PÅ FARTEN

Dagen i dag er tilbragt hos min far sammen med min yngste lillesøster. Der var beslutninger, der skulle tages, lægebesøg der skulle klares og ikke mindst nydelsen ved at være sammen.

Jeg nåede både formiddagskaffe med gode nordjyske grovbirkes, som søster fra København længes efter; de har jo kun tebirkes derover ;-) og frokost, lige nøjagtig på den måde, vores mor lavede den. Ganske enkelt, æg og tomater, sild og karrysalat, leverpostej med agurker og rødbeder og til slut en ostemad med en kop te til.

Turen hjem foregik med lidt sol gennem skyerne, det er utroligt som det liver op på humøret, og de lover stadig høj sol og lave temperaturer i morgen!

DECEMBER 2006

 

Der er mildt og vådt derude, ikke ligefrem det vejr, der fremkalder julestemning.

Billederne fra det første år som blogger afslører, at dengang var det også mildt midt i december måned

Dog bød morgenstunden dengang på rimfrost, og vejrudsigten lover da også frostgrader og sol på december måneds første dag i år. Jeg håber, de får ret, jeg trænger til andet end våde milde dage.

JEG ØVER MIG

Sister skubbede til mig endnu en gang. Jeg har jo fået anvisninger på, hvordan jeg får gjort mine billeder gjort større, men jeg har ikke orket at gå i gang med at øve mig. Nu prøver jeg, og så får vi at se.

Lad mig tage gåsebilledet fra forrige indlæg, som var anledningen til skubbet fra sister.

 

Nu krydser jeg fingre, lukker øjnene og trykker udgiv :-)

Tilføjelse: Hmm, billedet er blevet kappet af, hvordan mon det kan være?

GÅSEJAGT

Vil du med?

Både Laika og jeg ville med en tur ud i det skønne vejr, landmanden tog haglgeværet med for det tilfælde, at en enkelt sneppe kom flyvende forbi.

Det gjorde der nu ikke, til gengæld var der hundredvis af gæs på marken ved siden af gården, de er sky og er hurtige til at opdage, når man kommer gående. Det er et utroligt flot syn, når de går på vingerne og når de lander.


Bare rolig, du kan godt læse videre, der sker ikke noget ;-)

Mens vi gik ned til søen, hvor Laika fik et par fasaner på vingerne, opdagede vi, at gæssene havde slået sig ned på en mark nord for vores lille skov.

Planen blev, at jeg tog bilen og Laika og kørte ned til den store vej og gik så langs læhegnet på den mark, hvor gæssene sad. Så skulle de gerne gå på vingerne og flyve hen over det læhegn, hvor landmanden sad gemt. Det gjorde de også, men de kan se alt! Så kort før de var på skudhold, drejede de væk og landede på en anden mark.


Ingen gæs i fryseren denne gang, men der kommer nok en chance igen.

HANDELSMAND

Det var ikke uden grund, at landmanden skulle med mig op og prøve briller i går.

Han har sans for kvalitet (han valgte jo mig ;-) og går ikke på kompromis med kvalitet.
Han er god til at handle, kan sælge til god pris og købe til endnu bedre pris ;-)
Og han er god til at se, hvad der klæder mig.

Optikeren fandt brillerne frem, og jeg prøvede og prøvede, der var to, jeg med det samme kunne lide, og det holdt ved, men hvilken skulle jeg vælge?

Hvorfor tager du ikke begge to og får optikeren til at lave en god pris? Selvfølgelig!

Så var der kommet bedre glas siden sidst med mindre sløringsfelt, stærkere holdbarhed og nemmere at pudse. De var så også dyrere, det kom jo ligesom ikke bag på mig. Jamen de gamle er jo gode nok, sagde jeg. Hvis noget er bedre, skal man tage dette, sagde landmanden! Selvfølgelig!

Nu skal jeg vente to uger, før jeg kan iklæde mig briller med farver, jeg glæder mig.

Og morgenstunden i dag havde guld i mund, og guld betyder glæde.


Må du få en glædelig lørdag.

HALLO, HALLO

Den kaldte på mig, det er ganske vist.

Arbejdsdagen blev lige lidt længere end planlagt men ikke mere, end jeg nåede at komme ned i byen og handle en adventsgave.

På vejen hjem hørte jeg kaldet, og lige der midt på Urbansgade foran den butik, jeg længe har ønsket at besøge, besluttede jeg mig til, at den skulle være en gave til landmanden.


Han blev glad for den.

DRØM SØDT

Om jeg drømmer, husker jeg ikke, men jeg har sovet godt.

Der er vist ingen tvivl om, at landmanden har sovet godt i nat og med garanti også drømt godt.

For første gang nogensinde har han skudt en kronhjort, for jagtinteresserede (dem er der nok ikke så mange af blandt denne blogs læsere) var det en 8-ender.

Nu bliver der masser af kød i fryseren igen og noget af det skal helt sikkert konverteres til lækre spegepølser.

Mon du har drømt i nat, og kan du huske drømmen?

