Landmanden sluttede før aften med at arbejde i går. Vi gik derfor vores vante gåtur før aftensmaden. Ellers har vi nydt de lyse aftner med solnedgangen som vores gåpartner. Det gav tid til at vi kørte en tur i naboområdet. Der blev kigget på marker, rådyr og et enkelt stop undervejs.
Vi kørte nemlig ud af det, der officielt hedder Ringvejen. Flot navn og dækker jo at man kører i en ring i udkanten af mosen. Vejen går dog kun på tværs mellem tre veje, så det kan ikke just kaldes en ring. De lokale har alle dage kaldt dette område Bangladesh. Markerne er små og det meste af spagnumlaget er væk, fordi det er skrabet af, så I kan købe sække med spagnumjord i den lokale planteskole/butik. Derfor var avlen tidligere heller ikke så god fra disse marker. Jeg skal ikke gøre mig klog på om de nutidige landmænd har fået avlen op. Der er anderledes grej og metoder i dag i forhold til, da min svigerfar var ung og min mand var barn i mosen.
Kommunerne omkring mosen har lavet små rastepladser med skilte om Vildmosen (og her taler vi om Store Vildmose og ikke Lille Vildmose syd for fjorden). Nogle af stederne er der sat kunst op, en kunstmaler har fortolket historierne om mosen. Nogle af de andre rastepladser har jeg beskrevet her, da jeg viste min svigerdatter vores område.
På Ringvejen er der også en rasteplads med både informationsskilt og maleri, som fortæller om brugen af mosen til at grave tørv og til spagnumproduktionen. Vi gjorde holdt, tog en pause, var nærværende og nød denne aftenstund, den sidste aften i april.
Erics kommentar til mit indlæg i går gjorde, at jeg havde lyst til at dele to historier om tid og nærvær.
Vores daværende socialrådgiver havde været på kursus og i den forbindelse fortalte Hospice om at patienterne syntes, at socialrådgiveren havde mere tid end sygeplejerskerne. Det undrede alle sig over, for sygeplejerskerne var meget mere hos patienterne. Det viste sig at når socialrådgiveren kom ind, tog hun en stol, satte sig ned og så patienten i øjnene og tilkendegav at hun lyttede.
Når sygeplejersken kom ind, så følte hun sig også nærværende og lyttende, men mens hun lyttede og snakkede med patienten, ryddede hun op, ordnede seng, observerede om alt var som det skulle være med patienten. Det føltes ikke for patienten, som om sygeplejersken virkelig lyttede og var nærværende. Derfor ordene fra gårsdagens indlæg om at den tid vi har skal udnyttes godt. Det at sætte sig ned og med denne fysiske handling at vise, at nu lytter jeg til dig, det føles som nærvær. Det at sige til en patient, jeg vil gerne tale med dig og høre om der er noget, du vil tale med dig om. Jeg har fem minutter nu og vil gerne tale med dig, det gør at patienten kender rammen, at jeg lige om lidt er nødt til at gå, men de fem minutter vil jeg være nærværende og lyttende.
Det er især vores patienter, som er let ramt og som klarer sig selv. De kan nemt føle sig glemt blandt alle dem, der er hårdere ramt og har brug for megen hjælp. Min erfaring er, at når jeg vælger at bruge fem minutter på at lytte OG fortælle hvad planen for dagen er, så er det meget sjældent, at jeg oplever, at de hele tiden tager fat i mig på gangen for at høre, hvornår sker det næste. Vi kan fint smile til hinanden, mens jeg er på vej videre og jeg kan stoppe op og høre hvordan det nu går og minde dem om, at hvis noget ændrer sig, SKAL de ringe på klokken.
De må ikke bare tænke, at hun har så travlt med de stakkels hårdtramte patienter, så de lader være med at ringe. Det er for mig at bruge min tid godt i stedet for bare at fokusere på at jeg ikke har tid. Der er dage hvor jeg vitterlig ikke har tid og hvor det at være nærværende i øjeblikket/nuet kan være svært, fordi jeg har andre patienter i tankerne.
