lørdag, september 28, 2019

Jeg er her bare

Fredagsindlægget,som ved en fejl ikke blev udgivet før lørdag:

Regnen forsvandt efter klokken ti og solen skinnede gennem de få skyer, der er på himlen. Landmanden har fuld folkehold på arbejde, og da det regnede i morges, måtte han ændre sin plan. Derfor hjalp alle mand med at få sorteret kartofler til næste ordre. Så snart regnen stoppede, blev traktorer og kartoffeloptager kørt ud af husene. Det dur ikke, at kartoflerne bliver våde, når de bliver taget op. Så bliver det svært at få dem tørre i kasserne. De bliver sat i kølehus, men er de våde, rådner de. Derfor er regnen en modspiller, som der skal tages hensyn til konstant. Og da jeg vendte tilbage efter en afskedsreception her sidst på eftermiddagen, begyndte regnen igen. Dog ikke i stride strømme, som jeg mødte på hjemvejen.

Jeg er her bare, disse to fridage bliver brugt til blot at sidde og tænke indimellem, nogle gange ser jeg fjernsyn, nogle gange læser jeg en bog. Strikkelysten har forladt mig, det er ærgerligt, for den kunne være en god samarbejdspartner i at få pulsen og tempoet ned, når dagenes tempo skrues op. De første tre dage i ugen har været hårde, kombinationen af meget at lave på arbejde og nok at se til herhjemme gjorde, at jeg gjorde det, jeg faktisk er god til, når så jeg holder fri. Nemlig at trække stikket ud, jeg er god til bare at være. Ja jeg smører mad, ja jeg handler ind, ja jeg vasker tøj, ja jeg gør de dagligdags ting, der skal laves. Men derudover laver jeg ikke noget, jeg glemmer at vande blomster, jeg glemmer at køleskab og fryser i den grad trænger til afrimning og rengøring, jeg glemmer at jeg har mapper stående på gulvet i et værelse, der skal sorteres og kasseres, osv.

Jeg glemmer det hele og nyder blot at være lige her. I går kom jeg alt for sent i seng, fordi jeg lige skulle læse en bog færdig. Elizabeth Nobles fire bøger har jeg dels læst, dels lyttet til og de har underholdt mig på fortrinlig vis. Fortiden tur/retur og Efterdønninger kan varmt anbefales. Den første handler om to veninders liv med kærlighed, utroskab, venskab, sygdomme osv., hvor der skiftes mellem nutid og fortid. Jeg troede, at jeg kunne regne ud, hvad der skete, men sådan gik det ikke. Og slutningen var bedre end den min hjerne havde skrevet. Efterdønninger handler om en familie, der er ved at gå i tusinde stykker efter deres ældste søn dør i tsunamien i 2004. En anmeldelse kalder den til tider banal, det kan jeg da godt følge dem i, men samtidig synes jeg, at den er godt skrevet og rummer en god historie med håbet intakt.

Nu har jeg lige hentet den næste bog til litteraturkredsen, Der vokser et træ i Brooklyn. Jeg ved, at jeg er startet på den tidligere, men måtte aflevere den, fordi jeg ikke fik den læst. Jeg bilder mig ind at jeg også har skrevet om den start, fordi jeg er vild med sproget i de første kapitler, men det indlæg kan jeg ganske enkelt ikke finde. Måske er det blot blevet ved kladde eller tanken.

Lørdag er gået som den skulle, der er sorteret kartofler og jeg har bagt boller og kage til folkeholdet. Jeg har vasket tøj, jeg har faktisk også strikket lidt og jeg har nydt skønne norske programmer på DR2 om Hvor ingen kan tro, at nogen bor. Og så har jeg nydt Ghita Nørby og Kim Lyngvild på besøg i mit sommerområde.

Håber du har nydt din lørdag, hvad mon du har brugt din lørdag til? God weekend.


Belgien 2019



søndag, september 22, 2019

Skønne september

Landmanden slår græs, jeg bager kager til folkeholdet til den næste uge. I formiddags flyttede han kartoffelkasser og jeg ordnede kontorarbejde.

Midt i det hele kom et vennepar, vi ikke har set siden min runde fødselsdag for 2½ år siden. Og siden da er de blevet bedsteforældre til hele fire skønne børn. Sådan noget tager tid, men vi er ikke bedre. Landmanden havde lovet dem, at næste gang vi skulle ses, ville han lave bøffer til dem, jeg skulle ikke gøre noget. Det ser vi alle tre frem til.

