Sukkerchok og boglæsning

 Dagene går stille og rolige. I går kørte jeg datteren til podning, nu afventer vi så svar, før vi kan afisoleres. Ret beset må landmanden og jeg jo godt gå ud i verden, så længe datteren ikke har et positivt svar. Vi tror, det er en regelret halsbetændelse på bakteriel baggrund, for belægninger på mandlerne og halssmerterne er aftaget betydeligt efter start af penicillin. Så umiddelbart tænker jeg ikke, at det er Covid, for det er jo en virus, men man kan måske godt have begge dele på samme tid, så vi er forsigtige. Julehytten blev ryddet i går af landmanden og jeg, datteren holdt sig hjemme.

Der ses fjernsyn, soves, læses og spises slik/småkager/konfekt i store mængder. Jeg fik decideret et sukkerchok i går aftes, jeg kunne ikke sove, havde ondt i maven og var voldsom utilpas. Efter flere timers nattelæsning og masser af vand havde jeg det bedre og faldt i søvn. Så i dag er dømt fri for slik og konfekt. Lige nu har jeg slet ikke lyst til småkager, men derimod en lang gåtur. Udenfor er der dog blæsende, råt og vådt, så jeg skal lige tage mig sammen til den gåtur.

Sund aftensmad, rødbedetærte med gedeost

I nat læste jeg Jojo Moyes bog Ræk mig stjernerne: Den er anderledes skrevet end hendes andre bøger og den mindede mig om en af hendes første bøger Brudeskibet. Det er denne anmelder også inde på, hun skriver, at Brudeskibet var den første bog på dansk og at begge modsat de øvrige bøger fra Jojo Moyes er baseret på virkelige hændelser. Anmelderen skriver, at hun savner lidt mere substans og lidt mindre blafrende øjenvipper. Jeg var meget optaget af bogen og synes som anmelderen, at man drives til at læse videre. Bogen handler om en flok kvinder, som er del af et nationalt program for Kentucky for at fremme læsning. De bringer bibliotekets bøger ud til de fjerne bjergegne på hesteryg. Og der er mange, der er modstander af, at enhver nu kan begynde at læse og at det er kvinder, der rider ud i de øde og barske egne. Jeg synes den var rå, barsk og jeg tror på Alice. Den tegner et billede af, hvordan kvinder for under 100 år siden var afhængig af mændenes vilje for at kunne få lov til at agere på en anden måde end "man burde som kvinde" De "blafrende øjenvipper" findes måske i slutningen, men da jeg er stor tilhænger af slutninger med håbet hængende foran os, troen på at det nok skal blive godt, så godtager jeg slutningen. Jeg kan varmt anbefale bogen.

Jenny Colgan og Sue Moorcroft har begge været forfattere, som jeg har nydt at lære at kende. Heldigvis nåede jeg at låne et par bøger mere af Jenny Colgan, før bibliotekerne lukkede. Her hos os tilbyder de ikke et ridende bibliotek som i bogen eller samme service som hos min søster i Vestjylland. De kan stadig reservere bøger og så er der afhentning to gange om ugen i det lokale bibliotek, hvor bøgerne er pakket i pose. Min datter er også hoppet på Jenny Colgan bøgerne, så nu hvor jeg ikke kan aflevere bøgerne igen, har jeg mit eget lille bibliotek, hun kan låne hos.

Der er vist dømt søvnig, afslappende søndag. Gad vide om jeg kommer ud og gå. Vi får se. God tredje juledag til dig.

Glædelig jul - nattøj, hygge, sygdom og videonærvær

 I dag er det første dag i julen (the first day of Christmas), og vi hygger os. Opvasken fra i går står stadig på køkkenbordet, opvaskemaskinen har gjort sit arbejde ad flere omgange, nu mangler kun det, som der skal vaskes op i hånden.

Juleaftensdag forløb stille og roligt. I og med at julegudstjenesten blev valgt fra, og at vi kun skulle være os tre (landmand, datter og fruen) var der ingen deadline. Det betød at jeg faktisk gik i nattøj frem til lige før aftensmåltidet. Mens landmanden passede sovsen, flæskestegen og kartoflerne, smuttede jeg i bad og pyntede mig til juleaften. Bagefter sørgede jeg for de brune kartofler, og så var vi klar.

Det blev en hyggelig aften med tid til masser af snak, også med søn og svigerdatter i Norge. Vi hilste på den norske svigerfamilie og kunne blot konstatere, at vi forstår hinanden meget bedre, når vi står ansigt til ansigt. Juletræet blev det smukkeste juletræ nogensinde. Sådan ender vi med at sige hvert år. Datteren måtte pynte det alene, nu hvor sønnen manglede.

datteren stod også for borddækning

Vi fik vores første julegave, før vi skulle gå rundt om træet. Datteren havde lavet vores egen julesanghæfte med smukke illustrationer. Så i år kunne vi bruge sanghæftet til at synge min julesang, den jeg altid valgte, da jeg var barn og ung: Velkommen igen Guds engle små. Den er bare aldrig repræsenteret i julesanghæfterne, så vi plejer at deles om de tre salmebøger, vi har i huset.

Sønnen havde skrevet de smukkeste ord til os, som ledsagede gaverne. Han forstår at udtrykke sig på skrift. Det kommer mere til sin ret, nu hvor vi ikke har ham omkring os. Vores svigerdatter havde skrevet det mest sjove kort til ham, som om det var fra os. Hun havde fanget os alle spot on. Hele aftenen igennem fik vi små videoklip eller hilsner fra Leksvika.

Som altid får jeg risalamande til morgenmad 1. juledag

Her til morgen vågnede datteren op med ondt i halsen og med hævede mandler med belægninger og muligvis lidt feber. Så røg den julekomsammen, vi skulle have haft med mine jyske søstre på søndag. Nu venter vi på svar på podning og holder os isoleret. Der er dog hentet penicillin efter samråd med vagtlæge og sammen med panodil har det fået datteren til at have det bedre.

Hundene har været fotomodeller, både i går og i dag, så de kunne være med til at ønske alle en glædelig jul. Julebrevet til familierne blev sendt i går eftermiddag, længe leve mailsystemet, når posten nu er blevet så langsom.

