Husrum og hjerterum, og lidt om påsken

Gråvejret sætter sit præg på fridagen, så jeg snupper små bidder af hverdagsopgaverne og store bidder af tedrikning, netsurfing og langsommelighed. E-avisen er skimmet igennem, enkelte artikler er læst, de store avisers netnyheder er hurtigt skimmet igennem. I dag har de hver deres fokus, andre dage er det samme emne, måske med hver sin vinkel. Påsken står for døren, egentlig har jeg fri frem til påskemandag, men der mangler personale på arbejde, så i morgen efter fysioterapi trækker jeg i uniformen og snupper en ekstra dag. Gårsdagens Søndag bragte en herligt rammende tegning af Nikoline Werdelin.

Og skulle du have lyst til at tjekke din viden om opstandelsen, kan du trykke på dette link. Jeg fik 7 rigtige ud af ti mulige, men det var også de vigtigste syv efter min mening ;-)

I går opdagede jeg, at der nu var nye udsendelser af Kender du Typen, så jeg var godt underholdt, bl.a afsnit 3. Jeg kan godt lide, at hovedpersonen har valgt at blive boende i sin lille lejlighed, selv om der både er kommet kæreste og to børn til. Hold da op, der skal virkelig system til og rummelighed for at kunne bo så tæt. Det tænkte man jo ikke over førhen, mine svigerforældre boede med otte af deres ni børn i et stuehus mage til vores oprindelige stuehus. Der var to værelser, et soveværelse, to små stuer (en “pæn” stue til gæsterne og en dagligstue), et badeværelse, et bryggers og et køkken. Så snart vi havde sparet penge sammen (der gik fire år) slog vi værelse + køkken sammen. Senere tog vi først en bid af stalden, senere igen tog vi hele den gamle stald, så den ene længe af gården nu rummer privatbolig og mandskabsrum med toilet. Jeg elsker dog stadig små boliger, der er indrettet funktionelt. Af samme grund var jeg også vild med vores campingvogn. Og i dag nyder jeg at besøge vores børn, her er der hjerterum og dermed også husrum til at forældrene kommer på besøg. Det er også dejligt nemt at gøre rent, synes jeg nu. Da jeg selv boede i en lille etværelses lejlighed fik jeg aldrig gjort rent, men da jeg var over hos datteren og hjælpe hende, syntes jeg jo, det var en overkommelig opgave. Det hjalp så også på arbejdsindsatsen, at jeg vidste, at jeg var budt på middag bagefter – hos sønnen og hans roommate. De havde kreeret det skønneste måltid, som levede op til de bedste restauranter. Jeg smiler stadig ved tanken om lækkerierne, og er stadig lidt flov over, at datteren og jeg udsatte dem for enhver husmors mareridt, at gæsterne kommer alt for sent, så maden skal holdes varm. Det klarede de dog med bravour.

Nu vil jeg finde min indre rengøringskone frem (hun er godt gemt væk), for torsdag er jo en helligdag, så ingen rengøringsfirma i denne uge. God tirsdag til dig.

En dejlig overraskelse og lidt Land Art

Aftenvagten tog igen længere tid end beregnet, så jeg landede først hjemme på gården, da søndag var slut og mandag var en halv time gammel. Jeg undrede mig over, at landmanden var oppe og hilste mig velkommen hjem med hans kendte røst fra fjernsynsstuen. Som sædvanligt ville jeg gå forbi fjernsynsstuen for at sætte sko, jakke og taske på plads, da der pludselig lød en anden stemme inde fra stuen. Den kendte jeg, så alt blev sat på gulvet, så jeg kunne knuse og kramme. Sønnen var kommet hjem for at holde påskeferie! Herligt.