Det er som om hverdagen gang på gang gør noget ved os, vi får ikke inviteret folk til de weekender, vi har fri i. Det vil jeg gerne lave om på. Det var så skønt at tale med nogen, som vi har fulgtes sammen med i mange år. Vi bor forskellige steder i landet, men når vi ses, så snakker vi, som om vi så hinanden til hverdag.


Jeg laver peptalk og forsøger at få mig selv ud og gå. Jeg trænger til en lang travetur, og alligevel falder trætheden over mig, så snart jeg tænker på at tage traveskoene på. Lad os se om det hjælper at skrive det her. Først skal der dog handles ind til ugens madpakker, det glemte jeg forleden dag. Pålæg og brød får hurtigt ben at gå på, når der hver dag skal smøres 7 madpakker.

Min litteraturkreds startede i tordags og jeg kæmpede med at få læst bogen dertil. Den kom med til frisøren torsdag morgen, og da jeg skulle sidde et stykke tid, mens de lyse striber i håret dukkede frem, så nåede jeg faktisk at blive færdig med den først på eftermiddagen. Typisk begyndte jeg så efter at have hjulpet ved indlagringsgrejet at få ondt i halsen og kvalme, så jeg valgte at tage en rolig aften i sengen, og så var det over.

Bogen jeg godt gad at have diskuteret med de andre, var Mich Vraas Håbet.I første omgang kunne  jeg nærmest ikke læse den, fordi det menneskesyn, man havde på slaverne, gjorde så ondt i mig. Men til sidst blev jeg grebet af den, om end jeg på et tidspunkt følte, at bogen skiftede stil. Det var som om, at nu skulle bogen altså skrives færdig, så den var ikke så detaljeret mere. Vi ser forløbet fra forskellige menneskers perspektiv og på forskellige tidspunkter. Den hopper frem og tilbage i tid og mellem mange forskellige personer. Det fungerede faktisk godt, så måske skal jeg kaste mig ud i de to næste bøger i trilogien om de Vestindiske øer og slaveriet under dansk herredømme. Mich Vraa skriver godt og jeg har siden læst, at han er oversætteren af bogen Alt det lys, vi ikke ser, som jeg var vildt begejstret for.


 


I går slugte jeg så en bog, som i den grad læner sig op af mit faglige virke. Bogen Blink - da jeg mistede livet og lærte at leve. Læs Randis anmeldelse, den dækker min oplevelse. Bogen kommer med på arbejde, for der er to passager, jeg gerne vil læse op. De oprørte mig og gjorde at jeg tænkte, når sygeplejersker og en læge på Hammel neurocenter, som er højt specialiseret i rehabilitering  af mennesker med hjerneskade, kan glemme, at patienten er et menneske og ikke blot en hjerneskadet person, så kan vi også.

Den ene episode er to sygeplejersker, der skal skifte ble på Rikke og tilse hendes kateter. De står og snakker om urin og hvor ulækkert det er, når en kolbe eller et bækken vælter ud på gulvet, alt imens de arbejder. Rikke kan ikke tale, men hun kan faktisk godt forstå det der siges, hun kan også stave ved hjælp af en staveplade, men det tager lang tid, så derfor bruger personalet det ikke særlig tit. Jeg blev så vred over, at man kan mangle så meget situationsfornemmelse, at man kan tale hen over hovedet på en patient uanset om man tror, hun ikke hører det man siger, fordi hun det meste af tiden sover en dyb søvn. 


Kagerne er færdige og det ene hold er mislykket, jeg glemte bagepulveret. Heldigvis var det muffins, bradepandekagen ser god ud, og den kan række til flere dage. Mon ikke de muffins bliver til hønse og hundeføde, det tror jeg. Har lige spist en, og den er så bastant, at jeg har helt kvalme. Havde jeg været med i den engelske bagedyst havde jeg fået Blikket fra de to dommere og var røget ud.

