På tur i havkajak - Ryå

 Så kom dagen, hvor vejret og vores tid spillede sammen. Vi var klar over, at vi snart skulle ud med havkajakken, for jeg var så småt begyndt med, om jeg nu kunne finde ud af at komme i og ud af kajakken. Vi fik løftet havkajakkerne op på taget af landmandens bil. Bagefter blev al bagagen pakket ind i bilen, inklusiv to små trappestiger. Der findes avanceret udstyr, så man kan hæve kajakkerne op på taget, men det fungerede fint med trappestigerne. Vi har endnu begge to gode armkræfter.

Solen skinnede herligt lørdag, der var mange mennesker ved Aabybro Mejeri. Mejeriet er selvstændigt ejet, mejeristen bor lige bag mejeriet og laver den lækreste is. Ægteparret har de senere år etableret borde, bænke og pavillon ved Ryå, som ligger lige ved siden af mejeriet. De har lavet anløbsbro til kanoer og kajakker, så vi mødte en del, som roede hen til mejeriet for at købe en is og nyde den på bredden ved Ryå.

Vi startede ved mejeriet og satte kurs mod Birkelse, hvor vi havde fået at vide, at der også var en anløbsbro. 

Det var en smuk tur, og vi mødte flere i kajak, på SUPboard og i kano. Vandet var rolig, solen skinnede og der var en stilhed og ro, der gjorde godt.

Vi kom forbi Birkelse Hovedgaard, som tager sig smukt ud fra vandsiden.

Vi sørgede indimellem for at ro ind under træernes skygge og nyde omgivelserne.

Efter en time nåede vi Birkelse, hvor vi gik i land. Smukt så det ikke ud, da jeg skulle ud af kajakken, men ud kom jeg. Jeg vil gerne kunne komme ud af den, uden at landmanden holder ved kajakken. Men der er vi ikke endnu. Vi nød en danskvand, lidt frugt og en kop te i solen. Der var en smuk shelterplads i tilknytning til anløbsbroen. To mødre med hver deres dreng skulle sove i shelters og kom med oppakning henne fra parkeringspladsen. Hvert shelter havde sin egen lille bålplads med rist. Det så hyggeligt ud.

Så drog vi tilbage, hjemturen gik hurtigere, selv om vi roede mod strømmen. Vi var enige om, at teknikken var blevet bedre undervejs og at vi snart skulle ud igen. Vi vil dog også gerne finde en klub at ro i, så vi kan få gode tips og råd til at bedre vores teknikker.

Tilbage ved mejeriet klædte vi om, det var varmt at have våddragterne på. Og så var vi klar til at nyde en is ved bredden af Ryå. en perfekt første gang alene på vandet, ikke for lang men lang nok til at vi fik øvet roning. Søndag bød nemlig på en anden tur, som ville vare hele dagen. Mere om det i næste indlæg.

Hip Hip Hurrah

 Dagen startede med, at vi optog en lille film med fødselsdagssang. Vi fik startet i hver sin toneart, så vi måtte starte forfra, men sådan kunne det også være, når vi sang fødselsdagssang for børnene herhjemme.

Vi har begge haft en travl dag, så det var måden, at vi kunne følge traditionen med morgensang, også selv om fødselsdagsbarnet er i Trondheim.

Vores dejlige søn fylder år i dag, og vi har fået lov til at være forældre til ham i 34 år. Nu skal han snart være far selv, og vi glæder os til at følge ham i denne nye rolle. Vi er slet ikke i tvivl om, at det vil han være perfekt til. Sammen med vores svigerdatter vil de to blive de bedste forældre til vores kommende barnebarn.

Videoen blev sendt via Messenger i vores fælles familietråd. På den måde kunne storesøster til fødselsdagsbarnet også bringe sine hilsner den vej. Senere hejste landmanden flaget og et billede med sol og blå himmel og smældende flag kom af sted til Trondheim. Vi kunne så se på det næste billede at solen også skinnede i Trondheim og senere at den også skinnede hos datteren. Det er nu hyggeligt med sådan en måde at være sammen på.

sådan så haven ud på gården, da sønnen fejrede 25 års fødselsdag hjemme.