Vi har hygget os i dag, begge lidt trætte og med hang til bare at sidde stille og se fjernsyn. Indimellem mødes vi så, drikker te og snakker lidt. Motionen for i dag er over, jeg snuppede LOOP på vejen hjem fra optiker. Optikeren og jeg har nu endegyldigt lukket min drøm om linser til hverdag ned. Fremover bruger jeg dem på motorcykelture og til andre fritidsaktiviteter, hvor det er skønt at undvære briller. Gårsdagens motion blev en lille gåtur på 3 km, men selv der kan man blive overrasket. Om det er tilfældigt eller bevidst ved jeg ikke, men grøftekanten frembød på lidt farvesymmetri, som man med lidt god vilje kan kalde en lille form for Land Art (og klikker du på linket, dukker netop min kommune op med sit bud på Land Art).

God mandag aften til dig.

Morgenlatter

Lykken er at vågne og føle sig udhvilet og det endda på en søndag, hvor dagen er blevet en time kortere. Første tanke var om nu mine dagvagtkolleger har mindet hinanden om sommertiden, så nattevagterne ikke skulle vente på dem. Så kan de da få lidt kærlige drillerier fra morgenstunden. Da jeg kom ned i køkkenet, kunne jeg se, at landmanden var kørt efter rundstykker, jeg skyndte mig at dække bord, koge æg og brygge te. Solen udenfor skinner, og sindet føles let på trods af en forrygende aftenvagt. Hold da op, som vi pludselig skulle tænke hurtigt og få tingene til at gå op i en højere enhed. Det var dejligt at gå hjem på et telefonopkald, hvor pårørende udtrykte tilfredshed med det akutte forløb og personalets måde at være på, og at det havde gjort at vedkommende følte sig tryg ved at gå hjem og sove.

Landmanden havde taget Istvan med ind til byen. Mens landmanden var inde hos bageren, havde Istvan set sit snit til at kravle over på førersædet, pludselig hørte landmanden et dyt fra sin bil, og han så Istvan sidde på sædet mens en hund gik forbi bilen. Gad vide om det var en lækker hunhund eller om Istvan lige skulle sætte byens Karl Smarte hanhunde på plads? Det gør godt at grine, vi skændes tit (mine forældre kaldte det at diskutere, når de gjorde det; som barn fandt jeg det helt forkert, for jeg syntes, de skændtes) men mest af alt griner vi tit. Vi er gode til at kunne se det morsomme i situationer og nogle gange ryster vores børn på hovedet, for de kan slet ikke se det morsomme i alt hvad vi griner af. Pyt, vi har det sjovt, og latter frigør energi. Nu vil jeg tage skoene på og gå den tur, som aldrig blev til noget i går. Og inden aftenvagten skal jeg snakke med datteren, som er kommet hjem fra Skotland, mon ikke også vi får grint lidt sammen.

God søndag med forhåbentlig plads til latter og smil.

PS Og mens jeg skrev dette indlæg, har tunge mørke skyer trukket sig sammen. Herligt, så kan jeg jo synge denne her sang.

Morgenstundstanker

Aftenvagten i går blev rolig, der var nok at se til, men aldrig på den måde, hvor der altid er tyve ting, der puster én i nakken, og som mangler at blive gjort. Jeg holder meget af mødet med patient og pårørende, dette første møde, hvor jeg kan tabe alt på gulvet ved ikke at være nærværende, ved ikke at lytte til og fornemme deres spørgsmål.

Lørdag morgen starter stille og roligt, jeg læser e-avis, drikker te og spiser brød med ost. I aften skal jeg have en studerende med mig, det er sjældent, at de følges med mig i plejen, Det er mere mine kolleger, som skal have mig med som sparringspartner. Så jeg skal lige mentalt have forberedt mig på, hvad er det, hun skal fokusere på. Ofte vil de som alle os andre det hele, og de studerende, der snart er sygeplejersker, kan nemt, som vores nye kolleger, forfalde til at fokusere på den faktuelle viden. Jeg vil hellere, de fokuserer på sygeplejen hos patienten, hvordan er det man støtter og guider et menneske med halvsidig lammelse eller hvordan er det man etablerer en ligeværdig kommunikation med et menneske, der er ramt på sproget, både at tale og forstå sproget. Misforstå mig ikke, det kræver også viden, det er bare nødt til at skulle omsættes til erfaring og praktisk viden.