Jeg tror, jeg snupper et knækbrød med ost til min te, det går man aldrig fejl af. God søndag til dig.




lørdag, september 21, 2019

Alder og hverdag


  • Vi stod og snakkede, hun fortalte mig om hendes mor, som havde fået kræft. Jeg udtrykte min medfølelse og så siger kvinden, som jeg vil skyde på var midt i 30erne, måske lidt ældre: nå ja men hun er jo også blevet 60, så ... Bortset fra at sygdom er hård ved alle uanset alder, også for de pårørende, og jeg tror datteren ville forsøge at være i kontrol og voksen overfor mig, så følte jeg mig godt nok gammel der.

  • I lørdags var jeg sammen med mine elevkammerater fra sygeplejeskolen, 1. september for 42 år siden startede vi på sygeplejeskolen i Viborg. Mine kolleger på arbejdet kom til at grine, da jeg fortalte det. Udover fem social og sundhedsassistenter, som er i slut 50erne og først i 60erne, så er der vel kun nogle ganske få, som var børn på det tidspunkt, og så nogle få, der blev født omkring 1977. Resten er i 20erne og 30erne, langt de fleste er yngre end mine børn.

  • Jeg nød at være sammen med nogen, som havde den samme historie som mig, den samme reference, selv om vi er vidt forskellige. Bagefter tænker jeg hver gang på, hvor trist det er, at jeg aldrig har ført veninder med fra én livsfase til en anden. Det er ikke, fordi jeg bevidst har droppet dem, men vi er gledet fra hinanden, og dem jeg gik meget med i sygeplejeskoletiden, kommer heller ikke til disse komsammener. I dag er jeg meget mere i tråd med dem, der kommer. Det var jeg ikke dengang. Alderen og livet ændrede mig, de fejltagelser jeg gjorde/gør, de succeser jeg oplevede/oplever, de er med til at forme mig som det menneske, jeg i dag er blevet.

  • Hvor andre i min alder virker meget skråsikker på hvad de vil, hvad de mener, hvad de interesserer sig for, så føler jeg mig på den ene side ret tryg ved mig selv og den jeg er, på den anden side føler jeg mig som en vandrer, der forsøger at finde den rette vej(for mig), indimellem usikker på hvilken vej, men fortrøstningsfuld og sikker på, at jeg nok skal klare det, hvad nu end vejen vil byde mig.

  • En af mine elevkammerater fyldte 60 sidste år, og det var som talt ud af min mund, da hun sagde, at det kom bag på hende, at tankerne om livet og at vi nu var et sted, hvor langt over halvdelen af livet er levet, fyldte så meget. Hvor hun valgte at sige jobbet op, give sig selv et sabbatår til at finde ud af, hvad fremtiden skulle byde på, fordi man ikke skulle spilde sin tid, så vælger jeg mere at være i det liv, jeg valgte for år tilbage og se på mulighederne der.  

  • Kontrasten til den skønne eftermiddag i Thisted/Klitmøller blev aftenens fest for to af mine kolleger, der fyldte 30. Der var så meget skæg og ballade, og jeg nød at være sammen med dem. Jeg tog dog tidligt hjem, så jeg kunne ligge i min seng ved midnatstid efter en lang og skøn dag.

  • Ugen er strøget af sted, og den sluttede med en MUSsamtale med min leder. Vi blev enige om hvilken retning mit arbejdsliv skulle gå de næste år, jeg kommer af med funktioner og vi ændrer på min arbejdstid, så jeg kan gå mere sammen med mine kolleger i hverdagen. Det glæder jeg mig til. Samtidig er et nyt skib, vi har forsøgt at bygge og få i vandet, nu tæt på at være et skib, og min opgave bliver at være med til at få det til at sejle. Det er jeg spændt på.

  • I dag skal jeg dog finde tilbage til min hverdag for 20 år siden, jeg skal hjælpe med at lægge kartofler ind på lager i formiddag. En af medarbejderne havde en aftale, som ikke kunne aflyses. Jeg hjalp også i forgårs, så jeg ved, at det kan jeg godt. Det er en god følelse.
Du ønskes en god weekend.

torsdag, september 19, 2019

Kender du tegnene?



Så kører kampagnen. Hjælp med at få budskabet udbredt.
Stræk, hænger den ene arm ring 1-1-2
Snak, hænger talen ikke sammen, ring 1-1-2
Smil, hænger den ene mundvig, ring 1-1-2

Dette kan være tegn på Stroke, en blodprop eller blødning i hjernen.

