Blæsten går frisk

 Jeg må indrømme, at mit hoved og min krop ikke orker mere blæst. Det er som om det forplanter sig ind i mit indre og gør mig så usigelig træt. Energien forsvinder, så snart jeg træder udenfor og håret står i alle retninger. Jeg har aldrig forstået dem, der ville bo i første klitrække. Det passer mig godt at kunne gå til havet, men at bo i pæn afstand fra den.

Lige nu  sidder jeg og hepper på mig selv. Jeg er alene hjemme og hundene skal luftes. 5,5 km, jeg ved, det gør mig godt, det gør hundene godt og det tager godt en time (Ellen, det betyder så lidt mere end en time hos mig). Bagefter vil jeg nyde et varmt bad.

Hundene har affundet sig med, at deres bedste ven ikke er her i disse dage. Når blot de bliver luftet, får mad og får en god travetur, sover de det meste af dagen. Men der bliver glæde i det lille hjem, når det fjerde medlem af husstanden vender hjem i dag.

Jeg var på langtur i fredags, endelig fik jeg afleveret de bøger, jeg ikke nænnede at smide ud, til Bogby9520. Bøgerne er blevet opbevaret i min bil, siden vi flyttede. Nu mangler jeg blot en tur på genbrugspladsen med de bøger, som skal kasseres. Så er min bil kun en bil igen og ikke en mindre genbrugsplads. Bagefter måtte jeg forbi Nibe for at hente et tørklæde, jeg havde glemt dagen før. Vi havde holdt afslutning med kajakskolen, det var rigtig hyggeligt. Jeg kommer til at savne de ugentlig dage sammen med holdet. Vi aftalte, at vi ville forsøge at mødes en gang om ugen til kajakture, om blæsten blot ville lægge sig.

Lørdag stod på espalier til kollegas bryllup. Det var så sandelig også en stormomsust affære. Nr. Tranders kirke ligger på toppen af en bakke med udkig til fjorden og tæt på motorvejen. Så der var sus i håret, mens vi ventede i vores uniformer på at brudeparret kom ud.  Det er altid hyggeligt at stå sammen og vente, snakken gik livligt Jeg har mange unge kolleger, så der er altid nogen på barsel og bryllupperne kommer ofte i stimer, enten før børnene ankommer eller også, som her, efter mange års samliv. Det er lige dejligt hver gang.

Jeg havde inviteret min kollega og veninde til frokost bagefter. Vi har aldrig tid til at snakke sammen på arbejde, for ofte arbejder vi forskudt af hinanden eller også kan vi ikke holde pause på samme tid.

Nu fik vi tid til at snakke, gå en lang tur med hundene og endda også finde en rolig plet på terrassen til eftermiddagsteen. Det blev en skøn dag.

Til gengæld blev søndag en dag, hvor hundene var eneste årsag til, at jeg kom udenfor, ellers holdt jeg mig inde under et tæppe med en e-bog på mobilen og romantiske film på tabletten. Jeg havde hovedpine, havde sovet dårligt og havde en forkølelse i anmarch. Den har heldigvis sluppet sit tag, så måske handlede det mere om kombinationen af en tynd uniform, blæst og ventetid ved kirken dagen før. I dag er jeg ru i halsen og træt. Men nu har jeg da skrevet mig varm og halsen har fået varm te.

To hunde venter på deres motionstur. Der skal handles ind og så må jeg krybe under tæppet igen med en ny e-bog. Og nej, det er ikke intellektuelle bøger, dokumentarbøger, krimier eller socialromaner. Det er ganske enkelt feel-good bøger, som beroliger mit indre, ikke hidser mig op eller gør mig trist. Der er nok i verden, der gør mig trist eller vred, så lige nu er det ikke det, jeg søger i bogverdenen.  

Det er ved at være mange år siden, at jeg måtte stoppe med at læse krimier. Jeg slugte dem, ventede på næste udgivelse, og så pludselig en dag midt i en Jussi Adler bog fik jeg nok. Jeg kan godt se nogle krimifilm. Vera var helt klart min yndlingsserie, den er desværre slut nu. Shetland har jeg også nydt, men den er lige en tand mere grum og barsk. Og Wallander, som jeg ikke har set før, må jeg indimellem gå hurtigt henover visse scener, men holder alligevel ved, fordi jeg godt kan lide persongalleriet og historierne. Så er det godt, at det er streaming, hvor jeg bestemmer farten. Sådan har jeg det også med bøger, og derfor har jeg svært ved lydbøger. Det er bedre med e-bøger, der kan jeg hurtigt skimlæse et par sider, hvis forfatterne fortaber sig i beskrivelser, der ikke siger mig noget. 