Nu er jeg landet hjemme på gården igen efter en smuk køretur til Nykøbing Mors, undervisning, og samme tur hjem igen. Flaget gør gården smukkere og jeg venter til solnedgang med at tage det ned.

Hjertelig tillykke min dejlige søn, du ønskes alt godt.

Blogger nægter at give billeder adgang, og et blogindlæg er bare ikke et ordentligt indlæg uden billeder. Så nu har jeg snuppet fra andre blogindlæg om min søns fødselsdag, men det tror jeg slet ikke, du havde opdaget, hvis ikke jeg havde skrevet det :-)

Søn, du kom ind i mit liv, og lærte mig at smile igen.

Du viste mig, hvordan man slapper af og har det morsomt.

Sammen tog vi ture til Månen og erobrede bjergkæder i haven.

Livet var aldrig et sådant eventyr, inden du kom.

Stuart Macfarlan, fra bogen : En lille bog til min søn

Hver dag en ny dag og så alligevel ikke

 Det er med dage lige nu, lidt som når man taler om mennesket. Vi er hver især unikke og alligevel så har vi fællespræg, der også gør os generelle. Som de tit siger i Kender du typen; jeg troede jeg var unik, men så viser det sig, at jeg er en type.

Dagene kan nemt flyde ud i hinanden og være svære at skelne fra hinanden. Hvad lavede jeg egentlig mandag eller tirsdag? Jeg arbejder, det gør min mand også, og vores arbejde kan byde på mange forskellige ting, også noget, vi ikke havde forventet fra morgenstunden. Vi kan tro, at vi har en plan både for landbruget og sygeplejen, og så sker der noget, som gør dagen anderledes. Men i slutningen af ugen har vi alligevel svært ved at skelne dagene fra hinanden.

Mandag havde jeg fri, dagen gik med plasmadonation og fysioterapi samt det forefaldende arbejde kontor og husmormæssigt. Alt imens jeg plejede mine ømme muskler fra weekendens strabadser.

Tirsdag var arbejdsdag og bagefter dynamisk bevægelsestræning. Det er godt for mine ømme fødder, ja for hele min krop. Vi kommer igennem alle led og musklerne omkring dem.

Onsdag havde jeg hjemmearbejdsdag. Onsdag var også dagen, hvor datteren kiggede forbi. Det var lang tid siden, vi havde snakket sammen, så det var skønt med en pause fra arbejdet, hvor vi spiste frokost sammen.

Torsdag hed min arbejdsdag egentlig 11-19, fordi jeg skulle til Nykøbing Mors for at undervise patienter, men jeg havde møde allerede klokken otte på Teams og bagefter en tid hos lægen.  Resten af dagen bestod mest af arbejde og skønne køreture gennem det danske land til Mors og hjem igen. En undervisningssession, som absolut ikke gik som den skulle, men som endte godt efter omstændighederne.

Fredag var arbejdsdag på sygehuset. Igen strøg min dag af sted med møder, samtaler og mest af alt redigering af et videoindlæg med en patient om vores opfølgningsforløb. I bagklogskabens lys skulle jeg selv have deltaget i optagelserne, nu sad jeg her bagefter og skulle ud fra 24 minutters optagelse reducere det ned til 3-4 minutter. Jeg blev ikke færdig fredag, for jeg havde brug for at lægge det fra mig og så se på det med friske øjne på et senere tidspunkt.

to hunde står stand

Det blev så lørdag formiddag, da landmanden kørte ud i marken, at jeg fik lagt sidst hånd på mit forslag til klipning af indslaget. Da landmanden havde sat traktoren i maskinhuset, ville vi gå en tur. Vi kom forbi nogle af vores økologiske kartoffelmarker (åh ja sådan nogen har vi også nu - landmanden så det som en udfordring om det kunne lade sig gøre - så en del af gårdens jord er omlagt til økologi), og der var begyndende tegn på ukrudt ved kammene. Så måtte jeg gå turen alene, han satte sig op i traktoren og fik hyppet kartoffelmarken.