Uden for vinduet er der hektisk aktivitet, der skal arbejdes for føden, vi andre er heldige, vi behøver ikke at bruge hele dagen på at arbejde for at kunne brødføde os selv, så jeg vil gå en tur og snuppe en powernap inden aftenvagten. Indenfor er min jule/påskekaktus trofast og leverer smukke glimt i hverdagen. God lørdag til dig.

Så prøver jeg igen

• Utallige gange forsøger jeg at skrive et indlæg – utallige gange bliver det slettet. Den indre kritiker er streng for tiden, og ordene er enten for personlige, for uinteressante, for ligegyldige osv.
• Jeg har brug for motion, jeg er i den grad kommet i skavankalderen. Folk med års erfaring i at håndtere kroniske smerter må gerne trække hånligt på smilebåndet, men for mig fylder det, når pludselig kroppen, som aldrig har brokket sig, begynder at gøre ondt og jeg ikke kan få bugt med det. Jeg ved, at motion er godt, og at den styrketræning, jeg får ved LOOP, gør gavn. Alligevel har jeg så svært ved at komme af sted, hvis ikke jeg skal mødes med min LOOP/korveninde. Jeg prøver, om ikke det lykkes i dag inden aftenvagten. Og da gåturene også fremprovokerer knæsmerter udover hælsmerterne, ja så kommer jeg heller ikke ud og gå. Jeg er et skrog!
• Derimod får jeg slettet mails, det går langsomt, men dog fremad. Nu er jeg da kommet til 2010 både i arbejdsmails og private mails. Det sjove er, at jeg jo kan se arbejdsmæssigt hvor foranderligt den verden er. Mange af de informationer, jeg gemte, er fuldstændig irrelevante nu. I går havde jeg møde med en lektor, der har speciale i supervision, og gennem vores samtale om supervision til kolleger, gik det op for mig, at vi har virkelig gjort det godt. Den kæmpe omlægning vi har gennemgået for et år siden, er lykkedes, vi har ansat over 15 nye kolleger i det tidsrum, to af de nye er rejst, en fordi hun fik en fast stilling, en fordi hendes privatliv ændrede sig og dermed også ønsket om stilling i en anden region. Men ingen af de erfarne er rejst, trods de har båret en kæmpe byrde. De er årsagen til, at vi er kommet gennem dette år med succes, de er årsag til, at vi stadig har et godt arbejdsmiljø, de er ved at være trætte nu og gennem vore kursusdage med bl.a supervision håber jeg, at energien kommer tilbage, og at bevidstheden om hvad de egentlig har udrettet, får dem til at ranke ryggen og tænke, vi gjorde det! Og så håber jeg, at andre tiltag med henblik på at ændre tværfaglige kollegers arbejdssituationer kan ændre på det, vi ikke kan, da det også påvirker vores arbejdsmiljø.
• Sidst men ikke mindst prøver jeg igen- igen at have kontaktlinser på. Denne gang har vi fundet flerstyrkelinser, der er beregnet til mennesker med bygningsfejl. Denne gang har jeg besluttet mig for, at de ikke bliver afprøvet på arbejde, for nu ved jeg, at jeg stresses af den anderledes følelse kombineret med travlheden på arbejdet. Jeg har da fået skrevet dette indlæg med linser på, men jeg kan mærke, at det stadig er et problem at arbejde ved en computer, jeg føler mine øjne er på overarbejde. Vi får se, måske skal jeg kun bruge kontaktlinser, når vi kører motorcykel.

Mon vi kender ham?