Må du få en god dag, det ser ud til at blæsten lægger sig de næste dage. Der skal jeg så arbejde og så kommer blæsten tilbage, når jeg har fri og har tid til kajaktur.

Blæsten kan man ikke få at se.
Det’ der ikke no’d at gøre ve’.
Men når luften rigtig suser,
og når alle træer bruser,
så’ det let at gætte, at det blæser.

Lyt til sangen her 

Med flødeskum på næsen

 og varm kakao i koppen. 

Lørdagen stod på fejring af min søster og niece, som henholdsvis bliver 60 og er blevet 30. Afslappet familiehavefest med frokost og hyggeligt samvær. 

Hele ugen var strøget af sted, så det med at tage til storbyen var blevet udsat gang på gang.  Derfor slog jeg to fluer med et smæk. Jeg skulle hente datter og kæreste ved 12-tiden, så jeg kunne lige nå at smutte indenom Aalborg. 

Jeg er blevet bedstemoster to gange i foråret, et udtryk jeg så et sted som betegnelse for når ens søstres børn får børn. Nu blev der købt barselsgave til dem.

Jeg går op i te, i bryggetid, i vandets temperatur, men det er ikke al slags te, jeg kan lide. Og med mange års teforbrug (drikker ikke kaffe) er der også tevarianter, jeg pludselig får afsmag for.  Så i lang tid har det været den gamle tebutik i Aalborg, Kronen, og deres udvalg, som passer mig bedst. Nu blev der købt nye forsyninger. 

Billedet har ikke noget med min lørdagstur, men er fra en af mine daglige gåture

Flødeskum på næsen kom sig af, at jeg sjældent bliver begejstret for te på cafeer, og i går havde jeg ikke tid til de cafeer, som går op i tebrygning, men havde alligevel tid tilovers før jeg skulle hente mine medpassagerer. Derfor blev det varm kakao med flødeskum. Jeg er ikke til mørk chokolade, så en varm chokolade bliver ofte for vammelt eller måske rettere for besk/mørk i smagen for mig. Men kombinationen af den varme kakao og flødeskum går man (jeg) aldrig fejl af.

Det blev den dejligste havefest sammen med familien og der blev også tid til en gåtur i Rebild bakker. Jeg havde glemt vandreskoene, så det måtte blive i sandaler. Jeg er kommet i skavank-alderen med fodsåleindlæg, specialsåler, forbud mod en del skotyper osv. Så selv om sandalerne er blevet opgraderet med forfodspelotter, så de skulle passe godt på min fod, så er de ikke gode at gå langt i. Eller rettere de er faktisk gode at gå i, men bagefter får jeg en regning i form af brændende smerter i foden.

Det hindrede mig ikke i at nyde gåturen. Ligesom jeg i tirsdags efter arbejde rask travede 10000 skridt i sandalerne sammen med min studieveninde i sol og blæst fra sygehuset og ud til Streetfood ved bådehavnen. Walk and talk er genialt og så med en pause midt i gåturen med rosevin og sushiburgere, men ikke en pause i samtalen, der gav energi til hjemturen.

Landmanden og jeg får gået ture hver dag på 5 km, jeg hopper dog over på mine arbejdsdage. To store ruhårede hønsehunde kræver lidt mere end bare luftning på græsplænen, så de får lov til at gå i højt tempo. Det er sundt for kroppen, men hold nu op som jeg har svært ved at holde trit med de tre. Det må da blive bedre med tiden. Jeg glemmer bare at nyde omgivelserne, så en gang imellem vælger jeg at gå alene i mit eget tempo med tid til at lægge mærke til de små detaljer. 