Også i dag har vi haft en lang snak med sønnen, det er skønt at kunne holde kontakten ved lige på denne måde. Min ene niece måtte fejre jul sammen med sine bofæller i København, da hun fik corona og ikke nåede at blive smittefri længe nok til, at hun kunne tage hjem til Jylland lillejuleaften. Hun var også med på videoen hos sine forældre og søskendes jul.

Landmanden og jeg nåede en god gåtur i det smukke solskinsvejr med frost på vandpytterne. Nu tror jeg, at jeg vil tage mig sammen og få den opvask væk, så vi kan holde restegilde i aften. God 1. juledag.

Helt bagud af dansen

Nu må jeg vist hellere få brudt den skriveblokade. Der er gået over en uge siden sidste indlæg, og jeg får læst hos andre, men ikke kommenteret. En god starter er altid at kigge mine mobilbilleder igennem.

Jeg har været vikar for datteren i hendes julehytte, jeg hyggede mig med te og computer/mobil. Det var en af de stille hverdage, så jeg havde tid til at nyde parken og min datters julepynt. Skulle du blive fristet af pynten, så kan det bestilles på hendes instagramprofil.

Den sidste uge var også ugen, hvor jeg igen blev plasmatappet. Efter at have været i karantæne et helt år pga. et mindre indgreb, så nyder jeg, at jeg nu må tappes hver 11. dag. Jeg gættede rigtigt på min blodprocent og vandt et lille stykke chokolade.

Sidste weekend var alenetid for mig, landmanden var på jagt begge dage, og den ene dag så langt nede i landet, at han kørte derned aftenen før og overnattede. Som altid havde jeg store planer for, hvad jeg skulle nå og som altid kom jeg på bedre tanker. Det var jo friweekend, så min weekend blev tilbragt som i mine unge dage, hvor jeg læste konstant og nærmest ikke opdagede verden omkring mig. Men der blev tid til at lave søndagsmorgenmad til mig selv og lægge småkagedej den ene dag og bage den anden dag.

Jeg hyggede mig med de levende lys. Jeg har fået LED-lys, men de bringer bare ikke så megen glæde , varme og lys, som levende lys gør.

 

Selv om det ser ud af meget, så er småkagedåserne overhovedet ikke fyldte. Men pebernøddedåsen hjemmefra, og som dengang var helt fyldt op, skal i brug til mine pebernødder. Hver dag laver jeg en lille skål med pebernødder, ingefærsmåkager og brunkager/vanillekranse. Det er ren nydelse.

Landmanden tog helt initiativ selv til at få lysene op udenfor, og jeg nyder dem hver dag. Ligesom jeg nød, at jeg fik adventsstjernen/Hernnhuterstjernen op. Nu synger den på sidste vers, så jeg bliver vist nødt til at bestille en ny næste år. Og på deres hjemmeside kan jeg læse, at klassikeren, som jeg har, er over 160 år gammel.

Arbejdsdagene er fyldt op med mange tiltag. Der er mange patienter og mange er hårdt ramte. Det er hårdt, både for patienter, pårørende og ansatte med de mange begrænsninger pga corona. Min decembergåtur blev desværre aflyst pga nedlukningerne, men de små sjove og hyggelige indslag i hverdagen har vi stadig. I tirsdags skulle vi enten have røde øreringe eller noget julepynt/hårelastik på. Det skabte smil (som ingen kunne se pga mundbind) , også hos patienterne. En ung kollega, som havde en hårbøjle på med mange julekugler, som dinglede hver gang hun bevægede hovedet, havde startet med at forklare sin patient, hvorfor hun havde den på. Patienten som egentlig havde været meget vrissen og afvisende før, smilte over hele hovedet og syntes om det.

Torsdag satte jeg mig i bilen og kørte i to timer for til sidst at parkere bilen hos min ældste lillesøster i Vestjylland. Hun fyldte år og jeg trængte til at se hende og nyde, at vi kunne være sammen fysisk, men selvfølgelig med afstand og uden kram osv. osv. Jeg fik de mest lækre æbleskiver, som jeg længe har smagt. Opskriften var fra Valdemarsro, og nu har jeg købt kærnemælk og citron i håb om at få dem bagt. 

Vi nåede heldigvis også en gåtur, da regnen endelig stoppede. Og selvfølgelig skulle vi forbi kirkegården med en smuk lille gravdekoration, som blomsterhandleren fik megen ros for. Min niece kunne være blevet 31 år på mandag, men i stedet for er det 15½ år siden, at hun døde, og vi blev et skønt ungt menneske fattigere og mistede muligheden for at se hende blive voksen som med de andre børn i familien. Med børn, der dør, mister vi fremtiden. Med vores forældre, der dør, mister vi fortiden. Det synes jeg er vist sagt.

Som min mor sagde til mine forældres guldbryllup, to måneder efter min nieces død: Sorrig og glæde de vandre til hobe. Og det er jeg for evigt taknemlig for, at vi formår at rumme både sorger og glæder i min familie.

I dag skinnede solen og det gjorde bare dagen endnu bedre. Sønnen havde inviteret os til konfektlavning over Messenger. Så klokken 11 var vi klar, computeren stod for enden af bordet, datteren var hjemme, marcipan, nougat og smuttede mandler lå klar. Vi ringede op til Trondheim, hvor svigerdatter og søn også var klar. Og så snakkede vi, mens vi lavede konfekt. Vi grinte lige så meget som sidste år, hvor vi fysisk var sammen. Og vi fik lavet mange forskellige ting, inklusive de lidt mere kreative udgaver, som fik deres egen navne. Det gjorde godt i min sjæl. Mor og søn er ikke så god til telefonsamtaler, vi er bedst, når vi fysisk er sammen. Her flød talen naturlig i de to timer, vi var sammen. 

Nu er konfekten pyntet med chokolade, datteren er for længe siden kørt op til sit arbejde i julehytten, og jeg vil slappe af med en god bog. Rigtig god weekend til dig.

Decembertirsdagsarbejdsdag

 Mørket er stadig over byen, da jeg parkerer bilen 6.40 ved sygehuset. Det store juletræ på toppen af sygehuset lyser smukt sammen med lysene fra de mange vinduer på sygehuset. Der er noget smukt, trygt og godt ved den udsigt, mens jeg tjekker, at håndbremsen er trukket og at mundbindet ligger i lommen.