Hvis du kender tegnene og ved hvordan du skal reagere, kan du være med til at redde en hjerne.


søndag, september 15, 2019

Sku vi ta en tur til Belgien og Frankrig? Dag 4 i Ardennerne 2019

Da jeg aldrig skriver, mens vi rejser, så kommer rejseberetningerne først herhjemme. Da jeg tit har lidt mere ferie efter motorcykelrejserne, får jeg heller ikke skrevet alle indlæg der, fordi jeg nyder ferien med familien. Ofte går vi direkte over i travlhed i landbruget og sygeplejen, når ferien er slut, og så orker jeg ikke altid at se alle billeder igennem, finde tilbage til lidt om de forskellige steder, og finde ordene dertil. Derimod nyder jeg at gense billederne og mindes turen, når vi kommer lidt længere hen og når jeg har overskud til det.

Så derfor, vil du med tilbage til juli 2019, til Ardennerne og vores motorcykelferie? Så kom med, og vil du læse mere om ferien, kan du trykke på dette link: Motorcykelferie Ardennerne 2019


Før turen laver jeg meget research, jeg køber næsten altid Turen går til ... Den har ikke så meget fokus på selve køreturene og smukke steder at køre på en motorcykel. Men den har beskrivelser af seværdigheder og byer. Turene finder jeg på udenlandske og danske sider om motorcykelture. Og en af turene handlede om en smuk køretur i den vestlige del af Ardennerne, som jeg så kombinerede med et besøg på et af de mange klostre i Belgien, som brygger øl, gode øl.



Det var den længste tur, vi tog i de 3½ dag, vi var i Ardennerne, og det var en rigtig smuk tur. Landmanden er vild med at køre i Ardennerne, der er bløde kurver, der er udsyn og landskabet veksler rigtig meget. Og jeg nød at sidde bagpå motorcyklen og suge til mig af de smukke indtryk undervejs.


Turen gik gennem dale, gennemskåret af floder, hvor borgerne lå tæt på. Og hvor byerne voksede langs flodens bredder.


For at komme til klosteret kørte vi gennem Frankrig på turen ud og hjem igen.


Der er nok at se på og snakke om, vi har samtaleanlæg i hjelmene. På den måde kan vi dele oplevelserne her og nu. Blandt andet diskuterede vi om ikke det var atomanlæg,  de to store skorstene ude i det fjerne tilhørte.


Der var en frodighed overalt. Ligesom der var borge overalt.


De bløde bjerge omkransede hele turen og gjorde at udsynet aldrig blev uendeligt.


Vi nåede et af vores mål for dagen, Abbaye Notre Dame de Scourmont tæt på Chimay. Her bliver der brygget trappistøl og lavet oste. Som de nærmest skrev undskyldende i deres pjece, øllet havde været med til at de kunne sørge for andre. Munke overalt i verdenen har taget udgangspunkt i de muligheder jorden omkring dem gav. I Harzen var det minedrift, i Belgien blev det øl brygget på malten fra de gode marker omkring, ligesom malkekvæg dannede grobund for gode oste.


Stilheden i klosterets have var dejlig, det indbød til nærvær og eftertænksomhed. Det på trods af at bryggeriet dannede grænsen for den ene langside af haven.



I den store kirke var der tidebøn Sext, altså midt på dagen. Vi deltog stående bagerst i rummet og fik derfor heller ikke fotograferet. Det var nok at være til stede, nyde munkenes sang og lysindvældet.


Fra kirken og langs bryggeriet gik en vej, som senere blev til en alle ned forbi kirkegården. Klosteret måtte rumme både nonner og østre, for både nonner og munke var begravet her.



Nede for enden gik en vej og lidt længere kom indgangen til bryggeriet. Der holdt en del biler, som dermed også viste, at i dag er det ikke kun munke, der arbejder i bryggeriet.


Vi gik tilbage og nød synet af den store kirke og haven endnu en gang. Resten af klosteret er dels forbeholdt munke og nonner, dels et refugium, hvor alle kan komme og få støtte til meditation, samtale og eftertænksomhed i stilhed. Vi fik at vide af en munk, at 1 km længer henne var et center, hvor man kunne se mere om historien bag klosteret og kunne smage både øl og oste. Så der tog vi hen for at få en god frokost og dele en god belgisk øl.