Vi er nu officielt frigivet til makkerroning, dvs.vi to må tage ud fra roklubben alene i havkajak. Men vi skal ikke være dumdristige, for selv om vi har trænet makkeredning mange gange, så er det noget andet, hvis en af os kæntrer med vind på 7-8 sekundmeter. Kajakkerne kan hurtigt drive væk fra hinanden. Det prøvede vi, da vinden pludselig blev kraftigere end da holdet var roet ud. Jeg havde kæntret med vilje, var kommet ud af kajakken, fået greb om min pagaj og kajak og fået fat i linen på min mands kajak og han havde fat i min kajak, men vi syntes ikke helt det var et ordentlig greb, så blev enige om at give slip, så han kunne vende. Det skulle vi aldrig have gjort.  Kajakkerne var i løbet af ingen tid ti meter fra hinanden. Så det endte med at vi måtte have hjælp fra instruktørerne. Det var en god læring under trygge forhold. Hold altid sammen, så skal det nok gå :-)

Fødselsdage i Danmark og Norge

 Jeg vil virkelig gerne kunne skrive, som jeg kunne en gang. Uden den der kritiske stemme på min skulder, som gør, at der ligger adskillige kladder til indlæg. 

Nedenstående indlæg er en af kladderne, skrevet i marts måned. Nu genopstår det i en redigeret form, for jeg havde lovet mig selv, at når vi var på plads i sommerhuset, skulle jeg give bloggen en chance mere.

Jeg fyldte 68 år to dage før starten på indlægget, så den fødselsdag er for længst overstået. Faktisk havde jeg overhovedet ikke haft lyst til at fejre den. Det er aldrig sket før. Heldigvis gjorde alle lykønskninger, det gode vejr og at min hukommelse vendte tilbage, at jeg alligevel endte i godt humør.

Jeg havde overbevist mig selv om, at jeg havde afleveret det, min datter havde besluttet sig for at gemme, til genbrugsbutikken. Og jeg kunne slet ikke være i dén tanke, så jeg lod ganske enkelt være med at tjekke hendes gamle værelse før på min fødselsdag. Der var ikke noget i de flyttekasser, som lignede noget, hun havde taget stilling til. Senere kom jeg til at kigge på de tomme plastkasser, der stod på hendes værelse. Jeg havde købt dem netop til legetøj, barndomsting etc. som vi skulle opmagasinere, og så vendte hukommelsen tilbage. Hun havde jo pakket det ned i sådanne kasser! Og ganske rigtigt, ude i et rum i kartoffelhuset stod der flere kasser med datterens ting sammen med kasser med sønnens ting. Ingen af dem har plads lige nu til kasserne, så de kom til de lejede lagerrum, hvor alt andet er opmagasineret i et år.

På min fødselsdag inviterede jeg datteren, kæresten og landmanden på Karma Sushi om aftenen, desværre blev kæresten syg, men vi andre tre nød den lækre mad og den gode betjening.

Både datterens og landmandens fødselsdag i januar blev også forbigået her på bloggen, men de blev fejret IRL og det er da det allerbedste.

Solnedgang i Store Vildmose

Først i marts drog vi til Trondheim i bil for at fejre Å's 1 års fødselsdag. Vi havde givet datteren en flybillet i fødselsdagsgave, så hun kunne være med. Det blev til skønne dage, hele fire dage havde vi sammen plus to rejsedage. Vi nød samværet med de to små og på fødselsdagen var vi også sammen med vores svigerdatters familie. Det er altid hyggeligt. 

S bliver så stor og er vild med at bygge lego og lege drabelige lege, fuldstændig som hans far. Og Å ser i den grad op til sin storebror. Hun elsker musik, sidder og rokker med stort smil til al slags musik. Det der med at gå og kravle blev der ikke brugt tid på. Hvorfor dog det, når man kan mave sig frem lige så hurtigt og vupti sætte sig op på bagdelen og lege med de ting, man har fået fat i. Her i maj er hun dog begyndt at kravle og stå op. Hun kan også tage nogle skridt, men igen hvorfor dog det, når det går hurtigere med at kravle.

Sønnen og svigerdatteren havde givet os billetter til en dag til Nordic World Ski Championships, som foregik i Trondheim. Sidste gang, det var i Trondheim, var i 1997, så da vi drog af sted var vi iklædt de smukkeste "gensere"(trøjer, som svigerdatterens mor havde strikket til sidste VM og gennem tiden). Det var godt, for sjældent har jeg set så mange smukke trøjer og strikkede huer på et sted. Der var en sand folkevandring til VM stedet. VM blev nøjagtig den folkefest som man havde drømt om.

Vi spiste de meste lækre vafler fra Røros, vi grillede pølser på bålfade, vi heppede på skiløberne, vi gik ture i området. Vi havde valgt at være i det område, der var for børn, så der var også musik og underholdning, som S gik vældig meget op i. Han fik et kram af Fantorangen, det var stort.

