Helt bagud af dansen

Nu må jeg vist hellere få brudt den skriveblokade. Der er gået over en uge siden sidste indlæg, og jeg får læst hos andre, men ikke kommenteret. En god starter er altid at kigge mine mobilbilleder igennem.

Jeg har været vikar for datteren i hendes julehytte, jeg hyggede mig med te og computer/mobil. Det var en af de stille hverdage, så jeg havde tid til at nyde parken og min datters julepynt. Skulle du blive fristet af pynten, så kan det bestilles på hendes instagramprofil.

Den sidste uge var også ugen, hvor jeg igen blev plasmatappet. Efter at have været i karantæne et helt år pga. et mindre indgreb, så nyder jeg, at jeg nu må tappes hver 11. dag. Jeg gættede rigtigt på min blodprocent og vandt et lille stykke chokolade.

Sidste weekend var alenetid for mig, landmanden var på jagt begge dage, og den ene dag så langt nede i landet, at han kørte derned aftenen før og overnattede. Som altid havde jeg store planer for, hvad jeg skulle nå og som altid kom jeg på bedre tanker. Det var jo friweekend, så min weekend blev tilbragt som i mine unge dage, hvor jeg læste konstant og nærmest ikke opdagede verden omkring mig. Men der blev tid til at lave søndagsmorgenmad til mig selv og lægge småkagedej den ene dag og bage den anden dag.

Jeg hyggede mig med de levende lys. Jeg har fået LED-lys, men de bringer bare ikke så megen glæde , varme og lys, som levende lys gør.

 

Selv om det ser ud af meget, så er småkagedåserne overhovedet ikke fyldte. Men pebernøddedåsen hjemmefra, og som dengang var helt fyldt op, skal i brug til mine pebernødder. Hver dag laver jeg en lille skål med pebernødder, ingefærsmåkager og brunkager/vanillekranse. Det er ren nydelse.

Landmanden tog helt initiativ selv til at få lysene op udenfor, og jeg nyder dem hver dag. Ligesom jeg nød, at jeg fik adventsstjernen/Hernnhuterstjernen op. Nu synger den på sidste vers, så jeg bliver vist nødt til at bestille en ny næste år. Og på deres hjemmeside kan jeg læse, at klassikeren, som jeg har, er over 160 år gammel.

Arbejdsdagene er fyldt op med mange tiltag. Der er mange patienter og mange er hårdt ramte. Det er hårdt, både for patienter, pårørende og ansatte med de mange begrænsninger pga corona. Min decembergåtur blev desværre aflyst pga nedlukningerne, men de små sjove og hyggelige indslag i hverdagen har vi stadig. I tirsdags skulle vi enten have røde øreringe eller noget julepynt/hårelastik på. Det skabte smil (som ingen kunne se pga mundbind) , også hos patienterne. En ung kollega, som havde en hårbøjle på med mange julekugler, som dinglede hver gang hun bevægede hovedet, havde startet med at forklare sin patient, hvorfor hun havde den på. Patienten som egentlig havde været meget vrissen og afvisende før, smilte over hele hovedet og syntes om det.

Torsdag satte jeg mig i bilen og kørte i to timer for til sidst at parkere bilen hos min ældste lillesøster i Vestjylland. Hun fyldte år og jeg trængte til at se hende og nyde, at vi kunne være sammen fysisk, men selvfølgelig med afstand og uden kram osv. osv. Jeg fik de mest lækre æbleskiver, som jeg længe har smagt. Opskriften var fra Valdemarsro, og nu har jeg købt kærnemælk og citron i håb om at få dem bagt. 

Vi nåede heldigvis også en gåtur, da regnen endelig stoppede. Og selvfølgelig skulle vi forbi kirkegården med en smuk lille gravdekoration, som blomsterhandleren fik megen ros for. Min niece kunne være blevet 31 år på mandag, men i stedet for er det 15½ år siden, at hun døde, og vi blev et skønt ungt menneske fattigere og mistede muligheden for at se hende blive voksen som med de andre børn i familien. Med børn, der dør, mister vi fremtiden. Med vores forældre, der dør, mister vi fortiden. Det synes jeg er vist sagt.

Som min mor sagde til mine forældres guldbryllup, to måneder efter min nieces død: Sorrig og glæde de vandre til hobe. Og det er jeg for evigt taknemlig for, at vi formår at rumme både sorger og glæder i min familie.

I dag skinnede solen og det gjorde bare dagen endnu bedre. Sønnen havde inviteret os til konfektlavning over Messenger. Så klokken 11 var vi klar, computeren stod for enden af bordet, datteren var hjemme, marcipan, nougat og smuttede mandler lå klar. Vi ringede op til Trondheim, hvor svigerdatter og søn også var klar. Og så snakkede vi, mens vi lavede konfekt. Vi grinte lige så meget som sidste år, hvor vi fysisk var sammen. Og vi fik lavet mange forskellige ting, inklusive de lidt mere kreative udgaver, som fik deres egen navne. Det gjorde godt i min sjæl. Mor og søn er ikke så god til telefonsamtaler, vi er bedst, når vi fysisk er sammen. Her flød talen naturlig i de to timer, vi var sammen. 

Nu er konfekten pyntet med chokolade, datteren er for længe siden kørt op til sit arbejde i julehytten, og jeg vil slappe af med en god bog. Rigtig god weekend til dig.