Morgenstunden før træning blev tilbragt i sofaen med e-avisen. Der er nok af triste ting at læse om, flystyrt og sygeplejerske, som måske er morder. Så er det godt at der også er andet at læse om. Og en af artiklerne fik latteren til at rulle hos landmandsparret. Måske husker I historien om en medarbejder X, vi har haft, som var vældig god til at fælde træ? I dagens avis kan man læse om Aalborg kommunes parkhold, som havde fået besked på at udtynde lidt mellem træer og buske i en park. Det skal jeg så lige love for, at de gjorde! Ti gamle træer på 40 – 50 år samt utallige gamle buske er nu fældet! Sådan! Naboerne til det grønne område har døbt aktionen for den kommunale motorsavsmassakre. Og herhjemme lød det tørt fra landmanden: gad vide om X har fået arbejde der?

Jeg fælder ikke træer, men rydder op i mails. Det er ufatteligt så mange mails vi har gemt, og nu skal det være. Når jeg ikke kan tage mig sammen til at rydde op og smide ud i skabe og skuffer, så kan jeg starte elektronisk. Nu skal der system i tingene, så indbakken fra nu af skal stå tom, når dagen er over. Jeg får genlæst utallige mails om min far, og dem gemmer jeg i en mappe, for de fortæller jo en historie om en elsket far og hans fem børn, og hvordan de sammen takler, at deres mor dør og deres far langsomt, men sikkert bliver dårligere pga Alzheimers sygdom. De dokumenterer også det skønne menneske, vores far stadig er, og hvor dejlige søskende jeg har. Det samme projekt skal jeg også have gjort i min arbejdsmail, jeg havde en gang i tidernes morgen lavet mapper, men jeg glemte at flytte mails derover, så nu tog jeg konsekvensen, alt indhold i de mapper er slettet. Viden forandrer sig alligevel så hurtigt i sundhedsvæsenet og for den sags skyld også indenfor apopleksiverdenen, så nu gør jeg klar til at få indbakken flyttet i nye mapper og forhåbentlig kan de fleste mails slettes, de er gamle nyheder.

Det er arbejde, som ikke kræver så megen tankevirksomhed, og det passer mig fint på denne fridag inden de næste fire arbejdsdage. God onsdag til dig.

Nu som præsidentfrue!

Om hjernen allerede gjorde sig klar til arbejdet, skal jeg lade være usagt. En ting er dog sikkert, det var den mest underlige drøm, jeg dømte i nat og dermed også en meget urolig søvn. Jeg ser jo mastodontserien The West Wing eller Præsidentens mænd, den er god til at slappe af med og jeg får strikket lidt samtidigt. I nat drømte jeg, at jeg var præsidentfruen, som havde ansvar for apopleksisygeplejen på mit afsnit, og jeg havde ikke styr på noget som helst. Lige meget hvad de forhørte mig om, så var det tydeligt, at jeg havde mistet grebet. Godt uret vækkede mig, så jeg kunne konstatere, at jeg stadig er landmandskone og sygeplejerske.

Formiddagen blev anderledes end planlagt, jeg kan ikke logge på Skype mere (se nedenfor hvis du er Macbruger og måske kan hjælpe mig*), så efter træning med LOOP/korveninden skyndte jeg mig hjem, tog bad og så kørte jeg ud til min kollega til et direkte pilotinterview. Det var rigtig hyggeligt samtidig med at det var fagligt, og endnu en gang kommer hjernen i sving med ting på afsnittet, der kunne ændres eller som der trænger til at blive kigget på.

Og så er jeg så heldig (ja jeg har sådan set selv flyttet dagen), at jeg har fri igen på onsdag, så jeg kan LOOPe med min korveninde. Det går som en leg, når vi træner sammen, jeg når aldrig til de tanker om, at en runde er vel også nok, og jeg kunne jo også hoppe over visse maskiner etc. Pludselig er vi færdige og min krop nyder at blive arbejdet igennem. Og humøret og hjernen nyder at få snakket om alt muligt, mens vi træner. Og ja vi træner! For jeg har set visse kvinder, der snakker mere end de træner, det gider vi ikke, der skal sved på panden og pulsen skal op.