På vej hjem fra Trondheim i marts måned

Skønne dage sammen og denne gang var det faktisk svært for mig at sige farvel. For hele andet halvår af 2024 har vi set hinanden med ca. 1,5 måneds mellemrum og så været sammen op til 2,5 uge. Nu var der ingen aftaler om næste gang, for vi skulle have alt pakket ned, flyttet væk og flyttet os selv i sommerhus inden d. 5/5. 

Jeg har været utrolig træt og sovet meget dårligt siden nytår, jeg har forhøjet blodtryk og er sat i medicinsk behandling, men som jeg skrev til lægen ved sidste kontrol; når jeg er på den anden side af maj, så håber jeg, at det vender. Og søvnen er blevet meget bedre, vi går lange ture dagligt, for nu skal hundene jo luftes. Før løb de frit hele dagen rundt på gården. Jeg nyder vores gåture og er helt misundelig på landmanden, når jeg er på arbejde, for der kan jeg ikke nå gåturene.

Til gengæld sluttede jeg arbejdsdagen i tirsdags af med, at jeg blev hentet ved sygehuset og så kørte vi til roklubben, for der var kajakskole. Vi havde faktisk ikke troet, at vi skulle på vandet, for der blæste meget. Men vinden lagde sig så meget, at den kom ned mellem 6 og 7 s/m. Instruktørerne ville have os på vandet i den blæst, for vi skulle lære at ro i bølger. Vejret kan jo pludselig skifte, mens man er på vandet, så det var også en del af skolen. 

Det endte med at blive en rigtig god oplevelse. Jeg er langsom til at ro, så jeg skulle ro forrest, så instruktørerne havde os samlet, hvis nu nogen tippede i vandet. Undervejs fik jeg mere kraft i mine pagajtag takket være god instruktion, så jeg kom hurtigere frem. Vi roede 2,5 km i direkte modvind, det var hårdt, men ikke så hårdt som instruktørerne troede, for de tilbød mig flere gange en line, hvis nu jeg var udmattet. Jeg skulle IKKE have en line, så jeg roede til. Hjemturen var til gengæld en drøm, vinden blæste os hjem, så vi kunne nøjes med få rotag for at styre kajakken.

Så endte jeg alligevel med et længere blogindlæg, så nu skal det udgives, inden den kritiske stemme tager over :-) Må du få en dejlig Kristi Himmelfartsdag og er du heldig at have forlænget weekend bagefter, så nyd dem. Til mine kolleger og andre, der skal arbejde - må I få nogle gode arbejdsdage.

Vi øver os sammen og langsomt bliver vi bedre til at gå sammen :-)

nye naboer, som ligner naboerne på gården :-)

Maj måned

 er startet godt. Vi havde en skøn Kristi himmelfartsdag på arbejde, hvor der var tid til patienterne, tid til hinanden, tid til dokumentation osv. De dage skønner vi på og husker, når travlheden bider i haserne.

Jeg øver mig i at finde ro og koncentration til at læse bøger. Min mobils bluetooth virker ikke, og dermed kan jeg ikke høre bøger i mine høreapparater eller tale i telefon, mens jeg kører,  og jeg har endnu ikke fået taget mig sammen til at få kigget på det. Nu har jeg sat mig ned ved computeren for at finde min mobilforsikring for lur mig, om ikke den er udløbet netop nu. Tiden stryger jo af sted. (opdatering, de mente ikke det var mobilen)

Mit høreapparat virker heller ikke som det skal eller også har min hørelse taget sig et styrtdyk, for jeg synes, jeg alt for ofte skal bede folk om at gentage. Og det irriterer mig, for der kommer en snert af en følelse. En følelse af en fordom; nedsat hørelse er lig med alderdom er lig med begyndende hukommelsessvækkelse. (opdatering - nu får jeg set på høreapparatet på mandag, så må vi se om de kan hjælpe mig)

Ja, jeg har som andre indimellem svært ved at huske noget lige på stående fod, men jeg har både min leder og den ledende overlæges ord for, at jeg godt kan glemme alt om begyndende  mild cognitive impairment. 

Det var hyggeligt at være sammen med dig, var min unge kollegas ord, da hun gik hjem Kristi Himmelfartsdag. Og jeg syntes også, det var hyggeligt, jeg lærer altid noget nyt af mine kolleger, små ting, store ting. Men jeg var glad for, at der ikke var massiv travlhed, for der kan jeg godt mærke, at min hjerne og krop kommer på overarbejde. Så skal der hvile til, når jeg kommer hjem.