Jeg har bare oplevet, at selv på sådan en dag, hvor mit hjerte føltes som om det sad oppe i halsen, da følte en familie sig godt behandlet på trods af jeg kun fik snakket med dem sammenlagt 10 minutter den dag. De havde faktisk hjulpet mig ved at være der for deres kære, som var så kognitivt påvirket af sin stroke, at vedkommende tissede alle vegne, havde afføring flere steder, ikke drak nok, fordi vedkommende ikke kunne finde ud af at drikke/ikke mærkede tørst. Så da de kom, så kunne de være der, guide deres kære på toilettet og gøre mig opmærksom på, når jeg skulle træde til og jeg kunne fortælle dem om vigtigheden af at drikke, fortælle dem om hvorfor deres kære reagerede som vedkommende gjorde ud fra der, hvor skaden sad. De var en kæmpe hjælp og jeg havde den dårligste samvittighed, og alligevel sagde de specifikt tak for hjælp og omsorg, da patienten blev overflyttet til andet sygehus i slutningen af min dagvagt. Det undrede jeg mig over, da jeg kørte hjem, men kom til den konklusion at de måtte have følt sig set og hørt, selv om jeg syntes, jeg havde kunnet give dem meget mere end det dagen tillod.
At være nærværende kræver ikke altid megen tid, men det kræver overskud, høj faglighed og evnen til hurtigt at kunne danne sig et indtryk af den, man sidder/står overfor. Indenfor sygeplejen taler man om, at patienten /pårørende skal føle tillid og tryghed, så de tør dele det der er svært for dem og som fylder her og nu.
Det er et godt eksempel på, hvordan det samme opfattes forskelligt af afsender og modtager. Jeg er sikker på, at du fik det hele med plus fik udrettet noget praktisk samtidig, men det er altid modtageren, der bestemmer budskabet.
SvarSletJeg kan også fint arbejde mens jeg lytter og taler, men oplever det samme som dig: "Altså!" Hører du overhovedet efter?" Ja, jeg gør :-)
For mig at se, er det jo netop at "udnytte tiden godt", at man kan lave flere ting på én gang, men det er der forskellige meninger om, kan jeg fornemme.
Det er noget, vi kvinder kan ;-) - vi holder også meget af en "Walk & Talk", men John standser pr. refleks op, hver gang jeg taler til ham, når vi går tur. Han sætter dog i gang igen, når jeg gør ham opmærksom på, at det er muligt at tale og/eller lytte, mens man bevæger benene :-D Det ved han godt, men har gjort det altid - den refleks forsvinder ikke for hans vedkommende.
Nå. Det var et sidespring, men dine ord dannede den tankeforbindelse hos mig.
Ellen, dejligt når ord fører til andre tanker og ord :-) Jeg er ikke så god til at gøre flere ting på samme tid, som jeg en gang var. F.eks lægger jeg ikke mærke til naturen, hvis jeg går og taler med et andet menneske. Det gør heller ikke noget for det at gå og tale på samme tid er skønt, og så er det det, der er i fokus :-9
SletDu fortæller så fint, hvor vanskeligt det kan være for jer sygeplejersker at få tid til nærvær.
SvarSletOg Ellen fortæller om "Walk & Talk", som er noget, jeg er en stor tilhænger af.
madame, tak, jeg håber også at mit budskab med at tid ikke altid er det afgørende, kom frem :-)
SletJeg er stor fan af Walk and Talk :-)
Ja der er noget med den væremåde, det at kunne lytte og "være tilstede". Jeg kan godt mærke forskel på hvordan jeg virker på folk, og det tror jeg også du kan, hvis du prøver, for sådan som du beskriver den familie, som havde været meget for den stroke-ramte, så ved de at man kan være nødt til at gøre flere ting på én gang.
SvarSletDax2, at være til stede er for mig, at jeg lytter, ser på folk, slår alt andet ud af mine tanker i dette øjeblik, og det tror jeg godt kan lykkes selv om jeg hurtigt skal videre.
SletDejligt at læse om jeres vandreture. Det er meget tankevækkende, at patienterne oplevede socialrådgiveren, som én med god tid fordi hun satte sig på en stol og talte/lyttede. Sådan tror jeg også, jeg ville opfatte det, hvis jeg var patient. Jeg oplever også i forhold til børnebørnene, at opmærksomhed og nærvær giver den bedste kontakt.
SvarSletTak, Betty. Jeg kan sagtens genkende det du siger i forhold til dine børnebørn, når jeg husker tilbage på mine egne børn.
Slet