* jeg har mistanke til at min Macbookair trænger til at blive opdateret, for jeg kan ikke logge på Skype mere, ligeledes kan jeg ikke høre lydbog fra e-reolen mere. Jeg kan sagtens høre, hvis jeg logger ind via min stationære computer, og jeg har tidligere godt kunne høre lydbog på mac’en. Men jeg kan ved den søde grød ikke finde ud af hvordan jeg opdaterer. Jeg har trykket på diverse knapper efter råd fra nettet, men computeren siger, der ingen opdateringer er. !!! Mens jeg skriver, kommer jeg i tanke om et nyt søgeord, jeg kan bruge og vupti, jeg kan nu konstatere at jeg kører Mac OS X Lion i den seneste nye version, så hvorfor jeg ikke kan lytte til lydbøger eller logge på Skype har jeg stadig til gode at finde ud af. Er du Macbruger og har et bud, så hører jeg gerne fra dig.

Håber du har haft en god mandag indtil nu. God aften til dig.

Hvis man ser godt efter

finder man små skønheder i ens omgivelser.

Dette må da kaldes  “a room with a view” – træet står lige ved siden af søen. Et lille mesterværk, mon ikke det kan genbruges?

Midt i alt det gråbrune opdagede jeg en lille bitte farveklat. Blomsten var mindre end min lillefingernegl.

Det smukkeste filigranmønster opstår, når blæsten leger med de visne blade.

Og hjemme står børnenes buket stadig smuk med alle dens farver

Ferien er forbi nu. I morgen har jeg fridag, men den skal bruges dels på at deltage i et pilotinterview over Skype med min kollega, som er ved at skrive afgangsprojekt på Masteruddannelsen, dels skal jeg have samlet trådene til næste uges arbejde. Jeg har nydt min ferie i fulde drag!

Søndagen går sin gang

I dag lokkede jeg landmand og Istvan med på gåtur, efter et gedigent morgenmåltid trængte vi til at få motioneret maven. Jeg elsker mit søndagsmorgenmåltid, jeg elsker at have tid til at nyde det hele, der er både blødkogt æg, rundstykker, fede og gode oste og i dag også en kage, fordi landmanden syntes, vi skulle have det. Vi prøvekører et abonnement med e-avis, og det fungerer fint, jeg kan godt mærke, at jeg har savnet muligheden for at skimlæse en avis fra ende til anden. Jeg har også fundet ud af, at jeg bedst kan læse den på en tablet. Jeg bliver rundtosset af opsætningen på computeren, og den er langsommere om at finde siderne frem. Efter morgenmad og avislæsning var der tid til tedrikning kombineret med strik, Anne er min livline og en tålmodig en af slagsen, så mon ikke jeg til sidst kommer i mål med mit nye projekt? Og mon ikke jeg også skulle få monteret og vasket min nyfærdige trøje, så den kan fotograferes i bedste strikkebloggerstil? Men vigtigst af alt, at den kan komme i brug!

Og så var vi endelig langt om længe klar til at sætte det ene ben foran det andet. Istvan syntes godt nok, at vi gik langsomt, men han må lære at følges sammen med os med og uden snor. Og det kan han også godt - han glemmer det dog indimellem. Og så står han der og ser på os, som om han tænker; helt ærligt hvorfor skal jeg gå sammen med jer, det er sjovere at jage fugle og fasaner ud af læhegnet.

I dag gik turen til Sandelsbjerg, det er længe siden jeg sidst var der, men nu skal jeg huske at gå derhen, for derhenne blomstrer anemoner, når den tid kommer. Efter vi var kommet hjem, gik jeg en tur alene ned til søen bag gården, jeg havde ikke helt nået de skridt, jeg plejer på mine gåture. Ænderne fløj op fra søen og rådyrene tog flugten ned langs en mark. Selv på en råkold martsdag, hvor meget lidt er begyndt at grønnes, er der altid noget at se på.