Længere kom jeg ikke med mit indlæg og nu går maj måned mod hæld. Vi havde den skønneste pinseferie, vi har haft og har travlt, men ikke på samme måde, som da der skulle sættes et anseligt antal kartofler. Vi kunne ikke komme i marken for at så korn og bestøverbrak grundet alt det vand, der var kommet. Bestøverbrak er såning med pollen-og nektarproducerende blanding. Det skal være sået senest d. 30/4.

Ventetiden blev benyttet til at få ryddet op og ud i alle bygninger på den anden gård. Nu er den snart klar til overlevering til Naturstyrelsen. Og heldigvis var Landbrugsstyrelsen for en gangs skyld forstående og udskød fristen for såning af bestøverbrak til 14.maj. Vi nåede det og kunne derfor tage et par dage fri i pinse, som vi tilbragte i sommerhuset.

Vi fik tid til lange gåture med hundene til søerne ved Hune. Vi fik tid til at gå ned til den nye tømmerhandel og købe mere end vi havde regnet med. Dette måtte vi så slæbe hjem på gåben. Vi fik inviteret gode sommerhusvenner på sen tapas pinsesøndag. Og datteren deltog også i den sene aftensmad. Det var så hyggeligt og dejligt afslappende. Vi fik tid til at give eftermiddagsøl til naboerne, som slår græsset ved vores sommerhus. 

Datteren og jeg prøvede også at komme i vandet, men der var andre, der var kommet først. Og de blå brandmænd bader jeg ikke sammen med. 

Nu er vi tilbage i hverdagen, hvor vi begge har nok at se til. Det er helt fint, jeg er blevet opladet og fortsætter med at nyde mit område. Hver dag er jo en sidste gang for at opleve gården på netop denne dag i året.

Et hundeliv

 Fandt dette ufærdige indlæg i kladder. Tænk dig tilbage til d. 23/6, mon du kan huske varmen?

Det er varmt for hunde og folk på gården. Vi finder alle vores foretrukne skyggesteder. Mit er i sofaen i den vestvendte stue, Dexter foretrækker bryggersets kolde flisegulv om dagen og om aftenen, når temperaturen udenfor er mere tålelig, er han ikke til at kalde ind. Ayla derimod ligger et eller andet sted i haven om dagen og søger ind i bryggerset om aften. 

Sådan er vi så forskellige. Mange af mine kolleger har efterhånden fået en meget god kulør, det gælder ikke for mig. Når man mest holder sig i skyggen indendørs, giver det sig selv.

Forleden dag fik hundene lov til at træne lidt apportering i vand. Lad os blot sige, at det kunne ses, at landmanden ikke har haft tid til at holde deres færdigheder ved lige, men de nød vandet, hentede det de skulle, men det blev smidt så snart de var oppe af vandet. Og det må man ikke. Det skal afleveres, før man ryster sig eller holder en pause.

11/8

Hunde-og hønseliv

Varmen er vendt tilbage, ikke de høje grader, men lige der hvor jeg gerne vil have det. Ayla ligger inde, Dexter er udenfor et sted. Det passer med beskrivelsen af aftenerne i juni. 

Vores kommune har nu fået endnu mere affaldssortering, vores container til madaffald kommer dog ikke til at blive brugt meget, for alt hvad hundene kan spise, får de og alt hvad hønsene kan spise, får de. Resten kommer i containeren, dvs. te-og kaffegrums, bananskræl, skræl fra citrusfrugter (det nægter vores høns at spise), skræl fra løg osv. Vores hunde elsker madaffald, rester ovenpå hundetørfoderet får stjerner frem i hundeøjne. Og hønsene formelig hopper af glæde. når de ser, at der er osteskorper.

Menneskeliv:

I dag havde jeg en frokostaftale med datteren. Vi har nærmest ikke set hinanden efter at have været sammen i tre uger på ferie og efter et år, hvor vi har været tæt forbundet i sorg og håb. Alt går godt, og det havde jeg brug for at få bekræftet. Det er stadigt hårdt mentalt og behandlingen er heller ikke over, men kemoen er slut.