søen på gården

Søndag blev det til en dejlig gåtur i Blokhus Klitplantage og efterfølgende en kop te i bilen på stranden. Der blæste en strid vind, så langt de fleste mennesker foretrak at sidde i bilerne og se ud over vandet. Datteren kom hjem til aftensmad, så vi fik handlet ind på vejen hjem. Vi fik også snakket med søn og svigerdatter over Messenger. De havde strålende vejr i Leksvik, hvor de fejrede pinsen sammen med min svigerdatters forældre.

vi gik den blå rute

Og så dummede jeg mig. Indkøbsnettene lå midt på gulvet, mens jeg tømte dem. Inden jeg nåede at komme i gang, hamrede jeg min lilletå ind i et glas i nettet. Jeg svøbte en vaskeklud om tåen og arbejdede videre, tog en lille pause med foden oppe, hvorefter jeg gik i gang med at lave vildtpie. Efter aftensmaden måtte jeg kapitulere, jeg havde så ondt i foden. Jeg lagde mig med foden hævet og med koldt omslag, mens datteren og landmanden ryddede op efter aftensmaden.

Resten af aftenen blev tilbragt i den position. Vi hyggede os dog med kage og is. Heldigvis sørgede en god øl til aftensmaden og nogle smertestillende piller for at jeg sov rigtig godt, da jeg kom i seng. 

her står jeg mutters alene og nyder Vesterhavet

men så vender jeg mig om og ser at alle andre også har fået den ide ;-)

I dag kan jeg gå rundt, men med pauser i sofaen og med fast smertestillende. Min datter og jeg gik i gang med at sætte billeder i fotomapper, det er vi så stoppet med, fordi jeg havde overset en hel del billeder, som skulle have været forrest i mappen. Så nu må jeg starte forfra med at sætte dem i den rigtige rækkefølge. Det kan passende blive et stykke aftensarbejde i løbet af ugen. 

minder: lyseservietten er syet af min mormor og er et arvestykke fra mine forældres hjem, vasen er hjemme fra mine forældre, og koppen har jeg fået af en veninde til mit 25 års jubilæum som ansat i Region Nordjylland.

Og ja, det er rigtige papirbilleder, vi er helt tilbage til 1989! Årene 86 - 87 er i mapper, 90 - 92 er i tre små mapper. Turen til Skotland i 96 er også i mappe. Billeder fra konfirmationerne er også i mapper, og det er så det. Resten af mine børns liv på billeder ligger i skotøjsæsker og da jeg gik digitalt, mistede jeg totalt overblikket. Der er de heller ikke i mapper og ligger på forskellige computere og harddiske.  Al begyndelse er svær, så nu starter jeg stille og langsomt. Et skridt ad gangen.

Således nåede jeg omkring en hel uge på et indlæg. Håber du har haft en god pinse. 

strabadserende, isnende, grænseoverskridende, tænderklaprende og SJOVT

 Jeg er helt brugt og er glad for, at jeg har en fridag i dag. Min fysioterapeut kiggede på mine arme og grinte, jeg lignede en, der havde fået bank, mine ben ser ligesådan ud. Og mine skuldermuskler var i ømme og trængte til god massage. Jeg går lidt akavet, fordi højre lyskes muskler insisterer på at gøre opmærksom på, at de eksisterer.

MEN jeg har bestået Havkajakkursus 1 og har mod på at prøve min havkajak sammen med landmanden. Jeg er glad for, at vi valgte at tage et kursus først. Faktisk betegnede vores instruktør det som selvmordsmission ikke at tage et kursus, før man sætter sig ud i en havkajak.