Jeg tjekker ind af en sidedør og går ned i kælderen. Der er allerede en god trafik af gående med mundbind. Jeg funderer over, hvor hurtigt jeg har vænnet mig til, at sådan ser hospitalsverden ud. Ikke at jeg vænner mig til mundbindene, faktisk får jeg sværere ved at have dem på, jo længere tid der er gået. For slet ikke at tale om at tage dem af. De sidste to dage har jeg tabt det ene høreapparat utallige gange og det er et held, at jeg mærker det og at jeg finder det igen. Jeg gad godt have et høreapparat, hvor man kan have en app på mobilen, som kan finde det. Det har jeg aldrig haft brug for før nu.

Jeg tjekker ind i omklædningsafdelingen, min uniform ligger i mit skab. Jeg henter altid ny forsyning på vej fra vagterne, i stedet for at stå om morgenen i en lang kø sammen med alle de andre, der prioriterer at komme hurtigt ud af døren om eftermiddagen. 

Da jeg kommer ind i omklædningsrummet og runder hjørnet til min sektion, smiler jeg. Min drillenisse har pyntet mit skab så fint og julet. Og der midt i vores travlhed og morgentræthed udvides snakken mellem de forskellige personer fra hver sit afsnit fra godmorgen og ha en god dag til snakken om hvordan vi juler ekstra meget på mit afsnit i år. Ganske enkelt fordi det mest sociale afsnit med de flest skøre og skønne arrangementer udenfor arbejdstid ikke kan være social på den måde, og så må vi gøre noget andet.

Så i morgen skal vi synge morgenjulesalmer med mundbind på og med 1,5 meters afstand ude på vores lange gang. Håber at vi synger så pænt, at patienterne ikke får mareridt af det ;-) En af vores overlæger skal spille klaver dertil. Et klaver som min leder i morgen tidlig triller op fra dens faste plads til os.

Min datter har lavet det smukkeste opslag til min decembervandring for mine kolleger efter arbejdstid i næste uge. Jeg bliver glad og i julehumør af at se på den. Nu er jeg spændt på, hvor meget kakao jeg skal varme og have med op i skoven bag sygehuset.

Min dag var afsat til at få et stort hængeparti af vejen. Alle har en lille lommefolder i lommen, hvori der er de vigtigste instrukser og vejledninger i lommeformat. Min kollega har printet nye opdateringer ud, hun og jeg har tjekket dem alle, og så kom vi aldrig videre pga travlhed. I mellemtiden skulle to af vejledningerne opdateres, og efterhånden havde vi ikke styr på, om alle havde de sidste nye opdateringer i deres lomme. 

Inden jeg kom videre med det, skulle jeg have svaret på mails, aftale ting på plads med min leder og sende nye mails. Min computer havde været til reparation, så den hentede jeg hos IT-support. Desværre kunne kameraet i computeren ikke mere, så jeg skal have fundet en anden bærbar på afdelingen i morgen, for med mange møder på teams har jeg brug for et kamera, der virker. Jeg har prøvet at holde møder med folk uden at jeg kunne se dem. Jeg var helt træt i hovedet bagefter af at holde styr på de forskelliges stemmer.

Så skulle jeg afholde introduktionssamtale efter tre måneder med en kollega, og så blev jeg bedt om at gå til trombolyse. Det væltede ind med patienter, så på et tidspunkt havde vi fem patienter, som kom ind og ud af røntgen, fik målt værdier, blev informeret og til sidst flyttet over på afdelingen. Afdelingen var i forvejen udtamponeret med patienter. Men aftenvagter mødte ind før tid, der blev rekvireret to læger mere til at gå stuegang og få patienter vurderet til enten udskrivelse eller overflytning til videre rehabilitering. Lægeren måtte så undværes et andet sted, men her og nu var det nødvendigt at skabe plads på vores afdeling.

Da jeg kom tilbage fra trombolyse, var der allerede kolleger i gang med at tage mod de forskellige patienter. De fleste havde fået frokost, både patienter og personale, så jeg nåede min frokost inden jeg skulle have næste møde.

Da mødet sluttede, gik jeg i gang med det, jeg egentlig skulle have lavet meget af dagen. Da var klokken tæt på 15, så jeg valgte at blive, til jeg havde styr på det meste. Jeg gik 16.45. Nu ligger der 51 sæt lommekort klar til udlevering, og så skal jeg have printet ud til de sidste kolleger i morgen. Det bliver skønt at kunne sætte kryds ved det hængeparti.

Nede i omklædningsrummet var jeg alene, men jeg nød mit smukke juleskab endnu en gang. Den blå T-shirt og mine hvide bukser kom i returmaskinen og så gik jeg ud i mørket. På vej hjem købte jeg to sandwichs, for aftensmad var absolut ikke noget, jeg gad tænke på.

Hjemme fik landmanden en gave af mig; vores artikel. Så kunne han selv se, at hans kone nu står som forfatter til en engelsk artikel ;-)

God decemberaften til dig.

Jeg kunne tale i timevis

 om sygepleje. Og nogen gange gør jeg det også med mig selv. Der er der ingen, der ser trætte ud i blikket over, at jeg ikke kan slappe af og tænke på andet end sygepleje. 

Jeg kan godt tænke på andet end sygepleje, men jeg tror, at jeg lige til min dødsdag vil være optaget af den gode sygepleje. Den hvor der bliver skabt en forbindelse mellem sygeplejersken og patient/pårørende, og hvor sygeplejersken formår at yde sygepleje ud fra de behov, det enkelte menneske måtte have. 

Om det drejer sig om at sætte ord på det svære i en situation, hvor vi ikke kan gøre mere behandlingsmæssigt, men helt klart plejemæssigt. 

Eller om det er at få patienter/pårørende til at bruge hinanden til at se mulighederne for at håndtere et liv efter Stroke. 

Eller om det er at kunne se, at uroen skyldes, at man ikke kan sige, at man skal tisse og så hjælpe med at komme på toilettet og føle sig ren og soigneret bagefter. 

Eller om det er at anerkende midt i en en ophedet situation, at det er svært ikke at kunne tale. Og at sygeplejersken med disse få ord når ind til den meget urolige og agiterede patient, så de opnår øjenkontakt og sygeplejersken kan se, at ordene gav mening.

Eller ...

På hjemmefronten nyder jeg at slappe af med boglæsning. Jeg slugte Mindernes længsler, jeg læste Jenny Colgans Velkommen til Floras sommerkøkken på 24 timer, og jeg nød at læse som jeg gjorde da jeg var ung. Da lod jeg to og to være fem for at nå at læse en bog færdig. Det kan jeg tillade mig igen, nu hvor der kun er et landbrug og en sygeplejegerning, som jeg skal være til stede i og resten af tiden bestemmer jeg selv.

