lørdag, maj 30, 2020

Pinsen står for døren

Den inkluderer arbejde for mit vedkommende, jeg har valgt at arbejde på mandag. Der er seks Søgnehelligdage i foråret og vi skal arbejde halvdelen af dem hver især, så jeg valgte påskemandag, Kristi Himmelfartsdag og pinsemandag. Jeg glæder mig til en dag med fokus på de indlagte patienter. Til daglig er mit fokus på mine nye kolleger, på opdateringer af mine kolleger i øvrigt og på opfølgningstilbud til patienter, som udskrives direkte hjem fra os med lette følger efter deres Stroke (blodprop/blødning i hjernen). Det sidste har været skåret væk i corona-tiden. Nu er vi ved at åbne op med meget små hold, så vi kan overholde alle krav om afstand. På onsdag er det min tur til at have et hold, det glæder jeg mig også til.



Hver morgen og hver aften tjekker jeg, om der er kommet nye patienter fra de to kommuner, hvor vi skal fortsætte med et opfølgningstilbud lig det, jeg blev interviewet om i det tidlige forår. Denne gang skal det dog strikkes sammen, så det kan køre i en driftform, altså uden tilskud fra projektmidler. Det er jeg spændt på. Alene det, at jeg er nødt til at tjekke sygeplejejournalerne hver dag for at sikre, at vi finder de mulige kandidater, siger noget om, at det er en tidskrævende proces. Og jeg gad godt, at nogle datafolk så på, om det ikke kan gøres via datatræk. Samtidig er andre kommuner interesseret i at finde en model, der passer til deres kommune og deres tilbud. Så nu hvor vi åbner op, åbnes der også op for videomøder og sidenhen fysiske møder, så vi kan finde ud af, om det kan lade sig gøre.



Lige nu vælger jeg at konvertere det ekstra arbejde, jeg har morgen og aften, til at jeg indimellem først møder klokken 8. Det passer mig perfekt og giver mig ro fra morgenstunden. Jeg nyder at kunne sove til klokken seks i stedet for klokken fem.



Kartoflerne er i jorden, de har alle fået kammet jorden op omkring sig og der er renset for ukrudt første gang. Det sidste bliver så en tilbagevendende proces, for landmanden har valgt, at der ikke skal sprøjtes for ukrudt. Så han kommer til at arbejde meget, for der er godt gang i ukrudtet. Det bliver nærmest sådan, at når sidste mark er renset for ukrudt, kan han starte forfra, indtil den dag hvor kartoffelplanterne er så store og dækker hele marken og dermed  kvæler ukrudtet.



Når det sker, kan vi tage på en lille motorcykelferie, forhåbentlig. Er der noget, jeg har lært i de sidste 37 år, så er det at med landbrug og det danske vejr kan man aldrig vide sig sikker på, at planer holder. Og så kan vi så tilføje en corona-virus oveni. Men planen er lige nu, at vi vil køre en tur ned langs vestkysten, hele vejen ned til Tønder og så tager vi også en tur til Sydfyn. Så har du nogle skønne ruter, vi skal køre eller gode seværdigheder, vi skal se, så må du meget gerne skrive i kommentarfeltet.



Landmanden er ude i marken med en traktor, Ayla er med, Dexter gider ikke at køre traktor, så normalt er han hos mig i bryggerset. I dag er han dog syg, og efter at jeg har vasket bryggergulv flere gange pga. tynd afføring, må han lige nu være i hundegården. Nu vil jeg tage en kop te med ud på miniterrassen, lukke Dexter ud og så kan vi sammen nyde starten på den næstsidste dag i foråret.

God pinse til dig.




onsdag, maj 27, 2020

En dejlig dag og en skøn voksen mand

33 år. Så længe har jeg kendt min søn. Jeg var 30 år, da jeg fik min søn, og kærligheden til denne skønne lille dreng var der med det samme.

I weekenden fik jeg lov til at være sammen med ham, fik lov til at mærke og se, at han nu er en voksne mand. En mand, som ved, hvordan han skal takle livets modgang og medgang. Det har han kunnet længe, men når man bor langt væk, så kan det være svært at mærke gennem en telefon, om det bare er noget, der siges for at berolige sin mor, eller om det reelt er rigtigt. Derfor gjorde det godt at være sammen med ham i flere dage, bare ham og mig, mor og søn. Fuldstændig som vi var de første fem dage i hans liv. Godt nok kom far og storesøster på besøg dengang, men det meste af tiden var vi alene og havde tid til at lære hinanden at kende. Og sådan føltes det også i weekenden.