God søndag til dig.

Værsgo!

Byturen blev i nabolaget, jeg fik hentet en bog hjem, som jeg glæder mig til at dykke ned i. Gåturen blev også lokal, det var bare at gå uden for døren og så gå 2,5 km den ene vej og dernæst 2,5 km den anden vej. Aftensmaden blev en curry med blomkål fra min kogebog, som jeg fik i julegave, nemt og velsmagende. Der er strikket, set serie, læst ugeblade og solen er nydt i fulde drag. Uden for bed kulden i næse og ører, men herinde sidder jeg lige nu og bades i solstråler. Værsgo – her er billeddokumentation.

Blomster

Denne ferie kan beskrives med to ord; daseri og glæde. Jeg har virkelig ikke fået lavet ret meget i denne ferie, men jeg har slappet af og haft besøg, det er lige sådan, at ferien skulle være. Og det ville jeg sige til alle andre, men min indre stemme gør ihærdige forsøg på at sige noget andet til mig. Jeg overdøver stemmen med fokus på de små glæder på denne lørdag.

Min sygeplejenål med et lille firkløver er kommet hjem; efter at have været i over 12 år, så ligger den nu her. Den er lidt ramponeret, emaljen har fået nogle tryk på dens rejse ud i verdenen uden mig. Det er lige meget, den skal på uniformen, når jeg tager på arbejde på tirsdag. Den nål, som jeg fik en forårsdag i 1981. Den nål som symboliserer al sliddet, tårerne, glæden og tilfredsstillelsen ved at være færdig og nu kunne virke som sygeplejerske. Jeg glæder mig til på tirsdag, andre vil næppe lægge mærke til nålen, men jeg vil se den.

Mine to nye potteplanter i orange farver glæder mit øje, hver dag jeg går gennem stuen. Ligeledes gør mine påskeliljer, som minder mig om min fars fortælling den dag han satte løgene i min have, en fortælling om at de stammede fra min farmors have. Solen skinner ind i stuen, jeg funderer over, hvad jeg vil i dag. En gåtur? En bytur? Strikke? Boglæsning? Der er jo ikke noget i vejen for at alle ting kan ske på en solskinsrig lørdag. Hvad skal du mon lave i dag? God lørdag til dig, hvad du end finder på.

Tjah

Min LOOP og korveninde sørgede for at få mig af sted til træning i dag. Inden da strøg jeg ind i en butik, for tænk nu hvis der stadig var briller at få. Det var der så ikke og alt var overskyet. Da vi trådte ud fra LOOPcenteret 10.48, brød solen igennem. Jeg havde lige inden jeg kørte læst at man godt måtte tage selfies med mobilen med solen som baggrund. Det læste jeg så bagefter at det måtte man ikke, for man kunne ødelægge mobilens linse. Jeg synes også mit ene øje gør ondt, men det kan det også gøre, hvis jeg har set mod solen i øvrigt, så mon ikke det går væk. Men mine billeder viser ikke noget eller gør de?

Hjemme igen måtte jeg lige sikre mig, at mobilen stadig kunne fotografere, så min nyeste blomst måtte agere fotomodel.

Nu vil jeg koncentere mig om noget helt andet, nemlig frokost til en landmand og hans kone.

Kan det betale sig?

Jeg overvejer for og imod. Kan det svare sig at lette en vis legemsdel og sætte sig i en bil for at køre ni km hen til nærmeste butik og se om de har flere beskyttelsesbriller tilbage? De melder jo overskyet i dag, så lige nu spås jeg ringe chancer for at se solformørkelsen. Omvendt ville det da være dumt, hvis skyerne lettede lidt på tyngden og så jeg ikke havde grejet til at se på solen. I går ville jeg slet ikke have været i tvivl, der var det skønneste forårsvejr, så jeg fik ligefrem lyst til at vaske havemøblerne! Men bagefter skyndte jeg mig så også at arrangere trappete og strik for mig selv, det skulle nødigt hedde sig, at jeg havde lavet noget i min ferie.