EN DAG MERE

Jeg tror, jeg ved, hvilken medicin, der skal gives for alle mine symptomer, som kommer i bølger. Kvalmen, trætheden, svimmelheden, kuldeturene og ondt i halsen er alle symptomer på et hårdt år arbejdsmæssigt både psykisk og fysisk; og da jeg lige var kommet ovenpå, startede vi ombygningen af huset. Jeg er ganske enkelt slidt ned lige nu, og så er det da godt, at jeg i morgen klokken 14 går fra til 12 dages ferie og fridage!

Mon ikke huset bliver færdig og måske endda julepyntet? Adventskransen bliver dog købt færdigpyntet i år!

ØV!

Det hele gik efter planen, briller var blevet rettet, tid til synsprøve og prøvning af nye briller bestilt.

Lækker kage var købt til teen, og bilen var fyldt med de sidste ting fra sommerhuset, for nu er vi flyttet hjem igen.

KLONK KLONK

Udstødningen gik sine egne veje, og på landevejen sad jeg i en fyldt bil og ventede på Falck. Først kom sønnen og tømte bilen, så kom Falck, så fik jeg en reservebil og så begyndte jeg at fryse og halsen gjorde ondt.

Så nu ligger jeg under tæppet i stedet for at synge.

ØV siger jeg bare og satser på det igen kan klares med en lang søvn.

BALANCEPROBLEMER

Mange af vore patienter bliver balanceusikker, enten fordi de decideret bliver ramt i de områder, der sikrer en god balance, eller fordi de får nedsat kraft af et ben eller en arm. Når man bliver ramt et sted, forplanter det sig ofte til resten af kroppen, og har man styringsbesvær af et ben, ja så påvirker det også balancen, evnen til at færdes sikkert. Har man føleforstyrrelse eller nedsat følelse i benet, så gælder det samme. Så når jeg skriver, at patienten er gangusikker, balanceusikker eller går med bredsporet gang (benene godt ud til siden), kan der være mange årsager til dette.

Hvad årsagen var til, at jeg faldt op af en trappe med to skåle æbler ved starten af kurset om mundstimulation i mandags, kan jeg kun gisne om. Fakta er, at jeg nu sidder med en amputeret brille, hvor der er loddet en reservestang på og en hudafskrabning på den ene hånd. Og den nye stang udøver et lille forkert tryk; alle der har briller, ved hvor ondt det kommer til at gøre i løbet af dagen, og hvordan det forplanter sig til hele hovedet.

Min første koncert med koret i denne sæson skal løbe af stablen i aften, så jeg må vist bide i det sure æble og køre til optikeren og få rettet brillen, for en ting er at skulle stå med to forskellige brillestænger, noget andet er at skulle synge med hovedpine, det dur ikke.



billedet er lånt fra vores hjemmeside

JEG VED, HVORDAN DU HAR DET

Et udsagn man skal være varsom med at bruge, man kan måske fornemme en flig af følelsen, man har måske prøvet det samme selv, men vi er forskellige i vores måde at opleve, sanse og bearbejde de ting, vi kommer ud for, så lige nøjagtig hvordan den enkelte har det, ved kun den enkelte.

Ikke desto mindre er jeg blevet lidt klogere i dag på, hvordan det føles at få lagt en ernæringssonde ned gennem næsen og ned i mavesækken.

Vores assistenter skulle undervises i at anlægge sonde, og efter den teoretiske undervisning tilbød jeg en af dem at lægge en sonde på mig.

Det tog hårdere på nogle af mine kolleger end på mig at se mig få den sonde anlagt. Nu ved jeg, hvordan det føles, rart vil jeg ikke kalde det, snarere lettere ubehageligt, men ikke så voldsomt som jeg havde frygtet.

Det berettiger mig dog ikke til næste gang at sige til en patient, jeg ved hvordan du har det, men jeg kan bedre forklare, hvordan det kan føles.

AFTENHYGGE

Mens den ene sov, malede den anden.

Mens den anden ser fodbold, gør den ene rent i køkkenskabe.

Vi hygger os.


Og klaveret snakker med mig, mens jeg gør rent. Det fortæller om, hvor glad vi begge bliver, hvis jeg udfordrer mig selv igen med klaverspil. Måske får det ret.

NOGET?

Overalt er der sygdom, feber, hosten og nysen.

Jeg har ingen af delene, men jeg er træt som et alderdomshjem og har kvalme, så jeg tager mig lige en lur.


Når jeg vågner, må jeg gerne være frisk, så der kan gøres lidt mere rent ; landmanden er i fuld sving med malepenslen, det er han den bedste til, så jeg blander mig ikke ;-)

UPS

Tedåserne var tomme efter morgenstundens søndagslykke.

Så er det godt, at jeg lige for tiden bor tæt på en specialbutik, som har åbent om søndagen.


Blokhus skudehandel har lidt af hvert, det er hyggeligt at gå og studere udvalget, og så er det nogle ualmindelige rare mennesker, som har butikken.


I dag blev det til tre slags teblandinger og et sødt fødselsdagskort.

MORGENHYGGE

Julebollerne er købt.Rundstykker ligeså.

En skal styre lyd i kirken.

En skal tilbage til København.

En har været oppe og se boksning i nat.

En har sovet 7 timer i nat og nyder at kunne samle sin lille familie til morgenmad.

Og bezzerwisser står stadig på bordet og vidner om en aften med grin og hygge

EN HELDIG KARTOFFEL

Mens jeg gør rent og flytter møbler, kan du læse her.