Svigerdatteren har måttet være i Norge de sidste to måneder pga sammenfald af corona og sygdom i familien, og dermed har parret måttet nøjes med videosamtaler, og det har de været rigtig gode til. Man kan både se film sammen, spille spil sammen, quizze sammen med hele hendes familie osv. Mon ikke også de skal spise sammen i aften efter arbejde. Sammen hver for sig er en sætning, der giver mening i disse tider.

lørdagens aftensmad sammen med sønnen
Min dejlige søn, jeg nyder disse fødselsdagsmorgener, hvor jeg dykker ned i minderne og tænker på de mange skønne timer, vi har haft sammen. Hvordan du med din humor, dine skønne bemærkninger, din evne til at fokusere på det væsentlige i livet får din mor til at smile, og jeg glædes over at have dig i mit liv.


Tak for en skøn weekend, hvor vi fandt ud af, at vi var et godt makkerpar i vinduespudsning og i at underholde hinanden på et møntvaskeri. Jeg glæder mig, til vi kan ses igen. Hjertelig tillykke med din fødselsdag.

to fætre i kamp






lørdag, maj 23, 2020

En pause fra hverdagen og hjertet faldt til ro

Landmanden er blevet efterladt i mosen med det sidste forårsarbejde. I skrivende stund sidder jeg på Frederiksberg efter en god nats søvn. I går morges fik jeg alt fra hånden,  ikke alt, men det jeg ville nyde var gjort, når jeg søndag vender hjem igen. Egentlig ville jeg tage færgen, men det at være afhængig af at skulle nå en færge til et bestemt tidspunkt, gjorde, at jeg i stedet for satte mig i bilen klokken 10 og bare kørte. Jeg havde te, vand, klapsammen boller med ost, frugt skåret i mundrette skiver og mandler med mig. En god lydbog og tid og stilhed til at tænke førte mig ned gennem Jylland, over Fyn og til hovedstaden.


4 timer og 45 minutter tog det mig fra Store Vildmose til Nørrebro. Datterens loppefund i sommerhusområdet samt kartofler og æg fra barndomshjemmet mod nord blev båret op i hendes lejlighed og så agerede jeg ellers chauffør. Vi skulle købe planter til hendes altan i Vallensbæk og forskellige småting i Ikea i Høje Tåstrup. Det gik fint, alle holdt afstand, man blev lukket ind i hold i Ikea. Men hold nu op hvor er der mange cyklister på Nørrebro og Frederiksberg. Det er ikke sært, at datteren følte sig fuldstændig udbombet, da hun vendte hjem fra en måned i stilhed og ro i naturen til det kaotiske Nørrebro.


På vejen samlede vi sønnen op, han var den primære årsag til mit Københavnerbesøg. Jeg trængte til at se ham, og det gjorde godt at kunne kramme ham igen. Vi spiste sammen hos datteren, fiskerestauranten Hooked fik lov til at servere aftensmaden. Jeg hentede den, trængte til at få lidt frisk luft og kunne ved samme lejlighed konstatere, at en meters afstand åbenbart ikke er det samme alle steder. På fiskerestauranten overholdt de kravene, og der var styr på udlevering. Maden smagte lækker, men aftenen var ikke gammel, førend vi vendte hjem til sønnen, hvor jeg skal bo i disse dage.


Vi var begge trætte efter en lang dag, men nåede at sidde ude på altanen med et lydtæppe af en fest i en blok længere henne. Trods støvregn var der lunt og vi nød at sidde ude med udsigt til syrener og en smuk baghave. Jeg holder meget af den måde, hvorpå man har åbnet de gamle baghaver og omskabt dem til små oaser af grønt ved at slå dem sammen.


Sønnen sover stadig, jeg har nået en gåtur ned til den gode bager og Netto. Så når han vågner, kan vi spise morgenmad sammen. Der er ro i min sjæl. Jeg ved, at mine børn er voksne, de klarer sig fint uden deres mors indblanding, jeg har bare brug for at se dem en gang imellem. Og så er mine børn meget forskellige, min datter og jeg kan fint vende alle mulige emner i telefonen. Det kan min søn og jeg ikke, det kommer først, når vi ses.