Vi spiste på cafe Peace med tid til at tale sammen. Min datter havde fået lysnet sit nye korte hår og hun ser knaldhamrende godt ud. Bagefter gik vi en tur ned til havnen og så det kæmpe krydstogtskib, som havde lagt til kaj. Byen vrimlede med krydstogtgæster, som i grupper var på sightseeing med hver deres høretelefoner og en guide foran med en mikrofon. Smart og rigtig godt for hørehæmmede som mig. Vi nåede også en tur op på Sallings Rooftop og nød udsigten udover byen, inden vi skiltes igen.

Landmanden er i marken, jeg vasker tøj og laver aftensmad og til aften skal vi have årets første Folva kartofler, vi har spist nye kartofler af de tidlige sorter, men Folva er vores favorit og helårskartoflen, som lagres, så du kan få gode kartofler hele vinteren og foråret med.

Vi har det vist meget godt på gården, både høns, hunde og mennesker. Ha en god weekend.

Solskinslørdag

 Jeg vælger i dette indlæg at fokusere på denne solskinsrige lørdag, lige her hvor jeg bor. Taknemlighed over at bo trygt og godt. Taknemlighed over en god nats søvn. Taknemlighed over at være rask og rørig.

Nogen nyder solen på trappen

Andre søger nye græsgange ( det er ikke vores høns)

Nogen vælger som mig at gå en tur på vejen

Solen vælger at skinne på os alle. 

De kan så meget, men

• mine nye høreapparater har bluetooth, det er smart. Når telefonen ringer, trykker jeg blot på høreapparatet og samtalen er igennem. Der er mikrofon i det lille apparat, og jeg går fint igennem. Det gør muzak så også i en forretning, fandt min datter og jeg ud af. Så jeg måtte slå bluetooth fra og holde mobilen på vanlig vis.  
• jeg har været nødt til at skrue ned for alle notifikationer/alarmer på mobilen. Det betyder så at når jeg sover, er jeg nødt til at have mobilen tæt ved mig, for ellers er jeg bange for ikke at høre alarmen. Og ja, jeg kunne jo skrue op hver aften og skrue ned hver morgen, men det får jeg ikke gjort
• jeg kan ikke finde ud af at få skrue mobilens "æggeurs" insisterende alarm ned, og jeg glemmer hver gang, hvor høj den alarm er, så jeg hopper en halv meter og famler febrilsk for at få fat i mobilen for at slå den fra.
• jeg kan godt mærke, at jeg lige nu ikke orker at sætte mig ind i alle de muligheder, der er via app'en tilhørende de nye høreapparater. Jeg kan kun konstatere, at jeg har svært ved at høre blandt en flok mennesker, især med mundbind, og det hjælper ikke at skrue op. Så jeg bliver nødt til at få studeret den app. Det er dog vist kendetegnende for mig, at det orker jeg ikke

• til gengæld havde jeg sat mig ind i autostole, så jeg kunne forstå den unge ekspedients tale om hvad de forskellige autostole kunne. Nu har vi fået en autostol, som S kan vokse i. Og ja vi kunne have købt den brugt, men orkede vi det? Nej, så nu har vi en ny fin autostol, som jeg glæder mig til, at S skal afprøve. Det er jeg spændt på. Og når det bliver tid til køreture til Norge, kan vi tage personbilen, så S kan køre med os. Hans forældre må også gerne komme med ;-)
• vores gamle Trip trap stole havde taget skade af at stå i laden, så nu skal jeg i gang med slibemaskinen. Jeg venter på at landmanden bliver færdig med hans arbejde, så han kan sætte mig ind i maskineriet. Den skal gerne slibes i dag og males i morgen, for jeg har hundrede projekter, inden den lille familie kommer på ferie (kryds fingre for fravær af corona)
• vores hunde kan ikke køre traktor. Ayla viger dog ikke fra førersædet i traktoren, mens landmanden læsser kasser på vognen. Tænk hvis han kørte uden hende.

God weekend til dig.

Det føles lidt kriminelt

 Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er stoppet op i dag og følt, at jeg manglede noget og jeg da ikke bare kunne rejse mig fra stolen og gå ud blandt kolleger og patienter - uden mundbind. Samtidig har det været skønt at se alle de smil, jeg har fået på vejen rundt på sygehuset. I morges på vej til omklædningsrummet fik alle et smil og et god morgen, og det var skønt at få et smil og et god morgen tilbage.

var det noget med en stor legetøjsfigur med lyd på?

Det føltes også godt at være på besøg hos datteren i søndags til brunch. Efter vi havde hygget os, satte vi hundene i snor og gik os en lang tur - også længere end jeg havde regnet med. Vi gik først langs klitten med udkig til Vesterhavet, derefter ned til stranden og havet med en vind, der blæste os godt igennem.