Nu gik turen igen ind i Frankrig og gennem små byer på den vej, som kaldes Routes de legendes. En skøn tur, som bød på veje med sving i, små byer og floden Semois, som vi fulgte en stor del af vejen.




En pause blev der også tid til, hvor vi nød at være tilskuer til livet på floden.



Snart var vi på vej ind i Belgien igen og fik det første glimt af enfredet landsby Frahan beliggende i Belgien.


Først skulle vi dog ned og rundt om en by og så op igen for at finde rastepladsen tæt på byen Rochehaut, hvor der var smukt udsyn til byen.


Dagen var der, hvor vi ikke kunne nå at vandre ned til byen og op igen, det skulle efter sigende tage en time hver vej. Vi havde bestilt god belgisk mad hjemme på vores Bed and breakfast, så efter en god pause hoppede vi på motorcyklen og tog den hurtigste vej hjem til La Roche-en-Ardennes.




onsdag, september 11, 2019

Taknemlighedsfyldt lyksalig morgenstund - bare fordi


  • køkkenbordet var totalt ryddeligt her til morgen. Opvaskemaskinen var færdig i går aftes, men jeg var for træt og slidt til at tømme den og bagefter sætte alt det snavsede i opvaskemaskinen. Så jeg gik i seng og tænkte, det må jeg gøre i morgen efter arbejde.
søndag aften
  • det at landmanden havde gjort det, efter jeg var gået i seng, viser at han ikke blot lyttede i går, men også forstod det jeg fortalte. For en gangs skyld talte vi ikke blot om landbrug og alt andet relateret til dette. Vi talte om forskellen på en meget travl hverdag på gården med 37 års erfaring og den samme cyklus om end meget omskiftelig i kontrast til en meget travl hverdag på sygehuset, hvor jeg konstant er på nye veje. Jeg har erfaringen, men det er stadig nyt, det jeg lige nu er i gang med. Og jeg bruger hele mig, inklusive hjernebarken hver dag, det kører ikke på rutinen.
  • det ikke handler om selve handlingen at tømme opvaskemaskine, men tanken bag den.

  • at samtalen i går også handlede om at vores tre nye mænd, som kun skal være her i kartoffelsæsonen, ser ud til at være gode, dygtige og solide mænd. Det gør en verden til forskel og letter min kære landmands arbejde. 

  • at der var stjerner på himlen, da jeg åbnede døren ud til gårdspladsen. Så kan den bælgravende morgenstund godt accepteres
  • jeg har sidste arbejdsdag i denne uge. jeg har taget en feriedag på fredag, så nu kan jeg se frem til fire fridage.

søndag, september 08, 2019

Må jeg lige sidde ned?

Det måtte jeg så ikke. Det havde jeg regnet ud, da jeg så havetraktoren stå nede i det våde område af græsplænen med ATVen bagved, da jeg kørte ind på gårdspladsen. Jeg nåede lige at blive irriteret på gemalen, inden jeg hjalp med at få trukket havetraktoren fri. Og bagefter blev jeg irriteret på mig selv over min reaktion.

Men så er det, at jeg skal være kærlig ved mig selv. Lørdag var der travlt på arbejde, første pause ved 11 tiden, en hurtig frokost ved 13.30 tiden. I dag pause ved 11 tiden og frokosten spiste jeg lidt af ved 15 tiden, da jeg gik på overarbejdstid for at få fundet ud af, hvad en speciel blodprøve hed og hvordan den skulle tages.

Jeg var hjemme kvart over fem, træt i benene, træt i hovedet og øm i hele kroppen. Men jeg har faktisk en god fornemmelse af at have ydet en mere end 100 % indsats. Vores ene nattevagt tog overarbejde i to en halv time i morges. Det er sejt efter en lige så hård nattevagt. Aftenvagterne meldte om en frygtelig aftenvagt i går aftes, så jeg håber, den bliver bedre for dem i dag.

Der er overbelægning med mange patienter, der er hårdt ramt. Og jeg kan sagtens finde masser af punkter, hvor jeg gerne ved den enkelte patient ville have gjort mere, men sådan var vilkårene ikke. Så jeg er kærlig ved mig selv og siger, vi gjorde det godt, vi knoklede for at komme rundt til alle vores patienter. Og hvor er jeg dog glad for mine kolleger. Folk så trætte ud, min kære gravide kollega så virkelig træt ud, da hun gik hjem, og alligevel var der en ordentlig tone og smil til hinanden, når vi mødtes i skarp trav på gangen.