Jeg har ingen hast med at komme hjem, jeg skal blot være hjemme søndag på et eller andet tidspunkt. Kristi Himmelfartsdag var min arbejdsdag, og det udløste så en erstatningssøgnehelligdagsfridag fredag, og da jeg plejer at holde fri om torsdagen, er den fridag flyttet til mandag, voila fire fridage i træk, og jeg nyder dem.

God weekend til dig.


søndag, maj 17, 2020

At gå på må og få eller på kryds og tværs

gør mig glad. Der er ingen høretelefoner med lydbøger, musik eller podcast, der tager min opmærksomhed. Jeg bare går og går, krydser de store stier gang på gang i søgen efter de små stier. Nogen gange ender jeg udenfor klitplantagen og finder så en vej ind i plantagen igen.



Jeg skal huske, hvor godt det gør mig at gå i den lille del af Blokhus klitplantage, også kaldet hundeskoven. Her kommer jeg op og ned ad små stier og får dermed pulsen op og glæden frem ved at løbe op ad en smal sti og hoppe ned ad en anden smal sti. Her fandt jeg små sten med skønne citater og små blomster, som jeg troede var anemoner, men som andre har fortalt mig hedder Kornet Stenbræk



Der var andre end mig, der gik tur i plantagen, nogle snakkede jeg med, andre sagde jeg hej og smilede til og fik et smil tilbage.



I dag regner det, men inden da nåede landmanden at slå græs de fleste steder, og jeg fik gjort et bed pænt. Landmanden, pensionisten og akademikeren hyggede sig i går med bukkejagten både tidlig morgen og aften. De skød ikke noget, men fik så mange skønne oplevelser med dyr og naturen. Pensionisten kunne fortælle om to fasankokke, som ved fælles strategi jagede en stor hanræv væk, som ellers havde fået øje på dem som en lækkerbisken til natmaden.



Jeg var forlængst gået i seng, inden de fik snakket færdig over kaffen/teen i går aftes. Der holdes afstand og sprittes hænder, men de nyder hinandens selskab. Jeg fik til gengæld en lang snak med min mellemste lillesøster i telefonen og hørte nyt om mine niecers vej i livet. Det var hyggeligt og alt for sjældent, at vi gør det.



Inde i mit køkken står tre skoæsker, jeg har for første gang bestilt sko over nettet. Og typisk mig, så bare tanken om, at de nok ikke passer mig og jeg derfor skal til at sende dem tilbage og bestille nye, gør, at jeg ikke har prøvet dem endnu. Jeg har end ikke haft dem ude af æskerne. Nå, det når jeg nok inden søndagen er omme.


Søndag er min jeg-orker-ikke-at-lave-mad-og-det-er-okay-dag. Så nu spekulerer jeg på, hvad vi skal finde på, der er ikke så mange muligheder for take away omkring os. Eller også har vi bare ikke fået øje på dem.



Der er stille i huset, jeg kan kun høre det rolige åndedræt fra to hunde og en landmand. En søndag i ro, det trænger de til. jeg trænger til en gåtur, så nu skal jeg diskutere med mig selv om jeg blot skal tage tøjet og skoene på og gå en tur ud ad landevejen, eller om jeg skal tage bilen og køre 13 km mod vest og snuppe en tur i klitplantagen. Vi får se. God søndag til dig.


lørdag, maj 16, 2020

Inden jeg står op

Klokken er fem, da jeg vågner, jeg prøver at strække den lidt, gik først i seng efter 22, så ville gerne sove lidt længere på denne gråvejrslørdag. Var kortvarigt vågen, da landmanden stod op ved 3 tiden. Det er jo d. 16/5 i dag, dagen hvor bukkejagten starter, Akademikeren ville komme med boller, som hans hustru havde bagt og landmanden ville sørge for kaffe og te, og hans frue havde sørget for at bordet var dækket i mandskabsrummet samt at juice, mælk, smør, ost og pålæg stod klar i køleskabet i samme rum. Jeg vendte mig om og sov videre på det tidspunkt, men det lykkedes ikke klokken fem.


Vi har som mange andre fået hvert sit soveværelse for at se, om det hjalp på min søvn, og det gjorde det. Jeg har langt færre nætter med dårlig søvnkvalitet. Mit værelse bærer præg af mit indsovningsmønster med krydsord og sudoku.


Jeg læser artikler i det nye Liv. I dette nummer er der flere artikler med kvinder omkring min alder og jeg nærstuderer dem, husker mig selv på, at de er blevet stylet til billederne, men tager mig alligevel i at tænke, om min stil kunne trænge til et løft.

