Decembertirsdagsarbejdsdag

 Mørket er stadig over byen, da jeg parkerer bilen 6.40 ved sygehuset. Det store juletræ på toppen af sygehuset lyser smukt sammen med lysene fra de mange vinduer på sygehuset. Der er noget smukt, trygt og godt ved den udsigt, mens jeg tjekker, at håndbremsen er trukket og at mundbindet ligger i lommen.

Jeg tjekker ind af en sidedør og går ned i kælderen. Der er allerede en god trafik af gående med mundbind. Jeg funderer over, hvor hurtigt jeg har vænnet mig til, at sådan ser hospitalsverden ud. Ikke at jeg vænner mig til mundbindene, faktisk får jeg sværere ved at have dem på, jo længere tid der er gået. For slet ikke at tale om at tage dem af. De sidste to dage har jeg tabt det ene høreapparat utallige gange og det er et held, at jeg mærker det og at jeg finder det igen. Jeg gad godt have et høreapparat, hvor man kan have en app på mobilen, som kan finde det. Det har jeg aldrig haft brug for før nu.

Jeg tjekker ind i omklædningsafdelingen, min uniform ligger i mit skab. Jeg henter altid ny forsyning på vej fra vagterne, i stedet for at stå om morgenen i en lang kø sammen med alle de andre, der prioriterer at komme hurtigt ud af døren om eftermiddagen. 

Da jeg kommer ind i omklædningsrummet og runder hjørnet til min sektion, smiler jeg. Min drillenisse har pyntet mit skab så fint og julet. Og der midt i vores travlhed og morgentræthed udvides snakken mellem de forskellige personer fra hver sit afsnit fra godmorgen og ha en god dag til snakken om hvordan vi juler ekstra meget på mit afsnit i år. Ganske enkelt fordi det mest sociale afsnit med de flest skøre og skønne arrangementer udenfor arbejdstid ikke kan være social på den måde, og så må vi gøre noget andet.

Så i morgen skal vi synge morgenjulesalmer med mundbind på og med 1,5 meters afstand ude på vores lange gang. Håber at vi synger så pænt, at patienterne ikke får mareridt af det ;-) En af vores overlæger skal spille klaver dertil. Et klaver som min leder i morgen tidlig triller op fra dens faste plads til os.

Min datter har lavet det smukkeste opslag til min decembervandring for mine kolleger efter arbejdstid i næste uge. Jeg bliver glad og i julehumør af at se på den. Nu er jeg spændt på, hvor meget kakao jeg skal varme og have med op i skoven bag sygehuset.

Min dag var afsat til at få et stort hængeparti af vejen. Alle har en lille lommefolder i lommen, hvori der er de vigtigste instrukser og vejledninger i lommeformat. Min kollega har printet nye opdateringer ud, hun og jeg har tjekket dem alle, og så kom vi aldrig videre pga travlhed. I mellemtiden skulle to af vejledningerne opdateres, og efterhånden havde vi ikke styr på, om alle havde de sidste nye opdateringer i deres lomme. 

Inden jeg kom videre med det, skulle jeg have svaret på mails, aftale ting på plads med min leder og sende nye mails. Min computer havde været til reparation, så den hentede jeg hos IT-support. Desværre kunne kameraet i computeren ikke mere, så jeg skal have fundet en anden bærbar på afdelingen i morgen, for med mange møder på teams har jeg brug for et kamera, der virker. Jeg har prøvet at holde møder med folk uden at jeg kunne se dem. Jeg var helt træt i hovedet bagefter af at holde styr på de forskelliges stemmer.

Så skulle jeg afholde introduktionssamtale efter tre måneder med en kollega, og så blev jeg bedt om at gå til trombolyse. Det væltede ind med patienter, så på et tidspunkt havde vi fem patienter, som kom ind og ud af røntgen, fik målt værdier, blev informeret og til sidst flyttet over på afdelingen. Afdelingen var i forvejen udtamponeret med patienter. Men aftenvagter mødte ind før tid, der blev rekvireret to læger mere til at gå stuegang og få patienter vurderet til enten udskrivelse eller overflytning til videre rehabilitering. Lægeren måtte så undværes et andet sted, men her og nu var det nødvendigt at skabe plads på vores afdeling.

Da jeg kom tilbage fra trombolyse, var der allerede kolleger i gang med at tage mod de forskellige patienter. De fleste havde fået frokost, både patienter og personale, så jeg nåede min frokost inden jeg skulle have næste møde.

Da mødet sluttede, gik jeg i gang med det, jeg egentlig skulle have lavet meget af dagen. Da var klokken tæt på 15, så jeg valgte at blive, til jeg havde styr på det meste. Jeg gik 16.45. Nu ligger der 51 sæt lommekort klar til udlevering, og så skal jeg have printet ud til de sidste kolleger i morgen. Det bliver skønt at kunne sætte kryds ved det hængeparti.

Nede i omklædningsrummet var jeg alene, men jeg nød mit smukke juleskab endnu en gang. Den blå T-shirt og mine hvide bukser kom i returmaskinen og så gik jeg ud i mørket. På vej hjem købte jeg to sandwichs, for aftensmad var absolut ikke noget, jeg gad tænke på.

Hjemme fik landmanden en gave af mig; vores artikel. Så kunne han selv se, at hans kone nu står som forfatter til en engelsk artikel ;-)

God decemberaften til dig.