Jeg kan kun sige, spis flere kartofler, udover de åbenbart er mere CO2 venlige end ris og pasta, så mætter de 7 gange så meget og indeholder kun halvt så mange kalorier.


Vi skal have små kogte kartofler vendt i en citronoliemarinade og blandet med rucola og pinjekerner til fisken i aften.

Skal du have kartofler i aften? ;-)

LYSPUNKTER

Solen har skinnet, så det har været en fornøjelse hele formiddagen, selvfølgelig har jeg glemt mit kamera; det har nu ikke afholdt mig fra at nyde solen, mens jeg skraber og pudser udvendige vinduer.

Posten kørte ind på gårdspladsen, mens jeg arbejdede på den anden side, og jeg så godt, at hun gik ind i folkerummet i stedet for at bruge postkassen.

Da jeg kom ind til frokost, lå en pakke på bordet til mig!

I pakken var det smukkeste krus og et skønt kort med dejlige ord.

En ung sygeplejestuderende, som nu er sygeplejerske,fandt min blog, og har jævnligt inspireret mig med sine kommentarer; vi har en fælles interesse i emnet kontakt til pårørende efter dødsfald på sygehus, så jeg sendte for nylig kopi af noget materiale, jeg havde modtaget om emnet. Nu kan jeg sætte mig ned, lave en kop Kusmi te, for der var også tebrev med, mens jeg tænker på ,hvor heldig jeg er.

Tusind tak Ditte :-)


mit krus er med et smukt rådyr :-)

og billedet er her fra

ET MÅLTID

Efterhånden er det mange måltider mad, jeg har indtaget i mit liv, der er de store fabelagtige med lækker mad og eminente vine. Der er måltider på slotte og herregårde; det lyder fint, men selv den slags steder skal jo overleve, så vi almindelige kan købe os ind til lidt af glansen ;-)

Og så er der dem, som egentlig ikke er noget særlig,hvis man ser på selve maden, men stemningen gør, at det måltid mad huskes.

”Indianerfrokosten” som min kæreste kaldte det; hvor køleren på bilen blev spisebordet, og lidt mad og drikke var blevet indkøbt i en lille butik i Frankrig eller Italien. Dengang var han vidt berejst tømrer, nu er han landmand med hang til motorcykler; så vi forsætter med frokost ved vejkanten, nu blot på to hjul.

Jeg husker også de gange, hvor jeg tog mig sammen og smed hund, børn og madkurv i bilen og kørte hen til den mark, hvor landmanden høstede, og så sad vi der i grøftekanten eller, hvis det blæste, inde i bilen og hyggede os.

Sønnen arbejdede hjemme i går, datteren kom fra København og jeg fra arbejde, og da vi alle var samlet, lavede jeg risklatkager, som blev nydt i det nye køkken sammen med en kop te, inden vi skiltes igen. Det nød vi vist alle.

Og fagligt? Ja så er vi snart færdige med at afvikle kursus for alle om spiseproblemer/synkeproblemer. Og netop dette ikke at kunne spise eller at man savler/smasker/spilder, fordi man er halvsidigt lammet, har svært ved at føre bestik til munden, er lammet i ansigtsmuskulaturen, gør at de mennesker ofte bliver socialt isoleret. Tænk over hvordan vi møder andre mennesker, nye bekendtskaber? Vi byder ofte på noget at spise og drikke, det ligger i vores kultur, at sådan mødes vi. Og hvis man så har dysfagi (spise eller synkeproblemer) så vælger man ofte samværet fra. Kurserne har alle været glade for, nu kommer så det seje træk, hvor jeg skal være tovholder for, at vi får ændret på det, der skal ændres og holder fast i det, vi allerede gør godt.

Men det bliver ikke nu, der er 3 fridage med maling og klargøring af huset, derudover samvær med vores børn, og det sidste er det vigtigste, så jeg prøver at overtale landmanden til en enkelt fridag i morgen fra huset. Lad os se om det lykkes ;-)

BLOG HVAFFORNOGET?

En forårsdag i 2006 læste jeg en artikel i den lokale avis, her stødte jeg for første gang på begrebet en blog, og de havde et link til en kreativ og livsklog kvinde i Gug.

Jeg satte mig foran computeren, tastede adressen ind, og så var jeg solgt. Det forår var jeg på kursus på Hvidovre hospital og jeg kan huske, at jeg listede mig ned om morgenen og tjekkede bloggen på hotellets computer. Mine kolleger syntes, jeg var skør, og jeg kunne ikke forklare, hvorfor det at læse med om en anden kvindes liv gav mig så meget. Jeg følte, der blev spredt glæde ved hverdagen, jeg følte en inspiration til at fokusere på det smukke i hverdagen, følte en glæde ved at læse ord, som beskrev hverdagen.

Så fandt jeg ud af at trykke på links i kommentarfeltet, og hermed mistede jeg tidsfornemmelsen. Hvor det tidligere var mig, der satte æggeuret ind til sønnen med en kommentar om, at han da vist skulle passe på ikke at lade sig helt opsluge af computeren, ja så blev det ham, der kom hen med æggeuret til mig ;-)

I september samme år forsøgte jeg mig så med min egen blog, og det har givet mig en glæde ved hverdagen, det har givet mig lyst til at fotografere, det har givet mig et bedre skriftlig sprog, det har givet mig gode tanker om mit arbejde som sygeplejerske. Og ikke mindst har det givet mig mulighed for at møde utrolig mange forskellige menneskers syn på livet, det er en rigdom og en daglig glæde.