Til sidst giver jeg op, står op klokken seks og går ud på badeværelset, kigger mig selv i spejlet, smiler og siger god morgen. Og så tænker jeg, du ser da dejlig ud, Lene, selv med morgenhår og søvn i øjnene. Hjernen ser ud til at fungere, du bliver stadig brugt som sparringspartner af mange yngre kolleger og selv om du ikke laver internationale film som Lone Scherfig, film som du ikke har set, så er du stadig en kvinde, fuld af liv, så gå nu ud og mød denne lørdag med gåpåmod og lyst til livet.




onsdag, maj 13, 2020

En plads i solen - solskinsstråler i mit liv


  • At blive budt på søndagsmorgenmad sammen med landmanden i sommerhuset hos datteren




  • At gå en aftentur med udkig til grønne marker og skyer, der er drysset udover en himmelblå himmel



  • At blive glad ved at se på farven på mine sko, selvom de nu må opgive ævred.


  • At finde en plads i solen, mens andre arbejder (jeg på kontoret og landmanden ved kartoffelsorteren) 



  • Jeg holder søgnehelligdagsfri, erstatningsfri for min arbejdsdag 2. Påskedag. Og en solstråle lige her og nu var en medarbejder i vores el-selskab, som kunne finde ud af rodet omkring fusionering og vores aftaler. Ikke nok med det, han tilbød af sig selv, at jeg skulle ringe efter fusionering og spørge efter ham, så vi kunne sikre os, at alt er gået som det skal på trods af breve og mails, som var en fejl og som gjorde mig helt forvirret til sidst. Det kalder jeg god kundeservice.


Til de havekyndige læsere: Vi har stadig nattefrost. Der var rimfrost på græsset i morges. Skal jeg klippe mine roser ned? Kan jeg plante blomster i krukker eller er det dumt?

Blomsterne og jeg skulle nødig hænge med hovedet.



  • Sjældent har jeg nydt vores japanske kirsebærtræ som i år, det strutter virkelig af livslyst



  • Desværre har jeg ikke billeddokumentation, men tilskuere ville have haft en fest med at se de fem søskende, alle 50+ forsøge sig med videogruppesamtale på messenger. Hold nu op som vi grinte. Ind imellem så vi kun hårtoppe på hinanden, vi snakkede i munden på hinanden (som vi altid gør) og til sidst kunne vi ikke finde ud af at slukke (læs jeg og min ældste lillesøster kunne ikke). De andre var koblet fra, vi grinte bare og jeg var irriteret over, at jeg ikke kunne finde ud af at få slukknappen frem på min mobil, så på et tidspunkt trykkede jeg på det irriterende ikon med videoeffekter, som hele tiden sad midt i billedet af mig. Så knækkede min søster og jeg sammen af grin, da jeg trykkede på de forskellige effekter. Jeg var ret øm med en turban og ansigtsmaske, jeg lignede et spøgelse.

  • Håber du får en dejlig dag med smil, latter og sol på næsen.


lørdag, maj 09, 2020

Tænker du da på det?

Landmanden så spørgende på mig. Ja måtte jeg svare, men kun i øjeblikke. Måske er det jer, der allerede er der, der forplanter tankerne i mit sind. Måske er det opgaver, som jeg gerne så krydset af og dermed ikke mere var mit bord. Måske er det, at jeg erkender, at der ikke er energi til meget andet, når jeg gerne vil arbejde på den måde, jeg arbejder på.

Men det er kun i få øjeblikke, at jeg overvejer, hvornår jeg skal stoppe med mit arbejde. For kort efter må jeg erkende, at mit arbejde er det der næst efter min familie giver mig allermest mening med livet. Og så længe jeg ikke har fundet noget andet at erstatte det med, så bliver beslutningen ikke taget.

Og grunden til at landmanden spurgte? Fordi jeg sagde, at jeg ikke kunne stoppe, før han var stoppet, for ellers ville jeg jo stadigvæk have al mit arbejde herhjemme og kunne ikke bare gøre, som jeg ville i hverdagen.



Jeg arbejder med artiklen, og den hænger mig helt ærligt langt ud af halsen. Jeg har læst artikler, skrevet resume af dem, fået nogle af dem koblet til artiklen, men jeg mangler gennembruddet. De linjer, som lige nøjagtig slår hovedet på sømmen og afslutter diskussionsafsnittet med inddragelse af pointer fra nye artikler.