Jeg sluttede eftermiddagen af med 5 km på gåben, aftenen blev tilbragt med to bøger. Begge havde jeg bestilt gennem de Sundhedsprofessionelles bogklub. Indimellem undrer jeg mig over hvem der står for udvalget, for nogle af bøgerne, især selvhjælpsbøgerne, virker mere som noget ethvert dameblad for sig selv ville reklamere for, og ikke noget en bogklub med fokus på det sundhedsfaglige og evidens bag bøgerne burde lancere. Bogen, jeg alligevel endte med at købe, handler om en sund mave. Bagefter har jeg spurgt mig selv, fik jeg noget med i den bog, som jeg ikke vidste i forvejen. Mit fokus blev nok rettet ind på områder, som jeg ikke havde tænkt så meget på. Man kan sammenligne det med at have en kikkert, som man ikke har fået indstillet ordentlig, så alt ses lidt sløret, man kan dog godt skelne ting fra hinanden, men først når man får hjælp til finindstilling, ser man klart. Det generer mig dog, at lægen reklamerer, ikke i det store, men nu er jeg jo trænet i at læse kritisk, så når der pludselig optræder visse kosttilskud med navn, hvor f.eks afføringsmidler ikke får sat et firmanavn på, så bliver jeg skeptisk. Og ganske rigtigt, lidt research viser at lægen har arbejdet i firmaer, der producerer kosttilskud. Og hos et af firmaerne reklamerer man også med foredrag med lægen. Det ændrer ikke på, at det er en let læst bog, hvis man vide noget om sin fordøjelse. Og ja dette emne er et tabu, trods det at netop problemer med fordøjelsen kan forpeste vores daglige liv, om det er oppustethed, forstoppelse, diarre, halsbrand eller sure opstød. Så bogen kan godt anbefales til at få god viden med sig, men set i bakspejlet ville jeg nok låne den i stedet for at købe den.

Den anden bog læste jeg i et stræk. Arno Geiger, tysk forfatter, har skrevet om tiden med hans far, som fik Alzheimers. Som forfatter har AG et skærpet fokus på de finurlige udsagn, som på den ene side virker ude af proportioner men på den anden side alligevel rummer en viden. Jeg kan genkende mange af AGs oplevelser med sin far, især det faktum at i det øjeblik man holder op med at ville fastholde den sygdomsramte i vores virkelighed og i stedet for træder ind det menneskes virkelighed, da genoprettes værdigheden og det er mærkbart, at det menneske føler sig hørt og man bliver faktisk også selv lidt klogere på livet.

Da min far ikke længere kan krydse broen over til min verden, må jeg gå over til ham. Derover, inden for hans mentale forfatnings grænser, men hinsides vort samfund, der er indrettet efter saglighed og målrettethed, er han stadig et agtværdigt menneske; og selvom han så ikke efter den almindelige målestok altid er helt fornuftig, så er han dog på en eller anden måde storslået.

Den bog kan jeg varmt anbefale, og den er så letlæst, at for en hurtiglæser som mig, da bliver jeg nødt til at læse den igen for at få alle guldkornene med.

God fredag til dig med skylag eller glimt til solen.

Lyse nætter

I går aftes til kor blev vi introduceret til Lyse Nætter af Alberte Winding. Den var ikke ukendt for os, nu skulle der så sættes stemmer på. Arrangementet var lavet af en af korlederens venner, og jeg elsker, når vi første gang efter at have øvet stemmerne hver for sig, sætter dem sammen.  Hver stemme lyder måske lidt kedelig, sopranerne kan ofte melodistemmen i forvejen og skal ofte fokusere på at få afkodet rytmen og tonerne fra den udgave, de har hørt i forvejen. Når så stemmerne lægger sig oven på hinanden, opstår der en helt ny oplevelse af sangen, toner, der lød lidt forkerte alene, føles helt rigtige at synge, nu hvor de lægger sig op ad andre toner. Således var det også i aftes med denne sang, og da så vores korleder fortalte, at det her faktisk ikke var en sang til ens elskede, men handlede om Alberte Windings mor, som var død, så fik sangen pludselig en anden betydning for mig. Og lige der midt i den smukke sang savnede jeg min mor og på samme tid følte jeg en glæde over at have kendt en dejlig kvinde, som på mange måder har sat sine spor i mig og min familie.