Lørdag mødte vi op sammen med seks andre mennesker, det blæste og regnede og da hele dagen foregik udendørs og det meste af tiden på og i vandet, blev det en tænderklaprende affære. Vi havde taget for lidt tøj på, og vi glemte at få noget at spise og drikke udover frokosten, så da dagens syv timer var omme, var vi så gennemkolde og tæt på dehydrering, at jeg næsten ikke kunne få våddragten af og komme i tørt tøj. Heldigvis havde vi både sodavand, bananer og boller i bilen, så vi proppede os med mad for at få energiniveauet til at stige.

Vi sejlede i havkajakkerne i det store bassin i friluftsbadet. Her kunne vi boltre os i trygge omgivelser, men der var alligevel lidt strøm og masser af vind, så vi blev udfordret. Vi skulle prøve at redde os selv op fra vandet, og det måtte jeg opgive. Jeg var så afkræftet at jeg ikke kunne hive mig op ovenpå kajakken, så instruktøren måtte lave en makkeredning, så jeg kom i kajakken igen.

billede taget af min svoger og svigerinde, der kiggede forbi.

Søndag var vi beredt, vi havde uldne skiundertrøjer under vores våddragt og en halsedisse om halsen inde under vindjakken. Søndag skulle vi på fjorden, så vi skulle have alt pakket ned i poser og stuvet korrekt i lugerne på kajakkerne. Vi havde mad, te og sodavand med, vi skulle ikke begå samme fejl igen.

Først roede vi ind i den ene lystbådehavn, hvor vi lærte forskellige roteknikker. Og jeg blev udsat for et "bagholdsangreb". Instruktøren kaldte på mig, du skal hjælpe mig, jeg bliver svimmel og skidt tilpas, hvad  gør du nu? Bare det at få min kajak roet hen på siden af hans kajak voldte mig problemer ( helt klart noget jeg vil øve mig i), men da han så ville lægge sig henover min kajak, prøvede jeg at forhindre ham. Det var så forkert. Han sagde, at det nærmest var umuligt at kæntre på den måde. Bagefter kom jeg i tanke om, at min reaktion nok skyldtes, dengang jeg tog livredderprøven for mange år siden i gymnasiet. Her skulle vi forhindre, at den nødstedte tog fat i os, for så gik vi begge ned. Men vi fik sat ord på, at mobilen ikke skulle ligge i en luge, men sat fast på svømmevesten og i vandtæt pose. Vi lærte, at hvis fingrene er våde, kan man ikke taste 112 på en smartphone. Af denne grund havde instruktøren en nokia med gammeldags tastatur til brug på havet. Nyt for mig var også, at hvis man trykker fem gange på slukknappen på en smartphone, så ringer den alarmcentralen op.

Nu roede vi længere ind mod Aalborg, vi kom tæt på kulturbroen. Havde vi været på en tur alene, havde I fået mange flere billeder, nu var vi fokuseret på at vi skulle holde øje med, når motorbåde kom og få vendt snuden mod efterbølgerne, for ellers kunne man godt blive vippet omkuld. 

Så var tiden kommet til at krydse sejlrenden to og to med kurs mod Lindholm Strandpark. Det var lidt nervepirrende, for hvad nu hvis der kom en hurtig båd. Det gjorde der ikke og vi kom i land og kom ud af havkajakkerne uden at vælte. Det er faktisk ikke så let. Her fik vi lidt at spise og drikke, og så blev kursen sat mod Egholm, vi roede langs kysten indtil vi igen skulle krydse sejlrenden.

Jeg kunne godt mærke i mine arme, at det var noget andet at ro her ude på fjorden end i bassinet. Men vi kom til Egholm, hvor vi egentlig skulle spise vores medbragte frokost. Men instruktøren kiggede op og sagde, at skyerne så lidt truende ud, og før regn kommer der ofte en del blæst, så han ville gerne have os over på landsiden, så vi ikke pludselig kunne komme fra Egholm. 

Over på den anden side gik vi i land ved den anden lystbådehavn, Marinaen. Efter frokost tog vi tørtræning af egenredning. Det vil sige, at vi tog en kajak op på græsset og så prøvede vi alle teknikken i at redde sig selv.