Solen skinner, jeg sidder inde og kukkelurer. I aften går jeg mig en tur, det samme gjorde jeg i går aftes, og det var skønt. Længe leve lyse aftener i maj.


fredag, maj 08, 2020

Arbejdshelligdag

Store Bededag er i gang. Min datter spurgte i går over de varme hveder, hvorfor vi havde Store Bededag, og jeg kan nu læse mig til, at jeg gav hende det forkerte svar. Jeg har nemlig altid troet, at Store Bededag var erstatning for alle de helligdage for helgener, som Martin Luther fjernede ved reformationen. Sådan forholder det sig ikke.

Store Bededag er en dansk helligdag, den findes ikke andre steder. Det var en dag tænkt til bod, bøn og faste. Efter at Martin Luther havde afskaffet de mange helligdage for konger og helgener, fik kongerne senere  i urolige tider behov for dage beregnet til bøn for landet. Efterhånden blev der også mange af disse dage og de blev brugt mere på spil og druk end bøn, så de blev samlet til én stor bededag. Aftenen før ringede kirkeklokkerne som tegn til, at Store Bededag var begyndt, al handel og beværtning skulle lukke. Bagerne kunne derfor ikke levere friskbagt brød på dagen, derfor bagte de hvedeknopper dagen før, som kunne lunes/ristes på Store Bededag. Voila, her har vi vores varme hveder Store Bededagsaften.



I denne underlige tid, vi er i, kunne landet måske godt have brug for fælles bøn. Måske er fællessang, sammenhold og hensyntagen nutidens svar på en bøn for landet. Her hos os arbejdes der dog, derfor kan vi dog godt sende en tanke og en bøn af sted.

Landmanden er i gang med at lægge kartofler, medarbejderen pløjer. Jeg skal senere i gang med at få gjort vores artikel færdig til videre redigering hos vores vejledere. Vi havde vores sidste projektdag i går, og vi får ikke flere, så derfor er jeg nødt til at inddrage en del af min fridag i dag. Artiklen beskriver vores studie, som undersøgte, hvordan patienter efter et hurtigt indlæggelsesforløb på under 72 timer og med lette følger efter Stroke (blodprop/blødning i hjernen) oplever tiden lige efter udskrivelse. Som jeg tidligere skrev, blev artiklen afvist i første omgang, nu prøver vi et andet tidsskrift, så jeg krydser fingre for, at det lykkes. Vi er som også tidligere skrevet for længst videre og i gang med nye projekter, som skal sikre, at den viden vi fik, kan komme andre patienter til gode. Lige nu er alt dette dog sat på stand by.

Det er godt, at vi nu åbner op, erhvervslivet bløder og har brug for at komme i gang igen. I min lille verden havde jeg håbet på, at forsamlingsantallet blev opjusteret, men det sker tidligst d. 1/6.  Det betyder nok, at de tanker vi havde gjort os om så småt at få gang i vores opfølgningstilbud efter Stroke må skrinlægges.



Datteren blev kørt hjem i går aftes, hun var blevet kaldt på hjemmearbejde i går og skulle have rundet arbejdet af i dag. Hun er så sej, i går cyklede hun 19 km for at få massage af sin smertende nakke, ryg og arm efter dårlige arbejdssstillinger ved spisebordet i sommerhuset. Hvor andre ville få kuller af en måned alene i et sommerhus, så blomstrer hendes kreativitet og energi. Min symaskine er kommet op til hende, og hun redesigner sin mormors nederdel og sin egen gamle denimjakke fra teenagertiden med stoffer fra mormors patchwork-lager, som endte hos mig.

en smuk buket fra min kollega, da vi holdt projektdag her
Om lidt vil jeg nyde nogle minutter sammen med landmanden over en kop te og resterne af hvederne. Hundene slapper af i bryggerset,  de har vænnet sig til, at de ikke altid kan komme med traktoren. Jeg er dog helt sikker på, at hvis man lavede en undersøgelse af deres oplevelser om forårsarbejde på landet, så ville de ønske, at traktorer blev designet til, at to store ruhåret hønsehunde kunne være der.


Andre dyr på gården agerer på anden vis og besætter traktorer. En solsort har bygget rede i vores ældste og første traktor. Heldigvis har den gamle traktor gjort det arbejde, den skal her i foråret, så hun får lov til at ruge på sine fine æg. Landmanden tjekker nu dagligt de andre traktorer, som står udenfor, man ved jo aldrig, om rygtet om fri bolig er nået ud til andre solsorte.