Jeg har taget en feriedag i dag for at nå at julebage og pynte til jul. I går var min ugentlige fridag, hvor datteren kom og julehyggede med mig. Vi flettede julehjerter. Dvs. jeg fik flettet et, som gjorde, at mine slidgigtfingre protesterede mod videre fletning. Til gengæld fik datteren flettet fire smukke julehjerter. Jeg lavede lækker aftensmad og vi sluttede af med hjemmelavet risalamande, mens vi så den Store Glutenfri bagedyst. Om eftermiddagen havde jeg prøvet en ny opskrift på de juleboller, som Hune bageren altid bager, og de boller blev en succes til eftermiddagsteen.

Der er blevet lavet regnskab både i dag og i går, og det drillede, ikke fordi jeg ikke kan finde ud af det, men fordi jeg var nødt til at have fat i mange forskellige for at få styr på fakturaer. Energien er derfor ikke til vinduespudsning eller til at få julekasserne ned fra loftet. PYT jeg har to dage mere til at nå det, jeg gerne vil nå, og på mandag har jeg en hjemmearbejdsdag, som er tætpakket med opgaver, men jeg kan klare dem i nattøj, uldsko og termovest, mit yndlingsoutfit herhjemme om morgenen. Jeg glæder mig helt.

Mørket sænker sig udenfor, landmanden er ved at læsse en lastbil med kartofler, og inde i køkkenet er der flere juleboller, som vi skal have til eftermiddagsteen. Og henne i min hyggekrog ligger den næste bog i serien om skotske Flora på øen langt mod nord. Må I få en hyggelig fredag aften.

Hvad er der i vejen med nu?

 Jeg hulkede helt stille, men jeg hulkede og imens tænkte jeg over, hvornår jeg sidst havde hulket sådan over en bog. Du vil formentlig ikke hulke over bogen, eller måske ville du. Men da jeg skrev til min ældste lillesøster og sagde tak for den gode boganbefaling og skrev om hvordan den iboende angst blev sat fri med min hulken og jeg sluttede min sms med overskriften på dette indlæg, som er et citat fra bogen, svarede hun, tak fordi du også fik den følelse.

Vi har noget med i bagagen, vi har en personlig oplevelse og deraf også en iboende angst for at det vil ske for en af os. Vi har læst andre bøger om emnet, både fiktion og dokumentariske beskrivelser. Jeg har skrevet om mine oplevelser her på bloggen. Det at leve med begyndende demenssymptomer og det at leve som familie til en med begyndende demenssymptomer.

Denne bog er på sin vis en feel-good-bog, det foregår i England i en lille landsby. Vi møder alle de forskellige typer i landsbyen, de er beskrevet med et glimt i øjet. Vi møder de unge mennesker og deres problemer med kærligheden. Vi møder også kærligheden på tværs af generationer og kærligheden mellem et ægtepar sidst i 60erne. Kærligheden er det, der bliver det bærende, da Marigold, en af landsbyens samlende kræfter, begynder at glemme.

Det er en smuk bog at læse, det er en let bog at læse og det er en bog, der greb mig om hjertet. Og jeg ved, at min intense hulken til sidst handlede lige så meget om min iboende angst for at blive ramt og om hvis nu jeg blev den, der fik Alzheimers sygdom som vores far, om mine søskende, min mand og mine børn så ville gribe mig og støtte mig i glemslens tåge. Det ved jeg, at de vil, og måske netop det faktum og den viden forstærkede min gråd.

Der er til sidst en beskrivelse af Marigold, som ikke kan kende sin familie, men som sidder tryg  midt i blandt dem uden at vide, hvem de er. Der går det op for hendes mand, at hun heller ikke kan kende ham længere, og han indser, at det betyder ikke noget, at hun ikke ved, hvem han er, for han ved, hvem hun er, og den person ville hun altid være. Og den tilgang var lige nøjagtig det, der gav min far en følelse af at høre sammen med os. Vi kendte ham, og det viste vi ham og derigennem opstod et nu, der var smukt, kærligt og trygt. 

Jeg kan varmt anbefale Santa Montefiores bog Mindernes længsel

Novemberkalenderens afslutning

November er ikke slut endnu, men denne kalender er. Kalenderbestyreren fik svært ved at leve op til sit eget løfte til sig selv med at skrive hver dag om stort og småt, der gjorde hende glad.

Den sidste uge har jeg været julehyttevikar og passet min datters julehytte med julepynt i Skulpturparken efter arbejde et par dage og en enkelt dag i sidste weekend. Som så mange andre steder i det nedlukkede Nordjylland har det været svært at få erhvervslivet tilbage på fode igen. Vi håber, at december giver folk lyst til at komme ud en tur og nyde de smukke lysskulpturer og de mange små boder med alskens lækkerier.

Skulle du få lyst til at se/købe de skønne kreationer hos min datter og du bor langt væk fra Nordjylland, kan det ske via hendes instagramprofil.

Fridagen i dag er brugt på fysioterapeut og plasmatapning, det er ren wellness for mig. Jeg trængte til det, mine muskler i nakke-hårområdet er spændte og ømme ( ja alle de andre muskler i skulder, arm og håndområdet er også ømme, men det er værst med nakken). Og jeg er  blevet klogere på, hvad det skyldes gennem mine mange fysioterapeutbesøg. Hvis man har problemer med synet, spænder man i de små nakkemuskler, så det kan sagtens være derfor, jeg ofte får hovedpine, når jeg læser eller ser film på iPaden.

Jeg har undret mig, jeg har rimelig nye briller, jeg har skærmbriller og begge dele bruges på skift, for jeg kan ikke se ud i verdenen med skærmbrillen. Til gengæld er jeg begyndt at bruge dem flittigt ikke blot ved computerskærmen men også til filmkiggeriet. Mens jeg fik massage, kom jeg i tanke om at min optiker ved sidste synstjek sagde, at jeg havde begyndende grå stær, men ikke noget der påvirkede mit syn. Jeg tror, jeg skal til øjenlæge og have tjekket det, for måske er der sket en forværring. Jeg synes i hvert fald, at jeg døjer med at finjustere mit syn, og at jeg tit skal have solbriller på udendørs. Akkeja, akkeja som alderen dog melder sig med det ene og andet.

