Det handler ikke bare om lønnen

 At tænke sig, at vi siden 1969 har været sat ind i en lønramme ud fra, at vi ikke var forsørger, men mere at vores løn var lidt lommepenge til familien. 

Jeg stemte ja til forliget, ikke fordi jeg synes, at vi ikke skal have mere i løn, bedre vilkår og værdisættes efter den uddannelse vi rent faktisk har taget. Jeg stemte ja, fordi jeg dybest set synes, at strejkevåbnet er en forældet metode i Dagens Danmark og fordi det har store konsekvenser. Jeg har bare ikke en anden løsning til at lade politikere og arbejdsgivere forstå, at nu må de finde de penge, der skal til for at udligne den ældgamle reform fra 1969, så vi får løn for det vi laver. Jeg er rigtig glad for, at så mange stemte og at NEJet er så stort, det havde været træls at gå i konflikt på et lille flertal.

Jeg synes dog også, at vi skal fokusere på mere end blot lønnen. Samfundet kan ganske enkelt ikke undvære sygeplejersker, sygeplejen har så stor en betydning for det enkelte menneske og for samfundet. De fleste lægger mest fokus på, om de nu fik den behandling de skulle have, om man fandt ud af hvad de fejlede osv., men under det hele forløb er det sygeplejen, der sikrer (eller burde sikre) at du som patient ved, hvordan du skal håndtere sygdommen og hvordan det er at netop du gerne vil håndtere din sygdom.

Får du ikke instruktioner om/hjælp til at udføre god mundhygiejne  og ved hvilken betydning det har, op til en operation, kan man faktisk påvise dårligere resultat af din operation. Eller du kan få en lungebetændelse pga dårlig mundhygiejne og dermed forværre din sygdom (eks Stroke) og forlænge din indlæggelsestid.

Får du ikke hjælp til/støtte til at blive mobiliseret, mens du er indlagt, så kan man også påvise dårligere resultat, uanset om du er på kirurgisk afdeling, medicinsk afdeling eller på et stroke afsnit. 

Får du ikke støtte og hjælp til den rigtige ernæring, kan det også have betydning for din krops heling.

 Føler du sig ikke set og hørt, kan du forlade sygehuset med en følelse af, at du bare var et nummer i køen og om de nu havde styr på tingene. Vi er et tværfagligt team på sygehuset, men det er sygeplejersker og social og sundhedsassistenter, der er tæt på patienten døgnets 24 timer. Det er os, der typisk lytter til dig, når du synes det, der er sket, er svært. 

Hvis du er forvirret og bange, får du måske ikke fat i det, der er vigtigt eller føler dig rendt over af en damptromle af effektivitet. Jeg vil vove at påstå, at det ofte er sygeplejersken, der sørger for, at det lægen har besluttet behandlingsmæssigt og det terapeuten har besluttet træningsmæssigt, bliver sat ind i en helhed, så du forhåbentlig føler dig klædt godt på til at stå for dit eget efterforløb.

Der er en grund til at sygeplejeuddannelsen gik fra at være en elevuddannelse med elevløn til at være et studie med krav om et øget akademisk vidensniveau kombineret med færdigheder til at at kunne udøve grundlæggende sygepleje på et højt niveau. Behandling og pleje ændrer sig, en gang gjorde man det ud fra den enkeltes erfaring, men efterhånden har alle faggrupper indset, at der også skal undersøgelser/studier til om eksempelvis sygepleje til at understøtte erfaringen eller måske endda påpege, at det faktisk ikke forholder sig sådan som jeg troede. 

Havde vi ikke forsket i, hvordan mennesker med lette følger efter Stroke oplevede det at komme hjem, havde vi ikke haft argumenterne i orden til at få i gangsat et projekt om opfølgning over flere gange. Vi havde heller ikke haft viden til at kunne hjælpe andre patienter til at forstå, at det de gennemgår er helt normalt og at der bliver lys for enden af tunnelen.

 Havde andre ikke forsket i opløsning af blodpropper eller fjernelse af blodpropper i hjernen, så havde vi haft langt flere med store handicap efter Stroke. 

Hele tiden kommer der ny viden, og jeg skal som sygeplejerske kunne håndtere denne viden og omsætte den til praksis.

Så vi er mere værd end den løn vi er sat til og de vilkår, vi bydes hver eneste dag. Lige nu er det svært at få nogen til at søge job på sygehuset, fordi de kan få job i kommunen, der er bedre betalt og med mange flere friweekender. Men selv om der er kommet fokus på udvikling i hjemmesygepleje (og det er godt) og langt flere patienter behandles i et ambulatorium, så har vi stadig brug for sygeplejersker på sengeafsnittene og gerne en kombination af nyuddannede og erfarne. Og de skal altså arbejde i weekender, i natte-og aftenvagter og på helligdage, for vi bliver jo alle syge uanset tidspunkt på året/dagen. Så Ja Tak til lønløft, til ændring af den forældede tjenestemandsreform og bedre normering.

Jeg læste en artikel i Zetland, hvor de beskriver, at tilbage i 1969 var det mere reglen end undtagelsen at kvinder stoppede med at arbejde, når de fik børn. Og hvis de arbejdede, var det "mere i en bifunktion eller noget mere perifert uden særligt ansvar" Dengang var sygeplejersker primært ugifte, man drøftede endda i DSR, om man kunne have en forkvinde, som var gift!

Det kom bag på mig. Min mor arbejdede som lærer, siden hun blev uddannet i 1956 på nær et års orlov. Så jeg har ikke kendt til andet end at selvfølgelig arbejder en mor lige som en far gør. Barselsorlov i 1957, da jeg blev født, var vist meget kort, 4 uger.  Hun boede i samme lille by som skolen, så hun tog hjem i pauserne og ammede mig. Vi havde ung pige i huset, så på den måde kunne hverdagen hænge sammen med fem børn og en mand, der tog ekstra arbejde i ungdomsskolen om aftenen, for at de kunne få økonomien til at hænge sammen. 

Det er klart at set udefra, så var det min far, der gik ledervejen og min mor, der efterhånden som vi blev større, engagerede sig i alt muligt ulønnet arbejde udover sit arbejde. Men jeg oplevede dem egentlig som ligeværdige og jeg husker også drøftelserne om, at min mor fik mindre i løn end min far, selv om de begge var almindelige lærere i starten. 

I følge Zetland er der faktisk større forskel på lønninger i den offentlig sektor i dag end i 1969 OG indenfor sygeplejen. Mændene er åbenbart bedre til at forhandle sig til en højere løn. Den eneste gang jeg fik forhandlet mig til noget, blev det ikke på lønnen. Min leder ville efter min diplomuddannelse gerne have mig opgraderet i min funktion som specialeansvarlig, men hun havde ingen penge. Så hun tilbød mig fem dage om måneden ud af plejen, så jeg fik bedre tid til at dykke ned i viden om sygepleje til vores patienter, og så forhandlede jeg mig frem til kun at arbejde hver fjerde weekend. På det tidspunkt var min mor død og min far havde brug for hyppige besøg først hjemme og siden på plejehjemmet. 

De aftaler betød utroligt meget for mig, ligesom aftalen om at jeg nu må flekse mit hjemmearbejde, hvilket betyder, at jeg først møder klokken 8 - 15, og indimellem har hjemmearbejdsdage. Det gør en forskel uden lige. Jeg kunne godt have fået overarbejdsbetaling for det, men jeg er et sted i livet, hvor de penge ikke har en betydning, men derimod tid har.