Nede i vandet roede vi rundt i havnebassinerne og trænede først flere forskellige roteknikker, før vi til sidst skulle bestå prøven: at redde sig selv og at redde en makker. Jeg kastede mig selv i vandet og kæmpede en brav kamp med at få mine fingre til at holde fast på både en pagaj og kanten af cockpittet. Jeg har slidgigt i mine led ved tommelfingrene og pegefingrene, det gjorde, at jeg ikke kunne holde ved. Til sidst fandt instruktøren på et trick med, at jeg kunne sætte pagajen fast under et elastik på kajakken. Det næste var at jeg skulle hive mig op i armene, så jeg lå ovenpå kajakken. Det voldte mig meget besvær og jeg prøvede alle de tips, som instruktøren gav. Til sidst kom jeg op. Nu skulle jeg så have benene ned i cockpittet uden at miste balancen, derefter skulle jeg vende mig rundt, så jeg sad i cockpittet. Bedst som jeg lige var kommet ned at sidde og var mægtig stolt, glemte jeg at beholde vægten over på den ene ende af pagajen med det resultat at jeg væltede ud af kajakken igen. På den igen, instruktøren ville have mig op i kajakken med en makkeredning, så jeg kunne sunde mig, men nu var jeg blevet stædig, så jeg kom også langt om længe op.

Så lavede landmanden og jeg en makkeredning på hinanden, så det var i vandet på skift for begges vedkommende. Herefter roede vi rundt, så vi kunne få varmen og så skulle vi lave redning af os selv igen uden hjælp fra andre. Denne gang havde jeg fundet en teknik, så jeg var hurtigt oppe i kajakken, uden at vælte, og alle klappede.

Kursen blev nu sat mod friluftsbadet, det var en hård og strabadserende tur. Der var meget strøm især efter færgelejet, så jeg kunne godt mærke, at jeg havde brugt alle mine kræfter. Da jeg fik mig hevet op på broen med hjælp fra landmanden og en anden, blev jeg voldsomt svimmel. Jeg havde det ikke dårligt, jeg var bare svimmel, så jeg blev støttet hen til en bænk, hvor en kom med cola og en anden blev sat til at holde øje med mig. Instruktøren var bekymret for mig, det var jeg ikke selv, for jeg ved, at når jeg presser mig selv eller bliver udtrættet eller stresset, så bliver jeg nemt svimmel. Jeg begyndte dog at fryse, så mine hænder rystede og mine tænder klaprede, så vi gik hen til toiletterne, som var opvarmet og her varmede jeg mig ved håndtørreren.

Nu var jeg frisk til selv at gå hen til bilen og få tørt tøj på samt en bolle og banan. Derefter var vi klar til alle at få vores bevis på, at vi havde klaret prøven.

 Det var en fed fornemmelse at køre hjem efter at være blevet presset ud, hvor jeg ikke troede, jeg ville kunne klare det og så vide, at det kunne jeg!

Den gode instruktør ringede i dag, han ville godt sikre sig, at jeg havde det godt. Det havde jeg og jeg har mod på at prøve vores havkajakker, for nu ved jeg, at jeg kan redde mig selv op af vandet. Så jeg er glad for, at instruktøren tog det meget alvorlig, at vi selv skulle klare det.

Men havkajakken må vente lidt, for vi skal først have de sidste kartofler i jorden. Men så er vi klar. Det bliver sjovt.

Turen går til - Fejborg bakke - en skøn og hård tur.

 Søndag eftermiddag besluttede vi os til at holde fast i traditionen med at køre ud, sofaen trak godt nok vældigt, men nu skulle det være. Der blev lovet regn igen til aften, måske med skybrud, så vi lavede te, smurte boller og fandt dåser med forfriskende danskvand med citrus til at tage med på turen.