Der var de skønneste sandformationer med små sten på hver en top efter stormende vinde lørdag. Og jeg kom med det samme til at tænke på de historier, vi kunne lave, da børnene var små. Her havde helt sikkert gået en strandtrold og pyntet alle sandtoppe med en smuk sten eller en halv muslingeskal.

Vi gik langs havet til Blokhus og op gennem byen. Der kommer hele tiden nye butikker og caféer, og gamle falder væk. Landmanden havde lyst til at gå til Hune og se om loppemarkedet i byen var som det plejer. Skulpturparken har gang i et projekt sammen med en masse sponsorer. Der skal bygges verdens største sandslot, det bliver spændende, om de lykkes med det. Nu er sandet stampet fast i mange etager og fra i går gik fire skulptører i gang med toppen. Når de kommer længere ned, hvor de kan være flere, kommer flere til.

Loppemarkedet er blevet reduceret, så det er ikke hele byen, der har stande foran husene. Men vi fik kigget lidt på det, der var. Jeg er en ringe kunde, jeg synes altid, det er sjovest at kigge, for hvor i alverden skal jeg have det henne? Det kræver jo at andre ting skal ud fra mit hjem, og det går ikke, for det har masser af minder indbygget.

Til sidst gik vi ned til Hune søerne og lod hundene svømme. De trives i vandet og nyder at blive trænet i vandet.

I går fik jeg genoptaget mit strik, jeg må hellere komme videre, det skulle nødigt ligge her uden at være færdig, når den lille dansk-norske gut melder sin ankomst. Jeg har opdaget en udsendelsesrække med fire mænd, der renoverer hytter i Norge på Tv3 puls. Det er sjovt at se og også en øvelse i at lytte til norsk, selv om jeg læser de danske undertekster.

Tirsdag er dynamisk bevægelsestræning med fysioterapeuten, jeg er vild med det. Som Ole Henriksen siger: I love it. Jeg havde ikke forestillet mig, at det var så hårdt, men jeg formelig drypper af sved undervejs, så det er med at huske at drikke noget. Og det er så afvekslende sammensat, så der er en kombination af noget, du har prøvet før og nye måder at få brugt alle led og muskler.

I morgen er det atter en arbejdsdag, måske føler jeg mig lidt mindre kriminel uden mundbind. Hvis man kan vænne sig til noget, kan man også vænne sig af med det i følge vores diætist. Hun siger det i forbindelse med, at alt for mange bruger alt for meget salt, hvilket ikke er godt for blodtrykket. Men det må også gælde mundbind. Til gengæld er der folk, som tror at så må vi også stå tæt - no way! Hold afstand, sprit dine hænder, host i ærmet osv. er råd, vi stadig skal efterleve.

Må du få lov til at se mange smil på din vej.

nå ikke, så må det blive i morgen

 I hverdagen er jeg for træt til at hænge foran computeren på kontoret for at skrive indlæg. Jeg sidder i forvejen rigeligt ved en computer. Da jeg havde min bærbar computer, kunne jeg kombinere det med hygge i sofaen. Og der fik jeg skrevet flere indlæg hver uge. I og med at vi er blevet mere aktive i vores hverdag har jeg faktisk også mere at fortælle, men får det ikke gjort. Vi får se, om jeg kan få ændret den praksis.

Sidste søndag havde vi inviteret et motorcykelpar med på tur. Vi havde lavet en skøn tur, syntes vi selv, men det gik ikke helt som planlagt. Vi mødtes klokken ti i mosen og satte derefter kurs mod fjorden, så vi kørte langs Limfjorden fra Øland, forbi de små havne ved Attrup og Haverslev og videre, indtil vi ramte hovedvejen igen ved Vejlerne, hvor vi havde et kort stop. 

Først mål var Feggesundfærgen, som jeg har haft fornøjelsen af at sejle med nogle af de gange, jeg har undervist i Nykøbing Mors.

På Mors valgte vi de små veje langs fjorden og fandt et godt sted at holde frokost. Nu var planen at køre videre på små veje gennem Legind Bjerge, videre over broen til Salling, men med et begyndte det at regne. Hjemme havde der været høj solskin, men på radarbilleder kunne vi godt se, at der lå en tung regnsky over både Mors og Salling. 

