Nu er jeg vågnet to morgener uden at have været oppe om natten og uden at et vækkeur har alrmeret mig. Hvilken fryd. Der er helt stille, alle andre sover, selv opvaskemaskine og vaskemaskine sørger for at arbejde stille og roligt. Om lidt vil jeg trække i noget tøj, jeg kan være bekendt at gå udenfor i, og køre til byen efter rundstykker.
Besøget hos min far og efterfølgende mail til mine søskende får mig til at fundere over, hvad min far får ud af besøgende. Han er meget fraværende nu, lever meget i sin egen verden. Han er også meget sanseforvirret nu, så der skal ikke meget til, før han bliver forskrækket. Og så alligevel oplever jeg jo, at når jeg tager hans hænder samtidig med at jeg nynner med på en sang og begynder at bevæge vores hænder i takt til rytme, måske danser jeg lidt, så kigger han på mig og smiler. Og selvom der ligger en film henover øjnene, som om alt bliver set gennem et filter, så sker det, at filteret bliver trukket fra, og han ser mig og smiler sit dejlige tilstedeværende smil. Jeg er meget den type, at man ikke skal græde over spildt mælk men i stedet for fokusere på sine velsignelser. Det ændrer ikke ved, at det smil både gør mig glad og ked af det på denne søndag morgen, men mest glad, for det viser at min far stadig føler samhørighed med os og han har brug for at blive mindet om det hver eneste uge. Og det bliver han.
Vi har vel også brug for at føle, at vi har samhørighed med nogen, om det er familie, venner, blogland, Gud eller hvad det er, er måske ikke det afgørende, men at blive set og hørt gør godt for os alle. God søndag til dig.
Og jeg sidder her i Sverige og glæder mig over at læse dit smukke stille indlæg. Tak Lene og rigtig god dag hos jer. :-)
SvarSletSelv tak Inge, og må solen skinne i Sverige og på os andre :-)
SletGod søndag til dig. Må du nyde dagen :-)
SvarSletTak i lige måde, Kisser :-)
SletDu siger det altid så godt!
SvarSletAt høre til er det vigtigste. For visse primitive samfunds vedkommende lærte jeg, at den hårdeste straf var at blive erklæret død. Man var overhovedet ikke død, men alle ignorerede en og så igennem en, som om man ikke eksisterede. Jeg kan godt forestille mig, hvordan det må være.
Tak, Ellen, :-) Jeg kan også godt forestille mig, at det må være den hårdeste straf. Man kender du jo hvis man er uvenner med nogen og bliver ignoreret. Det føles så hårdt, så hellere få skældud eller skændes, så er man da i live :-)
SletJeg kan kun bekræfte det med et JA, vi har alle brug for samhørighed <3
SvarSletDet lille glimt du fanger, om det så kun er 5 sekunder, så er det guld værd.
Ønsker dig en fortsat god søndag og ferie.
Tak Abildjyden, det er guld værd at fange det glimt :-)
SletJeg siger det lige igen: Du skriver altid så smukt om din far, at jeg bliver helt rørt. Det må være så svært at opleve et menneske, man elsker, forsvinde ind i sig selv.
SvarSletTak Hanne, nogle dage er det svært, andre dage tænker jeg ikke over det.
SletJa - vi bliver til i mødet med hinanden - hele tiden!
SvarSletÅh Charlotte, hvor lyder det smukt - at blive til i mødet med hinanden, tak
SletSikken dejlig morgen (og lørdag aften), du har haft ude i sommerhuset. Vores morgen startede også med sol, men vandreturen fik overskyet vejr. Din blå himmel ser rigtig godt ud.
SvarSletJeg kan godt forstå, at man stiller spørgsmålstegn ved, hvad demente får ud af besøg. Men jeg tror også, det er vigtigt at holde fast i dem, for de der gode øjeblikke er vigtige at holde fast i.
Conny, i dag har det været overskyet med glimt af solen. Som en demenssygeplejerske sagde, mennesker med demenssymptomer husker med kroppen, så derfor tror jeg det har værdi at min far bliver kysset og krammet hver uge af sine døtre :-)
SletLivet skabes i de glimt af nærvær, vi har med hinanden.
SvarSletSmukt formuleret af Charlotte. Nødvendigheden af mødet med hinanden. Og alligevel er så mange ensomme.
Jeg har tænkt på, om al den blogaktivitet er pseudo-samvær uden forpligtelser? Eller et behov for at andres respons?
Jeg nyder at blogge og få kommentarer og jeg nyder at læse din og andres blog og lære af alle indlæg.
Men jeg nyder allermest mødet irl med mit netværk. Og når det lykkes at mødes med personen bag bloggen, få sat ansigt og ord på forfatteren.
Anne, for mig er blogsamværet ikke pseudo, jeg sammenligner det med tidligere tiders pennevenner :-)
SletJa, det passer også bedre med min oplevelse af at blogge. Tak!
SletDet er så hyggeligt at læse og kommentere og skrive og modtage "brev".
Selv tak Anne, det er nemlig hyggeligt :-)
SletDu skriver altid så smukt om din far.
SvarSletIngen kan jo vide, hvad han får ud af jeres besøg. Men I er en familie, og det at stå sammen om jeres far, - lave aftaler, udveksle erfaringer, dele tanker, få glimt af nærvær, - det betyder jo også noget.
Tak Eva, og du har ret, familiefællesskabet opstår også i vores aftaler og erfaringsudveksling :-)
SletDet rører meg det du skriver om pappa´n din. Du beskriver det så godt.
SvarSletJeg tenkte ofte liknende tanker i prosessen omkring min mor. Ofte dro jeg på besøk av plikt, og ikke lyst. Nå i ettertid er jeg glad for all tiden vi fikk, og som jeg brukte hos henne. Oppmerksomheten rundt henne fylte så meget, også når jeg ikke var der. Derfor kjennes tomrommet også så stort nå.
God tirsdag, Lene.
Tak i lige måde Elisabeth, jeg er glad for dine ord, de reflekterer det, jeg selv tænker.
Slet