tirsdag, juni 15, 2021

Det føles lidt kriminelt

 Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er stoppet op i dag og følt, at jeg manglede noget og jeg da ikke bare kunne rejse mig fra stolen og gå ud blandt kolleger og patienter - uden mundbind. Samtidig har det været skønt at se alle de smil, jeg har fået på vejen rundt på sygehuset. I morges på vej til omklædningsrummet fik alle et smil og et god morgen, og det var skønt at få et smil og et god morgen tilbage.

var det noget med en stor legetøjsfigur med lyd på?

Det føltes også godt at være på besøg hos datteren i søndags til brunch. Efter vi havde hygget os, satte vi hundene i snor og gik os en lang tur - også længere end jeg havde regnet med. Vi gik først langs klitten med udkig til Vesterhavet, derefter ned til stranden og havet med en vind, der blæste os godt igennem.


Der var de skønneste sandformationer med små sten på hver en top efter stormende vinde lørdag. Og jeg kom med det samme til at tænke på de historier, vi kunne lave, da børnene var små. Her havde helt sikkert gået en strandtrold og pyntet alle sandtoppe med en smuk sten eller en halv muslingeskal.


Vi gik langs havet til Blokhus og op gennem byen. Der kommer hele tiden nye butikker og caféer, og gamle falder væk. Landmanden havde lyst til at gå til Hune og se om loppemarkedet i byen var som det plejer. Skulpturparken har gang i et projekt sammen med en masse sponsorer. Der skal bygges verdens største sandslot, det bliver spændende, om de lykkes med det. Nu er sandet stampet fast i mange etager og fra i går gik fire skulptører i gang med toppen. Når de kommer længere ned, hvor de kan være flere, kommer flere til.

Loppemarkedet er blevet reduceret, så det er ikke hele byen, der har stande foran husene. Men vi fik kigget lidt på det, der var. Jeg er en ringe kunde, jeg synes altid, det er sjovest at kigge, for hvor i alverden skal jeg have det henne? Det kræver jo at andre ting skal ud fra mit hjem, og det går ikke, for det har masser af minder indbygget.


Til sidst gik vi ned til Hune søerne og lod hundene svømme. De trives i vandet og nyder at blive trænet i vandet.


I går fik jeg genoptaget mit strik, jeg må hellere komme videre, det skulle nødigt ligge her uden at være færdig, når den lille dansk-norske gut melder sin ankomst. Jeg har opdaget en udsendelsesrække med fire mænd, der renoverer hytter i Norge på Tv3 puls. Det er sjovt at se og også en øvelse i at lytte til norsk, selv om jeg læser de danske undertekster.

Tirsdag er dynamisk bevægelsestræning med fysioterapeuten, jeg er vild med det. Som Ole Henriksen siger: I love it. Jeg havde ikke forestillet mig, at det var så hårdt, men jeg formelig drypper af sved undervejs, så det er med at huske at drikke noget. Og det er så afvekslende sammensat, så der er en kombination af noget, du har prøvet før og nye måder at få brugt alle led og muskler.

I morgen er det atter en arbejdsdag, måske føler jeg mig lidt mindre kriminel uden mundbind. Hvis man kan vænne sig til noget, kan man også vænne sig af med det i følge vores diætist. Hun siger det i forbindelse med, at alt for mange bruger alt for meget salt, hvilket ikke er godt for blodtrykket. Men det må også gælde mundbind. Til gengæld er der folk, som tror at så må vi også stå tæt - no way! Hold afstand, sprit dine hænder, host i ærmet osv. er råd, vi stadig skal efterleve.


Må du få lov til at se mange smil på din vej.



11 kommentarer:

  1. Hvor er det godt med jeres ikke-mere-mundbind. Jeg troede I stadig skulle bære dem?
    Det skulle de - totalt fjollet - hos optikeren, hvor jeg var i går. Ledelsen siger, at de skal opfylde WHOs retningslinjer. De ansatte var en anelse mugne over det, for de følte, måske berettiget, at de var de eneste i Danmark, der stadig skulle have mundbind/visir på.
    Spændende med det store sandslot. Du må tage billeder, når det engang bliver færdigt.
    Og ja, så må du også se at få det fine babytæppe færdigt, men det er måske noget andet, du nu er begyndt på?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, patienter/borgere skal bære mundbind i venteværelser og vi skal bruge mundbind ved patientkontakt, hvor vi også skulle brug det før: ved mundpleje, sugning, ved mistanke om infektion osv. Og selvfølgelig ved isolationspatienter.
      Nej det er desværre stadig svøbet, jeg har ikke strikket i lang tid. Det er så dumt, Ellen, jeg skal altid have pres på mig selv for at blive færdig, så nu skal jeg speedstrikke;-)

      Slet
  2. Som Ellen troede jeg også, at mundbind stadig skulle bæres på hospitalerne, men jeg er åbenbart ikke ajour.
    Sikke da en herlig fantasi med strandtroldene :) Det er en skøn tid, vi går imøde.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, nej, vi og patienterne er sluppet fri med visse undtagelser, dem kan du læse i mit svar til Ellen.
      Jeg elskede den tid, hvor vi lod fantasien befolke tingene omkring os :-)

      Slet
  3. Ja, sikke en befrielse at vi er sluppet af med mundbindet.
    Du må endelig vise billeder af det store sandslot :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Madame, det er dejligt at kunne se folks ansigter.
      Og det vil jeg gøre :-)

      Slet
  4. Med min efterhånden meget nedsatte hørelse er det en fryd for mig igen at kunne mundaflæse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Farmer, du kan tro at jeg også nyder det, jeg har høreapparater og hørelsen har været på overarbejde i denne tid. Selv mine unge kolleger har fundet ud af hvor meget de egentlig også mundaflæser :-)

      Slet
  5. Hanne, det er helt ok. Min mailadresse står oppe til højre under et billede fra 2014. Og dejligt at læse om din gode oplevelse af sundhedssystemet.

    SvarSlet
  6. Hvor er det godt, I slipper for mundbind noget af tiden. Det må være en lettelse. Dejlige billeder af hundene, der bader. De nyder det sikkert

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, det er virkelig en lettelse at kunne se hinandens smil og hele ansigtet, inklusive patienternes.
      De nyder at få lov til at bade.

      Slet