Vi krøb i ly under træer, mens vi lavede en anden plan. Vi krydsede Salling hurtigt, så vi nåede Hvalpsundfærgen, og over på fastlandet var der tørvejr. Havde jeg vidst, at Ellen holdt til på Færgekroen, havde jeg vinket til hende. Landmanden skulle vaccineres sidst på eftermiddagen, så der skulle vi ramme Aalborg. Vi vurderede dog, der var tid til at stoppe op ved Vebbestrup Mejeri og købe en is. Heldigvis nåede vi lige at købe, før det væltede ind med kunder i biler, på motorcykler og gående. Det er en sand magnet for godtfolk fra alle verdenshjørner, men deres softice er også gode og billige.

Arbejdsdagene er strøget af sted. Indimellem undrer jeg mig over, at jeg kan rumme at skulle skifte fokus utallige gange i løbet af en dag. Det er faktisk ikke så sært, at jeg er træt, når jeg kommer hjem. Jeg elsker alle de undrende spørgsmål til vores praksis, det er den måde at vi bliver bedre på.

Onsdag prøvede jeg noget, jeg aldrig havde prøvet før. Vores opfølgningsprojekt på Mors er en del af et større projekt, og dette større projekt afholdt en Midtvejskonference for politikere, embedsmænd og alle andre interesserede. Fem projekter var inviteret med for at fremlægge deres resultater, heriblandt var vores projekt. Grundet Corona var der kun få, der måtte være med i salen. Til gengæld blev det livestreamet. Det betød, at vi alle skulle sminkes.

Jeg var så nervøs, jeg havde øvet og øvet mig hjemme, på vej i bilen., ja selv lige før jeg gik på. Heldigvis var alle søde til at guide mig, hvornår jeg skulle på, hvor jeg skulle stå og sminkøren var det sødeste mennesker, der hurtigt fornemmede, at jeg ikke var vant til makeup, så der blev lagt en let makeup. Det gik godt, selv om jeg glemte noget af det jeg ville sige, men det opdagede ingen. Hvis du vil se mig på slap line, kan du trykke her og så gå frem til 1 time og 40 minutter, så toner jeg frem. Heldigvis havde jeg fået en patient til at fortælle om sin oplevelse på video, og det gjorde han rigtig godt.

Med mig hjem fik jeg en kurv med lokale lækkerier fra Mors; rapsolie, urtedip (tørrede urter; ramsløgssalt (hvad bruger i andre det til ?), honning og muslinger

Torsdag aften kørte vi til Gjøl Havn for at se, om nogen fra havkajakklubben var på fjorden. I første omgang fandt vi dem ikke, men da vi kørte til Bjerget ved Gjøl, kunne vi se dem ude på fjorden. Da de vendte snuden hjem mod Gjøl, kørte vi også tilbage til havnen. Og der havde vi første parket til deres kursusøvelser: selvredning og makkerredning. Vi blev enige om, at vi snart skal på fjorden og have øvet det igen.

I går var havedag, der blev plantet krukker og højbed. Der blev luget ukrudt på gårdspladsen. Heldigvis tog landmanden sig af at slå det høje græs omkring allétræerne og flagstangen. Og mine højbede blev malet af vores medarbejder, så de nu står flotte som nye. Jeg elsker vores have på denne årstid, hvor alle rododendronbuskene kappes om at vise sig frem.

I dag har det været søstredag. Min to jyske søstre og jeg mødtes her i formiddags sammen med landmand og datter til brunch, hvorefter vi fik planlagt familiekomsammen og så tog vi tre søstre til Fejborg Bakke, så jeg kunne vise dem den skønne rute, som landmanden og jeg gik for en måned siden. De var lige så begejstrede for ruten, som vi var.

Bagefter kørte landmanden og jeg til Ultvedsøerne og gik en dejlig tur omkring begge søer. Den første sø havde vi hundene med omkring og de fik lov til at komme i vandet. Det nød de.  

Aftenen skulle stå i fodboldens tegn, vi havde rester fra brunch til at hygge os med. Men alt blev pludselig ligegyldigt, da Christian Eriksen faldt om og fik hjertemassage. Jeg håber og beder til, at han slipper uden mén. Nu genoptages kampen om lidt, og så vil jeg gå ind og sætte mig sammen med landmanden.

Livet kan ændre sig på et splitsekund, og vi ved det, men alligevel kommer det bag på os hver gang. Pas på jer selv og jeres kære. God weekend til jer alle.