Velkommen til virkeligheden

Om ikke andet kan man da sige, at timerne på arbejde stryger af sted. Så nu sidder jeg her og slapper af, er faktisk en smule kedelig, gider ikke være social og har fortalt min mand, at jeg har brug for en computer, min te og stilhed. Formiddagsmaden og frokosten blev slugt i løbet af fem minutter. Jeg nåede at tage mod en patient i morges, jeg nåede at forholde mig til mange spørgsmål, som jeg er den rette at stille spørgsmålene til, jeg nåede at anlægge to bridlelock, jeg nåede et møde med beskrivelse af patientforløbet de første 48 timer set med sygeplejerskeøjne, jeg nåede at undervise tre kolleger i trombolyse og gå ruten med dem, jeg nåede at få kigget på undervisning og vagtplan for to emner, men blev ikke færdig, jeg nåede at tage hul på forberedelserne til en revision af en instruks, jeg nåede at svare på nogle få mails, jeg nåede at finde en løsning på sygdom i morgen (tro mig, mine kolleger er bare de bedste!). Godt vi har aftalt, at den halve arbejdsdag i morgen bliver herhjemme, for så kan jeg vist nå i mål med det, jeg gerne vil nå inden friweekenden.

Og når jeg har så travlt, så skyldes det jo blandt andet, at mine kolleger har endnu mere travlt, og dermed godt kan bruge en hånd hist og pist. De knokler, og hos os som i resten af landet, er vi ramt af sygdom, så de resterende knokler endnu mere. Vi trænger vist alle til forår, og se bare på billedet nedenunder, der er ved at være lyst, når jeg parkerer bilen kl 6.45 ved sygehuset! Det skal nok komme, det længe ventede forår.