Nu er den tid kommet, hvor solen ikke står op sammen med mig. Ja faktisk snuer den stadig, når jeg kører på arbejde. Jeg synes, det er kommet hurtigere i år. Men det er det højst sandsynligt ikke.

Jeg har slappet af med Kender du Typen og jeg klukler hver gang, jeg kan simpelthen ikke stå for deres fælles kemi og humor. Nu vil jeg gå ud og få lidt frisk luft, jeg kan vel tage en lille omgang markvandring og inspicere høns, hunde, fasaner og hvad der nu ellers findes på gården ;-) Landmanden ser fodbold, det er ham vel undt, i morgen er der arbejdsdag for os begge igen.

morgenstund




torsdag, september 05, 2019

Hvor blev den uge af?

Det føles som lang tid siden, selv om det kun er en lille uge siden, at jeg skrev. Jeg kom helt ned i afslapningstempo med fire fridage i træk, og jeg nød at være i sommerhuset sammen med datteren.



Lørdag sluttede vi opholdet af med kunstudstilling på Galleri Rødhusgården. Galleriet åbner altid en ny udstilling med reception, hvor en operasanger sammen med en pianist underholder med skønne arier fra operaens verden krydret med enkelte sange/viser. Vi nød den dygtige svenske solist og pianistens dygtige evner til at følge hende. Jeg var ikke så vild med soloudstillerens malerier, men jeg synes, det er spændende at se dem og fornemme ideerne bag motiverne.

Til gengæld faldt jeg pladask for nye malerier af kunstneren til det maleri, som jeg arvede efter min mor og far. Jeg overvejer stadig, men jeg har lyst til at købe et af dem.



Vi nåede også ned til stranden med en stor isvaffel i hånden. Søndag kørte jeg datteren til lufthavnen, hvorefter vi gjorde os klar til fejring af en god kammerats 60 års fødselsdag. Vi hyggede os og nød at mødes med fødselaren og hans kone samt et andet par, som vi også kender. Det er lang tid siden, vi sidst sås. Faktisk tror jeg, at det var til min 60 års fødselsdag, men snakken går stadig lige let og vidt omkring.



Arbejdsdagene har været gode og indholdsrige. Jeg har introduceret en ny kollega til stuegang og hun nød at gå sammen med en erfaren hele dagen. Vi lærte begge noget, og så er det jo en god dag. Næste dag var jeg med til morgenstarten, hvorefter jeg var på sidelinjen, for den dag var fyldt med møder og anden aktivitet. I går var der også møder og masser af skriverier. Vi er ved at udforme et nyt introduktionsprogram, og da vi igen skal have nye kolleger ( vi har ved årets udgang 12 på barsel!), og de kunne starte før end forventet, ja så skal det program være klar til, at det kan prøves af sammen med dem. Derfor har jeg travlt.

Vi er også ved at lægge sidste hånd på et pilotprojekt med opfølgning til patienter med blodprop/blødning i hjernen (Stroke) eller forbigående blodprop i hjernen. Det er i samarbejde med en kommune og bliver et forløb bestående af fire gange på fire uger. Jeg kommer til at køre langt, fordi det er i en kommune langt fra mig. De sidste to gange skal jeg dog være med på video, det er jeg spændt på. Jeg glæder mig, men jeg kan også mærke, at jeg bliver nemt træt for tiden. Den ene fra min oprindelige projektgruppe er startet på kandidatuddannelsen og er også gravid. Den anden har ansvaret for vores trombolysebehandling, så hun har nok at se til, derfor er det mig, der sammen med min leder står for dette projekt.

Fridagen i dag skal bruges på lidt af hvert af de mange hængepartier, der er herhjemme. Fridagen i morgen skal bruges på lige det, jeg har lyst til, for weekenden står på arbejde. Landbruget trak lige vejret en kort stund, efter at vi blev færdig med høsten sent lørdag aften. Nu begynder kartoffelhøsten for alvor med lange arbejdsdage fra 7-18 de seks af ugens dage. Vi håber selvfølgelig, at det snart får regnet af, så vi kan køre hver dag.


Men lige nu skinner solen dejligt, så jeg vil sætte mig i min yndlingsstol og nyde min formiddagste. Må du få en god dag.