Hver dag en ny dag og så alligevel ikke

 Det er med dage lige nu, lidt som når man taler om mennesket. Vi er hver især unikke og alligevel så har vi fællespræg, der også gør os generelle. Som de tit siger i Kender du typen; jeg troede jeg var unik, men så viser det sig, at jeg er en type.

Dagene kan nemt flyde ud i hinanden og være svære at skelne fra hinanden. Hvad lavede jeg egentlig mandag eller tirsdag? Jeg arbejder, det gør min mand også, og vores arbejde kan byde på mange forskellige ting, også noget, vi ikke havde forventet fra morgenstunden. Vi kan tro, at vi har en plan både for landbruget og sygeplejen, og så sker der noget, som gør dagen anderledes. Men i slutningen af ugen har vi alligevel svært ved at skelne dagene fra hinanden.

Mandag havde jeg fri, dagen gik med plasmadonation og fysioterapi samt det forefaldende arbejde kontor og husmormæssigt. Alt imens jeg plejede mine ømme muskler fra weekendens strabadser.

Tirsdag var arbejdsdag og bagefter dynamisk bevægelsestræning. Det er godt for mine ømme fødder, ja for hele min krop. Vi kommer igennem alle led og musklerne omkring dem.

Onsdag havde jeg hjemmearbejdsdag. Onsdag var også dagen, hvor datteren kiggede forbi. Det var lang tid siden, vi havde snakket sammen, så det var skønt med en pause fra arbejdet, hvor vi spiste frokost sammen.

Torsdag hed min arbejdsdag egentlig 11-19, fordi jeg skulle til Nykøbing Mors for at undervise patienter, men jeg havde møde allerede klokken otte på Teams og bagefter en tid hos lægen.  Resten af dagen bestod mest af arbejde og skønne køreture gennem det danske land til Mors og hjem igen. En undervisningssession, som absolut ikke gik som den skulle, men som endte godt efter omstændighederne.

Fredag var arbejdsdag på sygehuset. Igen strøg min dag af sted med møder, samtaler og mest af alt redigering af et videoindlæg med en patient om vores opfølgningsforløb. I bagklogskabens lys skulle jeg selv have deltaget i optagelserne, nu sad jeg her bagefter og skulle ud fra 24 minutters optagelse reducere det ned til 3-4 minutter. Jeg blev ikke færdig fredag, for jeg havde brug for at lægge det fra mig og så se på det med friske øjne på et senere tidspunkt.

to hunde står stand

Det blev så lørdag formiddag, da landmanden kørte ud i marken, at jeg fik lagt sidst hånd på mit forslag til klipning af indslaget. Da landmanden havde sat traktoren i maskinhuset, ville vi gå en tur. Vi kom forbi nogle af vores økologiske kartoffelmarker (åh ja sådan nogen har vi også nu - landmanden så det som en udfordring om det kunne lade sig gøre - så en del af gårdens jord er omlagt til økologi), og der var begyndende tegn på ukrudt ved kammene. Så måtte jeg gå turen alene, han satte sig op i traktoren og fik hyppet kartoffelmarken.

søen på gården

Søndag blev det til en dejlig gåtur i Blokhus Klitplantage og efterfølgende en kop te i bilen på stranden. Der blæste en strid vind, så langt de fleste mennesker foretrak at sidde i bilerne og se ud over vandet. Datteren kom hjem til aftensmad, så vi fik handlet ind på vejen hjem. Vi fik også snakket med søn og svigerdatter over Messenger. De havde strålende vejr i Leksvik, hvor de fejrede pinsen sammen med min svigerdatters forældre.

vi gik den blå rute

Og så dummede jeg mig. Indkøbsnettene lå midt på gulvet, mens jeg tømte dem. Inden jeg nåede at komme i gang, hamrede jeg min lilletå ind i et glas i nettet. Jeg svøbte en vaskeklud om tåen og arbejdede videre, tog en lille pause med foden oppe, hvorefter jeg gik i gang med at lave vildtpie. Efter aftensmaden måtte jeg kapitulere, jeg havde så ondt i foden. Jeg lagde mig med foden hævet og med koldt omslag, mens datteren og landmanden ryddede op efter aftensmaden.

Resten af aftenen blev tilbragt i den position. Vi hyggede os dog med kage og is. Heldigvis sørgede en god øl til aftensmaden og nogle smertestillende piller for at jeg sov rigtig godt, da jeg kom i seng. 

her står jeg mutters alene og nyder Vesterhavet

men så vender jeg mig om og ser at alle andre også har fået den ide ;-)

I dag kan jeg gå rundt, men med pauser i sofaen og med fast smertestillende. Min datter og jeg gik i gang med at sætte billeder i fotomapper, det er vi så stoppet med, fordi jeg havde overset en hel del billeder, som skulle have været forrest i mappen. Så nu må jeg starte forfra med at sætte dem i den rigtige rækkefølge. Det kan passende blive et stykke aftensarbejde i løbet af ugen. 

minder: lyseservietten er syet af min mormor og er et arvestykke fra mine forældres hjem, vasen er hjemme fra mine forældre, og koppen har jeg fået af en veninde til mit 25 års jubilæum som ansat i Region Nordjylland.

Og ja, det er rigtige papirbilleder, vi er helt tilbage til 1989! Årene 86 - 87 er i mapper, 90 - 92 er i tre små mapper. Turen til Skotland i 96 er også i mappe. Billeder fra konfirmationerne er også i mapper, og det er så det. Resten af mine børns liv på billeder ligger i skotøjsæsker og da jeg gik digitalt, mistede jeg totalt overblikket. Der er de heller ikke i mapper og ligger på forskellige computere og harddiske.  Al begyndelse er svær, så nu starter jeg stille og langsomt. Et skridt ad gangen.

Således nåede jeg omkring en hel uge på et indlæg. Håber du har haft en god pinse.