God Store bededag til dig.

mandag, maj 04, 2020

Sommersøndagsmorgenfornemmelser

Ja jeg ved jo godt, at vi ikke har sommer, og temperaturerne er heller ikke sommerlige. Og jeg ved også godt, at det er mandag nu og aften, men jeg startede på dette indlæg søndag morgen.

Fornemmelsen af at stå op til et væld af solskin ind gennem mit vindue, fornemmelsen af at slå døren op, høre fuglesangen, stille hundenes madskåle ud på trappen og lade dem spise udenfor, mens døren står åben, og jeg gør klar i køkkenet. Den fornemmelse hører til sommeren eller senforåret.


Landmanden og datteren sov stadig, mens jeg lunede boller, dækkede bord og nød søndagsmorgenvejret. Vi spiste morgenmad sammen med tid til snak og tilbageblik i minderne, om dengang datteren holdt fest i 8. klasse og landmanden måtte agere udsmider. Og hvordan de unge mennesker ind imellem dukkede op i køkkenet til en snak med voksne. Om dengang landmanden og jeg var på motorcykelferie på Bornholm og om min drøm om en motorcykelferie til Møn. Vi kom vidt omkring på denne søndag morgen.


Datteren hentede smukke grene med væld af lyserøde blomster fra det japanske kirsebærtræ. De falder nok hurtigt, men de kan glæde en kort tid. Senere blev hun kørt tilbage til sit corona-eksil i vores sommerhus. Efter etablering af en hurtigere netforbindelse har hun kunnet arbejde hjemmefra i vores sommerhus og har nydt det. Siden hen er hun blevet hjemsendt, fordi firmaet som så mange andre ikke har mere arbejde. Vi nyder at se hende i et lille døgn hver weekend. Vi holder afstand, giver ikke knuser, vasker hænder osv. og hun er nu en del af vores smittekæde. Jeg gad også godt, at søn og svigerdatter kunne være en del af smittekæden, men sådan er det ikke. Sønnen arbejder ligesom landmanden og jeg, og han har meget travlt, det er lange arbejdsdage og ekstra arbejdsdage, fordi alle nu bestiller over nettet og ikke går i den fysiske butik.





Efter at have kørt datteren hjem, gik jeg en lang tur i Blokhus klitplantage og nød det gode vejr. Denne gang valgte jeg at følge en markeret rute og ikke gå efter næsen. Det blev til næsten ni kilometer, inden jeg stod ved bilen igen. Det gjorde godt igen at gå en længere tur, selv om jeg i dag betaler prisen med ømme fødder og ben efter at have haft en travl dag på arbejde.



Opvaskemaskinen arbejder, landmanden har sat sig ud på en traktor, hundene sover på bryggersgulvet, det er maj og jeg nyder det hele.












fredag, maj 01, 2020

Det er weekend igen

Hver gang bliver jeg lige lidt overrasket, for jeg har stadig ikke vænnet mig til, at jeg er taget ud af weekendkabalen for at gøre gavn på anden vis. Så nu har jeg fri, og jeg er også brugt. Jeg har brugt tid på at tænke over, hvorfor det føles hårdere i år med forårstravlheden i marken kombineret med travlhed på arbejde, for sådan er det jo altid.

Jeg kunne mageligt smide coronakortet som begrundelse, jeg tror alle ville se det som en plausibel grund. Det er måske en del af årsagen og så alligevel ikke. Årsagen ligger mere i, at vi har haft mange kartofler at sælge af og der har været bud efter dem, ofte med en dags varsel. Det er jo godt, man vil som landmand jo gerne have alle sine afgrøder solgt. Men kombineret med travlheden i marken har det gjort, at de to landmænd ofte har sorteret kartofler i 8-9 timer, hvorefter de er kørt i marken. Det har for mig betydet, at jeg udover de vanlige eftermiddagsmadpakker også har skullet tænke i aftensmad  til vores medarbejder 6 ud af 7 dage i ugen. Det er ikke vanligt, heller ikke i de travle perioder.

