til at lade den indre dovenlars komme frem. Jeg får heller ikke lavet noget af det, jeg burde gøre herhjemme.
SletJeg blev ikke konfirmeret i hotpants, men jeg fik dem til andendagstøj sammen med støvlerne :-)
Sikke en dejlig børneflok dine forældre havde ;-) Og så fine kjoler og skjorter. Smart at korte konfirmationskjolen af. Du var nok for stor til at få et bælte i det blomstrede stof?
SvarSletJa, der er forskel på på livsfaser. Jeg arbejdede kun 4 timer om dagen til min yngste var 5-6 år og derefter 6 timer. Først da hun var 13-14 arbejdede jeg fuld tid og mine seneste arbejdsår var også de mest spændende med videruddannelse, da jeg var i begyndelsen af 50erne. Mit arbejde kom til at bestå af mere undervisning og behandling af grupper/hold. Men jeg husker godt, hvor træt jeg var, efter endt arbejdsdag de seneste år. Det var noget med at komme hjem, gå tur med hunden, og så en lille lur på sofaen.
Jeg har ikke mindre travlt som pensionist, synes jeg. Mine småbørnsfamilier har travlt og vil gerne involvere mig i deres liv. Det er dejligt. Jeg har også mange interesser og mange kontakter, jeg gerne vil holde ved lige. Jeg har lige været på idrætshøjskole - og er blevet ven med vand ;-) Jeg vil gerne prøve at komme i gang med at træne i vand/svømme (ondt i knæ) og det går ikke, hvis man er vandskræk. Det er priviligeret at være -at selv kunne bestemme. Men det kan være svært at begrænse sig - det er et luksusproblem ;-)
Betty, oprindelig havde jeg også en nederdel i stoffet, men det år ville jeg ikke gå i sådan noget, jeg var jo 15 og meget voksen i følge mig selv :-)
SletJeg startede jo med at arbejde igen som sygeplejerske da mine børn var 13 og 14 og jeg føler jo, at der er så meget jeg gerne vil nå, men må også erkende at det nok ikke er mig, man vil give penge til en kandidatuddannelse.
Betty, du er faktisk min rollemodel for livet efter sygeplejen, du gør mange af de ting, jeg gerne vil til den tid, så det glæder jeg mig også til. Og som jeg skrev en gang til dig, så kan dine døtre jo være glade for, at de har fået børn efter deres mor er gået på efterløn :-)
Hvor er I bare skønne :)
SvarSlet