Alt dette fordi jeg en forårsdag trykkede mig ind på en ganske særlig blog, hvis indehaverske har fødselsdag i dag.

Hjertelig tillykke med fødselsdagen Liselotte.

SPÆNDT

Jeg har kun mig selv at takke for, at jeg føler mig som en buestreng, der spændt til bristepunktet.

Landmanden holder en jagt om året, de fleste gange går han uden gevær. Den første weekend i november duede ikke, der skulle være et rum, som der kunne serveres morgenmad og frokost i for jagtgæsterne.

Så starter landmandskonens fejlvurderingsrække:

Landmanden vil gerne anden weekend i november, landmandskonen skal i aftenvagt.

Jamen vi er kommet langt med ombygning, så folkerummet kan bruges (hvornår er ombygninger nogensinde gået efter planen?)

Jamen jeg henter rundstykker og vi køber mad udefra ( der skal jo også laves kaffe/te, dækkes bord, vaskes op etc, det glemte du vist lille landmandskone)

Og du glemte også, fru sygeplejerske, at du ikke havde fri som normalt dagen efter aftenvagterne, men skulle være kursusleder fra 7.30 – 15.30


Så hvem knoklede med at få flyttet ting fra folkerum og få gjort rent fredag og lørdag før aftenvagterne? Landmanden knoklede med bryggers og fodlister rundt omkring.


Hvem drønede rundt søndag for at få enderne til at mødes inden aftenvagt?

Aftenvagterne var de mest rolige, jeg nogensinde har oplevet, og det var godt!


Kurset gik godt, fridagen i dag er blevet brugt på at få køkkenet gjort klar til brug, og aftenen er brugt sammen med min far. Jeg burde ligge i min seng, for i morgen kalder sygeplejejobbet igen, men jeg har brug for lidt tid for mig selv.



Søndagens vejr var pragtfuldt, og jeg nåede at komme ud og trække lidt frisk luft med kameraet.

Nu er det skrevet, det er sagt højt til mig selv, mon ikke jeg husker det næste gang, jeg tror, jeg er superkvinde.

WEEKENDFRI

3 aftenvagter banker på.

Bloggen derimod holder weekendfri


Ha en rigtig god weekend.

GLÆDEN VED INDKØB

Min mors faster var frøken og afdelingssygeplejerske på en afdeling på Aalborg Amtssygehus, hun var vel fra en tid hvor sygeplejen var et kald; dengang hvor delt arbejdstid var normalt for en leder, så man havde styr på både dag – og aftenvagter.

Hun boede i en lille lejlighed i en af sygehusets bygninger fyldt med frøkner som hende, det blev kaldt jomfruburet. Jeg har også boet i det, da jeg var nyuddannet og ny i Aalborg. I mit hjem hænger et smalt spejl, som har tilhørt faster E., det var meget smalt, det skulle passe til indersiden af de smalle skabe i den lille minimale entre. I min skænk står en kop, som også tilhørte faster E, med sygehusets monogram på.

Jeg er ud af en familie, hvor man ikke købte på afbetaling, det var starten på en rutschetur, som man ikke kunne styre; næh opsparing til det man ønskede sig var den rigtige måde.

Faster E. ønskede sig inderligt et tæppe til gulvet, og der var lange udsigter til, at pengene var sparet op, så hun købte resolut tæppet på afbetaling. Og siden fortalte hun sine niecer og nevøer, hvor godt det var. Det var en stor glæde, da tæppet blev lagt på gulvet i den lille lejlighed, og det var en stor glæde, hver gang hun gik ned i butikken og betalte et afdrag. Hver gang mindedes hun, hvor megen glæde tæppet gav i hverdagen; hver gang kunne hun gå hjem og kigge på det smukke tæppe.

Vore nye vinduer har både i går, i dag og såmænd også i morgen givet anledning til glæde hos mig. Jeg har vasket, skrubbet, gnubbet og skrabet vinduer til den store guldmedalje. Det viste sig i går, at det gummiagtige materiale, man bruger i forbindelse med fremstilling af vinduerne, endnu sidder i rigelige mængder på glasset. Og først i dag har jeg fået fat i glasskraber og super gode mikroklude, så nu er alle 144 små vinduer rene indvendige, i morgen får de udvendige en tur mere, men denne gang med skraber og mikroklud. Jeg har frydet mig over de smukke vinduer, jeg har glædet mig til at kunne stille blomster og andre ting i de brede vindueskarme; ikke mindst har jeg tænkt over gode ting til at pynte vinduerne med til jul.

Og så glæder det mig, at jeg har bedre hukommelse end landmanden, han kan i hvert fald ikke huske, at vi er blevet enige om fremover at få vinduespudser til de udvendige vinduer ;-) det kan jeg!

og billedet? Det var, hvad der lå på den bærbare ;-) Et billede fra datterens ophold i Paris. Godt man ikke skal pudse vinduer i Eiffeltårnet.