Hjemme slappede jeg af og nød at jeg gav mig selv fri fra alle de ting, jeg burde have styr på. Men jeg mangler en bog at læse. Mon du har en god bog, du kan anbefale? Den skal være en, jeg kan slappe af til. Min sidste afslappende bog hed Den lille cafe i København. En rigtig feel-good bog. Og den maler med den brede pensel, når den skal beskrive, hvorfor danskerne er et af de lykkeligste folkefærd. Det skulle jeg lige lære at se bort fra, men ellers hyggede jeg med bogen, som jeg hørte som lydbog.

For at udfordre mig selv havde jeg lånt en bog, som jeg må opgive at læse. Jeg vil rigtig gerne, men lige nu magter jeg ikke at læse om mexicanske piger, som bliver bortført og solgt som sexslaver. Bogen Bønner for de Bortførte er inspireret af virkelige hændelser, og når jeg læser denne anmeldelse, ved jeg, at det ikke er lige nu, at den bog skal læses. 

Så har du et godt forslag, så lad ordene flyde i kommentarfeltet.

Novemberkalender med maske på, del 20

 Også i dag fleksede jeg og mødte først kvart over 8, sikke en luksus, selv om jeg jo har arbejdet de timer på mine fridage eller før/efter arbejde. Det kunne jeg godt blive fan af, og det er måske også det første skridt til at kunne sige, at jeg er klar til et mindre timetal til foråret. UHH jeg får helt ondt i maven, for hvad skal der vælges fra? Jeg er jo vild med alt jeg laver.

I dag var der meget travlt på afdelingen, og der kom mange ind via trombolysefunktionen, så jeg måtte træde til og overtage observationen af en af de patienter, der havde fået trombolyse. Det betød over to timer med maske på uafbrudt. Normalt må vi tage maskerne af, når vi dokumenterer på kontoret eller spiser, så jeg har ikke prøvet at have maske på så længe. Det var ualmindeligt hårdt i dag. Især da jeg løb op af trapperne fra stuen til 2. sal for hurtigt at komme til røntgen og hjælpe med trombolysen. Jeg kunne næsten ikke få luft.

Jeg har fået øjnene op for, at vi nu mærker konsekvenserne af aldrig at måtte samles, hverken i sociale sammenhænge eller i personalestuen. Vi er en meget social afdeling, og der har altid været opslag om forskellige sociale arrangementer, som også har gjort det nemmere for nye kolleger at komme ind i afdelingens fællesskab.

Vi skal hele tiden tælle personer, når vi træder ind i et rum. Er der flere end ti, må vi gå ud. I personalestuen er der kun plads til 8 siddende personer, og så to på kort visit. Det betyder blandt andet at sådan en som mig aldrig sidder sammen med mine kolleger og får formiddagste eller frokost. Det indtager jeg ved en computer. Ganske enkelt fordi jeg skønner, at det er vigtigere, at mine kolleger i plejen får det frirum at kunne tale med de andre kortvarigt, indtil at de hurtigt må spise deres mad, så andre kan komme til at sidde ned. Det slider på folk, og lægger du så maskebruget oveni, så er folk meget mere trætte nu, når de går hjem end tidligere.

Nu er det weekend, vi fik restemad, der er set Vild med Dans og jeg gør mig klar til at sove. I morgen har jeg lovet at hjælpe min datter. For Magisk jul åbnede igen i dag, men min datter har en anden stor arbejdsopgave, som hun skal have gjort færdig, og så tilbød jeg at stå i julehytten i morgen. Jeg må lige finde min indre krejler frem og så have hækletøj, lydbog og masser af varm te med. Det bliver da et helt lille eventyr jeg skal på.

Fra gårsdagens gåtur. I dag har jeg kun set lyset fra arbejdsvinduerne.

Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)

Novemberkalender under dynen, del 19

Det har været en skøn fridag i dag. Jeg har været ved at rydde op i mapperne fra min diplomstudietid. Egentlig troede jeg, at jeg blot skulle tømme mapperne i papircontaineren. Men sådan leger vi ikke, når det er mig, der rydder op og ud. Minderne, alt det hårde slid, gensyn med litteratur jeg havde glemt. Så meget blev i mapper, men intentionen er stadig at få sagt farvel til det hele. Jeg fik dog reduceret med fire mapper.

Jeg hækler en række eller to på min klud, men slidgigtfingrene skal have pauser. Det er dejligt afslappende og hele denne uge må have været god for mig, for mit blodtryk ligger nu, som da jeg var yngre. Jeg har aldrig haft forhøjet blodtryk, men var kravlet tættere på grænsen gennem længere tid.

Der blev også tid til en rask gåtur bag klitterne og vil du se mig agere i bedste journalistrapportering fra det vilde blæsevejr, må du klikke her (min instagramprofil) Jeg var ved at tabe kameraet, mens jeg filmede. 

I dag har jeg også afprøvet en ny madopskrift fra Femina, cottage pie med låg af rodfrugter. Det smagte superlækkert. 

Alt i alt en skøn dag med lutter gode gaver til mig selv.

Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)

Novemberkalender i nattøj og sandaler, del 16,17 og 18

 Lige nu nyder jeg at mærke, hvad det gør for mig, at jeg flekser. I denne uge har jeg ikke mødt klokken 7 endnu. Mandag havde jeg kun en halv dag, fordi jeg havde arbejdet en halv dag på min fridag i sidste uge. I går mødte jeg klokken 8 og i dag skal jeg møde klokken 11, fordi jeg skal undervise patienter og pårørende fra 17-19. I morgen har jeg min fridag og på fredag har jeg planer om, hvis afdelingssituationen tillader det, at møde senere.

Jeg er træt hver eneste dag, så jeg er i seng inden klokken 21 og sover godt. Det kan godt ske, jeg ligger vågen et stykke tid, efter jeg har været oppe på toilet, men bevidstheden om at uret ikke ringer klokken 5, gør en forskel.

Og i stedet for med det samme at lægge forventninger ned over mig selv om at komme i gang med alt det, som jeg egentlig havde tænkt skulle være min novembergave til mig selv, så hækler jeg og ser ud i luften. Så jeg er tilfreds med mig selv. 