Og hvorfor betyder én mere til aftensmad så noget? Det burde det ikke gøre. Vi har dog immervæk været 4 på matriklen i mange år. det er egnetlig ikke det at lave maden, men det mere at jeg i forvejen er så træt af at lave mad, så jeg nyder at veksle mellem dage, hvor der laves god mad, og dage, hvor vi spiser rester af den gode mad. Nu kan jeg ikke vælge rester til aftensmad dagen derpå. Der er ofte ikke nok til to landmænd, jeg kan jo som bekendt leve af havregrød og salat, så derfor bliver der lavet mad hver dag, og resterne skal så spises om søndagen. Og faktisk er jeg god til at finde på, for løsningen med at købe mad udefra dur ikke. Jeg ved ofte ikke, hvornår de kommer ind, så maden skal gerne kunne holde sig varm i ovnen. Indimellem tyr jeg dog til halvfabrikata, men vi har jo masser af gode kartofler, så de gange jeg har købt færdiglavet kartoffelsalat eller flødekartofler er jeg blevet skuffet hver gang. De smager syntetisk.

Kombineret med det vanlige arbejde på gården for mig (kontor, regnskab, husholdning) og at der også er nok at se til på arbejde og en artikel, der hænger faretruende over mit hoved, så må jeg bare konstatere, at det kan godt være, andre ville synes, det ikke var noget at tale om, endsige skrive om, men det gælder ikke mig.

Aalborgs Havnefront

Apropos artikel, så lovede jeg en tilbagemelding, og det har ladet vente på sig, fordi jeg helt ærligt blev slået ud af, at vi fik afslag på optagelse i det internationale tidsskrift. Mest af alt fordi den ene gennemlæser havde glemt, hvad de lærer om feed-back. Vedkommende sablede vores artikel ned. Hvorimod den anden gennemlæser var mere opbyggelig i sine kommentarer.

Jeg var ved at kaste håndklædet i ringen, fordi jeg ikke syntes, afdelingen kunne være tjent med, at vi stadig ikke var færdig. Men vores vejleder stod fast, vi skulle ikke skrive meget om og vi måtte ikke bruge mange dage på det, for nu skulle vores to vejledere på banen og gøre noget af arbejdet. Min kollega og jeg inddrog en fridag i torsdags efter aftale med vores leder og brugte syv timer sammen for at gennemarbejde artiklen igen. Vi har fået lov til at få en dag mere i næste uge, så der SKAL den være færdig fra vores side.

Vores vejleder syntes så, at det kunne være godt at lave en lynsøgning for at tjekke om der var kommet nyt litteratur. Det kunne vores medicinske bibliotek heldigvis hjælpe os med. Så jeg har brugt 2½ time på at gennemlæse 400 titler og vælge mulige brugelige artikler fra. I morgen når landmændene arbejder, skal jeg have læst de måske egnede artikler igennem og uddraget essensen af dem. Ellers når vi ikke i mål i næste uge.

Vi er for længst videre, vi er jo godt i gang med at få den viden, vi fik fra hele studiet inklusive de mange artikler, vi har brugt i vores diskussion, til at komme patienter og pårørende til gode. Og det er blandt andet det, dette interview med mig, som jeg tidligere har bragt link til, beskriver. Men samtidig er jeg også enige med vores vejleder, vi er forpligtet til at få beskrevet den viden, som vi går ud i vores egen lille verden og fortæller om. Jeg er bare så træt af den mentale byrde, den opgave giver mig.


Det ændrer ikke på, at det nu er maj, vi er rigtig godt med i marken. De er ved at gøre markerne klar til at lægge kartofler, kornmarkerne er tilsået. Mine kolleger er jeg stadig meget stolte af, og jeg elsker at være sammen med dem. I dag skulle jeg egentlig have introduceret en ny kollega, et barselsvikariat, men hun blev syg, så i stedet for hjalp jeg først i plejen, ringede derefter til en patient og sluttede af med at komme alle søgningerne igennem.

Der er handlet ind til aftensmad, vi skal kun være os to, det var vi også i går. Så jeg får brugt resterne af aftensmaden fra de forrige dage. Dermed kan landmanden få en af sine yndlingsudgaver af kartofler, nemlig brasede kartofler af resterne fra forleden dag. Jeg er ikke så god til at lave fiskeretter, så en af mine favoritter er fyldte rødspætter fra frost, som ryger i ovnen og passer sig selv. Kombineret med en hjemmelavet salat er vi vist rimelig sunde i dag.

Utzon Center i Aalborg har opkaldt deres restaurant efter Jørn Utzon (og min mand) :-)