SLOW SLOW QUICK

Søndagen er som en dans, en slow foxtrot. Jeg nyder at tage den med ro, og så ind imellem få energi til at få ryddet lidt op.

Lørdagen blev tilbragt i gode venners lag med masser af fantastisk mad og vine; jeg har aldrig spist på en restaurant, der er tildelt michelinstjerner, men de to venners sammensætning af mad og vin ville i madverdenen udløse en stjerne eller to.


En god lang tur om eftermiddagen til at skærpe appetitten og så gik det ellers løs. Desserten fik vi omkring ved 1 tiden, så også her var der tale om slow begrebet. Hver ret blev ledsaget med ord om tilberedelsen og vinens historie; 7 retter fik vi og lige så mange forskellige vine.

Jeg er ikke vant til vin og spiritus til hverdag, ej heller hver weekend endsige hver måned, så belært af erfaring drak jeg meget vand og nippede til de enkelte vine. Det nyder jeg godt af i dag ;-)

Vi startede med små canapeer, hedder det vist, lækre pateer fra Alsace på hjemmebagt grovknækbrød; knækbrøden fik lov til at ledsage næste ret, en gedeost rørt op med lidt af hvert og sprudlende mousserende vin til.


Fisken i menuen var ovnstegt torsk på en bund af ærtepure, en god hvidvin fra Frankrig supplerede den godt.

Vores opgave var at købe lammekrone, den blev helstegt og serveret med jordskokkepure, tomatchutney og små hjemmesyltede rødbeder. Herefter fik vi to retter, hvor hovedkomponenten var dåhjortebøffer, vi så billeder af dåhjorten og jægeren, en af gæsterne; hjorten havde levet et godt liv i den vilde natur, fin og flot var den, og vi nød kødets saft og kraft. Tilbehøret til den ene ret var bl.a langtidsbagt selleri, til den anden ret var det foie gras (det eneste jeg så ikke er så vild med). Til begge retter var der en sovs, ja det hedder det ikke, for det var kogt ned til en glace, så kraftig og smagsfyldt, så mit mundvand stadig kan smage det i dag.

Hver af de tre retter fik sin egen rødvin, hver med deres smag, vine, som ejeren havde købt rundt omkring i verdenen, og derfor havde en historie til hver enkelt.

Højdepunktet blandt vinene var, da vi som et selvstændigt punkt fik lov til at smage ejerens sidste Mouton Rothschild fra 83, jeg tør slet ikke tænke på, hvad den koster i dag, men han havde købt partiet som ung studerende i byernes by. Selv jeg, som ikke er god udi vinsmagning, kunne smage, at det her var noget ganske særligt.


Desserten blev Crêpes Suzette med hjemmelavet vanilleis, en lækkerbisken; og hvordan mændene kunne spise to gange af desserten, kunne jeg slet ikke fatte, jeg som ellers har ry for at kunne spise dessert en masse.

Jeg skal vist ud og gå i dag ;-)