søndag, marts 08, 2015

Fødselsdagsgaver eller 10 km eller ren og skær livsglæde

Sidste år fik landmanden og jeg begge to en en oplevelsesdag i København i fødselsdagsgave. Da landmandens arbejdsprogram ikke altid harmonerer med mere end en hurtig tur til hovedstaden, så blev det først denne weekend, at gaven blev indfriet.

20150307_114755

Dagen startede hos sønnen til brunch, vi hyggede os med et lækkert morgenbord sammen med søn, datter og sønnens roommate. Herefter gik vi ud til Frederiksberg Have, hvor vi fandt indgangen ved Møstings Hus.

20150307_114814

Her midt i storbyen ligger et smukt lille hus med sin egen sø udenfor og med udkig til Frederiksberg Rådhus. Huset bliver brugt til udstillinger og forskellige foredragsaftener. Denne dag bestod udstillingen af lysstofrør i forskellige farvesammensætninger.

20150307_115413

Knap var vi indenfor i haven før vi så en af havens faste gæster, en fiskehejre og kort efter også grågåsen, som begge holder til her sammen med deres artsfæller.

20150307_115747

20150307_120523

20150307_121438

Der var rigeligt fuglevildt, blandt andet ænder i alle afskygninger. Vi gik rundt i haven, nød havens smukke arkitektur og landede undervejs hos elefanterne. Her mødes ZOO og haven og gæster fra begge steder kan kigge over til hinanden, mens de nyder elefanterne.

20150307_123107

Egentlig skulle vi nu tage bussen til næste punkt på dagens tur, men vi valgte at gå. På den måde kom vi gennem mange af Frederiksbergs forskellige kvarterer. Husene på Femte Juni Pladsen fik datteren til at drømme om et hus lige der. Men så skal man vist vinde i lotto. Vi nåede nu ud til Fru Jensens Fristelser, en lille cafe beliggende over Grøndal station. Her fik vi serveret lækker kage og god varm te.

20150307_13351120150307_140815

Lørdag var ikke den varmeste dag, men når vi gik, kunne vi sagtens holde varmen og nyde den friske luft. Fra Grøndal station gik vi ad en sti ind mod Nørrebro. Der var masser af ting at kigge på, mennesker, huse og såmænd også en lille rotte, der hyggede sig i buskadset ved banen. Vi kom også forbi et tempel, og lige der troede jeg at det var Jehovas vidner, men hjemme igen blev jeg klogere. Nu ved jeg, det er mormonernes tempel.

20150307_143310

Ved Nørebros Runddel er kommet en ny statue, den er lavet af affaldstræ og forestiller en pige, der knækker et maskingevær over sit knæ.

20150307_145615

Hjemme hos datteren faldt vi sammen i stole og sofaer og slappede af med serier, bloglæsning og powernap. Vi havde på det tidspunkt gået 10 km og skulle lade op til aftenens spisning. Forældrene valgte dog at give taxa, da vi var lidt trætte i benene. Aftensmaden blev indtaget på Lygtens Kro, tæt på Nørreport Station.

20150307_175858

Det var sjoveste sted, jeg længe har været. Der var gamle gipsafstøbninger som var hittet for hjemmegjorte gaver, da jeg var barn. Der var gevirer, som var forvandlet til lamper, der var den sødeste hund, som gik rundt til alle gæster, men især landmanden. Og det kan godt være, at interiøret kaldte på minder fra kroballerne i Jylland, men musikken var mere i retning af heavy metal. De to kvinder, der serverede, var begge gennemførte i det jeg vil kalde punkerstilen, hanekamme, nitter, tatoveringer, piercinger etc. Vi fik den bedste jægerschnitzel, jeg længe har smagt, der var meget lidt tilbehør (kartoffelkage og lidt grønt), til gengæld fyldte schnitzlen hele den store dybe tallerken. Vi fik god øl dertil, og desserten var citronkage, skøn og velsmagende. Det var menukortet, man kunne dog også få bratwurst mit brot, det valgte vi så ikke denne gang. Vi sluttede af med en shot, som jeg aldrig har smagt før: varm øl med flødeskum! Det smagte supergodt, det var en øllikør, som blev varmet op og så godt med flødeskum ovenpå. Den smagte af karamel og kaffe sammen med ølsmagen. Mætte og tilpasse snuppede vi en taxa hjem til datteren. Begge veje fik vi en god sludder med chaufføren, den første var af arabisk herkomst, den anden af afrikansk herkomst.

20150307_191119

20150307_194059

Hjemme hos datteren lavede vi te, sønnen og jeg gik i byen for at købe masser af bland-selv-slik. Og så blev der spillet Cranium med masser af latter og snak.

20150307_210334

Søndagen startede med morgenbord, som landmanden og jeg sørgede for. Derefter gik vi alle fire til gudstjeneste i den kirke, vores børn nyder at komme i, Stefanskirken. Det blev en god oplevelse med en præst, som forstod at tale om Guds ord og hverdagen, vi lever i. Mens kirkens sognebørn skulle ud på indsamling, tog vi afsked med sønnen og drog mod Jylland sammen med datteren. Det blev en helt igennem skøn weekend, som jeg stadig smiler glad ved tanken om.