Jeg havde på Facebook set en af min korvenner fortælle om en smuk tur på(ved/i?) Jyske Ås. Jeg fandt området og beskrivelsen af de fire områder, som var blevet fredet i 1970. Vi ville starte ved Fejborg Bakke og havde planer om at snuppe to ruter. Lad mig allerede nu afsløre, at det gjorde vi ikke, vi nøjedes med den gule rute på godt 4 km. Varmen, terrænets varierende højder og de smalle stier med megen mudder efter regnen gjorde, at de fire km føltes som meget mere. Men en anden dag skal vi helt klart gå endnu længere. Hvis man kombinerer alle fire ruter, kan man komme op på 16 km.

Vi startede med at gå op, stejlt op, så var kursen ligesom sat.

Ruten vekslede mellem frodige enge, moser, små vandløb, stillestående vand, smukke træer med de smukkeste grønne blade og mange andre ting at lade blikket hvile på.

Lyden af rislende vand stemmer mit sind til ro, hvorimod havets kraftige lyde godt kan skabe en uro i mig.

Træer fik lov at falde, hvor de stod. Vi kunne dog se, at faldt de over en gangsti, fik man fjernet den del af træet. Her var en, man endnu ikke havde opdaget.

Mange steder var der lavet gangbare stier af træ over de meste våde områder. Jeg var glad for, at vi havde taget vandrestøvlerne på, for jeg kan stadig huske, da jeg faldt lige på bagdelen i et tilsvarende vådt område i mine sportssko og slog min hånd. Det havde jeg ikke lyst til at opleve igen.

Naturen laver sine egne gærder. Prøv at se på dette træs rødder. Det ligner nærmest et stengærde.

Overalt var der noget at kigge på, om jeg så op, ned eller til siden. 

Hvad mon det her er for en plante/blomst? Og ja Ellen, jeg overvejer stadig den app, så jeg ikke behøver at spørge ;-) Men det er lidt hyggeligt at få jeres svar, det giver liv i kommentarsporet som i gamle dage.

På en eller anden måde er det måske lidt som en god og involverende samtale ved en hyggelig komsammen, som så bliver lukket ned, fordi en eller anden (kunne være mig) lige googler det, man diskuterer. 

Det sidste stykke af ruten gik på Hærvejen. Det kunne være fedt at gå Hærvejen fra Nord til Syd, måske det bliver til virkelighed en dag.

Rundt omkring på ruten var der masser af muligheder for at se ud over det omkransende land.

Vi var godt trætte, da vi kom tilbage til bilen. Vi gik i alt 4,7 km og 7781 skridt, hvor jeg herhjemme i går gik 5 km med 6730 skridt. Der var ikke mulighed for at tage lange faste skridt, man skulle hele tiden se sig for og holde fokus på underlaget. Men det en smuk, smuk tur, som jeg godt gad gå igen.

Det er Kristi Himmelfartsdag i dag, og som vanligt er det ikke en fridag her på gården. Regnen stoppede kartoffellægningen et par dage, så nu lægges der kartofler igen. Jeg har taget smør ud af køleskabet, for den gode bradepandekage med æbler og marcipan skal bages i dagens anledning.

Lad mig på denne dag slutte med et citat af Johannes Møllehave, en præst og et menneske, som kunne sætte diskussioner i gang. Jeg husker ham mest for, at han fik mig til at grine, når jeg læste hans prædikener og fik mig til at tro og håbe.

"Den, der forlanger et under for at ville tro, kommer aldrig over underets tvetydighed. Troen, derimod, ser hele livet som et eventyrligt solbeskinnet under. Er det ikke fantastisk, at du er i live? At du kan se, høre, tale? At der er mennesker, der holder ud med dig og holder dig ud, fordi de holder af dig? Hvad har Gud så gjort for dig? Alt har han gjort for mig! Givet mig livet og det daglige brød og mennesker at leve med og elske"

Kilde

Må du få en god dag med plads til smil og latter.

 

Som det nu går

 Dette var ugen, hvor vi kom i gang med at lægge kartofler. Tingene går som de skal, der er altid drillerier med maskinerne, når de kun bliver brugt på et tidspunkt om året, men sådan er det og det løser sig altid. 

