Angstens greb

Morgenstunden startede langsomt om end tidligt, jeg tør ikke sove længe, når jeg ved, at dagvagten venter på onsdag. Jeg er blevet et vanemenneske, hvad angår søvn, og sidstnævnte nægter at indfinde sig efter fridage, hvis jeg har sovet længere end 6.30. Dagen i dag byder på besøg hos min far sammen med datteren. Mens jeg forberedte dejen til boller, kørte tankerne i ring omkring Alzheimers sygdom. Indlægget forleden dag, hvor jeg var tilbage i tiden via et link, viste, hvor hurtigt det er gået de sidste år. For fire år siden gik min far frisk rundt i Øbakker sammen med mig, nu sidder han i kørestol, er så apraktisk, så selv om han måske nok har muskelkraften til at gå, så aner han ikke, hvordan det skal gøres eller ville måske modarbejde os, så vi alle faldt, hvis vi forsøgte. Så det gør vi ikke, jeg danser stoledans, dvs vi sidder på hver sin stol, og så er det armene, der sammen finder den rytme, vi synger. Det gør os begge glade. Den gang kunne vi snakke om alt det, vi så på vores vej, i dag er det mig, der snakker, når vi går tur. Nogen gange snakker min far, men så er det til nogen eller om noget, vi andre ikke ser. Der er øjeblikke, hvor vi tuner ind på samme kanal, og de øjeblikke gemmer vi alle i hjertet. Charlotte har været ind og se filmen Stadig Alice, jeg har læst bogen og skal helt sikkert også se filmen. Charlotte slutter sit indlæg med ordene, det er meget værre i virkeligheden. Og mens jeg ælter dej, tænker jeg over, at sådan føler jeg det ikke (nu har jeg så ikke set filmen). Måske ville det have været anderledes, hvis det var min mor? Måske er jeg blot den, der accepterer, at sådan er livet og så finder ud af at leve lige der? Måske skyldes det, at bog og film er set fra den sygdomsramtes side? Måske.

Så kom landmanden ind og afbrød mine tanker, han skulle til et kursus om nyt faktureringsprogram, og derfor ville han gerne, at jeg viste ham, hvordan vi kom ind i programmet, som er fælles med regnskabsprogrammet, som jeg arbejder med. Ingen problem, det ville jeg gerne – men da jeg tog ud efter den lille bog med koden til programmet, var den ikke på sin plads. Første indskydelse var at se bebrejdende på landmanden, havde han flyttet den? Overhovedet ikke, han rørte ikke mine kontorting! Så begyndte hjernen at rumstere, jeg kunne slet ikke greje, hvor jeg så skulle have lagt den. Jeg søgte alle mulige og umulige steder, angstens sved piblede frem. Det var ikke angsten for ikke at kunne komme ind i programmet, det var angsten for om det var nu, at jeg fik de tidlige symptomer på Alzheimers. Til sidst måtte jeg sige, at jeg var nødt til at ælte dejen færdig, komme i tøj (gik rundt i min morgenkåbe) og så begynde forfra. Da jeg satte mig på stolen, tog jeg en dyb indånding og så mig omkring og pludselig huskede jeg! Sidste gang havde jeg tænkt, at mappen skulle have en ny plads, og så havde jeg flyttet den. Og ganske rigtigt, der lå mappen lige så fin. Jeg nåede dog at fortælle landmanden, at hvis det her var begyndelsen på Alzheimers, så flyttede jeg. Han skulle ikke bo sammen med mig, og jeg ville nå at flytte i en lille lejlighed, som jeg kunne lære at kende, før Alzheimers havde ødelagt hippocampus totalt. Puha. Så selv om jeg til daglig siger, at jeg ikke bekymrer mig, fordi min opvækst og mine vilkår er helt anderledes end min fars, så sidder angsten, for at det skal ske, alligevel dybt inde i mig.

Jeg griner lidt af mig selv, landmanden griner endnu mere, men bag latteren ved vi godt, at jeg mente det jeg sagde. Nu vil jeg bage videre, planen er hjemmebagte boller og solbærtærte. Jeg har sagt nej til en ekstra dagvagt, fordi mine planer med min far rykker jeg ikke. Jeg har glædet mig til at skulle have datteren med, det er længe siden hun har set sin morfar. Solen skinner, så jeg håber, at den influenza, som lægger mine kolleger og deres børn ned, snart er drevet bort af forårets komme. Må solen også skinne på dig, ha en god mandag.