20150308_104541

24 kommentarer:

  1. Dejlig weekend med dine børn. Men varm øl med flødeskum???

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, jeg havde det på samme måde som dig, men det smagte godt :-)

      Slet
  2. Tak for turen! Daterbarnet bor (delvis) påNørrebro, men jeg kommer der ikke så ofte. Frederiksberg Have og Søndermarken er fine steder at gå tur! God tur hjem til det nordlige!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Charlotte, vi er hjemme og er i fuld sving :-)

      Slet
  3. Det er ikke svært at sætte sig ind i, at det har været en dejlig weekend :)

    Jeg har selv været så heldig at have mine fire samlet i Aarhus denne weekend, og der findes ikke noget bedre.

    Det ser ud til at være en rigtig aktiv kirke, Stefanskirken. Tænk at man nu kan få en folkekirke-app. Smart.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, så har du da haft den skønneste weekend :-) Ja folkekirken er også med på noderne, og datteren begyndte at komme der, fordi den ene præst Pernille, som prædikede i går, gjorde et stort indtryk via tvserien om de, der blev gift uden at kende hinanden.

      Slet
  4. Tak for turen Lene...jeg undres altid over fuglene i Frederiksberg Have, de er ikke så sky, som ude i naturen. Jeg tror jeg en dag skal besøge både cafe og spisested, de to steder lyder til, at være værd at besøge :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, begge steder er værd at gæste og vi troede først fiskehejren var kunstig, for den flyttede sig overhovedet ikke selv om vi kom gående :-)

      Slet
  5. Sikke en herlig tur - tak for den!
    Og affaldstræpigen hedder FREDerikke :-)
    Jehovas Vidner har vist rigssale og ikke templer ;-)
    Den der varme øl med flødeskum skal man vist bare kyle ned uden at vide hvad det er man indtager - det lyder nemlig ualmindelig ulækkert, men jeg tror dig på dit ord, når du siger, at det smagte godt. Hvis man er øldrikker, måske?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, tak jeg havde faktisk ikke fanget det ordspil med Fred :-) Det er da rigssale, de har. jeg kunne ikke finde ordet i lørdags.
      Den varme øl smagte ikke af øl, og var ikke spor ulækker, så vi var glade for at vi smagte på det

      Slet
  6. Varm øl med flødeskum.. eller rettere øl-likør... jeg ved ikke rigtigt om det ville være noget for mig, selvom jeg er øl-drikker. Det lyder altså en lille smule vammelt.

    Glæder mig på jeres vegne over at I mødte fiskehejrene... og håber at I en dag osse møder fiskehejre-manden - han sidder i en sky af fugle og fodrer dem med pølser, så vidt jeg husker.

    Ser ud til at det har været en dejlig weekend i det københavnske og valget af spisesteder var godt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Overleveren, det var ikke vammelt, men man skal ikke have mere end det lille glas vi fik. Fiskehejremanden har jeg set et billede af på en blog, jeg kunne blot ikke huske at det var fiskehejrer :-)

      Slet
  7. Dejlige weekend, og dejlige billeder. Jeg har her i weekenden smagt varm øl for første gang, men bestemt ikke sidste, jeg havde bares serveret det i for små glas, så der næsten ikke var plads til flødeskummet. Det ændre vi på til næste gang. Go´ dag fra det østjyske. Joan M.

    SvarSlet
    Svar
    1. Joan, hvor er det sjovt at du har smagt det også. Var det almindelig øl eller en øllikør?

      Slet
    2. Noget der hed : Ultrapres. Beer liquer . En høj mørk/slank flaske...(hvor der var alt for lidt i 70 cl ) ha ha ha....

      Slet
    3. Joan, jeg synes det er så sjovt at du i samme weekend hvor vi for første gang hører om det og smager det, så også har serveret det :-)

      Slet
  8. Fantastisk tur - og ide :) Jeg får lyst til at se Kbh. Vi skulle have sejlet med kanalrundfarten sidste sommer, men vi nåede aldrig helt til Kbh., så måske i år.

    SvarSlet
    Svar
    1. Helle, vi var så galde for gaven, jeg vil langt hellere have sådanne gaver end materielle ting :-) Der er så meget at se i Kbh, og jeg mangler så meget, fordi vi netop ofte er der kun en dag.

      Slet
  9. Skulpturen er skøn og meget rammende i disse tider - vi MÅ lægge våbnene væk og prøve at leve i en eller anden form for fredelig sameksistens!

    Det glæder mig, at I kunne lide min by :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, den skulptur er skøn og rammende i sit billedesprog. Og jeg er vild med din by :-)

      Slet
  10. En dejlig vidunderlig weekend, i selskab med børnene, krydret med mange dejlige indtryk.

    En dejlig gave.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, en skøn gave og en skøn weekend :-)

      Slet
  11. Jeg nød at læse, at I kom af sted sammen og var i godt selskab...
    Tak for turen. Dejligt at se en helt anden del af København. Nye tips til to do listen!

    SvarSlet
  12. Tak for en skøn tur rundt i vores skønne hovedstad Lene.. :-) Jeg har aldrig været inde på Lygten, det kan jeg se er en fejl som vil blive rettet.

    SvarSlet