Gåturene i løbet af ugen går også som de skal. Godt nok holdt vi pause de to første dage i ugen, både pga. landmanden kørte i marken om aftenen og fordi vores ben trængte til hvile. Især mine fødder og knæ driller mig. Jeg tror, det er rigtig godt at jeg er begyndt til dynamisk bevægelsestræning, selv om jeg også er mørbanket, når jeg kommer hjem.

Den tidlige rododendronbusk blomstrer og to af grenene berigede vores stue med sine smukke blomster. Resten af rododendronbuskene på terrassen og i hele den lange hæk langs græsplæne står klar med knopper og snart kan vi nyde synet af disse.

Arbejdet går som det skal, jeg har en del at lave, også på mine fridage, men de timer regner jeg med skal flekses, når Erna Solberg beslutter sig for at åbne Norge for kommende bedsteforældre :-)

Lørdag fik jeg et anfald af opryddelighed, det ligner mig ikke. Jeg er god til at rydde op, så det på overfladen ser pænt ud, men det der med at få trang til at rydde op i skabe og skuffer sker nærmest aldrig. I går skulle jeg have noget fra en kurv ovenpå køkkenskabet, og så tog rengøringsdamen fat. Nu er der gjort rent oven på samtlige skabe i køkkenet. Der er ryddet op i alle kogebøgerne, nogle er lagt i et skab og afventer om der i løbet af næste år efterspørges eller mangles opskrifter fra dem. Andre skal datteren se igennem, om der er opskrifter, hun vil prøve af. 

Endnu flere er røget i papircontaineren og kan nu forvandles til ny papirmasse og nye bøger. Hvilket får mig til at tænke på den sidste lydbog, jeg blev færdig med: Læseren i morgentoget af Jean-Paul Didierlaurent, hvor hovedpersonen netop arbejder på en fabrik, hvor bøger forvandles til papirmasse og han hader det. Han redder ark fra deres skæbne og så læser han dem højt i morgentoget på vej til arbejde for de andre rejsende. Og dette redder hans liv fra den grå kedsommelighed. Den fangede mig ikke i starten, men så fandt han en fil med dagbogsnotater og det ændrede hans liv og min lyst til at lytte videre. Jeg var vild med bogen og kan varmt anbefale den, hvis nogen ikke læste den, da den kom frem.

Og jeg er vild med mit ryddelige overskab i køkkenet. Jeg kom endda igennem mine mapper med håndskrevne og udprintede opskrifter og fik smidt masser af opskrifter ud, som jeg troede jeg ville prøve af. Nu ligger der en lille tynd mappe med opskrifter, som jeg vil prøve af. Og resten er sorteret og nem at finde.

Jeg fik også gjort rent i CD-holderne, for ja, jeg har stadig CDer og LPer i min stue, og der lyttes til dem. De er dg de rene støvsamler, så nu er de pæne og rene et stykke tid.

Lørdag sluttede af med en gåtur og en sen lang hyggesnak med søn og svigerdatter. Det var midnat, da jeg prøvede en af mine opskrifter på koldhævede boller. Natten til søndag blev så en af de efterhånden sjældne nætter, hvor jeg vågnede for at skulle på toilettet efter 2½ times søvn og så kom søvnen aldrig tilbage til mig. 

Nu har vi nydt mine boller, jeg synes, de er lidt klæge i det og ikke hæver særlig meget, men landmanden synes rigtig godt om dem, så måske får de chance mere, før jeg smider opskriften ud. Regnvejret og nattens vågenhed giver mig blot lyst til at slænge mig i sofaen og se film, men jeg tror vi skal holde fast i en gåtur. Vi får se, nu vil jeg skænke mig en kop te og strikke lidt videre på mit svøb. Om lidt er anden side færdig. Jeg vil gerne i gang med tredje side i dag, så ved jeg, at det er nemmere på arbejdsdage at gribe strikketøjet og lige strikke en mønsterbort eller to om aftenen.