MUSIK OG SANG

Jeg havde undret mig over, at min far altid havde fjernsynet tændt, når jeg kom på besøg. Det kunne også være om formiddagen, men sidste gang lagde jeg mærke til, at det var DR2, der kørte, og så forstod jeg det.

I dag har jeg sendt en kærlig tanke til min far (og min mor), jeg har strøget, mens jeg har haft DR2 tændt, her sender de nemlig P2, når de ikke sender programmer. Min mor havde altid radioen tændt modsat mig, og de senere år var det P2, der var det foretrukne.


Min far har så fundet ud af, at DR2 sender musik om formiddagen, derfor er fjernsynet tændt. Han bruger ikke sin radio mere, men han nyder helt sikkert musikken, som forbinder ham med min mor. Forrige gang, jeg var hjemme, sang vi også, og jeg har besluttet mig for, at det skal vi gøre fremover, min far elsker at synge, men hvor tit synger vi egentlig i hverdagen? Jeg synger i min bil, landmanden synger i badet, men vi sætter os ikke med højskolesangbogen eller salmebogen og synger i det daglige. Og mange steder, hvor mennesker forsamles enten til møder, foredrag eller arbejde, har man fravalgt at starte med en sang, selvom alle er enige om, at det giver en god start.


I går fik jeg dog luftet sangmusklen, det var så godt at være tilbage i gospelkoret, og så var det skønt at høre, at nogen savner mig ;-) jeg havde også savnet dem.

Hvor tit synger du?

SLET SLET SLET

Alle får dage, hvor de dykker i energi - og humørniveau.

Jeg gør køleskab rent, et helt konkret arbejde, der skal ikke tænkes, blot arbejdes. Den får ikke får lidt med klorin og skrubben. Vi håber, at det ikke er færdig, elektrikeren mener, det er strømforsyningen, den er galt med.

Jeg mangler vist også lidt strøm ;-) Så når hovedet ikke kan holde ud til at være nedad, og hænderne skal have en pause, så sidder jeg ved computeren og sletter arbejdsmail. Big Brother har meddelt mig, at jeg(min postkasse) er ved at blive for stor, så jeg sletter og sletter. Det er fordelen ved aldrig at smide ud, for når man endelig går i gang, så er der så meget, der er forældet, at jeg bare kan trykke på delete knappen.

TIRSDAGSNYDNING

Restemad er ikke det værste, der findes.


Kartoffellys og nej det er ikke kartofler med væge ;-)


Lyset fra i sommer, da en smuk og dejlig kvinde kom på besøg.


Blomster fra vores norske studerende, som i dag er rejst hjem til Bergen.

Der er tid til nydning. Ha en god aften :-)

ANDEN?

Øh midt under kursus i dag går det op for mig, at det er Mortens aften i aften.

Det fejrer vi en anden dag.

Og tidligere år har vi da fejret det et par gange.

HOV HOV, en lille tilføjelse: Jeg kom lige i tanke om, at vi på kurset fik et stort stykke Gåsebryst(kage), og der blev et stykke tilovers, som landmanden fik. Så lidt fugl er der da over dagen her :-)

INDESPÆRRET

”du må blive derinde til i morgen!”

Mens jeg har bøvlet med regnskabet, men mest af alt den elendige dækning på min mobil, så er landmanden og medhjælperen gået i gang med at regere i bryggerset. De støver og larmer, og da jeg ville ud fra kontoret, fik jeg ovenstående besked! Nå men så kan jeg jo lige så godt lave et indlæg, jeg har kamera, overførselsstik og te, hvad mere kan man forlange?


Der er elendig dækning af min mobil herude, og det er først kommet indenfor det sidste år, mærkeligt. Men det betød, at jeg måtte stå ude midt på gårdspladsen med bilagsmappen i hånden og snakke med min farmassistent. Maleren kiggede godt nok lidt, da han var ude og hente materialer i bilen, men det er jo blevet så moderne med walk and talk på kurser, så hvorfor ikke også når man arbejder på kontor?


Landmanden og medhjælper startede dagen med at sortere kartofler, så nu står der store bigbags med kartofler, klar til at komme ned til grossisten og blive pakket om i mere forbrugervenlige størrelser.


Udenfor står der enkelte roser og gør sig lækre. De små farveklatter i alt det grå fryder øjet.



Selvom huset ikke er vandskuret, så nyder jeg de nye vinduer. De klæder huset, og var det ikke fordi nogle af murstenene var grimme, så havde vi ladet huset stå sådan her. Det minder landmanden om et hus, han så i England i tidernes morgen som tømrer, det var lavet af genbrugssten.


Ude i haven er æbletræerne plukket; det, der de øvrige år genererede flere indlæg, er blevet forbigået i stilhed på bloggen. Det skulle overstås i en fart, og nu er der dejlige æbler i kasser i laden, og resterne blev konverteret til æblemost.


”Fugletræet” er skåret ned, vi tror ikke, det skyder fra stammen, men det får chancen. Jeg håber fuglene finder et andet træ, og når engang jeg bliver lukket ud herfra, skal jeg have fundet fuglehuset, så vi kan begynde at fodre.


Nu vil jeg trodse forbuddet og gå ud i verdenen.

IGEN IGEN

Nu gjorde jeg det igen!