Jeg kunne skrive en masse om situationen i Danmark, men det vælger jeg at tage med mennesker tæt på mig, for det er svært at skrive om det, uden at det misforstås, så det gider jeg ikke bruge tid og bekymringer på.

I aften skal jeg udover mit eget oplæg om livet efter Stroke (blodprop/blødning i hjernen) for første gang holde oplæg om kost og kolesterol, diætisten er syg og vi ville ikke aflyse. I forvejen har vi en lang venteliste, fordi vi kun må holde undervisningen for fire patienter og fire pårørende. Og det er begrænset, hvor megen tid de deltagende sygeplejersker kan tages ud af plejen på afdelingen. Når diætisten er rask igen, skal hun arbejde på, at vi kan afholde webinar for patienter og pårørende. På den måde kan vi forhåbentlig få afviklet ventelisten. Jeg tror selv på, at de mange år som deltager i disse vejledninger gør, at jeg nok skal kunne fortælle ud fra diætistens oplæg. Vi får se, jeg er meget klogere efter i aften.

Og nu må jeg hellere snart komme ud af nattøjet og sandalerne. Mine fødder har det bedst i sandaler , for jeg elsker ellers at gå barfodet rundt, men det går ikke mere. I dag skal jeg hente inden arbejde nå at hente en pakke med uldhjemmesko og vinterstøvler fra samme firma som sandalerne. Jeg håber de passer, for jeg trænger til begge former for fodtøj. Det er da en novembergave til mig selv.

Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)

Novemberkalenderen del 14 og 15

 Gad vide om kalenderindlæggene fortsætter med at blive lagt sammen? Lige nu skyldes det mestendels, at jeg slapper af, jeg hækler og er lige startet på en ny klud med nyt mønster. 

Fuldstændig som ved den forrige skal jeg have trevlet det op igen, indtil min hjerne forstår mønsteret. En ting er at læse det, en anden ting er at se mønsteret (det er smukt tegnet i bogen) men for at jeg til fulde kan hækle mønsteret, kræves det, at jeg forstår det, forstår det med min hjerne, med mine hænder og med mine øjne. 

Og det kræver, at jeg nærmest matematisk tæller mønsteret igennem og forstår, at den del kommer oven på den del og at det kræver lige tal for at gå op osv. Andre vil visuelt have fanget det med det samme, men sådan arbejder jeg ikke.

Den forrige kluds mønster - morgendug

Den anden årsag til manglende svar på kommentarer og indlæg skyldes det, vi alle godt ved, men ofte glemmer, og som i denne tid lettere sker, fordi vi ikke kan mødes og se hinandens mimik, mens vi diskuterer. Nemlig at noget på skrift ofte virker hårdere end tilsigtet, og at man nemmere bliver misforstået, selv om man synes, man har skrevet tingene klokkeklart. Det gjorde mig ked af det, da det skete.

Gang på gang betages jeg af det faktum, at det kommer bag på os alle, at vi hver især kommer med vores mentale bagage og at den bagage læses ind i den tekst, man læser. Landmanden og jeg oplever det tit. Vi er meget uenige om mange emner (vi er også enige om emner), og når vi så skal overbevise den anden om at vi har ret, kommer vi måske med en tekst fra nettet eller fra et blad/avis eller andet og står triumferende og venter til den anden har læst og forstået, hvor meget ret vi egentlig har. 

Det, der ofte sker, er at den anden slet ikke læser det man selv læser i teksten. Og så starter diskussionen om, hvem der har ret i sin forståelse af teksten. Se, det kan man ikke komme til enighed om, så vi er efterhånden blevet gode til slet ikke at tage den diskussion og blot konstatere, at vi ikke ser ens på det emne. Det har givet en vis ro på gården.

I dag er en ny dag, og den er startet med, at jeg har sovet godt og længe, selv om landmanden vækkede mig med smækken med dørene klokken 6.30 (han skulle på jagt og havde travlt med at finde mad til hundene). Jeg gik nemlig i seng klokken 21.30 og faldt rimelig hurtigt i søvn efter at have løst sudoku og krydsogtværs. Jeg lå lidt i sengen og så lidt film, men blev enig med mig selv om at få de husmoderlige ting fra hånden, så nu er vasketøjet lagt sammen og på plads, der er vasket op og vaskemaskinen er i gang på ny. 

Og så valgte jeg at lave søndagsmorgenmad til mig selv, for det er det måltid, jeg elsker allermest i hele ugen. Mens jeg spiste, tænkte jeg på en lille historie fra i går, som gjorde mig glad. Ikke fordi den var livsomvæltende fantastisk, men fordi den ganske enkelt understregede, at lige der valgte en anden mig til. Og det føltes godt og rart.

Jeg havde spurgt landmanden, om han ville se Bagedysten med mig, det ville han gerne. Med til historien hører, at vi nærmest aldrig ser noget sammen og det er ikke, fordi vi ikke inviterer hinanden til dette, men vi gider ikke se det samme (husk Lene at sige ja næste gang, du inviteres til at se en dokumentarfilm) Mens vi så det og diskuterede, hvem der klarede sig bedst, ringede landmandens telefon. Det var hans jagtkammerat. I første omgang tog landmanden den ikke, for nu så vi fjernsyn. Men den ringede igen og så tog han den og sagde; kan jeg ikke ringe senere, for jeg ser Bagedysten sammen med Lene.

Min datters mobils emoji af mig :-)

Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)

Novemberkalenderen del 12 og 13

 Min gave til mig selv har været ikke at lave noget, ikke skrive indlæg, ikke sørge for alt muligt blev håndteret. Efter min halve arbejdsdag i går og kontorarbejde hjemme gav jeg mig selv fri fra alt i går aftes. Og det fortsatte jeg med i dag.

Jeg har hæklet, jeg har spillet wordfeud og lagt syvkabale, jeg har kigget udi luften og dagdrømt. Lidt har jeg lavet, men det blev hurtigt overstået for at vende tilbage til stilstand.

Og jeg har nydt det. Min infektion med halsonde og forkølelse vil ikke rigtig helt forsvinde. Jeg har mundbindet mistænkt for at have den effekt, det har jeg dog ingen evidens for overhovedet. Det kan meget vel være mentalt. Men vi har alle meget tørre halse, så når man i forvejen har en øm hals, så lyder det da meget logisk, at den har sværere ved at gå helt væk eller?

