Dagene går stille og rolige. I går kørte jeg datteren til podning, nu afventer vi så svar, før vi kan afisoleres. Ret beset må landmanden og jeg jo godt gå ud i verden, så længe datteren ikke har et positivt svar. Vi tror, det er en regelret halsbetændelse på bakteriel baggrund, for belægninger på mandlerne og halssmerterne er aftaget betydeligt efter start af penicillin. Så umiddelbart tænker jeg ikke, at det er Covid, for det er jo en virus, men man kan måske godt have begge dele på samme tid, så vi er forsigtige. Julehytten blev ryddet i går af landmanden og jeg, datteren holdt sig hjemme.
Der ses fjernsyn, soves, læses og spises slik/småkager/konfekt i store mængder. Jeg fik decideret et sukkerchok i går aftes, jeg kunne ikke sove, havde ondt i maven og var voldsom utilpas. Efter flere timers nattelæsning og masser af vand havde jeg det bedre og faldt i søvn. Så i dag er dømt fri for slik og konfekt. Lige nu har jeg slet ikke lyst til småkager, men derimod en lang gåtur. Udenfor er der dog blæsende, råt og vådt, så jeg skal lige tage mig sammen til den gåtur.
Sund aftensmad, rødbedetærte med gedeost |
I nat læste jeg Jojo Moyes bog Ræk mig stjernerne: Den er anderledes skrevet end hendes andre bøger og den mindede mig om en af hendes første bøger Brudeskibet. Det er denne anmelder også inde på, hun skriver, at Brudeskibet var den første bog på dansk og at begge modsat de øvrige bøger fra Jojo Moyes er baseret på virkelige hændelser. Anmelderen skriver, at hun savner lidt mere substans og lidt mindre blafrende øjenvipper. Jeg var meget optaget af bogen og synes som anmelderen, at man drives til at læse videre. Bogen handler om en flok kvinder, som er del af et nationalt program for Kentucky for at fremme læsning. De bringer bibliotekets bøger ud til de fjerne bjergegne på hesteryg. Og der er mange, der er modstander af, at enhver nu kan begynde at læse og at det er kvinder, der rider ud i de øde og barske egne. Jeg synes den var rå, barsk og jeg tror på Alice. Den tegner et billede af, hvordan kvinder for under 100 år siden var afhængig af mændenes vilje for at kunne få lov til at agere på en anden måde end "man burde som kvinde" De "blafrende øjenvipper" findes måske i slutningen, men da jeg er stor tilhænger af slutninger med håbet hængende foran os, troen på at det nok skal blive godt, så godtager jeg slutningen. Jeg kan varmt anbefale bogen.
Jenny Colgan og Sue Moorcroft har begge været forfattere, som jeg har nydt at lære at kende. Heldigvis nåede jeg at låne et par bøger mere af Jenny Colgan, før bibliotekerne lukkede. Her hos os tilbyder de ikke et ridende bibliotek som i bogen eller samme service som hos min søster i Vestjylland. De kan stadig reservere bøger og så er der afhentning to gange om ugen i det lokale bibliotek, hvor bøgerne er pakket i pose. Min datter er også hoppet på Jenny Colgan bøgerne, så nu hvor jeg ikke kan aflevere bøgerne igen, har jeg mit eget lille bibliotek, hun kan låne hos.
Der er vist dømt søvnig, afslappende søndag. Gad vide om jeg kommer ud og gå. Vi får se. God tredje juledag til dig.