Hos flere med blogspot skal man skrive et ord, så man forhåbentlig kan sortere spam fra seriøse kommentarer (ja det sidste ved jeg ikke, om jeg altid kan leve op til, det kan da godt være, at der er bloggere, der synes, jeg spammer dem ;-)

Det skal man også hos mig, men den sidste nye udgave fungerer på en anden måde end hos mig. Der skriver man kommentaren, trykker udgiv, og så kommer bloggen frem igen, og nederst nede er der nu en rubrik til at skrive antispamordet.

Jeg har tit ikke blogindlæggene oppe i fuld skærm, det betyder, når jeg trykker udgiv, så viser mit billede kun det øverste af vedkommendes blog, og GÆT! jeg trykker mig væk fra indlægget, for jeg har jo kommenteret og behøver ikke at se det igen. Næste gang jeg er inde hos pågældende, kan jeg ikke forstå, at min kommentar ikke er der, faktisk overvejede jeg, om folk slettede mine kommentarer :-)

Nu ved jeg bedre, men jeg glemmer det stadig :-)

SØNDAGSTANKER

Så sidder jeg her midt iblandt barndommens og ungdommens minder.

Huset har ikke forandret sig meget, siden vi flyttede ind for knap 39 år siden. Som jeg husker det, fejrede vi min 14 års fødselsdag i nybyggerhuset midt ude på marken; min konfirmation blev den første familiefest i huset.Overfor lå den nye fællesskole, hvor jeg startede i 7. klasse og hvor min far fik titel af skoleinspektør, før det var han førstelærer på den mindre skole. Nu skulle han have tre skoler med elever og lærere til at fungere som et hele, og efter hvad de gamle lærere siger, så gjorde han det godt.

Vores hus fik nu ikke lov til at være alene herude i udkanten af landsbyen, snart fulgte andre huse trop, og i dag hænger landsbyen sammen igen.

Min far er ikke den, han var en gang, sygdommen har sat sine spor, men slet ikke i den grad, som vi havde frygtet, da min mor døde. Han er stadig den varme og omsorgsfulde far, han kan også stadig være den stædige og påståelige far (man siger jeg ligner ham ;-), og jeg nyder disse timer hernede. jeg kan godt ind imellem tænke, åh nej hvordan skal jeg nå det, men når jeg er her, falder roen over mig, så er jeg her.

Der var gamle gulerødder i køleskabet, nu er de blevet til fyld i bolledejen, der står og hæver. Min far sover, og vi er inviteret ned til æbleskiver hos min gamle regnelærer fra de små klasser, frk. R, på 88 år. Jeg glæder mig til en hyggelig eftermiddag.

PÅ MIN PIND

Da dagslyset er bestemmende for, hvad landmanden kan lave herhjemme, sov vi længere i dag. Madpakker og te blev puttet i kurven, vi var klar til at tage af sted, men en træthed faldt tungt over os, så en formiddagslur blev indlagt til landmanden, og jeg gik i gang med en bog.

Nu er vi i gang, mapper med bilag er fundet frem, teen er hældt op, 70er vesten er taget med ned på kontoret, hvis jeg nu skulle fryse.

Jeg kan høre landmanden rumstere i de andre rum, der skal sættes de resterende fodlister på de nye vægge.

Mellem mig og resten af huset er et hul, bryggerset; det er vi slet ikke gået i gang med. Landmanden er tidligere tømrer, og han kender sine håndværkere på travet, så han styrer hele slagets gang og gør det godt.


I næste uge går smeden og landmanden i gang med at sørge for gulvvarme, og så taper vi dørene til, så mureren kan svine for sig selv i bryggerset. Af samme grund skal kontoret heller ikke gøres færdig, for alle møblerne herfra skal flyttes ud i bryggerset, når der skal males færdig herinde.

Mine indlæg er ret indsnævrede, de handler om bolig og arbejde, jeg lover, at jeg nok skal løfte mit hoved på et tidspunkt og se længere ud i horisonten ;-)

VI ER SNART FÆRDIG

fortæller landmanden mig!MMMH siger jeg bare.

Korrekt, tømrerne er færdig, maleren har gjort et godt stykke arbejde i køkken og stue.

Men når han er færdig, kommer hele puslespillet, for der skal flyttes rundt med møbler, kasser og andet, der fylder, så vi kan male resten af rummene færdig. Alt skal vaskes af, men det kender I jo alt til. Jeg tror bare, at landmanden tror, at det tager lige et par timer, og så er det gjort.

Vi får se, hvem der får ret. Foreløbig laver jeg noget helt andet, nemlig regnskab,og vi hygger os med små pauser med te. Jeg glæder mig dog til at krybe under tæppet i aften foran fjernsyn og brændeovn. Godt nok er der kommet varme på, og huset er helt klart blevet tættere, men det tager tid at varme kolde rum op.


Og så skal jeg vænne mig til et hvidt køkken igen ;-)

MORGENGRYSNYDNING

Uret ringede kl.6, jeg bryggede te og smurte madpakke til landmanden. Jeg skal også hjem til gården i dag, men at sidde midt i rod og støv og lave regnskab skal nok gå, jeg orkede blot ikke at starte, inden lyset udenfor var brudt igennem.


Så jeg har gang i vaskemaskinen, har nydt at læse blogs og drikke te og en lille gåtur med Laika er det også blevet til.