Sidst på eftermiddagen havde jeg hovedpine, diagnosen stillede jeg selv, alt for megen sidden herinde uden frisk luft, alt for megen kiggen på skærm. Medicinen, der altid dur, er en gåtur.

Og så gik jeg der, mens solen gik ned, gæssene fløj skræppende over mit hoved (link til min lille video med gæs) og hovedet føltes lettere. På vejen hjem talte jeg med min ældste lillesøster og fik vendt coronasituationen. 5 km blev det til i den skønneste skumringstime.

Hjemme igen fik vi tomatsuppe med ostebrød akkompagneret af pressemøde. Og i fryseren ligger der is, masser af is, som venter på to iselskende mennesker. Det kunne passende være en god tv-dessert.

Mange har det svært, sygdom, tab af virksomhed, tab af mennesker, mangel på job, usikker livssituation osv. Jeg skønner på, at mit liv er som det er. Jeg er taknemlig for, at mit arbejde føles meningsfuldt og givende, at mine børn og svigerbarn trives med det de har gang i, og at min familie holder sammen.

God novemberaften til dig.

Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)

Novemberkalenderen, del 11

 Dagens gave til mig selv må være det at gøre noget for andre. I dag gav mine to kolleger og jeg rundstykker og kage til kollegerne i anledning af, at vi fik vores artikel accepteret til publicering.

Desværre må vi kke samles i personalestuen, kun 8 må sidde der ad gangen, så efter at have rettet an og fundet abstrakts fra artiklen og poster fra vores konference til at ligge på bordene og snakket lidt, fandt min ene kollega og jeg et andet sted, hvor vi kunne nyde vores formiddagste. Det var vigtigere, at de, der var i plejen, kunne sætte sig ned og nyde deres velfortjente pause.

Jeg introducerede en ny kollega* igen i dag, og selv om vi egentlig har aftalt, at det skulle en anden gøre som led i min kommende seniorordning, så ville vilkårene, at det ikke kunne lade sig gøre. Men jeg nyder faktisk også at møde vores nye kolleger og få lejlighed til at fortælle dem om plejen til mennesker med Stroke. Jeg nyder faktisk alt det, jeg gør, men det er bare for meget, jeg efterhånden har fået som opgaver. Vi arbejder på stille og roligt at få mit timetal ned på det, jeg er ansat til. Og til foråret kan vi så se på, om det er der, jeg skal gå længere ned i timetal.

*det kan måske godt lyde som om vi hele tiden får nye kolleger, men det skyldes dels barselsvikariater, dels at vi i denne tid har flere, der har søgt nye græsgange.

I dag blev dog en længere arbejdsdag, fordi vi skulle have møde med en kommune om et nyt projekt om opfølgning. Jeg er så stolt over, at vores studie har været med til at bane vejen for, at andre har lyttet til det og har støttet os i, at der skal gøres noget. Hvis ikke projekterne bliver godkendt til drift, så ved vi, at de har skabt bevågenhed på en gruppe, som før ikke fik opfølgning. Og det er i sig selv virkelig godt. Andre steder i landet er andre i gang med andre projekter, men fælles er at vi ved, at folk som kun har ingen eller lette fysiske følger faktisk bliver påvirket følelsesmæssigt og kognitivt i tiden efter. De har brug for viden, støtte og mulighed for at erfaringsudveksle med andre i lignende situation. 

Egentlig skulle jeg have fire fridage nu, men for at vi kan få min nye kollega godt introduceret, så flekser jeg, så jeg tager en halv arbejdsdag i morgen, og en halv fridag på mandag. Det er helt fint med mig, jeg har stadig tre fridage til frisk luft og leg ;-)

Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)

Novemberkalenderen, del 10

 Nogle gange skal man blæse på, om man har overskud til det man har lyst til, og så bare gøre det. Det er så også årsagen til, at del 10 i novemberkalenderen kommer lidt forsinket.

I går var det Mortens aften, og her i huset har vi aldrig rigtig holdt fast i traditionerne, hvad det angår. For mig var Mortens aften min mormors fødselsdag, og hun inviterede til middag denne aften. Menuen var forloren hare og budding, og det forbinder jeg med denne dag. I går havde jeg lyst til at mindes disse sammenkomster en novemberaften, hvor vi samledes hjemme hos min mormor til forloren hare. Derfor blev datteren inviteret til spisning.

På vej hjem fra arbejde handlede jeg ind til menuen, jeg kunne ikke nå at lave budding, så desserten skulle være noget andet. Inde i butikken kom jeg frem til, at det måtte blive is, som vi havde i fryseren, for de små portionsanretninger med risalamande så ikke så indbydende ud. Det var sidst på eftermiddagen, og kunder havde væltet dem, så sovsen havde indhyllet hele desserten.

Inden jeg kørte hjem, skulle jeg også hente ost på vores lokale mejeri. Det var mejeriejeren selv, der denne eftermiddag stod i butikken, og da jeg skulle betale, spurgte han, om jeg ikke skulle have risalamande. Det viste sig, at de lavede også risalamande til Mortens aften, så jeg fik to gode portioner med hjem sammen med en kirsebærsovs med rom i.

Datteren kom efter endt arbejde sidst på eftermiddagen, og vi havde en hyggelig hverdagsaftenspisning med forloren hare, hasselback kartofler, ovnbagte rodfrugter og ikke mindst dessert. Både risalamande og kirsebærsovs smagte himmelsk.

Senere ringede vi sønnen op via messenger og fik en lang snak. Det gjorde godt at se ham og snakke med ham. Og latteren rungede, da vi begyndte at bruge effekter til at lave vores ansigter om til zombier, gamle koner (nå ja der behøvede jeg jo ikke specialeffekter ;-) eller fik mærkelige parykker på.

En dejlig dag til minde om min mormor, som kunne være blevet 109 år i går.

Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)

Novemberkalenderen, del 9

 Havde verden ikke været af lave, var jeg nu i gang med at arrangere en fest, reception eller noget helt tredje. Vores artikel er nemlig blevet accepteret til publicering i et internationalt tidsskrift - the Scandinavian Journal of Caring Science. Og nu må jeg gerne publicere titlen, selv om det varer lidt, inden abonnenter kan læse den online: Quickly home again - Patients' Experiences of Early Discharge after Minor Stroke.