Feriedagen i dag er dedikeret til strik og oprydning, og mens jeg strikker, får andre lov til at gøre mit hus rent. Det kan ikke siges tit og ofte nok, det ugentlig besøg af rengøringsselskabet er den bedste fødselsdagsgave, jeg nogensinde har givet mig selv. Hver måned, når regningen skal betales, tænker jeg godt nok, at det er dyrt, men jeg bruger jo ikke penge på boligindretning, tøj, tasker, sko, smykker, cremer, makeup og andet, som damebladene bugner med, så det her er min luksus. Og jeg elsker det! God torsdag til dig.

Glædeskontoen

Der fyldes på glædeskontoen i disse dage. Og jeg fyldes af taknemlighed over alle de mennesker, jeg har lært at kende gennem blogland. Nogle har jeg aldrig mødt ansigt til ansigt, andre er jeg mødtes med en og flere gange. Og alle har beriget mig på hver deres måde. Efter en dag med Liselotte er jeg fyldt op med latter, glæde og eftertænksomhed. Vi kommer vidt omkring i vores snak, og i dag fik jeg forklaret strikkefinurligheder, som jeg ret beset nok aldrig kommer til at bruge, men bare det at jeg nu forstår, hvad det er, I kære strikkeeksperter snakker om, det er en stor ting for mig. Og så faldt der noget på plads inde i mig undervejs i vores snak, jeg har længe tænkt, at jeg har mistet evnen til fordybelse, at jeg lidt for ofte vælger computeren og blogland som afslapningsmiddel, og i dag gik det op for mig, at det jo egentlig fremmer det, jeg gerne vil væk fra. Nemlig at jeg går til og fra ting, jeg laver afbrydelser for mig selv herhjemme. Så er jeg på en side, så skifter jeg over til en anden side osv. Faktisk det jeg skrev om for nylig. Og det er derfor, jeg gerne vil have strikning ind som mit afslapningsmiddel sammen med boglæsning. Jeg bliver så ofte afbrudt på mit arbejde, det ligger i den stilling, jeg er i. Jeg skal bruges, når behovet for undervisning, guidning eller refleksion opstår. Men det har gjort, at det også er sådan resten af min dag foregår. Det vil jeg have ændret. Og gaven fra Liselotte er den helt perfekte til det formål, det blødeste alpacagarn i den skønneste blå farve og valgt med tanke på en cardigan, lige nøjagtig det jeg mangler i min garderobe. Det har været en dejlig dag, og dagen er ikke slut endnu. Det er onsdag og dermed gospelaften, nu vil jeg gå i køkkenet og bage en kage, som mit kor kan nyde i pausen fra sangen. Håber du har haft eller får en onsdag med opfyldning på glædeskontoen.

Der kom en bil

det gør der ind imellem, selv om vi bor langt ude på landet. De biler, der kommer, har som regel tilknytning til landbruget, men denne gang var det til mig. Datteren og sønnen havde sendt den smukkeste buket ud til deres mor, og med fulgte et smukt kort med endnu smukkere ord. Jeg smiler, når jeg går forbi buketten og landmandens gave. Landmanden havde begavet mig med smart forårsglad tøj, han har sans for farver og sammensætning. Smilet kommer også frem ved tanken om den skønne aften, vi havde sammen med dejlige gæster. Dagen i dag byder på mere gæstebud, jeg glæder mig til hyggeligt samvær med masser af snak og latter.