Nu er det nok så lyst, som det kan blive i dag, så jeg vil smøre en madpakke og drage hjem.


Ha en god dag, pas på dig selv, send et smil til de folk, du møder på din vej, så er vi godt i gang med at gøre dagen til en god dag.

ARBEJDSTANKER

”Hvis vi ingen patienter havde i en måned, ville vi såmænd have arbejde nok alligevel!”

Der snakkes så meget om kerneydelserne i et job, og ingen tvivl om, at det er den direkte patientpleje, der er mit fags kerneydelse.

Der er heller ingen tvivl om, at du og jeg vil have den bedste pleje, dvs. vi vil have en pleje, som vi ved dur, vi vil have et velkvalificeret og engageret personale, som ved, hvad de har med at gøre og som brænder for det, de arbejder med. Men sådan noget kommer ikke af sig selv.

Der skal hele tiden holdes øje med, om der er kommet ny viden, der skal hele tiden undervises og de afvigelser fra reglen, der uværgeligt dukker op, når man arbejder med mennesker, skal der også kigges på.

Så ja, der er tusinde af ting, vi gerne vil blive klogere på. Min kasse på arbejde bugner med små noter fra mine kolleger om ting, de synes, vi skal kigge på. Min lille bog bugner med emner, vi gerne vil gå i dybden med. Døgnet, ugen, måneden, året har dog kun de timer, de har, og vi bliver også pålagt andre ting, vi skal beskæftige os med, eks reaktioner på patienttilfredshedsundersøgelser eller et kostprojekt eller…….

Af vore egne projekter er jeg nu ved at ændre den instruks, vi har om sondeanlæggelse og kontrol af, om den ligger rigtigt. Vi er startet trombolysebehandling op i efteråret og har haft undervisning i dette. Vi har haft undervisning i mundpleje i efteråret og ændret vore procedurer om dette. Nu har vi undervisning om spiseproblemer, her dukker der nye ting op, som vi skal have indarbejdet i vores hverdag. Det hele kræver tid, vi kender alle til, at for at noget skal blive rutine, kræver det fokus og udholdenhed, det er så nemt at ryge tilbage til gamle vaner, og man kan ikke ændre alt på en gang.

I dag fremlagde jeg mit forslag om kontakt til pårørende efter dødsfald. Vi var alle enige om, at det skal sættes i gang, vi var også alle enige om, at det venter vi med til næste sensommer. Det må ikke strande på, at vi kører træt i nye tiltag, vi diskuterer,prioriterer og så var det, at førstnævnte udtalelse faldt.

Sådan er virkeligheden ikke;-) Vores patienter har første prioritet og så må udvikling, videreuddannelse og oplæring af nyt personale/studerende/elever foregå, når vi har tid, eller nogen render lidt stærkere, mens andre får undervisning. I dag var der meget roligt på afdeling, og det gav tid til snak på kontoret og fordybelse ved computeren for mine kolleger.

Nu har jeg fri i 4 dage, men som jeg sagde til mine kolleger, det kan man så også se på min lønseddel ;-) Jeg nyder at arbejde 30 timer, og der er jo også lige et husprojekt og en standhaftig forkølelse, der skal arbejdes med.

MØRKETID

Vi er nu i den tid, hvor det er mørkt, når man tager på arbejde og det mørkner, når man tager hjem. Inde på afdelingen er der dejligt lyst, men vi registrerer ikke dagslyset udenfor; desto mere skønner jeg på fridagene.


Fødegangen er altid oplyst, når jeg møder om morgenen, og nogle gange er jeg slet ikke i tvivl om, at et lille nyt mirakel er på vej, lydene når langt ud på parkeringspladsen. Så glider tankerne tilbage til den gang, jeg lå der, og videre til mine to voksne børn med en kærlig hilsen fra mor.


Dagene stryger af sted lige nu, men alt er godt.

POSITIV

Egentlig har jeg gået med følelsen af at være hypokonder, haft lidt dårlig samvittighed, men ret beset betaler jeg jo for behandling og vejledning, men i mindre grad når det er lægehenvist.

Min ryg har det sidste trekvarte år gjort opmærksom på sig selv, og hvor jeg før aldrig mærkede til ryggen på arbejde, blev det nu hver dag, jeg lige fik en snert af smerter, andre dage varede det ved, indtil jeg kom hjem og fik gået en tur. Og den nye stilling med halvt administrative opgaver gjorde det ikke bedre. Ryggen synes ikke, det er sjovt at sidde foran en computer hele dagen.

Det har aldrig været så voldsomt, at jeg måtte tage smertestillende for det, endsige sygemelde mig; det er der til gengæld flere af mine kolleger, der har måttet.

Jeg tænkte forebyggende tiltag, men hos lægen følte jeg mig lidt snylteragtig, men overbeviste mig selv om, at det var bedre at gøre noget nu, end når skaden er sket.

Det har mit møde med den lokale fysioterapeut ikke ændret på. Hun var så dejlig og positiv en person, forstod at tage udgangspunkt i min viden og alligevel få fortalt på almindelig dansk sammen med vores fælles fagsprog, hvorfor jeg fik ondt, og hvad jeg kunne gøre.