Det er da den bedste gave at få i min novemberkalender, så den får lov til at fylde dagens indlæg. Vi er for længst i gang med at følge op på vores resultater med projekter med opfølgningsforløb. Den dag, et af disse projekter bliver til et fast tilbud, skal der også fejres. Og måske er verden så faldet i hak igen, så vi kan få lov til det.

Jeg har ikke kunnet fatte det i dag. Jeg havde læst mailen i går aftes, men turde pludselig ikke stole på mine engelske sprogkundskaber, så det var først, da vores ene vejleder bekræftede det i morges, at jeg begyndte at fatte det, langsomt, meget langsomt. Det er ingen hemmelighed, at jeg i sommer var ved at miste modet og nær havde opgivet det, men vores vejleder stod fast. Vi havde en forpligtelse overfor patienterne, der deltog i studiet, os selv og vores afdeling til at gøre det færdigt. Og hvor var det godt at hun gjorde det, og også holdt sit løfte om at være mere aktiv i skriveprocessen. Det løfte holdt hun til fulde, og da vores anden vejleder kom tilbage fra barsel, så blev de to værdifulde sparringspartnere.

Tænk - vi kan nu kalde os forfattere til en artikel, som er peer-reviewed af fagfæller med akademisk baggrund. YES!

Poster med på European Stroke Conference i Milano 2019

Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)

Novemberkalenderen, del 8

 Datteren skulle låne mit spejlreflekskamera, så hun kom med rundstykker og kage i formiddag. Det brugte vi så masser af tid på at nyde, hvorefter hun og jeg kørte til Blokhus Klitplantage og gik en lang tur med tid til at nyde naturen og tid til at snakke.

Undervejs var vi også vidner til et lille drama. Plantagen bruges af mange forskellige, heriblandt også ryttere til hest. I dag faldt en pige af sin hest, da den pludselig satte i galop. Som den sygeplejerske jeg er, blev tempoet lige sat på, men hun var på benene, da jeg kom derhen. Hun havde fået en forskrækkelse, det sås tydeligt i hendes øjne, men heldigvis ikke slået sig nævneværdigt, så hun hoppede op på hesten igen. Alle tre piger havde både sikkerhedsveste og hjelme på, men derfor kunne hun godt være landet forkert, så der var kommet brug på et håndled eller et ben. Det var så ikke sket, og vi ønskede hinanden en god tur videre frem.

Resten af eftermiddagen er gået stille og rolig med hækling og af og til lidt fjernsynskiggeri. Intet har dog rigtig kunnet holde min interesse fanget. Der er alt for mange tanker, der svirrer i mit hoved, og der er hækling bedre end film til at holde dem i ro.

Gaven til mig selv i dag, var at jeg tog mig sammen til at lave den aftensmad, jeg havde planlagt og ikke som ellers hoppede over hvor gærdet er lavest. Nu har jeg rester, som kan bruges til madpakke i morgen. Det føles godt og jeg vil glæde mig til den hjemmelavede madpakke i morgen.

Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)

 

Novemberkalenderen, del 7

 Dagen startede med, at jeg vågnede udhvilet, men med ondt i halsen kl. halv seks i morges. Jeg spillede lidt wordfeud og 7kabale på mobilen, inden jeg stod op og fodrede hundene og lavede te til den ømme hals.

Herefter krøb jeg under tæppet med varm hyldebærsaft i koppen, julefilm på iPaden og et lunt halstørklæde om halsen. Senere lavede jeg havregrød og flyttede mig til min yndlingsplads i den gamle gyngestol ved terrassedøren med udsigt til fuglenes fourageren i fuglehuset og ved mejsebollerne.

Hvor jeg faldt tidligt i søvn på sofaen i går aftes, sad landmanden op til midt nat og så fjernsyn, så han benyttede lørdagens fridag til at sove længere.

Langsommelighed, hækling, avislæsning og tedrikning prægede vores formiddag. Over middag tog vi os sammen, jeg lavede te, landmanden fik hundene ud i bilen og så købte vi kage på vej til stranden.

Det var en gave at få lov til at gå, mærke blæsten, solen i små bidder og nyde havets lyde. Hundene nød det lige så meget som os. Der var ingen mennesker, så de fik lov til fri leg på tværs af den brede sandstrand. Til slut spiste vi kager i bilen og nød den varme te dertil. Halsen havde det heldigvis meget bedre efter sådan en skøn tur.

Hjemme ventede en overraskelse, en stor flot buket stod på trappen med en kærlig hilsen og tanke til os her i Vendsyssel. Buketten var fra en familie fra København, som vi lærte at kende for 14 år siden via vores første motorcykeltur sydpå (nogle måneder før jeg fik min blog) og flere motorcykelture og træf derefter. Siden mistede vi kontakten med hinanden, men københavneren havde fundet landmanden på facebook for noget tid siden. Det var rørende, at de havde tænkt på os.

Som i foråret kan jeg kun sige, at vi arbejder jo begge, som vi plejer. Vores hjerter bløder for de mange familier, som har fået deres livsværk ødelagt. Og hvor jeg før og stadig fastholder, at jeg er nødt til at tro på, at myndighederne ved, hvad de gør, så er der desværre de sidste par dage slået et skår i den tillid. Og jeg hader den følelse, og jeg håber inderligt, at jeg tager fejl, for jeg kan ikke bære, hvis et politisk magtspil kombineret med lidt for hurtige forskere har ødelagt mange menneskers liv, hvis det kunne have været undgået.

Tilliden fik et skår, da SSI dagen efter pressemødet pludselig sagde, at de havde taget fejl. Den sidste cluster5 var ikke fundet på Sjælland hos en ældre mand på plejehjem, som man sagde til pressemødet og som mange efterfølgende diskuterede, hvordan det kunne lade sig gøre. I stedet for hørte den prøve alligevel til i Nordjylland. Det fatter jeg ikke, at de ikke havde krydstjekket før pressemødet. Dertil kom, at begrundelsen for at Aalborg Kommune ikke skulle lukkes ned på trods af flere smittede minkfarme end i nogen af de andre berørte kommuner, var at de minkfarme lå tæt sammen geografisk. Hvornår er Vodskov i den nordligste del af kommunen og Nibe i den sydvestligste del sammen med Storvorde i den østlige del været tæt geografisk? Så jeg undrer mig. men jeg håber, at jeg tager fejl.

Bortset fra denne undren har denne lørdag været en god dag. En dag med tid til at gøre det, vi hver især gerne vil og stadig have tid til også at nyde hinandens samvær.

Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)