Og så roste hun mig! Jeg var helt høj, da jeg gik derud fra, Du har en god fornemmelse for din krop, du har godt fat i dine indre mavemuskler (man synger jo!), du skal bare lære at bruge din fornemmelse og din krop på en anden måde, så nu står der øvelser på programmet til næste gang vi ses. Det her vil jeg lykkes med!

HUSMANDSKOST

Fisker havde for nyligt et indlæg om vi danskeres evne til hele tiden at prøve det nye udenlandske mad. Vi zapper rundt og rundt og glemmer helt det danske køkken.

Lige som med mode er jeg altid en halv/hel omgang bagefter, så når jeg prøver sushi, er andre videre til indisk køkken eller noget helt andet, jeg slet ikke har opdaget endnu.

Men mine børn er vokset op med danske retter, de ved, hvordan frikadeller, medisterpølse, stegt flæsk og flæskesteg smager. Frugtgrød og budding er ikke fremmede eksotiske retter. Risengrød, klatkager, pandekager og æbleskiver var favoritter, da jeg var barn, og det har de også været for mine børn, undtagen i den periode hvor de fik risengrød hver tirsdag, fordi det var nemt og deres mor elskede /elsker risengrød.

Brasede kartofler og kartoffelmos har sammen med mange nye varianter af kartoflen som tilbehør været en naturlig del af aftensmaden.

Hyldebærsuppe med tvebakker ved de, hvordan smager, men de har ikke prøvet sagovælling eller varm mælk med tvebakker og kanelsukker.

Stuvet hvidkål med kanelsukker og vendsysselsk grønlangkål er en del af vores decembertraditioner. Hjemmebagte fastelavnsboller i februar og brunsvigerkagemand sammen med lagkage til fødselsdage var et must.

Og i dag ved frostvarerne lod jeg blikket løbe hen over indisk karrysuppe, mexicansk græskarsuppe og ungarsk gullaschsuppe, men valgte oksekødssuppe og mel/kødboller til at varme min forkølede hals ;-)

Lige for tiden er det meget halvfabrikata og fast food der bliver serveret, da jeg er for træt, når vi når til aftensmaden. Dog er det helt sikkert, at den hjemmelavede sylte og rullepølse sammen med pebernødderne står først på programmet, når huset står klar i sit nye udseende til december (jeg tror fuldt og fast på landmanden, når han siger, vi er færdig da ;-)

Har du nogle favoritter i mad fra det danske køkken?

SLOW SLOW QUICK

Søndagen er som en dans, en slow foxtrot. Jeg nyder at tage den med ro, og så ind imellem få energi til at få ryddet lidt op.

Lørdagen blev tilbragt i gode venners lag med masser af fantastisk mad og vine; jeg har aldrig spist på en restaurant, der er tildelt michelinstjerner, men de to venners sammensætning af mad og vin ville i madverdenen udløse en stjerne eller to.


En god lang tur om eftermiddagen til at skærpe appetitten og så gik det ellers løs. Desserten fik vi omkring ved 1 tiden, så også her var der tale om slow begrebet. Hver ret blev ledsaget med ord om tilberedelsen og vinens historie; 7 retter fik vi og lige så mange forskellige vine.

Jeg er ikke vant til vin og spiritus til hverdag, ej heller hver weekend endsige hver måned, så belært af erfaring drak jeg meget vand og nippede til de enkelte vine. Det nyder jeg godt af i dag ;-)

Vi startede med små canapeer, hedder det vist, lækre pateer fra Alsace på hjemmebagt grovknækbrød; knækbrøden fik lov til at ledsage næste ret, en gedeost rørt op med lidt af hvert og sprudlende mousserende vin til.


Fisken i menuen var ovnstegt torsk på en bund af ærtepure, en god hvidvin fra Frankrig supplerede den godt.

Vores opgave var at købe lammekrone, den blev helstegt og serveret med jordskokkepure, tomatchutney og små hjemmesyltede rødbeder. Herefter fik vi to retter, hvor hovedkomponenten var dåhjortebøffer, vi så billeder af dåhjorten og jægeren, en af gæsterne; hjorten havde levet et godt liv i den vilde natur, fin og flot var den, og vi nød kødets saft og kraft. Tilbehøret til den ene ret var bl.a langtidsbagt selleri, til den anden ret var det foie gras (det eneste jeg så ikke er så vild med). Til begge retter var der en sovs, ja det hedder det ikke, for det var kogt ned til en glace, så kraftig og smagsfyldt, så mit mundvand stadig kan smage det i dag.

Hver af de tre retter fik sin egen rødvin, hver med deres smag, vine, som ejeren havde købt rundt omkring i verdenen, og derfor havde en historie til hver enkelt.

Højdepunktet blandt vinene var, da vi som et selvstændigt punkt fik lov til at smage ejerens sidste Mouton Rothschild fra 83, jeg tør slet ikke tænke på, hvad den koster i dag, men han havde købt partiet som ung studerende i byernes by. Selv jeg, som ikke er god udi vinsmagning, kunne smage, at det her var noget ganske særligt.


Desserten blev Crêpes Suzette med hjemmelavet vanilleis, en lækkerbisken; og hvordan mændene kunne spise to gange af desserten, kunne jeg slet ikke fatte, jeg som ellers har ry for at kunne spise dessert en masse.

Jeg skal vist ud og gå i dag ;-)